A stranger amongst us arrive (Lexa+Dust)

Det var en fredelig fredag aften på skolen.
Allerede nu, var der op til flere elever, som var taget hjem til deres familier, på et weekend besøg, derfor var det noget nemmere, for elever der boede på skolen, at finde nogle steder, hvor de kunne sidde i fred, og lave hvad end de havde lyst til, og det var lige præcis, hvad en ung Incubus ved navn Sherman, havde valgt at gøre.
Sherman der var en hårdt studerende ung mand, med store drømme for sin fremtid, havde valgt at sætte sig på en af bænkene med udsigt til haven, for at lave sine lektier der, så han kunne slappe af i weekenden. Normalt plejede han at gøre dette på sit værelse, da han var lidt af en introvert, men han håbede at når nu der var så fredeligt, kunne han få lov til at arbejde lidt i fred, mens han nød det gode aften vejr, der var på denne sensommer dag.

Desværre for den unge Sherman, var dette ikke lige hans heldige dag, han fik mulighed for at lave det meste af hans lektier i fred, men før han kunne nå at færdiggøre sine lektier, blev han forstyrret af hvad han kaldte for hans egen personlige bullysquad, som bestod af 2 vampyre, der virkede til at have gjort det til deres personlige livs mission, at mobbe ham så meget de kunne. Da de kom udenfor og så ham, sidde ved bænkene, gik de straks hen imod ham, med nogle lumske smil på læberne, det tog dem ikke lang tid, før de havde smidt hans lektier på jorden, og var begyndt at skubbe ham frem og tilbage mellem dem, indtil de fik ham væltet, så hans hoved ramte et af bordene. Sherman der ikke var så god til, at styre de kræfter han havde, følte smerten ved faldet, selvom han ikke burde, da han var lavet af sand, så længe han fysisk ikke var berørt af vand.
De 2 vampyre begyndte at grine af ham, mens han lå og tog sig til hovedet, de greb fat i begge hans ben, og begyndte at slæbe ham afsted, men de nåede ikke særdeles langt, før der begyndte at ske noget, de ikke havde forventet, og som ville gøre en stor forskel i deres liv.

Sherman fik noget der mindede om et chok anfald, han begyndte at ryste og gå i kramper, han så blankt ud i luften, som om han så på noget der var meget tæt på hans ansigt, og det lykkedes ham kun at ytre spørgsmålet "hvem er du?" efterfulgt af et enkelt ja, før der virkelig skete noget freaky.
Selv væsner der normalt ikke var så gode, til at sanse andre væsners aura, burde kunne mærke, hvordan Shermans aura, pludselig blev voldsomt stærkere, den pludselige stigning fik vampyrene, der allerede havde sluppet ham da det startede, til at træde flere skridt væk fra ham, mens de så på ham, med en forvirret frygt malet i øjnene. Da det endelig stoppede, lå han stille i lidt tid, mens de blå øjne kiggede lidt rundt, før han rejste sig op, og så på vampyrerne, med øjne der pludselig skiftede, til en rubin rød farve, mens en tåge spredte sig i dem, som om han var blevet blind af, hvad end der skete med ham.

"Åh! Hvad sker der mon her?" spurgte Dust med en stemme der ikke lød som Shermans, mens han så på vampyrerne med de blinde øjne, før han kiggede overrasket ned på sine hænder "Vent lige lidt! Den her verden.... har den her verden, både overnaturlige og konduktive væsner? Det her er virkelig gode nyheder!" hans stemme virkede følelses forladt, hvilket havde en skræmmende effekt på vampyr bøllerne, der i forvejen virkede meget forvirret over, hvad der skete lige nu. Dust smilede et koldt smil, da han så op på vampyrerne, mens sand begyndte at flyve op omkring dem, nærmest som om det blev forberedt til at angribe.
"Hvilket årstal og hvilket land?" spurgte han bestemt.

