I need this tree, I deserve this tree - Razor

Det var lørdag, og Reign havde skaffet sig en halv ekstravagt på arbejdet, hvilket gav lidt bedre samvittighed over bagefter at have taget hunden med ud på en juleshoppingtur. Gaverne skulle jo købes på et tidspunkt, vejret var dejligt, han skulle intet - tidspunktet kunne ikke være bedre. Desuden var gaverne ikke særlig dyre, nej, de var ikke et problem. Det var mere impulskøbene, der af og til kunne skabe problemer.
Og meget apropos stod Reign nu og kiggede på juletræer på en lille plads lige til højre for gågaden. Han havde ikke brug for et juletræ - det var jo ikke engang hos ham, det skulle holdes, det var hos hans forældre. Han skulle ikke imponere nogen ved en julemiddag. Han havde ikke engang noget julepynt at hænge på grenene. Men det kunne selvfølgelig ændres...
Siddende på hug foran et lille juletræ, der allerede havde fod på og ikke var meget højere end en lille meter, pillede han ved grenene, der dryssede et stykke gran eller to af sig. "What do you think, Django? Wouldn't that look nice in our living room, huh?" Kiggede på hunden, der bare gloede på træet, i tvivl om det skulle tisses på eller ej. Hævede så et øjenbryn og sukkede ud, "you're a big help, thanks," hvorefter han kom på benene igen og efter at have sendt træet nogle flere blikke traskede videre med hunden ved sin side. Endte ovre blandt de store træer. En del lå smidt i en bunke, allerede pakket ind i net, men de største og flotteste stod stadig på rad og række og dannede en lille, grøn labyrint af grantræer.
Og dér var det. Det flotteste af dem alle. Et pragteksemplar af et grantræ med perfekt mellemrum mellem grenene, bredt og tårnede op over de andre. Det fik Reign til at stoppe, kigge og drømme sig væk til en anden verden, hvor han havde en stor stue med dette stående lige i midten. Prydet med guldkugler og glasengle, og selvfølgelig med et helt ton farverige pakker under.

Påklædning: Her Men med bare tær og sort læder halsbånd om halsen.

Julen var ikke en kendt ting for Razor - men han elskede det alligevel mere og mere for hvert øjeblik der gik. Også selvom folk i sidste ende allerede var ved at være trætte af det inden juleaften overhovedet nåede frem. Halvdæmonen var lidt ligeglad. Der skulle jules - mest fordi der var sukker holddige ting over det hele og det meste af det kunne man også få smagsprøver af uden pludselig at have en flok efter sig der mente at det at 'låne' ikke var en ting man gjorde fra fremmede.
Men selvom lommerne var tomme var det jo stadig hyggeligt at spankulere omkring i byen. Også selvom han meget hurtigt fandt på alt muligt han ikke burde og aftenen endte til hans underholdning frem for at vedligeholde den julestemning mange andre formåede at have over sig. Han gik rundt med en kop af et eller andet han ikke helt vidste hvad var. Men noget han havde fået en del gange den sidste måneds tid. Gløgg hed det vidst - det smagte fantastisk og med den mængde småkager man fik inden bors på sådan en gå tur var det godt med noget at skylde ned med.

Han stod og gloede lidt på folk der gik forbi - på den ene side var en mand ved at lave brændte mandler - på den anden var et juletræs hurlumhej i gang. Okay egentlig blev der bare solgt jule træer - men reaktionen fra folk var nogle gange en smule mærkelig. Det var jo sådan set bare et træ. Han vippe kort lidt med den ene fod før han rettede sig op - i samme øjeblik som hans mave slog knude på sig selv. - Så meget at han faktisk tabte sin kop ud mellem hænderne så det varme inhold bredte sig over hans fødder og jorden. " Auuvt.. " bed han kort før han rystede på hovedet og vendte blikket i retning mod den stemme han havde hørt - som helt sikkert var en han havde hørt før. Nej ikke bare hørt før - det var en stemme han kunne kende gennem alt. Hans blik flakkede hurtigt rundt på folk og der gik ikke længe før han fik øje på mennesket mellem træerne - hunden ved sin side. Django. Få sekunder efter var han på vej i deres retning - lidt hurtigere end han egentlig havde regnet med - eller også føltes det bare sådan fordi hans hjerte allerede sad i halsen på ham uden egentlig at være forpustet. Det var Reign.. Shit.
" You're heeeere! " Fik han hurtigt sagt i det han uden den mindste tøven fangede fyren i et kram bagfra. Også selvom det sikkert ville ende i et mislykkes et af slagsen. Han slap derfor også igen få øjeblikke efter.
" Let me just save you the disappointment - there's nothing inside those presents.. " Sagde han så hurtigt med et lille smil om læberne og blikket rettet mod fyrens ansigt.

Reigns hjerte sprang et slag over i forskrækkelse, da nogen valgte at overfalde ham med et kram bagfra. Noget, der sikkert ville have fået et smil frem på læberne, hvis han da havde kendt personen, stemmen tilhørte. Men nej - det var en ukendt dreng, en teenager vist.
"I- sure am," sagde han i en lettere usikker tone og sendte fyren et lille, spørgende smil for ikke at virke som den sure fremmede. Et kram var trods alt ikke noget at blive sur over - også selvom det var under mærkelige omstændigheder.
Han åbnede munden for at sige noget mere til gavekommentaren men blev afbrudt, da Django pludselig gav sig til at kvæle sig selv i halsbåndet i et forsøg på at få lov at hoppe op af den nyankomne. "Hey, hey, hey, no! Sit!" forsøgte Reign sig med, selvom hunden prustede, stønnede og peb for at få lov. Til sidst gav den dog halvt op og stirrede blot længselsfuldt op på Razor.
"I'm so sorry, he gets a little too..." begyndte mennesket og lagde der mærke til, at drengen ikke havde nogle sko på, "...excited." Den første tanke var, at knægten måtte være hjemløs. Den stakkel... så ung. Og så lige midt i den iskolde decembermåned, hvor han burde sidde indenfor i varmen foran en pejs og lave... teenageting.
Reign tøvede ikke. Han var ikke typen, der smed om sig med penge i et forsøg på at gøre verden til et bedre sted, men dette gik for meget i hjertet til ikke at gøre noget. Desuden var fyren ikke henne og stikke hænderne op i hovedet på ham og tigge, nej, han forsøgte pænt at holde en samtale. Det var sådan, man skulle gøre det.
Han trak en fempundseddel op af lommen og gav den til den sære fremmede med et smil, "here you go. Merry christmas," hvorefter en utilfreds Django blev trukket med videre igennem labyrinten af træer. Dagens gode gerning fuldført.

