Historie time i bjergene? Hvad fanden er det her? - Andrew

Historie, det var ikke just det man forbandt med at vandre rundt i bjergene, det var i hvert fald ikke det Charlie havde regnet med. Men ikke desto mindre var det det som de skulle bruge dagen på. Hele klassen var mødtes på skolen, og sammen havde de bevæget sig ud i bjergene. Han havde været her før, men kun alene, det var dengang han mødte Ylva.
Da de ankom til bjergene havde læreren hurtigt bedt dem dele sig ud i grupper af 2. De skulle åbenbart ud og lede efter nogle historiske punkter der var i bjergene. Som altid havde Charlie ikke selv fundet en partner, hans generte side gjorde det ikke muligt bare at approach folk på den måde. Han havde godt nok set Andrew, men efter deres sidste møde ville han ikke bare kaste sig over ham. Han nåede ikke og protestere som læren kom hen og skubbede ham i retning af Andrew og med en meget kommanderende tone pointerede at nu var de n gruppe.

Og det er så her vi er nu. 2 Unge fyre der vandre roligt ned af en sti inde midt i skoven.
Stemningen virkede en smule akavet, de havde stort set ikke sagt noget til hinanden. Charlie brød sig ikke om det, det var anderledes end den behagelige stilhed der havde været imellem dem sidst. Han kløede sig en smule akavet i baghovedet. ”Har du nogensinde set de her steder vi skal se? Fordi.. well jeg er som du ved ret ny her.. Og skal jeg være ærlig er jeg ikke ret god til at finde vej.” Han sendte ham et skævt smil, håbede at Andrew var bedre stifinder end ham selv. *Fuck.. han ser stadig alt for godt ud, selv efter den afvisning. Hvad fanden er der galt med mig?* Han trak sit halstørklæde en smule mere op om halsen på sig selv, det var ret koldt i dag. Ikke just den mest oplagte dag til en tur i bjergene.

påklædning


Udflugt!? Virkelig? Åh det var slet ikke hans kop the, med mindre det var til en eller anden by med historiske momenter, men bjergene? Og så endda i skoven!... Det her kunne virkelig kun gå galt. 
Han stod med hænderne i lommerne, og skævede med den alt for perfekte fyr... Charlie!
Han havde nærmest fortrudt at han var gået over på Historie holdet.. hver gang han havde historie, så kunne han ikke koncentrere sig fordi Charlie sad der og så så godt ud, eller endnu værre, når hans næse opfangede han duft!. 
Han stod nu med blikket vendt mod jorden. Han burde virkelig ikke kigge på Charlie. Han var jo slet ikke intrasseret i en som Andrew! Slet ikke efter sidst!. 
Han hørte noget med grupper, men tænke at han bare ventede. Han var aldrig den man valgte rst, på trods af at han kunne give en, en god karakter. Men nej.. dog opfattede han hvem han blev sat i gruppe med. Fuck.... 

Han gik og kiggede på det kort læreren havde udleveret og kunne sku ikke helt finde rundt i det her. Han vende blikket med Charlie da han spurgte om Andrew var god til at finde vej. "Uhm... Jeg ved ikke om jeg ville prale.. men lidt kan jeg da" mumlede han og så igen ned i kortet. Det var også svært når man ikke kunne se ordenligt. 

Han stak hånden i inderlommen, og trak sine briller op, og tog den på for bedre af kunne læse. Han så lidt op. "Jeg er ret sikker på at vi skal den der vej" sagde han så og pegede mod en stig. 
Der var en akavet stilhed mellem dem, ikke så rar som sidst. Hvad var der lige sket.. havde et kram virkelig ødelagt alt det?

Den hue der, det fik om muligt Andrew til at se endnu mere dejlig ud. Det kunne måske virke underligt for mange, men Charlie var heller ikke som alle andre. Indtil nu havde han ikke set Andrew i noget der ikke gjorde ham tiltalende, noget der bestemt ikke gjorde gruppearbejdet nemmere. Han var nødt til at fokusere på det de skulle, finde historiske landmarks!

Han mærkede en lettelse i sin krop, som Andrew fortalte han i det mindste lidt kunne finde vej, så var der da en chance for de ikke farede vild. Han havde savnet og høre den stemme, han havde i timerne haft svært ved at fokusere når han havde hørt Andrew sige noget. Han vidste godt det ikke gik, Andrew var ikke til mænd. Men derfor kunne han ikke lade være med at være dybt fascineret af ham, der var noget over ham. Han betragtede det sted på kortet som Andrew pegede på, det betød dog at han måtte en smule tættere på Andrew. Et vindstød sendte Andrews duft over til ham, og han mærkede hvordan han fik lyst til at putte sig ind til ham, præcis som ved det kram i kantinen. Det havde dog skabt en masse akavet stemning, og det skulle ikke ske igen. Det havde han besluttet sig for.
Han nikkede let for at markere at han havde set stien, dog betød det ikke at han forstod det. ”Tror jeg lader dig om at navigere. Jeg har det med at fare vild, så det er nok mest sikret.” Han kiggede op på ham medet lille smil som han rykkede sig det lille stykke væk igen, så de gik som før.

Han brød sig ikke om den akavede stilhed imellem dem, og han ønskede at den skulle forsvinde. Men han vidste inderst inde også godt at det krævede de snakkede sammen. ”Fik du løst problemerne med bøger og det, altså efter din taske blev stjålet?” Det var bedst bare og starte en samtale, sådan en casual samtale der ikke betød det helt store. Det var i hvert fald det Charlie mente, han var stadig rigtig dårlig til det her sociale noget, men hey det var bedst ik?

Det var jo helt forfærdeligt at gå her sammen med Charlie. Særligt fordi at selvom de gik i en skov med 1000 forskellige dufte, så var det KUN Charlie hans næse opfangede.. hvorfor kunne han ikke bare få den fyr ud af hovedet! Hvorfor var han overhovedet så besat af ham? Han kende jo slet ikke fyren, desuden var Charlie jo ikke til mænd... Han var garanteret en af dem der kunne score hvilken somhelst pige på skolen? 
*Andrew.. tag dig nu sammen!* Han bemærkede hvordan Charlie stod tættere på ham som han kiggede på kortet. Og en gevaldig trang til at læne sig over mod han, kom op i ham. Han gjorde det dog ikke... Det havde været akavet nok sidste gang... For ikke at tale om den stemning der pludselig var kommet mellem dem.. før kunne de godt være stille sammen, og det var næsten behageligt, nu... Det virkede det som om at de begge desperat gik og ledte efter noget at tale om, uden rigtig at tale sammen alligevel. 

Han mærkede dog lættelsen da Charlie begynde at spørge ind til hans ting.
"Jeg har fået nye bøger... Og så har lærerene givet materialerne for de andre opgaver så jeg kan få skrevet nogle nye noter" sagde han roligt, og rettede på sine briller. 
"Tja... Så egentlig er alt det med skole sagerne fint nok.. det er bare min computer og mine nye briller jeg ærgrer mig lidt over" erkende han.
Han gik og så lidt ned i kortet. 
Der var dog noget der undrede ham. Han havde ikke hørt nogle af de andre elever længe. Med så mange unge mennesker i en skov, burde man da kunne høre bare nogle af dem larme. 
Han stoppede lidt op og så sig om. Ende endda med at stikke næsen i vejret, trods det eneste den opfangede var Charlies vidunderlige duft. Han tog sig selv i at lade øjnene glide lidt i som han indhalerede den. Han kom dog hurtigt til sig selv, og rømmede sig lidt. 
"Det er underligt at vi ikke har hørt nogle af de andre... Vi må være den der har fået mærket længst væk" sagde han spekulerede. 

