It takes two... - Lector (& Rosalie)

Tid: ca. 19:30
Sted: Lige udenfor/omkring Rainier's hytte i skoven
Omgivelser: Der er rimelig tomt for folk, umiddelbart er der kun Rainier selv og Rosalie i hytten.
Vejr: Solen er allerede gået ned, og der er skyfrit og vindstille - halvmånen er lige kommet op og bade lysningen i sit lys
Outfit: Link her, minus jakken og halstørklædet.

@Lector @Rosalie
________________________________________________________________

Rainier havde haft en rimelig stille aften indtil videre. Rosalie var kommet hjem og var pt. igang med at se en eller anden disney film, og han havde selv fået spist færdig for cirka et kvarter siden, så han var godt mæt, og hun havde da også smagt himmelsk. Måske var der virkelig nogen om at ungt kødbare smagte bedre, på samme måde som en del mennesker foretrak kalv frem for en fuldvoksen okse.

Han havde siddet der med øjnene lukket, og slappet af, da Wolfgang pludselig rejste sig, gik hen til døren, og knurrede. Uvedkommende på hans grund? På den her tid? Suk. Man fik da heller aldrig et øjebliks fred. Rainier rejste sig langsomt fra sin lænestol og forsikrede Rosalie om, at han bare lige skulle ud og se hvem det var, hun kunne bare blive indenfor sammen med Wolfgang og slappe af. Han kunne trods alt sagtens passe på sig selv. Så han fik gået hen til døren, og greb sine handsker på vejen ud. Da han var kommet udenfor og havde fået lukket døren efter sig, tog han handskerne på mens han tog de få skridt ned fra den lille veranda hytten havde, og så sig omkring, hovedet let på skrå.

Hvor var vedkommende Wolfgang havde reageret på? De måtte være i nærheden, siden de havde været tæt nok på til at Wolfgang enten kunne lugte eller høre dem. "Komm raus, komm raus, wo immer du bist ... Spiele machen keinen Spaß mit nur einem Spieler ..."

// Oversættelse: 'Come out, come out, wherever you are... Games are no fun with only one player...'

Beklædning: hvid tanktop, sorte seler, grå habbit bukser, ingen sko og ingen sokker, slikhår.



"She will never come to life again now" fortalte han Estragon, i det han slap den livløse krop fri, betragtede han hendes krop falde de flere hundrede meter ned. I det hendes krop ramte jorden og splattede ud på fortorvet for foden af bygningen, vendte han ryggen til kanten, der hvor han stod på taget af den høje bygning. Hans ynglingsted.. Selvfølgelig med undtagelse af hvor end Rosalie befandt sig, det var jo klart.
Et latterligt barnligt smil, som en lille drengs smil når han åbnede sine gaver juleaften, bredte sig over hans ansigt i det han tænkte på hende. Hendes perfekte smukke ydre, de dybe vagtsomme øjne, der holdte så mange tanker og ideer i det lille hovede af hendes.. Han skulle hjælpe hende, med at befri dem alle!
Et følelse af savn kriblede i ham og han vidste han måtte se hende. *I'm hungry* mumlede stemmen inde fra, Lector rystede kraftigt på hovedet, "We just ate! And now we have to go spy on Rosa!" sagde han højt til sig selv, inden han lukkede øjnene i koncentration og med sine hænder fremmanede han en portal der tydeligt kunne ses, og lignede noget der var dannet af helveds flammer selv. Han trådte igennem den.
Det næste sekund befandt han sig i skoven, langt fra midtbyen og hans tagtop.
"Sssshh Estragon, we must not be found!" hviskede han til stemmen i sit hovede, Estragon gabte træt og brokkede sig lidt over omstændighederne, men sådan var det nu engang. Det var Lector der bestemte.. I hvert fald det meste af tiden.
Han bevægede sig langsomt ind mellem de tykke træstammer, så lydløst som han kunne, imens han skævede frem for sig, til han fik øje på hytten. Han havde set hende her før, nej dette var ikke hans første gang skjult bag ved disse træer.
Han var dog desværre bange for hunden, den der altid gøede af ham. Lod ham aldrig være her længe, han måtte altid flygte, tit inden han overhovedet noget at se hende. Han tog en dyb indånding og bevægede sig nærmere der i den tætte efterårs mørket.
Det var i dette sekund han frøs fast, da en dør blev åbnet ind til hytten og for et kort øjeblik røg hans forventinger helt op, ind til hans så at det ikke vare hans skønhed der stod i døråbningen. Han hamrede hårdt en hånd ind i træstammen af direkte vrede! Where was she! He wanted his Beauty! Not this man, and the terrifying dog thing!
Han banede stille for sig selv og kunne mærke hvordan temperamentet krakelere for ham. Til han drejede ansigtet og fik øje på hende alligevel, igennem en af vinduerne. Det barnlige smil var tilbage på hans læber, og fra et split sekund gik han fra moderisk vrede til glædelig begestring.
Hans blik vandrede tilbage til manden der begyndte at tale tysk med en stærk tysk accent, og han kneb øjnene sammen i et forsøg på at forstå hans ord, men det sagde ham intet. Han lukkede dermed øjnene og koncentrede sig, en usynlig portal gled frem bag ham og han tog yndefuldt et skridt tilbage ind i den og forsvandt igen.  
Igen gik der et øjeblik og han stod nu inde i hytten. Retter sagt i stuen hvor Rosa sad og så 101 Dalmatiner. Den frygtelige hund gav ham et værre chok, han kravlede først op på en af lænestolene og på ryglænet, imens han viftede med armene til Rosa om at hun skulle få hunden væk fra ham! Han udså sig et højt skab, og kravlede dermed videre rundt i stuen til han endte oven på det højeskab, i sikkerhed. "Shhhhh" hviskede, i det han fangede Rosas øjne og kunne slet ikke holde et fnis inde. Han var vidst ikke den bedste til gemmeleg, stadig som et lille barn der gemte sig fra mor og far, men på grund af spændingen ikke kunne holde sin kæft og dermed altid blev fundet næsten lige med det samme.

