What ever it takes - Chris

Ulveform Han er en stor hvid og grå ulv, med gyldne øjne Link
Andet Han er dækket af en smule blod, han er friske og gamle ar rundt omkring

Der havde altid været en grænse, mellem det dyriske og menneskelige i formskifterne, og dog kunne denne grænse så nemt skilles, og endda fuldkommen fjernes. Dyret kunne blive menneske, og mennesket kunne blive et dyr, den fine linje hvisket væk, som sandet på en strand. Det var måske også det der var hændt ham, efter han over en længere periode, blev udsat for konstante forvandlinger, aldrig med et eneste øjebliks ro, før den næste form fort tortur kom regnende ned over ham. Dog ville han næppe sige, at han ikke ville havde gjort det igen, taget den sidste forvandling, som gjorde ham fuldkommen dyrisk, hvis det betød at han kunne redde Odette. Hun var kvinden han elskede, så selvfølgelig ville han gøre alt for hende, også selv hvis det kunne betyde, at han aldrig igen ville se hende.
Gennem de mange måneder, som han nu havde været en ulv, havde han faktisk holdt sig meget for sig selv, og han indgik sig ikke, de mere normale skikke, som de fleste ulve gjorde. Dette gjorde ham vel også det sværerer, faktisk at kunne finde og specielt jage, da han ikke fuldte den logiske vej, som var indkodet i ulvene, såvel som behovet for at være en del af en flok. Han var dog også ekstremt aggressive, og havde allerede taget adskillige liv, liv som så ville ramme hans mere menneskelige side, skulle han nogensinde kunne forvandles tilbage til menneske igen. Det værste var dog mere, at det ikke var i de simple ti, at han havde slået ihjel, snarer over det af de tredve. Han havde nemt følt sig truet, og der havde været jægere, som havde fået færten af ham, hvilket forklarede, de adskillige ar, såvel som friske nye sår, der beklædte hans krop.
Han hørte skudet, før han overhovede hørte hendes skrig, og siden det var tæt på det sted, han anså for sit, var hans alarmklokker oppe. Han sneg sig imod stedet, for han kunne dufte blodet, såvel som fra hvilket sted han hørte skriget komme fra. Havde han endnu været sig selv, ville han uden videre, løbe til Odette's hjælp, da bare alene tanken om, at en anden person gjorde skade på hende, ville få hans vrede i kog. Dog var det ikke just disse tanker, som var i hans hovedet, der var dog endnu en lille del af ham, som endnu kunne genkende hende, på trods af det var den primitive del, af hans hjerne der lige nu var i gang. Måske dette i sidste ende forklarede, at kærligheden selv lå i det dyriske, også det faktum at ulve tog mager for livet. Han knurrede og viste tænder, som han trådte frem fra buskende, det gyldne i hans øjne afslørede, at han ikke bare var hvilken som helst ulv.
Hans knurren blandt med Odette's ord, var til sidst nok til at de fremmede mænd stak af. Dette efterlod ham tilbage med Odette. Det var mærkeligt, for hvad der var tilbage af hans menneskelige side, forsøgte hele tiden at overbevise hans dyriske side, at hun var god nok og at han ikke skulle angribe hende. Så i et stykke tid, stod han blot og stirrede ud i luften, før han til sidst vendte de lysende gyldne øjne imod hende. Der var en mindre del af ham, som syntes at genkende hende, hvilket kunne ses på ham, og dog var han også på vagt, og klar til at angribe, skulle hun forsøge at gøre noget, som han fandt ubehageligt eller truende.

