Hvad fanden har du NU rodet dig ud i... - Corentin

Tid: ca. kl 17 torsdag eftermiddag
Sted: I 'parken' i Moonlight falls, tæt på vejen der leder derhen
Omgivelser: Der er næsten ikke nogen der, på nær Ozzie, der sidder intetanende og spiser en is på en bænk inde midt i parken
Vejr: Sol bag sky, vindstille
Outfit: Link her

@Corentin
__________________________________________________________________

For fanden da, den knægt ville end emed at give ham stress, eller det der var meget værre! For et kvarter siden, da Alistair bar ehavde siddet stille for sig selv omme bag akademiet og tegne ti sin tegneblok, havde hans 'Ozzie-sans', som han havde døbt den, pludselig informeret ham om at Ozzie var i fare, og ved at koncentrere en smule, kunne han mærke, at Ozzie idag var taget til Moonlight Falls. Den knægt, for helvede da osse...

Uden at tænke vider eover det, smed Alistair det han havde i hænderne på et bord der - det ville sikkert dukke op i lost and foudn kassen senere - før han foldede sine vinger ud, og med et kraftigt afsæt, lettede. Han satte straks kursen mod Moonlight Falls, den retning han kunne mærke Ozzie var i, og fløj så hurtigt han overhovedet kunne. Det var ganske vist en smule koldt d ahan ikke havde nået at tage en trøje på, men heldigvis havde han da et godt immunforsvar som engel, så han ignorerede det blot og fløj videre.

Nu, godt et kvarter efter, var han ankommet til parken - og så straks hvorfor hans sanser havde gået grassat. Der, ovre på den anden side af vejen, godt og vel halvtreds meter fra Ozzie, stod der en varevogn parkeret, og en mand trådte i samme øjeblik ud fra vognen for at begyndte at målrettet gå hen mod Ozzie. Manden nåede dog ikke langt, før Alistair dykkede, og landte foran ham, med vingerne godt udspredte - der ville absolut ingen tvivl være for nogen som helst der så ham nu, hvad han var af race. "Du holder dig væk fra ham!" snerrede han af den fremmede. "Hvis du rører så meget som et hår på hans hoved, så komme rdu til at fortryde det!"

Tortur tøj er ca stilen når han vågner fra bedøvelse, men før det har han en vvs dragt på xD

Varevognen lignede en hver anden, fra et tilfældig vvs firma, som roligt trillede afsted ned ad vejen. Dog var manden bag rette ikke på arbejde på den måde, han var i forklædning, og nettop nu i gang med at forfølge dagens offer, til forsøg og en smule sjov oveni. Han havde fuldt efter en ung fyr, der var endt med at købe en is og sad nu i parken.
Varevognen blev parkeret på den anden side ad gaden, han havde slukket motoren, og fundet en bedøvelses sprøjte frem fra hanskerummet, og sikrede sig den var fyldt op før han gemte den i lommen forsigtigt og greb fat i bilens nøgler.
Corentin var uden tvivl en farlig mand, han var sindsyg men på en anden måde, en så mange andre sindsyge folk, han var sikker på han en skønne dag kunne skabe sin egnen race, og havde i utallige årtier, studerede væsner og mennesker, på alle mulige måder, både voldsomt og roligt, han mente han snart var ved at nå hen af en mål, og måske ville han inden længe prøve at begynde at skabe. Men det blev ikke endnu han havde brug for lidt flere folk, til at undersøge de sidset ting, denne dag var han dog mest ude efter lidt sjov og måske en sjæl han kunne fortærer.
Han nikke tilfreds før han trådte ud ad bilen og låste den, før han satte kursen imod den unde fyr han havde udset sig, men da han skulle til at krydse gaden, kom noget ned fra himlen og han stoppe.
De iskolde meget mørkeblå øjne blev rette mod englen som nu stod foran ham, hvorefter han hørte hans ord og et kynisk grin lød kort fra ham, før han ryste på hovedet og smilede lidt for meget.
I det næste sekund, stak han hånden i lommen og i en hurtig bevægelse tvang han sprøjten op og uden tøven plante den hårdt i fyrens arm, før han presse væsken ud, så bedøvelsen kunne virke " så tager jeg dig" sagde han på engelsk, men med en tydelig fransk accent, der dog lå lidt tysk over den også.
Som fyren fladt om, var han hurtig til at gribe ham og slæbe ham hen til varervognen, hvor han fik ham bakset ind i og kørte så væk......

