Do me a favor - Livia

S: Gaia, Family Diner
T: Middag
O: Der er middags rykind
V: Solrigt
P: Outfit
Emne til: @Livia <3

---

Okay, hun var tilbage i byen. Tilbage til deres virkelige verden. Det havde været et eventyr at rejse rundt uden bekymringer, faktisk befriende. Nok det bedste eventyr hun havde haft længe. Roy havde gjort alting lettere at håndtere, den ptsd som havde fulgt hende havde ikke alle dage været lige god - men de havde håndteret det sammen. Calla havde dog også savnet Livia og resten af sin familie. Hun havde dog været glad, oprigtig glad i så lang tid af gangen. Hun havde sendt en besked til Livia om, hvor de skulle mødes og Calla havde bestilt en milkshake med jordbær fra Family Diner. Et hyggeligt lille sted åbenbart ejet af hendes onkel. Calla kunne ikke vente med at se sin mor igen og sin far - faktisk - men Liva var også ligesom familie. Livia og Calla havde været igennem så meget sammen, og alligevel var de stadigvæk tætte. Det gjorde at Livia var den første som Calla søgte ud efter.
"Livs!" Udbrød hun glad med et stort smil så snart at Livia kom ind af døren. Calla fik rejst sig op for at modtage sin bedste veninde i et varmt kram. "I knew you would wake him up," smilede hun anerkendende.

Livia havde været igennem et helvede, der var sket så meget de sidste fire måneder og meget af det hjemsøgte hende stadig. At se Nathan livløs, at gøre alt i hendes magt for at få ham tilbage, hun stod endnu engang i gæld til Rebekah, større gæld end hun nogensinde havde forventet, men uanset hvad, havde hun været der for Nathan, været der for ham, som han havde været der for hende. Hun havde lyttet til hans fortælling om hvad han havde været igennem, vel vidende at der var nogle ting han ikke havde fortalt hende, men hun ville ikke presse på, nej, hun kunne ikke presse på, for det ville kræve at hun også åbnede sig op og fortalte om hendes problemer, samt at det kunne være farligt at presse på. Han havde da også lyttet til nogle af hendes bekymringer og problemer, men langt fra dem alle.

Da Livia havde fået beskeden fra Calla og Roy om at de var tilbage, var hun faret op at stå med et stort smil, på trods af at hun havde fået væltet Nathan, som havde ligget op ad hende i sofaen, på gulvet.
Hun havde hurtigt aftalt med Calla at de skulle mødes på Family Diner i Gaia. Og da tiden var inde til at hun skulle være der, var hun taget afsted.
Da hun så Calla brød det største smil ud på hendes læber, skyndte hun sig hen til bordet hvor Calla havde siddet og krammede hende tæt og længe. "Cal, oh I've missed you!" Hun trak sig og satte sig ned overfor Calla og svarede hende på hendes kommentar "Well, I couldn't have done it without Rebekah.".
Da Calla havde nævnt at få vækket Nathan, var glæden i Livias ansigt forsvundet for en kort stund, men hun tvang den tilbage og sagde "Anyway, the babe seems to be healthy, just like you. I can't believe so many people around me are having kids now.. Both you and Ronnie, I mean, wow."

//Skriver outfit her, da øhm.. Ja, koden ville ikke virke, så der er et link her: https://womanorgod.files.wordpress.com/2017/10/lili-reinhart-a55.jpg

Det var et kram hun følte en unik varme ved, en behagelig og ikke mindst en form for trykhed som hun kendetegnede Livia med. Den velkendte duft af hende der fik Calla til at smile en anelse mere.
"I've missed you too, so much," smilede hun til Livia. Calla trak let på skulderen. Rebekah havde en måde at være en del af alles liv på, både på godt og ondt. Alligevel var der så mange ting i denne her verden i sidste ende, at de ikke kunne gøre uden Rebekah. Calla opfangede alt, og reagerede hurtigt på Livias ansigt ved situationen og greb om hendes hånd. For typisk Livia at tale udenom, at skifte emnet overpå noget andet end at se det i øjnene - for sådan var Calla også bygget op.
"I cannot believe it either. I mean, if you ever had said that to when we first met. That I would ever have a kid, I wouldn't believe it. I only believe it when I listen to her heartbeat. It's so nice," smilede hun lidt. "Yeah and Ronnie too. Roy told me, that Ron and him always joked about their kids should be the best friends. So they would have to like have babies at the same time. and well look at that," tilføjede hun og trak lidt komisk på den ene skulder.
"But just to say. I know you are going through shit right now, but you can talk to me. If anyone knows how it feels like to feel useless, and caged by their emotions.. its me," indrømmede hun og sank en klump.
"I think we are all hit in someway. You have watch over him for months, I know you. You can talk to me," pointerede hun. Der var ikke noget der hed når man var klar, det var hjælpen man skulle tage når den kom. Det havde hun lært. Man kunne lade som om, nok så mange gange men det var ikke det samme.