Han betragtede hende påpasseligt, og selvom han så relativt rolig ud på ydersiden, var der en krig inden i hans hoved, en krig som nærmest flåede ham fra hinanden. Det dyriske og menneskelige var i kampen imod hinanden, og hvem der ville vinde, kunne meget vel havde en afgørelse for hvorvidt, at han endnu engang ville nå sin menneskelige form. Hendes stemme gav dog en form for styrke, til hans menneskelige side, det gav ham styrken til at ville fortsætte kampen, selvom han op til flere gange, var tæt på at tabe, tæt på at give op. Hun gav ham lysten til at kæmpe videre, blot for chancen for endnu engang, at holde hende i sine arme, som han ville være nær hende. På mange måder, ville man sige, at hun var hans kilde, til hans menneskelige side, ud fra hvor meget styrke hun gav ham. Han lagde let hovedet på skrå, som hun begyndte at forklarer præcis hvordan han havde det, den splittede person, de forskellige side af ham, som altid var i kampen imod hinanden. Fra hva han blev lært som barn, kontra den mand han ønskede at være for hende.
Han begyndte at give pive lyde fra hende, som han så smerten i hendes øjne, og han vandrede hen til hende, blot for at slikke hende blidt på kinden. Det var som en del af han, endnu vidste hvem hun var, og tanken om at hun var i smerte, at hun kunne være i farer, var nok til at give ham smerte og sorg. Det var dog hendes tiggen, der for alvor faktisk virkede, gav ham endnu mere styrke til at kæmpe videre, og specielt hendes ord, om at hun elskede ham, selv efter så lang tid, hvor de havde været væk fra hinanden. Man ville kunne hører knogler, der brækkede, se pels der faldt af, se mere menneskelige træk, som han forsøgte at kæmpe for at forvandle sig tilbage igen. Det var dog ikke en nem kamp, hvilket kunne ses, de gange hvor de dyriske træk kom tilbage og pelsen voksede ud de steder, hvor der før havde været bar hud.
Dog efter en intens kamp, var han faktisk endelig tilbage igen. Det første der virkelig ramte ham, var følesen, af det kolde imod hans hud, såvel som overraskelsen imod hans nu mere menneskelige øjne. Han så ned imod sine hænder, som kunne han ikke fatte hvad der i virkeligheden var sket. Det var dog også her, at hans blik gled op, og han fik øje på Odette, og mere specifikt, også lugten af hendes blod. Med et glemte han alt, om hans egne problemer, og han skyndte sig hen til hende, hvor han uden at tænkte over situationen, løftede hende op i sine arme, og her begyndte at løbe imod deres lejr. Han var ligeglad om de troede han var en fremmede, hun skulle have hjælp, og hun skulle have det lige nu. Selvfølgelige var der konsekvenser, ved at havde været fanget i sin dyriske form, i så mange måneder som han havde, også med et forvandle sig tilbage, og havde det ikke været for adrenalien, som pumpede gennem hans årer, og frygten for at miste hende, så ville han næppe kunne løbe og slet ikke så hurtigt som han gjorde. Han fik hende ind i lejren, hvor han skyndte sig hen til Indra. Han kunne nemlig huske, at hun ofte havde hjulpet ham, når det kom til skader og den slags
"Christopher? Where have you bee- Is she okay?!" hun gik gennem adskillige følelser, på ganske kort tid, først overraskelse, over at se ham igen, nærmest forvirring og bekymring, i forhold til hvor han havde været henne, og til sidst den ekstra mængde bekymring, i forhold til om Odette var okay og hvorfor hun blødte "She's been shot" hans stemme var hæs, siden han ikke havde brugt den i adskillige måneder, og som han stod der med i hende i sine arme, rystede alt ved ham, som ville han ikke kunne holde fast i hende i så forfærdelig lang tid mere. Han lagde hende dog på det bløde tæppe, som Indra havde til at beklæde sit gulv. Sekundet hun var lagt ned, satte han sig ved siden af hende, tog hendes hånd i sin egen, mens Indra lagde sine hænder på skudsåret. Hun var en af de mange healere, som besad evnen til at kunne heale sår, så i takt med at hun brugte sine evner, ville Odette kunne mærke en behagelig varme, sprede sig på området, hvor hun var blevet skudt.
Det var også omkring her, at Indra virkelig fik taget et kig på Christopher, hvis hår og skæg var blevet længere, han var blegere end normalt, og havde store render under sine øjne, såvel som adskillige skader, alle i forskellige stadier af healing "Are you okay? You don't look to good" spurgte hun bekymret "I'm fine, she is the more important one" som altid kastede han problemmerne med ham selv væk, da Odette var den i større problemer, eller i hvert fald det synes han selv. Han løftede hendes hånd til sit ansigt, hvor han blidt gav den et kys "Please be okay" han lavede en mental bønd, om at hun ville være okay, og at han endnu engang ville kunne føle hende i sine arme, noget han havde manglet gennem de sidtse mange måneder.