Det tog ikke mere end et split sekund før det gik op for Razor at Reign vidst ikke lige havde opfanget at det var ham. Det var først da det fortsatte - den knap så Reign agtige Reign opførsel. Smilet falmede med et og nærmest en skygge faldt ned over ansigtet på halvdæmonen. Mens en indre panik begyndte at sprede sig i hans krop. Han lod hovedet glide på skrå, før Django med et opfangede halvdæmonens opmærksomhed og med et lille grin lod han hænderne nusse hunden ved kinderne, hovedet - ansigtet i det hele taget. " Long time no see adorable ball of fluff... " mumlede han med et lille grin. Han rettede sig dog op igen få sekunder efter. Django kunne kende ham. Det gav da lidt en glæde i den lille krop.
" Hn? " Han rettede blikket mod Reign igen før han kort trak lidt på den ene skulder.
" Mmm.. - I know.." Han nikkede kort lidt og skulle lige til at tilføje noget mere da der blev plantet en penge sedel i hånden på ham. Han rynkede panden lidt og gloede på den et øjeblik mens den fornemmelse der havde været før, langsomt voksede sig større og større. Dog røg hans blik efter Reign som fyren begyndte at bevæge sig væk.
" Hey! Reign! Wait.. " Sagde han hurtigt og luntede efter. Hans tanker var allerede i alle retninger - en smule i tvivl om det faktisk var Reign - men det var ham. Hans duft, stemme, udseende - Django. Det var ikke muligt at han var en anden. Tydeligvis kunne han ikke kende Razor - det var ikke skuespil på den flabede måde. Sådan noget kunne Reign ikke - ikke så godt. Det tvivlede han hvert fald på. Det stak i brystet. Nej - i hele kroppen. Han kunne ikke kende ham? Hvorfor ikke?

" You can't just walk away.. " Sagde han hurtigt med et øjeblik desperation i stemmen. Han holdt stramt om penge sedlen før han så bare kort overvejede det lidt. Hvad skulle han med det? Han havde jo sådan set hvad han havde brug for - om nogen var Reign ikke en person der normalt gav penge til fremmede - eller gjorde han? Ville han have gjort det første gang de mødtes hvis ikke Razor havde været hvad han var? Måske.. Penge eller ej - Reign måtte ikke gå nu. Razor havde ting at sige. Eller - bare ting! Han havde brug for sit mennesket.

Reign fandt tilbage til det lille træ. Eller næsten i hvert fald, inden den fremmede fik fanget hans opmærksomhed igen ved sin tilstedeværelse og det faktum, at han fulgte efter. Han vendte sig en anelse om mod ham, sukkede indvendigt. Gud, hvor var det irriterende. Her prøvede man at være hjælpsom og gøre noget godt, og så bed det en i bagdelen. Han ville gerne give noget mere men havde kun et par tyvepundsedler tilbage i kontanter, og det var alligevel lige i overkanten. Så måtte julespøgelset komme og skælde ham ud for sin nærighed - han ville ikke give så mange penge væk.
"Um, I don't really have any more cash so..." forsøgte mennesket sig med en løgn, da noget pludselig gik op for ham, og det undskyldende blik blev erstattet af forundring, "wait, you know my name?"
Tankerne begyndte for alvor nu, og Reign tænkte, så det knagede. Det var simpelthen noget af det floveste ikke at kunne huske en anden person. Ligegyldigt om man så havde været fuld eller distræt eller noget helt tredje - det var ikke en undskyldning. Det var stadig pinligt.
Men Reign kunne ikke finde hoved eller hale i, hvem personen var, og måtte give op for ikke bare at stå for længe og stirre. Indrømme sin fejl og sin svigtende hukommelse. "Have we- met before...?" spurgte han og tvang et forsøgende smil frem i håb om, at knægten ikke ville blive alt for fornærmet.

" You're not joking around right?.. 'Cause that is a seriously not funny prank.." Sagde han lidt og lod blikket hvile mod Reign - Glædelig jul - nej.. Det var det totalt modsatte. Intet glædeligt var der ved ikke at kunne kendes af præcis den person man tog hertil for at finde til at begynde med. " Ofcourse I know your name.. " fik han så endelig mumlet efter at have gloet på mennesket foran sig alt for længe. Der var et eller andet helt galt. Måske han havde slået sit hoved? Var mennesker mere følsomme overfor portaler end andre væsner? Havde den stjålet Reign og efterladt en fremmed i hans krop? Razor rynkede kort næsen lidt før han bed sig en smule i læben. Der var en uendelig mængde af spørgsmål der væltede rundt i hovedet på ham. Så selvom han var stille - føltes det som om der var en helvedes masse larm.
" Umm.. " fik han kort sagt lidt før han så bare rakte hånden frem med den sedel han før havde fået. " I dont need your money.. " fik han så endelig sagt mens en knude i hans hals voksede sig større. " I kinda just need you -.. " det sidste blev mumlet en smule utydeligt før han kort rodede sig lidt op i det mørke hår. Reign kunne ikke kende ham. Han huskede selv godt den gang han selv havde haft hukommelses svigt - eller hvad der end var sket. Kunne det være det samme? Var hvad det der gjorde det dengang? ... Nårh ja..

" Mhmm.. I'm.. I'm Razor, you know? Your.. Well, we're kinda.. I mean, somewhat.. " han rynkede kort næsen lidt og blev helt i tvivl om hvad han faktisk skulle sige. I stedet rettede han sig kort lidt op og lod hovedet glide en smule på skrå. " You really don't know who I am? " spurgte han så bare lidt og bed kort tænderne lidt sammen. Han lod skuldrende sænke sig en smule før han skævede en smule mod Django, men så tilbage mod Reign. Han lod blikket glide ned over fyren - altså, han lignede jo sig selv. Omgivelserne ændrede ikke på hvordan Razor så Reign - han skævede så bare kort ned over sig selv. Han lignede vel også sig selv? Hvilket man normalt ikke tog fejl af - han var vel ret genkendelig, eller måske ikke?

