We can do better - Livia

[Saturday 23-12-2017 16:15] Livs..
[Saturday 23-12-2017 16:15] I'm sorry.. please pick up..
[Saturday 23-12-2017 16:16] I know I screwed up... okay.. and I'm so sorry.. please let me make it up to you..
[Saturday 23-12-2017 16:18] In case you want to talk I'm in Gaia.. in the park with the big Christmas tree..
[Saturday 23-12-2017 16:19] I love you .. <3

[Saturday 23-12-2017 16:45] and yes I'm gonna stand here till you show up!
Det var de beskeder han så på sin mobil da han havde skrevet til Livia. Han havde fundet Jessalyn. Han havde stået foran Kol og konfronteret ham omkring hende, og manden var ikke til at spøge med. Det var Nathan heller ikke ligefrem i det humør. Han ønskede at gøre tingene igen, det var trods alt hans skyld - hvilket ikke var noget nyt jo. Han havde stået her ude i en time nu og ventet. Ikke ligefrem fordi, at han havde det varmeste tøj på, og vinterens kulde kunne tage livet af ham hvis den ønskede. Han kunne faktisk også trylle en jakke frem, men det fortjente han ikke lige nu. Nathans mobil gik ud og han blev dog blot stående, hvor han ville have sagt han blev stående. Han mente skam hvad han havde skrevet og derfor blev han også stående. På et tidspunkt ville hun forhåbentlig dukke op. For alt så for at han ikke skulle fryse ihjel. Nathan måtte da alligevel indrømme at han begyndte at blive en smule utålmodig, men stædig var han jo.

//@Livia <3

Outfit og Hår og makeup

[Saturday 23-12-2017 16] Livs..
[Saturday 23-12-2017 16] I'm sorry.. please pick up..
[Saturday 23-12-2017 16] I know I screwed up... okay.. and I'm so sorry.. please let me make it up to you..
[Saturday 23-12-2017 16] In case you want to talk I'm in Gaia.. in the park with the big Christmas tree..
[Saturday 23-12-2017 16] I love you .. <3

[Saturday 23-12-2017 16] and yes I'm gonna stand here till you show up!

Hun så ned på sin telefon, der var gået omkring en halvtime siden den sidst havde lyst op med en besked. Hun befandt sig i the South Side og Veronica havde prøvet at overtale hende om at tage afsted og mødes med ham. Men Livia havde bare rystet på hoved og drukket resten af sin drink.
Men da den sidste besked plingede ind, greb hun sin telefon fra bordet og sin jakke og satte kursen imod døren, mens hun svang jakken på.

Hun kom ud i kulden og mumlede en besværgelse og i det næste øjeblik dukkede hun op i parken.
Hun stod et stykke fra juletræet og hun kunne se hans skikkelse i mørket. Hun kunne stadig mærke smerten, som havde været den der tomme og rungende fornemmelse i hendes brystkasse. Og den blev mere intens som hun så ham. Hun rystede let på hoved og gik frem imod ham, velvidende at han ikke ville se hende fra den vinkel hun kom fra og da hun var nået tæt nok på sagde hun "You should really wear a jacket, you might get sick.". Hendes tone var stadig kølig, men den var ikke afvisende som man ville have forventet. Og hun vidste at hvis han så hende i øjnene, ville han kunne se hvor meget smerte der gemte sig i dem og hun håbede inderligt at mørket ville holde det skjult.