Livia mødte ikke Callas øjne, mens hun forsikrede hende om at hun ikke skulle gå med tingene alene, mest fordi at Livia var bange for at reagerer på det, bange for at presset bag hendes øjne, den trykkende følelse i hendes brystkasse, den konstant følelse af at blive kvalt, ja, at hele hendes krop ville give efter. En følelse hun både længtes efter, men også frygtede, bange for at hun ikke ville stoppe igen. Med blikket fast på bordpladen foran hende svarede hun "I'll talk about it.. Just not here and not right now, okay? I just.. I don't think it's the right time nor place, definitely not the right place, for this conversation." Hendes blik søgte op ad og fangede Calla's "But I will tell you about it, but in private, alright?". Hun vendte sin hånd, som stadig lå under Calla's og tog fat i den, det var ikke unormalt at de to holdte hånd, men det var længe siden. Ja, meget længe siden faktisk. Det føltes som om hun var mere jordnær, mere sikker og tryg. Et lille smil gled igen over hendes læber og hun sagde "Uhm.. I should probably order something.".

"Alright then," svarede Calla blot, velvidende at der også var ting hun selv burde dele med Livia. De var fanget i et fængsel af deres egne dæmoner - og som alle dæmoner var det svært at få nøglen til frihed fra dem. Det var noget der hang i en og det sekund man slappede af, ville deres klør borre sig ind i sjælen igen.
"Yeah, its lovely. I like this new place," smilede Calla let for sig selv. Det var ikke let og heller ej for svært - det kom an på dagen og hvordan man så på det. Calla havde lært at skubbe det til siden for mange år siden, men det betød ikke hun var immun.
"The strawberry shake is amazing," pointerede hun og kørte en hånd igennem sit lange hår. Calla diet var speciel for tiden og ofte krævede den mere blod end hun egentlig ønskede at indtage - men sådan var det at være et rovdyr - bæstet forlangede mere end hun ofte kunne klare.

//undskyld det korte svar, min mor ringede xD <3

Livia så på Calla og nikkede, glad for at Calla ikke pressede på, for hun havde ikke lyst til at bryde sammen, ikke i offentligheden ihvertfald. Hun priste sig også lykkelig, da Calla skiftede emnet og hun nikkede. "I wish I could remember more than my haze, I heard that the outbreak was really bad, and that most places was deserted and some even in ruins, but yeah, it's nice. It looks amazing." Hun så kort rundt, inden hun rejste sig op og skyndte sig at bestille en kop kaffe, som sædvanligt valgte hun en to-go kop og hun smilede let til servitricen, da hun betalte og takkede for kaffen.
Da hun var gledet tilbage i sit sæde overfor Calla, spurgte hun "So, how are you? With the pregnancy and all? What about Roy?". Hun spurgte fordi at hun primært havde hørt mest om deres oplevelser og ligne, og hun havde heller ikke været god til at holde kontakten, ikke før efter at Nathan var blevet vækket igen. Hun kunne faktisk ikke huske hvad hun havde lavet i de tre måneder, andet end at lede håbløst efter en måde at få ham vækket på.
Livia tog en tår af sin kaffe, den bitre væske gled nemt ned i gennem hendes spiserør og hun nød det.

