Historie time i bjergene? Hvad fanden er det her? - Andrew

]Det var virkelig ikke nemt at sidde her, og slet ikke på den her måde! Åh hvor havde han dog bare lyst til at gøre noget ved den voldsomme lyst der var i ham. Det var jo ikke fordi han havde tænkt sig at springe på ham men... måske bare et lille ky.... *stop dig selv Andrew! du ved jo godt det ikke går! Han ville som de mindste skubbe dig væk, og sikkert aldrig tale til dig igen* Hvorfor gjorde han det her mod sig selv? hvorfor kunne han ikke bare lade vær med at tænke på det?
Desuden så havde han allerede Zev selv... eller havde han? Han havde ikke rigtig talt med ham efter Lucian var kommet til skolen, han havde ikke haft "tid" Men i sandheden var det vel fordi han var begyndt at tænke om det var forkert? Han holde meget at Zev, RIGTIG meget, men... var det virkelig på den måde?
Det havde været spændende og sjovt, men... det var bare som om han ikke fik det der sug i maven man burde. Med Charlie der imod, der følte han snart at hans mave vende på hovedet så meget mange sommerfugle og sus var der i den.
Bare noget så banalt som at han sad der med hans fod i sit skød, kunne gøre ham helt rundtosset, at han rørte ved Charlis hud, og en eller anden VILDT latterlig ting i ham kunne ikke lade vær med at tænke på hvis det var den anden ende af Charlies bukser han fjernede.

Hans opmærksomhed kom tilbage da han hørte Charlie forklarede med hvordan han ville Heale. Det var lidt noget sludder det han sagde, men Andrew kunne ikke undgå bare at smile. Han betragtede ham lidt som han så ind i ilden. Det her var ikke godt! De varme flammer sende et gyldent skær ud, og gjorde bare Charlie endnu dejligere at se på! Den måde flammerne fik hans år til at se næsten gyldent ud. Han hørte takket, og kunne ikke lade vær med at smile. "det var så lidt" sagde han roligt som han så lidt ned mod Charlies fod. underligt nok ville han ikke have at han flyttede den. Han rakte op og tog en af de små puder fra sofaen, tog blidt fat i Charlies fod, og lagde puden i sit skød, og derefter Charlies fod oven på.
"uhm... du... du bør holde den oppe! Så den kan få ro" forsøgte han. Det var jo egentlig sandt, men det var bestemt ikke derfor han gjorde det, han kunne bare havde lagt en pude mere på gulvet til ham..

Han trak tæppet op omkring sig, så hans hoved var halvt gemt. Det var ikke fordi han frøs, men nærmere et forsøg på at skjule noget af den generthed der lige nu boblede i ham. Det resulterede dog i at han kom til at løfte kraven på skjorten en smule også og Andrews duft fyldte hans svælg. Han sank en klump og lukkede kort øjnene. Han var nødt til at tage sig sammen, måske han skulle tage sin fod til sig. Nu var Andrew da færdig med at kigge på den, var han ikke?

Men han nåede det ikke før at Andrew fandt en pude som han lagde under den, og derved sørgede for at Charlies fod lå bedre i skødet på ham. Hans blik var kort drejet over på Andrew igen da han forklarede. "Du har nok ret." han sendte ham et forsigtigt smil. Der gik dog ikke længe før han bed sig selv i kinden. *Du kan jo ikke bare sige til ham at du bør lægge din fod et andet sted, fordi du får upassende tanker om ham når han sidder der. Med din fod.. Det din FOD charlie! det er ikke andet end din fod!! For fanden du håbløs* Han rømmede sig og prøvede og trække fokus et andet sted hen, måske de skulle snakke om noget? Det var ikke fordi stilheden imellem dem var ubehagelig. Faktisk så var det kun Charlies tanker der gjorde den ubehagelig.

Han sad lidt og lyttede til de gnistrende lyde der kom fra ilden, og han betragtede den roligt. Forsøgte ikke og kigge på Andrew, det spiked bare hans tanker og han havde brug for at få lidt ro på dem. "Det ser ud til vi skal tilbringe natten her." sagde han så bare helt roligt, mere roligt end han følte sig. "Det lyder ikke som om stormen har planer om at stoppe foreløbig, om noget lyder det faktisk til at blive værre." Som om det var planlagt lød der pludselig et brag som en greb knækkede af et træ udenfor , og ramlede ned imod træet for så at glide af. Charlie kiggede hurtigt op da han fik et chok, og gav da også et lille spjæt. "I det mindste ser det ud til at hytten holder, selvom den nu ikke virker Så stabil igen." Han grinte lidt og kiggede nu endelig over på Andrew med et smil der nåede hans blå øjne.

Hvorfor kunne han ikke bare lade vær? hvorfor ville hans tanker ikke slippe den fantasi om hvordan det ville være hvis nu han flyttede sig op ved siden af Charlie? Hvis de holde om hinanden igen? som sidst? Hvis de... måske.. Nej! det ville ikke gå. Det var en underlig følelse han havde i kroppen, en blanding mellem selv bebrejdelse over at have de her tanker, og en skuffelse over ikke at være i stand til at kunne gøre de ting.
Hvordan kunne man have så stor en lyst til at gøre noget man godt vidste kun ville såre en selv?

Hans tanker gik på rejse, og det var ikke behagelige tanker! Hvorfor? Hvorfor netop ham? Hvorfor kunne han ikke bare tænke på en anden? en han vidste i det mindste var til fyre? F.eks Zev? Hvorfor tænke han slet ikke på ham mere? Det var som om fyren slet ikke eksisterede i hans hoved lige nu, der var kun EN ting. Og det var Charlie. Alt ved ham. Hans ydre! De alt for lækre og bløde hår, der lige nu glitrede så gyldent i flammernes skær, hans alt for dejlige ansigt, og det søde og utroligt charmerende smil, og hans krop. Ja helt ned til duften! Duften af noget man bare kunne blive afhængig af! Og som man havde lyst til at dufte til hele tide!
Hvad var det her? Han kunne jo ikke være forelsket!... de havde lige mødt hinanden, og vidste næsten intet om hinanden.. han kunne jo ikke være forelsket i en han ikke kende! Nej!.. han var bare forvirret lige nu.

Hans tankestrøm blev dog afbrudt da han hørte Charlies stemme. Han så hen mod ham, og nikkede en smule til det han sagde. Det gav et sæt i ham da han hørte braget, og sad lidt. Og kunne faktisk ikke lade vær med at grine lidt over hvor forskrækket han selv var blevet.
"hold kæft hvor blev jeg forskrækket" grinte han lidt som han tog sig til brystet. Hans hjerte hamrede af sted, selvom han var i tvivl om det var på grund at Chokket eller på Grund af Charlie.
Han fik set over på Charlie, opfangede det fantastiske smil. *spørg ham! der sker ikke noget ved at spørge ham!.. han kan højest sige nej, og så kan du komme videre!* Måske skulle han bare spørge? Spørge om Charlie KUN var til kvinder? det kunne der vel ikke ske noget ved? Lucian sagde altid at man måtte gribe ud efter det man gerne ville have!? og Andrew ville VIRKELIG gerne have Charlie!