Kulden fik hans læber til at skælve ganske let, og hans fingerspidser var ved at blive blålig i det. Det var først da han hørte stennem bagved sig, at han vendte rundt. Han fnøs let.
"Well, I needed to test something," pointerede han og løftede en finger let op i luften. Han kunne se skaden han havde gjort, og han kunne ikke beskrive, hvor meget han hadede sig selv for det. Let sank han en klump. En ting Nathan var dårlig til, var sådanne her situationer - normalt løb han væk fra det. Men han havde ikke lyst til at løbe væk fra Livia, langtfra. Det var ikke hende han havde forsøgt at skubbe væk, men sig selv.
"Also.. I was in this magical battle, and wrapped Kol in as a Christmas present.. found out Jess is safe.. I just need to say something," pointerede han og gik tættere på Livia. Han greb ud efter hendes hænder, og så hende i øjnene.
"I just need to say this.. and I need you to hear it.. because.. I'm not good at this.. and it might sound .. crappy like I do right now," han prøvede at skubbe sin usikkerhed til side med et lille usikkertgrin. Dog fik han taget sig sammen og rømmede sig lidt.
"I love you.. Olivia Strongheart.. and I know what I said.. and it wasn't fair.. you just wanted to help.. and I was blind not to take the offer.. I was scared and selfish..and I hope that you can forgive me.." der var noget nyt i hans blik, som ingen havde set før udover måske hans far. Der var den lille bange dreng som var bange for at miste alt, og han skreg bag de blå øjne for at komme frem med sandheden fra fortiden. "I promise I will make it up to you.. we can do everything you want.. go everywhere you want to go.. I'm not going anywhere without you.. not now.. not ever," tilføjede han let og tog hendes hænder op og holdt sine om dem. Blot for at placere et kys på hendes håndryg. Han så hende i øjnene og trak hende derefter ind i sin favn. Ganske rigtig, kunne han mærke varmen automatisk genvinde hans krop.

Livia stod som var hun lavet af sten, indtil han begyndte at forklare, hun lod ham tage hendes hænder, som tårerene begyndte at bygge sig op i hendes øjne og hun holdt vejret.
Det var først, da han sagde at han elskede hende, brugte hendes fulde navn og trak hende ind til sig, efter at have undskyldt og forklaret sig og givet udtryk for at hans håb om tilgivelse, at hendes tårer lod sig løbe ned ad hendes kinder og hendes arme greb fat om den kolde magos, som holdt om hende og hun gispede kort efter vejret og kom med et hulk. Hun gemte sit ansigt ved hans skulder, over stedet hvor hendes navn stod skrevet på ham og hun knugede sig ind til ham.
Efter at have fået lidt mere kontrol over sit åndedrag, trak hun sig lidt tilbage og tog hans ansigt imellem hendes hænder og trak ham ned til sig og plantede et kys imod hans kolde læber, hun lagde sin pande imod hans og sagde med lukkede øjne "I can't blame you, I'd probably do the same. Take on a powerful witch, all on my own." Hun åbnede sine øjne og så op på ham og tilføjede "Of course, I forgive you Nathan. On one condition, never exclude me like that again, you hear me?". Hun aede blidt hans kind og kyssede ham blidt endnu en gang.
"We should probably get you inside the warmth, then I can tell you all about the stupid stuff I've done as well." hun bed sig i læben og lagde sit hoved imod hans skulder endnu en gang.

Han knugede Livia ind til sig som hun begyndte at lade muren falde ned, mest af alt for at lade hende mærke - at han faktisk var der. Han så hende i øjnene, måske faktisk for første gang, bange for at det skulle ende galt. Han havde en hemmelig evne til at ligne en fortabt hundehvalp - hvilket nok var det han gjorde. For Nathan følte sig fortabt uden Livia, det var som om at han havde været mere utilregnelig end han egentlig havde været på forhånd. Det var underligt hvordan en person kunne holde hans fødder på jorden, og han kunne mærke dem finde deres plads igen. Kysset mod hans læber genvandt hans væsen, og fik vækket det sidste til live, som ellers måtte have været froset væk i vinterens tid. Lyden af hendes stemme fik ham til at se hende i øjnene, let åndede han ud og gav et kort nike fra sig.
"I promose.. and I hear you.. I always hear you," påmindede han hende. Det var jo ikke fordi han havde ønsket tingene skulle gå så galt før. Nathan gengalte kysset og rystede let på hovedet af hende.
"That.. sounds like an amazing idea," indrømmede han og holdt stadigvæk omkring hende med den ene arm. Han havde altid den tryllestav med sig, og han trak den op af sin støvle for at svinge den en enkelt gang - og poof!