Omgivelser
Rummet ser nogenlunde sådan ud, der er dog hylder på endevæggen med alle mulige redskaber og maskiner, og bordet på midten er tomt. Derudover er der et rullebord med redskaber på.

Corentin havde fået hjælp fra hans assistent, til at slæbe englen indenfor og ned i kælderen, før han havde bedt ham om at gå igen. Efterfølgenede havde han fået bundet englen grundigt fast til bordet i midten af rummet, både med snore, læderremrem og en enkel kæde der var sat fast om hans hals, og forsvandt ned i bordet så han kun ville kunne løfte hoved et par centimeter.
Derefter havde han rette lampen mod ham, så han var helt oplyst, og varmen fra lampen styrkede også Corentins evne til at bruge sin ild.
Han stod i denne stund med ryggen til, og var ved at finde ud af hvilken form for skalpel han skulle benytte, da han kunne fornemme at englen rørte på sig, og han vendte sig om med et lidt for stort smil, imens han betragtede ham " velkommen til engel" sagde han med en grufuld undertone i stemmen, imens han trådte et skridt mere frem mod ham...

Åh for fanden... Han kendte godt den type smil. Alistair kendte det alt for godt, det var samme type smil som de forskellig evampyrer havd ehaft før de angreb ham, da han havde stået i vejen for dem. Det smil betød aldrig, aldrig nogensinde noget godt, og han var ikke i tvivl om, at det ikke ville være anderledes den her gang. Og ganske rigtigt, han nåede ikke at aktivere sin evne inden han mærkede den skarpe nål trænge ind i hans arm - og det måtte virkelig være noget meget stærkt bedøvende, for der gik knap nok ti sekunder før det begyndte at sortne for hans øjne. Det sidste han kunne huske, var at han faldt om, og manden greb ham i hans fald... Nogle gange var det altså virkelig et hårdt job at være en skytsengel.

__________________________________________

Da Alistair igen kom til sig selv, mærked ehan med det samme en let kulde mod det bagerste af hans krop, og hans vinger, mens hele fronten af ham var behageligt varm. Han åbnede øjnene let på klem, og løftede hovedet for at se hvad der skete, blot for at mærke kæden, der gjorde at han lagde hovedet tilbage igen og istedet drejed ehovedet fra side til side for at se, hvad der var sket. Hva dhan så undrede ham ikke så forfærdeligt meget, for at være helt ærlig.

Som det var sket andre gange, var han bundet fast, dog denne gang til et bord der mest af alt mindede om den type bord, man plejede at udføre obduktioner på. Han prøvede desperat at bryde fri af de forskellige snører og læderremme, men selvfølgelig havde manden sørget for at de var tykke og robuste nok til at selv den ekstra engle styrke ikke hjalp spor. Da Alistair igen kiggede op, lagde han mærke til lampen de roplyste ham, og smilede indvendigt. Så havd ehan da idet mindste dén type forsvar han kunne bruge, i lidt tid. Man kunne jo altid håbe på at manden var et mørkere væsen, der ikke kunne tåle den form for lys, han kunen lave ud af lampens lys.

I samme øjeblik hørte han bevægelse fra sin ene side, og drejede hovedet for at se på manden. Det der smil var der igen... Det smil, der lovede intet godt.. "velkommen til engel" Alistair fnøs let da han hørte det. Ja ja, 'velkommen til torturen', mente han jo i virkeligheden. Som forberedelse, fordi han før havde bemærket hvor utrolig lang tid det tog for vingerne at hele, trak han dem hurtigt ind igen, men shan stirrede trodsigt på manden, men han undgik med vilje øjenkontakt da han vidste at nogen kunne læse tanker hvis de fik øjenkontakt med dig. Han lå bare afventende, og var klar til at aktivere sin evne i det øjeblik, manden nærmede sig med den skalpel. Han ville absolut ikke gøre det nemt for ham, nej, især ikke når manden havde været så flink at give ham lampens lys at arbejde med!