Påklædning

Så snart Rosalie var ankommet til hytten, var hun gået op på første salen og hevet hendes ynglings sweater over hoved. Hun havde frosset hele dagen, da der var en der var kommet til at spilde deres glas med en eller anden lugtende væske, ud over hendes trøje, så den var altså for våd til at have på. Hun havde derfor kun rendt rundt i en tynd t-shirt det meste af dagen. Da sweateren var hevet over hoved, gik hun ned i køkkenet og fandt et af hendes disney krus frem fra skabet, det var i samme tema som den film hun havde udset sig, at se, mens hun spiste sin aftensmad. Hun skulle have en simple tofu salat, som hun havde lavet dagen før. Hun satte vand over i en kedel for at lave en kop te, til at varme hendes kolde knogler på.
Da teen var lavet og salaten hevet ud af køleskabet, greb hun en gaffel i den øverste skuffe og satte kursen imod stuen, hvor hun hurtigt fik sat filmen på og sat sig tilrette med hendes sutskosbeklædte fødder trukket op i sofaen under hende i skrædder stilling og en hånd der holdt hendes krus og den anden gaflen, som hun stak ned i bøtten med salaten, som stod på hendes ben.
Hun nikkede til sin bror, da han forklarede at han lige skulle tjekke op på noget uden for. Og hun gav sig til at synge med på sangen om Cruella Deville, da hun pludselig hørte Wolfgang gør igen og gøre sig klar til at angribe en ret så velkendt mand, som pludselig stod i stuen. "Halt die Klappe, Wolfgang!" sagde hun med en skarp stemme af hunden, som stoppede med at gø og lagde sig ned på gulvet. "Lector?! What are you doing here? How did you even get in?". Hun så op på ham, som han lå oven på skabet og fnes som et lille barn. Hun stillede sin kop og mad fra sig på stuebordet og rejste sig op. "You can come down, y'know?". Hun smilede op til ham og rakte en hånd frem, som for at sige at hun gerne hjalp ham ned.

Rainier kiggede stille rundt efter hvemend det var i et godt stykke tid - han mente han så bevægelse ovre ved det træ, og nåede at gå nogle skridt derhen, før han hørte Wolfgang gø indenfor igen, det gø der mente at hvemend der var her, var kommet ind uden tilladelse. Dog stoppede hans gøen hurtigt igen... Betød det at Rosalie måske kendte hvemend det var? Let undrende gik Rainier stille og roligt tilbage mod hytten.

Indvendigt faldt tankerne over hinanden, om hva dhan ville gøre i de forskellige scenarioer det kunen være. Hvis det var en hun kendte, som der ikke ville hende noget ondt, så var de tjo nemt nok. Så skulle de bar eintroduceres, og så måtte han se personen an. men hvis det var en der var ud epå at gøre hende ondt.... Uuuh,så mange torturmetoder han kunen gør ebrug af, som han ikke havde brugt det sidste stykke tid! Ild? Is? Vand? Skalpering? Valgene var nærmest endeløse, og jo mere grufulde de var, jo bredere blev det kolde smil på hans læber.

Han nåede hen til hytten igen, åbnede døren, og så... En mand. Sidde oppe på skabet i stuen, og Rosalie der beroligede Wolfgang og spurgte hvad manden - Lector? - lavede her. Rainier sagde ikke noget, lukkede blot døren efter sig. Det lod til at Rosalie kendte ham og ikke var bange for ham, så han ville ikke gøre noget ved manden... Endnu. Meget kunne nå at ændre sig. Han betragtede i stilhed manden, med hovedet let på skrå, hans ansigt helt følelseskoldt.

Lector skulede ondt til hunden, da den endelig stoppede med at gø af ham, victory! Hans øjne fandt tilbage til hans skønhed og han kneb øjnene lidt sammen da hun larmede, selv om han havde bedt hende om at være stille! Til trods for at han ikke selv kunne finde ud af at være stille selvfølgelig. Han kunne dog ikke helt blive sur på hende, han vendte sin vrede mod hunden i stedet og knurrende så selv af den.
En stemme forstyrre ham, og han talte hurtigt i hovedet, det var ikke hans! Hans blik fjerende sig fra hunden som han stirrede på Rosalie igen og et charmerende smil gled over hans læber, hans øjne der udtrykte en klar form for fascination, imens han studerede hende. Hans øjne der gled langsomt op og ned af hendes krop, inden de igen strandede ved hendes fuldstændig vidunderlige øjne, så meget potientiale! Hvis det ikke var fordi de ville miste den der perfekte glød de havde nu, havde han nok skåret dem ud og hængt dem op et sted hvor han altid kunne kigge på dem, hele tiden.
"Hallo?" sagde han ud i rummet og hans blik fjernede sig modvilligt fra hende i det noget nyt generede hans øre, hvad nu!!! *Eat the dog..* forslog Estragon og Lector måtte svare med at ryste kraftigt på hovedet imens et lille manisk smil skilte hans læber.. Shhhhhh... hviskede han til Estragon, hunde smagte forfærdeligt!
Hans kneb øjnene lidt sammen, og blev siddende på skabet, ikke om han skulle nogen som helst steder med den hund der! Ikke andre steder en langt væk i hvert fald.. Men Rosa.. Hund.. Rosa... HUND.. DEVILS WORK!!!
"Listen to many, speak to a few." sagde han stille.. Hans øjne fløj igennem stuen i det han drejede hovedet lidt for igen at få øje på den fremmede, manden, tyskeren, Claudius!!!! Oh NO! Was he here to kill him! "Please don't.." hviskede han næsten lydløst, øjnene låst fast på Claudius ansigt.
Han sukkede stille og kaldte på Didi, men hun svarede ikke, hvorfor svarede hun ikke? I stedet brummede Estragon der løb som: *Hungry*, og Lector rystede langsomt på hovedet, ikke nu!
"He who is cruel to animals becomes hard also in his dealings with men. We can judge the heart of a man by his treatment of animals." sagde han så til sidst, højt, til manden der var kommet ind, "Well that makes sense now, you cannot be Claudius! But who are you then?!" spurgte han. Hans blik forlod langsomt manden der ikke var Claudius alligevel, og hans øjne fangede Rosalies igen og et smilet var tilbage på hans ansigt, So much Beauty! "I will not, I cannot my Beauty!" svarede han hende endeligt og hans blik søgte tilbage til huden og hans øjne blev en anelse mere sammenknebene som det onde blik trådte frem igen.. HM!

