Winter wonderland ll Aaron

---

Vinteren var kommet til byen. Så selvfølgelig var hun ude og kigge lidt på de forskellige boder. Caroline havde bestemt sig for at komme en lille ting til alle i packen. Nye som gamle.  Hun var i ført en sort jakke der gik hende til knæene, et stort rødt halstørklæde og en beanie i samme farve til. Caroline havde mørke blå jeans på, med sorte vinterstøvler til. Hun havde allerede samlet lidt gaver sammen på markedet, men var langtfra færdig. Dog stoppede hun op, da hun så Aaron. Sidst hun så ham, havde Carmen bidt den unge menneskedreng smurt ind i sit eget blod. Nu stod han lige foran hende. Eller næsten. De blå øjne stirrede ud i luften, rystede en anelse inden de slog sig ned i jorden. Sneen faldt stille ned fra himmelen og ramte folk med sine kolde fnug - som smeltede så snart de ramte den varme hud. Det var eftermiddag, solen snart på vej til at gå ned og gemme sig så den kolde vinternat kunne overtage.

Hvorfor var hun så nervøs? Carmen havde blot sagt de skulle give ham tid til at tænke over tingene. Men der var noget over ham. Han mindede hende om en, og det gjorde hende utilpas - en følelse hun ikke ønskede at bringe op til overfladen igen. Caroline sank en klump imens hun kunne mærke, hvordan hendes krop stille begyndte at ryste. Så slog hun blikket op. Han var væk. Det gjorde hende lettet og på samme tid bekymret som i jeg ved ikke hvad. Caroline gik derefter imod hvor hun så ham sidst, hendes sanser var alle sammen skarpet imod ham, hvor var han henne? Caroline kløede sig kort i nakken imens hun prøvede at holde sig i tro, slappe af. Men det var umuligt.

Hjertet bankede afsted som syv vilde heste, sidst det havde racet så meget afsted var da hun jagtet af nogle som menneske - uden at vide hvad - hvilket hun jo så fandt ud af da hun blev varulv. Gaia var så fredfyldt i forhold til Moonlight Falls. Så stille og balanceret.  Men manglede fare. Hun manglede fare,så hun opsøgte den. Caroline satte i løb igennem markedspladsen og hendes blik flakkede frem og tilbage. Så fik hun øje på ham, men stoppede ikke op af den grund.  Hendes hjerne sendte hende til et andet sted, alt omkring hende blev mere eller mindre ligegyldigt. Aaron lignede ikke Aaron mere. Det var hendes lillebror han lignede nu. Som han ville se ud nu, hvis han ikke havde været død tilbage i tiden. Så snart hun var oppe ved ham svang hun armene omkring ham, og holdt ham tæt ind til sig. Det var så følelsesladet for hende, at man kunne mærke savnet. Følelsen strålte nærmest ud af hende lige nu. Et slag tilbage til virkeligheden gjorde hun trak sig tilbage.

Caroline rystede let på hovedet af sig selv.  Så klemte hun øjnene sammen og tog hænderne op til øjnene kort. Så rystede hun en anelse mere voldsomt på hovedet.
"Det må du undskylde Aaron. Kort mindede du mig.. du mindede mig bare om en." Hun slog de blå øjne op og så undskyldende på ham. Det var selvfølgelig ingen undskyldning for sin opførsel alligevel, men det var trods alt sandheden. Let lod hun armene glide henover sit bryst og holdte dem der i skam.
"Så øhm... hvordan står det til?" Spurgte hun, "kan jeg byde på noget som forsogningsgave?"

Aaron havde besluttet at forlade huset. Det virkede så tomt uden Audrey, og selvom han fuldt ud forstod hendes beslutning, savnede han hende stadig. Hun havde altid været den han gik til, hvis han havde brug for at tale, nu havde han ingen. Og han stod overfor en beslutning der kunne ændre hans liv. Audrey var den eneste han ville kunne tale med det om, men han ønskede heller ikke at forstyrre hendes rejse. Så han måtte bare selv tage beslutningen. Måske skulle han opsøge Carmen på et tidspunkt, hænge ud med dem og få fornemmelsen af at være i en flok. Det kunne måske hjælpe. Han stod længe ved den samme bod og drejede den samme genstand i hans hænder. Hans tanker var et helt andet sted, så han var slet ikke opmærksom på hvad han egentlig lavede. Han fornemmede at nogen så på ham, så hans blik søgte rundt på markedspladsen for at finde blikkets ejermand. Han kunne ikke kende Caroline lige der, da hun så ned i jorden. Mest fordi han ikke ligefrem havde været sig selv ved deres første møde. Han tænkte ikke videre over det, og forsvandt længere ind i den lille menneskemængde der var på pladsen denne vinterdag. Aaron kunne tydeligt høre de løbende skridt hen over markedspladsen, og blev mere opmærksom på dem. Der skete noget. For han kunne ligeledes fornemme adrenalinen i personens blod, det kunne muligvis komme fra hans eller hendes løbetur, men det virkede som om der var mere bag. Han stod med siden til, da han kunne høre skridtene nærme sig, drejede han sig rundt så han stod med fronten imod hende. Kort efter havde hun hendes arme omkring ham, hvilket egentlig var en smule mærkværdigt for ham og lidt ubehageligt. Han havde aldrig været typen der krammede meget. Mest fordi han ikke havde mange at kramme.

Han trådte et skridt tilbage, da hun slap ham, hun virkede bekendt, men han kunne ikke lige sætte navn på hende. Men han vidste de kendte hinanden, da hun omtalte ham ved navn. ”Det er okay. Du minder også mig om nogen. Lidt, i hvert fald.” Hun havde visse ligheder med Audrey, ikke at det var noget han havde tænkt over, før hun bragte det på banen. Han prøvede stadig at finde ud af hvor han kendte hende fra, ind til det slog ham. ”Caroline, ikke?” Aaron tøvede med at besvare hendes spørgsmål, for det gik jo ærlig talt ikke voldsomt godt. Så da hun spurgte om hun kunne byde på en forsoningsgave, var han fristet til at sige ja. ”Jeg ved ikke.. Jeg har nok mere brug for en at tale med, end materielle ting.” Hun måtte forstå hvordan det var, at blive forvandlet og de komplikationer der kom med det. Måske kunne hun hjælpe.