Reign blinkede lidt, da han fik pengesedlen tilbage og kunne nu godt fornemme, at den var helt gal. En hjemløs ville aldrig give pengene tilbage. Navnet burde få en klokke til at ringe men nej, intet. Nada. Overhovedet. Razor...
"I, eh.. um," han pillede lidt ved sedlen, og en overvejelse poppede op. En slem en. Havde de været i seng sammen, uden Reign kunne huske det? Han virkede så ung, lidt for ung, men var da køn nok til at kunne lægge an på i byen. Reign kunne sagtens se sig selv gøre det. Men han havde godt nok aldrig været så fuld, at han decideret ikke kunne huske personen dagen efter overhovedet. I hvert fald... ikke af hvad han huskede. Men det var så også hele pointen. Kunne han virkelig have fundet på det?
Et dybt suk forlod menneskets læber, som han opgav hele de endeløse 'hvad nu hvis...?' tanker. Han så over på Razor. "I'm really sorry, but I have no idea who you are. Like, at all. I don't normally forget people but you're just- completely gone. Sorry," indrømmede han og kradsede sig akavet i nakken efter at have gemt pengene væk igen. Det føltes forfærdeligt at sige sådan noget, men hvis han først begyndte at lade som om, ville det ende galt, og så ville han pludselig både være glemsom OG løgnagtig. Han så op igen, "but, hey, you seem cool. Really nice. So, uh, how exactly did we meet?" Sendte knægten et smil i et forsøg på at få stemningen tilbage hos ham.

Det så mere og mere sort ud for hvert ord der røg ud mellem læberne på mennesket. Det var nok også det der gjorde at Razor for en stund faktisk ikke havde så meget at sige. Det hele fløj rundt i hovedet på ham og forsøgte at danne sig til en eller anden form for sætning. Men lige meget hvad så kom de tilbage til at det jo var Reign. At noget måtte være sket siden han ikke kunne huske ham. Eller ville han ikke huske ham? Der var vel en grund til at han i sidste ende var her og ikke der. Razor bed sig kort lidt i læben før han så bare rystede lidt på hovedet.
Smilet vendte ikke tilbage - ikke med det samme hvert fald, man kunne måske ane det ved menneskets ord før han så bare kort trak lidt på den ene skulder. " Plot twist.. " Sagde han så bare. Hvis det havde været Reigns ord første gang de mødtes? Damn - sådan en ting kunne have ændret alting. " We met in the forrest - in the Underworld.. I caught you a rabbit! " først der vendte smilet en smule tilbage og han lod kort hovedet glide lidt på skrå.

" But.. Maybe you dont even remember the underworld? " Spurgte han så og rynkede kort panden lidt. Hvis det var tilfældet - så var Razor på barbund. Nej, det måtte mennesket da kunne huske. Han havde trods alt boet der hele hans liv. Så længe siden var det vel heller ikke? Eller var det? Det føltes som en evighed - men Reign var ikke en gammel mand, lignede tværtimod sig selv. Så det kunne vel ikke være helt ved siden af at der ikke var gået uendelig af tid.
" Well.. At least.. It seems that Django remembers me.. " Sagde han så lidt og lod kort blikket flakke mod hunden. Også selvom det lige så godt kunne være en glæde over en fremmed. Den hund var svær at læse. Altid glad - men stadig super sød.

Reign rynkede brynene, da Razor sagde, han havde fanget ham en hare. En... hare. Jamen, okay så. Det var jo slet ikke underligt overhovedet. "O... kay," hans blik flakkede et øjeblik til siden for så at lande på drengen igen, tydeligvis forvirret. Og tankerne om, at han måske havde været i seng med denne person, blev skiftet ud med overvejelser om, hvorvidt han mon var på et eller andet. Propillerne så normale ud, og der var umiddelbart ikke noget, der indikerede stoffer - men knægten havde bare fødder i sne og snakkede om at fange harer. Der var noget helt galt, det måtte der være.
Og da Razor begyndte at snakke om et eller andet sted, der ikke eksisterede, af hvad Reign vidste af, blev det næsten umuligt at udelukke, han var høj. Eller stukket af fra en galeanstalt et sted, men det første virkede nu lidt mere sandsynligt.

Mennesket rømmede sig lavmældt og rodede i lommen efter sin telefon, "I'm not familiar with that name, no. Sorry," trak den op og sendte Razor et spørgende blik, "do you have someone you can call? A friend, maybe? Or perhaps your parents? You can borrow my phone if you want to."
Denne lille juleshoppingtur var gået fra hyggelig til sær på meget kort tid. Det ville nok være nemmere bare at gå, men nu følte mennesket sig for indblandet til bare at forlade den forvirrede dreng sådan uden videre. Han virkede hverken slem eller farlig - desuden var der masser af mennesker omkring dem, hvis noget gik galt.

" Hn? Call.. Who would I call.. " Han rynkede kort panden lidt før han rystede en smule på hovedet. Det var ikke fordi han ikke vidste hvordan man gjorde - mobiler og sådanne ting var en af de første ting han var blevet præsenteret for da han var ankommet. Sikkert fordi - ja det vidste han egentlig ikke. Måske fordi det mere eller mindre var alt hvad folk gik med næsen i hele tiden.
Razor vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige eller - noget som helst. Det virkede ikke til at der var den mindste smule i Reign der huskede Razor - totalt fremmede. Men utroligt venlig. Havde det også været sådan? Nej - han kunne ikke helt finde ud af om det var en god eller dårlig ting. Den side af Reign som et eller andet sted ikke kunne lide Razor - den var jo meget bedre end dette. Han ville ikke glemmes - ikke i en verden han ikke kendte til - og slet ikke af Reign.

" It's cool.. I'm just gonna.. I don't know. " Han rynkede panden en smule før han kort rystede lidt på hovedet. " I need to understand.. " Han trådte et øjeblik en smule til den ene side - kun for at træde tilbage igen også rundt om mennesket foran sig. " But you're Reign.. how can you not know me? " han rodede sig kort lidt i håret men rettede sig så lidt op.
" How long have been living here? " Spurgte han så til sidst da han igen endte foran fyren. Han rynkede panden en smule før han rodede sig lidt i håret endnu engang. Hånden endte dog denne gang i hans nakke hvor den blev liggende. Han tænkte så det knagede - og hans blik blev efterhånden ret bekymret - over hvad helt præcis vidste han faktisk ikke - mere eller mindre alting.
" I didn't come all this way to be homeless again.. Seriously! - You can't just go forget about anything! " bed han så efter et øjeblik. Rutjebanen af følelser var begyndt. Og ville nok kun blive værre. Det var sikkert ikke Reigns skyld, men det var frustrerende.

