Sharks are dangerous, but so am I - Rokea

Havet. Her hørte hun til. Ikke de første store dele af hendes liv tilbage i tiden, men nu var dette hendes hjem. Et hjem hun ikke ville væk fra igen. Hun havde været den som havde sørget for heksen havde kastet besværgelsen, og den første var blevet forbandet derefter resten af hendes lille gruppe. Når hun tænkte tilbage, startede det ud i en lille gruppe, men nu var de faktisk en ret stor befolkning. Mange kunne ikke bevæge sig op på land, fordi de ikke havde rutinen, og det skulle virkelig også holdes vedlige. Rowan havde tog vendt sig til det, og efter en lang dag på akademiet - så var der intet bedre end at smutte ud af byen og søge imod de mørke bølger. Hun stod ved kysten og lod de mørke brune øjne glide ud på månen der hang fremfor hende. Et skævt smil passerede sig op på hendes læber. Det salte hav ramte hendes råspidser, som hun nærmede sig vandkanten. Så satte hun ud i løb og til sidst sprang hun ned under vandet. Halen kom frem, og gællerne virkede atter. Det var fantastisk afslappende at møde vandet omkring hendes hud igen. Hun kiggede op da fuldmånens stråler dansede henover hendes chokoladebrune hud. Hun var ligeglad med, at intet dækkede hendes barm - for hende var det så naturligt - måske også derfor, hun var ligeglad med, hvis nogen løb ind i hende nøgen på stranden. Hun var fandes ligeglad, hvilket nogen fandt en smule underlig - men hun var sirene. Så hvorfor ikke være ligeglad, hvis man kom langt nok ned under vandet var der intet at skjule alligevel. 

Rowan svømmede rundt i sine egne tanker. Nød stilheden. Men så fik hun øje på en skikkelse længere væk. Hendes skabe sanser vidste det var en anden af hendes slags, og hun svømmede derover imod. Under vandet kunne man ikke rigtig snakke, men deres måde at kommunikere på - var ganske unik. Det lagde i øjnene og kropssproget - samt nogen gange lidt tankebølger. Men det var ikke noget man rigtig brugte i andet end nødsituationer, fordi det betød at alle omkring en kunne høre de lyde. Rowan smilede skævt til ham da hun kom tættere på. En hun ikke havde set før. Kort svømmede hun interesseret omkring ham, for at stoppe op tættere foran ham. Hun var nysgerrig, men kun om folk der havde hendes race - hvilket var meget sjovt.

Fenris havde gået ned imod stranden om eftermiddagen for at nyde vandet. Hans øjne gled på vandets overflade, mens han nyd sin madpakke han havde pakket. Det bestod mest af alt blot af laks, blandet med nogle opkogte ris og en hjemme lavede sovs. Han lod maden gnaske i sig og der efter lod blikket op mod den klare himmel. Han tænkte at eftersom at hans timer var overstået og der intet mere han skulle nå, ville han tag en lur i havet. Noget, som han ikke havde gjort i langt tid. Han rejste sig op og gik over til det sted, hvor han plejede at skjule sine land ting. Han pakkede det ind i en platik pose og gemte det under en busk. Noget, som han ofte gjorde for at sikre sine ting, mens han var ude i vandet i flere timer. Han vendte sig der efter imod havet og stormede der ud og dyggede i bunden af havet. Et par meter ud.

Han lod sig falde i søvn, men vågnede dog nogle få timer senere. Det var en smugle koldt og mørkt, men ikke mere end han kunne ignorere. Hans øjne gled rundt omkring sig og stille begyndte at strække sin hale og muskler. Han begyndte at svømme op og lod blikket imod 'noget' som bevægede sig hurtigt over imod ham. Hans øjne lagde sig imod det og det virkede ikke som en haj, hellere ej som en slange. Eller var det en slange? Måske en delfin? Han gned sig kort i øjnene og lod blikket rundt. Det var et menneske?! men.. Den havde en hale, lidt ligesom Rokea!?