En pludselig vind greb fat om Lexas hår, da hun trådte ud fra skolen og ud. Vinden var ikke slem, men skabte et problem for Lexa med hendes lange mørke hår. Hun bandt det i en hurtig hestehale og gik længere ud. Der sad få elever her og der, og hun var også stødt på et par lærer her og der. For hende, var det tagselv bord med overnaturlige. Rundt omkring sværmede det med feer, engle, varulve og hvad der ellers fandtes. På trods af, Lexa havde dæmon i sig, var der få der rent faktisk vidste det. Men nu hvor hun var på Athena, kunne hun ikke ligefrem løbe på det. Hvis folk troede hun var et menneske, ville de med stor sandsynlig ikke have lukket hende ind. Og ind skulle hun.

Lexa fulgte to vampyrer. Hun havde set dem rundt omkring. De var møghamrende irriterende, og ikke nogle vampyrracen burde være stolt af. De var ikke bare irriterende. Det var mobbere. På trods af Lexa ikke havde meget tilovers for overnaturlige, havde hun ondt af de skulle omgås typer som vampyrerne. Hun fulgte dem hen til et område med bænke. Der sad en anden der. En dreng. Han så ikke ud til at have rundet 18 endnu. De begav sig ud i at skubbe hans ting på jorden, og dernæst skubbe ham rundt imellem dem. Lexa valgte ikke at bryde ind. Hun skulle have dem for sig selv, før hun kunne gøre noget. Forhåbentligt, kunne det gøre denne drengs lettere. Hun trådte alligevel et skridt frem, da hans hoved ramte ind i bordet. Hun var klar på at hjælpe, men stoppede alligevel sig selv. Det kunne måske også være godt, hvis knægten lærte at tage vare på sig selv.

Lexa så væk, da den ene vampyr så i hendes retning. Hun nåede derfor heller ikke at se, de begyndte at hive ham med sig i benene. Hun så kun has chok anfald, eller hvad der mindede om det. En bølge af noget stærkt, noget magtfuldt ramte hende. Hun tog et skridt tilbage, da det kom helt bag på hende. Først havde hun tænkt sig at stikke af, men hun ændrede mening, da hun huskede hendes løfte til sig selv ’lad ikke nogen blive skadet af overnaturlige’. Med et dybt suk, trådte hun frem imod dem.

Lexa rynkede undrende brynene over den monolog drengen førte. Vampyrerne virkede ikke til at ville svare ham. Lexa ville have kaldt dem kujoner i en hvilken som helst anden situation, men hun var selv utilpas ved udviklingen af situationen. Hun så mellem knægten og de to vampyrer. ”2017, England,” svarede hun ham og så nu udelukkende på ham. ”Hvem er du?” Lød det bestemt fra hende, men under den hårde attitude, kunne man ane hendes frygt. For selv om hun aldrig ville indrømme det, skræmte han hende.

//Jeg foretrækker at skrive tale på engelsk, så jeg vil lige høre om det er okay med dig? Du må gerne skrive på dansk forsat, hvis du fortrækker det.

Ved lyden af en kvindes stemme, der svarede på hans spørgsmål om tid og sted, vente Dust de blinde øjne mod Lexa, da hun åbenbart var den eneste, der var modig nok, til at svare på et spørgsmål fra ham, efter det der lige var sket. Shermans krop var stadig ved at vende sig, til de sanser der kom med Dust'es sind, derfor havde han svært ved at føle tingene ordentligt, men øjnene var ved at være der, så han kunne snart se hvad det var han kiggede på. Hans øjne fungerede anderledes end andres, for Dust var blind så han kunne ikke se verden lige som andre, men grunden til at han var blind, var fordi han havde trænet sine øjne til at kunne se andres aura, og den effekt var kommet med hans sind, da det blev overført til shermans krop.
"England i året 2017 siger du?" gentog han tænkende. Det at Dust og Lexa kiggede på hinanden, og derfor ikke fokuserede på vampyrende, så de deres snit til at prøve at komme væk, da de lige som Lexa følte frygt over, hvad end der var sket med Sherman, men de nåede ikke langt før sandet Dust havde fået til at lette, greb fat i dem så de ikke kunne komme væk "Det kan jeg arbejde med, 2017 har en forholdsvis positiv udvikling i teknologi, i største delen af multiverset!" han løftede en finger, da hun spurgte hvem han var, som et tegn på at han nok skulle komme tilbage til hende, før han vendte sig om mod vampyrene, da de skulle have sig en lærestreg, for at mobbe Sherman.