Hvad drengene ikke vidst var at alle eleverne var blevet kaldt tilbage til bussen, der havde været varsel om en voldsom snestorm. Så de skulle tilbage til skolen inden den begynde at tage til. Læreren havde dog bare ikke gjordt sit arbejde med at få talt eleverne. 

Andrew så på Charlie "det er godt nok ved at blive koldere" 

Det var godt, han havde fået nogle bøger og de havde endda hjulpet ham med at kunne lave nye noter. Han var glad på Andrews vegne, han havde på den korte tid han havde kendt Andrew, lært hvor meget studiet betød for ham. Han vidste godt nok ikke alt, men han vidste da en del. Han smilede derfor også bare glad som Andrew fortalte. Hans blik endte automatisk på hans briller, som Andrew rettede dem. Han havde efterhånden set ham med briller et par gange i timerne. Han kunne godt lide ham med briller, faktisk så han lidt for godt ud med dem. Det var ikke fordi han ikke så godt ud uden brillerne, men brillerne var på en anden måde, det havde noget sexet over sig. Han tog sig selv i at forsvinde ind i sine egne tanker og vågnede brat fra dem da han var ved at snuble over sine egne ben. Han fik dog hurtigt balancen igen, dog med let rødlige kinder nu.

Han havde ikke selv lagt mærke til det, der havde været stille længe nu, måske for stille? Han stoppede op, og lagde en hånd på Andrews arm for at få ham til at stoppe. Han lyttede, men det eneste han kunne høre var vinden, naturens lyde og lidt dyr. Han rystede let på hovedet som de roligt fortsatte videre ”De er nok sendt i modsat retning. Det er et stort bjerg.”

Endnu et vindstød ramte dem, denne gang stærkere end før. Han hev jakken op om sig som en kuldegysning fløj igennem ham. Det var ikke just det bedste vejr de forbandede lærere havde valgt de skulle ud i. Andrew havde vist samme tanke, i hvert fald lød det sådan med den kommentar han havde til kulden. Charlie kunne ikke lade være og grine lidt ”Jeg har lige netop tænkt det samme!” Han kunne mærke han slappede mere af i Andrews selskab, det virkede ikke helt så akavet som før, noget han var glad for.

Vinden tog til endnu en gang, og nu virkede det værre end før. Charlie kiggede op imod himlen der hurtig blev mørkere. Han rynkede en gang på næsen. ”VI bør nok søge noget ly. Jeg synes det bliver værre.” Han kiggede en smule bekymret på Andrew, hvis de blev fanget i en storm ville det gå galt. *Tænk hvis vi ender med og skulle holde hinanden varme. Et bål vil ikke kunne blive holdt i live ude i det fri hvis der kommer en storm.. VI ville skulle .. OHh god…* han rødmede igen over hans egne tanker og kiggede hurtigt den anden vej.

Han brød sig ikke om det her! Her var alt for stille! Unge mennesker på deres alder! De larmede! De raspekterede sjællendt naturen. De fleste af drengene ville rande rundt og klatre i træerne og det ville kunne langt væk, altså.. så selv hvis de var langt væk, burde de ikke være længere væk end at de ville kunne høre dem. 
Det hede vindpust havde nær blæst hans briller os. Han trak kraven på sin jakke op. 
Han så på Charlie da han snakkede om at de måske burde finde ly. Han så selv op.. humlen var stort som kul, og det var næsten blevet mørkt i skoven. "Du har ret, lad os komme tilbage til bussen" sagde han inden han vende rundt og begynde at gå i et fast tempo mod bussen, og mens han stadig ventede på Charlie. 

Det blæste mere og mere op og inden længe skete der det værst tænkelige. Det begynde at sne. *Fuck... Selv hvis vi når bussen når vi aldrig ned af bjerget før det starter* han så på Charlie "der er ikke langt til bussen" sagde han efter de havde gået lidt. 
Og der gik da heller ikke længe før de kom til det sted bussen holde.... Eller.. havde holdt..
"Hvad!... Shit! De er kørt uden os" Andrew så flere gange på kortet for at sikre sig at det var det rette sted. Men det var det. 
Stormen tog til, og sneen begynde at lægge sig på de værse overflader. 
Han så på Charlie. "Vi må prøve og se om vi kan finde en grotte eller sådan noget.. en snestorm i bjergene er virkelig ikke sjov!" Sagde han inden han tog sat i Charlies hånd. Og der var den igen.. den sitrede fornemmelse der rullede gennem hans Krop. Trangen til endnu engang at kramme Charlie dukkede op, men han var nød til at skyde den væk. I stedet så han på Charlie. "Vi er nød til at holde os i nærheden af hinden! Det bliver sværere og sværere at se noget i alt den sne, og vi må ikke blive væk fra hinanden!" Konstaterede han inden han selv begynde at gå ind mod skoven igen.

Han fulgte Andrews tempo som han nikkede og gav ham ret. De burde finde bussen hurtigt, det begyndte virkelig og se skidt ud nu. Han bemærkede sneen, det var noget være pis det her, de skulle tilbage og det skulle være nu. Han kunne mækre den uro der bredte sig i ham, det ville være skidt hvis de blev væk heroppe. Han sørgede for at holde sig tæt på Andrew, han ønskede ikke og blive væk fra ham, han ville da først være fortabt så. ”Jeg stoler på dig, som sagt er jeg elendig til at fare vild.” Han havde ingen ide om hvor de var, og hvor bussen var. Han følte sig ret fortabt. Lige nu var han meget taknemmelig for han var i gruppe med Andrew.

Hans hjerte hamrede i brystet, ikke fordi han var tæt på Andrew, men fordi bussen var væk. Hvordan kunne de bare tage af sted uden dem? Det gjorde man da ikke? Sådan gjorde en lære ikke? Der var da regler imod det? Var der ikke? Han hørte ikke hvad Andrew sagde, han var langt væk i sine egne destruktive tanker der bare gik i en spiral ned af. Men så snart han mærkede at Andrew tog hans hånd vågnede han op. Hans hjerte hamrede stadig i brystet, men nu var det af en helt anden grund. Hans hånd føltes varm, og han tog sig selv i og falde lidt i staver over følelsen. Han glemte kort alt om den pine de var endt i, og den kulde der langsom krøb ind på ham.

Han fulgte efter Andrew og fik mumlet lidt genert ”Ohh ja.. du har ret.. må vi hellere..” *For fuck sake Charlie. DU kan ikke bare flyve væk til drømmeland i dine tanker, det her er en alvorlig situation.* Han nikkede som Andrew sagde at de skulle holde sig tæt på hinanden, ikke at Andrew kunne se det, men han gjorde det alligevel. Andrew havde ret, det tog hurtigt til, og det blev svære og se frem for sig. Men værst af alt, det blev svære og gå. Charlie kæmpede med at trække sig igennem sneen, det var ikke ligefrem et element han var vandt til. Han var vokset op i et område hvor sne ikke var noget man så.

