After all this time - Livia & Jessalyn -

Hun havde hørt det. At en ny pige skulle ind på hendes værelse, faktisk var der to nye piger. Calla derfor havde fået gjort værelset i stand, men det var da hun hørte navnet Livia hun først spærrede øjnene op. Hun tog ikke mange sekunder før hun løb ud af døren, og blikket flakkede rundt for at se alle elevernes ansigter hurtigt imens hun løb. Hun løb og løb. Verden gik i stå kort. Hun stoppede op og mistede næsten følelsen af tid og sted.
"Liv!" Råbte hun ud i mængden for at få heksens opmærksomhed. Så løb hun direkte hen og gav den blonde heks et ordenligt kram. Calla havde ikke set Livia siden den mørkeste dag af sit liv. Livia havde været hendes lys dengang, men ikke engang det lys kunne holde hende oppe. Hvis det ikke havde været for den enorme gode healing så havde Calla haft lykkedes at dræbe sig selv dengang. Nu havde hun mødt Roy, og Roy fik hende næsten til at glemme det. Hun havde mødt sin mor igen. Calla følte for første gang længe et håb om et bedre liv. Hvilket føltes så fantastisk som noget kunne føles som om.  Det mørke hår hang løst i sine fine lange krøller. Tøjet var simpelt, en rødternet skjorte med et par sorte jeans. Det tog Calla lidt tid før hun slap Livia, men gjorde det også til sidst. "I never thought I would see you again," åndede hun ud næsten over emotional over faktisk at se Livia i live.


//@Livia surprise! <3

Livia bar på en sportstaske fyldt med hendes tøj og trak en rejsetaske efter sig, som havde bøger og andre vigtige ting i. Hun skulle flytte ind på sit værelse på akademiet, hun havde ikke haft råd til at bo i sin egen lille lejlighed i byen, så hun havde valgt at sige ja til at flytte ind på kollegiet.
Hun gik i sine egne tanker, lige indtil hun hørte en stemme, som hun ikke havde hørt i alt for lang tid og hun kiggede i retningen af stemmen, da hun fik øje på pigen med det lange brune hår og hun mærkede en masse følelser komme til overfladet, da hun så på hende igen. Hun nåede ikke at reagere før at hun havde slået armene omkring hendes. Det kunne ikke ske. Det kunne ikke være rigtig, at hun virkelig var der. Hun var død. Hun kunne ikke være i live. Hun prøvede at finde ord og sagde "C-calla.. Is that really you?". Hun så på hende med store øje og tog hendes hoved imellem hendes hænder.

Selvfølgelig var Callas reaktion voldsom, og måske ikke ligefrem den rette til den givende situation. Alligevel gjorde hun det, det var det eneste rigtige i hendes hoved lige nu. At være sikker på at det var den rigtige heks - den rigtige fært. og det var det. Livia tog Callas hoved mellem sine hænder og Calla nikkede blot - som hun greb sine hænder over Livias.
"It's me," svarede hun med et skævt smil på læben. Det var måske ikke nu hun skulle være kæk, men følelser var aldrig det Calla havde været det bedste til. Hun havde prøvet, men efter hun var kommet væk fra Livia - havde det været hundrede år med et voldsomt mørke - som næsten havde fået hende til at glemme alt omkring at være menneskelig. Nu stod hun her, og øjnene sveg nærmest som tårerne og følelserne kæmpede imod hende. Det var heller ikke ligefrem fordi, at Calla havde haft muligheden for at løbe hen og sige hun faktisk var i live. Der var en grund til at hun faktisk havde forsøgt at dræbe sig selv dengang og måske var det hvad nogle ville kalde en selvisk handling. For Calla havde det været for at befri sig selv - men hun havde fået betalt sin gæld for den handling.
"I just got an email about my new roomies, I saw your name and ran down here as fast as I could," fortalte hun så med et varmt smil på læben.