Reign trak forsigtigt mobilen til sig igen, da Razor ikke viste nogen interesse i et opkald. Hvad gjorde man så nu? Penge, mobilopkald - mere kunne han ikke give.
"Hm?" lød det spørgende fra mennesket, hvis mave snurrede sig underligt sammen, da drengen begyndte at gå rundt om ham som et rovdyr. "I'm sorry, but I really- don't," det gik op for ham, at det stadig var et mysterium, hvordan drengen kendte til hans navn. De havde ikke mødt hinanden i et eller andet mærkeligt 'Underworld', og han havde da slet ikke fået en hare, men et eller anden relation må de havde haft før. Med mindre fyren var en stalker, der havde fundet hans navn via sociale medier. Men det var usandsynligt - ikke?
"Uh, a year an a half. Moved here from Poole," svarede Reign og forsøgte at slappe mere af i kroppen, nu Razor havde stoppet sin cirklen omkring ham, men de bange anelser blev værre og værre, som tiden gik. Knægten var begyndt at blive lidt for aggressiv i sin tilgang, og de ting, der blev sagt, gav ikke mening overhovedet. Ikke en eneste.
"I- ah- mh..." han ledte desperat efter et godt svar men lod i stedet en masse lyde ud, der knapt nok dannede ord. Det var slet ikke nemt at være god og hjælpsom i en så stressende situation, der kun forværredes. Reign skævede til siden, og en mandelsælger fangede blikket og gav nyt håb. Mad hjalp altid. Vejen til folks hjerter var gennem maven - det havde han altid sagt. "Hey, what do you say I buy you some honey roasted almonds to calm your nerves, huh? You eat them, relax, take a deep breath - okay? And then, maybe, if you feel like it, you can tell me the real explanation for you knowing my name. Alright? Come on." Mennesket lavede en inviterende håndbevægelse hen mod den lille vogn og sørgede for at smile så beroligende så muligt, inden han selv gik derhen mod.

Han overvejede det - men kom ikke frem til noget i sin overvejelse. I stedet blev han kun en smule mere forvirret selv. “ poole? “ spurgte han så endelig og lod kort hovedet glide en smule på skrå. Det kendte han ikke - og det var ikke der Reign kom fra! Det gav mening med halvandet år. Halvandet år for meget hvis man spurgte Razor. Han havde aldrig forestillet sig at Reign ville forsvinde på den måde.
“ You cant just.. Wait what? “ han rynkede panden - og blev meget mod sin vilje, distraheret ved tanken om mad. Typisk - men han kunne altså ikke helt gøre for det.
“ honey roasted what nut? “ han lod hovedet glide lidt på skrå før han kort overvejede det lidt. Han skævede lidt i den retning Reign havde hentydet. Men rettede sig så bare lidt op. Men fulgte da med - på trods af, inderst inde at være en smule skeptisk over fyrens luskede metode for at skifte emne - eller hvad det så end var han prøvede på. Razor faldt ikke for det. Kun lidt.
“ so thats where the sweet and delicious smell comes from.. “ mumlede han så kort lidt før han rettede blikket tilbage mod Reign et øjeblik efter. “ ofcourse not as Good as you but.. “ han trak kort lidt på den ene skulder. At falde til ro kunne han måske i små doser af gangen. Men i samme øjeblik, som mennesket gav udtryk for at han ikke kendte Razor - så ramlede det lidt på hylderne i den lille halvdæmon.

“ I am telling the Real thing! “ han fik revet opmærksomheden helt væk fra tanken om snacks. “ why wouldnt I? “ tilføjede han så kort og bed tænderne lidt sammen.
“ How would you feel about getting High? “ spurgte han så og rettede et alt for seriøst blik mod fyrens ansigt. “ I mean - I had memory loss once, I ate a bunch of mushrooms and started to remember.. Maybe that Works on human brain too? “ han lod et øjeblik sine hænder dumpe ned i hans lommer - før han så bare vippede lidt frem og tilbage på de efterhånden ret kolde fødder.
“ I cant even show you - getting here was freaking difficult. Its not like portals open for whom ever whenever. “ mumlede han så bare lidt, hans blik flakkede en smule mod det der mandelsted igen. Hmm.
Han vidste ærlig talt ikke hvordan han kunne forklare og få Reign til at huske det. Hvad nu hvis det faktisk slet ikke var ham? En dobbeltgænger måske? De fandtes. Han så Reign lidt mere an - dog på ingen måde diskret. Han måtte spore sig ind på det. Inden den knude der fyldte efterhånden hele hans krop- havde snøret sig så meget rundt at han ikke længere kunne kende op fra ned og omvendt. Han vidste ikke helt selv om han burde grine eller græde over det. Mennesket han elskede mere end noget andet huskede ham ikke. Ikke det mindste.

"Don't tell me you haven't tasted those," sagde Reign med et lille smil i mundvigen og gjorde tegn til en enkelt pose, der straks blev fyldt op. Skævede i mellemtiden kort mod Razor, der lod endnu en sær kommentar ud - foruroligende nærmere - men forsøgte blot at ignorere den. Hvem havde ikke kommet til at sige, at en anden person duftede godt, i et forsøg på et kompliment? Selvom det kun meget sjældent fungerede. Ofte var det bare... akavet.
Mennesket fik stukket posen i hånden kort efter, lige idet knægten gav udtryk for sin frustration over at blive kaldt en løgner. Trak på skuldrene, "you tell me," og gik væk, som han hældte en lille håndfuld nødder ud i håndfladen på sig selv. Så op fra dem, da en mærkværdigt spørgsmål lød fra drengens mund. Ikke at han kunne overraske med noget mere efterhånden, med alle de mærkelige ting, han påstod. Reign var ikke helt sikker på, hvorfor han ikke var gået endnu. Der var kun så meget et menneske kunne forsøge på at hjælpe, før de måtte opgive.
"No, thanks," han rakte posen over og snuppede et af mandlerne fra sin håndflade. Havde aldrig været decideret modstander af stoffer, men ville han tage dem for at fjerne det hukommelsestab, som en eller anden særling påstod, han havde? Ikke tale om.  