"Charlie.." lød det med en forsigtig men dog alvorlig stemme. Han stoppede dog. Han kunne ikke! Han turde ikke! Tænk hvis han svarede det Andrew aller mindst ville høre?
Hans hoved ændrede farve. Det her blev pludselig meget pinligt!
"uhm..... TÆPPER!.. jeg ser om der er flere tæpper" udbrød han næsten. Han flyttede stille Charlies fod fra hans skød, rejste sig, og forsvandt ind i et rum ved siden af, han stillede sig op af væggen ved siden af døren så han ikke kunne ses.
Hans hjerte hamrede i hans bryst. Det gik ikke! Han kunne ikke spørge. Hvad var det her for noget?! hvorfor kunne han ikke bare være normal?

Andrews grin smittede af på ham og hans grin blev større. Han kunne ikke lade være, der var bare noget over det, noget der gjorde ham glad. Han tog sig selv i at sidde og kigge på Andrew med et stort smil på læberne. Han følte sig virkelig tilpas ved ham, han fik en følelse af at være hjemme, hvornår havde han sidst følt det? Det var før hans mor døde. Men hvad betød det? Han kunne ikke find hoved og hale i det. Det eneste han vidste var at han ikke ville forlade Andrew, han ville være tæt på ham. Han ville mærke ham imod sin krop igen, som de havde gjort i det kram. Hvis det var alt han kunne få så var det i orden. Eller nej det var det ikke, han ville have mere. Han ville have det hele, han kunne ikke nøjes. Men han var nødt til det, for Andrew var ikke til drenge. Han lagde den ene arm om sig selv, og holdt fast på overarmen på modsatte arm. Det gav ham en smule ro, som han sad der og mærkede hvordan hans følelser generede ham.

Han sad og kiggede ned som han hørte Andrew sige hans navn. *Hvorfor er det min mave går i spåner når han siger mit navn?* Han drejede blikket op på ham, men blev ved og holde sin arm om sig selv som før. Han så spørgende på ham med et lille smil på læberne, måske følte han det mindste smule håb? Hans smil forsvandt dog som Andrew gik ud af rummet, og han mærkede en ubehagelig følelse som stak i ham. Det føltes som om det gjorde ondt over det hele pludselig, men det var ikke en smerte han kendte, det var anderledes. Han bed sig i læben for at prøve og flytte tankerne over på den smerte, ja han bed faktisk ret hårdt. Men det hjalp ikke noget. Han sad lidt og kiggede på døren som Andrew var gået igennem. Han fik en forfærdelig trang til at følge efter ham, finde ham og holde ham ind til sig. Holde ham tæt og ikke give slip. Men han kunne ikke. Det var ikke på grund af hans fod, men fordi han vidste at han ikke var det Andrew ville have. Han var ikke en smuk ung pige, og han ville aldrig kunne give Andrew det han ville have.

Han lod sig falde ned på ryggen på hynderne og trak tæppet op over hovedet. Hvorfor skulle de også blive fanget her, det havde bare sat endnu flere følelser igang han ikke kunne forstå. En smerte han ikke kunne få til at gå væk, en længelse, en følelse af ikke og være nok. Var han blevet forelsket? Han havde aldrig oplevet det før, men det burde da ikke gøre så ondt? Hans forældre havde altid beskrevet det som noget smukt, noget fantastiske. Den mest fantastiske følelse i verden. Det at finde ens soulmate skulle være den ultimative glædes følelse. Det betød vel at Andrew ikke kunne være hans? Men hvorfor føltes det så SÅ rigtigt og være sammen med ham, når det stadig gjorde så ondt. Han trak tæppet endnu længere op og trak sig sammen og ignorerede fuldstændig den fod som gjorde ondt. Lige nu var det ingenting i forhold til den smerte der var i resten af hans krop.

Hvad var det lige der skete her? Hvorfor havde han det sådan her? Han havde før prøvet at blive glad for en han ikke kunne få? Lucian havde han været hemmeligt forelsket i siden de var børn!.. og selvom han var en mand som Andrew aldrig ville kunne få, så havde det aldrig gjort så ondt som nu! Jo han havde følt det opgivende, men det her! Det føltes jo nærmest som om alt inden i ham var blevet knust til atomer.. 
Han brugte noget tid på at sunde sig, det var han nød til! Han kunne ikke bare gå ud til Charlie nu som om aldring var fint! Som om hans lille flugt aldrig var sket. Selvom Charlie næppe havde lyttet hvad der var sket. Hvor havde han dog lyst til bare at fortælle det! Fortælle hvordan han havde det med Charlie. Men det kunne han jo ikke! Sagde han de først, så var de jo ikke engang venner mere! Og det ville Andrew ikke risikerer! 
Han valgte i stedet at gøre det han havde sagt at han ville, kigge efter tæpper. Og det fandt han da også, sammen med nogle skind, og en meget tynd og slidt madras. Okay, det var bedre ind indenting. 

Han smed tæpperne over armen og madrassen i den anden. Og gik så ind mod stuen. "Jeg fandt nogle flere tæpper og en madras, den er lidt slidt men bedre end..." Han lagde mærke til hvordan Charlie lå, og småløb næsten de sidste 2 meter for så at smide det hele på gulvet, sætte sig hurtigt ned på knæ. 
"Charlie er du okay?.. gør det ondt? Er du blevet dårlig?" Det hele kom lidt for hurtigt ud, som han fjernede tæppet fra Charlie hoved. Hans kinder var rødblusset måske han havde feber. 
Når Andrew gik i bekymringer mode, så tænkte han ikke altid. Derfor tjekkede han om Charlie havde feber på selv samme måde som hans mor altid havde tjekket det hos ham. Han bukkede sig hurtigt ned, lukkede øjnene så han bedre kunne mærke efter, og lagde sin egen pande mod Charlies. 

Han åbnede dog lidt efter øjnene, og blev faktisk klar over hvor tæt på han var. Han kunne mærke Charlies hånd mod sine egne læber. 
Det ville være nemt! At vinde hovedet nogle få centimeter frem, og deres Læber ville mødes! *Gør det!.. kys ham nu dit fjols!* Han skulle til at læne sig ned mod Charlie, øjnene var allerede ved at glide i. Hans hjerte bankede i hans bryst, og han havde næsten allerede kuldegysninger. 
Pludseligt lød der et ordenligt brag endnu en gang, hvilket betød endnu en gren der ramte tagetm Det gav et sæt i Andrew, og ham for op, og så sig om. 
Pis!!... Afbrudt af en gren! Helt ærlig. 
Han så ned mens han kløede sig i nakken. "Uhm.. måske.. måske skulle vi prøve at få noget søvn" nævnte han så.

Han lagde ikke mærke til hvor lang tid der gik før Andrew kom tilbage. Han havde vendt sig om på siden, og lå krøllet sammen under tæppet, væk i sine egne tanker. De blev brudt som han hørte Andrews stemme da han kom ind i stuen igen. Han blev dog bare liggende, han følte ikke for at rykke på sig. Han nåede ikke og reagere før at Andrew bekymret havde flyttet tæppet og nu sad og kiggede ned på ham. Han drejede sit hoved op imod ham, og kunne stadig mærke varmen i sine kinder.

