Dead man walking - Kanye

Sted/Omgivelser: Raven's: bare en hyggelig lille low-key bar
Tidspunkt: Søndag ved en 16 tiden
Vejr: Regn, regn og regn
Outfit: cowboybukser, sneakers, striktrøje, læderjakke
Tilegnet: @Kayne

Efter at være taget hjemme fra, for et par timer siden, og siden da endt op på baren her. Han havde smidt sin jakke på stolen ved siden af sig, rimelig tydligt at han ikke ønskede selskab lige nu. Det havde været en af de dage, og han gad ikke engang tænkte over det længere. Han fandt bare sin telefon frem, imens bartender fandt på hvad end han havde lyst til at finde på og skænkede det til Stephen. Et par timer var gået sådan, og han sad stadig i baren, hang nok lidt ind over den på nuværende tidspunkt, en smule træt og en smule fuld. Han sad stadig med telefonen i hånden og sad bare og stenede forskellige personers facebook sider, det var næsten lidt trist?
En besked tikkede ind og han læste den hurtigt, før han bare rystede på hovedet, som om det var muligt for personen på den anden side af beskeden, faktisk at se dette? Yeah well.. Han var træt og fuld!
Han burde nok bare tage hjem, men ærligtalt, så gad han ikke hjem til lejligheden, men hvor skulle han ellers tage hen? Hvem skule han genere her til aften? Der var et par muligheder.. Hans søster var den første der dukkede op i hans hoved, han kunne altid genere hende! Men han havde ikke overskud til det lige nu, ikke i aften. Der var også Damien, men.. Han var for sød, for uskyldig.. Han kendte ikke den her side af Stephen, og han skulle heller ikke kende det.. Desuden havde de ikke set hinanden i lidt tid, Stephen havde nok undgået ham lidt? Gjorde ham vel til et røvhul, men faktisk, så var han ligeglad, han var blevet ret god til at være følelseskold overfor alt og alle, og selv om drengen var sød.. Så var han bare ikke sød nok..
Hans tænker gled kort til Gabriel, men han rystede bare igen på hovedet, det var like.. Den værste ide nogen siden!
Så nu var han altså løbet tør for muligheder.. Han skulle bare hjem, hjem og sove. Så han betalte sin regning, og rejste sig før han lige brugte lidt tid på at genvinde balancen og ja, trække i sin jakke.

Kayne havde været ude og hygge sig det meste af aftenen. Han havde været henne ved stripklubben et par timer, så Midnight natklubben et par timer yderligere, og han havde velnok brugt den sidste halve til hele time herinde på Raven's. Alt i alt en meget almindelig aften, med en del flirten og et par stykke rhan havde trukket om bag i en afsides gyde for at drikke lidt fra dem, en heltigennem normal aften og nat for ham

Det ville sige, indtil han havde fået sat sig herinde, og set sig omkring. Hans blik havde været næsten fastlåst på Stephen's ryg hele tiden. Både udseendet og den svage lugt han stadig kunne opfange på trods af alle de andre dufte i luften... Der var ingen tvivl om at det var den præcis samme Stephen som han for næsten to årtusinder siden havde revet hjertet ud af brystkassen på, og set forbløde for fødderne af ham... Men alligevel sad han der, fuldt ud i live, og trods Kayne nu godt vidste der fandtes nogle få metoder at komme tilbage på, havde han ikke hørt om nogen der fik dig tilbage i præcis samme stand, som det lod til at være tilføldet med Stephen.

Det gamle raseri boblede indvendigt i ham som han tog en dyb tår af sin black russian, for blot at bunde resten og lydløst følge efter Stephen som han forlod baren. Han fulgte komplet stille efter ham til de var langt nok væk fra selve baren, hvorefter han med brug af sin vampyr hurtighed fik ført sig selv hen lige omme bag Stephen på et splitsekund, for at hviske, tæt på heksens øre; "My oh my... I never thought I'd see you again. You see, I like things to stay dead when I kill them..."