Rosalie stod stadig med hånden strakt frem imod Lector, så hun kunne hjælpe ham ned. "Please, come down, the wardrobe isn't stable enough for you to be on top of it. I promise that Wolfgang and my brother, wont do you any harm.". Hun havde kun lige nået at sige ordene, inden skabet begyndte at knirke og vippe en smule ustabilt. Hun trådte derefter et skridt til siden, så hvis det endelig skulle vælte, ville hun ikke få det ned over sig. Hendes arm stadig rakt ud, så han kunne tage den, hvis det skulle være. Dog vendte hun hurtigt sin opmærksomhed imod hendes bror, da han kom indenfor "Meine Dunkelheit, this is.." sagde hun hurtigt og så kort op på Lector, som lå og hviskede til sig selv. "..Someone I met a little while ago. You may not hurt him, he wont hurt any of us. I hope. He hasn't hurt me yet anyway.". Hun var skiftet over i engelsk, da hun havde hørt Lectors snakken om en eller anden Claudius og om at man kunne dømme en mand på hvordan han behandlede dyr, hvilket hun var enig i. Hun smilede til Rainier som stod og så ret mistroisk op på dæmonen oven på skabet i stuen. Hun vidste at det var et underligt scenarie og hun ville nok selv have set sådan ud. Men Lector havde ikke skadet hende, ikke endnu i hvert fald.
Det værste hendes bror kunne gøre nu, var at reagere voldsomt. At flå Lector ned af skabet, dog var hun sikker på at han ikke ville gøre dette. Han ville nok stille spørgsmål, men ikke direkte tage fat i Lector.

Rainier kiggede stadig stille og roligt op på Lector, hovedet stadig let på skrå. Hmm. Han virkede mindst ligeså sindssyg som han selv var... Skønt! Endnu en til familien! Et smil bredte sig langsomt på hans læber som han observerede Lector. Han lagde godt mærke til at Lector ikke virkede synderlig glad for Wolfgang, og han knipsede derfor med fingrene og pegede hen på hundekurven, uden at tage øjnene af Lector. Wolfgang gik lydigt hen og lagde sig, selvom han nu også stadig holdt øje med Lector.

"Well that makes sense now, you cannot be Claudius! But who are you then?!" Rainier's smil blev blot endnu bredere, og hans lettere sindssyge udtryk vendt etilbage til hans øjne, hvor det såtit var synligt, medmindr ehan bevidst skjulte det for folk. "I'm Rainier. Rosalie's twin." han viftede let med hånden mod Rosalie, og havde stadig ikke taget øjnene af Lector. Så det var en hun kendte? Det gjorde jo tingene endnu bedre. "Don't worry, meine Licht, I won't harm him. If anything, I'm intrigued..." og han kunne ikke holde det tilbage længere, en høj, lang, manisk latter brød fri. Det var så længe siden han sidst have mødt nogen der også var sindssyg! Og med Lector's mumlen og talen med sig selv, var det jo kun alt for tydeligt!

For selv om skabet begyndte at ryste ustabilt under ham, blev han alligevel siddende hvor han var. I frygt for hunden selvfølgelig. Hans øjne fulgte Rosalies bevægelser i det hun flyttede sig væk fra ham, men stadig med en hånd imod ham. Langsomt med et vaksomt blik på hunden begyndte han at række sin hånd frem mod hende, dog i det sekund Rainiers stemme gav genklang i hans øre, trak han frygtsomt hånden til sig og vendte sig blik fra Rosalie til Rainier. Twin? Hans øjne gled forundret frem og tilbage i mellem dem et par stille sekunder, hmm.. Det kunne han ikke se.
”You can't depend on your eyes when your imagination is out of focus ” hviskede han stille for sig selv og gav så endelig slip på skabet. Han gled ned over den side, med et skarpt blik på hunden, til hvilken Rainier havde fået til at gå hen til dens kurv. Det beroligede ham en smule, men også kun en smule. Da han var kommet ned fra skabet krøb han gennem stuen til han stod bag Rosalie. Han lagde sine hænder mod hendes skuldre og frem bag hende kiggede han på Rainier igen. *It is not your fault* hviskede en stemme i hans hovede og Lector rystede langsomt hovedet frem og tilbage, nej det var det ikke! ”I would never do you any harm Beauty” hviskede han blidt mod Rosalies øre og sendte et fantastisk smil ud i rummet, der ikke kunne tolkes som hverken troværdigt eller ej, og i hans sind begyndte Estragon at grine, han var åbenbart ikke helt enig. ”Sssh Estragon..” mumlede han stille til stemmen.
Han lænede sig ind mod Rosalies nakke og tog en dyb indånding gennem næsen og lod duften af hendes hår fylde sig som øjnene blev fulde af beundring igen, hans skønhed, hun duftede.. himmelsk.. *HAHAH!!! Like fooooooood!* - ”No Estragon, no ssshhhhhhh!!!” svarede han Estragon, det var ikke til diskussion! Rosa var hellig! Hun var ikke legetøj og hun var ikke mad.. Men hmm.. Hvad med ham.. Brormand? Hvad var han for en, kunne man lege med ham!? *Don't get your hopes up..* kaldte Didi og Lector sendte et såret udtryk ud i rummet, der var ment for hende. ”But he lookes so nice.. Please?” spurgte han hende, Didi mumlede bare et eller andet, hun var altid i det der.. deprimeret humør.. og Rosalies tilstedeværelse gjorde det kun værre. Havde hun sagt til Estragon at han godt måtte spise hende? ”Didi! Behave!” sagde han irriteret, en anden stemme begyndte at snakke til de allerede tilstedeværrende og Lector fik som så tit.. Nok. ”Enough you guys, I want silence!” sagde han irriteret. Han kastede et blik mod Rainier igen, der nu var brudt ud i latter! Oh! Oh so nice! He was so nice! *You guys! A friend! Listen.. !* sagde han i tankerne til sine stemmer. Han begyndte selvfølgelig også og grine, men det var mere en glas fnisen, et barnligt grin, en det var manisk.. men alligevel.. for en voksen mand.. var det måske alligevel en smule.. crazy. Det var bare så dejligt at høre nogen grine sådan til ham igen, det havde han ikke hørt siden galeanstalten! Åh hvor hyggeligt! ”I like this one.. I wanna play with him, can I, please Rosalie, Can we play!??” spurgte han Rosalie om lov, som var han et lille barn igen.