Han lagde hovedet på skrå og lod blikket på kvinden, som svømmede omkring ham. Han lod en vinkende bevægelse med hånden og svømmede op imod overfladen. Da han tænkte at det ville være bedre metode for at kommunikere med. Frem for under vandet. Betød dette at Rokea ikke var alene? Men.. Rokea har altid været alene. Ikke andre end Rokea. Flere spørgsmål lagde sig på hans sind og der begyndte flere og flere spørgsmål at dukke op. Hans blik gled ned på hende, for at se om hun fulgte med op til overfladen. Mon hun kunne fortælle ham hvad han var? Hidtil havde han kun 'havfruer' og 'havmænd' som det eneste svar der beskrev nogle lunde af svar, som - 'landwalkers' var noget Rokea beskrev dem. - ofte beskrev havfruer og havmænd, som disse væsner af eventyer og ofte som sirener, men om dette væsen mon ville spise Rokea, havde han ingen andelse om.

Hvis kvinden dukkede op på overfladen, ville de første spørgsmål blive slynget ud af Rokea's mund. ''Hvem er du? Hvad er vi? og hvis vi er noget, hvad bliver vi kaldt?'' Rokea lagde hovedet på skrå og ventede toldmodigt, for at kvinden kunne svare og høre hans spørgsmål. Han var fuldt ud nysgerrig på hvad hun havde at svare. Om kvinden foran ham havde nogle svar til de spørgsmål, som Rokea ofte søgte efter.

Han gjorde tegn til at de skulle svømme op til overfladen. Så hun fulgte med ham. Hun lod hendes hoved glide op over vandets overflade. Det mørkebrune hår samlede sig om hendes ansigt. Hun lagde hovedet let på skrå. Så snakkede han. Kendte han ikke til dem. Man måtte sige, at han var havnet i den rette koloni så. Et skævt smil blottede sig på hendes læber.
"Jeg er Rowan." Svarede hun først og cirklede let omkring ham, inden hun besvarede hans næste spørgsmål. "Vi er hvad du ser. Halvt menneske, halv fisk. Vi er havfolk. Sirener kalder jeg os, men de fleste bruger betegnelsen havfruer eller havmænd." Forklarede hun og svømmede op foran ham igen. Selvfølgelig vidste hun altid, der var nødvendigt om racen. Så fik hun en ide, og flyttede kort blikket imod en ø, som så ud til at være længere væk. Ikke kun var den kendt for at være havfolkets yngleplads, men også kendt for dens magi og styrke den sagdes at give, hvis man svømmede derhen under fuldmånens skær. Rowan havde normalt ingen nye at vise den til, og hvis denne havmand var så ny i dette farvand ikke at kende til kolonien her - så kunne hun da ikke andet end vise ham rundt. Hun flyttede de store brune øjne over på ham igen.
"Hvis du fortæller dit navn, vil jeg vise dem et af denne kolonis smukkeste steder." Sagde hun med en meget blød og harmonisk tone. Hendes stemme mindede en om beskrivelsen af havet - den var betryggende og rar - på sammetid en smule farlig. Men ved havfolk var det ikke en ond fare, mere en form af mystik. 

Hun løftede den venstre arm op over vandet, og pegede imod en fjern ø.
"Ingen landvæsner, har nogensinde betrådt den ø. Vi havfolk lader dem aldrig komme tæt på stedet. Vi viser normalt ikke den til fremmede. Men de jo ikke så fremmede. Du en af os." Kommenterede hun med et smil. "Det vores kolonis yngleplads, men også der, hvor alt magien fra månen rammer - og myterne går, at det skulle gøre os en tak mere stærkere end vi allerede er.. mest mentalt vil jeg mene. Men jeg har altid ønsket at dele det med nogen.. hvis de er frisk?" Spurgte hun så nysgerrigt. Noget sagde hende, at han var mindst ligeså nysgerrig som hende, men det var en fornemmelse.

Rokea så blot på hende med et afdæmpet smil. ''Mit navn er Alex Rokea Johnson. Og de er?'' En lettere britisk accent kunne nemt spottes i hans stemme, mens den mere havfrue del af ham lagde sig undertonede og gjorde hans stemme både harmonisk dyb, men også en smugle mere flydende i accent-en. Hans øjne gled over på den Ø hun udpejede. Han lagde hovedet lidt på skrå, hvor efter han fortsat lyttede til hendes ord. Både at hun mente at han var ligesom det hun var og at hun nævnte at dette både var magisk område og yngle plads? Hvorfor ville hun tage ham med over til et sted, som virkede noget af det mest hellige og var der hvor man ville prøve at føde børn. Han nikkede blot annerkende til at han var frisk til at se dette sted.