// Outfit

Stephen havde slet ikke bemærket han var blevet forfulgt, og det var lidt til hans forfølgers hæld at han ikke bare var forsvundet i en mørkerød røgsky, for så havde manden nok ikke kunne følger efter ham. Men han havde brug for gåturen, vidste ikke engang hvor han var på vej hen faktisk, hans liv var lidt af et rod lige nu, og han havde bare brug for noget tid alene, til at tænke og sådan..
Han var ikke specielt bange for at gå hjem dog, selv om der åbenbart rendte kødædende levende døde rundt? Men de kunne sgu bare komme, Stephen var ikke sådan til at sætte tænderne i.
Alligevel blev han lidt overrasket da det lykkes en at snige sig op på ham, men han var selvfølgelig også påvirket af lidt alkohol, og ja, følelser. Han standsede ved lyden af stemmen i sit øre, og et eller andet klikkede inde i hans hoved, som han syntes han genkendte stemmen. "Is that so, maybe you should finde someone else to kill then, cause I'm the kinda guy, who just keeps coming back.." sagde han stille, før han langsomt vendte sig om, for at se hvem han havde med at gøre.
Han skulle lige til at smide sit skjold op, idet han fik øje på vampyrens ansigt.. Og ligesom bare frøs lidt i sine bevægelser. "Braeden?" sagde han forvirret.. Wow.. "Damn.. I never thought I would bump into you again!" grinede han stille og sendte vampyren et faktisk venligt, måske en anelse frækt smil.

Det var dog lidt usædvanligt at heksen slet ikke havde reageret på ham. Det kunne godt være det varde godt og vel to årtusinder siden, men minderne fra Braeden var så klare at det ligeså god tkunne have været igår - Stephen var meget sjældent blevet overrasket afnoget som helst, inklusive når Braeden havde prøvetatsnigesig ind på ham med den hurtighed de nu engang havde. Men nu, nu kunne man se han var blevet overrasket, i al fald en lille smule. Måske var det alkoholen der spillede ham et puds?

Uanset hvad voksede et skævt smil på Kayne's læber som han hørte Stephen's svar. Tja, detgjorde jo bar ehan havde langt mere arbejde foran sig, ikke? Flere gange han kunne nyde at slå ham ihjel for det pis han havde gjort moddem dengang! For nej, i Kayne's sind var én gang absolut ikke nok. Men selvom han havde været klar på bare at ribe struben ud på Stephen det øjeblik han vendte sig om, så standsede han. Braeden reagerede, omme bag Kayne, på at høre sit navn komme fra de læber igen. Braeden elskede ham stadig... Mens Kayne's had nok var mindst ligeså stort.

Han fnøs let og lagde armene over kors. "I'm not Braeden. He's back here." han hentydede til det bagerste af sit hoved med den ene hånd, og et af de charmerende smil, der dog havde et hint af fare over sig. "I'm Kayne. The one who killed you, remember? Don't compare me to that wimp who still loves you." sagde han roligt, selvom han dog bagefter lavede et let ryst på hovedet, som for at tvinge en tanke - eller i dette tilfælde Braeden - ud af sit hoved. Selvfølgelig lykkedes det dog ikke.

Stephen fuldte Braedens bevægelser som han prikkede det bagerste af sit hovede, men hverken den bevægelse eller ordene han brugte, gav Stephen meget forståelse. Han kiggede bare lidt forvirret på ham, hvad mente han med det? Han havde åbenbart svedt den sidste del af deres forhold ud, og måden de havde splittet op på? For han huskede det vitterligt ikke, ikke endnu i hvert fald, men man kunne vel også sige at han havde været godt og grundigt hjernevasket af en hvis kvinde, på det tidspunkt.
Han kunne dog ikke helt stå for det charmerende smil, det vækkede alligevel et par gode minder i ham, og han tog bare et skridt frem mod vampyren og gengældte det så bare. "I'm sorry no.. Actually I don't.." mumlede han og trak let på skulderen. "Tell him hey from me, will ya'? And that I miss him too.." mumlede han stille før han rakte ud og kærtegnede sin eks mage, blidt på kinden, "So.. Kayne, was it? What do you want?" sagde han roligt inden han trak hånden til sig og sendte ham et nysgerrigt blik. Slet ikke ædru nok til at forstå alvoren af det her, han var bare lidt halv snaldret og hyggede sig? Hmm!

Kayne lagde skam godt mærke til det forvirrede ansigtsudtryk. Når han koblede det sammen med alkoholen han tydeligt kunne lugte på heksen, og de let udvidede pupiller han kunne se, var det ikke noget under at han havde kunnet snige sig ind på ham uden problemer, og at han ikke helt forstod alvoren i alt hvad der skete lige nu. Han var jo alt for fuld til at forstå noget som helst lige nu! Det gjorde egentligt det hele lidt kedeligt. Hvorfor jage et bytte når det ikke engang kunne forsøge at forsvare sig?

Han sukkede og rullede let med øjnene da Stephen bad ham om at hilse Braeden. Som om han virkelig gad det? Braeden var jo en fandens tøsedreng uden lige, hvis det ikke havde været for Kayne havde de for længst været døde. Hans blik gled med det samme tilbage på Stephen da han mærkede den blide kærtegning af hans kind. Tankerne fra før havde dog fået de vampyriske træk til at træde frem, så man lige præcis kunne se spidsen af hugtænderne, og hans øjne var blevet de helt sorte med blodrøde irisser. "Hmm... That is a good question." sagde han så, stille og roligt, de umenneskelige øjne stadig fikseret på heksen foran ham. "I was going to kill you again, but I'm not really sure I want to anymore. It's no fun when you're like this." sagde han ærligt, og trak let på skuldrene.