"Oh, come on!" måtte mennesket, efter at have holdt tilbage, alligevel udbryde, da ordet 'portal' blev bragt ind i samtalen. Hvis der var en grænse, var den lige blev overskedet. "Can you even hear yourself? It's-" han stoppede sig selv i et højlydt suk og så kort til siden, inden blikket faldt tilbage på Razor igen, "okay, you got your nuts. I gave you the option to tell me the truth and you didn't. Now, if you'll excuse me, I have to buy christmas presents. It was nice meeting you 'n all, merry christmas, yada yada yada, goodbye."
Reign trak lidt i Djangos snor og forlod pladsen med juletræer. Det var umuligt ikke at have det lidt skidt med at forlade denne tydeligvis forvirrede person, men der var intet at gøre, og han kunne ikke redde alle de mærkelige mennesker, der krydsede hans vej. Sådan var det bare.

Det var frustrerende. Mennesket var frustrerende. Kunne han da ikke bare lytte en smule og give hvad halvdæmonen sagde en chance. Razors blik var mest fokuseret på mennesket, men han tog da imod posen med nødder da Reign rakte den til ham. Og han havde da også tænkt sig at smage - lige om lidt. Når han sådan havde fået skubbet det faktum væk at han var en fremmed for mennesket. Det stak i brystet på en måde der slet ikke var behagelig.
" You don't believe me.. " Sagde han så bare kort lidt og strammede kort lidt grebet om toppen af posen før han rystede lidt på hovedet. " No! " Sagde han hurtigt da Reign skulle til at gå - mere eller mindre faktisk bare gik med en dum kommentar hængende om Razors øre. Hvordan kunne han bare sådan beslutte at Razors sandhed ikke var sand? Han havde absolut ingen grund til at lyve, og alligevel var det hvad man blev beskyldt for.

" Reign wait.." Sagde han så hurtigt før han slog blikket op fra nødderne han havde stirret på et øjeblik. Der gik dog ikke længe før han hurtigt luntede efter det alt for stædige og snevre synede menneske. Han snuppede hans hånd, mest for at kunne vende ham om. Men også fordi - kontakt. Han cravede det i forvejen, men det virkede som om det kun blev værre ved at der ikke var noget af det han havde håbet at få fra Reign da han fandt ham. En smule risikabelt ja - men Razor gjorde hvad der var hans første indskydelse - og det var simpelt at plante sine læber mod menneskets, ikke længe - men bare lige lidt.
" You can't just walk away and expect me to be fine with that.. Jeez.. Can't you just.. try to remember? I need you to remember. " Sagde han så bare hurtigt. Han bed tænderne lidt sammen og havde ikke planer om at slippe fyrens hånd - selv ikke hvis han insiterede på det. " I didn't come here just for you to slam a door in my face. Not this time. " han rystede kort lidt på hovedet men bed sig så kort lidt i læben. Nope - hvad skulle han her hvis det ikke var for at være sammen med Reign? Han ville ikke engang overveje mulighederne.

Django strittede imod ved hele tiden at se sig tilbage efter Razor, men det lykkedes ligeså stille at få ham med sig trods stædigheden. Trådte henover den våde asfalt, hvis snelag næsten var forsvundet helt væk efter at være blevet trådt på så mange gange på den travle gågade. Reign kunne godt høre stemmen bag sig men kunne ikke gøre andet end at tigge og bede om, at knægten ville give op. Hvis han gav ham opmærksomhed én gang til, ville han aldrig gå væk.
Men valget blev taget for mennesket, da hans hånd blev grebet fat i, og særlingens læber uden varsel blev trykket mod hans. Reign var i chok, noget der tydeligt kunne ses i hans ansigt - de opspilnede øjne, de sammenpressede læber og den hurtige blinken. Kysset ville sikkert ikke have gjort så meget, hvis det ikke var for det faktum, at Razor stadig kunne være en hjemløs uden en tandbørste og med munden fuld af ulækre sygdomme. Tanken gjorde ham helt dårlig.

Han sagde ikke noget længe. Brugte stilheden til et øjeblik at skæve rundt i sin søgen efter hjælp, men ingen stoppede op. Det var ikke, fordi det var det mærkeligste at se to hankøn holde i hånd. De kunne ikke vide, Razor var helt kuk-kuk. Der var heller ingen politimænd at se. Intet beskyttelse til, hvis drengen knækkede fuldstændig.
"Technically, there's no door for me to slam," sagde Reign så endelig i et forsøg på at lette stemningen  og fremtvang et anstrengt smil, mens blikket flakkede fra Razors ansigt og ned til det faste greb om sin hånd.
"Okay. Okay, ahem..." rømmede han sig og forsøgte diskret at lade den glide ud af Razors greb, selvom det ikke var til megen nytte. Der var noget af en styrke i sådan en lille fimset hånd. "How aboooout," fortsatte til plan B, der lå i langsomt at "åbne" Razors greb op ved lige så stille at løfte hans fingre, en efter en. Fortalte imens i et så roligt toneleje så muligt, "you give me your number and I'll call you, huh? You can tell me about your underworld and- about how you went through that portal. Oh, and that memory loss thing, I'm really excited about that one. What do you say? I'll call you first thing when I get home." Igang med at løfte drengens ringefinger, så Reign op og sendte ham et afventende blik.

Ingenting - i det mindste kunne han selv få bare lidt en følelse i sin krop. At den ikke var gengældt var en anden ting. Forhåbentlig var der noget at gøre. Reign måtte helst ikke være væk for evigt.
" You not rememering who I am - probably is worse than a stupid door anyway.." Han fik så endelig mumlet mens blikket stadig var rettet mod fyrens ansigt. Ingenting. Hvordan kunne der være ingenting. Tanken om en dobbeltgænger vred sig stadig i baggrunden i hans hoved - men selv en dobbeltgænger ville ikke kunne nare Razor - selvfølgelig kunne han kende Reign ud fra sådan en. Han skævede kort lidt mod Reigns hånd som han forsøgte at fjerne Razor, dog lod han bare fingrene lukke sig ned omkring fyrens hånd igen så snart han var gået videre til den næste.
" Our underworld - same portal as you went through one and a half years ago.." Sagde han så bare lidt og lod igen blikket finde menneskets ansigt. Lod det ikke skippe væk et eneste øjeblik. Han rystede så bare kort lidt på hovedet.
" I don't know what my number is - and I don't really know how the whole phone stuff works. " Han bed sig kort lidt i læben men slap så endelig fyrens hånd. Han kneb kort øjnene lidt sammen. Efterhånden som han betragtede fyrens ansigt strømmede flere idéer ind i hans hoved. Hvis Reign intet huskede noget måtte han jo få ham til at huske. Eller..