Det hele skete så hurtigt, og før han fik set sig om mærkede han Andrews pande imod sin. Han lukkede ikke sine øjne, de stod vidt åbne som han blev overrasket over det at de nu var så tæt. Han kiggede direkte ind i de rødbrune øjne som nu kiggede på ham. Han mærkede sit hjerte hamre i brystet på ham, som et instinkt tog over. Hans øjne gled langsomt i og han var klar til endelig at mærke Andrews læber imod sine, lade alt det der brændte i ham få kontrol. Ganske langsomt lænede han sig imod Andrew. Og de var tæt på, SÅ tæt på. Han kunne mærke Andrews ånde imod sine læber, og hans duft var så intens. *This is it. Det her bliver mit første kys, og så med nogen så fantastisk som Andrew.* Men han nåede ikke og mærke de bløde læber imod sine, da der lød et kæmpe brag. De blev begge overraskede, og han blinkede et par gange som for at komme tilbage til virkeligheden. Han kiggede op på Andrew der nu stod op, alt for langt væk. *Hold nu op. Hvad var der sket hvis du havde kysset ham? Han havde revet sig væk i afsky. Du kan ik bare kysse ham fordi du får lyst jo vel.* Men selvom det var de tanker han havde, så var det ikke den følelse han havde. Han ønskede inderligt at de havde kysset, fuck det at Andrew ikke var til fyre. Hvis hans første kys kunne være med ham så var han tilfreds, eller det ville han ikke være men det ville han ik indrømme overfor sig selv lige nu.

Han satte sig langsomt op, og betragtede Andrew som han stod der og kløede sig i nakken. ”Du har nok ret, det er ikke fordi der så meget andet vi kan lave.” Han sendte ham et smil. Han havde fuldstændig glemt at Andrew havde spurgt om han var okay, om han var syg. Han rettede på tæppet der nu kun lå på hans ben som han sad op. ”Fandt du flere tæpper?” Afledning, ja det var det bedste han kunne gøre for sig selv lige nu!

Så få centimeter! Der skulle ikke mere til end at han bare lige rykkede sig lidt mod ham. Det havde været så perfekt. eller.. Charlie havde nok skubbet ham væk, skældt ham ud og aldrig talt til ham igen men... ja.. nej det var ikke det værd! han ville ikke ende med aldrig at kunne tale med Charlie igen! Så hellere lide hver eneste gang de var sammen! For var der en ting han ikke ville have, så var det at de ikke kunne tale sammen mere! Han måtte bide det her i sig. At granen havde ødelagt hans øjeblik var han ikke sønder ligt fan af! Men han kunne jo ikke ligefrem finde det øjeblik frem igen, uden at det ville blive akavet, og Charlie ville ane uråd.

Han sukkede bare lidt for sig selv. Tja... de burde nok sove. Han så på Charlie da han spurgte ind til tæpperne. "åh... ja, ja jeg fandt nogle enkelte, de er ikke ret tykke men det er bedre end ingenting" sagde han og gik over for at samle det op. "jeg fandt også en madras... men." han så lidt på madrassen og derefter ned på Charlie, og så igen på madrassen. Det var en enmands madras, så enden skulle den ene sove på gulvet, eller også skulle de sove VIRKELIG tæt... Han rødmede næsten ved tanken om det. Det ville blive en hård nat!
Han rømmede sig dog lidt, og så på Charlie "tag du bare madrassen, det er bedst for din fod.. så lægger jeg mig på gulvet" sagde han og nikkede sig. Han kunne lægge sig i sofaen, men chancen for han ville dø af kulde var større end hvis han lå på det hårde gulv lige foran pejsen.
Han tog det ene tæppe og lagde det over Charlie så han nu havde 2 på, inden han selv satte sig på gulvet ved siden af Charlie, og rakte op i sofaen og tog en af de små puder rakte til Charlie så han havde noget at lægge hovedet på. Den anden lå under Charlies fod.

De så ikke super tykke ud, men de var da bedre end ingenting. Hans blik faldt på madrassen som Andrew skiftedes med at kigge på ham og madrassen. Han kunne ikke helt regne ud hvad han tænkte på. Måske han overvejede hvem der skulle sove på den? Charlie kunne sagtens sove på gulvet, det var intet problem. Så kunne Andrew ligge godt. Det var vigtigst!

Men før han delte sin beslutning med Andrew, så havde han vist allerede truffet en anden beslutning. Han kiggede på madrassen der nu lå på gulvet ved siden af hvor han sad. Han var ikke enig i den beslutning, men han kunne godt fornemme på Andrew at han ikke ville høre tale om det. Måske skulle han tilbyde de kunne dele? Han skævede ned imod madrassen igen. *men vi vil skulle ligge tæt, meget tæt.. Kan jeg håndtere det?* hans opmærksomhed blev vendt imod Andrew igen da han mærkede et tæppe der blev lagt på ham. Han tog imod den pude han blev rakt, og sad og kiggede på den som den nu bare lå i hans skød.

Han rykkede sig over på madrassen med lidt besvær, og tog puden med som lå under hans fod. Han placerede den pude han lige havde fået af Andrew på madrassen, og lagde sig langsomt ned på ryggen. Han lå lidt og kiggede op i loftet *Han dør af kulde hvis han skal ligge på gulvet, men… vil han acceptere det?* han lå lidt før han fik en ide, en ide der nok kom ham selv til gode. Han løftede tæpperne han lå med, og lagde armen ud så Andrew kunne komme ind til ham. Hans kinder blev varme og han mærkede hvordan han allerede nu rødmede en del. ”det duer ikke du sover på gulvet. Du bliver syg… desuden.. jeg har engang lært at det bedre og ligge tæt.. altså… for at holde varmen du ved…” han forsøgte og lyde overbevisende, det var ikke fordi det var løgn, men det var jo ikke derfor han ville have ham over og ligge ved ham var det? Skulle han være helt ærlig overfor sig selv, så ville han bare gerne ha ham tæt på, også selvom det var alt han kunne få. Det måtte være nok når andet ikke var muligt.

Han havde allerede gjort sig klar til at skulle ligge på gulvet. Det var ikke fordi det ville gøre ham så meget! Han ville ikke havde noget imod at ligge der for Charlies skyld. Det ville blive lidt koldt, og det ville være hårdt, men det gik nok. Han havde faktisk allerede lagt sig ned, og prøvede på at lægge sig til rette hvilket ikke ligefrem var en nem affære.
Han sukkede lidt ud da han endelig havde fundet en stilling der ikke var helt forfærdeligt. Han havde lukket øjnene et øjeblik for at slappe, men åbnede dem da han hørte Charlie begynde at tage. Han så på ham, og blev noget overrasket over hvad der kom ud af ham. Han Så noget overrasket på det nu løftede tæppe der inviterede ham ind mod Charlie.
Faktisk havde Charlie ret i det han sagde! De ville nemmere kunne holde varmen hvis de holde hinanden varme, sådan var der mange dyr der overlevede vinteren, særligt pingviner benyttede sig af denne metode. *fyren invitere dig til at ligge op af ham os sove under samme tæppe, og du tænker på pingviner?!* Så hvad... var Charlie Andrews pingvin?