Han betragtede hende, mens han hele tiden håbede for, at hun endnu engang ville åbne øjnene, og bare alle former for tegn på, at hun havde det godt, og at hun var okay. Alene tanken om, at han ville miste hende, nu hvor han endelig var blevet genforenet med hende, fik det til at gøre ondt om hans hjerte, og han ville næppe klarer den. Hun var hans sten, alene hendes nærvær, var nok til at han fik det ti gange bedre, end hvad han før havde haft. Dog som hun endelig åbnede øjnene, kunne han ikke holde sit smil væk fra sine læber, også som hun gav udtryk for, at hun var okay, selvom han dog næppe regnede med, at hun var helt hundrede procent okay, men det var ingen af dem virkelig. Hans øjne mødtes med hendes, efter hun havde rejst sig til sin albue, og hun endelig syntes at bemærke han var der ved siden af hende. Lyden af hendes stemme, som hun sagde hans navn, og tårerne der formede sig om hans læber, viste at han ikke havde været alene, om den smerte han havde følt.
I hans tilfælde, var det dog ikke nær så synligt, mens hans menneskelige side, der havde været kastet væk, havde følt smerten hver evig eneste sekund. Sekundet hun kastede sig i hans arme, var han hurtig om at lukke sine arme omkring hende, og han begravede sin næse i hendes hår, blot for at lade sine sanser kun føle hende. Han lukkede øjnene, og kunne mærke hvordan han for første gang i næsten 6 måneder, at han endelig kunne mærken roen i sig. Som ulv var han aldrig i ro, han var hele tiden på vagt, og der skulle findes mad, såvel som hans lille territorium skulle beskyttes, også var der den smerte han havde i sig, ved manglen på hende. Men nu hvor han havde hende der i sine arme, kunne han føle at han endelig var hjemme. Det første par sekunder, som hun havde kastet sig i hans arme, rystede han svagt, som kunne han endnu ikke fatte, at dette faktisk var sket, og der var en lille del af ham, som frygtede at det hele var en drøm, og at han stadigvæk var fanget som sin ulveform.
Han trykkede hende blidt imod sig, som hun hvilede sig imod hans hoved, næsten som skulle hun også selv sikre han var der, gennem lyden af hans bankende hjerte "I've missed you too, every single day without you, was as if I was drowning over and over again, and I couldn't do a single thing about it" han sukkede og kiggede væk, han ville ikke snakke om alt det slemme, om hvordan der havde været en krig i hans hjerte, hver evig eneste sekund, og en krig i hans hoved, om hvem der tog kontrollen. Nu hvor han var sammen med hende igen, ville han hellere fokusere på hende, og intet andet "We should get somewhere more quiet and alone?" forslog han kortfattet, mens han endnu skulle vænne sig til, at snakke igen det havde trods alt været lang tid siden, at han sidst havde brugt sin stemme. Han så kort mod Indra, som han gav et taknemmeligt smil, før hans blik faldt ned til hende. Han havde ingen planer, om at han ville forlade hende, men han var endnu ikke klar, til at være omringet af hele flokken "your tent?" han hævede øjenbrynet, men siden han ikke var sikker på, at hun endnu kunne gå på sine ben, løftede han hende endnu engang op. Han ignorede smerten der brød gennem hans krop, som han rejste sig op, og begav sig ud af teltet.

Som hun viste ham vejen til sit telt, fulgte han hvert enkel af hendes ord nøje, modsat hende havde han ikke selv haft muligheden for, at kunne tilpasse sig denne lejr. Han havde været fanget det største stykke tid hos jægerne, og da han endelig var kommet fri, var han fanget i sin ulveform. Da de endelig kom frem, satte han hende blidt ned på den bløde pels, for han satte sig derhen selv. Han rynkede brynet, som hun syntes at finde noget frem, og dog som han faktisk opdagede hvad det var, hævede han blot øjenbrynet. Han havde intet imod Raksha som person, og hun var ganske fin, dog var han ikke en fan af hendes blod, han følte det var en form for snyd, fremfor selv at nå målet. Han rystede på hovedet, og gav et mindre suk fra sig "I'm fine, I just need some rest, I haven't sleep in days" han var fuldt ud sikker på at hvis han bare fik noget søvn, at så ville han komme et skridt tættere på, faktisk at kunne få det bedre "I feel like cheating by drinking that" brummede han for sig selv.
Han betragtede hende nøje, som hun fik taget tøj på, hvilket efterlod ham som den uden det mindste tøj på, ikke at han havde noget imod det, han var trods alt så vant til det. Dog som hun begyndte at snakke, om hvordan det hele føltes som en stor drøm, som hun frygtede at vågne op fra, lagde han blidt sin hånd imod hendes kind. Han bøjede sig frem imod hende, hvor han gav hende et kys, fuld af alle de følelser han havde for hende, kærligheden til hende, men også glæden for endelig at være sammen med hende igen "You blinked, and I'm still here, I love you too by the way" han sendte hende et kærligt smil. Dog var det ikke fordi, at han ikke forstod hendes frygt, for han bar selv på den hvert evig eneste sekund. Han fik langsomt lagt sig ned i sengen, hvor han et par enkelte gange, gav et støn af smerte fra sig, og dog som han endelig fik lagt sig ned, var der fuldtkommen ro over ham, noget som førhen ikke havde eksisteret "that's good" der var et mindre smil på hans læber, som han så hen imod hende, han forholde sig dog kortfattet, da han endnu var træt.