" Do you live with your parents? " Spurgte han så lidt og lod hovedet glide lidt på skrå. Måske de vidste noget, eller måske de ikke huskede noget overhovedet heller. Razor skævede kort lidt mod Django, men rettede så blikket tilbage mod Reign.
" What about Max - do you remember Max? " - " What about your cabin? Your job at the bakery? You still know how to bake muffins right? " Hvis det så end hjalp at stille et hav af spørgsmål for ikke at få fyren til at gå sin vej. Så var det det der skulle gøres. Desuden - måske lidt mere info ville gøre at Reign ikke troede han var helt skør.

Reign svarede ikke men nød i stedet blot at have sin hånd fri. Så først op fra den, da Razor stillede et nyt spørgsmål, han ikke kunne se det farlige ved at svare på, "no, they still live in Poole." Og så igen - hvis Razor var en stalker, var det måske ikke så smart at fortælle. Uanset hvad, var det for sent nu.
"Max? Nah, doesn't ring any bells," svarede han på det næste og overvejede det oprigtigt - det kunne jo være, at denne Max var en fællesven, der kunne løse hele gåden omkring, hvad der skete her. Men nej, han var ret sikker på, han aldrig havde mødt nogen med det navn. En ny række spørgsmål fulgte og trods den potentielle alvor, kunne Reign ikke lade være med at le lidt af det sidste, "muffins, cakes, bread. I make a killer banana bread. Så Razor vidste, han godt kunne lide at lave mad - big deal. Det tog ikke mere end et to sekunders kig på hans instagram for at vide det.

Mennesket slap sin egen hånd efter at have gnubbet den lidt og lod blikket hvile på Razor. Bedømte ham. Så så til siden, tænksomt, som endnu et suk forlod hans læber. Det var så svært at vurdere denne her fyr. Han virkede oprigtigt ikke slem, og noget sagde ham også, at han ikke løj. Eller i hvert fald at han selv troede, han ikke løj. Han var ikke aggressiv eller viste nogle tydelige psykotiske træk - i hvert fald ikke fra Reigns uprofessionelle vinkel. Og så virkede han oprigtigt ked af, at Reign ikke kunne huske alle de ting, han mente, der var sket.
Ville det virkelig dræbe ham at lytte? Gøre knægtens dag bedre? Det var ikke, fordi han havde travlt med at komme hjem.
"Okay..." han masserede sig selv lidt mellem øjenbrynene, inden blikket vendte tilbage til Razor, en del mildere end før og ikke fyldt med flere falske smil, "what do you say you walk with me? I'm just doing some christmas shopping and, uh- well, some company wouldn't hurt. Besides, Django seems to like you," Reign skævede ned mod hunden, hvis opmærksomhed stadig lå på Razor, "I'll listen to your story, I promise. Just- no more kissing, okay? It kind of threw me off." Smilede en anelse flovt til personen foran sig.

" I don't know where that is.." mumlede han så bare kort lidt før han rystede en smule på hovedet. Faktisk vidste han slet ikke særlig meget om denne verden. Selv hvis han forsøgte at gøre sig klog på noget blev man henvist til bøger der mere eller mindre var en pain at læse. Hovedpine og pløret syn - det var hvad det gjorde ved en. Han huskede ikke Max - så Razor var ikke en eneste der var glemt. Måske var det bare alt der havde med underworld der var smuttet fra hans hukommelse.
Et lille smil bredte sig over halvdæmonens læber da muffins stadig var en ting Reign kunne bage. Heldigvis - så det var ikke helt væk det hele. Det var dog ikke nok til at lette Razors humør. Det virkede lidt som et dødt løb - især fordi mennesket bare virkede til at finde det en smule underholdende. Det plejede at være omvendt. Razor plejede at være den der var underholdt over folk. Lige nu var det slet ikke sådan. Han rodede sig kort lidt i håret før han så bare kort nikkede en smule.
" Django likes every one, even those whom you probably should keep away from. " Sagde han så bare lidt før han kort pillede lidt ved posen med mandler.

" Hey - I'm a good kisser, you just didn't give me the chance to show you. " Sagde han så bare lidt med et lille smil før han kort trak lidt på den ene skulder. " But I don't exactly know how to tell my story. It's long and complicated. And everything since you disappeared is kinda a pile of mush. It's not like loosing the love of your life is something you just get over in a heart beat. Maybe before - but not anymore. " han åbnede endelig posen med nødder. " I mean - I left my master to get here. Thats a rare thing.. " mumlede han lidt og snuppede en nød før han stoppede den i munden. Det tog ham et par sekunder, men så stoppede han så også op - kun for fuldt ud at kunne koncentrere sig om den alt for gode smag han havde i munden. Meget koncentreret blev han stående. Mens en nød blev hurtigt til to også til tre - også lige en mere.

"That's true, I guess," sagde Reign med et skuldertræk og kunne ikke helt slippe følelsen af, at Razor rent faktisk havde mødt Django før. Og så alligevel ikke, det ville ikke give mening. Det måtte bare have været et gæt, der tilfældigvis viste sig at være rigtigt, at hunden kunne lide alle. Det var der mange hunde, der kunne. De var glade væsener.
Hans venlige forslag blev til gengæld skudt ned. Ikke på en grim måde, men Razor udviste i hvert fald ikke den store optimisme omkring det. "Love of your life, wauw..." gentog Reign mumlende og kradsede sig lidt bag øret. Det var ikke hver dag, man fik en kærlighedserklæring fra en komplet fremmed. Men noget andet fangede snart hans opmærksomhed, og denne gang blev det med et par løftede øjenbryn gentaget højere, "your master?" Ikke et ord man brugte ofte med mindre, det var om en hundeejer. Måske talte Razor om dem, der passede på ham - som ikke gjorde det særlig godt lige nu. Hvis der da overhovedet var nogen. Hvis han havde en, der bestemte over ham, så måtte der jo være nogen.
"Okay, so... who's this 'master' of yours? Where do they live?" spurgte Reign i et forsøg på at bryde igennem underworld-snakken og faktisk finde ud af, hvilken galeanstalt Razor hørte til. Begyndte ligeså stille at gå, trods drengens negative attitude til det. De kunne ikke stå her og blomstre for evigt, han skulle have fat i de gaver. Desuden var det koldt, og Django ville begynde at fryse.