De havde gået lidt tid, og sneen var efterhånden ved at have lagt sig i et halv tykt lag. Han begyndte og have svært ved og gå, og skulle lige til at sige noget til Andrew da han mærkede foden smutte i sneen. Han nåede kun lige og slippe Andrews hånd så han ikke hev ham med sig. Han mærkede hvordan han gled i sneen, og der gik ikke længe før han gled et par meter ned af vejen de lige havde gået på. Han ømmede sig som han prøvede og komme op, men måtte kæmpe en smule for det. Han mærkede hvordan hans fod ikke ville samarbejde og han stod uden og støtte på den. ”Pis.. Tror jeg smadrede min ankel.” han vidste ikke om Andrew kunne høre ham, eller om han mest af alt bare snakkede til sig selv

Han havde svært ved at koncentrere sig! Deres hænder der lige nu lå i hinanden, og holde tæt fat i hinanden var til at blive rundttosset over, hvis altså ikke det var fordi han hele tiden var nød til at koncentrere sig om at se fremad, og holde øje efter et sted de kunne søge ly!
Det blev sværre og sværre at gå, på trods af det kun havde sneet i en halvtime eller sådan noget, så lå der allerede en del sne. Plus det blæste så meget at man næsten ikke kunne se en hånd frem for sig. Han kneb øjnene sammen og kunne virkelig mærke hvor besværligt det var at se noget som helst. Men de var nød til at finde et sted at finde ly! Ellers ville de ende med at fryse ihjel!
Han skulle faktisk lige til at sige noget til Charlie da han gled i sneen, og samtidig slap Andrews hånd. Andrew så hurtigt efter ham, "CHARLIE!" Han var allerede på vej efter ham, hvis nu han skulle ende med at glide længere, ville han nå at få fat i ham.
Han stoppede og var selv tæt på at glide da han stoppede ved Charlie. Hans så ned på hans ankel, satte sig på hug, og tog lidt fat om hans fod. Han så roligt på Charlie. "sig til hvis det gør ondt" han var ligefrem nød til at råbe for at være sikker på at Charlie ville kunne høre ham.
Han vrikkede blidt i fodden, og det var tydeligt at det var smertefulgt. Han sukkede lidt. "jeg er bange for den er brækket" sagde han og så på Charlie.
Han så sig lidt om. Charlie ville aldrig kunne gå på den fod gennem skoven. Og blæsten ville være for voldsom til at han kunne flyve.
Han tog en fast beslutning. Han satte sig på hug foran Charlie med ryggen til. "op med dig, vi er nød til at komme videre" sagde han så en smule bestemt. Det var bestemt ikke noget han ville disutere, og nægtede Charlie, ville Andrew bede ham gøre det igen.

Da først Charlie var kommet op, kom Andrew på benende, han var ikke strærk som f.eks. Lucian, men en Vareulv var naturlit stærkere end f.eks. mennesker, så der ville gå længere tid inden han blev træk og ikke kunne mere, og til den tid havde de forhåbentlig fundet et sted at søge ly.
Han gik rundt for at prøve at finde et sted, men det var svært at se noget. Det var ligefrem svært at trækkevejret mens man gik.

Der var dog pludselig en lyd der ramte Andrews øre, og det var underligt for det eneste han bemærkede lige nu var lyden af Charlies hjerte, duften af ham, og følelsen af hans varme mod sin krop. Men denne lyd var en Andrew kende alt for godt, en lyd han næsten kunne forstå. Han stoppede op, og så til siden, hvor en stor grå ulv stod og knurrede. Han stod helt stille. Men før han vidste af det var der ikke bare en, men en hel flok. Han satte langtsom Charlie ned. "hvad end du gør.. så ingen pludselige bevægelser" hviskede han mens hans blik gled skiftevis rundt på ulvende der næsten havde omringet dem.

Han nåede kun lige at høre Andrew råbe sit navn som han gled ned af stien. Men inden han havde fået banet sig vej hen til ham stod han op uden og støtte på sin fod. Han lod Andrew kigge på den og da det gjorde ondt ømmede han sig så Andrew ikke var i tvivl om det. Brækket? Ja det kunne da være typisk, og han kunne ikke bare flyve væk i den her snestorm. Han sukkede, selvom lyden blev båret væk af vinden. Han kiggede undrende som Andrew satte sig på hug foran ham *Hvad har han gang i?* Han mærkede pludselig en varme i sine kinder, han kunne ikke, nej det kunne han ikke! Det ville betyde, ohh boy. Nej nej nej nej det her gik ikke. Han tøvede hvilket fik Andrew til at insistere på det. Charlie bed sig i læben som han gjorde som der blev sagt.

Han var nødt til at lægge armene om halsen på Andrew, og hans duft blev overvældende som dengang de havde krammet. Hans hjerte hamrede afsted som en galophest i fuld firspring. Han ønskede inderligt det ville slappe en smule af, men det var ikke muligt. Han mærkede hvordan Andrew uden problemer fik båret ham, og han prøvede virkelig og styre sine tanker, sådan VIRKELIG, men det virkede ikke. Hans tanker bevægede sig i en retning de bestemt ikke skulle, hvordan det ville være og ligge og putte i de stærke arme, at blive holdt og for første gang i evigheder føle sig tryg.

Hans mindre konstruktive tanker blev brudt som han mærkede at Andrew stoppede op.  Han nåede ikke og se hvad det var Andrew havde fået øje på før han blev stillet ned på jorden. Han mærkede straks hvordan varmen fra Andrews krop forlod ham, og han stod på et ben og kiggede rundt som han fik besked på ikke og lave nogle pludselige bevægelser. Hans hjerte sprang et slag over som han fik øje på ulvene der samlede sig om dem. Han sank en klump og stod helt stille, han var på ingen måde i stand til at håndtere den her situation med den skadede ankel. Han kiggede på Andrew, han virkede som om han havde styr på det. Selvom det ikke var nemt valgte han at stole på ham, og han nikkede forsigtigt, han turde ikke risikere og snakke.

Godt nok var han selv en ulv.. men der var nu stadig forskel, og ulve var ligelgad med om du var en vareulv eller et menneske, ellre noget som heslt andet. Nu hvor de kunne fornemme et såret og svagt væsen så gik jagt instingtet ind! Ulvende begynde at rutere lidt om dem. Andrew prøvede så vidt muligt at holde øje med dem alle på en gang. Men pørvede virkelig på at finde frem til hvem af dem der var Alphaen.
Han havde hele tiden en beskyttende arm foran Charlie. han skulle kunne skubbe ham væk hvis en af dem besluttede sig for at angribe, hvilket helt sikkert ville være Betaen først! Det var som real dem der afprøvede byttet for at Alphaen ikke kom til skade, men somtidis også for at vise flokken mod.

Han havde dog håbet at når ulvende opdagede at de ikke stak af, men der imod stod fast, så ville de stikke af. Desværre var dette ikke tilfældet. I stedet sprang Betaen frem og snappede efter Charlie der lige nu var den svage og sårede. Andrew nåede dog lige at skubbe Charlie om bag sig, og sparke ud efter ulven der sprang tilbage i geledet.
Han betragtede alle ulvende, men det var sværet i denne snestorm at se forskel på adfærd, størrelse og så videre. Dog fangede hans øje en stor hanulv. En der havde en anden adfærd end de andre. Det måtte være Alphaen.
Ulvende beygnde at komme tættere på, og ikke mindst masse Charlie og Andrew op mod nogle træer.
De knurrede og snappede efter dem, noget der fik en dyb og knurrende lyd danne sig i brystet på Andrew. Det var en knurren, selvfølgelig lød den ikke som ulvendes, men det var en dyb og brummende lyd der løs fra længst nede i halsen.