En del af ham var nysgerrig på at vide mere om sin race, men også hvad han var. Mon hans forfædre var af havfruer? Var hans fader en? eller hans mor? Men hvis dette var tilfældet, hvad ville effekterne så være?. Flere og flere spørgsmål dukkede op, som blot blev rystede af tanken og Rokea begyndte, som starts skud og svømme over imod øen. Hans blik gled på hende. Både fordi hun var den første han havde mødt af egen art, men også af hunkøn inde for hans egen art. Hun havde bar overkrop, men virkede ikke påvirket af at havde sit brystkasse frit? Mon hun fortrak at være fuldt ud fri? eller blot nød følelsen af vandet, som krammede hver en del af ens krop? Fenris lod blikket imod øen og fortsatte med at svømme imod den, men aldrig hurtigere end kvinden selv kunne følge med. Han var nysgerrig på hvad hun ville vise ham.

"Rowan Layna Morgan." Besvarede hun enkelt. Da ha han dykkede ned og svømmede imod øen, gjorde hun det samme. Man skulle ikke lade sig narre. Rowan var en af de hurtigste sirener i hendes koloni. Og i top træning. Rowan fulgte med ham afsted. En masse små grotter var der at vælge imellem, men inden de nåede at svømme ind i en af dem. Så pegede Rowan imod den største. Kolonien så hende som deres leder, derfor havde hun den største grotte. Så snart de svømmede igennem, så svømmede hun imod overfladen. Her var der en stensætning som hun løftede sig selv op at sidde på. Hvis man kiggede op, kunne man se klippevæggene byggede sig op som en vulkan. Og månens stråler lyse nærmest vandet op. Hendes hår hang over den ene skulder, og dækkede derved kun hendes ene bryst, men igen - det var ikke noget hun tænkte over.

Let kiggede hun på ham med hovedet på skrå.
"Kom op og sid. Nyd månens stråler, alt energien. Det fantastisk." Sagde hun og lukkede øjnene for at læne hovedet tilbage - nyde månens lys - det føltes så behageligt, energien fra stedet. Som var det skabt af mægtige kræfter. Denne ø havde været her i mange tusinde år, for det var der, Rowan var taget hen sammen med flokken da de først fandt ud af, hvad de var i stand til.
"du virker ny... nogen spørgsmål, jeg vil tro, at jeg kan svare på dem alle sammen." Sagde hun lidt overmodigt måske, men hun mente hun kunne svare på alt han mon tænkte på. Desuden var ingen spørgsmål for meget for hende. Man var ikke i tvivl om, at hun var i god form. Det kunne ses på hendes tonede muskulatur, at hun holdt sig selv godt i stand.

Rokea fulgte hende til de store grotter hvor han så rundt. Tanken omkring endelig at finde ud af hvad han var facinerede ham, men var det mon et helligt sted for alle havfruer og var han så værdi til at dukke op? Rokea begyndte at så rundt i det de dukkede op til overfladen. Han så op på hende, men tvivlede på at føle sig værdi til at lade sig rør jorden. Han havde sit blik fortsat på hende, som hun sad der oppe. ''Er de sikker på at de ønsker sådan en, som mig til at berør denne jord?'' hans øjne gled rundt på omgivelserne. Dette var noget, som Rokea så som et helligt sted. Måske burde han ikke rør jorden. ''Hvis jeg skal berør denne jord. Bør jeg så vise mit sande jeg? eller være i denne form? '' Fenris var usikker på om han skulle berør jorden. Han følte allerede han havde forulempet, men kvinden havde jo allerede bedt ham om at stille hende spørgsmål.

''Hvad betyder det at være Havfolk? Hvor stammer vi fra? Og.. Hvorfor tror du at du har alle svarene? Jeg betvivler ikke din viden, men du er en fremmed og jeg har ingen andelse om hvem eller hvad vi er. Hvis vi er det samme. Hvis alle er Hav folk, betyder det så at mit blod er anderledes? Fordi siden min barndom har jeg overlevede blandt hajer. Levede blandt deres metoder og deres kultur. Du er det første Havfolk, som jeg har mødt i 140 år. '' Hans øjne gled rundt nervøst. For første gang i 140 år var han nervøs. Han følte sig uværdi til at være blandt dette helligt sted. Dog havde han blevet inviteret af hende, så han regnede lidt med at hun ville ære hans spørgsmål med svar. Eller måske ville hun blot bede ham om at forlade dette sted? Fenris var usikker, men at møde og få chancen af at vide hvem han i virkeligheden var. Burde man jo spille med åbne kort, burde man ik?