Stephen grinede bare kort som de vampyriske træk gled frem hos Breaden, eller nå ja, Kayne jo! Det skulle han lige vende sig til, han kendte ikke.. Denne anden personlighed.. Et eller andet sted begravet af andre minder, lå der nok et rimeligt grusomt billede af manden foran ham, der stjal hans hjerte, på en mindre.. Sød måde. Men lige var det lagret bagerst i hans hukommelse, det var så lang tid siden, meget var sket siden, desuden var han fuld, og havde haft meget at se til på det sidste.. Who could really blame him. Right.
"Yeah well, I'm full of good questions.. or yeah, something.." mumlede han og himlede bare med øjnene som han kiggede ind i vampyrens unaturlige øjne. "Ah.. Really? Well.. You can't anyway.." mumlede han bare og trak på skulderen, før han sendte Kayne et drillende smil, "But yes, got catching up then.. You still look hot anyway, so yeah.. Keep up the good work.. Bye Kayne.. Bye Braeden.." mumlede han og vendte ryggen til igen, før han begyndte at gå hen af gaden, ikke spor bange for vampyren alligevel, han havde sgu da ikke en chance! Mhmm, charme og selvtillid, og bare en smule arrogance, det var hvad Stephen var god til.

Kayne trak let på det ene øjenbryn da heksen bare begyndte at grine... Hmm. Han var vist mere fuld end han havde forventet ud fra hans lugt. Han lagde armene over kors, hovedet let på skrå, som han lyttede til hvad Stephen sagde. Intet problem med at holde øjenkontakten, i hvilken det nok også blev endnu mere tydeligt for Stephen at Kayne absolut ikke havde nogen af de følelser for ham som Braeden havde.

"I could still try," svarede han så, med et skævt smil. "That would be rather fun, don't you think so? See how many ways I can come up with to kill you. One time killing you isn't really enough for what you did to Braeden, anyway..." sagde han stille og roligt, som Stephen blev færdig med at snakke. Da Stephen fik vendt sig om, og begyndte at gå, gled der måske lige en snert af vrede indover Kayne's ansigt. Seriøst, vendte heksen virkelig bare ryggen til en vampyr der åbenlyst stadig havde lyst til at dræbe ham? Suk. I det næste sekund stod Kayne lige foran ham igen, og så på ham med et rimelig falsk 'venligt' smil. "You don't just walk away from someone talking to you, Stephen. You should know better than that."

Stephen himlede bare lidt med øjnene som han gik sin vej, havde egentlig lyst til bare at grine også. Helt ærligt altså, hvilken sølle person, bar den af i så lang tid? Get af fucking grip, and grow the hell up! Han rystede bare på hovedet, gad ikke snakke mere, han var fuld, han var træt, han ville hjem!
Han måtte stoppe op igen da Kayne smøg sig ind foran ham, så hurtigt, at han nær var gået direkte ind i ham, taget i betragtning at hans reaktionsevne var lidt langsom i optrækket. "Can't you just be done with it then?" knurrede han lavt, som hans øjne let glitrede i de mørkerøde toner, en simpel advarelse. Nok var man fuld, men derfor var man vel stadig en af de mest magtfulde hekse i verden? Og det var endda til trods for episoden i Italien! Og hvor lang tid det havde taget ham at lære det hele forfra?! Han tog et skridt til siden, og fulgte kort Kayne med øjnene, ville egentlig bare gå uden om ham, gad ikke slås, helt ærligt, han orkede det bare ikke!
"And no, I'm not going to apologise, what is done, is done.. Grow up and get the fuck over it.. Now leave me alone, before I'll send you to the fucking moon!" knurrede han, nu en anelse vred, helt ærligt altså!
Så tog han et skridt mere og gik forbi Kayne.

Kayne's øjne snævrede sig en smule sammen da han så hvordan heksen bare himlede med øjnene af ham før han var gået sin vej. Wrong move... I alt fald foran en så uforudsigelig og voldelig som Kayne. Der var et let smil om hans læber som han havde rykket sig med sin vampyriske hastighed, Stephen's sanser åbenbart sløvet nok til at han var lige ved at gå ind i ham. "So, what you're telling me is you do want to die? As long as it's fast?" spurgte han ham bare, og lagde hovedet let på skrå, som hans smil blev mere og mere selvtilfredst, nok det mest kendetegnende smil han havde. Men for Stephen ville det jo være nyt, da han åbenbart kun kunne huske Braeden, som der lige nu bagerst i Kayne's hoved skreg op om at han ikke skulle gøre det her, ikke igen, at Stephen ikke havde fortjent det. Men der var de to nu dybt uenige, og Braeden kunne intet gøre mens Kayne havde kontrollen.