De blev løftet op i luften, mens hvad der virkede som nærmest alt sandet i området, samlede sig om deres kroppe, indtil de begge var indhyllet i hvad der lignede hver deres sakofag af sand, dog var deres ansigter ikke dækket, så man kunne se panikken i deres ansigter. De 2 sakofager blev vendt på hovedet, og løftet hen til Dust, så vampyrerne ikke kunne undgå at se på Dust, der så på dem med et meget vredt ansigt.
"Jeg vil gerne have at i husker dette øjeblik, for i dette øjeblik havde jeg muligheden for at dræbe jer begge, uden at efterlade et eneste spor, men jeg lod jer leve i stedet! Hvis jeg ser jer 2 mobbe nogen igen, så lover jeg jer for, at i vil forsvinde sporløst, og jeres kroppe og blod, vil fodre mit sand, så det kan blive stærkere!" hans stemme var så morderisk kold, at det sikkert løb koldt ned af ryggen på de 2 vampyre, og da han slap dem igen, så de landede flat på jorden, var de hurtige til at komme på benene, for at de kunne løbe som en i helvede. Sandet blev spredt ud i området igen, mens Dust vendte sig om mod Lexa, hans aura der før havde føltes som en kold og stærk energi omkring ham, faldt nu til ro og føltes langt mindre intimiderende, da han efterhånden var ved at tilpasse sig denne krop, og var faldet til ro igen.

"Jeg undskylder for at du måtte se denne side af mig, men jeg har efterhånden prøvet det her en del gange nu, og det er flere gang sket for mig, at jeg er kommet til en verden, under en fjendtlig situation, så jeg lærte hurtigt at håndtere det på mest effektiv vis!" sagde han roligt, mens han rettede på sit tøj, og så sig selv lidt an, for at finde ud af hvad Sherman var for en type "Men for at komme tilbage til dit spørgsmål, mit navn er Dust! Som du nok kan regne ud, kommer jeg ikke ligefrem herfra, selvom denne krop jeg låner gør! Må jeg have lov at spørge, hvem de er unge dame?"
Han rakte en hånd frem mod hende, for at hilse ordentligt på hende, og man kunne høre på ham, at hans toneleje var blevet meget mere venligt, på de få øjeblikke der var gået, fra han havde sluppet vampyrene, til hab havde vendt sig mod hende, og han virkede til ikke at ville hende noget ondt, hvilket han ikke ville da hun indtil videre, havde været den eneste der havde responset på ham, uden at udvise nogen fare overfor ham. Han kunne desuden også mærke på hende, at selvom hun udviste en hård attitude, kunne han ane frygt gemt under overfladen, og det kunne han godt forstå, han var vant til at andre frygtede ham, i den verden han kom fra, så hendes reaktion på noget så fremmede og fjendtligt som ham, var forståeligt.

//Jeg har intet imod, at du skriver på engelsk, jeg er vandt til sproget ^^

De blide øjne blev rettet imod hende. Det burde berolige hende, men gjorde det stik modsatte. Lexa havde ikke oplevet blidhed i lang tid. Hun var ikke vant til det, og følte sig derfor utilpas omkring det. Men det var næsten umuligt at se på hende. Hun nikkede en enkelt gang da han gentog hende. Hun holdt forsat øjenkontakt med, og opdagede næsten ikke bevægelserne fra vampyrerne. Hans aura ramte hende gang på gang i bølger. Den var så stærk, og hun prøvede stadig at finde ud af, om hun kunne slappe af i hans selskab. Han var tydeligvis stærk, og hun forblev derfor klar til at angribe, skulle han prøve på noget.

”If you say so,” lød det tørt fra Lexa. Hun havde ikke meget erfaring med ‘multiverset’ så hun matte stole på hands ord. Hun blev igen opmærksom på vampyrerne, da han vendte sig rundt imod dem. De blev sendt op i luften og begravet i sand. Det burde gøre Lexa endnu mere utryg ved situationen, men hun følte sig i stedet imponeret. Hvis hun havde sådanne kræfter, kunne hun bare begrave de overnaturlige væsner. Det var meget lettere sådan.

