When it seems hopeless - you keep trying [Dove]

Det virkede håbløs, og hun hadede at drukne sig selv i sorgen over at have mistet sin bedste veninde. Ronnie og Rebekah var blevet veninder før Ronnie overhovedet vidste noget om det overnaturlige. Måske var det derfor de var blevet så tætte, fordi hun lærte Rebekah at kende fra bunden af. Hun havde snakket med Jason omkring situationen, men lige nu var det Dove hun hjalp med at finde de ting hun havde behov for. Her i blandt ingredienser fra havet som Dove ikke selv kunne skaffe så nemt. Magiske objekter fra Ronnies kongerige. Måske hun i hemmelighed var lidt små irriteret i sin sorg på Jess, selvom hun ikke ønskede at være det. Fordi Archie havde bedt hende om ikke at fortælle hende omkring det, hvorfor lyttede hun til Archie? Det gav ingen mening i den sammenhæng, eller måske gjorde det. Veronica vidste hvor målrettet hun selv var, og hun var opsat på at få Rebekah tilbage. Og alle vidste når Ronnie var opsat på noget, så satte hun alle andre af sine behov til side. Hun trådte ned i den hemmelige kælder, som hun var heldig at kende til - sammen med få af Rebekahs børn. Den eneste grund til hun egentlig følte sig sikker i at gå derned var at hun kendte sin evne - ingen magiske evner eller besværgelser kunne påvirke hende alligevel. Det gjorde det nemmere med nogle af de ingredienser som kunne skade normale væsner uden den evne ved kontakt.
"I'm back with what you needed from the list," sagde hun og satte posen på bordet, hvorefter hun greb om sit hår for at vride det sidste salt vand ud. "How long do you think it will take before you know for sure?" Spurgte hun og sank en klump.

//@Dove <3

Dove stod i situationen igen. Hun var en fikser. Hun ville altid være der til at rydde op efter hendes familie og sørge for alting var som det skulle være. Derfor arbejdede hun nu på at få sin mor tilbage. Archie var sikker på hun ikke var til at redde, men hun troede ikke på det. Hvis hendes mor virkelig var væk, hvad var hun så? Den ældste Sinclair-kvinde? Den førstefødte heks? Dronning? Tanken var skræmmende for hende. Hun havde det fint med at være prinsesse og de opgaver der fulgte med, men at skulle udfylde hendes mors fodspor som dronning var tæt på umuligt. Selv for Dove der var en af de ældste hekse. Men en ting var anderledes denne gang. Hun var ikke alene. Rebekahs veninde havde tilbudt at hjælpe og hun havde taget imod. Efter hun havde forsøgt sig med de mest gængse metoder for at finde sin mor, måtte hun indrømme det var sværere end som så. Så Veronicas hjælp tog hun glædeligt imod. Hun havde sendt hende ud på en jagt efter nogle bestemte ting til en indviklet besværgelse. Ved at bruge hendes blod og et hår fra hendes mors børste, kunne hun finde ud af om hun stadig var i live. Det var det første skridt. Hun ville have gjort det tidligere, men hun havde været så sikker på hun var i live, at hun ikke havde følt behov for at gøre det. Nu havde hun brug for at være helt sikker. Mens Veronica var væk gennemførte hun besværgelsen og fik hendes svar, netop som Veronica kom tilbage.
Hun tog tingene ud af posen og stillede dem i stedet på bordet. Hun måtte vente på ingredienserne kom i kog før hun tilføjede det næste. ”An hour. Maybe two. I already know she’s alive. This will tell me if she’s here in this realm. A locator spell should have picked up on her if she is unless someone is blocking her magic. If she’s not, we will have to get creative. Magic from other worlds is her specialty, not mine.” Hun var født her og havde det helt fint med udelukkende at fokusere på magien her. Nu fortrød hun, at hun ikke havde været mere interesseret i det. ”Thank you for helping,” sagde hun igen. Det var ikke første gang og sikkert heller ikke sidste gang hun ville udtrykke hendes taknemmelighed.