//Haha, det ok Tog selv en pause, en meget lang pause xD haha

Calla kunne kun forstille sig, hvordan det måtte have været at leve under det. På trods at være i sikkerhed havde hun stadigvæk frygtet for resten af hendes families sikkerhed. Specielt dem hun ikke havde hørt fra endnu. Den eneste hun virkelig havde snakket med var hendes mor. Alle andre fronter var der stilhed, men selvfølgelig var hendes far i live - alt andet ville ikke give mening. Calla stirrede lidt ud i luften som Livia rejste sig op for at hente kaffe. Tilbage. Hun var tilbage. Så mange gode ting og så mange dårlige ting skete her i Gaia og Moonlight Falls - så meget smerte fandt sted. Lyden af den summen der kom fra lamperne over hende, sendte hende i et flashback, der hurtigt fik hende til at se ned og huske at trække vejret. Hun led stadigvæk af ganske få mareridt, og kun fordi hun var født med et usundt forhold til den slags. Heldigvis var det nemt at snakke med Roy om, men at komme tilbage til byen var hun pludselig ikke så sikker på var nogen speciel god ide.
Livia kom tilbage og Calla så op med et smil på læben igen.
"It's going great. Healthy heart beat. We are both a big overwhelmed by it all, kinda freaking out. But being a bit away was good for us. I suffer for a bit more bloody diet than I would like to admit - but it that our starve - and starving just gives me flashbacks, so yeah," fortalte hun og førte en lille lok hår bagved sit øre. "Other than that it is a healthy baby boy," fortalte hun med et skævt smil på læben.
"I guess Ronnie suffers from some of the same things. I have been reading a little about sirens to help Roy deal with everything. I can't be easy, wanting to help everyone at the same time," sank hun let en klump. Hvis der var noget Calla forstod var det et rovdyrs sult efter mad, og hvis hvad hun havde læst var rigtigt - kunne Ronnie ske at få mere behov for hendes hjælp end de måske var klar over.
"How is Nathan doing?"

Livia satte sig lidt mere til rette og lod sine fingre kører blidt henover den varme kop, mens hun lyttede til det Calla fortalte hende. Hun nikkede, med et smil og sagde "Are you sure it's a boy? Who told you?" Hun sendte kort et bilk ned imod Callas mave og så op igen. "But that's great to hear. I know things are tough, and with a babe, it's .. It doesn't make it any easier, but I'm glad some time away was the right thing to do. And it's completely natural to freak out, trust me.". Hun bragte endnu en gang koppen op til hendes læber og tog en tår, inden hun besvarede spørgsmålet om Nathan.
Hun stillede stille koppen på bordet og lænede sig så lidt hen imod Calla og svarede "He's alright. Physically at least. He's haunted though, his mind playing tricks on him, he hasn't slept much either, and when he does, he has nightmares. Which was to be expected, but it's tough. Of course it's tough, he's been through hell, literally. For three months too. And we both know that three months here, is a lot longer, when it's in hell."
Hun så kort rundt i dineren og så tilbage på Calla og sagde "I've tried everything, I even tried an elixir to make his sleep dreamless. But it isn't dreams, we both know that.. It's fragments, it's more than just remembering or re-experiencing the events. It'll get better with time, I know, but I just wish I could do more. But I've tried everything. Besides he hasn't really told me too much, just things that I already knew or could have guessed..". Hun så ned i sin kaffe kop endnu engang og tog en dyb indånding, inden hun til sidst tilføjede "But he's doing well, consindering everything." Og hendes grønne øjne mødte Callas blå endnu en gang.

"Callie.. she send her best people after me when she had the chance," pointerede Calla til spørgsmålet om hun var sikker. For det var hun. Det var godt at have lidt gode ting at se frem til. For ja som Livia fortalte omkring Nathan så forstod hun. Calla vidste hvordan en uge kunne føltes som et halvt år.
"Maybe I can try to use my powers on the stone. I can mix good and dark magic.. maybe it will tell us something?" forslog Calla og trak lidt på den ene skulder. Måske havde hun ikke evnerne til at udføre små besværgelser hist og pist mere, men nogle større ting kunne hun stadigvæk.
"Nathan is the type of person like us, who doesn't say what they feel till they are sure that there isn't any other way. Just ask him. Sometimes I wish people would have forced me to tell them what I hide. And sometimes not.. but most of the time," fortalte hun så og foldede let sine fingre sammen. "maybe all we need is another one like him to test the stones effect. It is a personal hell right? Which mean either some of his demons keeps him awake, or his magic does it. Maybe both. I know a magissa, or Roy knows one, Audrey Gilbert. She owns the juice cafe with her brother. After their father died doing the zombie thing," fortalte Calla Livia.