Rosalie fulgte Lector med øjnene, som han kravlede ned fra skabet, hun rystede på hoved af hendes brors latter og så snart at Lector havde sat fødderne på jorden, vendte hun sig imod sin bror, der gik dog ikke længe før hun mærkede Lectors hænder på hendes skuldre og hørte ham hviske i hendes øre. "I know you wont, Lector." smilede hun let og så igen på sin bror. Hun ignorerede samtalen som Lector syntes at have med hans stemmer, dog gippede hun da han pludselig vrissede af stemmerne. Hun slappede dog hurtigt af, og da hun hørte hvordan de grinte sammen, deres vanvittige lattere, syntes at være som en, rystede hun let på hoved af dem med et smil på læben.
"Yeah, go play, but don't hurt each other.. I'll be up here, listening to music and baking." Smilede hun til dem og trådte forbi Lector, med et blid strøg af hendes hånd på hans kind, som hun satte kursen imod køkkenet. Velvidende at musikken skulle være høj, hvis de hun skulle overdøve hvad end Lector og Rainier skulle til at lave nede i kælderen. "Oh, und meine Dunkelheit, stell sicher, dass er sich nicht verletzt.". Hun smilede kort til hendes bror, inden hun forsvandt ud i køkkenet.

//Oh, und meine Dunkelheit, stell sicher, dass er sich nicht verletzt. = Oh, and my darkness, make sure he does not hurt himself.

Rainier's latter døde langsomt ud, og han kiggede igen på Lector, det velkendte maniske, nærmest morderiske smil på hans læber. Det har kunne blive noget så sjovt! Det lod til at han var så heldig at være ved at blive omringet af andre som ham selv igen... Først at Corentin også var i nærheden, så kom deres dejlige storebror herhen, også, og nu ham her, Lector, hed han? Skønt! Jo flere jo bedre, især hvis han var ligeså meget med på alle Rainier's idéer som Corentin var!

Han kunne tydeligt se at Lector nok tænkte noget hen af det samme, at det var dejligt at finde en ligesindet, og glæden han kunne mærke i Lector's aura, sørgede for at smilet blev der. Lector's latter var åh så dejlig at høre på, og bekræftede endnu en gang mistanken om at de var mindst lige sindssyge, måske blot på hver sin måde, Lector lod til at være det lidt mere åbenlyst end han selv var det.

”I like this one.. I wanna play with him, can I, please Rosalie, Can we play!??” Rainier grinte igen, og vendte sig også kort mod Rosalie. "Yeah, can we?" spurgte han også, med et stort grin. Han så hendes smil og vidste allerede da hvad svaret ville grine, og så tilbage på Lector da hun selvfølgelig gav dem lov. "Ja, ja, selbstverständlich. Wiedersehen," sagde han smilende til hende mens hans blik stadig var fastlåst på Lector.

"You want to see something, Lector? My latest project? Her screams are so lovely!" grinede han så til Lector, det maniske udtryk malet overalt i hans ansigt. Nu han var med en ligesindet, var der jo absolut ingen grund til at bruge energi på at få ham selv til at se rolig ud udaftil, han kunne ligeså godt bare lade det hele kommer ud.

// Yeah, yeah, of course. See you.

Lector smilede stort til Rosalie da hun gav dem lov! So great! ”No of cause not!” sagde han glad, han ville ikke gøre Rainier fortræd? *Sure about that babe?* spurgte Didi, og Lector nikkede kraftigt, ja! *I'm not.. I'm hungry! sagde Estragon og Lector sukkede bare lidt af ham, nej altså! ”I decide which ones gets hurt and which ones dosen't” sagde han til stemmerne. Hans blik gled tilbage til Rosalie da hun strøg ham over kinden og han fniste let.. Betragtede hende imens hun gik væk fra dem.. Damn.. That woman! She was oh so amazing! Han så kort en smule skuffet ud, hvorfor måtte han ikke komme med hende? Hvorfor gik hun uden ham!!! Et vredt udtryk dannede sig kort på Lectors ansigt indtil Rainier sagde noget og Lector vendte sig mod ham. Hans øjne lyste op i glæde igen og han nikkede kraftigt igen, åh! ”Yes yes! I would love to! You're so, so nice!” sagde han glad og stemmerne nikkede lige så ivrigt som Lector, de var enige.. Altså på nær Jiminy, men han blev altid holdt uden for, ham var der ingen der gad høre på.. HE was SO stupid!!

Rainier's grin blev igen bredt, da han så hvordan Lector lyste op i glæde, den kraftige nikken, og den glade tone i hans stemme, sammen med den aura af ren og skær glæde der var omkring ham nu - det hele gjorde at Rainier brød ud i endnu en manisk latter, hovedet lænet tilbage med lukekde øjne, før hans grin stopped eigen, og han så på Lector med et stort, skævt, morderisk smil og de tmaniske blik i hans øjne.

"Then follow me, she's right down here... She's just got the loveliest screams, you know!" grinede han, og gik hen til et tæppe i hjørnet af rumemt, som han skubbede til side, så man kunen se faldlemmen ned til kælderen. han kiggede ove rpå Wolfgang, og knipsede en gang for at få hans opmærksomhed. "Wolfgang, pass auf die Haustür auf. Bellen, wenn sich jemand nähert!" beordrede han hunden, som gav et enkelt 'ruff' fra sig, før han gik lydigt hen til døren og lagde sig ned foran den.

Derefte råbnede Rainier lemmen, og lod Lector gå ned først. Da han var nede, gik han selv ned, og lukkede og låste lemmen efter sig. Derefter fik han blændet op for lyset. Og der, på den ene væg, hængende i fire kæder, der sad fast i hendes håndled og ankler, hang der en kvinde der nok var i start trediverne. Hun havde et bind for øjnene og var blevet kneblet for at hun ikke skulle kunne høres oppefra, og hun havde allerede flere fine snit hist og her på hendes krop, og et enkelt sted hvor noget hud simpelthen bare var skåret væk fra hendes krop.