En af ulvende valgte at springe frem mod Charlie, og bide ud efter ham. Andrew nåede dog at reagere og slå ud efter ulven, hvilket rasulterede i et bid i armen.. Han kom med en smertefuld lyd og hurtigt vende ulvendes blikket sig mod den duft der nu fyldte det meste af området.... blod!
Han tog sig til armene, og bakkede lidt hen mod Charlie.
"okya... når jeg siger til.. så flyv.. okay... ikke langt, bare op i træet, men i hvert fald væk fra ulvende!" sagde han og så kort om mod Charlie.
Han lagde mærke til hvordan Alphaen selv bevægede sig mod dem. Andrew ventede til den var tæt nok på, før han råbe "nu!" og selv sprang frem. Han frab fat i Alphaen, og bed fast ned i nakken på den. Det kunne virke mærkeligt. Men det havde noget med indstingter og hiraki at gøre. Alphaen bed de andre medlemmer i nakken, og tvang dem ned hvis de skulle lære sin plads at kende. Så det var hvad Andrew var nød til at prøve. Og da først han havde fået Alphaen i jorden, og holde den nede, strittede den næsten ikke imod. De andre ulve skulle man tro ville hjælpe deres Alpha. Men i stedet stod de stille. Efter noget tid hvor Alphaen havde givet et genkendeligt piv fra sig, slap Andrew. Men med denne knurrende lyd, hvilket fik dem til at liste af.

Andrew rejste sig, og så op efter Charlie. "Skynd dig at komme ned, der går ikke længe før de er tilbage!" forsikrede han og stod under træet for eventuelt at give Charlie hvis han havde brug for det.

Charlie forsøgte ikke og gøre noget. Han var godt klar over at der var forskel på ulve og vareulve, men han vidste helt sikkert mere om ulve end Charlie gjorde. Han havde trods alt levet det mest af sit liv isoleret fra alt fare. Og nu befandt han sig i det, fare.. Han formåede kun lige at undgå at falde som han blev skubbet væk for ikke at blive bidt. Han ømmede sig da det havde krævet han hurtigt og ganske let havde støttet på den skadede fod. Han kiggede dog mere nervøst på det der forgik omkring.

Han stod nu bag ved Andrew, og betragtede ulvene der kun kom tættere på. Det betød de blev skubbet imod et træ, og han var nødt til at støtte sig en smule imod Andrew for at kunne bevæge sig. Det var ikke noget han lagde synderligt mærke til lige nu som faren var der. Den generte side var væk, og den seriøse og mere alvorlige havde fundet vej frem. ”ANDREW!” Han nåede ikke og reagere som Andrew slog til ulven som ellers ville have siddet godt i halsen på ham. Han kiggede bekymret på ham, han følte sig hjælpeløs, noget han bestemt ikke kunne lide. Han hørte Andrews ord imellem lyden af vinden og knurren fra ulvene. Han kunne da ikke bare flyve op uden ham? Han kunne ikke efterlade ham, men han bemærkede blikket i Andrews øjne. Han mente det, og han virkede sikker i det han gjorde. Han havde en gang stolet på Charlie, og nu måtte han gøre det samme. Han nikkede derfor bare hurtigt og gjorde sig klar.

Som han fik ordre på at flyve lød lyden af stof der blev revet i stykker, og et par store hvide vinger kom frem og ramte et par ulve der stod til siderne. Et enkelt vingeslag og Charlie var oppe i træet, med vingerne foldet ind til sig. Hans vinger var ikke små, og havde derfor også hvirvlet noget sne op, det havde så heldigvis hjulpet Andrew ved at gøre nogle af de andre ulve ukampdygtige fra en stund. Men det betød også Charlie ikke kunne se noget til at starte med. Da han endelig kunne se Andrew havde han fået den store ulv ned og ligge, og han rejste sig og kiggede op på Andrew. Han havde ikke lagt mærke til de andre ulve var gået, hans blik havde været som låst imod Andrew. Han kiggede derfor rundt da han sagde de var væk, og blev en smule overrasket. *Wow.. Det må jeg.. Hvordan?* Han havde ikke tid til at tænke han skulle ned, han var godt klar over han ikke bare kunne hoppe. Han brugte vingerne til at tage af for noget af faldet, og heldigvis stod Andrew der også til at hjælpe ham. Han lod sine vinger forsvinde igen, og tog så sit tørklæde af. Han ville ikke lade ham protestere, men bandt det hurtigt rundt om hans bid i armen. Der var ikke tid til at han kunne hele ham lige nu, men det duede heller ikke han blev ved og bløde. Det ville bare lokke ulvene efter dem igen. Så meget vidste han da. Han valgte så og følge Andrews guide til hvordan de skulle komme væk. Hvis han kunne støtte sig op af ham så han humpede afsted, så gjorde han det. Men hvis Andrew ville have ham op på ryggen igen, så gjorde han også det. Andrew vidste bedst lige nu, her var Charlie på bar bund.

Det var ikke fordi Andrew var modig. Langt fra. Havde han været sammen med Lucian havde man tydeligt kunne se hvor radselsslagen han var. Jo han havde hjulpet sin Alpha, men han havde tydeligt været skrækslagen! Det var han også nu, men noget i ham der lige nu der ikke viste det. måske fordi han vidste at viste han svaghed overfor ulvende, så var de et større mål. 

Da ulvende var løbet og han ventede på at Charlie kom ned, holde ham stadig øje med ulvende, de var heldigvis løbet, men hvem vidste hvornår de ville komme tilbage!? Han fik taget imod Charlie da han kom ned, og på trods af situationen kunne han ikke undgå at smile lidt da Charlie bandt sit halstørklæde om Andrews sår. "Tak" sagde han og smilede oprigtigt. Han fik ham op på ryggen igen. Selvom ulvende ikke var her mere, så var snestormen stadig voldsom! Og det ville gå hurtigere hvis Andrew klarede det med at gå. 
Han kunne dog godt mærke at hans krop var ved at være træt, og frøs. Han begynde at gå, og så sig rundt. Han kunne ikke se en pind i det her vejr! Og han var bange for at han ende med at gå forbi grotter fordi han ikke kunne se dem. 

Hans krop begynde at ryste, her var koldt, og hans ben gjorde ondt. Han sagde dog ikke noget han pustede lidt mere, hvilket også gjorde pisse ondt i lungerne at få den kolde luft ned. 
Han var nød til at holde en pause ind i mellem, men prøvede virkelig at få det til at se ud som om han stoppede for at kigge efter grotter. Dog da han stoppede denne gang var det ikke en grotte han fandt men noget langt bedre! 
En hytte!!?? Han vende hovedet lidt om mod Charlie. "Der ligger en hytte! Lad os søge ly der" sagde han og gik hen mod hytten. Han satte blidt Charlie ned da de stod foran døren. Han tog i døren din var låst. Han så sig om for at se om han lige kunne se nøglen, men nej, der var sne over alt. Han sukkede "når... Så må vi tage en rude" mumlede han for sig Selv. Han gik hen til vinduet ved siden af og bankede en albue ind i et af de små ruder der var i vinduet. Han åbnede hasperne indefra, kravlede gennem vinduet og fik låst op indefra og åbnet døren for Charlie. Han hjalp ham ind, fik lukket dør og vindue, og fandt en pude han kunne sætte for hullet i vinduet. Han så sig om her var mørkt. Og med et par tryk på kontakter vidst og her, måtte han konstatere at her ikke var noget strøm. Han sukkede lidt. Men lagde mærke til Pejsen. "Sæt dig over og pak dig ind i nogle tæpper" kommanderede han lidt og viftede mod sofaen foran pejsen. Han vidste godt det var tarveligt at hunde rundt med Charlie, men de skulle have noget varme hurtigt. 
Selv gik han rundt og ledte efter noget tørt brænde.