Det var langt fra første gang, at han benytte bilen, til at kidnappe i for den faldt i et med alt andet, og folk bemærkede den for det meste slet ikke, det var den perfekte måde at få sit offer med hjem på.
Dog også risikabelt hvis bilen blev genkendt, men han var ikke dum og sørgede altid for at holde ind et øde sted og trække store kistemærker over bilens sider så navnene blev dækket og nummerpladen skiftede han. Engelen nåde ikke at reagere før, den faldt og han greb den, kun for så at slæbe den med sig ind i bilen, og smide ham i et bur han havde bygget inde bagved hvis offerte skulle vågne ville de ikke kunne slippe ud.

Hans rum var bygget under hans hus, så det lå godt skjult for alle, og der var kun en måde at komme ind og ud på, og det var stemmestyret til hans stemme, men også hans assistent men igen andre ville kunne åbne døren, de ville låse med det samme hvis man prøvede, derudover var de skudsikre og meget tunge, så der skulle meget til for at bryde dem op.
Englen var spændt godt fast, han sikre sig altid at hans forsøgs personer ikke kunne flygte, og bordet var perfekt for ham, det var i en højde så det gik ham til hoften så han havde rig mulighed for at kunne bøje sig ind over det. Nu hvor det var en engel, havde han valgt fuldkommen hvidt tøj, på nær et par store sorte støvler med metal dele på, og en lille sort bowler hat som også var kendt som slagters hatte, som han stod der med ryggen til, trak hans sit dyre lommeur op, og kigge på tiden der burde ikke gå længe før han ville vågne, for efter han var fastspændt havde Corentin givet ham en sprøjte der ville fjerne effekten fra bedøvelsen, han havde studeret medicin i mange år, så han vidste hvilke midler der kunne bruges til hvad.
Han proppe tilfreds uret tilbage som, han fornemmede bevægelse og kæden ved halsen raselede da han rykke på hovedet.
Som fyren begyndte at komme til sig selv, vendte han sig mod ham imens han betragtede ham nærgående og smilede igen det der klamme smil, imens han trådte endnu et skridt frem.
Han havde valgt ikke at afklæde ham, for det var sjovere at brænde stoffet og skære bukserne op, så det var helt klart hans første plan.
¤ En lille engel, faldt ned fra himlen, og slog sig meget slemt¤ Denne sætning ville dukke op i fyrens sind, han kunne snakke til folk uden at se dem i øjnene, så længer der var mindre end 5 meter imellem dem, tankelæsning krævede dog øjenkontakt og hvis han ville overføre tanker eller minder til personen skulle han have kontakt med den andens hud.
Corentin lod skalpelen snurre rundt i hans hånd, før han så valgte at træde helt hen mod ham, og stirrede ned på ham med et dybt seriøst blik, som om han var på arbejde.
Han skulle så til at røre ham med kniven, da han mærkede en smerte, der fik ham til at tabe skalpelen men dog begyndte han at grine sygt, for han nød jo smerte, dog blev hans øjne vrede og han fnøs som han stoppe med at grine " Din lille renblods væsen" hvæsse han, før han genvandt det skumle smil.
Han trådte tilbage imens han overvejede det der var sket, det måtte være et form for skjold? Men hvor længe kunne han holde det ?
Imellemtiden strakte han sin hånd ud og i hans håndflade begyndte en flamme at danse rundt, truende og smuk på samme tid, han kaste den op og greb den i den anden hånd, lo igen, imens han betragtede sit offer....

Alistair havde godt lagtmærke til at han stadig var fuldt påklædt - hvilket han pt. var en del taknemmelig for, at manden ikke havde set hvor mange ar han allerede havde fra de mange vampyr angreb og de to gange tortur han allerede havde udholdt før i tiden.

¤En lille engel, faldt ned fra himlen, og slog sig meget slemt¤ Han kiggede sig en smule omkring da det dukked eop i hans hoved, men stemmen var klart mandens, så han måtte vel have en form for telepati han brugte. Men ordvalget var riemlig fornærmende, og selvom han helst ikke havde villet tale til manden, kunne han ikke holde sin kæft. "Jeg er sendt. Jeg er aldeles ikke faldet, jeg er stadig en af Hans engle!" erklærede han med stolthed og stædighed i stemmen som han stirrede trodsigt på manden. Hans ansigt lyst eop i et lille smil da han så hans skjold fungere og gøre ondt på manden. Med den reaktion, måtte han enten være en vampyr eller en dæmon... Men han havde ikke den blege hud til at være en vampyr, så hans umiddelbare gæt måtte være dæmon. "I modsætning til jer, der er født i helvedes flammer, er jeg stadig ren, ja." svarede han roligt til mandens næste kommentar.

