This gonna be bloody dangerous

S: Ukendt dimension, en skov
T: Midt på dagen
O: Der er krig mellem Oikans og Takumara/ Crawfords.
V: Neutralt
P: Et par sorte jeans og en hættetrøje samt et par støvler. Håret sat op i en hestehale.
Emne til: En bestemt person når den fantastiske karakter bliver oprettet!

---

Det havde ikke ligefrem været noget hun ønskede, men stemmerne i hendes hoved havde presset hende. Den der følelse hvor hun vidste nogen skulle dø, heldigvis havde Amber ikke været hjemme da hun havde skriget midt om natten. Morgenen efter var hun taget direkte til Moonlight Falls, for at finde en stærk heks som hun havde hørt kunne åbne portaler til andre riger. For hun vidste det var i et andet rige hun fandt den person hun vidste snart stod til at møde sit endeligt. Selvfølgelig burde hun have snakket med Argos omkring dette, før hun bare pludselig valgte at rejse til en anden verden. Måske havde han endda kunne hjælpe med nogle magiske ting, men Zabrina ville ikke riskikere noget - ikke llige nu. Faktisk vidste hun at hun var nød til at gøre dette, og gerne med det samme. Så da den store portal blæste op for øjnene af hende, så sank hun en klump og gik igennem den.

Mørket opslugte hende og hun følte suset som hun fløj igennem tid og sted. Landede hårdt på skovbunden. Hurtigt tvunget til at komme på benene da en kugle af ild fløj imod hende. Zabrina brugte jorden til at løfte den op og blokere varmen. Hjertet hamrede afsted. Hun var landet direkte i en krigszone. Zabrina kom til sig selv nok til at bukke sig bagover da et sværd når havde kappet hendes hoved af. Hun fik løftet en rod op og skubbet vedkommende tilbage. Ildrøde øjne var hvad hun så. Zabrinas smukt blandede blågrønne øjne fik ham til at trække kort på et bryn. Det var dog ikke ham hun ledte efter, og hun måtte søge videre. En ting var god, Cecilia havde altid gjort godt i at træne hende og selvom Zabrina havde hadet det - var det ligenu en god ting. Hvor ville Cecilia elske det her. Hun opdagede hurtigt at flere folk her brugte både planter og jord til at forsvare sig selv.  Så snart hun kunne løb hun videre ind i skoven.

DEt var her hun fandt en tæt kamp mod en der betvang vand og en fem stykker der betvang ild. Dog var der noget galt, ham der betvang vand var såret og det så ud til at ildmændende holdt ham fra at komme tættere på vandet. Dog var det da hunså ham, at hun vidste at han var den hun ledte efter. Zabrina spærrede øjnene op og løb tættere på. Hun brugte sin anden evne til at manipulere med vandet til at lave en bølge der skyllede indover landet og ramte alle seks personer. Af en eller anden grund vidste hun at ham der betvang vandet kunne overleve det - ligesom hende selv. Så snart vandet havde ramt slap hun det og løb mod kampen.
"Are you okay? How badly hurt are you?" Spurgte hun og så henover ham for at se efter skader, og det var netop der at en kniv blev kastet bagfra og ramte hende i ryggen. Zabrina udstødte et mindre skrig og løftede hånden frem for at bruge træernes grene til at fange manden - i hvert fald kort.
"She is a hybrid.." mumlede en af dem som havde overlevet hendes mindre tsunami.
"I'm more than that," vrissede hun lidt og trak kniven rystende ud af ryggen. Så brugte hun vandet til at løfte hende og vandbetvingeren ned i vandetog fører dem hurtigt med strømmen til hun ikke rigtig kunne længere og var nød til at stoppe med at bruge sin evne. Zabrina trak sig selv op på land igen og gispede kort af smerten som syntes t blive mindre - hvilket nok ikke var en god ting.

Påklædning

Noahs sværd gennemborede en af hans fjender. Efter Lunas forsvinden, havde han overtaget som leder af Takumara. Med hans nyfundne alliance med Crawfords, følte han dog de havde en kæmpe fordel mod Oikans. De blå øjne så over de døde mennesker, da en af hans bedste kriger, Natalie, stod over for tre af Oikans’ krigere. Han løb hen imod dem, men ikke i tidsnok. Hun faldt sammen i hans arme, og han så hvordan livet forlod hendes øjne. Han lagde hende ned på jorden, og trådte frem imod den skyldige. Med et præcist sving med sværdet, var hans liv endt. Andre krigere tog sig af de sidste, og Noah kunne fokusere på at give Natalie en ordentlig afsked fra denne verden.