Han gengældte Andrews smil. Det var rart at de alligevel kunne holde humøret bare en smule oppe på trods af situationen.
Han havde gjort som Andrew bad om, og inden længe befandt han sig igen på ryggen af ham. Han havde det skidt med det, men han vidste også godt at han ville være en større ’belastning’ hvis han skulle prøve og gå selv. Selvom Andrew forsøgte ikke og vise det, så var Charlie ikke i tvivl om at han var ved og være udmattet. Han kunne selv mærke det, og han skulle ikke trække sin egen vægt og en anden persons igennem sneen. Han sagde dog ikke noget, forsøgte bare at gøre sig så let som mulig. Han mærkede tydeligt Andrews krop der begyndte og ryste, det var svært og undgå det nu han var så tæt op af ham. Han bed sig selv i læben, hvis bare han kunne gøre noget for ham.

Han kiggede op da Andrew fortalte der var en hytte *åh gud ske tak og lov!* han mærkede en lettelse strømme over ham, ikke på hans egne vegne, men på Andrews. Han følte virkelig han var en klods om benet for ham lige nu, hvorfor var det også han skulle være sådan en klovn og smadre sin fod så han intet kunne. Han stod nu roligt uden at støtte på den ene fod og betragtede Andrew ”Vi har ikke andet valg, vi ender med at dø af kulde hvis vi bliver herude.” Han ventede på at Andrew fik åbnet døren og kom roligt ind i hytten, der var allerede varmere derinde end udenfor, og han mærkede hvordan hans krop allerede reagerede på at vinden ikke længere var et problem. Han kiggede over i retningen af pejsen som Andrew bad ham om at sætte sig ned. Han sukkede lydløst. Han vidste godt han burde gøre det, men han brød sig ikke om at lade Andrew om det hele. Han vidste dog godt at han ikke ville være til den store hjælp med det ben. Det var nemmere og bevæge sig her, da han kunne støtte sig til vægge og ting i hytten, og han fik uden det store besvær humpet sig rundt. Der gik ikke længe før han fandt hvad Andrew ledte efter. ”Der er en hel kurv med brænde her.” Han stod ved en kurv ved siden af pejsen, hvor der havde ligget nogle tæpper på. Han stod med tæpperne på den ene arm og kiggede over på Andrew. Da han var sikker på han havde fået beskeden så humpede han over i sofaen med tæpperne. Han smed den ødelagte jakke som alligevel var blevet iskoldt. Han sukkede da han lagde mærke til hullerne på ryggen, well det betød ny jakke.. Igen… ”Når du har fået tændt for ilden, så sætter du dig her så jeg kan kigge på den arm!” Han gengældte den nærmest kommanderende tone fra før, han vidste godt at hans halstørklæde kun var en midlertidig løsning. Han trak tæppet op om sig ”men hvis du kan putte noget sne i en beholder først og tage ind ville det være perfekt.” Han kiggede over på ham med et skævt smil. Det var nok ikke lige til at få vand her, men sneen ville smelte hurtigt i varmen og det sår skulle renses en smule før han kunne hele det.

Han kunne mærke ømheden i sine ben, samtidig med at de var kolde. Men han skulle finde noget brænde så de kunne få gang i den pejs, og kunne få bare en smule varme. Ellers ville de ende med at dø af kulde, selv inde døre.. han hørte Charlies kald, og vende om og gik mod stuen igen. Her var virkelig mørkt, så de ville også være godt at få tændt op i den pejs så de kunne se bare en lille smule. Han så mod de lille køkken da Charlie sagde noget med en beholder til sne. Han fandt en gammel sink gryde og tog den. Gik over til døren og tog en stor portion sne. Han gik tilbage til pejsen satte sig på hug foran den, og fik smidt noget brænde ind som han fik tændt. Heldigvis lå der tindstinker lige ved siden af. Han sad lidt og ventede på at ilden tog fat, det gjorde den heldigvis forholdsvis hurtigt i det tørre træ. Han sukkede lidt lettet da han mærkede varmen der ramte hans ansigt. 
Han rejste sig og satte sig over i sofaen. "Hvordan har din fod det?" Spurgte han og så ned mod den. Selvom det sikkert ville være bedst at Charlie tog sine sko af, så var det ikke en god ide i denne kulde! Han kunne ende med at få forfrysninger og det skulle de ikke have noget af. 
Han så på Charlie."kan du ikke heale dig sig?" Spurgte han så pludseligt. 

Han så lidt ned mod inden der heldigvis var begyndt at blusse op, og gøre det en smule varmere at sidde her selvom han stadig frøs.

Han kunne høre Andrew der vandrede rundt, han kunne regne ud at han nok var ved at finde de ting Charlie havde bedt om. Han havde trukket et tæppe op omkring sig, og mærkede hvordan ilden fra pejsen så småt begyndte og skabe noget varme i rummet.

Han rykkede sig en lille smule så der var bedre plads til Andrew. Han kiggede ned på sin fod da Andrew spurgte til den. Han trak lidt på skuldrene ”Den gør stadig fandens ondt, men holder jeg den i ro mærker jeg den stort set ikke, så det går vel okay.” han sendte ham et skævt smil. Der var ingen grund til at dvæle ved det, han kunne ikke gøre noget ved det alligevel. Han blev en smule overrasket over det spørgsmål han så fik. Det var ikke fordi det var et ulogisk eller dumt spørgsmål, faktisk så var det et rigtig godt spørgsmål. Han rystede let på hovedet ”Desværre.. Jeg kan kun hele andre end mig selv, det er en smule upraktisk kan man vel godt sige.” Han lagde hovedet en smule på skrå og sendte ham et charmerende smil.

Han tog forsigtigt Andrews arm, og fik forsigtigt viklet tørklædet af, før han kiggede op på ham med et alvorligt blik ”du nødt til at tage jakken af, den er også for kold. Desuden kan jeg ikke se dit sår uden.” Han lagde tørklædet fra sig imens han ventede på at Andrew gjorde som han bad om. Når Andrew havde gjort som han sagde, lagde han et tæppe om skuldrene på ham, før han igen tog fat i hans arm med et blidt tag. Lige nu var der ingen generthed og spore i ham, han var dybt koncentreret af at få styr på Andrews sår. Han fjernede forsigtigt trøjen som var blevet godt ødelagt. Han rykkede den op af, og fik derved såret fri så han kunne kigge på det. ”Du skulle ikke have beskyttet mig.” det var mest af alt en mumlen der forlod ham, men med Andrews gode sanser burde han kunne gøre det, hvilket Charlie havde glemt.

Han lagde Andrews arm i sit skød, før han tog fat i zink gryden der nu var fyldt med køligt vand. Han rev et rent stykke af sin trøje og dyppede en spids i vandet. Han tog så let fat i Andrews arm igen ”Det kommer nok til at svie en smule, men det bedre hvis vi får det renset først når muligheden er der.” Han kiggede på Andrew og gav ham tid til at reagere før han gik i gang med at rense såret.

Han sukkede lidt da Charlie fortalte at hans fod stadig gjorde virkelig ondt, og endnu mere da han sagde han ikke kunne heale sig selv. Det betød en ting! Hvis den var brækket så skulle han havde noget om. Han håbede på det bare var en slem forsyning! For ellers var det jo længe Charlie skulle hoppe rundt på den fød hvis han ikke kunne heale sig selv. Han var godt klar over at Engle genaralt healede hurtigere, men alligevel. 
Han så på Charlie da han tog hans arm. Han nikkede og tog sin jakke af, der i forvejen var drivvåd. Han tog også sin hue af, hvilket afslørede et strittende hår. Han hev jakken af lagde den væk, og lod tæppet omslutte sig. 