“ Yea.. I was kinda hoping that was the case the other way around too. But.. now I dont know. I guess not, you dont even remember me.. “ han trak så bare kort lidt på den ene skulder. Men det blik Reign så på ham med var heller ikke det samme, slet ikke. Og det sagde en del. Noget manglede. Ikke bare lidt, men virkelig meget.
Hans blik fandt endelig Reign igen som han fik sig rettet op og smuttede med fyren afsted. Det var heller ikke meningen han skulle stå der og slå rødder og spise alle nødderne bare sådan uden videre.
“ Yea you know.. Or.. no you dont, ofcourse not. “ han rynkede kort panden en smule men rodede sig så lidt i håret med den ene hånd. “ He’s in the underworld. “ sagde han så bare og rettede blikket frem et øjeblik, men så tilbage på Reign. And to be honest - I dont Think Its easy to find a Way back just like that. “ han rystede lidt på hovedet. Ikke fordi han havde planer om det. Slet ikke - måske hvis Reigns hukommelse forblev væk for evigt, men han havde håbet med sig- der måtte være en måde.

“ but Its a place totally different from here.   The clothes is softer, I like that. The food is better. The Music is - something to get use too. But the smell is awful. And the Ground is... odd “ han nikkede kort lidt før han skævede lidt rundt. Han bed sig kort lidt i læben før hans blik stille fandt Reign igen.
“ how about a near death experience? That might make your brain consider life right? “ smilet om halvdæmonens læber voksede skræmmende meget på meget kort tid, før han lod hovedet tilte en smule på skrå.
“ and then I’ll help you figure out those presents! “ han nikkede hurtigt nogle gange. Ikke fordi han regnede med det var et forslag der ville falde i god jord for mennesket men det var jo en mulighed. Måske bare give kroppen et chok.
“ or we could get drunk? And see where that would get us? “ tilføjede han så kort efter og lod smilet falme en smule før det udviklede sig til noget lidt mere flirtende og charmerende. Han måtte prøve alt - hvad der så end skulle til. Havde han noget at tabe? Nej. Reign havde allerede glemt ham, så der var sådan set kun en sejr at håbe på.

”The underworld. Of course,” sukkede Reign ud og rettede lidt på en af de ustyrlige hårtotter. Havde kort regnet med et svar, der faktisk gav mening, men sådan skulle det altså ikke gå. Måske det ville være nemmere bare at forsøge at tale Razors sprog – lege med i hans lille leg for forhåbentligt til sidst at få bare et lille hint om, hvor han kom fra, ud af drengen.
Han så kort ned i de kolde, våde fliser, gågaden var belagt med, da der blev kommenteret på dem, inden blikket atter faldt tilbage på Razor. Kort forarget men det blev snart erstattet af en rysten på hovedet, ”a near death experience is not really on my christmas list this year. At least, I don’t think so,” han trak listen over julegaver, der var planlagt at skulle købes samme dag, frem fra lommen, kiggede på den, ”nope, no near death experience wish for me,” og brugte samtidig muligheden for at læse op på, hvad det nu egentlig var, han skulle have fat i. Nummer et på listen; brødrister. Det burde være muligt at finde til en fornuftig pris.
”Or we could go buy a toaster,” foreslog Reign med et smil og glemte helt at lægge mærke til knægtens noget mere forførende mine, inden han var på vej hen mod den store Walmart lidt længere fremme. Chancerne for, han kunne finde alle sine gaver derinde, var store – de havde tæt på alting. Mennesket trådte indenfor og snuppede på vejen en rullekurv fra det nydeligt stablede tårn lige ved indgangen, inden han fortsatte ned ad den brede og proppede midtergang i sin søgen efter et skilt, der kunne lede ham på vej, ”let’s see, kitchen appliances. Kitchen appliances… wait, I see it. Don’t fall behind, Razor.” Han skævede lidt tilbage mod drengen og satte mod skiltet, der lovede køkkenredskaber. Satte først farten ned for at sikre sig, at knægten var med, da han var nået helt derhen, hvor gryder, pander og alt, køkkenet ellers kunne begære, var.
”So, tell me – how did we become madly in love with each other?” spurgte Reign og kunne ikke skjule, at spørgsmålet morede ham lidt at stille. Det var trods alt ikke hver dag, man fik muligheden for at smide lige præcis de ord ud. Han trak en brødrister ud fra hylden og studerede den med både øjne og hænder, ”hmm, what do you think about this?”

At give op allerede var ikke en mulighed for Razor - det var Reign, også selvom han slet ikke virkede som den fyr han ellers kendte så godt. Det var jo klart han var anderledes hvis han intet minde havde om noget som helst. Halvdæmonen overvejede på trods af at det ikke lød som en idé Reign var med på, stadig at 'near death' oplevelse ville kunne gøre et eller andet. Helt præcis hvad vidste han ikke. Men alle metoder måtte i brug hvis han ville have sit menneske tilbage. Hvis det overhovedet var muligt. Han håbede det var muligt, det skulle være muligt. Bare tanken om at det ikke var muligt nev ondskabsfuldt i kroppen.
Han fulgte med da Reign gik afsted - også selvom han ikke helt anede hvad det egentlig var de skulle. Hans tanker var alle andre steder end i øjeblikket. Planer skulle findes på - medmindre han til sidst bare måtte gøre hvad der først faldt ham ind. Så længe det ikke var at lade dæmonen dukke op og tage over. For den ville uden tvivl bare udnytte det hele og spise Reign på sekundet - noget den havde hungret efter i hvad der føltes som en evighed. Og nu - well, hvad godt var der ved at lade ham leve hvis han alligevel ikke kunne gengælde det der i første omgang gjorde at Razor ikke havde skaffet ham af vejen.

Han lod blikket hvile mod mennesket, som tankerne stille og roligt gjorde ham mere og mere sulten. Det var først da hans navn blev nævnt at han fik nogenlunde bevidsthed igen. " Hm? I'm not falling anywhere - I'm pretty fast you know. " Sagde han så lidt før han kort lod blikket glide lidt rundt på alting. " This buildings are the best thing ever! I slept in a store like this not long ago - it was fun. And there is so many sweet thing. Its unreal " Sagde han så bare lidt med et lille grin før han rettede blikket frem igen. " But the bread and cakes isn't as good as home. I mean - it dosen't really fill you up and some of it tastes like air. Air is breathing not eating. " han rystede kort lidt på hovedet.
" How? Well - To be honest. I don't know - I've always hated hu... Umm.. Well, there was a couple of things that totally made it almost impossible, or I mean unbelieveable. 'Cause we're so different - but somehow things just kinda... ended up like they did. I don't know - it just.. happened. " Sagde han så lidt før han kort bed sig lidt i læben. Hans blik landede kort efter på den brødrister Reign havde snuppet. " Well - it's.. Umm.. What is it good for? " Spurgte han så bare i stedet for at svare på det egentlige spørgsmål.
" It kinda sucks tho' finding you. You don't look at me the way you use to. " Han pillede kort lidt ved et tilbudsskilt, som endte med at falde på gulvet - og blive der.

