What happened?! - Jessalyn & Livia -

Det var ved at være sent og egentlig gjorde det ikke Nathan noget. Faktisk kunne han godt lide at være længe oppe, lege med lidt magi og sådan. Dette var mest for at irritere Roy når han gerne ville sove, men Roy var ikke kommet tilbage for sin løbetur endnu - og det var ved at blive alt for sent. Nathan rynkede lidt på brynene og sendte ham en besked: Hey man.. where you at? I mean don't get eaten by zombies or something pls. men der kom intet svar. Nathan rejste sig op fra sengen og hoppede hurtigt i sine cowboy bukser og sin hættetrøje. Han orkede ikke engang at tage sin beanie på. For at gøre alting nemmere for sig selv tog han tryllestaven og med en fin bevægelse, så var han ude foran akademiet. Han gemte den i sin inderlomme på jakken, og så derefter omkring sig. Det var der han så en skikkelse gå lidt specielt rundt i mørket, og han kendte den skikkelse. Endnu bedre han kendte til når hun ikke gik på sin specielle jeg-er-bedre-end-dig-måde. Nathan kneb øjnene lidt, før han af instinkt løb over til hende. Jessalyn og Nathan var meget specielle i deres måde at vise deres søskende bånd. Mest igennem dumme kommentere og stride bemærkninger, man skulle egentlig ikke tro de var ret tætte. Nathan stoppede op foran hende, og kiggede henover hende. Fik øje på blodet, men ikke nogen skade.
"Jess.. what happened?" Spurgte han og så bekymret på hende, med et yderst seriøst blik. Det var ikke nu de skulle begynde at lege med julelege. Faktisk kunne han mærke vreden begyndte at boble i hans ellers meget afslappede sind. "I don't have time for games. I can see you are freaked out over something, just talk to me," tilføjede han og løftede på sine bryn.

//@Jessalyn I needed them being not evil siblings xD <3

Jess havde været i tvivl om hvad hun skulle gøre. Hun følte sig ikke som sig selv, men hun var heller ikke den hun havde været for et par timer forinden. Hun var bange og følte medlidenhed med en pige, hun egentlig havde set sig sur på. Så hvad betød alt det? Hun følte sig lidt desorienteret som hun gik mod skolen. Hun vidste ikke om hun skulle gå ind og sove, og håbe tingene ville være bedre i morgen, eller måske se om hun kunne finde Nathan. De var tætte, selvom det ikke altid virkede sådan. Men de havde ikke følelsesladet samtaler særlig tit. Hun så ham løbe mod hende. Hun sank en klump da hun så det bekymrede blik i hans øjne. ”I’m fine. I’m totally fine,” hendes stemme knækkede på det sidste ord. Hun førte en hånd op til hendes læber, da hendes øjne blev fyldt med tårer. Nathan var en af de få mennesker, der faktisk havde set hende græde. Hun gjorde det sjældent, og helst ikke foran folk. ”No games. Not tonight,” sagde hun og fjernede hånden fra hendes læber. Den rystede som hun lod den falde ned langs hendes side igen. ”People can get enough of me. It’s my own fault,” sagde hun med grådkvalt stemme, som et par tårer løb mod hendes hage. ”But I’m fine. No physical injuries.” Hun forsøgte alligevel at fremstå stærk, selvom hun vidste hun ikke behøvede med ham. Men hun ville ikke have han skulle bekymre sig. ”Will you take me back to my room?” Tanken om at dele værelse med Calla var lidt skræmmende, men chancen for hun ville være der i aften var lille. Hun håbede bare Roy kunne finde hende.

Han ændrede ikke blikket som han så på hende, specielt ikke som hun knækkede. Ligesom Nathan selv skulle der meget til før hun lod sig virke svaglig. Nathan tog hendes rystende hånd som hun prøvede at skjule den. Han tog en dyb indånding før han så trak hende ind i sin favn, og holdt hende tæt ind til sig.
"Don't say that, you know it isn't true," sagde han i et beroligende toneleje. Ja måske kunne de to hade hinanden som pesten, og måske kunne de drive folk til vanvid. Det var en egenskab de havde tilfælles. "People who can't handle you, don't deserve you," tilføjede han og kyssede toppen af hendes hoved.
"I will take you to my room," hviskede han så let og trak sin tryllestav frem og inden de nåede at blinke var de indenfor - Roy var der jo ikke, så han skulle ikke bekymre sig om det. Han kunne bekymre sig om Roy senere, hans lillesøster havde brug for ham. Jessalyn var den eneste der vidste hvor streng deres far havde været imod Nathan når det kom til hvad han var, fordi det ikke var normalt. Desuden havde deres far heller aldrig rigtig brudt sig om at Nathan bare brugte magi hele tiden - hvilket altid nok havde været grunden til søskende hadet på sin vis. Nathan havde altid været misundelig på hvor meget deres far elskede Jessalyn. Alt sammen på grund af magi.
"So know, tell me what happened. I know you are not fine.. you have that look in your eyes, like when you were scared of the thunder when we were younger.. I know you Jess, just tell me," løftede han let på det ene øjenbryn. Nathan havde ikke tænkt sig at give op. Han gik hen til badeværelsesdøren og hentede en klud, så hun kunne få blodet vasket væk. Han gav hende tid til at fortælle, men han ville vide det.