Hans øjne flakkede dog en smule mellem mandens ansigt og hans hånd da han gik igang med flammen. Han vidste godt at han ikke kunne holde sin evne kørende for evigt, max 10, måske 15 minutter... Og derefter ville han knap nok kunne bevæge sig, selv hvis han ikke var bundet... Der lod virkelig ikke til at være nogen vej ud af det her. Men han var beredt på at dø hvis det var det der skulle ske, så længe det beskyttede Ozzie.

//undskyld det lidt kortere svar :/

Corentin havde glædet sig til at lege med den unge blinde fyr, men denne engel var vel også fin nok? Han var ikke stor fan af engle, de troede altid de var så hellige og sikre, men den tanke knuste han hurtigt for dem, han havde mange engles liv på sit cv, han havde dræbt en hel del, vel nok til at gud burde kende hans navn ?
Det gjorde ham intet, han nød at pine de rene fjolser, og suge deres sjæle ud ad dem, efterlade deres kolde livløse kroppe.
Mandens ord efter han havde snakket til ham, fik ham til at bryde ud i en modbydelig latter, idet hans kigge på ham med et hånligt blik " det godt med dig knægt" fnys han " men hvor er din gud nu? hvor du har brug for ham, og nu hvor jeg vil skade dig?" spurgte han hånligt " i engel er altid så hellige, men i dør altid uden jeres gud ved jeres side " svarede han tørt og lo igen.
Han lod ilden stoppe og forsvinde, den behøvede han ikke at bruge endnu, den skulle nok komme senere, han holdt en vis afstand til ham, dog gik han hen og trak stikket ud så lampens lys ikke længer var over fyrens.
Corentin trak en kontorstol hen foran ham, dog med afstand nok til ikke at røre skjoldet, før han satte sig til rette med ben krydsende over hinanden og hans hænder der stille lod flammer danse over hans fingrespidser.
Hans blik var rette mod mandens, imens hans smil var stort og grumt " heller en af helvedes væsner, end at være et af lysets "svarede han tørt.
Han betragtede ham nu blot i stilhed, vente på hans skjold ville brydes så han kunne komme igang med sit arbejde, han havde et par grumme planer med den stakkels engel, men han overvejede også at lade ham leve, måske engang opsøge ham igen bare for hyggens skyld. Han havde skrevet med Lector på vej herhen, og havde sagt at Lector gerne måtte slutte arbejde og forlade engelen i live et eller andet sted, det var nu rart med en Assistent, det var Lector der skaffede sig af med lig, og de levende, han lod ham lege med dem dog satte han regler, han lod ham også indfange folk, men det vigtigste var at han ryddet rodet op hernede efter Corentins mange forsøg.

Alistair sank let ved den latter der. Han vidste i forvejen godt at intet godt ville ske herinde, men den latter fik det alligevel til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Han svarede ham ikke, han havde udstået mange ting før uden der havde været videre indblanden fra Gud, men det gjorde aldrig hans tro svagere, gjorde ham aldrig mindre stolt af at være en af Hans engle. Han vidste trods alt godt hvor meget Gud havde at se til, der var jo en grund til han havde så mange engle ned epå jorden, også! Han kunne ikke være overalt, selvom han nok gerne ville.

Da Corentin grinede igen svarede han ham heller ikke, men spyttede derimod på ham, vrede i hans øjne. hvis blot han havde kunnet komme fri og rent faktisk kunne bruge lyset som våben så, og ikke kun skjold, som nu... Men indvendigt forsvandt en del af hans mod alligevel, da Corentin slukkede for lampen. Det var... Virkelig noget lort. Nu havde han ikke noget der kunne holde hans skjold kørende, da det krævede at han havde lys han kunne manipulere, så der gik endnu kortere tid før han kunne mærke udmattelsen i hele hans krop, og hans skjold langsomt faldt.

Da det faldt gispede han let over den massive udmattelse der skylled eind over hele hans krop, og hans øjne lukkede sig mens hans vejrtrækning blev en smule dybere. Han kunne alligevel intet gøre for at forhindre det her... Så det bedste han kunne, var at holde ud så længe som overhovedet muligt, måske ville han alligevel blive reddet af noget... Eller måske ville manden synes det var for kedeligt hvis han kunne afholde sig selv fra at sige for mange lyde? Han kunne jo altid håbe på det.