Livia stirrede på Calla, hun kunne ikke tro det, at hun virkelig stod foran hende. Det sidste hun havde hørt om hende, var at hun var død. Da Calla for mange år siden havde forsøgt at gøre en ende på det hele, havde hendes verden bristet, den havde virket farveløs og uden mening. Hun var taget afsted, selv samme dag som hun havde fået at vide at Calla var død. Hun havde ikke kunne holde tanken ud om at hun havde mistet en der stod hende så tæt. Hun havde taget tilbage til sin coven og brug nogle år på at studere og hjælpe, så godt hun kunne. Hun havde valgt ikke at lade nogen komme tæt på igen, i frygt for at miste dem, som hun havde mistet hendes bedste veninde. Hun var blevet kold og fjern, så meget at selv børnene i hende coven havde kaldt hende koldhjertet bag hendes ryg.
Mens hun stod og så på Calla, mærkede hun tårerne begynde at løbe ned af hendes kinder og hvordan det hele syntes at falde sammen, hele hendes heling efter at have mistet hende, gik i opløsning og hun kunne næsten ikke tænke mere og det eneste hun kunne få ud var "But.. But they said you didn't make it.. How.. How is this possible?" Hun gjorde intet for at tørre sine tårer væk, men holdt fast i Calla, som om hun kunne forsvinde når som helst.
Hun vidste at hun måtte tage sig sammen, så hun rømmede sig kort og snøftede. "It's really good to see you again, even though I almost can't believe it's happening.".

Calla overvejede kort om hun skulle tørre Livias tårer væk, men hun gjorde det ikke. For hun vidste at når følelser ramte personer som hende selv, så skulle de have lov til at føle dem. Et eller andet sted, ønskede Calla at det var hende der blev ramt at den bølge. Ikke fordi hun ikke gjorde, det var bare ikke hårdt nok, følelserne kom ikke ligeså meget over kanten som hun ønskede det gjorde.
"Extreme healing factory.. I guess my father was the one who spread the news out.. he made a lot of time making me hate myself for that choice.." indrømmede hun og sank en klump. Livia og Kol var de eneste to der kendte den del af hendes historie. Sikkert også fordi de havde to forskellige meninger om det - og dog. "I have a hard time believing this is true too," tilføjede Calla og åndede let ud. Hun havde jo aldrig vidst om Livia var overlevende, det var mange år i uvished. Minder hun havde prøvet at glemme.  Så tog hun Livias hånd.
"Let me show you our room," sagde hun så og førte Livia igennem de lange gange hun før havde løbet igennem. Det havde gået så hurtigt at Calla slet ikke havde bemærket hvor langt der var op til værelsesfløjen. "One of the roomies.. Jennyfer is a sirene.. which means she has a giant bathtop for like seven people.. so we have a big room.. like so big.. even more after my mothers existence came up.." fortalte Calla imens de gik på gangen.
"Like.. my bloodline is from the first witch.. Rebekah Sinclair.. is my grandmother.. its so crazy.. I can't even believe it.. i'm even royal and everything," lo hun let for at gøre en smule grin med sin nye status. Så åbnede hun døren til værelset. Og fremviste gangen.. modsat andre værelser var der en lille fælles stue med 3 døre. "Jennyfer sleeps in that room door 1.. door 2 is ours.. and the last one is for the new girl.. Jess.. something," fortalte hun og åbnede døren til deres hyggelige værelse.
"A little magic and the rooms get magically bigger.. I hope Jen is okay with it.. I haven't seen her in a while.. but who doesn't like a bigger room?"

//Er det okay, hvis jeg springer ind her?

//Ja, det er helt okay

Jessalyn var ankommet nogle dage efter hendes bror. Hun havde fået et valg. Enten kunne hun blive smidt på en lukket afdeling, eller følge hendes bror på skole. Hun valgte hendes bror og skole. Selvom Nathan kunne være møgirriterende, så var han stadig den fra hendes familie, hun syntes bedst om. Jessalyns mørke hår hang ned over hendes fersken farvede jakke. Hendes skridt og rullede kuffert gav genlyd igennem den næsten tomme gang. Hun skulle finde sit værelse. Hun vidste hun skulle bo sammen med tre andre. Først, havde Jessalyn været meget imod det. Men det slog hendes alternativ. Jessalyn opførte sig for det meste som en hver anden. Undtagen når stemmerne kom. Hun havde i lang tid kun fortalt det til Nathan, men efter noget tid var det så slemt, hun måtte fortælle hendes forældre om det. Det var ikke specielt glade. Deres ene barn brugte, ifølge dem, magi uansvarligt og deres andet barn var sindssyg. Heldige havde de ikke været. Jess drejede om hjørnet og så nummeret fire. Hun stoppede kort, da hun hørte to stemmer derinde fra. En royal med blod fra den første heks. Hmm… Gad vide om det kunne udnyttes. Hun trådte hen til døråbningen, da hun snakkede om et større værelse.