Jessalyn havde prøvet at kæmpe mod det had deres far bragte imellem dem. Det havde egentlig aldrig rigtig været et had, Jessalyn havde bare fået fortalt Nathan var anderledes, at han var forkert. I lang tid troede hun på det. Men som hun blev ældre, opdagede hun også han ikke var så anderledes. Men det sad stadig i hende når det gjaldt alle andre. Alle der var anderledes, skulle behandle anderledes. Det var også det der havde startet alt det med Calla. Hun blev mere rolig da han tog hendes hånd og trak hende tættere på. Hun følte sig meget mere sikker i hans favn. Faktisk var han en af de eneste der rigtig kunne berolige hende og tale hende ned. Hun troede på hans ord, mere end hvis en anden havde sagt de præcis samme ord. Et svagt smil trådte hen over hendes læber da han kyssede toppen af hendes hoved, men som en skygge, forsvandt smilet hurtigt igen. Nathan havde flere gang transporteret dem begge ved magi. Det var ikke en ukendt fornemmelse for hende. Hun satte sig ned på sengen og så på ham. Hun var klar over, han ikke ville give op så let. Hun kunne lige så godt fortælle det hele. ”Okay. Calla wanted to meet at the fields. I thought we would talk, maybe threaten each other a little. Like we usually do. But something flicked in her. She used magic on me, made me hurt. Then she fed on me.” Jess lagde en hånd mod hendes hals hvor Calla havde stukket tænderne I hende. ”Hence the blood. Roy came and healed me. They talked and eventually she ran off. Roy is looking for her. I know you say it’s not my fault, but I pushed her to this. She is out there, believing she is a monster because of me.” Hun tog imod kluden og tørrede blodet væk så godt hun kunne.

Han ventede på hun snakkede, og måske var han en anelse utålmodig - men han gjorde sit bedste for ikke at fremstå sådan. Så snart hun sagde okay begyndte historien. Først kneb han øjnene lidt da hele dette startede ud fra, hvad der var sket da han havde lavet den tur. Hvis han nu havde været ærlig omkring, hvorfor han ikke havde haft Calla med - så kunne det måske være undgået. For man kunne ikke kidnappe en med magi når de beskyttede sig selv med en stærkere magi. Nathan løftede en hånd op til sin hage og gnubbede den lidt som hun fortalte. Ærligtalt blev han vred på Calla, selvfølgelig blev han vred på hende. Så kom Roy pludselig ind i billedet og alt gav mening om hvorfor han ikke var her endnu. Et suk forlod Nathans læber.
"It was stupid to go see her without telling anyone. Especial when you know she is in here as a pureblooded vampire.. I know you know she is a hybrid, because I told you. But really it's not your fault, you might have pushed her. But it was her action who got you hurt. Even if she didn't mean to," fortalte han så og satte sig på sengen ved siden af hende på sengen. "We all have a monster inside of us Jess, and we are responsible for what it does when we let it out," tilføjede han og tog hendes hånd igen.
"I should just have tried a little more, than it wouldn't have happened. I guess I got scared. I tried to bring you all for the roadtrip, but her magic shield scared me.. so I didn't bring her.. which lead to all this. I haven't even told Livia that, so don't," sagde han så og hævede et bryn lidt. Han ville have haft dem alle sammen med, men det var ikke ligefrem det letteste for ham at indrømme - at noget som frygt var grunden til at han ikke havde ville bruge magi på at kidnappe Calla.