Som glimtet i Stephen's øjne trådte frem, blødte Kayne's egne øjne langsomt over i det sort-røde, kendetegnet for enhver pureblood. At han så ikke var en hvilken som helst pureblood var jo en anden side af sagen. De unaturlige øjne fulgte stille og roligt Stephen som han talte mens han trådte forbi ham og begyndte at gå videre igen. Grow up? Hvorfor skulle han nu også det, det her var jo meget sjovere! Og man skulle aldrig bare sådan vende ryggen til Kayne... Han ignorerede Stephen's knurren, den følte han sig nu ikke så truet af... Der var meget få ting der kunne få Kayne til at tænke af andre baner når han først havde sat sig for noget der nok skulle blive blodigt, og det der var ikke en af tingene. Han sukkede stille, før et smil smøg sig om hans læber igen. I de næste par sekunder skete der en helt del - med den ekstra hurtighed han havde, endnu hurtigere end andre purebloods nu han var en af de første, var han igen foran Stephen, men denne gang for at tage fat i hans krave og kyle ham direkte ind i et træ nogle meter fra dem. Stephen nåede dog aldrig at falde til jorden derfra, for øjeblikket efter var Kayne der, med en hånd der sad godt stramt om heksens hals for at forhindre ham i at tale, mens den anden hånd havde grebet hans håndled og holdt dem fast oppe over hans hoved, velvidende at de fleste formularer, i alt fald for at få deres fulde styrke, skulle have ord udtalt eller fagter der skulle laves. "Didn't I already told you to not turn your back on me, Stephen?" spurgte han så blot, stille og roligt, og smilede så endnu et af de der selvtilfredse smil, der jo så nu tydeligt fremviste hugtænderne der var dukket op samtidig med de unaturlige øjne.

"No.. I'm telling you to shut up" mumlede han bare flabet til svar før han kort lukkede øjnene for at genvinde balancen, før han igen ville gå videre. Ikke at han fik lov til det dog? Pisse irriterende faktisk! Just leave me the fuck alone.. Stupid attention seeking vampire!
Luften blev presset fuldkommen ud af ham, som kroppen blev slynget ind i et træ med alt for meget fart. Han nåede knap nok at gispe nyt luft ind før Kaynes hånd havde snoet sig omkring hans hånd. Øjnene gled intenst op som han hostede smerten ud. Hovedet summede underligt forstyrrende og hans sanser var blevet slået mere ud af takt end de allerede var. Hans hænder forsvandt op over hans hovede og blev holdt fast, han fulgte dem der op, før hans blik gled tilbage til Kayne, nu med et mere intenst dræberblik, fyldt af had.

Havde han haft mulighed for det havde han nok svaret ham, i samme flabet tone selvfølgelig. Men det var egentlig lidt svært sådan som Kayne holdt ham fast nu, faktisk var det svært bare at trække vejret, og det sortnede allerede for hans øjne.. Fysisk var han ikke mere end bare et svagt menneske, og Kayne var alt andet end det, det præcis modsatte af svag selvfølgelig, men det betød jo ikke at manden ikke kunne føle smerte! Bare fordi man var stærk gjorde det ikke en mindre hårdhudet. Så han gjorde bare det mest menneskelige han overhovedet kunne komme i tanke om, hævede sit ben, og gav Kayne et solidt knæ lige mellem benene. Så han slap Stephen og Stephen kunne tumle omkring på jorden, som han prøvede at genvinde evnen til at trække vejret normalt, hostede og hakkede, prøvede at se bort fra smerten der dunkede hårdt i hans baghoved.. Han blev nød til at komme videre nu.. Det var blevet ret tydligt det ikke bare var en joke længere, og han havde ikke tid til hverken jokes eller ikke-jokes. Han havde ikke tid til at dø!

Han havde virkelig ikke lært nogen som helst manerer siden sidst, havde han? I alt fald ikke ifølge Kayne, hvis du skulle have lyst til at spørge ham. han fnøs let og rullede medøjnene af heksen, før han havde taget fat i ham og holdt ham op af træet. De lyde der,åh, det var altid dejligt at se folk være lidt hjælpeløseoverfor ham, endnu mere når han vidste de absolut ikke var hjælpeløse. Et grin formede sig derfor på Kayne's læber, før han endelig blottede de skarpe hugtænder, og lænede sig ind for at bide Stephen - ikke at han overhovedet nåede så langt, nej, ikke før den lille skiderik tillod sig at sparke ham lige dér! Okay, måske var det alligevel ikke alt det pis her værd! Tap out, goddammit!

