Your a curious little one arent you?(Saralina+Dust)

Man kunne i den grad godt mærke, at efteråret havde taget over efter sommeren. Solen skinnede lystigt fra en skyfri himmel, med varme stråler der dog ikke kunne matche, det kølige vejr som efteråret havde bragt med sig. Man kunne se på eleverne, og hvem der ellers gik rundt på skolens område, at de var klædt efter vejret, men der var en elev der skildte sig ud fra de andre, da han ankom til skolens område.
Det var nemt at se ham ankomme, da han ikke lige frem gjorde noget for at skjule sin metode, for han ankom ved at bruge den sand evne han besad. Til at starte med var det ikke så bemærkelses værdigt, en let brise bevægede sig hen over skolens udendørs område, og bragte noget sand med sig, der strøg hen over jorden, men kort tid efter var det nærmest ikke til at undgå, da en sværm af sand bevægede sig igennem luften, og begyndte at samle sig omkring parkerings pladsen, indtil en ungt udseende mand stod der.

Denne unge mand der nu stod på parkeringspladsen, var iført sorte bukser og en sort trøje, begge dele med et sirligt mønster i rubin rød farve, og ved hjælp af en større andel sand, der stadig svævede omkring ham, lavede han en kalabas der hang på hans ryg, som resten af sandet kunne flyve ned i. Dust som denne unge mand hed, holdt dog en hånd frem, og samlede noget af sandet over den, som blev presset sammen til en prop, han kunne sætte i tuden på hans kalabas, så den var forseglet.
Med rolige skridt, gik han hen til en af bordene med tilhørende bænke på hver side, der ikke var optaget af nogen, han tog sin kalabas af, så han kunne sætte den for enden af bordet, før han satte sig op på bordpladen, og lagge sig ned på ryggen så han havde hovedet i den ende hvor hans kalabas stod, og fødderne stak ud i den anden ende.

Han brugte en hånd til, at løfte proppen fra kalabassen, så han kunne få noget sand til at svæve ud af den, før han satte proppen i igen. Sandet han havde fået ud af kalabassen, svævede op over ham, mens han samlede hænderne under sit hoved, sandet begyndte at danne forskellige former, og hvis man var observant nok, kunne man se at hvad end sandet lavede, lignede det en form for teknologi han samlede og omformede, som om han brugte sit sand til at arbejde på en ide han havde.

Påklædning

Solen skinnede behageligt over akademiet og ramte blidt Saralina i ansigtet. Hun var ny på skolen, og kendte ikke et øje udover sin værelsekammerat. Hun kiggede sig lidt omkring for at finde et sted at sidde, så hun kunne læse i sin roman som hun havde medbragt udenfor. Kort efter fandt hun et spot under et træ ikke særlig langt fra nogle borde og bænke. Hun satte sig ned og rodede i sin taske for at finde sin bog og satte sig til at læse. Hvis der var noget hun elskede så var det at læse i solskin. Det var lidt trist for hende at der ikke var en legeplads i nærheden, det var noget hun elskede at slå sig løs på.

Hun blev dybt optaget af sin bog og bemærkede ikke noget, først da en ung mand havde lagt sig på en af bordene og fik sand til at svæve. Hun kiggede lidt på ham i noget tid og besluttede sig at gå over og sige hej. Hun nærmede sig bordet og bemærkede at hun havde set ham før. De havde musik og psykologi sammen. ''Hey'' sagde hun friskt og vemodigt.

Selvom Dust efterhånden var vant til, at folk kiggede på ham, når han gjorde nogle af de ting han var vant til hjemme fra, så vidste han at folk heromkring, efterhånden var ved at være vant til ham, så de fleste plejede ikke at kigge særdeles meget på ham, når de fandt ud af at det var ham. Til trods for at de fleste nu havde fundet andet at kigge på, siden han lagge sig på bordet, mærkede Dust alligevel at der var nogen som kiggede på ham, og der gik ikke længe, før han kunne høre skridt nærme sig, efterfulgt af en stemme der hilste på ham.
"Dav dav!" svarede han med et følelses mæssigt tomt smil på læberne, før han satte sig op og vente sig mod hende, mens sandet han havde leget med samlede sig over hans ene hånd, og svævede i en cirkel. I det hans øjne fokuserede på hende, burde det være tydeligt for hende, at hans øjne virkede til at være blinde, da de var stærkt tågede, men til trods for at han tydeligt så ud til at være blind, agerede han som om han alligevel godt kunne se noget "Åh har jeg ikke set dig før? Jeg synes du virker bekendt!" spurgte han mildt. Han synes godt han havde set hende, til nogle af hans timer, men han havde ikke lige fået set hende nok an, til at huske hvilke af dem, eller hvad hun var for en.