"What do you think? Something you like, too?" spurgte han Lector med et stort grin, mens han lagd een arm om Lector's skuldre og guidede ham hen til kvinden. Han lod en finger køre langs det største sår, der stadig blødte, og førte den hen foran Lector's ansigt, så han tydleig tkunne lugte det. "Have a taste. She's delicious!"

//Wolfgang! Go keep an eye on the door. Bark if anyone approaches!

Lector fulgte efter Rainier uden den mindste bekymring, blot et stort glad smil om hans læber, han glædet sig til at se hvad Rainier havde i sin kælder! Uhhh! Så spændende! Lector skævede dog til hunden som Rainier sagde et eller andet til den på tysk han ikke forstod, bare den ikke skulle med! Et moderisk udtryk voksede i hans øjne, men forsvandt hurtigt igen da han så at hunden ikke skulle med dem. Han hadet hunde. Han fulgte så efter Rainier ned i kælderen, og så sig omkring i det mørklagte lokale. Hm. Det var tydeligt at det her ikke var en hyggelige gamerkælder! Haha! *Og Lector look! See what he got! It's a toy!" råbte Estragon til ham fra hans hovede og Lectors øjne gled hen til pige der var lænket fast til væggen, som Rainier fik tændt for lyset. ”Oh..” svarede han stille stemmen, og betragtede pigen på væggen. Lector skælvede let ved berøringen fra Rainier, og et smil pyntede så igen hans ansigt, oh! Where they gonna hug? He loved hugging! Hmm.. Maybe not yet. Han vendte sig dog imod kvinden som Rainier havde ført ham hen til og betragtede de mange åbne sår på hendes krop, at se alt blodet steg ham lidt til hovedet, *Eat her.. Eat her now Lector, I'm so hungry! Please!* kaldte Estragon bedende, Lector lænede sig lidt frem mod hende for at gøre hvad Estragon bad ham om, men *No honey! No, not yet! She is not yours, you need to ask permission!* fortalte Flower ham. Han nikkede og lænede sig lidt tilbage igen. ”I like her..” sagde han så til sidst og vendte sig blik mod Rainier, som han kørte en finger gennem kvindens sår og rakte den hen foran Lector, han kiggede på fingeren med blod på og op på Rainer og tilbage til fingeren. Et latterligt dæmonisk smil gled så frem på hans læber som han lænede sig frem og lod sine læbe glide langsomt ned over Rainiers finger, imens han holdte øjenkontakten. Blodet gled ind mellem hans læber sammen med Rainiers finger og hans tung blev fyldt med smagen af det søde menneskeblod. Ikke lige så godt som engle blod, men det var stadig godt. Estragon skreg af glæde i hans hovede, *More please give me more!* skreg Estragon, og før Flower nåede at få stoppet Lector, bed Lector fast i Rainiers finger, så blodet af mennesket blev blandet med blodet af feen. Stadig med sine øjne fikserede i Raniers, smilede han let og sugede til sig.. mhmm! Se det var noget helt andet! Hvad var det?! Han mindes ikke at have smagt noget som det før! Åh.. såååå sulten.. mhmm. Han lukkede så endelig øjnene for at nyde rusen blodet gav ham.

Rainier's eget smil blev det større, da han så hvor fascineret Lector blev af hans lille mesterværk her, og betragtedeham blot stille som han lænede sig frem mod hende mens han lod til at have en indre diskussion med sig selv, før han lænede sig tilbage igen og kiggede på Rainier igen. "Yeah, she's nice, isn't she? And I made her so much prettier with all this..." han tog da en anden finger, en fra sin frie hånd, og lod den stille løbe gennem endnu et sår på kvinden, hvilket gjorde at et svagt smerte klynk kunne høres bag stoffet i hendes mund.

Han grinede til Lector som han selv, samtidig med at Lector's læber lukekde sig om hans ene blodige finger, selv slikkede blodet af den anden, med det der maniske smil stadig på hans læber. At dømme efter den nydelse på Lector's ansigt, kunne han vist ikke være andet end enten en vampyr eller en bloddæmon, og siden han rent faktisk var varm, og ikke synderligt bleg, ja, så var det jo en logisk nok konklusion at det måtte være dæmon. Dejligt!

Men han fik sig stadig et lille chok da Lector pludselig bed fast i hans finger, og idet de andre fingre fra Rainier's hånd rørte Lector's kind og kæbe for at rive hans finger fri igen, udnyttede hans krop automatisk hans nerve manipulations evne, i ren refleks, som en form for forsvarsmekanisme - hvilket selvfølgelig gjorde at et ekstremt voldsomt smertejag ville gå igennem hele Lector, startende fra det punkt hvor Rainier's fingre havde rørt ham. "Ow for fuck's sake!" bandede han hvorefter han grinede højt til loftet. "That's a good bite you got there!" ja, han var ikke engang sur - smerte rørte ham jo knapt nok, han havde bare fået sig et lille chok.

Lector stod med lukkede øjne og sugede i Rainiers finger da en pludselig mærkelig ting skete. Han slap Rainiers finger med det samme, som havde han brændt sig på den og slog øjnene op igen og stirrede på manden. Hvad.. Var.. Det! Det havde gjort af helveds til ondt! Nok var smerte et mærkeligt begreb for Lector, det betød dog ikke at han ikke mærkede den, han reagerede bare.. Ikke helt normalt på den. Han rettede sig op igen og så Rainier i øjnene inden han lagde hovedet lidt på skrå. ”What was that?” spurgte han ham så om og undrende rakte Lector ud og prikkede til Rainiers finger igen, den han havde haft i munden lige før, men denne gang skete der ikke noget, hvorfor ik? ”Can you do it again, how do you do it, can I do it, why did you do it, does it always hurt, can you do it again.. Please??????” sagde Lector og stillede Rainier tusinde spørgsmål, han opførte sig tit lidt for meget som et barn, og lige nu meget, bestemt med de store nysgerrige øjne. ”Please make it hurt...... A lot!” bad han Rainier om og sendte ham et komplet forrykt psykopatisk smil inden han brød ud i en dejlig høj latter.. ihhh! This was so much fun! he loved being here! his new friend was amazing!!!! *be careful hon'* hviskede Flower i hans hoved, men han ignorerede hende bare, havde ikke tid.