Han stillede et kors af sten over hendes grav. Han havde sørget for at få lavet et kors af sten, i stedet for trækors. Det virkede så upersonligt. Han havde også fået graveret hvert et navn af de kæmpende. Selv hans eget. Hvem vidste hvad der ville ske på krigsmarken. Han vendte tilbage deres tilholdssted. Han trådte ind i det opslået telt. Flere krigere var derinde, nogle skrev breve til deres elskede. Noah gik hen til hans seng og fandt et billede af Malia. ”I miss you. When this war is over, I will find you.” Han lagde billedet under hans pude igen, da en af de yngre mænd kom løbende ind i teltet. [color=lightblue]”Something is going on in the forrest. Mick is hurt,”[/b] Noah fulgte ham ud af teltet og en ind i skoven. Fem Oikans kæmpede mod Mick. Noah begav sig ind i kampen, men var ikke heldig denne gang.

En stor bølge af vand skyldte over dem. Noah blev ikke berørt af det. Tvært imod tog han muligheden for at heale hans skader. Det var ikke så slemt, som det kunne have været. Han så på kvinden med blågrønne øjne. Hun var en blanding af Crawford og Takumara. Han havde aldrig set en med hendes øjenfarve. ”Yes, I’m alright,” Sagde han og rejste sig, lige som hun blev ramt af en kniv. Kort efter brugte hun naturmagi. Hun havde både vand og naturmagi. Hvem var hun? Han fulgte hendes bevægelser, som hun tog fjenderne ud som var det ingenting. ”Let me heal you.” Han gik hen til floden og lod vandet flyde ind i hans hud, før han gik til hende. Han lagde hånden mod hendes ryg og vandet healede langsomt hendes sår. ”Thank you for your assistance. You must let me repay your bravery and strength.” Han var imponeret. Men det skabte også en tristhed at se på hende. På trods af hendes øjne havde blåt i dem, lignede hun Malia. Det gav ham et stik i hjertet.

Hun lod ham heale hende, det var en underlig følelse - men sjovt nok ikke første gang nogle healede hende. Let så hun ham i øjnene da han nævnte han ville give hende noget for hendes mod. Zabrina sank en klump. Det var nemt nok i hendes tanker hvad hun ville have. Hun havde aldrig før set sin far og nu stod han foran hende. Det var tydeligt at noget fik hendes tanker til at kører rundt.
"Its really okay.. this is going to sound weird.. but im not even from here," startede hun ud og kløede sig kort i nakken. "I'm just here to see you.." indrømmede hun og kneb øjnene lidt.
"You can call it a visit from the future if you like, but we don't have much time," fortalte hun så hurtigt. Det var tydeligt at hun talte sandt, måske fordi hun lignede sin mor ret så meget at hvis man kendte hendes tale mønstre kunne man hurtigt finde Zabrinas. Hun vidste godt hvor forvirrende hun lød lige nu. Zabrinas aftale med heksen var at have dem begge to med sig inden solen gik ned. Hvilket der kun var ganske få timer til. "If you want to repay me.. come with me - I have something to show you," tilføjede hun og holdt vejret lidt. Hun vidste at når man kom til potalen ville man se det man tænkte mest på - det vil sige den kunne føre en hen til præcis den person man tænkte mest på i givende sekund. Dog før han rigtig kunne nå at sige mere, så trak hun ham med sig. Hvis nogen havde fyldt hende med disse snakke også specielt en fremmed, så ville hun heller ikke tro sine egne øre først. Der var noget desperat over hendes opførsel som om der var noget hun havde umådelig meget brug for, og det var der. En ting var også hendes øjenfarve, den ville folk her nok give skylden. Det var først da hun egentlig kom i tanke om hvor mærkeligt hun opførte sig at hun stoppede op.
"Sorry. I have no right to just take you with me like that or anything.. but i'm not lying to you.. I'm not," lovede hun og sank en klump. "It's just.. I need you," indrømmede hun før hun nåede at tænke ordene igennem. Så rystede hun på hovedet af hvor dum hun end måtte lyde.