Razor havde sovet i en walmart. Bevis for hjemløshed, 1 point. Fantasiverden, 0. En kort latter forlod hans mund, "we're different. That I don't find it hard to believe," som han drejede brødristeren rundt i hænderne. Så derefter på Razor med et let hævet øjenbryn, "it's a toaster. It... toasts stuff. You know - ding!" og lavede en lille håndbevægelse ved toppen, hvor de færdige brød poppede op. Var egentlig klar på at købe modellen, indtil prisen hurtigt talte ham fra det, og den pænt blev stillet på plads.
På vej videre skævede mennesket tilbage mod Razor og svarede oprigtigt, "well, I'm- sorry about that. Really am." Selvom Razors minder om Reign kun kunne være fantasi, var han da ked af at ødelægge dem med sit sande jeg. Også selvom han ikke kunne gøre for det.
Mennesket trak en ny brødrister ud, en med et mindre kønt design, men prisen var mere uoverskuelig. "But wait a minute, if I went through that- portal or whatever one and a half year ago," han så på drengen, "why did it get you that long to get here? That's kind of rude?" han fortsatte med blikket tilbage på brødristeren, der snart røg ned i kurven med en nysgerrig Djangos blik efter sig, "I mean, if I lost someone I truly loved and cared about I would go after them. Immediately. You're a shitty boyfriend." Det sidste blev sagt med et blink i øjet og et tilhørende smil, inden listen atter blev fundet frem. Tennisbolde til Django. Var det underligt at købe, når den var med? Eller måske ikke. Det var trods alt en hund.

Halvdæmonen rynkede panden lidt og forstod stadig ikke helt hvad det var der blev ment med den ting mennesket stod og overvejede at købe. Til sidst rystede han bare lidt på hovedet og rettede sig lidt op. " Ding.. " han nikkede kort lidt før han så bare lod blikket glide lidt rundt. Han fulgte dog med da mennesket rykkede sig videre - kiggede på samme, eller næsten samme ting. " Sounds.. Boring, actually.. " mumlede han så bare lidt før han kort efter bare trissede et par skridt væk og gloede lidt på en anden mærkeligt dippedut i forretningen. Dog uden at gå for langt væk - og stadig så han kunne høre hvad det var Reign sagde. Ikke fordi han på nogen måde lukkede noget ud Razor havde lyst til at høre. Han rynkede panden lidt og rettede blikket mod ham, kun for kort efter at rynke brynene lidt sammen.
" So I'm the shitty boyfriend? Who left in the first place.. " knurrede han så bare kort lidt - han fandt det ikke sjovt, faktisk slet ikke. Tværtimod. Han ville da ønske han kunne have fundet ham noget før - langt før mennesket havde mistet alle minder omkring ham. Han bed sig kort lidt i læben før han så bare rystede lidt på hovedet.

" But now that you're asking - I am actually a very rude person. You're lucky you're not dead - if it wasn't for that pretty face of yours I would've killed you a long time ago. " Han kneb kort øjnene sammen.
" I'm not going to tho'.. " tilføjede han lidt mumlende før han så bare spaserede et stykke ned af en gang.
" Soooo do you like it here? You dont feel like anything is missing? Like.. I don't know.. " han pillede kort lidt ved nogle gryde lapper, før han så bare tog dem på hænderne og smuttede tilbage til Reign.
" This is like a material world - you can buy everything for almost nothing, does that mean money is less important for you? Or do you still work your butt of and don't have time for anything fun? " Spurgte han så. Han rettede sig kort lidt op før han så bare kort prikkede til mennesket. Det var super forvirrende, Razor vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på noget som helst. Mest havde han bare lyst til at kaste sig ned på gulvet og tude. Eller banke menneskets hoved mod en mur for at få ham til huske. Men det ville der nok ikke komme noget godt ud af.. Han kunne selvfølgelig prøve. Tanken fik ham til at skæve mod Reigns ansigt, også mod nærmeste solide væg - som var alt for langt væk i forhold til hvor de stod.

Smilet forsvandt fra Reigns læber, da Razor ikke fandt joken morsom overhovedet og bed tilbage som en vred, lille chihuahua uden nogen form for humor. Han fik fokusset tilbage på listen, og satte mod gangen med sportsudstyr i stedet for at svare på det, der virkede som introen til en dum diskussion. Tænk at man kunne blive så sur over noget, der aldrig var sket.
Det næste gjorde det heller ikke bedre. Razor var som en gammel ødelagt grammofon, der spillede det samme igen og igen. 'Jeg har lyst til at dræbe dig', 'du kan ikke huske mig, buhu', 'gamle Reign var bedre'. Bla, bla, bla. Hvad sagde man til sådan noget? Intet. Så var det bedre at holde kæft. Lidt humor i formen af sarkastiske kommentarer var tydeligvis heller ikke nogen god idé.
"I am very much satisfied being where I am, yes," svarede Reign i et forsøg på at holde sig så langt fra sarkasme som muligt og smed et lille net med tre bolde i kurven. Pillede også kort ved en håndvægt, inden han mærkede et prik i siden og kiggede på Razor i stedet, "I work. And- yeah, I like money. Everyone does. I don't think it makes me a bad person."

Håndvægten fik et hurtigt kig til, inden mennesket gik videre mod madafdelingen i den anden ende. Overvejede et sekund, hvad han skulle have fat i, inden Razor gik ind og overtog hans tanker igen. Var ærlig talt ved at være godt træt af at have en vred lille dreng rendende efter sig. Han havde fået muligheden for at forklare sig men virkede kun til at være interesseret i at surmule og fortælle Reign hvor dum, han var.
"You know, I can handle the rest by myself. Just need some groceries and, uh- then I'm heading back home," fortalte Reign efter at have stoppet op og vendt sig om mod drengen. Overvejede seriøst direkte at bede ham om at gå, men nu havde han været venlig så længe, at det ville være ærgerligt at ødelægge nu. Desuden burde Razor kunne forstå hintet.