Rainier's eget grin ebbede langsomt ud, hvorefter han selv stod tilbage med det store, maniske smil på læberne. Han gengældte Lector's blik, med hovedet let på skrå i den anden retning, den der sindssyge gnist igen til stede i hans blålilla øjne. "What it was? Ooooh," han grinede igen. "That was just a little trick I can do." han kiggede som Lector nærmede sig hans finger for at se om det skete igen, men selvfølgelig gjorde det ikke det, det var jo kun når han ville gøre folk ondt, give dem stor nydelse, eller at han fik et chok, at den aktiverede.

"Of course I can do it again. As to how... Hmm... I don't really know, actually? I just do it. I concentrate a little and it happens. I didn't do it on purpose, it happens when I get surprised, too." han trak let på skuldrene, før han tog et skridt væk fra Lector, da han ærligt talt var en smule sulten lige nu, så han tog en af skalpellerne fra bordet for at gå hen til kvinden og skære et stykke kød af - til et ynkeligt klynk fra hende bag stoffet, hvilket fik ham til at grine igen mens han gik hen til bunsenbrænderen på bordet og helt simpelt bare begyndte at stege kødet over den flamme.

"Hmm... No, it doesn't always hurt. I can make it do the opposite, too, though I rarely do that. And now... Are you sure you want me to? If I do it enough, I'll damage your nerves permanently." Normalt ville han være pisse ligeglad med at give folk nerveskader, men Rosalie lod jo også til at kunne lide ham, og han havde da heller ikke den store lyst til at permanent skade en der var så interessant som Lector. "But I can give you another taste... Just get over here, and touch my hand," sagde han så med det samme maniske smil og blik i øjnene som før, som han strakte sin frie, bare hånd ud mod Lector, mens han tog en bid af det nu stegte menneskekød.

Lector grinede lidt igen da han fik øje på Rainiers smil, ihh! Så sødt jo! Han var så pæn med det smil! Han brude altid smile sådan! Så ville han få så mange venner. Han havde i hvert fald allerede vundet Lector over med det smil. ”Omg I love tricks!!” sagde han helt begejstret, et kort øjeblik tænkte han på sin gamle ven.. Arí.. Han savnede den dreng.. Han var også god til tricks! Hæhæh! Han håbede han havde det godt hvor end han var.. Ude i den virkelige verden! Uhh! Måske Island, måske skulle han tage en tur derover, kigge efter ham? Ja... Men ikke nu, ikke nu nej! Han rettede hurtigt sin opmærksomhed mod Rainier igen, desværre var Lector lidt for nem at distrahere..

Hmm.. Men han lyttede nu! ”Oh okay, I like it, I wish I could do that too” sagde han og surmulede lidt over sin egne evner ikke var lige så awesome! Men.. Selv hvis han havde kunnet gøre det, så havde han nok aldrig brugt det.. nok ikke nej.. Og han kunne ikke undvære sine portaler, han brugte dem hele tiden. Han fulgte så Rainiers da han samlede en skalpel op gik hen imod Lector der stadig stod ved kvinden på væggen. Hans bryn gled ned i en undren, ville han skære i ham? Det var ikke det han havde ment med smerten.. det var evnen han ville se jo? Men Rainier gik forbi Lector og han fik så igen øje på kvinden.. nå jov! Han betragtede Rainier skære lidt i hende og.. skære noget af? Han sagde ikke rigtig noget, fulgte bare med i hvad Rainier lavede, han fascinerede ham. Ekstremt meget. Han blev dog trukket ud af sin trance da kvinden på væggen lavede en eller anden lyd der gjorde ham helt vred! Shut up bitch! Han gik den et lille skridt for at komme tæt på hende og lænede sig ind mod hendes øre ”SSSSSHHHHHH!!!!” sagde han vredt til hende og prikkede hende på kinden, dumme hende! Ikke stjæle Lectors opmærksomhed!

Lectors stemmer var blevet ret stille, de.. Lod Lector styre showet når.. Han var i det her humør, så var der ingen grund til nogen form for overtales eller guidens, han kunne sit shit.. ja. Og hvis han ikke kunne så kunne Rainier i hvert fald.
Han blev dog alligevel lidt betaget da det viste sig at Rainier var kannibal, et kort øjeblik overvejede han faktisk at spørge om han ville have et stykke af Lector også? Men.. Nej det gik jo ikke, det skulle han vel egentlig selv bruge.. Meeh. ”So you always eat them?” spurgte han så bare og sendte ham et stort smil, mhmmmm! So cozy! Han lyttede igen og nikkede så, okay det modsatte? Det ville han også gerne prøve jo!!! Ih! Han sendte ham så et ret frækt smil, et rigtig bølle smil, da Rainier advarede ham mod evnen, ødelægge hans nerver? Hmm.. ”I don't mind..” svarede han så bare og sendte ham et stort smil, gik hen til Rainier, med et barnligt smil om læberne og et sygt blik i øjnene. Han rakte sin hånd frem og tog dat om Rainiers hånd og stirrede ham ind i øjnene, ventede...

Rainier elsked enu også det grin Lector kom med - det var så dejligt længe siden han havde mødt nogen der var mindst ligeså sindssyg som ham, der var bare noget bestemt over de grin der altid føltes så... Hjemligt. Bekendt. Trygt, godt og dejligt. At vide man var i selskab af folk som en selv, det var så dejlig en følelse!

"Well, it is rather fun to play around with, so I get ya. Rosalie has the same sort of ability, it just eases pain instead of causing it. Mine used to be like that, too. But I'm hapy it changed after my first kills," grinede han, og fik spist det lille stykke kød færdigt, mens han udmærket godt lagde mræke til hvor fascineret Lector lod til at være af ham, og den følelse var da også gengældt. Lector var en rimelig spændende fyr, overhovedet ikke som alle de andre kedelige, normale typer.

Han sukkede og rystede på hovedet da Lector tyssede på kvinden, dog. "Please don't try to make her quiet, I love all those little sounds she makes. They're so pathetic," grinede han, og lagde blot én finger mod hendes mave for et kort jag af smerte i hele hendes krop - og han grinede højlydt af det skrig der kom, halvt kværket på grund af stoffen i hendes mund. "Aah. Sweet music to my ears!" grinede han og lod sin hånd falde ned langs hans side igen.