Jessalyn var ikke sikker på, hvordan han ville reagere på hendes fortælling. Det var alligevel lidt voldsomt. Måske mere at opleve end at få genfortalt. Hun så på ham som han talte og satte sig ned. Hun blev lidt småirriteret da han mente hendes handling havde været dumdristig. Det havde den også været, hun havde bare ikke vidst det, før efter hun var gået derfra igen. Hendes møde med Calla havde helt sikkert været et mindeværdigt et. Og selvom Jessalyn ikke længere følte et had eller afsky for hende, var hun ikke sikker på, hun nogensinde ville stoppe med at frygte hende. ”Perhaps, but she’s a good person. I pushed her to the edge and she acted out. It’s not uncommon. But she is, and that’s why she hurt me. It was her punching me in the face.” At sidde der og forsvare en, der lige har haft tænderne i hende, føltes underligt for Jess. Men det var alligevel det hun gjorde.

Hans mening om at alle havde et monster i sig, lød noget poetisk. ”That’s very poetic,” var den eneste kommentar hun havde til ham. Der var ikke rigtig andet hun havde at sige. ”Don’t start. You don’t want me to blame myself, so don’t blame yourself either. She knows magic. She could have found us if she wanted to. She is scary. But she is still a person. When she’s back, we should just talk to her. And don’t worry. I won’t tell Livia.” Hun smiled til ham. ”Maybe I should get changed. I’ll be right back,” hun rejste sig fra sengen og gik ned til hendes eget værelse. Hun tog det første tøj fra hendes skab og klædte om til det nye tøj,

Påklædning

Livia havde været længe oppe, hun havde været i gang med sine lektier, da hendes telefon pludselig blinkede og Callas navn dukkede op på skærmen. I troen om at det ville være en besked om at Calla var på vej tilbage, åbnede hun den, men det var langt fra en sådan besked der mødte hendes blik. I'm sorry stod der. Hun stirrede på den kort, fastfrossen i hendes tanker. Gjorde Calla det igen? Havde hun gjort noget? Havde hun skadet sig selv?
"No.. No. No! Not again.." Hviskede hun lettere tiggende til sig selv og hun rejste sig op fra sengen, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, så hun gjorde hvad mange andre ville gøre, ringede hende op, men telefonen gik automatisk på telefonsvaren. Hun kørte en hånd over hendes hår og gik lidt frem og tilbage, inden panikken for alvor ramte hende.
Hun begyndte at rode rundt i blandt hendes bøger, der måtte være noget der kunne hjælpe hende med at finde Calla. Hendes ellers rolige selv var glemt, mens hun bladrede rundt i sine bøger, mens hun sagde "No. No. Doesn't work." Hun forsøgte sig med et par enkelte besværgelser, men hun kunne ikke trænge igennem og finde Calla. Og alle de besværgelser som måske kunne have fundet hende, krævede noget af hendes blod.
Den næste tanke kom til hende, da hun hørte døren til fællesrummet blive åbnet og lukket. *Nathan, maybe he can help?* Og hun rejste sig og skyndte sig ud af hende værelse, som hun delte med Calla og blev mødt af en Jessalyn, som stod iklædt et helt nyt sæt tøj. "Hi Jessalyn, do you know if Nathan is in his room? And have you heard anything from Calla?".

Han sukkede let.
"Maybe you are right," svarede han blot og bed tænderne lidt sammen. Poetisk ja, måske ikke ligefrem, hvad man regnede med ord der ville forlade Nathans læber. Han så let ud i værelset over imod Roys tomme seng, og tilbage på Jessalyn da hun snakkede igen. Det var selvfølgelig rigtig, Calla kunne have fundet dem hvis hun ønskede - situationen lå bare det var lettere at give sig selv skylden når man kunne se man havde håndteret noget forkert.
"Okay," smilede han til hende, da hun sagde at hun ville gå ind i skifte tøj. Nathan sad tilbage på værelset og lagde sin tryllestav et sikkert sted imens han ventede. Lige nu ville han ønske han vidste mere, Roy skrev ikke til ham. Hvis noget skerte, hvad skulle de så gøre - skulle de bare blive her og vente?

Jessalyn kunne svagt høre Livias stemme fra hendes værelse. Hun kunne ikke høre hvad hun sagde, men kom frem til det ikke var noget hun skulle blande sig i. Hun havde nok på hendes egen tallerken lige nu. Hun så dog alligevel på hende, da hun kom ud af værelset og virkede noget panikken. ”Deep breaths, Liv.” Hun lod en hånd glide over hendes hår. ”Nathan’s at his room. I’m going back there. Calla she…. I don’t know where she is. Roy is looking for her. It’s a long story. I don’t think I should tell it. Let’s go to Nathan’s room and come up with a plan to help her.” Få havde nok forventet Jess pludselig ville være på Callas side. Tidligere ville hun ikke have hjulpet med at finde hende, men nu følte hun det var nødvendigt. ”It’s going to be okay Livia. She will be okay.” Jess var måske kun et menneske, men hun kæmpede til sidste ende for det hun ville have, og lige nu var det at få Calla tilbage. Selvom det måske ville være en dårlig idé, at hun blandede sig for meget ind i det. Det ville muligvis bare gøre tingene værre. Hvis nogen skulle overbevise hende om, hun ikke var et monster, skulle det ikke være hende. Hun så på Livia. ”Let’s go,” gentog hun og gik til døren. Hun gik ned af gangen og til Nathans værelse. Hun undlod at banke på denne gang, fordi hun vidste han ventede hende. ”I brought back up,” sagde hun og satte sig på Roys seng, så de to kunne sidde på Nathans.

