Tones of a chill night (Silje/Dust)

Man kunne i den grad mærke på vejret at efteråret var godt i gang, vejret var blevet mere køligt og bidende i det, sommertøj var nok noget der hørte til på hylderne, men på denne mørke aften var himlen i det mindste klar for skyer, så hvis man gad gå ud i det kølige vejr, havde man en god mulighed for at nyde, det smukke himmel hvælving.
På dette sene tidspunkt af aftenen, der næsten var ved at blive til nat, var der en ensom skikkelse, der havde fundet sin vej ud til en af de borde med bænke på hver side, der var placeret på området mellem skolen, og dens baghave område. Denne ensomme skikkelse, der gik under navnet Dust, var kun iført sorte bukser og trøje, med et sirligt rødt mønster på, samt sko og et par sorte handsker uden fingre, med et mønster der matchede det på hans trøje.

Dust sad i skrædderstilling midt på bordet, og spillede smukke men triste toner på en violin, der så ud til at være special lavet, efter hans anvisninger. Imens han spillede, svævede små figure der forestillede nodder rundt om ham, figurene var lavet af sand, som kom fra den kalabas der stod på jorden ved siden af bænken, og for en der vidste lidt om nodder, og hvordan de lød når man spillede dem, burde man kunne aflæse at nodderne, der svævede rundt om Dust, ikke var de samme som dem han spillede, hvilket betød at hans sind var i stand til at tænke på en melodi, mens den fik hans krop til at spille en anden.

Dust lod ikke til at lade sig forstyrre af, at en anden person dukkede op i nærheden af ham. Han kunne mærke hendes nærvær, så selvom han sad med front mod hende, og havde sine øjne lukket mens han spillede, og skabte sine nodder af sand, så behøvede han ikke at åbne sine øjne, for at se at der sad en ung kvinde, på et af bordene ikke så langt fra ham. Han tillod sig at spille sin triste melodi færdig, før han stoppede med at spille, lagge violinen ned ved siden af sig i dens tilhørende beholder, og åbnede øjnene for at se på den unge dame, der var kommet ud efter sengetid, for at sætte sig på et bord ikke langt fra ham. I det øjeblik han åbnede øjnene, begyndte nodderne at opløse sig selv til sand igen, der svævede rundt om ham i et kort øjeblik, før det svævede ned i den krukke lignende kalabas, der stod ved siden af bordet, hvor det kom fra.
De øjne der nu kiggede på hende, nærmest studerede hende en lille smule, var dækket i en tåge der antydet, at denne unge mand var blind, ude af stand til at se noget, og alligevel så han på hende, som om han kunne se hende, med hans blinde øjne. Han lagge hovedet lidt på skrå, som om der var noget ved hende der undrede ham, og det tog ham ikke lang tid, før han valgte at tage kontakt til hende.

"Burde du ikke ligge under din varme dyne, og få din skønheds søvn unge dame? Det er da bedre for et ungt og sundt menneske som dig, end det at sidde herude i kulden, helt alene sammen med en fremmede!" sagde han roligt, og smilede et skævt smil til hende. En smule af det sand han havde brugt til at lave nodder af, var ikke fløjet ned i kalabassen sammen med alt det andet, i stedet svævede det frem fra bag hans ryg, og videre hen til en af hans hænder, som han holdt op foran sig. Sandet begyndte at lave små figure over hans hånd, og lige som da han lavede nodder med sandet, virkede det at han lavede figurer ikke til at forstyrre ham det mindste.