"Well, I do eat the ones I'm going to kill. I mean, why not? Makes it easier to dispose of them, and they're rather tasty, too." sagd ehan så mens han trak let på skuldrene. Hans smil vendte dog hurtigt tilbage da han så Lector række ud og tage fat i hans hånd. Hans smil blev skævt og fik igen det der maniske udtryk der bredte sig til resten af hans ansigt mens han holdt øjenkontakten med lector, og så aktiverede sin evne, denne gang på fuld styrke, nu Lector havde sagt han ikke havde noget imod det... Det lige før, hans forsvars ting, var nok cirka halv styrke af hvad han kunne, så det her ville selvfølgelig være en del mere smertefuldt.

Han stod afventende med hånden strakt frem mod Rainier, ikke at se et eneste tegn i hans ansigt på at han fortrød dette, denne beslutning. Han var ikke god til at bedømme, sundt fra usundt, tage den rigtige beslutning og hvis han så alligevel vidste hvilken vej han skulle gå, så gik han helst den modsatte. Lectors øjne lyste op da Rainier nævnte hans skønhed og hendes evne. Han blev nød til at teste den også selvfølgelig og det var næsten lige før at han havde forladt Rainier for at finde Rosalie.. Hvis ikke det havde været forbi spændingen, der havde samlet sig i hans mave, over den smerte han snart skulle føle. ”I think it sounds amazing.. Both of your gifts, I wish it was me” sagde han så og sukkede lidt, skuffet som et barn.
Han skævede til kvinden på væggen og rakte tunge af hende, hvis han ikke måtte det andet, ja så var det her næst bedst. Et grin forlod hans læber og han sendte Rainier et stort smil igen, han skulle nok lade være med at blande sig, han ville jo bare gerne have alt opmærksomheden til sig selv.
Lector lagde hovedet lidt på skrå da Rainier igen havde fat i pigen, hm? ”I guess so..” sagde han stille, der var alligevel forskel på de to. Lector ville nok ikke have behandlet pigen på helt samme måde som Rainier. Nej. Men så måtte han invitere Rainier hjem til sig, når han fik et hjem, og vise ham hvordan Lector gjorde tingene.. Ja, men hver ting til sin tid.
Han nikkede roligt da Rainier forklarede sin kannabilisme. Lector forstod det godt. Det skete da også for ham en gang imellem at han fik sig en hapser.. Men det var mere uheld en det var med vilje. ”Oh okay, can you taste any differences, between.. Let's say a human and a demon, as an excempel?” sagde han, slet ikke opmærksom på at Rainier endelig tog den hånd havde havde stået fremstrakt med i noget tid nu. Lectors blik glide over på Rainier og deres øjne mødtes, som Rainiers evne satte i gang.
Hans pupiller udvidede sig med det samme smerten ramte ham, først i det han gled på tær, som alle hans muskler trak sig sammen på en og samme tid, og så da han faldt sammen på knæ, overvundet af den brutale smerte. Hans øjne gled i og hans fingre slap Rainiers greb. Et par sekunder var alt sort, som han sad på knæ foran hvad kunne kategoriseres som djævlen selv.
Et stille støn flød så over hans læber, et mere et par sekunder efter, bare højre. Hans øjne blinkede usikkert, inden det åbnede sig helt og han rettede blikket mod den mand, der havde fået ham til at føle så stor og brutal en smerte, han ikke huskede han nogen sinde havde følt før. Det føltes stadig som om kroppen sitrede let, spændte, en urolighed samlede sig i hans mave og hans hjerte bankede hårdt mod hans ribben.
Han sad i mere end et øjeblik og stirrede Rainier ind i øjnene inden han lod sig glide bag over ned på gulvet, han lagde nakken bagover og lod hovedet slå hårdt mod gulvet under sig. I det hans læber skiltes og et højt fuldstændig sindssygt latterbrøl flød ud i rummet. En af den slags latterkramper der bare ikke ville stoppe igen, så der lå han, rullede rundt på gulvet af grin. Sikkert ind tværet i blod fra Rainiers offer, det forstyrrede ham dog ikke. ”A-HAHAH-M-HAHAHA-A-HAHAHA-Z-HAHAHA-I-HAHAHA-N-HAHAHAH-G!!!!!! HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAAHAHAHAHAHAHAHAHAAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAAAAAAAA”

Rainier smilede bare og trak på skuldrene. "It is a rather practical ability to have, in my work it is, anyway." grinede han. Han lagde godt mærke til hvordan Lector nu rakte tunge af kvinden, og rystedet bare på hovedet af ham, let smilende. Det var virkelig som at have med et barn at gøre... Bortset fra at han nu godt kunne lide Lector, og hadede børn.

Han spiste den sidste del af det lille stykke kød han havde skåret af,og nikkede så let. "Well, I haven't tasted a demon before, so far, but I've been able to tell the differences between sirens, werewolves, humans, vampires... Yeah." sagde han med et skævt smil, før han så nu udførte hvad Lector havde bedt ham om, hans 'trick' til dets fulde potentiale, og hans øjne nærmest lyste op med glæde som han så hvordan det sitrede i hele Lector's krop før han faldt ned på knæ og gav slip på Rainier's hånd igen.

Rainier stod bare der og observerede ham, et manisk smil på læberne og sindssygt blik i øjnene, mens han så hvordan Lector igen åbnede øjnene, før han lagde sig ned på gulvet. Han hørte godt lyden af Lector's hoved der blev slået mod gulvet, men han ignorerede det, for den næste lyd var så meget dejligere... Den latter! Åååh, hvor var den dog skøn! Lector fandt også smerte sjovt? Hvor dejligt! Rainier's egen maniske latter, på grænsen til hysteriske, tilsluttede sig Lector's efter nogle sekunder, han kunne simpelthen bare ikke holde det tilbage, ville ikke, ikke når der var en anden i rummet mindst ligeså sindssyg som han selv var.