Han bed sig lidt i læben. "du... du har nok ret.. det... det ville nok være det bedste" erkende han. Han tøvede sig stadig en smule, men ende med til sidst at rygge sig over mod Charlie, op på madrassen, og til sidst helt op på den, hvilket efterlod kun nogle centimeter mellem dem. Han krøb ind under Charlies tæpper, og fik selv lagt sine egne delvist over Charlie også. Så nu havde de begge 4 tæpper frem for 2 hver. Jep.. det var helt sikkert den klogeste beslutning...... Men Andrews næse var nu ikke helt enig! Den var nemlig ved at gå amok over Charlies duft! Han kunne næsten ikke holde det ud. Han havde sådan lyst til bare at putte sig ind til ham. Han skulle lægge sig ordenligt, men fik lagt sig på sin arm, han kom med en lidt smertefuld lyd. Han sukkede lidt, og så på Charlie. Den side Andrew lå på var der hvor han var blevet bidt. "uhm... jeg... jeg er altså nød til at stække min arm... såh... ville.. ville du have noget imod at lægge her med hovedet?" spurgte han og pegede på hans overarm med den anden hånd.
*flot din klovn, nu vil han da først tro du er ude på noget! Og er du dum eller hvad? nu kommer han jo til at lægge helt op af dig!*

Han gav Charlie ret! Var det ikke det han ville have? Jo det var det da, men han havde nok ikke forventet det. Han bemærkede hvordan han tøvede, men det var egentlig også forståeligt nok' Andrew var jo sikkert til piger, så tanken om at ligge tæt med en anden fyr, det kunne ikke være det mest tiltalende. Han begyndte og fortryde han havde spurgt, da det virkede som om det gjorde Andrew utilpas.

Kort efter var Andrew dog krøbet op på madrassen og de kunne nu dele 4 tæpper. Han var så tæt på, det cille være så nemt at putte sig ind til ham, begrave sit hoved ved hans hals, lade Andrews duft indhyle ham. Men det kunne han ikke. Han nærmest fløj op som Andrew lavede en smertefuld lyd. Han satte sig dog kun op, og kiggede nervøst på Andrew. Måske han havde gjort noget der gjorde ondt? Andrews ord gjorde ham dog opmærksom på det ikke var ham. Han rødmede let som han kiggede hvor Andrew pegede. Han ville ikke have noget imod og ligge der, tværtimod ville han rigtig gerne. Men det kunne han jo ikke vise. Hvad ville Andrew ikke tænke?

Han nikkede forsigtigt. "jo selvfølgelig. Hvis det er bedst for din arm, så er det klart det bedste. Men.. så får jeg ikke brug for min pude." han tog puden han havde ligget på kort forinden, og rakte den til Andrew. Han rettede så på tæpperne og lagde sig forsigtigt ned på Andrews overarm. Men uanset hvordan han forsøgte så hjalp det ikke. Uden rigtig og tænke over det rykkede han sig længere op, og endte med at ligge med hovedet mere på hans skulder og bryst. Det var først da han lå godt at det gik op for ham hvor han lå. Han bed sig i læben [color=#ff6666]"uhmm..er det... okay jeg ligger her? Jeg kunne ikke rigtig finde ro på den anden måde"[\color] Han kunne godt vænne sig til at ligge her. Han følte hvordan han slappede af, og kunne nu mærke hvor træt han var. Han gabte søvnigt.

Det gav kuldegysninger i hele kroppen da Charlie lagde sig med hovedet på hans arm, han havde ligget sådan med en før Charlie, men det havde slet ikke føltes på samme måde!? Han kunne dog godt fornemme at Charlie havde problemer med at finde sig til rette. Han kartede noget rundt, og før Andrew vidste af det, mærkede han Charlies hvedemel mod hans skulder og bryst. Han sank en mental klump. Hold op hvor var han tæt på. Bukkede Andrew bare en smule i hovedet ville han kunne begrave ansigtet i Charlies dejlige hår!. Og en underlig trang til at bukke armen op om Charlie g nusse ham på ryggen skød automatisk op i ham. 
Han sagde dog ikke noget. Først da Charlie spurgte om det var okay, rømmede han sig lidt på grund af klumpen i halsen. "Ja..det.. det fint" sagde han så inden han så småt begynde at finde sig selv til rette. 

Det var lidt underligt det her! Han føltes sig underligt tryk og tilpas. Der var en underlig hjemmelig følelse over det. Som om det var her han hørte til. Han kunne bestemt også vænne sig til at lægge her sammen med Charlie. Med en arm om ham, med ham liggende mod dit bryst. Som tankerne om alt dette stod på, umkunne han også mærke hvordan han blev mere og mere træt, og næsten lå og halvsov. 
Tankerne gled hen mod hvordan det ville være at ligge sådan her, hver nat? Hvordan det ville være at have Charlie hos sig hele tiden. 

Om det var tankerne om dette emne, hans halv slumren eller begge dele der var skyld i det var ikke til at vide. Men i hvert fald ende det med at han trak underarmen op, og ende med at lægge den rundt om Charlie, så hans hånd var placeret mod Charlies skulder. 
Han bukkede hovedet et par centimeter, og placerede et silkeblødt kys mod Charlies pande. Inden hans kind i stedet fik log til at hvile mod det bløde hår, og han inden længe trak vejret tungere og faldt hen i en dyb søvn.

En glæde flød igennem Charlie som Andrew svarede ham. Han havde intet imod det, så kunne det da ikke blive bedre. Det var ikke det svar han havde forventet, faktisk havde han ikke engang turde håbe på det svar, så  nu hvor det var svaret han fik, så var han lykkelig. Ja det var den følelse der lige nu fyldt i ham, ren lykke. Hans øjne var blevet tunge, og  han lod langsomt glide i. *Jeg skal bare lige lukke øjnene, bare lige slappe af.* Det var den sidste tanek der flød igennem hans hoved før han faldt i søvn. Han var udmattet både mentalt og fysisk, og han registrerede ikke havd der skete omkring ham. Han sov tungt, og han lagde derfor ikke mærke til hvordan Andrew lagde armen om ham, eller mærkede hans bløde læber imod sin pande.

Han vågnede fra en dyb søvn, med en afslappet følelse i hele kroppen. Han lå lidt uden og åbne øjnene. Han følte sig tilpas, varm og utrolig tryg. Han åbnede langsomt sine øjne som en duft ramte ham. Den var fremmede, men alligevel var der noget utroligt velkendt over det. Han blinkede et par gange før det gik op for ham hvor han var. Hans hoved var rykket helt hen på brystet af Andrew, og han lå presset ind imod hans krop. Hans hjerte begyndte straks og hamre i hans bryst, og en tanke fløj igennem hans hoved *Bare han ikke vågner nu mit hjerte synes det skal lege galop hest.* Han turde knap røre sig, han vlle ikke vække Andrew, ville ikke have at dette øjeblik stoppede. Han tog sig selv i at putte sig en smule mere ind til ham, og stoppede det. *Hva fanden er der galt med dig? Han sover. Du kan ikke bare ligge og udnytte det. Fucking Pervert!*

Han rykkede sig ganske langsomt væk fra Andrew. Han havde ikke lyst, men han vidste han burde. Det andet var ikke okay. Han sad nu op ved siden af Andrew og strakte sig, han følte sig utrolig udhvilet. Han forsøgte roligt og bevæge sin fod, det gik bedre, den var ikke healet helt, men han burde nok kunne støtte på den med lidt hjælp. Det betød Andrew ikke behøvede og bære ham. Han bemærkede først nu hvor stille der var i hytten. Det var ganske små flammer der var tilbage i træet, og vinden hylede ikke udenfor. Han bemærkede solen der skinnede ind igennem vinduerne og gned øjnene en smule. Han kørte hånden igennem håret, og fik det ubevidst til at stritte. *Er det morgen? Har vi sovet hele natten?* Han var ret imponeret, så sent var de da ikke gået i seng?