Han havde teleporteret dem udenfor en lille cafe i New York, som han vidste havde den bedste varme kakao i hele verden - han havde selv været rundt og fundet frem til det svar.
"Welcome to New York City! This place has the best warm coco, I can promose you that!" smilede han til hende og tog hende med indenfor i varmen. Knivstikket i hans skulder generede ham minimalt, og han gjorde alt for at udelukke hvad dette sted egentlig også bragte ham af minder.
"Well look at that.. Is that Nathaniel Blake in front of my eyes? I never thought I should see you here again," lød en stemme fra en af tjerne. Nathan havde trods alt været lidt af en stamkunde når han skulle væk fra sin familie - som var her fra byen.
"Your father told us you left the city?" Kom der et hurtigt spørgsmål. Nathan trak på skulderen.
"You know dear old dad.. he always underestimated my love for this place," grinede han lidt og slog blikket væk for at undgå dybere samtale om sin familie. Specielt sin far.
"The same as always.. and what about the pretty lady?" Spurgte tjeneren.
"Yes the same.. and for her too," kommenterede Nathan så, hvorefter han førte Livia hen til et lille bord ved vinduet.
"So tell me.. what have you been doing?" Spurgte han og sad ved siden af hende. Lige nu vlile han faktisk helst bare være tæt på hende.

Livia så på at han samlede sin tryllestav op og svang den og så holdt hun lidt mere om Nathan, mens de teleporterede.

Hun så rundt, hun genkendte New York, selvom det havde været tilbage i 60'erne hun sidst havde været der, der så der meget meget anderledes ud.
Hun så at de stod foran en café og hendes hånd lukkede sig om hans, som han førte hendes indenfor.
Livia tørrede hurtigt sit ansigt, inden de nåede indenfor, så det ikke kunne ses at hun havde grædt. Da tjeneren kom hen til dem, smilede hun venligt og lyttede til hans og Nathans samtale.
Hun smilede til tjeneren, som for at give Nathan ret i at hun skulle have det samme som ham.
Da de havde sat sig, lagde hun en hånd på hans knæ og så kort ned på bordet inden hun tog en dyb indånding og atter så op på Nathan.
"So, you know, how I rejected the offer about joining the serpents?" hun bed sig kort i læben, men lod den fri igen, da hun forsatte, som hendes blik fandt vinduet og hun så udenfor på de forbipassende New Yorkere "Well, I accepted, I'm part of it now. I'm actually Ronnie's right hand.". Hendes blik fandt igen Nathan og hun tilføjede "I.. I was convinced that everyone had left me. That you had left me. I mean, I've seen Calla for all about 5 minutes tops, the last week. And you've been the only other person, I've actually have.". Hun gav hans knæ et lille klem og slog så blikket ned.

Nathan kunne mærke det nok var noget mere alvorligt der var sket under det hele. Hun var ikke den eneste der havde gjort noget der kunne ske at ændre på alt. Det havde han også trods alt. Han nikkede let som hun nævnte the serpents. Ganske let kneb han øjenbrynene i bekymring sammen, havde de gjort hende noget? Nej, Veronica ville ikke lade dem gøre hende noget. Eller måske tog han fejl? Dog blev alle Nathans svar besvaret i løbet af få sekunder og han løftede let på det ene øjenbryn. Så hun havde accepteret deres tilbud, hvad kom det til at betyde for dem? Normalt ville Nathan nok ikke have tænkt så meget over situationen, han var jo kendt for at være ligeglad og bare gå med på bølgen - men så meget havde ændret sig, og det var kun fordi det var Livia han faktisk reagerede anderledes. I det mindste trøstede han sig selv med at Veronica var der også, hvis det var en trøst. Men Roy stolede på sin lillesøster, så mon ikke Nathan også skulle? Nathan var mundlam, og han lagde egentlig blot sin arm omkring hende og gav hendes skulder et lille klem som hun gjorde om hans knæ.
"As long as you aren't in any kind of danger or something.. I can work around it.. I guess. Maybe I should join.." mumlede han den sidste sætning overvejende. DEt ville ikke være første gang han havde joinet et samfund. "I cursed Kol.. I mean like doomed him to death.. I don't know how, he just pissed me of," fortalte Nathan så og så lidt ud i rummet. Det var første gang han havde brugt magi på den måde. Normalt var det små harmløse ting som blot var irriterende. For Nathan faktisk at krydse linjen mellem god og mørk magi var en anden ting.
"But we can work this out.. We'll do better, we have to."