Corentin var i det hele taget ikke en rar mand, eller kun overfor en person og det var hans datter, hun fik så også alt, lige fra privat chauffør til privat kok på akademiet, og større værelse end alle andre. Ellers var han en mand der var syg i hoved, men han var mere kontrolret end mange andre psykopater, hvilket vel bare var endnu mere farligt ? For han havde medicinsk viden og meget kendskab til anatomi, derudover var der så hans evne til at skabe farlig ild, hvilket blot gjorde det hele være.
Han betragtede den unge engel, som han kunne se ham kæmpe med at holde skjoldet, da han slukke for lampen over ham, så lokalet kun var svagt oplyst nu.
Corentin rette let på sit hår, imens hans kolde øjne løb over fyrens krop, som den lå der spændt godt fast, og han vente blot på at skjoldet ville falde så de kunne komme igang med det sjove.
Mandens gispe gav ham et godt indblik i, at skjoldet måtte være gået ned, hvilket fik ham til at smile lidt for meget, sådan et smil der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Han trådte nu hen til ham sikrede sig at skjoldet var nede, før han lo for sig selv, som han lod flammeren danse i begge hænder igen, før han så lod ilden løbe over fyrens krop for at brænde alt tøj væk til aske, dog ville flammerne ikke påføre smerte, ikke endnu.
Da han så fik dem slukke igen, og kigge på den nøgne fyr, smilede han grumt, som han vendte ryggen til ham for at finde en ny skarpel frem fra en skuffe, den var bred og skarp, han studerede den let, før han så trådte hen til ham igen og fangede hans blik, imens han pressede bladet mod englens mave lige over navlen, men stoppe kort ved synet af de mange ar han havde i forvejen.
Det største af dem ville han lade en finger løbe over, to gange første gang roligt men anden gang fik han en flamme til at røre arret og denne gang var der smerte med, en intens brændene smerte og lugten af brændt kød spredte sig i rummet.
Før han så stoppe og lod skalpelen skære gennem hudlaget så blod pible frem, og ramte hans hvide tøj, hvilket fik ham til at stoppe op og stirre vredt på ham " Hvor vover du at bløde på mig?" hvæsse han, før han lod hele den ene hånd flamme op og med de flammer der smerte, placerede han den på hans brystkasse, og lod hudlaget brænde væk for at efterlade et stort håndaftryk brændt ind i kødet, han lod det brænde dybt før han stoppe og trådte lidt væk for at betragte sit mesterværk.

Alistair åbnede stille øjnene igen da han hørte manden bevæge sig. Han sagde intet, kiggede blot, og stivnede et lille øjeblik da han mærkede hans tøj langsomt brænde væk. På trods af hans situation, så blev han nu altså stadig en smule flov... Det var med vilje at der ikke va rnogen der havde set ham nøgen endnu, og nu gjorde den her mand det bare på et splitsekund uden at han kunne kæmpe imod. For fanden da også... den velkendte rødmen røg op i hans kinder, bare en smule, før han sank en klump der pludselig var i hans hals, da han så skalpellen.

Han sagde ikke noget da han mærkede bladet ligge mod sin hud, de mange ar var trods alt tegn på al den smerte han før havde udholdt, og han havde derfor også for længe siden fundet sin egen metode at håndtere det på, at få hans tanker væk fra smerten. Han gøs en smule den første gang fingeren løb over arret, og lod et svagt gisp undslippe hans læber da han mærkede flammen mod den sensitive, knudrede hud der udgjorde arret.

Han sagde ikke noget da skalpellen skar gennem hans hud, men han kunne ikke stoppe den lille træknign der var i hans ansigt, udløst af den fine, skarpe smerte. Indvendigt fnøs han af mandens kommentar, som om han kunne gøre for hvad hans blod gjorde? Men så mærkede han smerten fra hele hånden på hans brystkasse... Men han skreg ikke, nej, han gjorde hvad han havde gjort de sidste gange han havde oplevet så intens smerte... Han begyndte at messe stille for sig selv, med lukkede øjne:

"Ar n-Athair a tha air nèamh,
Gu naomhaichear d'ainm.

Thigeadh do rìoghachd.

Dèanar do thoil air an talamh,
mar a nìthear air nèamh..."

// Gide rikke skrive de præcise ord, men det er starten af fadervor på skotsk gælisk.