Og bare lige sådan der... Som Kayne havde stået krummet sammen, så forsvandt de unaturlige øjne og hugtænderne igen, som Kayne 'forsvandt'. Istedet kom der er lettere ynkeligt lille klynk, en lyd der aldrig ville være sluppet over kayne's læber, men... Det var så heller ikke ham der var der lige nu. Nej, det uskyldige udtryk der nu var i de blå øjne, da han kiggede over på Stephen, var helt tydeligt Braeden. Der ville ingen tvivl værefor dem der kendte til den side af ham, at det nu var dén side, den blide og godhjertede side, der var trængt igennem den ellers stærkere 'bad boy'. "... Stephen..." hele hans måde at tale på var også meget blidere, venligere, men lige nu også såret og en tak højere i tonen end ellers grundet den kortvarige smerte, der dog hurtigt forsvandt igen, nu.

"Oh my God..." han skyndte sig hen til Stephen's side da han så ham hoste og hakke, kæmpe lidt for at få vejret. "I'm so, so sorry... i tried to stop him... Please don't be mad at me, please..." han rakte stille ud for at hjælpe Stephen op, de nu bekymrede blå øjne rettet mod ham.

Det tog alligevel lidt tid at genvinde magten over sin krop igen. Tid nok for Kayne (eller hvem fuck han nu var) til at komme ham til undsætning vel? Hans øjne gled over til ham og stirrede lidt forvirret i hans retning, trak sig dog væk fra hans hjælpeden hænder.. Det kunne være et trick. "What the fuck!" udbrød han surt og skubbede vampyren fra sig, ikke særlig hårdt, han havde ikke helt energi til den slags, men alligevel så han nok forstod budskabet: leave me alone, weirdo..
"I'm not.. Mad.. I'm drunk and tired.." sagde han så bare, og gled om på ryggen som han kom op og side, havde fået lidt mere styr på sig selv nu heldigvis. Han trak sine knæ op mod sin overkrop og lagde sine arme omkring sig selv, som han sukkede dybt. Det her var virkelig.. Irriterende.. Alt for uoverskueligt virkelig. "So.. Breaden, or what?" sagde han stille og kiggede op på Kayne igen, han forstod det nok ikke helt. Mest fordi han ikke rigtig gad vel? For han kunne nok godt sætte sig ind i det hvis det var, måske endda få idioten til at stoppe det shit der!
Men nej.
"Stay away.." knurrede han så bare, som han tog sig langsomt til bag hovedet, prøvede at heale hvad end sår han havde fået der før, men magien rakte ikke så langt når man var træt og fuld.. Og efter den uge han havde haft. Jaja.. Han var en magtfuld heks.. Men lige var han bare en mand.. Fuld, træt, ynkelig, svag, hjerteknust.. Det var det.

Et lettere såret udtryk bredte sig over Braeden's ansigt da Stephen trak sig væk - hvorfor? Han ville jo bare hjælpe! Han var jo ikke Kayne, der ville dræbe ham! Nej, absolut ikke! han elskede ham jo! Ville kun hjælpe ham... Han var sikke rpå der var en grund til han havde gjort hvad han gjorde dengang... Nu ville han bare hjælpe ham, sørge for han ikke havde så ondt som han jo åbenbart havde, nu, med den måde han bevægede sig rundt på, og detblod Braeden kunne lugte fra det mindre sår.

"Please just... Just... Stephen, please just let me help you..." hans stemme var ligeså blid som hans hænder da han igen lagde en hånd på heksens skulder. Han nikkede da Stephen's næste spørgsmål kom. "Yes, yes it's me, Stephen... Kayne's gone again. It's just me. Braeden." et lille smil spredte sig over hans læber, samtidig som han selvfølgelig kunne mærke et par tårer presse sig på - Braeden var altid, havde altid været, meget sentimental. Og alene det at Stephen stadig kunne huske hans navn efter næsten to årtusinder, det gjorde ham altså noget så lykkelig! Indtil han blev bedt om at blive væk, altså. Der falmede smilet igen, og hele hans ansigt lagde sig i undrende folder istedet. "What... Why?"

Stephen sukkede irriteret da Braeden valgte bare at ligge hånden på hans skulder igen. Stop that, for fuck sake! Han rystede hans hånd af igen, uden at møde hans blik. I stedet lukkede han øjnene helt i og koncentrerede sig om at heale det sår som vampyren havde givet ham. Det tog lidt ekstra tig og ekstra energi end normalt, men da han åbnede øjnene igen, var det faktisk healed. Han rettede sit trætte blik mod vampyren og himlede let med øjnene, af de blanke øjne - Seriously?? - Skulle ahn virkelig til at græde nu? Han rystede langsomt på hovedet, tog endnu en dyb indånding og kom så langsomt op på knæ, hvor han holdte en kort pause, før han rejste sig helt op.