Livia så på Jessalyn, og nikkede let. Hun havde aldrig haft det store imod Jessalyn, kun når hun var led overfor Calla, men ellers kom hun faktisk okay ud af det med den sorthårede pige. Hun havde altid haft på fornemmelsen at der bag facaden, gemte sig en sød og rar pige, især efter at Livia havde lært Nathan og kende, den måde han havde fortalt om hende på, fik det til at lyde som om det var mere end blot den bitchy side til hende. Og Livia var den sidste til at dømme nogen, hun var selv blevet kold efter at have mistet Calla den første gang. Hun hendes hjerte havde været som is, og det var også nogenlunde samtidig at hun fandt ud af hun kunne manipulere med is.
"Yeah, you're probably right, let's go." Hun fulgte med Jessalyn til Nathan værelse. Da hun så Nathan, smilede hun trist og hun gik direkte hen til ham og hun mærkede tårerene presse sig på i hendes øjne, dog blev de der og hun satte sig ned ved siden af ham og  trak sine fødder op under sig. "Calla texted me, and I tried to locate her. But the only way to do that, the only way that would have a chance of locating her, requires her blood." Hun lagde sit hoved på Nathans skulder og så over på Jessalyn, som hun sad på Roys seng. "Jessalyn said you guys knew something more. But that she shouldn't be the one to tell me."

He waited and waited. And he hated it. The drama, this scary part of not knowing anything. He hated it and that was why he always acted like he didn´t care - it was more easy to handle things that way. but it was not like that with this. He cared about Roy. He loved his sister and Livia.. it was hard not to show he cared. The door opened when Jess came back, he saw Livia before Jess even said she had back up. Livias face made him sad, only because she was sad. Livia walked over to him and he placed his arm around her.
"Its okay Livia, you did your best," he answered in hope she would believe him just a little. He looked at Jesslyn, should they tell the whole story? It was not his thing to keep secrets, he was way to bold at nature. "Well, I think Roy will be the best to tell the tale. He has the whole RoytheBoy thing and the hero hair. " he said to make a little more happy in the room.
"Roy will find her, and she will get back here." he said looking at Jess. "You girls can stay here till they get back, I don´t think any of us can sleep anyway," he added. "and if you want to sleep you can use the beds. I have my nice and comfy chair," laughed he a little as he pointed at his chair. On thing he had teleported with him, so Jess knew how much he loved that chair.

Der var gået timer og faktisk var hun sikker på at de måske i sidste ende var faldet i søvn. Calla havde ikke sluppet Roys hånd, det var som om en del af hende stadigvæk var i chok også selvom det ikke så sådan ud. Rebekah var væk og om hendes mor sagde de ikke skulle tænke over det - så fyldte det stadgivæk i Callas hoved at både Rebekah og Kol var væk bare lige sådan. De var gået ind på akademiet igen, Doves specielle tilladelse gjorde de ingen ballade fik og hun kunne gå tilbage mod Roys værelse.
"Livia is gonna kill me," mumlede hun let i et suk. Hun kunne allerede inden de kom helt hen til døren hører de tre hjerter banke. "They are all here," tilføjede hun og så op på Roy. Hun vidste at Nathan sikkert også var lidt sur på hende og hvordan Jessalyn reagerede - var en anden side. Det var underligt at skulle konfrontere dem alle på en og samme tid - men hvor intet vovede intet vandt. Hun åbnede døren op, og så på dem alle hurtigt hvorefter hendes blik faldt over på Livia.
"Heeey," sagde hun stille og gav kort Roys hånd et lille klem i ren nervøsitet. Det var ikke ligefrem en normal ting for hende at konfrontere hendes problemer på denne her måde.