Han sov tungt, behandlingt og uafbrudt hele natten! Det eneste tidspunkt han rørte på sig, var når han i søvne havde fået trukket Cahrlie længere ind til sig. 
Ikke engang hans ømme arm havde fået lov til at genere ham. 

Han sov stadig da Charlie begynde at røre på sig. Men der kom da alligevel en brummende og lidt brokkede lys da Charlie trak sig. Varmen forsvandt jo sammen med ham. Andrew ende blot med at krybe mere ned under tæpperne. Der var den. En af Andrews virkelig dårlig sider! Han var virkelig ikke et morgen menneske! Han hadet at stå tidligt op, den eneste grund til at han gjorde det, var fordi han hadet endnu mere at gå glip af noget i timerne. 
Armen der i forvejen havde ligget omkring Charlie i løbet af natten, diligence lod stil at glide om foran fyren, for at holde om ham. Andrew var et behageligt sted mellem at sove og være lidt vågen. 

Dog da han vågnede mere og mere, åbnede han også stille sine øjne. Hmm hvor var han? Ikke i sin seng i hvert fald. Han små gabte lidt som han vende sig lidt om på ryggen i stedet for siden som han var kommet om på efter Charlies forsvinden fra hans bryst. Og så lidt op, og fangede ingen mindre end Charlie med blikket. 
Åh ja! Det var sandt. Han så sig lidt om. Det var morgen? 
Han lagde mærke til sig arm, og hev den hurtigt til dig. "Undskyld!.. det.. jeg.. jeg må ha sovet tunger... Beklager" sagde han så og rettede sig lidt op. 

Han så roligt på Charlie. "Har du fået sovet lidt? Og hvordan går det med din fod?" Spurgte han så. Roligt som han selv satte sig op. Her var køligt i hytten, men ikke så holdt som der kunne have været. Pejsen og solen ude fra hjalp en del på det.

Han havde egentlig ikke lagt mærke til den arm der lå om ham, det handlede nok om at han intet havde imod den. Han kiggede ned på Andrew som han vendte sig om på siden. Han kunne ikke lade være og smile. Han så så fredfyldt ud når han lå og sov der, han kunne bruge evigheder på bare at kigge på ham imens han sov. Passe på ham, sørge for han kunne sove i fred. Han fjernede forsigtigt noget hår der var røget ned i Andrews ansigt, men hans berøring var nærmest silkeblød. Han lagde hovedet på siden og smilede lidt. Det var i samme øjeblik at Andrew begyndte og åbne sine øjne og det gik op for Charlie hvad han lige havde gjort.

Han skyndte sig og drejede sit blik ind i de få flammer der var tilbage i pejsen. Hans kinder var en smule varme og han håbede Andrew ikke havde lagt mærke til det. Han kunne mærke hvordan Andrew begyndte og bevæge sig, og først da han hev sin arm til sig gik det op for Charlie at han havde haft den rundt om ham. ”Det gør ikke noget. Som du selv siger sov du.” Han havde ikke engang drejet sit blik, hvordan kunne han. Den der forfærdelige påmindelse havde ramt ham. Andrew var ikke til mænd, for ellers havde han ikke fjernet sin hånd så hurtigt.

Heldigvis skiftede Andrew hurtigt emne og han kunne tænke på noget andet. Han kiggede ned på sin fod han tidligere havde testet lidt. ”Jeg har sovet okay. Så godt man kan forvente i en hytte i skoven. ” Han løj, noget han ikke brød sig om. Men han kunne jo ikke sige sandheden. *Undskyld Andrew. Jeg kan ikke fortælle dig sandheden. Hvordan ville du så ikke se på mig? Hvis jeg fortalte dig jeg har sovet bedre end jeg har gjort siden mine forældre døde. At jeg for en gangs skyld følte mig tryg, følte mig hjemme. Du ville aldrig snakke til mig igen. Det kan jeg ikke risikere.* Han valgte derfor hurtigt og svare på det næste spørgsmål. ”Det er helt klart bedre end I går. Tror jeg kan støtte en smule på den i dag, bare jeg har noget og støtte mig op af.” Han drejede endelig blikket og kiggede på Andrew med et smil. Han kunne nemt støtte sig op af Andrew, men det ville nok være bedre hvis de fandt ham en stor gren eller lign. ”Tror du ikke vi kan finde os en stor gren måske?” Han så på ham med et spørgende blik.

Han så lidt ned på sin arm. Åh bare han kunne havde beholdt den om livet på Charlie! Havde han mon opdaget det hvis Andrew ikke havde trukket hånden til sig? Men det var ikke ligefrem fordi Charlie virkede begejstret over at den havde været der, han virkede lidt nedtrykt her til morgen. Åh bare det ikke var Andrews skyld. 
Han lyttede da Charlie fortalte at han havde sovet så godt som han nu havde kunne i denne hytte. Så var det nok ikke nu Andrew skulle fortælle at han ikke havde sovet bedre siden han var barn. Han havde følt sig så roligt i sikker! Han kunne ikke mindes at han havde sovet så tungt før. 

Han satte sig op som Charlie forklarede med sin fod. At han mente han godt ville kunne støtte på den. Det var en god ting! En virkelig god ting. 
Han bemærkede Charlies smil, og sende ham et blidt et retur. Puha! Så var Charlie heldigvis ikke vred på ham!. 
Han hørte dermed grenene. "Det burde ind kunne.. men.. jeg har altså intet imod at støtte dig, eller bære dig" sagde han så roligt. Det var sandt! Han havde ikke noget imod at bære Charlie tilbage til der hvor bussen havde glemt dem. Det måtte vel være det første sted at begynde. 

Han sukkede lidt. "Åh.. jeg har slet ikke lyst til at gå ud i det vejr" brummede han og lagde sig ned igen. Han var langt fra morgen menneske, og det var alt for tidligt til at stå op, trods han ikke vidste hvad klokken var. Han gabte lidt. "Kunne vi ikke sove bare en time mere?" Mumlede han og lagde næsten automatisk sin arm ud for at vise Charlie at det også galt ham. Han tænkte slet ikke over det, det var bare... Så rigtigt?

Det ville være så nemt. Bare lade Andrew støtte ham, eller bære ham. På den måde ville han kunne holde sig tæt ved ham så længe som muligt. Han rystede dog bare let på hovedet med et smil på læberne ”Det kunne jeg ikke bede dig om. Eller i hvert fald ikke bære. Du har din egen skade og tænke på.” Han nikkede imod den skadede arm. Han kunne risikere og rive det op igen hvis han skulle bære på Charlie.