”I certainly do. And the name is Jessalyn. I hope you don’t expect me to curtsy, cause I won’t.” Denne pige var måske kongelig, men det betød ikke hun ville få en kongelig behandling. Ikke var Jess. ”Where do I belong?” Spurgte hun og så rundt, før hendes blik ramte på de to igen. De var begge ganske smukke, men virkede til at være søde the-girl-next-door typer. Ikke ligesom Jess, der nok mere var en mean girl. Men hvem vidste, måske ville de ende med at få det fedt sammen.

//Mit krea flip er ikke kommet endnu... -.-''//

Livia nikkede, det havde været Callas far der havde spredt ordet, at hun var død. Hun smilede og tørrede sit ansigt, mens hun hankede op i den taske hun havde over skulderen og lod Calla tage hendes hånd. Hun snøftede en enkelt gang og tog en dyb indånding, mens Calla førte hende ned ad de lange gange og fortalte om deres ene roomie, sirenen. Hun nikkede, hun havde mødt et par enkelte sirener og det overraskede hende derfor ikke, at der ville være et stort badekar på badeværelset.
Da hun fortalte om hendes nye viden angående hendes egen slægt, så Livia på hende med et sæt store øjne, hun kunne næsten ikke tro det, at Calla var i familie med den første heks, men så igen, Calla var kraftfuld, den gang hun sidst havde set hende. "Wow.. That's crazy. You got a title now or? Maybe I should start calling you my lady." Jokede hun og smilede til Calla. Da de trådte ind på værelset, eller rettere ind i den lille fællesstue, så hun sig omkring og smilede. Det lod til at ville blive hyggeligt. Hun lyttede også til hvad Calla fortalte om hvem der sov hvor. Og fulgte med hende in på deres fælles værelse. Hun stillede sine ting ved den ene seng og så sig omkring. Hun kunne ikke lade være med at smile, mens hun kiggede rundt, men inden hun nåede at sige noget, kom der en stemmme fra døren og hun kiggede hen på den sorthårede pige. "Hi, I'm Livia, I believe your room would be door 3." Sagde hun med et venligt smil.

//Det helt okay, jeg er heller ikke den mest kreative for tiden //

Callas latter kom automatisk ved den lille joke Livia kom med. Det var utroligt at på trods af så lang tid fra hinanden, føltes det ikke som om der var gået mere end en dag siden sidst. De nåede knap nok at få stillet Livias ting og komme ud af rummet før den nye pige kom ind. Sort har, ganske elegant på sin stil. Calla hævede let et bryn af kommentaren.
"No I don't.. I simply just expect you to get me stuff," lo hun lidt - nok nærmere en mere sarkastisk kommentar som hun sendte Jessalyn med et lettere falsk smil. Ikke at det var direkte tydeligt medmindre man kendte Calla 100 % - hvilken ingen gjorde. Roy kunne nok godt se forskellen, men det var også Roy. Livia præsenterede sig for mennesket, og Calla holdt sig selv i snor. Det var trods alt på skolens grund. Calla og mennesker var aldrig det bedste, men hun havde heldigvis lidt kontrol. Måske burde hun i virkeligheden tage ud og jage snart - skolens blod lager var ikke nok til hendes sult.
"I'm Calla, and yes. Your room is behind that door.. this is our free space - free use for all four of us," tilføjede hun til Livias ord.

Let sank hun en klump. Det havde bare været Calla og hendes fraværende roomie i så mange uger nu. Pludselig var de flere folk her, og Callas sociale færdigheder var sat på prøve. I det mindste var den ene af dem Livia. Calla havde altid spejlet sig meget i Livias opførsel i specifikke situationer - bare for ikke at skabe sig for meget negativ opmærksomhed.
"How about we take a trip down to Gaia.. we can go to Juice stop for milkshakes.. its the best in town.. or we can go clubbing. What are you most into?" Spurgte hun begge piger. "It's a good way to both catch up and get to know each other?" Sikke en masse mærkelige venligheder Roy havde smittet hende med. Calla kunne knap nok kende sig selv i de ord hun sagde, men om det var en dårlig ting - det var vel kun hvis hendes far havde hørt det.