Han lod Charlie tage armen igen, og så lidt op ham. Han hørte dog hvad Charlie sagde. "Selvfølgelig skulle jeg det" sagde han blot, og sukkede lidt. "Du reddet mit liv sidst.. så det her er ingen ting" sagde han blot. Han så lidt på Charlie "desuden du er min ven, så jeg kunne aldrig lade en ulv angribe dig" konstaterede han. 
Han lod Charlie tage hans arm og hørte hvad han sagde med at det ville svig. "Det er okay" sagde han så, og lod Ellers Charlie rande såret. Han betragtede ham lidt i mens. Og han kunne ikke lade vær med at trække op smile båndet. 
"Hvad er det med os to?.. kan vi slet ikke ses uden vi begge kommer til skade eller har smerter?" Grinte han lidt med et skævt smil. 
Han så ned mod Charlie. "Jeg er ked af det, men bag efter er jeg nød til at tage din sko af! Og så skal vi have lagt noget forbinding om" konstaterede han.

Han blinkede et par gange som Andrew svarede på det, som det bestemt ikke var meningen han skulle høre. Kort efter mærkede han dog en ubehagelig følelse i sin mave.. *ven… Du vidste jo godt det aldrig kunne blive andet, han er ikke til mænd så du kan godt droppe det lille crush du ved og få på ham, det bliver ikke til noget.* Men selvom han sagde disse ting til sig selv, så vidste han godt at det ikke ændrede på den øv følelser der lige nu var i ham. Han valgte ikke og svare på det, han fortsatte bare det han var i gang med, og lignede en der var dybt koncentreret.

Selvom han følte sig en smule ked af det, så kunne det ikke ses på ham, han var god til at holde det i sig selv. Men Andrew formåede nu alligevel og få ham til at smile et oprigtigt smil, han havde vist bare den effekt på ham. ”Who knows. Det kan være der hviler en eller anden ond forbandelse over os.” Han sendte ham et skævt smil før han igen kiggede ned på armen han var ved at rense. Han var godt klar over at der burde blive kigget på hans fod, men lige nu var det ikke vigtigt.

Han fortsatte lidt tid med at rense såret så han var sikker på der ikke sad noget snask i klemme nogen steder. Han smed så det afrevne stykke stof over i spanden og vendte sig imod ham. Han tog en dyb indånding inden han forsigtigt lagde sine hænder på såret. ”Bare sid stille for nu, så skal du nok få lov at kigge på min ankel bagefter.” Han ventede ikke på et svar men lukkede øjnene for at kunne fokusere ordenligt. Det var svært i dag, smerten i anklen, duften af Andrew, det faktum at han små rystede af kulde, det var alt sammen med til at gøre det hele sværere. Det tog derfor lidt længere tid end første aften, men ikke mere end små 30 sekunder før at varmen igen kom der et lys fra hans hænder. Han holdt fokus og stoppede først da såret var færdig med at hele. Han tog sig kort til sin egen arm, før han sendte Andrew et roligt smil som for at bekræfte han var okay. Det var ingenting i forhold til den smerte han havde følte sidst han havde healet ham. Det var ikke fordi det ikke gjorde ondt, men sammenlignet med hans ankel var det mildt.

Han kunne ikke undgå at smågrine lidt da Charlie mente at der hvilede en forbandelse over dem. Det skulle ikke undre mig. *men i det mindste er vi i den sammen* Åh nej.. det var en helt forkert måde at tænke på! Han havde netop sagt det med at Charlie var hans ven, for at han ikke skulle tro at Andrew havde andre tanker. Charlie ville helt sikkert ikke orke at være venner med en der gik rundt og var dybt forgabt i ham.. Hvorfor også lige Charlie? hvad var det med Andrew og at falde for dem han ikke kunne få? Lucian! det var det samme! de var barndomsvenner, og nu hvad han Andrews alpha, ham kunne han jo ikke have følelser for, men det havde han.....
Charlie! En flot.. virkelig flot ung mand, der helt sikkert lage damer ned på stribe, ham kunne han jo heller ikke føle noget for.... men det gjorde han.. Kunne han blive mere ynkelig?

Han lod Charlie ranse såret i stilhed. Der var den! Den behagelige stilhed, de ellers havde været så gode til, men som bestemt ikke havde været der i skoven! Den var tilbage. Imens Charlie sad og ransede såret, kunne Andrew ikke undgå at betragte ham. Det flotte pjuskede og let våde, nødebrune hår, De markante mørke øjenbryn, de markerede kindben, og for slet ikke at tale om de utroligt smukke øjne der lige nu var rettet mod hans arm. Han ville kunne se ind i dem i timer, forelske sig mere og mere i dem, hvis dette var muligt. Alt dette blev da også samlet sammen i en vidunderlig pakke sammen med duften af Charlie! Denne ubeskriveligt dejlige duft. Den var ikke helt til at beskrive, men... det mindede ham mest om når man gik forbi en bod med smeltet chorkolade, eller brændt mandler! Eller bare noget andet sødt og lækkert, som man aldrig kunne lad vær med at dufte så meget til så længe det var muligt!
Han mærkede denne enorme trang til blot at læne sig frem, og indfange fyrens læber! Og han var da også begyndt at tippe lidt frem da Charlie bevægede sig.

Han skynde sig at fjerne blikket fra Charlie da han så op, og hans ansigt skiftede farve. Han rømede sig lidt og nikkede til det Charlie sagde med hans fod. Okay, de kunne kigge på den senere. Han så ned på sin arm da Charlie lagde sine hænder på. Hvad lavede han?
Han bemærkede varmen, og huskede fra sidst hvad det var Charlie var ved. Han lagde dog sin frie hånd oven på Charlies hænder. "nej.... lad det bare være" sagde han roligt, og trak blidt sin arm til sig. "det sidste du mangler er at have ondt flere steder" sagde han så. Og rømmede sig lidt som en svag rosa farve spredte sig over hans kinder "og.... så.. så har jeg heller ikke noget imod... at.. at have et minde om.." han stoppede sig selv lidt, men vende tilsidst blikket mod Charlie "at jeg passede på dig" erkende han. *hold kæft hvor er du gusten*

Han havde ikke bemærket at Andrew havde lænet sig imod ham, hans fokus var rykket til noget andet. Han havde nok heller ikke opfanget hvad der var der foregik alligevel.

Han var ved og samle fokus da han mærkede Andrews hånd på sin. Hans fokus røg fuldstændig og han mærkede hvordan en nærmest kildende følelse bevæge sig igennem hans krop, og fik hans hjerte til at hamre løs. Han lignede dog et stort spørgsmålstegn, som Andrew sagde han skulle lade være. Han havde ondt, han kunne da ikke lade ham have ondt. Han høre godt hvad han sagde om at have ondt flere steder, men det gik hurtigt over, hurtigere end det gjorde når såret skulle heale. Han nåede dog ikke og sige noget før Andrew rømmede sig og fortsatte med at snakke. Han holdt hele tiden sik blik på Andrew, og han startede med stadig ikke at forstå det der blev sagt. Et minde? Hvorfor ville han have et minde? Han mærkede varmen i hans kinder og kiggede ned i skødet på sig selv. Det gav jo ingen mening, hvordan kunne et ar på armen være godt? Han tog sine hænder til sig som han kørte en hånd igennem dem fugtige hår, hvilket blot fik det til at stritte endnu mere. Hvorfor ville han have et minde om ham? Var det fordi han var hans ven?