Han kunne ikke lade være og grine lidt som han så hvor opgivende Andrew var. *Ikke noget morgenmenneske ser det ud til* Han betragtede ham med et smil på læben, han så nu ret kær ud som han lå der og var klar til at sove igen. Han rødmede let som han hørte Andrew mumle og bemærkede armen der var blevet lagt ud igen. Var det for at han kunne ligge der? Ville han have han lå der? Nej det ville da ikke give mening? Men han ville gerne, han ville så hjertens gerne ligge sig der igen. Et gab kom bag på ham og han holdt sig for munden. Han grinte så lidt før han uden at tænke over det lagde sig ned til Andrew igen. Denne gang lagde han sig dog med det samme ved hans bryst og skulder. Først da han lå ned og have trukket tæppet op over dem gik det op for ham hvad han havde gjort. *Shit.. Skal jeg rykke mig igen? Nej så vil det da først virke underligt? Skal jeg bare blive liggende? Tænk Charlie TÆNK!* men han kunne ikke tænke, han kunne kun fokusere på den varme der kom fra Andrew, hans duft. Han mærkede hvordan hans krop med det samme slappede af igen. ”Jeg følte mig kold.. altså…” han bed sig selv i læben. Det lød som en dårlig undskyldning, hvilket det også var. Men han ville ikke rykke sig nu, han kunne lige så godt bare nyde det hvis ikke Andrew bad ham rykke sig.

Da Charlie sagde at han ikke ville bede Andrew bære ham fik han blot til at smile. Han ville ikke have noget imod det. Men måske havde Charlie ret, og måske burde han tage sig af dit eget sår inden han bar mere rundt på Charlie. Det var ikke fordi han ikke ville kunne, men det ville selvfølgelig være bedst hvis Charlie kunne klare den nogle Lunde selv. 

Da først han lå ned igen, og næsten allerede halvsov. Gik det først op for ham da han mærkede Charlies hoved mod dit bryst, at han havde lagt sin arm ud, ligefrem som en invitation til Charlie. 
Han hørte Charlies forklaring. Og en lille skuffelse kunne ikke lade vær med at dukke op. Så Charlie lå der kun fordi han frøs? *Selvfølgelig er det under fordi han fryser! Hvorfor skulle en fyr som Charlie gode at lægge hos dig? Hvorfor skulle han have lyst til at putte med en som dog?* 
Han rømmede sig en smule. 
Hans hjerte var begyndt at hamre afsted nærmest i samme sekund Charlie havde lagt sig, og han håbede VIRKELIG at Charlie ikke kunne mærke det, selvom det nok var ønske tænkning... 
"Det.. det helt okay.. jeg mener... Altså... Min arm! Den har også bedst af jeg holder den strakt" forsøgte han. Og syntes egentlig der lød okay. Det lød ikke HELT som en dårlig undskyldning for at få Charlie til at lægge hos ham.
Den der rare og hjemmelige følelse kom hurtigt igen, og han kunne ikke undgå at blive mere søvnig jo mere afslappet hans krop blev. 
Han sukkede lidt rundt ud som hans øjne gled i og han atter igen tillod sig at små sove. Charlies duft var jo nærmest bedøvende.

Han kunne ikke falde i søvn igen, han lå bare og nå det. Lyttede til Andrews hjerte der nu roligt bankede i hans bryst, og hvordan hans vejrtrækning fik Charlie til at slappe helt af. Der var noget nærmest hypnotiserende over det, og som de lå der var Andrews duft endnu mere tydelig. Han lagde ikke selv mærke til at han puttede sig mere ind til ham, og han placerede forsigtigt sin ene arm på hans mave. Han nød og ligge sådan, bare dem og ingen andre.

Han havde ingen ide om hvor lang tid der var gået da han forsigtigt satte sig op. han placerede tæpperne på Andrew igen *han ser nu sød ud når han ligger der...* han tog sig selv i det og fik let røde kinder. Han rejste sig forsigtigt ved at støtte på pejsen, og testede kort hvad hans fod kunne holde til. Han kunne godt støtte let på det forreste, han skulle bare passe på. Med hjælp fra møbler og væggen fik han forsigtigt humpet sig over til et vindue. Han stod forsigtigt uden at støtte på den sårede for, og kiggede ud af vinduet. Der lå sne over det hele, men det var stoppet med at sne. Han smilede lidt som lyden af fuglekvider ramte hans ører, og solens stråler brød igennem en sky og ramte hans ansigt. Han vidste godt de skulle finde tilbage snart, men lige nu ville han lade Andrew få lidt ro. Han kiggede over på ham igen med et smule håbløst blik i sine øjne*Hvorfor er det jeg har det sådan her med dig? Er det en straf for ikke og have gjort nok da jeg mistede mine forældre? At jeg skal føle sådan en glæde ved en der ikke er til mænd?* Han drejede igen blikket ud på sneen *Du nødt til at glemme ham Charlie. Måske møde en anden? Du kan ikke gå og tænke konstant på en som ikke er interesseret i dig.*

Andrew var ikke god til at stå op! han var en syvsover, en af hans meget dårlige sider. Men alligevel, når nu det ikke var værre, så kunne det vel overleves? Han sov kort efter de havde lagt sig, og han sov faktisk tungt. Så tungt at han ikke vågnede af at Charlie rejste sig.
Han lå stadig og sov tungt. Der var virkelig noget ved Charlies tilstedeværelse der fik ham til at slappe af, både i krop og i sind.
Der var ikke mange der vidste det, men Andrew var faktisk slet ikke så rolig og tilfreds som mange sikkert troede. Han havde selv en masse ting der bekymrede ham. Og han tænkte faktisk meget over dem. Der var jo en grund til at han var så stor en nørd, og at han studerede som en gal.

Han rullede om på siden, og lod armen følge med, der manglede dog noget. Noget der var der da han lagde sig til at sove. Han åbnede øjnene som hans hånd søgte efter Charlie. Han lagde mærke til at han var alene. Hvor var Charlie forsvundet hen? Han vende sig lidt rundt, og så Charlie ved vinduet.
Han gabte lidt. "er der noget galt?" spurgte han i et gab.
Han satte sig op, og gned sig i øjnene.
*ja der er selvfølgelig det galt, at han da ikke har lyst til at lægge og sove op af dig dit fjols!* han så på Charlies ryg med et opgivende blik. Hvorfor skulle det være så svært!? Han smilede dog hurtigt hvis Charlie skulle vende sig om.

Han sad lidt og tænkte. "hvor.... hvor skal du forrasten tilbringe jule ferien?" spurgte han roligt. Bare for at snakke om noget andet! Han var nød til at sige et eller andet, ellers ville han ende med at sidde her og stirre fortabt på Charlie.
*du ender med at ødelægge dig selv på det her! hvorfor er du lige faldet for ham? Der findet en masse søde piger og endda fyre der ER til fyre... hvorfor kunne du ikke falde for en af dem?... Hvorfor lige Charlie?... du kan ikke engang fortælle ham hvordan du har det... så kommer du aldrig til at tale med fyren igen*

Han fik et chok da han hørte Andrews stemme. Han havde siddet i sine egne tanker, og han havde slet ikke lagt mærke til Andrew var vågnet. Han kiggede henover skulderen og betragtede Andrew som han sad der. Han havde en smule morgenhår, og det strittede lidt ud. Han kunne ikke lade være og smile *Ville elske og vågne til det hver morgen.* Han opdagede hvad han havde gang i og kinderne blev en smule varme som han igen rødmede, det havde han det med at gøre konstant i Andrews selskab. ”Ohh nej nej. Jeg sad bare og kiggede på snoeen. Og du.. du så så fredfyldt ud. Jeg kunne ikke nænne og vække dig.” Han sendte ham et skævt smil, og kiggede så ud af vinduet igen.