Der gik ikke længe før deres kakao ankom.
"Sir Blake. You know who is trying to reach you. He wants you to meet up with him.. alone," sagde tjeneren så og Nathan kløede sig kort på hagen. Selvfølgelig. Tilbage til New york og det første der skete var gamle aftaler.
"Tell mr. Mocomys that.." han så kort over på Livia, også tilbage på tjeneren, "Livia is coming with me, or no deal," tilføjede han så og sank lidt en klump. Tjeneren nikkede og gik tilbage til sit arbejde.
"Guessing the past never gives you a break.. but whatever. Time for someone to know what I have been doing few years ago.. you might find out anyway soon enough," pointerede han med en lettere rystende klang i stemmen. Fordi Nathan var faktisk ikke sikker på om det ville ende godt. Men han havde lovet Livia ikke at lade ham kæmpe sådanne kampe selv mere - så.

Livia lænede let sin tinding ind imod Nathan, som han gav hendes skulder et klem, hun kunne ikke lade være med at smile en lille smule og sagde "You really cursed him? So he's going to die?". Livia var overrasket, men ikke hundrede procent, der havde været noget ved Nathan, den måde han havde været på, som faktisk ikke gjorde det så overraskende, men hun skyldte ikke skylden på ham. Vrede, forvirring, sorg, bekymring, det var alle følelser som fik en til at lave nogle dumme valg ind i mellem. Det vidste hun selv.
"We really do have to work through this. And about the serpents and you joining? I don't know.. I don't want you in any danger, and you might not agree with everything it stands for.". Hun så lettere nervøst på ham, hvis han fandt ud af hvad optagelsesprøven havde været, ville han nok ikke snakke til hende igen, og the serpents ville nok miste et par medlemmer.

Hun sukkede kort og rettede sig så lidt mere op, da tjeneren kom hen med deres kakao, smilede hun venligt og takkede tjeneren, mens hun lyttede til han og Nathans samtale.
Da tjeneren var gået igen, så hun hen på Nathan og spurgte så "Mr. Mocomys?".
Hun vidste faktisk ikke så meget om Nathans fortid, andet end et par enkelte ting hun havde hørt hist og her, men han lod aldrig til at være glad for at snakke om den, så hun havdet ikke gravet dybere i det.
Hendes hånd på hans knæ, fandt hans og hun flettede let sine fingre ind i mellem hans, og deres hænder syntes at være som skabt for det formål, endnu en gang kunne hun ikke hjælpe det lille smil der dukkede op på hendes læber.

Nathan sukkede kort.
"Yeah.. I believe the words I used was something like; And for the rest of your miserable life.. you will feel your body burn up more and more inside.. till you die of it.. or till the day love will break your curse.. but there is no hope for that.... so yeah. I pretty much doomed him.." svarede han og fjernede blikket fra Livia. Nathan var ikke ligefrem stolt over det jo, og han kunne mærke mørket fra den handling trække i ham.
"Unless someone can love him and he can love that person back.. but, I think I know the odds there.." tilføjede han mere for sig selv og kløede sig kort i nakken med den frie hånd.
"If you and Ronnie are a part of it.. it shouldn't be that complicated.. Roy would never let her.. oh.. she haven't told him yet? Guess he chooses to overlook it with everything going on.."Det var heldig nok tjeneren forstyrrede dem. Den snak var ikke ligefrem Nathans speciale, stadigvæk ikke.

Mr. Mocomys? Nathan hadede at trække hende med til det cirkusgøjl af hekse og andre magiske væsner som brugte deres evner til at forbløffe simple mennesker. Men i det mindste var Mr. Mocomys ikke værre end Nathans far.
"He is a part of some kind of circus. He has this ability to see others powers and find a way they fit in with the whole crew.. he asked me few years ago for a job. As stupid as I was I said yes.. everything comes with a prize tho," fortalte han så og det var nok første gang han faktisk havde nævnt den del af sit liv for nogle. "But it was fun. I was the first time someone didn't mind I used magic. Coming from a family where its not known or acceptable, it was nice.. you know feeling a part of something bigger. My father hated it. I broke the law of behavior when my father forbid me to go back.. so what they want is not something I'm quite sure about," tilføjede han og sank en klump.
"All I know it's better to settle things here than near Athena.. " sagde han så. Der var for mange væsner i Athena, og Mr. Mocomys havde det med at overtale folk ret hurtig til at joine ham. Men at forlade ham, det var ikke noget man bare lige gjorde.
"We might have to fight a little, if things get out of hand. Are you up for that? I don't like dragging you into any danger."