"Okay great.. Braeden, if you could please, leave me the fuck alone!" sagde han surt og strakte sine arme foran sig for et vise vampyren, at han meget gerne måtte holde sig på afsted. "I don't want your help, and I don't want you.. Just.. Fuck off" sagde han surt, han var træt og fuld.. Og såret.. Og alt muligt andet. På et hvilket som helst andet tidspunkt havde han måske fået en lille smule medlidenhed med ham, måske.. Men ikke nu.. Han gad virkelig ikke, ligegyldigt hvem vampyren var, Braeden eller Kayne, så skulle han bare skrubbe af, skulle han!

Et lettere såret blik dukked eop i Braeden's øjne- rent faktisk hele hans ansigt - da hans hånd igen blev rystet af Stephen's skulder, og han sukkede let som han tog et skridt tilbage og bed sig lettere nervøst i læben. Han holdt dog stadig øjnene på heksen, og på såret som der langsomt helede med den magi han puttede ind i det. Nå, jamen så var dén del da idet mindste ordnet... Det var vel altid noget, ikke?

Hans øjne fulgte Stephen som han fik rejst sig op, og han havde da også fået styr på tårerne igen - der nåede aldrig at falde nogen. Eller, det vil sige, indtil han hørte det næste Stephen sagde, samtidig med at han holdte armene ud mos Braeden, men ikke på den måde han havde håbet på, nej, en måde der sagd ehan bare skulle gå væk. Og ja, han kunne så virkelig ikke gøre noget imod de par tårer der lydløst fik sneget sig ned af hans kinder... For... I don't want you... De ord der. De rungede i hans ører, som havde heksen råbt dem af sine lungers fulde kraft. Det sveg i det sår det stadig føltes som om han havd ei sit hjerte, fra dengang den selvsamme heks bare havde vendt han ryggen. "But... Stephen, I... Why?" han havde troet Stephen ville blive glad for at se ham igen... Altså ikke Kayne, men ham! Braeden! De havde trods alt været sammen i 200 år... Men det var åbenbart alt sammen glemt for nu, eller havde ikke betydet noget for ham...

Han pustede frusteret ud, som han lod en hånd glide gennem håret på en lettere irriteret måde. Egentlig klar til bare at gå, han skulle bare lige have verden til at stå stille igen, ikke snurre sådan rundt?! Tog han et skridt nu ville han måske bare vælte, kunne han spørge vampyren om hjælp? Ville det ikke være bare sådan lidt - nej. Han kunne ikke - Braeden skulle gå væk nu, go awaaaay!
Men det ville vampyren ikke, stod bare der som en dum lille unge - og tudet! Fucking hell - pull yourself together man, you should not be this pathetic!
"Why? Really? Cause you're psycho ass just tried to fucking kill me - thats why! And no I don't wanna hear about it - Kayne - Braeden ?! I don't really care okay?" sagde han vredt, som det igen flimrede lidt for hans øjne, forsøgende tog han et skridt tilbage, men blev bare mere svimmel, fucking hell. Han greb ud efter det nærmeste han kunne finde balance i, en lygtepæl, og klamrede sig lidt håbløst til den - Braeden var ikke den eneste ynkelige skabning her til aften..
"Anyhow - I'm really tired and drunk, so could you please just go away - I don't want you to watch me, try and find back to my apartment okay?" sagde han bare opgivende, det var pinligt nok i forvejen, han behøvede ikke et publikum jo.

Braeden prøvede virkelig at lade være med at græde, det gjorde han virkelig -men det var umuligt med ordene der rungede i hans hoved og genåbnede det dybe sår i hans hjerte som heksen foran ham havde efterladt der da han bare skred fra ham dengang. "But... That's... That's not me..." mumlede han stille, og bed sig let i læben. "Don't get mad at me! You're the one who put him there!" sagde han så, stemmen halvkvalt af gråd. "When you just left me like that! You have no clue how much it breaks someone's heart to be used and then left like that, do you?!" han hævede endelig stemmen lidt, omend det hele sluttede i et lille hulk før han tørrede sine tårer væk.

"But still... I still... I still love you, dammit..." hvilket Kayne var meget vred på ham for, men Braeden var ligeglad. Hans hjerte tilhørtestadig Stephen, uanset hvor meget han havdeprøvet at glemme ham, så var følelserne aldrig bare forduftet som han havde håbet på. Som Kayne også havde håbet på. "Tell me. Did you ever... Did you ever think about me? Or was I just out of your mind the moment you turned your back on me?"

