Han kiggede stadig på sin hånd, kunne nærmest stadig mærke Andrews fingre imod sin hud. Det var som om de var der, selvom de ikke var. En forfærdelig indbildsk følelse, måske endda resultatet af et ønske dybt i ham? Hans opmærksomhed skiftede til Andrew som han hørte ham sige hans navn. Han rettede blikket op på ham, imens han sad og nærmest holdt sin egen hånd i sin. Han bemærkede det seriøst i Andrew og kunne mærke han blev en smule urolig. Hans hoved blev lagt en smule på skrå som Andrew bekendtgjorde at han ville spørge ham om noget. Han så en smule undrende på ham. Han havde vist ikke set ham så alvorlig før? Eller jo da han var komme til skade, men det her virkede. Anderledes.
Som Andrew rykkede sig tættere på, mærkede han sit hjerte hamre i brystet. Hans tanker løb afsted med ham, og forskellige scenarier udspillede sig i hans hoved. Det var alt lige fra at han krævede hans læber i et intenst kys, til at han spurgte ham hvorfor han var sådan en idiot at tænke sådan om ham. Det kunne godt være at Andrew ikke kendte til det der foregik i Charlies hoved, men lige nu tænkte han ikke klart. Han sank en klump som han kiggede ind i de smukke rødbrune øjne. Andrew sagde nogle ting, de gav ikke mening, og han vidste ikke hvad han egentlig forsøgte og sige. Han tog sig selv i at række hånden ud efter Andrew da han kiggede i den anden retning, men han trak hurtigt sin hånd til sig igen. Det kunne han ikke, det ville være forkert! Han bed sig selv i læben som hans blik igen mødte Andrews. Han havde ret, de skulle videre. De kunne ikke klare en nat mere her, og nu han mærkede efter så var han faktisk sulten. Han tog imod Andrews hjælp, og sammen kom de over til sofaen. ”du har ret. Vi klare ikke en nat mere her.”
Med jakke og sko på, kom de sammen ud af hytten. Der gik ikke længe før de var blevet fundet af de andre. Der kom straks en hen og tog over for Andrew og hjalp Charlie. Charlie kiggede på Andrew, og han kunne ikke lade være og føle en slags savn. Andrews duft havde igen være så tæt på, og nu var han igen så langt væk. *Du kan lige så godt vænne dig til det. Han er ikke til fyre, så drop det. Prøv og se ham, du har ikke en chance. Så lad være og pin dig selv med det.* Han sendte Andrew et lille smil, som han mærkede den forfærdelige følelse der lige nu var i hans bryst. Hvis det her var sådan kærlighed var, så ville han ikke have det. Han ville hellere tilbringe hele sit liv at alene, end at føle den her smerte, som var den eneste måde han kunne forklare det for sig selv på. Hvorfor skulle det gøre så ondt? ”Tak for hjælpen i går.” Det var det sidste han sagde før hans nye hjælp bar ham væk fra hytten de havde tilbragt natten i.
//Charlie er ude nu de er fundet og på vej retur til skolen.
Forumforside 