Noah rynkede en anelse på brynene, da hun talte om at være et andet sted fra. ”I know you’re Takumara. Not quite. So you’ve been living with your Crawford parent?” Hun virkede nervøs. Han lagde armene over kors og lod hende forsætte. ”Me? I don’t understand. Who are you?” Havde hun været yngre, havde han måske overvejet om hun kunne være hans datter. Men hun var voksen. Det ville være umuligt. Selvom han var begyndt at lære, ingenting var umuligt. Luna og Malia var forsvundet uden videre. Han var stadig ikke sikker på hvad der var sket, men han vidste de ikke var døde. Han havde haft et hav af hans mænd lede efter dem begge. Hvis de havde været der, havde han fundet dem. De var væk, men ikke døde. Han kunne mærke det.

”Are you sure you’re okay? You sound strange,” Han fulgte med hende, indtil hun pludselig stoppede op. ”Why don’t you just tell me everything. I promise I will keep an open mind.” Han kløede sig i håret. ”Are you in trouble? I can help you. I know not all people will treat hybrids well, but if you come with me, I can promise your safety. I can help you find a life here.” Noah havde aldrig været særligt fordømmende overfor dem der ikke var som ham. Han var trods alt blevet forelsket i fjenden. Han fortrød ikke et øjeblik af det. Nu savnede han bare at kunne skabe nye øjeblikke.

Let hævede hun på et undrende bryn da han nævnte ordene Takumara og Crawford. Men hun valgte at gå med det, og nikkede let. Zabrina følte sig kort endnu mere nervøs, hun kunne ikke bare sige: Hey I'm your daughter! Det ville være mærkeligt for begge parter. Let bed hun tænderne sammen.
"I'm Zabrina," svarede hun blot med et hurtigt smil på læben. Lidt efter begyndte han at spørge om hun var okay, og egentlig bare prøvede at være venlig imod hende. Et smil strejfede hendes læber. "Wait.. Takumara.. like in Luna Takumara?" Spurgte hun kort efter. Hun havde Luna til magiske elementer, og nu var der pludselig noget der slog sig ind på Zabrinas lystavle hun kunne sagtens se ligheden mellem Noah og Luna nu når hun faktisk tænkte over det.
"I'm okay," svarede hun lidt efter og kløede sig kort i nakken. "If I tell you everything you will think I'm crazy," pointerede hun tilføjende og trak lidt på den ene skulder. Zabrina var faktisk lettet, at han ikke var en eller anden idiot. At være fremmed overfor en fremmed var et godt karaktertræk og hun havde altid selv fulgt det.

"It's fine, I actually have a pretty good life," måtte hun indrømme med et smil. Hun havde Argos hvilket altid var nok til at bringe et smil frem på hendes læber. "But listen up, the reason I'm here.. it that i'm looking for my father," fortalte hun så. Zabrina kunne jo sagtens smide et par kort uden at smide forvirringen med det samme. "Okay this is going to sound crazy.." hun rystede lidt på hovedet af sig selv.
"Where am from is not this.. world.. or it might have been. My mother was from here too. She was taken to this world im from.. not that she would remember if you asked her. I know you might not believe me, but maybe you will believe me if I took you with me? I mean.. even crazier than the last thing I said.. you are my father.. I'm here to find you," fortalte hun så og så ham i øjnene. Zabrina vidste han sikkert ikke ville tro hende, men hun valgte at håbe at en del af ham ville tro hende lidt. "My mother, Malia.. is in this other world.. And I'm going back to her soon. What you do is up to you."

Noah kunne ikke helt afgøre, hvad han mente om hende. På den ene side virkede hun troværdig nok, men det hun sagde, fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved den troværdighed. ”Noah,” sagde han og så på hende, da hun nævnte Luna. ”Do you know her? Where is she?” Han havde ledt så længe. Han havde næsten givet op på dem. Lige nu blev han nød til at kæmpe for hans folk, bagefter kunne han finde frem til hans søster og Malia. Han tog en dyb indånding og så væk fra hende. Han anede ikke hvordan han skulle være over for hende. Hun lød ærlig talt lidt forvirret, og han blev hele tiden mere sikker på, hun havde slået hovedet.