Stephen himlede overdrevent meget med øjnene, som Braeden prøvede at give ham skylden, hey! No! "Shuuuttt up!" knurrede han bare, som Braedens ord alligevel ramte ham lidt. Det var jo det med alkohol, selv om man forsøgte at drukne sine sorger, så kunne det lige så godt ende med kun at gøre følelser endnu stærkere og mere overvældende. Han sukkede opgivende, "Yesyes, I do - I've been left too - I've been used too, don't worry about that, how do you think I know how to do it to others anyways?" brummede han bare - selv om han ikke helt kunne se på sit forhold med Lilith som direkte at være blevet brugt, hvilket det jo i sandhed var. Men han bar stadig en kærlighed for hende et sted dybt inde i sit hjerte, han ville altid tilgive hende, lige meget hvad hun gjorde ved ham. Måske var det sådan Braden havde det med Stephen?

"Yes of cause you do - they all do? But what am I supposed to do with it tho'? I'm not capable of loving anyone!" sagde han bare frustreret, som hans hukommelse vandrede tilbage, til alle dem - men en specielt. Han sukkede lidt, anede ikke hvem det var faktisk, men stemmen, ansigtet, et eller andet sted bagerst i hans hukommelse. Noget han nok havde glemt, som han med tiden glemte alting.

"Hmmm.. Maybe i did, I don't know, I can't remember? It's a miracle I can remember you right now.. Maybe I should just, forget? Maybe you should too? You want me to erase it form your mind?" sagde han så lidt tøvende, ikke at han kunne, ikke lige nu da, det ville ende i ren katastrofe - for dem begge. Men senere, en dag, uden alkohol, han kunne godt slette sig selv fra Braedens hukommelse? Men hvad det ville bringe med sig, det var aldrig godt at vide, det var.. Kunne være.. Farligt.

Braeden stod stadig og snøftede let, krympede en smule sammen af den irriterede knurren fra Stephen. Det var jo ikke hans mening atgøre ham sur, bare fortælle ham hvordan han havde det med det, hvordan det så ud fra hans side af! Han bed sig i læben og så væk fra heksen, turde ikke træde tættere på ham nu. Han havde altid været en værre kujon... Kayne var det absolut ikke, men Braeden var nok en af de største kujoner af en vampyr der overhovedet fandtes, på trods af at han kunne banke de fleste hvis han ville.

"You were able to, once... Weren't you?" mumlede han så bare stille til det med ikke at kunne elske nogen. Ellers havde han i al fald været ekstremt god til at lade som om, i de to hundrede år dengang.

Han spærrededogøjnene op da forslaget kom op om at han kunne slette minderne fra Braeden's sind. Et kort øjeblik overvejede han det. Overvejede hvor nemt og hurtigt al den smerte kunne være væk igen, og han bare kunne være glad og fortsat leve sit liv. Han hørte slet ikke den knurrende stemme i sit baghoved der var Kayne, der trods alt va rbekymret for om han overhovedet ville eksistere hvis de minde rblev fjernet eller om han kun ville være en stemme fremover.

Men i sidste ende rystede Braeden på hovedet. "I... I want to forget... But... I can't... I shouldn't... I... I'd lose much more than just my memories of you, I think." mumlede han stille, så stille det nærmest ikke kunne høres.

Han sukkede dybt og nikkede så bare, "Yes" mumlede han så bare, han vidste ikke hvad han mere skulle sige, skulle han uddybe? Men Breaden gad da ikke høre om hvorfor Stephen havde mistet even til at elske, det var virkelig ikke en sjov historie, og i sidste ende ville den nok bare gøre dem begge to mere ondt end godt. Don't you go there!
"I probably did love you once, I just loved Lilith more" sagde han så helt ærligt og slog lidt opgivende ud med armene, der var den så, sandheden! Lilith var på listen af de personer der kunne påvirke ham mest muligt, hun var en af hans største svagheder, foruden Rebekah og.. Ham..

I would do anything for her, she just needs to speak the words - what does that make of me?
Det sagde måske en ting eller to om Stephen, som han gerne holdt hemmeligt, gemt dybt inde i sig selv, hvor han ikke engang altid selv var klar over det.
"Yes, he would probably go away too, or maybe not? I don't know - now help me home, okay?" sagde han så bare og rakte en hånd frem mod Breaden, klar til at tage i mod hans hjælp, som vreden var forsvundet lidt igen, hvordan og hvorhen vidste han ikke helt - måske var det bare trætheden der tog over, og det brændende ønske om at komme hjem og ned under dynen! Yes please..