En blanding af et fnys og et grin forlod Lexas læber, da vampyrerne ramte jorden. De var hurtigt væk derfra. Lexa kunne selv have stukket af, men havde valgt at blive. Det var underholdning for hende. ”Nicely done,” sagde hun lavmælt. Det var sjældent hun gav folk komplimenter. ”I get hostile situations. You don’t need to explain everything.” Hun synes det var underligt, han kunne foretage sådanne skift i hans toneleje. Han kunne gå fra morderisk kold til rolig og venlig. Hvis Lexa først var i et humør, ville det som regel vare hele dagen hvis ikke mere. ”I figured,” sagde hun og tog imod hans hånd. ”I’m Lexa.” Hendes frygt var så småt ved at forsvinde. Hun var stadig på vagt over for Dust. Men det var sådan hun var over for de fleste. De få hun stolede på, kunne hun slappe af ved. Men ellers ville hun altid være på vagt.

Dust lavede en form for nik med hovedet, som tak for komplimanten hun gav, til hans håndtering af vampyrerne. Nu hvor situationen med vampyrene var overstået, havde Dust en bedre mulighed for, at finde ud af hvor han var, så han kiggede sig omkring, men måtte hurtigt tage sig til øjnene, da hans egne vante sanser, endnu ikke havde haft en mulighed for at sætte sig, nu hvor han lige var kommet hertil. Alligevel hjalp det en lille smule, at han havde haft mange ture at øve sig på, så selvom det var besværligt, kunne han alligevel få sine øjne til at virke, til en vis grad.
Det han så med sine øjne, virkede dog til at overraske ham en smule. Hans øjne var blinde, men han kunne se verdenen på den måde, at verdenen var en sort baggrund, og alting i den var lavet af lys, dette kom af at han havde trænet dem til, at kunne se andre væsners aura, den slags sled på øjnene, og i hans tilfælde havde det slidt hans syn så meget, at evnen til at kunne se altings aura, havde erstattet evnen til at kunne se normalt, derfor var hans øjne så tåget. Langsomt gik Dust hen til Shermans ting, og brugte sand evnen til at samle tingene sammen, så han kunne se dem nærmere an, for at se om det virkelig kunne passe, at han var kommet ind i en skole elev.

"Kan det virkelig passe, at vi lige nu befinder os på en skole?" spurgte han roligt, og rettede sit hoved i retning af hende, for at høre hendes svar. Det lignede nemlig umådeligt meget som om, at han havde bosat sit sind i en skole elevs krop, ikke fordi det var et problem, tværtimod det kunne blive hjælpsomt, da han kunne bruge det til at finde ud af, hvilken verden han var kommet ind i, men på den anden side betød det også, at han skulle være mere forsigtig med, hvordan han opførte sig mens han var her. Han så på det Sherman havde været i gang med, og for ham virkede opgaven nærmest helt nem, så i en hurtig håndevending tog han noget at skrive med, udfyldte opgaven på halvandet minuts tid, og rettede sig så op igen, før han fik sandet til at pakke tingene sammen igen.
"Jeg ved det kan være meget at spørge om, men ville du have noget imod, at introducere mig for den her verden? Jeg kunne godt bruge en hjælpende hånd med at få en ide om, hvilken slags verden de her er, inden det ender med at jeg gør noget dumt, såsom at skabe massemord!" spurgte han roligt, mens han vendte sig mod hende igen. Denne gang var det ikke bare et mildt blik der kom fra de blinde øjne, da han så på hende, nu hvor hans sanser lige så stille begyndte at sætte sig, var det som om Dust kunne se hende for hvad hun virkelig var. Han kunne se menneske delen af hende, lige så vel som dæmon siden af hende, men han virkede ikke til at se på hende som var det en dårlig ting, tværtimod så han på hende, som var hun en yndig skabning "Det må jeg sige, det klæder dig betragteligt at være en halvt dæmon! Jeg troede faktisk du kun var menneske til at starte med, men nu kan jeg da godt se, at du er langt mere yndig end jeg først så dig!"