Hun nikkede.
"Selvfølgelig, du ligesom mig." Tilføjede hun med et skævt smil på læben. "Du behøver ikke skifte form for at sidde her med halen i havet. Jeg skifter kun til den menneskelige skikkelse, hvis jeg skal op på land og gå. Ellers holder jeg mig i nærheden af, hvor jeg føler mig fri." Sagde hun med et lidt varmere smil. Hun mente at denne form var deres rigtige. Deres menneskelige var til for at vise, hvad de engang var. Men nu spiste de dem, de kunne ikke spise det samme som mennesker. Oksekød eller svinekød mættede ikke på samme måde som menneskekød var. Og alligevel var hun lære på akademiet, men selvfølgelig var den første skabte vampyr også lære, så hun kunne jo også!

Hun bed sig ganske kort i læben. For hvad betød det at være en del af denne vidunderlige race, som hun selv mente hun var en del af.
"At være en del af denne race. Vi har et bånd, du ved. Vi giver hinanden en chance for at være noget unikt." Sagde hun mildt og gik videre til hans næste spørgsmål. "Jeg tror skam intet. Jeg ved meget mere end de fleste tror. Jeg fik engang en heks til at kaste en forbandelse over en flok mennesker, til at få dem væk fra menneskeheden. Og en gruppe sammen med mig blev forhekset til at være havfolk." Forklarede hun kort. Det gjorde vel det hele mere enkelt at forstå vel? Derefter rystede hun let på hovedet.
"Vi alle kødædere. Vi har ædt landvæsnernes kød i flere hundrede år. At du levede blandt hajer, er skam intet problem. Vi har fået at vide, at vi er mindst ligeså farlige, nogengange farligere." Et lille ondt smil sneg sig på hendes læbe. Hvorefter hendes smil blev mere venligt igen. "Jamen så er jeg da glad for, at du stødte ind i mig. Det altid dejligt at møde en som kender til livet i havet. Mange forstår det slet ikke." Let trak hun på skulderen. Hun var meget åben for nogen folk, mere end mange andre.

Rokea så undrende på hende, men smilede svagt. Han lyttede til hendes ord. Hvert og et. Det undret ham og han blev en smugle chorkeret. Både at havfolket spiste menneske kød, men også at det virkede nærmest, som en daglig ting. ''Mennesker.. Er underlige.'' Sagde han kort og så rundt omkring sig. Der efter så han tilbage på hende, da han kom i tanke om at hun nævnte at de alle engang havde været mennesker, men blev forhekset. '' Hvis vi engang har været mennesker. Hvorfor er vi så cannibaler? Vi spiser i teori for forfædre's blodlinje. Gør dette ikke os til vilde dyr?'' Han så undrende på hende og virkede næsten undrende over dette nye 'billede' han fik af sin race. '' Fra min side har jeg overlevet på havets dyr. Der ingen grund til at spise andet kød? Hvorfor spise mennesket? eller andre racer til den sags skyld, medmindre vi bliver jagted eller truet.'' Han så virkelig undrende på hende. Han malede nu sin race, som noget helt helt andet. En race a barbar. En race, som var intet andet end cannibalister. tilbeder af Kaali(Indisk Hindu gudinde for destruktion).

Hans øjne gled rundt og så lettere skræmt. ''Så.. Forklar mig rent. Havfolket æder alt og alle? Alt kød de kan få fat på? Selv deres egne? Hvis dette er sandheden om vores folk. Hvor henne skiller vi så fra dyr? For jeg nægter at tro vi blot er simple dyr.'' Rokea så meget meget undrende på hende. Han håbede at hun i det mindste kunne besvare hans spørgsmål, men de svar hun gav. Det var jo blot mord i Rokea's øjne. Drab er menneskeliv. Drab på blot at vise sin 'styrke'. Noget, som Rokea bestemt ikke brød sig om. Specielt ikke efter at hun fortalte at HUN var den, som skabte Havfolket. Skabte et cannibalistisk folkefærd. Skabte et folk, som åd alt kød, som de kunne få fat i.