Braeden bed sig let i læben som han hørte Stephen's svar, så ham sukke - det var helt åbentlyst noget der var svært at tænke på, der måtte være ligeså smertefulde minder bag det som Braeden havde med hvordan Stephen var gået fra ham... Men nu vidste han da idet mindste hvorfor, selvom det stadig gav ham noget af en dårlig smag i munden, og stak i hjertet. I was never good enough, was I? han sukede let og så væk fra Stephen igen.

Han kiggede dog på ham igen da de fik snakket om det der hukommelsesværk der, og ja, det var nok bedst bare at lade tingene være som de var, uanset hvor ondt de gjorde. Konsekvenserne af at fjerne dem kunne blive noget så katastrofale, i alt fald. "... Alright." mumlede han efter lidt tid, og tog fat i Stephen's udstrakte hånd med et svagt smil. "So... Which way?"

//undskyld den blev lidt kort

Stephen lænede sig ind mod Kayne og pegede bare hvilken vej de skulle. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige imens de gik, han gad ikke rigtig tale mere om deres tidligere forhold, om hvad der engang havde været, og hvorfor det ikke var mere - sådan var det bare! Stephen havde absolut ingen tid til at dvæle ved fortiden vel? Det havde han prøvet alt for mange gange, bare at falde ned i et sort hul, sidde og stirre i flere dage, flere år - ens liv stod bare stille! Det var intet liv, det var..
Han rystede på hovedet, prøvede at få tankerne til at gå væk, støttede sig lidt mere ind mod Braeden, som de gik, og ret hurtigt kom hjem til hans lejlighed, heldigvis lå den ikke så langt derfra jo. Hvorfor drikke sig pløre stiv flere kilometer fra sit hjem?! That's just stupid, and I'm not! I'm super smart!

Han grinede kort, uden rigtig at lade Braeden vide hvad han grinede af. Han støttede sig op mod murstens bygningen og slap vampyren, da de var kommet frem. "I would totally love to invite you up, but I'm too drunk to fuck anyway, so.. This was fun, see ya?" sagde han hurtigt, som han trak på skulderne og begyndte at lede i sine lommer efter sin nøgle. I wouldn't wanna fuck anyways, these days I only fuck one in particular - and he's way hotter, right? I miss him, maybe I should call him! He's probably up anyways, playing computer all night long, he wouldn't mind a drunk call! Ha'!

Braeden gik bare stille og roligt afsted som han støttede heksen - sendte små, halv-bekymrede blikke hans vej indimellem, men holdt ellers mund da det trods alt lod til at Stephen virkelig ikke var i humør til at tale, lige nu. Det var dog svært - der var så mange ting han gerne ville spørge heksen om, så meget han gerne ville vide, men der var vist også mange af de ting selv Stephen ikke havde et ordenligt svar på, så det var bedre bare at lade være. Han ville jo heller ikke have at heksen blev sur på ham... Eller, Kayne var lidt ligeglad med om han var, men det var Braeden ikke. You're way too soft, you know. He broke you. He doesn't deserve this kindness. Shut up. This isn't your decision. han rystede let på hovedet som om det ville få Kayne til at tie stille.

Han kiggede på ham da det lille grin kom, men stillede ikke spørgsmål. Der var jo så mange ting han kunne have grint af... Braeden håbede bare det ikke var ham han grinte af. For han kunne nok egentligt godt selv se at Kayne havde ret, han var lidt patetisk af en vampyr at være. At han var så blød og samtidig ikke kunne give ordenligt slip på Stephen. Fuck. "... Is that a promise?" spurgte han dog stille, og kiggede på Stephen igen. Han vidste ikke helt hvad han ville gøre hvis heksen bare ville prøve at undgå ham næste gang han så ham. Han følte lidt han havde brug for at tale med ham når han ikke var helt så plørefuld her, også.

"I'll try.." Mumlede han bare og sendte Braeden et tøvende men glad (-fordi jeg er fuld-) smil. Det var jo ikke rigtig noget han kunne love, han anede det ærlig talt ikke, havde han overhovedet lyst til at støde ind i vampyren igen? Han rynkede lidt på panden, pas..
Lige nu var han bare træt, lidt øm og alt for fuld til at være stående.
"So yes, bye.." Mumlede han bare, som han forsvandt ind i opgangen og op af trapperne - da han nåede ind i sin lejlighed, nåede han knap nok at smide overtøj før han var i gang med at ringe til Damien - han savnede ham jo.. Bare han nu var vågen! Men hvorfor ville han ikke være det, han var altid vågen til langt ud på natten, han kunne da umuligt vække ham..
Kayne og Braeden var allerede glemt, som telefonen sagde den første bip lyd..

//Jump el. out?