Efter et par minutter af ustyrligt latterudbrud, falmede det dog igen, hvormed Lector til sidst stoppede og lå der bare og smilede til Rainier. *Well you please stop that madness, you're hurting yourself* sagde Flower, en anelse strengt, til ham. Han brummede irriteret, skulle hun sgu ikke bestemme! Han havde det lige så sjovt! Man skulle tro det var Grinch der havde fået hende til det, at ødelægge hans sjov! Typisk! Flower plejede altid at være så sød jo? ”Shut up.. I will never stop the madness, you should know that, and I'm not hurting myself in any way.. He is!” sagde han til sine stemmer, imens han holdte øjenkontakten med Rainier og grinede så bare igen da hans øjne flakkede væk fra ham og han knaldede bare hovedet ned i gulvet igen.. Woops.
”Are you really asking me for.. A taste? Cause.. I could properly go without a bit of blood.. But flesh? I don't know really..” sagde han og rynkede næsen.. Hmmm? Kunne han det? Måske kunne han godt. Hvis han kunne ville han ikke have noget imod at Rainier to et stykke af ham, hvis han alligevel ikke selv brugte det til noget fornuftigt? Sure, why not?

"Madness is a good thing... Why on earth would you ever want to stop it?" spurgte Rainier med stille undren i sin stemme, mens han lagde hovedet let på skrå - han var helt klart på Lector's side her fremfor hans stemmers, det var da dejligt at være sindssyg! Livet var så kedeligt hvis alt skulle give mening! Kaos var godt! Rainier grinede igen da Lector endnu en gang slog hovedet bagover ned i gulvet, hvor var det dog bare dejligt at få sådan et frisk pust af mere galskab ind i hytten! Han savnede det så meget, måske ville dagene blive en del sjovere nu, med Lector i området? Det havde han i alt fald på fornemmelsen.

"I... Actually wasn't, but if you're offering, I won't mind a taste..." og så var det maniske, sindssyge udtryk tilbage på hans ansigt, stærkere end før. "I'll just grab it from somewhere you won't need it that much... You don't care about getting a scar, do you?" normalt ville han aldrig spørge om det, men han kunne jo godt lide Lector her, og så skar man jo altså ikke bare lige i en person, hvis man godt kunne lide personen. Så meget forstand havde han trods alt tilbage til at han ikke ville skade folk han kunne lide.

*Lector please.. Behave!* kaldte Flower, hun prøvede selvfølgelig bare at hjælpe, men lige nu hjalp det ikke særlig meget. Han var bare irriteret over det, hun skulle ikke bestemme over ham! Han var ligeglad med at komme til skade forhelved! ”It certainly is.. I wouldn't actually.. But the voices.. Well.. Some of them.. Are afried I'm gonna hurt myself.. But I'm not? Don't worry, I'll try and shut them up” sagde han lidt mere roligt til Rainier, smilet glippede lidt.
Han betragtede Rainer fra gulvet hvor han stadig lagde flat på ryggen, hmm.. Did he mind? Han tænkte lidt over det og så ned af sig selv, hmmmmm. *Please don't Lector.. Don't do that!* råbte Flower til ham, han rystede langsomt på hovedet. Hvad med de andre? ”Lets vote, shall we?” sagde han roligt til stemmerne og smilede kort til Rainier. *It's stupid, just stupid..* - *I'm just bored, maybe it will be fun..* - *Faites ce que vous voulez, vous le faites toujours de toute façon* - *Don't do it Lector, you would look so ugly with a scar* - *Only if you get something back, ask him for a cup of blood* - ”It's a bit confusing you guys... But eh.. I'll listen to.. Eh..” brummede han forvirret og så op på Rain så smilede han lidt større. ”Fine.. But as Estragon suggested.. I could maybe get some blood in exchange..” sagde han så til sidst, smilet større nu og han grinede stille.. Shit.

Rainier grinede bare endnu en gang af det. "Why would they be afraid of you hurting yourself? A little pain is nothing," sagde han helt henkastet, og trak let på skuldrene. Lector havde jo også selv lige bevist det, han havde grinet af den stærke smerte Rainier jo kunne se han havde følt! Og han selv var rimelig ligeglad med smerte, efter at have været døden nær den ene gang havde intet kommet bare i nærheden af det.

Og så... Lyste hans øjne nærmest helt op af glæde, da han hørte tilbuddet om 'byttehandel', der. "Of course you can! A little meat in exchange for some blood, that's totally fair!" grinede han. "Let's do it now, shall we? Oh yes, yes yes yes... This will be perfect..." han gik med hurtige skridt over til bordet hvor der stod en lilel skål han som regel lagde kød i - den var tom lige nu - og fandt hurtigt en skalpel frem. Hmm... Lector ville nok være mest villig hvis han opfyldte sin egen del af samtalen først... Så han satte sig ned ved siden af Lector med et kæmpe smil, og skar sig, uden så meget som at blinke, i armen, for at lade blodet dryppe frit ned i skålen, opsamle det til Lector.

”Well yes, but some of them are quite protective of me..” sagde han bare og rystede lidt på hovedet, stupid voices! He could take care of him self! Yes.
”but of course I can take care of myself” svarede han så lidt, med et par stemme i hovedet der slet ikke var enige, men det ignorede han bare.
Hans øjne fandt tilbage til Rainier som han fandt en skalpel frem og kom tilbage og satte sig hos Lector, i den lille blodpøl der var på gulvet ved siden af og under kvinden. Fantastisk. ”Okay” sagde han blot og betragtede bladet glide gennem Rainiers hud, en smule jaloux over at han ikke selv fik lov til gøre netop det, men han beherskede sig og stjal ikke kniven fra Rainier, i hvert fald ikke endnu. *It looks totally delicious..* brummede en tilfreds Estragon, ”Yes it does, I just wish I could get it for myself” mumlede han nedtrykt til Estragon, men Estragon var ligeglad, blod var blod, og han var sulten.
Lector derimod tog en dyb indånding ind gennem næsen og smilte lidt ved duften af blodet, ikke helt sikker på hvad Rainier faktisk var. Han kunne ikke huske den duft fra nogen steder fra, ikke mørk fe, det havde han ikke smagt før, af hvad han kunne huske selvfølgelig. Lector rakte ud og satte en finger ned i skålen, trak den op og stoppede den i munden, og som et lille barn sad han og suttede eftertænksomt på sin tommeltop.. Mhmm.. What was that?
”What is that taste?” spurgte han.