"Jeg er ikke sikker på jeg forstår hvorfor du vil vælge og have et sår på armen. Det er trods alt ikke ret længe jeg har ondt i forhold til dig." han lagde hovedet en smule på skrå men valgte så at fortsætte. "Men hvis du skal være så stædig, så skal det også forbindes." Han kiggede kort rundt, men indså der intet rent var han kunne bruge. Men det var så her han fik en ide. Han smed sin sweater han sad i, og hev derefter sin hvide t-shirt af. Han tog sig ikke af det faktum at han sad i bar overkrop, Andrew var trods alt ikke til mænd, så det var ikke et problem. Han rev den i stykker så den blev til en lang strimmel . Han tog igen Andrews arm, men denne gang begyndte han og vikle den ind i den 'forbinding' han havde lavet. "du alt for stædig det ved du godt ik?" Han stoppede kort som han kiggede op på Andrew, et smil på læberne og kinderne en sart rosa. Han havde det en smule underligt med at sidde uden trøje på overfor Andrew, men kun fordi han selv følte det han gjorde.

Hans kinder blussede lidt op da Charlie sagde han ikke helt kunne regne ud hvordan Andrew dog ville have et minde om det her. Han vidste virkelig ikke havde han skulle sige! Han kunne ikke sige som det var, at han var gerne ville have et bevis på at han havde reddet Charlie, fordi han holde så meget af ham allerede! 
Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige. 

Han lod Charlie tage hans arm igen og overvejede selv at de ikke ligefrem havde noget forbinding! Dog blev han noget chokeret over det Charlie nu gjorde. Han blussede op i kinderne da fyrene foran ham beygnde at smide tøjet. Fuck... Han var jo som modelleret af guder altså!!. Åh gud dether var virkelig ikke godt. Han prøvede at fjerne blikket fra den helt igennem fantastiske overkrop!. For ikke at nævne at hans duft kun blev stærkere nu der ikke var tøj til at holde duften inde. 

Han bed sig i læben og fik endelig fjernet blikket fra Charlie. "K..kommer du..ik..ikke til at fryse?" Spurgte han lidt stammende med et tomat rødt ansigt. Han havde virkelig svært ved at holde blikket for sig selv. Hvor havde han dog bare lyst til at række frem og røre den overkrop! Måske.. måske lægge sig ind til den? Et kys.. *Nej Andrew!!! Stop dig selv! Fat nu bare at Charlie er uden for rækkevidde!.. og fyren tager tydeligvis trøjen af da han blot ser dig som en ven!* Han ventede til Charlie havde fundet hans arm ind, inden han tog den lod til sig igen. 
"Tak.." sagde han stille. "Jeg er ked af du måtte ødelægge sin trøje" sagde han så. Og så lidt ned af sig selv. Andrew var normalt en frossen pind så han havde en del tøj på. Han trak sin skjorte af der stod åben over en langærmet trøje. Han talte den til Charlie "her! Jeg vil ikke have du ender med at fryse ihjel" sagde han så inden han trak tæppet op om sig igen.

Hans blik var igen sænket og han fokuserede på at få forbundet Andrews arm. Han kiggede dog op da han hørte hvordan Andrew stammede, han blev urolig for det gjorde ondt på ham. Det var kommet ud af det blå jo, han havde snakket normalt indtil da. Havde han nogensinde hørt ham stamme? Han bemærkede hvordan han var rød i hovedet og han kunne ærligt talt ikke helt forstå hvordan det hang sammen. Han sænkede sit blik og fortsatte imens han svarede ”Jeg sikker på det nok skal gå. En blue til eller fra, det gør ikke det store. Vigtigste er dit sår bliver forbundet så det ikke river sig selv op igen.” Han blev færdig og lod sørgede for det ikke gik op igen og kiggede så igen op på Andrew med et smil. Han var ikke just læge, men han kunne da det mest nødvendige førstehjælp, selvom det havde været bedre han havde fået lov og heale det.

Han rystede let på hovedet over kommentaren med trøjen ”Det er bare en t-shirt intet af affektionsværdi. ” Han blinkede et par gange som Andrew tog sin skjorte af. Han havde sin egen sweater han kunne ha på, men den var ikke super varm, især ikke nu han havde en t-shrirt. Burde han bare takke ja? Han sad lidt og overvejede men tog så imod den. ”Tak. Jeg.. tak..” han vidste ikke hvad han ellers skulle sige.

Han fik rejst sig op uden at støtte på foden, og trak skjorten på. Han fik langsomt lukket den og fortrød øjeblikkeligt sit valg. Shit den duftede af Andrew, han kunne slet ikke kapere det og stod med hovedet vendt imod pejsen imens han lukkede den. Hans kinder blev røde og han fik med lidt besvær sat sig ned igen, før han trak sin egen sweater udover. *Fuck…. Mon jeg kan beholde den? Ej fuck nu du fandme klam og høre på.. jeg mener du kan sq da ikke bare beholde den som en eller anden klam stodder? Hvad fanden er der galt med dig?* Han vidste ikke hvorfor han havde det sådan her med Andrew, men han vidste godt det ikke var sundt for ham. Han var nødt til at prøve og lægge afstand. Det duede ikke han blev smask forelsket i en fyr som overhovedet ikke var til fyre. Han havde sikkert også en kæreste, en flot fyr som Andrew. Jep han havde helt sikkert en kæreste.

Egentlig hørte han ikke voldsomt meget efter hvad Charlie sad og sagde mens han bandt Andrews arm ind. Hans øjne hvilede mod den alt for perfekte overkrop. *OMG er han photoshoppet eller sådan noget! Helt ærlig!* Andrew havde selvfølgelig set fyre der var en del mere trænede og markeret end Charlie var. Men Han var nu langt mere til Charlies type, dem der var godt skåret, og flotte, men som man stadig ville kunne putte med. Charlie var sikkert helt vildt dejlig at putte med!
*stop dig selv!* Han skælde sig selv ud mentalt over at han ikke kunne lade vær med at sidde her og stirre, eller i det hele taget tænke på Charlie på den måde! Det var dumt! Hvor udsatte han sig selv for det her? Charlie var jo ikke til mænd! hvorfor blev han så ved med at give sig selv dette slag oven i hovedet!

Da Charlie var færdig, og havde taget imod Andrews skjorte, betragtede han ham lidt som han rejste sig. Hvad var det dog han lavede? Selvfølgelig skulle Charlie ikke fryse! Men en del af ham havde givet Charlie den skjorte fordi han gerne ville se ham i noget af hans tøj... og hold kæft hvor var det banalt.
Andrew pakkede tæppet om sig igen, og så lidt ned mod pejsen hvor ilden nu brænder flot. Her var stadig koldt! hytten var langt fra tæt, og det nye hul i vinduet gjorde det heller ikke bedre!
Han så sig lidt om. "hmm.. mon her er noget te eller sådan noget i nogle af skabende?" mumlede han mest for sig selv. Det kunne nu være meget rart med noget varmt at drikke. Han så på Charlie. "er du sikker på jeg ikke skal se på din fod?" spurgte han roligt.

Han trak tæppet op om sig, og mærkede hvordan hans krop langsomt slappede af igen. Det havde været en smule koldt og sidde uden noget på overkroppen, men det havde været nødvendigt. Nu var det bare på tide at han fik varmen bare en smule. Det skulle de faktisk begge to. Hans tanker begyndte og kredse om den viden han havde om forfrysninger, men han rystede let på hovedet og skubbede hurtigt sine tanker væk. Det var ikke nogle der var rare og dvæle ved lige nu.