”På akademiet. Jeg regner med at få læst en del, nu jeg har tiden til det.” Hans blik forblev på den hare som han havde fået øje på der hoppede rundt ude i sneen. Han havde ikke nogen familie tilbage, og derfor var der ikke andet og gøre end at blive på skolen. Han havde egentlig ikke tænkt så meget over det, men det ville blive hans første jul alene. Uden hans familie. Han mærkede den bekendte tryggen i brystet og skyndte sig og drejede blikket imod Andrew. ”Hvad med dig? Nogle vilde planer?” sagde han som han forsøgte og aflede sine egne tanker. Hans forældre var stadig et sart punkt, og nu var der også mindet om den aften. Den aften han havde mødt Andrew, og de havde krammet. Men så havde Andrew trukket sig væk. Men selvfølgelig gjorde han det. Krammet havde varet alt for længe til kun at være venskabeligt. Og han kunne godt forstå Andrew ikke ville anklages for at være til fyre, når han ikke var det. Det kunne skabe problemer for ham.

Det var en lettelse at der ikke var noget galt, og at Charlie bare havde siddet og nydt synet af sneen. Det værste Charlie sagde fik dog Andrew til at rødme gevaldigt. Så han fredfyldt ud når han sov? Charlie var nu heller ikke værst når han lå og slappede af, de få gange han havde fået set ham i går aftes, hvor de lå sammen, der havde Charlie haft en utrolig ro over sig, noget der med det samme havde smittet af på Andrew. Han kløede sig lidt i nakken, mens han ikke rigtig vidste hvor han skulle se hen. Han følte sig lidt fjollet når han sad der og rødmede. 

Han så overrasket på Charlie da han fortalte at han skulle tilbringe sin juleferie OG sin jul på akademiet! Alene? 
"Har du ikke noget andet familie du kan holde jul hos?" Spurgte han stille. Noget i ham gjorde ondt. Tanken om at Charlie skulle sidde på akademiet alene juleaften.. det var en forfærdelig tanke! 
Han så på ham da han spurgte hvad Andrew skulle, og Andrew fik en knude i maven. "Jeg... Jeg skal hjem.. til min mor" lige der.. lige i det sekund hadet han at sige det. For han vidste jo godt at Charlie ikke havde nogle forældre. 

Han sad lidt, inden han så op som en der havde fået en lys ide, g det havde han på en måde også. "Hey" sagde han mens han rejste sig og gik over til Charlie mens han sagde. "Hvad med at du tager med mig hjem i juleferien?.. du kan holde jul os mig!.. det er ganske vidst kun min mor og jeg, men du er velkommen hvis du har lyst?" Sagde han med et bredt smil. 
*Hvad er det du laver din idiot!.. nu skal han da nok først tænke du er sindsyg!* 
Han ignorerede den stemme i hans hoved. Han ende i stedet med at lægge en ånd mod Charlies arm, og give den et klem. "Hey.. du skal da ikke være alene i julen!" Sagde han med et oprigtigt og mildt smil.

En let rysten på hovedet ”Der var kun mine forældre og jeg. Men det er i orden. Jeg har det godt på akademiet, og er sikker på der også vil være andre der.” Han forsøgte og lyde mere overbevisende end han selv følte han var. Skulle han være helt ærlig, så frygtede han lidt julen. Det med hans forældre havde sat sine spor, og han var sikker på den første jul ville blive hård. Den ville tage en del af ham. Måske var det virkelig bedst han bare blev på akademiet. Et nik og et smil var reaktionen på hvor Andrew skulle holde jul. Det gav mening, og han forstod ham godt. Han drejede igen blikket ud af vinduet uden rigtig at kigge på noget bestemt.

Han hørte godt at Andrew rejste sig, men han fjernede ikke sit blik fra det ingenting han var blevet så fascineret af udenfor. Først da han blev tilbudt og tage med Andrew hjem drejede han blikket over på ham. Et overrasket udtryk var at se i hans øjne. Andrews smil fik ham til at sænke blikket, som hans kinder igen påtog sig den rødlige farve. *Hvorfor vil han holde jul med mig? Han har nok bare ondt af mig. Det er også ynkeligt. At skulle holde jul på akademiet. Hans tanker blev afbrudt af Andrews hånd på sin arm, og han kiggede op i hans rødbrune øjne. *Fuck de er altså helt fantastiske. * Andrews ord fik et smil frem på hans læber. Måske han havde ret. Måske han ikke burde være alene i julen. Andrews milde smil fik ham overbevist og han nikkede ganske let. ”Okay så. Vil gerne møde din mor…” han holdt hurtigt afvigende hænderne op som han hørte hvordan det han sagde kunne misforståes. ”Altså jeg. Du ved he.. he .. he..” han kløede sig akavet I nakken. ”det jeg mener er.. Vil gerne holde jul med jer.” *Og så holder du bare munden lukket nu! Ikke noget med og fyre en masse andet lort af. Han tror sq da du er skrup tosset når du siger du vil møde hans mor. Hvad fanden er der galt med dig?*

Knuden i maven blev kun større da han hørte Charlie fortælle at der ikke var andre. At han slet ikke havde andet familie tilbage. At han var helt alene! *jeg kan være din familie!* Han gav sig et mentalt slag i hovedet! Hvad var det for for noget at tænke! Og hvorfor skulle Charlie have lyst til at have Andrew som familie.
Som han stod foran Charlie og så på ham, så ind i de fantastiske og smukke blå øjne, fik han mere og mere lyst til at gøre det virkeligt! Hvorfor skulle han ikke kunne være Charlies familie! Han ville holde af ham på samme måde, eller.. det gjorde han jo næsten allerede! Hvad skulle stå i vejen for at Andrew blev Charlies familie? *at han ikke er intrasseret i dig, dit kæmpe fjols! hvad fanden er det du tænker på? Hvorfor skulle Charlie overhoved se dig som andet end en akavet og underlig fyr?*

Han stod der og gav sig selv en mental skideballe da hans tanker heldigvis blev afbrudt af Charlie der sagde at han gerne ville møde Andrews mor. Han vidste hvad han mente, at han gerne ville med Andrew hjem og holde jul. Et bredt smil spredte sig på hans ansigt, måske endnu mere over at Charlie ikke helt kunne finde ud af hvad han skulle sige! Men hvorfor forsvarede han det han lige havde sagt? Det var vel ikke forkert at han gerne ville møde Andrews mor. *selvom jeg ville ønske jeg kunne præsentere dig som mere end min ven...*
Han smilede blot til Charlie "det er jeg glad for" sagde han roligt. Han lænede sig lidt op af væggen ved siden af vinduskarmen, og stod overfor Charlie så de bedre kunne tale.
Han bed sig dog lidt i læben. "uhm.... der er dog en ting du nok skal vide" sagde han og kløede sig en smule i nakken.