Saralina bemærkede det tomme smil på hans læber og hvordan hans blik var. "Åh har jeg ikke set dig før? Jeg synes du virker bekendt!" ''Jo vi har musik og psykologi sammen.. Må jeg sætte mig?'' Hun kiggede lidt rundt på på skolen og så hvor spredt folk stod omkring mens hun lagde sit bogmærke ind på den side og klappede bogen sammen. Hun kiggede ned på sin bog og lagde den i tasken. ''Hvad er det for en evne du har?'' spurgte hun forsigtigt. Hun var lidt bange for at træde ham over foden ved hendes nysgerrighed, så hun holdte gevaldigt meget igen.
Hun tog en pose med æbler som hun havde skåret i skiver op af tasken. ''Vil du have nogen?'' tilbød hun. Hun smilte sødt til ham. Han virkede ret sød og rolig.

"Hmm musik og psykologi siger du? Det lyder meget rigtigt, så sæt dig endelig, jeg kunne godt bruge lidt selskab, og du virker til at være lige det selskab jeg har lyst til at snakke med idag!" lød det med hans rolige stemme, mens han legede lidt med sit sand, der blev formet som en slange, som snoede sig rundt om hans arm, bevægede sig rundt på ham, og til sidst snoede sig om hans arm igen, så dens hoved var i hans håndflade "Så du er nysgerrig omkring hvad for en evne jeg besidder? Jamen så er det godt jeg er snaksagelig, men først må jeg nævne at jeg er i besiddelse af 2 evner! Den jeg bruger lige nu er min sand evne, jeg fik den af at spise en djævlefrugt, og den gav mig evnen til at styre sand, blive til sand og ikke at svømme!"
Dust gav hende et mildt smil, mens han satte sig bedre til rette, han sad stadig på bordet, men nu sad han med fødderne på bænkepladsen, ved siden af hvor Saralina sad, så der var plads til hende ved bordet. Han takkede pænt nej tak til hendes tilbud om æbler, før han præsenterede sig selv "En lille præsentation er vist på sin plads, og passende for min sand evne, så hedder jeg Dust! Og af ren nysgerrighed, hvad har du så af evner?"" sagde han mildt, og tilbød hende en hilsene hånd.

Saralina lyttede da Dust forklarede om hans evner og smilede forsigtigt. 'Djævlefrugt ligefrem?'' svarede hun overrasket.
Hun spister af sine æblebider, som hun havde brugt hele morgen på at skære perfekt ud. Hun havde lidt OCD og alt skulle være i samme størrelse ellers var hun fortabt.

''En lille præsentation er vist på sin plads, og passende for min sand evne, så hedder jeg Dust! Og af ren nysgerrighed, hvad har du så af evner?'' Dust kom frem med hånden som om han ville hilse.
Hun rakte forsigtigt sin hånd frem og gav hans et klem. ''Jamen jeg hedder Saralina. Men hele mit liv er jeg blevet kaldt for Sara.'' Smilede hun forsigtigt ''Jeg har kun en evne.
og ved ikke rigtigt hvorfor. Men jeg kan kommunikere med dyr, som betyder vi forstår hinanden begge veje. Hun tog stillede sin lille plastik bøtte på bordet og kiggede ned i jorden. ''Jeg er formskifter og har 2 former. Min primære er en ræv, og min sekundære er en fritte.'' grinede hun

//Undskyld det har taget mig langtid at svare. men har sat en fraværs tråd igang for noget tid siden.

"Ja djævlefrugt, den slags frugter er bogstavelig talt groet i helvedes egen baghave, og sendt direkte til jordens overflade, fordi djævlen selv synes det kunne være sjovt at se hvad mennesker kunne finde på med dem, men den her verden har mere end bare mennesker, den har folk som os, der kan bruge frugterne lige så godt som et hvert andet menneske!" sagde han tænkende, før han gav et smil fra sig. Hans fokus blev selvfølgelig taget af hende igen, da hun hilste på ham ved at give ham hånden, og præsentere sig selv.
"Hmm Saralina er et smukt navn, jeg kan helt klart bedre lide Saralina, det klæder dig så godt!" sagde han roligt, mens han så på hende med de blinde øjne, nærmest som om han studerede hende af ren nysgerrighed. Han så kortvarigt på hendes æblestykker, og hvad han ellers kunne se af hendes ting, mens han lyttede til hvad hun fortalte om hendes evne, hans øjne fandt vej til hendes igen, og han virkede interesseret i den evne hun besad.

"Så du har evnen til at tale med dyr? Se det er noget interessant, det kunne jeg godt finde på, at bruge til nogle sjove ting!" sagde han i en munter tone, mens han lagge hænderne på hendes skuldre, og så hende i øjnene "Har du nogensinde snakket med flyve egern? For jeg kunne virkelig godt tænke mig at vide, hvad de synes er den mest velsmagende slags nød, som de nogensinde har smagt!" Dust havde til tider noget der virkede som en tilfældig tankegang, og det var lige nu noget der skinnede igennem hos ham, da han var interesseret i den evne som hun besad.

//det er okay, jeg er også selv lidt distræt for tiden ^^