//Tænker rækkefølgen nu indtil videre er: Calla, Livia, Jessalyn, Nathan & Roy?? <3

Mens timerne var gået, havde Livia været oppe at stå et par gange, mens hun havde forsøgt sig med adskillige besværgelser, mens hun snakkede til både Nathan og Jessalyn. Og da døren gik op, sad hun på gulvet, med ryggen op ad siden på sengen og lænede let sig hoved imod et af Nathans knæ. Dog sprang hun op, da hun så at det var Calla og Roy, og der gik ikke mange sekunder inden hun stod og krammede Calla. Hun mærkede atter tårene i hendes øjne og alle hendes følelser var et stort rod. "Thank goodness, you're safe, Cal. I don't know what I would have done..". Hun trak sig lidt væk og så på hende med et bestemt ansigt "Also, I'm mad at you. Don't you ever leave me a message like that again! But I'm so happy you're here.". Hun krammede hende igen og krammede så også Roy hurtigt.

//Sure, passer mig fint <3

Jessalyn overvejede et øjeblik at sove der. Men kun fordi hun ikke følte hun kunne foretage sig noget, før hun var sikker på Calla var i sikkerhed. Hun sad med hendes telefon i hånden, og havde af og til en kort samtale med Nathan og Livia, men ultimativt følte hun sig som det tredje hjul. Det var ulempen, når man var omringet af par. Hun var ikke tilfreds med det, og måtte snart finde sig noget arm candy. Døren gik op og ind kom Calla efterfulgt af Roy. Det skabte en lettelse i hende. Hun var bange for der var sket hende noget, hun ville aldrig tilgive sig så – og det ville også være forfærdeligt at omgås folk der holdt af hende. De ville aldrig tilgive hende heller. Hun rejste sig fra Roys seng og gik imod dem. Hendes blik var rettet mod Calla, men ikke nær så hårdt som tidligere. Men kun et splitsekund, før hun satte en facade op. ”Happy you’re safe. I should leave you guys to your couple stuff. See you around,” hun kunne ikke komme ud derfra hurtigt nok. Hun havde ikke brug for at være sårbar, hun havde ikke lyst til det. Hun gik i stedet mod byen og lod af og til hendes tanker glide hen på hendes aften. Den havde været skræmmende og nervepirrende.

//Out.

Det virkede håbløst. Måske var han ikke så sikker i sin sag, men han lod det ikke være tydeligt. Dog gik døren op og de to eftersøgte kom ind af døren. Livia fløj op og at se hende lettet gjorde ham lettet. Kort så han over på Jess, da hun rejste sig op og gik over til dem. Kort var han bange for at hendes facade kunne komme til at tale for hende - han kendte det alt for godt fra sig selv. Heldigvis havde hun det da bare lidt under kontrol - men gik så. Nathan rejste sig op og så på Roy kort og gav ham et nik.
"I told you Livvy, he has his hero hair on and everything," smilede han lidt og gik om bagved Livia for at holde om hende. "We were worried about you. and don't worry about Jess. Everything is fine," tilføjede han til Roy. Han så kort Calla i øjnene et ekstra sekund, med et lidt unik glimt. Nok mere at hun skulle passe på en anden gang. Nathan kunne forkomme lidt beskyttende til tider. "At least dude.. answer my text next time. I thought you were hunted by zombies or something.. you look like you both have been in some kin of epic battle - what happened?"

Roy gav Calla's hånd et klem og sagde "It's gonna be alright, I'm sure she'll be pissed and worried, but I'm sure she'll be more than relieved to see you safe.". Han smilede til hende og bragte hendes hånd op til hans læber og kyssede den blidt, inden han sagde "And just so you know, I'm really thankful for all the times you've saved me. And there's something you should know..". Han så hende i øjnene, inden de åbnede døren ind til værelset og sagde "I love you, Calla, with all my heart. Don't ever doubt that.".
Og de gik indenfor, han mærkede hendes nervøsitet og hvordan hun klemt hans hånd. Han mærkede også selv nervøsiteten. Og da Livia kom styrtende hen og omfavnede Calla, og derefter ham.
Han så også Jessalyn, som havde siddet på hans seng og lyttede til alt hvad hun sagde. Han gav hende også et lille smil og sagde "See you, Jessalyn. Be safe, alright?". Han var ikke direkte sur eller vred på hende, han prøvede bare at forstå hvorfor hun gjorde som hun gjorde.
Han vendte så sin opmærksomhed imod Nathan og smilede til ham. "Sorry dude, I dropped my phone somewhere, while I was flying." Han kløede sig lidt i håret og tog Calla's hånd endnu en gang og førte hende med hen imod hans seng, så de kunne sidde ned og han gav sig til at fortælle, alt ting fra hans side af.