Noah så på hende da hun bad ham lytte. ”Who’s your father? Maybe I know him,” sagde han, før hun igen brugte ordet ’crazy’ og forsatte. ”So let me get this straight. Malia is your mother, and I’m you farther. You look 18. How can you be my daughter? And another world. I honestly don’t know what to think right now. Even if you’re telling the truth, I can’t leave my people. They’re fighting a war. If I leave, they will have no leader. I can’t do that to them. Malia would understand. Luna would most definitely understand. I have to stay here. I’m sorry Zabrina,” han gik hen til hende og tog hendes hånd. ”I hope I have not disappointed you. I did not mean to. But this is my home.” Han gav hånden et klem, sendte hende et smil og trådte væk fra hende. ”Save travel home,” sagde han og gik tilbage mod lejren. Selvom en del af ham troede på hende, kunne han ikke efterlade dem der kæmpede for ham og hans familienavn.

I det mindste så lod det ikke til at han syntes hun var sindsyg eller noget. Måske var hun ikke ekstremt overbevisende men hun var heller ikke typen der løj.
"that is what I'm telling you.. the portal took her to another timezone, you know like time travelling?" Prøvede hun at give mening. Hun skulle til at sige noget igen da han tog hendes hånd. Zabrina sukkede kort. Hun havde ikke vidst hvad hun havde fundet, men hun havde fundet ham - og hvis han var leder var det jo klart han ikke bare kunne forlade sit folk.
"You don't" kommenterede hun med et svagt smil. Det var ikke fordi han havde skuffet hende tvært imod. Hun levede ikke i uvished længere. Han gik tilbage mod lejren og Zabrina stod egentlig bare og kiggede efter ham som han forsvandt. Hun besluttede sig for at respektere hans valg om at passe sin klan eller hvad han nu beskyttede - og gik tilbage mod hvor portalen ville være snart. Dog fik noget hende til at stoppe op.

Det var en lyd en summende lyd som hun snart fik sporet sig ind på. Zabrina lukkede øjnene, for hun vidste det var hendes raceevner der slog sig ind. Hun åbnede dem igen med et sæt og så omkring sig. De banshee øjne hun havde lyste kridhvidt op og hun kunne hører lydene. Lyden af nogle der løb, og det blev højere og højere. Zabrina besluttede sig for at gå imod lyden, hendes fingerspidser snittede et træ og hun hørte en jamren af smerte. Lyden af våben der blev svunget igen og igen. Zabrina lavede et lille ryg med hovedet før hun kom til sig selv igen. Øjnene blev sig selv igen, men denne gang fandt hun sig plantet midt i Oikans område. De røde øjne stirrede på hende og Zabrina sank en klump.
"You know what.. I'm gonna go," sagde hun hurtigt og snurrede rundt på hælen for at smute men blev stoppet.
"You are not going anywhere hybrid," kommenterede en. Et suk forlod Zabrinas læber.
"Okay," rullede hun lidt med øjnene før hun lod sine banshee vinger komme frem og satte af. Hun var nød til at finde tilbage til Noah inden de angreb. For hun kunne mærke det. Det var snart og hun ønskede ærligtalt ikke at være der til at se ham død.
Dog da hun endelig fandt lejren var der flammer overalt, og lyden. Det var den lyd igen. Kampen var igang.
"I'm to late," hviskede hun og trak sine vinger ind så snart hun landede.

Noah tænkte på Zabrina hele vejen tilbage, hvis hun talte sandt, var Malia i en anden verden, en verden hvor hun ikke kunne huske ham. Selvom han ville gøre alt for at se hende igen, var det selvisk af ham at overveje det som en mulighed. Han trådte ind i teltet og blev mødt af en af de øverst kommanderende næstefter ham. ”Tell me the truth Dan,” startede han ud og kørte en hånd igennem håret. ”If I somehow learned of Malia and Luna’s location, but going there would mean leaving all of you, do you think I should do it?” Dan så usikker ud. Det var en svær situation. ”I think you should go.” Han så insisterende på Noah. ”You might die here. If this is your chance to see them, you should go.” Noah nikkede. Han havde ret. ”You will take over until I return.” Han havde brug for at se dem en sidste gang, før han vendte tilbage til krigen.