"min mor er meget kristen.... såh... jeg ved altså ikke helt hvordan hun reagere på at få en rigtig engel ind i huset.. men.. bare vær som du plejer, så skal hun nok falde til ro, men.. måske hun bliver en smule for henrykt" sagde han med en undskyldende stemme, og et beklagende blik. Han anede ikke hvordan hans mor ville reagere på Charlie. For det første havde hun ikke mødt meget andet end vareulve, mange af væsnerne vidste hun ikke eksisterede før efter Andrew havde fortalt om dem.
Andrew stod lidt, og kunne ikke lade vær med at tænke på den aften de mødtes.. på hvordan han den aften havde krammet Charlie for at trøste ham over hans forældre.. hvordan deres kram havde været for længe... og samtidig alt for kort. Han havde virkelig fortrudt at han havde trukket sig væk den aften.. men.. hvad havde det ændret? Det var et kram, selvom det var et alt for dejligt kram, og varede alt for længe til at man blot kunne tale om venskabeligt. Hvorfor var Charlie overhoved gået med til at stå og kramme Andrew så længe? var det fordi han bare virkelig havde brug for det? Det var vel kun Andrew der havde følt noget særligt mens de havde stået der! Det var vel kun ham der havde mærket den sitrende fornemmelse der kom hver eneste gang deres hud ramte hinanden?

I sin tanke flugt, ende han med at lade den hånd der stadig hvilede mod Charlies arm, glide langsomt ned af, indtil den ramte det øverste af Charlies hånd. Der var den! den sitrende og kildende fornemmelse der nu startede i hans fingerspidser og gled hele vejen op gennem armen. *hvorfor har jeg sådan lyst til at holde om dig? kramme dig,... kysse dig... hvordan kan det være så vidunderlig, og samtidig så forfærdelig en følelse at være tæt på dig?* Hans øjne ende med at glide op, og ramme Charlies utroligt smukke øjne. Han vidste hverken hvad hans skulle sige eller gøre. Han havde så meget lyst til bare at fjerne den lille afstand der var mellem dem. Holde ham ind til sig, som den aften! Men... ikke give slip.

Så nu kom det. Andrew ville fortælle at hans pige kæreste også skulle holde jul der. Og hvorfor skulle han ikke? Han var en flot fyr, selvfølgelig havde han en kæreste. Måske han burde havde sagt nej? Det ville være endnu værre og se Andrew med en anden. Men nu havde han sagt A, så var han også nødt til at sige B. Han kunne ikke bare hoppe fra nu.

En lettelse overvældede ham som det ikke var det Andrew sagde. Han kunne ikke lade være og smile og grine lidt af ren og skær lettelse. Det havde været om hans mor, ikke om en kæreste der også skulle være der. Pludselig virkede det hele bedre igen. Hans smilede charmerende til Andrew ”Jeg troede det var noget seriøst!” han grinte så lidt igen før han fortsatte ” Hvis din mor er den mindste smule som dig, så er jeg sikker på hun er helt fantastisk. Og jeg kan godt håndtere hvis hun går lidt crazy over det.” Det var ikke fordi han ikke havde oplevet det før trods alt. Det var meget blandede reaktioner folk havde over at han var en engel. Det var en af de få ting han havde lært og håndtere ved og komme ud i verden blandt andre.

Han lænede sig tilbage og slappede af. Han havde ikke bemærket at Andrews hånd stadig hvilede på hans arm, det var nok mest af at fordi det virkede så rigtigt for ham? Men da den ramte hans hånd sendte det en følelse igennem hans krop. Han kiggede op i de rødbrune øjne som tilhørte den vareulv han var ved og blive forelsket i. Det var ikke fordi han forstod hvad der skete, han havde trods alt oplevet det før. Men han havde en trang til at være tæt på ham, mere end de var her. Han ville mærke hans læber imod ham. Han rødmede af sine egne tanker og trak genert sin hånd til ham som han kiggede ned på den. Det havde taget alt hans energi og trække sin hånd væk fra Andrew, i virkeligheden ville han hellere gribe fat i den, og trække han ind til sig. Han var nødt til at stoppe med de tanker, det duede ikke. Andrew var ikke til fyre, og så var den ikke længere. Han var nødt til at se om han kunne finde en på skolen. En han kunne kaste disse underlige følelser over på. En som var okay med det, og som havde det på samme måde? Det burde han da kunne finde.

Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet da Charlie sagde at han troede det var noget seriøst. Det var det måske ikke, men han var nød til at advare Charlie så han ikke fik et chok over hvordan Andrews mor reagerede. Han blev dog overrastet over hvad Charlie sagde med at hvis hans mor mindede bare en smule om Andrew ville hun være fantastisk. Et rød glød blussede i hans ansigt. Såh... Charlie syntes virkelig at Andrew var fantastisk! Kunne det være.... måske.. *Nej! han syntes du er en fantastisk ven.... ikke andet*

Han kunne ikke få sig selv til at trække hånden til sig! Han kunne ikke få sig selv til at tage fat heller. Hvorfor skulle det være så svært?! Hvorfor skulle det gøre så ondt? Han mærkede dog at Charlie pludselig trak hånden til sig. Han bed sig lidt i indersiden af underlæben. Hans blik sank. Hvorfor gjorde det så ondt? Han havde altid fået afvide at forelskelse skulle være den bedste ting i verden, at det skulle være den mest fantastiske følelse! At intet andet kunne måle dig med den følelse. Men hvis det var sådan forelskelse føltes, hvorfor havde han det så sådan her? Og hvad var det så? Det kunne umuligt være kærlighed, det var jo ikke meningen at det skulle føles sådan her!? Som et stort hul i maven, og en forfærdelig smerte i brystet.
*spørg ham!... du er nød til at spørge ham!...GØR DET!*
Hans blik gled lidt op mod den smukke engel foran ham. Han var nød til at spørge! nød til at vide om alt håb virkelig var ude. Han var nød til at vide det så han kunne komme videre.
Han sank en klump, og så på Charlie med et usikkert blik.
"Charlie..." han bed sig lidt i læben. Han stemme var forsigtig, usikker, men stadig alvorlig.
"der.... der er noget jeg er nød til at spørge...dig om.." Han rettede sig op fra væggen, og trådte et par skridt længere frem mod Charlie.
Hans blik hvilkede i de smukke blå øjne. Og man ville sikkert kunne se på ham at dette var et seriøst emne. Som han stod der foran Charlie, havde han bare lydt til at læne sig frem mod ham, og mærke hans læber mod sine egne.
"er du... har du.. jeg mener.. er du kun...." han var lige ved at sige det, så tæt på, sekunder fra at spørger, da han hørte stemmer der kalde uden for. Han drejede hovedet mod døren. Det var dem der blev kaldt på! Der var kommet nogle efter dem.

En blanding af lettelse og en smule skuffelse spredte sig i hans krop.. okay.. måske mest skuffelse.. han ville faktisk gerne være blevet her, bare lidt endnu! Bare.. bare et minut til. Men nej.. de måtte afsted.
Han vende blikket mod Charlie. "kom.. vi må hellere komme ud til dem så vi kan komme hjem" sagde han og gik over så Charlie kunne støtte sig op af ham. Han hjalp Charlie hen til sofaen hvor de fik deres jakker, og Charlis anden sko, hvor efter han hjalp ham hen til døren.
"vi er her!" kalde han efter lærende der var ude og lede after dem.