Hans blik hvilede  på pejsen, og han betragtede hvordan flammerne roligt åd sig ind i det tøre træ. Det var godt de havde fundet ly. Selvom det ikke var den mest tætte hytte, så var det trods alt bedre end at være i stormen udenfor. Der lød et voldsomt vindpust og man kunne høre grenen over træerne der knagede ved presset. Han drejede sit blik over på Andrew som snakkede om noget med te, han nåede dog ikke og svare før at han blev spurgt til sin fod. Han vidste godt han burde få kigget på den, men tanken om at Andrew skulle se på den. Selvom det var noget så simpelt som at kigge på en såret fod, så betød det stadig at Andrews hænder var på ham, og bare tanken alene fik hans kinder til at føles en smule varmere. "Jeg ikke sikker på om der er noget der noget værd i den her hytte, den virker trods alt rimelig forladt." Han betragtede roligt Andrew som han sad der pakket ind i tæppet. *Hold kæft selv når han er ved at dø af kulde ser han godt ud. Vent.. Hvad er det du gør? ved at dø af kulde, det må kunne løses.*

Han rejste sig igen på et ben og smed nogle af hynderne fra sofaen ned på gulvet foran pejsen. Han fik så med noget besvær sat sig selv der og kiggede op på Andrew med et charmerende smil. "Kom.. Der er er varmere her, og så skal du nok få lov til at kigge på min ankel." Han forsøgte egentlig ikke på at lokke Andrew, eller måske gjorde han. Men det var for hans eget bedste, for så ville han sidde tættere på varmen, og han ville ikke fryse så meget! Ja det var helt sikkert derfor, ikke fordi de ville komme til at sidde mere tæt end de gjorde nu!

Det knagede og bragede, og en gang i mellem overvejede han om denne hytte overhoved ville holde til denne storm! Men den havde holdt indtil nu, så den holde nok også endnu en gang. Forhåbentlig.
Det var tydeligt at Charlie undgik hans spørgsmål omkring hans ankel. Okay... hvis ikke han ville have at Andrew kiggede på den, så ville han ikke spørge mere ind til den. Han ville ikke ende med at Charlie blev irriteret på ham!
Han sukkede lidt, Charlie havde sikkert ret i at der ikke var noget at finde her i hytten. Ja her så forladt ud. Måske var det en der kun blev brugt om sommeren, hvis den overhoved blev brugt mere? Hvem vidste. Skolen måtte vel betale skaderne? Det var jo dem der havde glemt fyrene. Det var da også yderst perfekt at læren ikke tillod mobiler i timerne, og havde inddraget dem alle inden turen... havde de haft en mobil havde de måske kunne komme i kontakt med nogle..
Måske skulle han gå lidt rundt og kigge i hytte, måske han kunne finde nogle flere tæpper til dem? det ville være lidt rart så de kunne få farmen ordenligt.

Han nåede dog ikke at gøre noget ved den tanke, før han så Charlie sætte sig ned på gulvet, hvad lavede han? hvorfor satte han sig ned på det hårde gulv frem for sofaen. Men han forstod det nu hurtigt da han høre Charlie invitere ham der ned. Charlie havde ret i at det ville være varmere der nede men.. De kom til at sidde ret tæt. *Hold nu op! som om du ikke har tænkt på andet end at der var langt mellem jer da i sad i sofaen!.. tag dig nu bare af hans fod dit fjols!*
Han nikkede roligt, og satte sig ned på gulvet foran Charlie, så Charlie kunne have strakte ben. Han tog blidt fat i hans ben, og lagde hans fod i sit skød, og begynde roligt at snøre hans sko op. Han trak den stille og roligt af, og prøvede virkelig på at være forsigtig.
Han satte hans sko fra sig, og lagde så begge hænder om Charlies fod, og begynde at trykke en smule på den, ganske blidt, og vippe lidt med den.
Han havde nu en meget sød fod.
*En sød fod!!!!.... Tænder du nu pludselig på fødder? du bliver fanme også mærkeligere og mærkeligere!*

Han fik fokus igen, og koncentrerede sig om foden. "hmm... den er ikke videre hævet, og det ville den være hvis den var brækket" mumlede han lidt. han trak en smule op i charlies bukseben, og lidt ned i hans strømpe. "du er en smule blå, men..." han sad lidt.
"Jeg tror faktisk kun at det er en slem forstuvning" sagde han og så op på Charlie "men du skal selvfølgelig til en rigtig læge i morgen, med mindre du allerede der er healet.." sagde han med et skævt smil.

Det avde været en god ide med hynderne fra sofaen, det gjorde at det ikke var ubehageligt og sidde der på gulvet foran pejsen. Det havde været koldt hvis de havde siddet på det bare gulv.

Han betragtede roligt imens Andrew tog hans sko af. Han bed sig i læben da det ikke kunne undgås at gøre en smule ondt. Hans ankel var trods alt skadet, og det og tage en sko af var ikke ligefrem behageligt lige nu.  Han betragtede ham som han sad der og forsigtigt undersøgte hans ankel. Han skar en gang imellem en grimasse, når det gav et jag. Han brokkede sig dog ikke, han vidste det var nødvendigt. I stedet gjorde han alt hvad han kunne for at slappe af, det ville ikke blive bedre hvis han spændte og kæmpede imod. Well i det mindste var den da ikke brækket. Han mærkede en kildende fornemmelse som Andrew trak hans sok ned, hans fucking sok. Men hans tanker var ikke søde ved ham *Fuck hvor ville jeg gerne mærke hans hænder andre steder, løfte op i min trøje i stedet for mine bukser.. mærke hans....* han stoppede sig selv som han mærkede hvor varm han blev i ansigtet og han blev ildrød i hovedet. *fuck..* der var ingen steder han kunne flygte til, og han kunne ikke just gemme sit ansigt som de sad der overfor hinanden, det ville bare virke underligt.

Panikken ramte da Andrew kiggede op på ham, og hans øjne mødte hans rødbrune øjne. Hans mund åbnede sig en smule som han sad der og stirrede, ja stirrede. Den måde Andrew sad der på, med lyset fra pejsen, fuck han så godt ud. *shit... Hvorfor er alt jeg kan tænke på og har lyst til, at kaste mig om halsen på ham, og mærke de der læber imod mine.* Hans tanker hjalp ikke just på hans hoved der i forvejen var tomat rødt, og han mærkede hvordan hans hjerte hamrede i brystet. Andrews stemme hev ham dog en smule tilbage til virkeligheden og han skyndte sig og lukke munden, hvor hans læber før kun var skilt ganske lidt. "ohh yeah.. jeg ved ikke hvor hurtigt det healer.. altså.. normalt går det okay hurtigt. men.. der har jeg også kunne spise, og jaa.. det er noget andet end her. du ved... altså... det ikke i en hytte.. det er... ja..." han formåede og lukke en masse ud der mest af alt virkede som en masse ord der var sat randomly sammen, det var et mirakel hvis Andrew fordstod noget af det. Han kiggede ind i ilden for at forsøge og samle sig lidt "tak" han lød oprigtigt og det formåede han da at sige uden og kaste en masse andet volapyk med ind i sætningen. *Hvad fanden er det galt med mig? jeg opfører mig som en eller anden tosse.. jeg kan jo slet ik styre det. Hvad fuck er det lige han gør ved mig?* Charlie havde aldrig oplevet noget lignende, han havde da været genert før, men det her.. Det virkede anderledes og han var dybt forvirret over det.