Noah var på vej mod teltets åbning. Forhåbentligt kunne han nå at fange Zabrina. Lyden af voksende flammer omringede dem. Han fandt hurtigt et stykke stof der kunne holde røgen ud, og begyndte derefter at hjælpe folk ud af teltet. Et stykke træ fra de omringede træer brød gennem teltet, og fangede Dan under det. Noah faldt tilbage, men rejste sig hurtigt igen. Han fik løftet træet lige nok til, Dan kunne komme ud derfra. ”Go, go. I’ll be right behind you.” Han gik mod sengen og tog billedet af Malia, før han gik mod åbningen igen. Han hørte en hulken fra under en seng. Han gik der hen og løftede op i sengetæppet. Derunder lå en lille dreng med klare blå øjne. ”Hey boy,” sagde han og rakte en hånd frem imod ham. ”I’ll protect you, I promise,” drengen tog fat om hans hånd og Noah kunne rykke ham ud og tog ham op i armene og gik ud af teltet. Han begyndte at hoste da den friske luft ramlede sammen med hans lunger. ”Jake, Jake!” Råbte en ulykkelig far for sin søn. ”Over here,” sagde Noah og overrakte sønnen til sin far. ”He shouldn’t be here. Get him home.” Han så på Zabrina i det fjerne og gik hen til hende. ”Does your offer still stand?” Efter episoden med Jake og hans far, var det gået op for ham, han ikke ville leve et øjeblik mere uden dem han elskede.

Hjertet bankede i frygt for at hun var forsent på den. Ildangriberne gik amok og røgen var ufattelig. Selvom hun gerne ville hjælpe og slukke noget af ilden - så var hendes tanker på at finde Noah - være sikker på at han ikke var død. Hun håbede hun kunne forhindre sin forudsigelse. Da hun så ham kunne hun ikke beskrive følelsen af lettelse der skød igennem hende. Hun løftede på et overrasket bryn da han spurgte hende om tilbudet stadigvæk var der. Hun nikkede kort.
"Yeah, it does, come," sagde hun så og tog hans hånd. Det var egentlig blot for at vise ham vejen, men der var noget over grebet så snart hun fik kontakt. Det fik hende til at smile en anelse, fordi det gjorde hende sikker i sin sag. Så kiggede hun på solen der var ved at gå ned. "But we have to go fast," tilføjede hun så og satte i løb. Det var først da de var henne ved bestemmelsesstedet at hun slap Noahs hånd. Den store portal ville snart åbne og man kunne mærke det på måden der blæste op - men kun i det område.
"They are here!" Råbte nogle og Zabrinas sank en klump. Portalen åbnede, men hun ville ikke risikere at de kom med. Derfor skreg hun, men med hænderne placeret imod dem - hvilket skabte en utrolig stærk lydbølge der slog dem omkuld. Hun blinkede hurtigt de hvide øjne tilbage til sig selv og så tilbage til Noah.
"We have no time to waste, think about who you want to see.. and jump," sagde hun så og tog hans hånd for at være sikker på at han håbede med ind i den store grønne portal. Det var ikke ligefrem fordi den så specielt indbydende ud.

Zabrina virkede lettet over han stadig var i live. Et øjeblik, undrede sig over hvorfor. Det var stadig svært at forstå, hans datter ikke var mere end et par år yngre end ham. Men selvfølgelig var hun lettet. Han var hendes far. Noah fulgte hende, da hun greb hans hånd og førte ham væk fra teltet. Han vidste hans slægt var i Dans hænder, gode hænder. Derfor prøvede han ikke at bekymre sig så meget. Han havde ikke noget tilbage i den verden. Luna og Malia var væk, Wade var heller ikke blevet set i lang tid. Han var alene, og han hadede det. En portal åbnede sig foran dem. Han tog et skridt tilbage. Det var ret skræmmende at se på. Han så sig over skulderen på dem der kom nærmere. Han så forskrækket på Zabrina, da hun væltede dem omkuld. Hendes øjne vendte tilbage til de blågrønne. Hun tog hans hånd igen, og sammen sprang de igennem portalen.

Noah mærkede først et væld af følelser. Det gjorde næsten ondt, og det eneste han kunne tænke på var hans storesøster. Det havde altid været hende, der trøstede ham da han var barn. En række minder af hende kørte igennem hans hoved. Pludselig følte han noget underligt. Som om nogen greb fat om ham. ”Something is wrong,” sagde han til Zabrina. Ganske rigtigt, havde han ikke meget erfaring med at rejse i portaler, men han var sikker på, det ikke var sådan det skulle føles. ”I’m sorry for not being there,” sagde han og greb tættere om hendes hånd. ”I wish I could have.” Det lød mere og mere som et farvel. ”Zabrina I….” Mere nåede han ikke at sige, før hans krop blev til støv og blev sendt tilbage til hvor de kom fra.