Meeting the BFF - Rosalie

Inde mit i skovens dybe stille ro, mellem skovens tætte bevoksning, under den mørke sorte himmel, sad en lille elver på den bare kolde jord. Rundt om ham voksede der langsomt en tornebusk, og snart var kun hans ansigt at se, han havde bygget en mur af denne skarpe plante. Han sad inde bag den, med knæene trukket op under sig, hænderne begravet i jorden. De sølv/grå øjne stirrede stift lige frem, i noget der mindede om et dødt blik, helt tomt for følelser. Han var frosset fast i tid og sted. Han lod tornebusken blive så han kunne se ud over kanten på den, men brugte i stedet energi på at vokse den tykkere, så ingen kunne nå ham fra jorden af. Han havde behov for at føle sig i sikkerhed, bare et par timer. Han følte sig mest sikker når han var her, i skoven, den gjorde ham tryg.
Han gled langsomt bag over i en glidende bevægelse og lå snart på ryggen. Han rettede ansigtet mod himlen, og stirrede ud i den sorte intethed. Et minde sneg sig langsomt ind på ham, et minde om hvornår han sidst havde set himlen, indrammet af de flotte trætoppe. Han tænkte tit tilbage på dette, når han var herude i skoven, det var et af hans ynglingsminder. Lige nu gjorde det ham dog bare endnu mere ulykkelig, han savnede at se.
Han rykkede kort på sig, og kunne mærke en smerte klatre igennem sin krop, han gav et kort støn fra sig, han var helt smadret, hans krop var ødelagt, hans sind var krakeleret, han var helt alene, og han havde en forfærdelig ide om at han aldrig ville blive glad igen.

Påklædning

Rosalie havde ikke kunne sove, så hun var gået sig en tur. Hun vidste at hun ville være i sikkerhed i skoven, det eneste hun skulle gøre for at få hjælp, var at råbe på sin tvilling eller quick dial hans nummer på sin telefon.
Hun nød den kølige natteluft imod hendes ansigt. Hun havde sine hænder i baglommerne på sine jeans og hun nød den ro der var i skoven. Hun kendte efterhånden skoven lige så godt som hendes egen hånd.  Hun kunne derfor gå med lukkede øjne, mens hun nød skovens lyde.
Hun gik i lidt tid sådan, inden hun valgte at stoppe op og kigge sig rundt kort. Hun fik øje på en tornebusk, den stod alene, hvilket var underligt, men hvad der undrede hende endnu mere, var at der lå en person inde i busken, så hun gik med forsigtige skridt hen imod busken og med en forsigtig stemme sagde hun "Excuse me? Are you okay, eeh.. Sir?". Hun satte sig på hug ved siden af busken, han så ikke skadet ud, måske han slet ikke havde brug for hjælp, måske han bare var.. Et væsen? Ligesom hun selv var en fe, så kunne han være noget med naturen?

//Sorry it's so short ;n;

Han gravede fingerne endnu dybere ned i jorden, så hans arme nu også var halv begravet. Han var ret tilfreds med den iskolde jord mod sin hud, og hvordan hans krop langsomt begyndte at ryste af kulde. Han havde lukket øjnene et par sekunder, men det gjorde ingen forskel, og da han åbnede dem igen var alting stadig sort. Hvis dog bare man havde evnen til at gå tilbage i tiden, eller opleve sine gamle minder. Så ville han nok ikke være her. Et chok gled gennem hans krop da lydende der fulgte med Rosalie nåede hans øre. Han satte sig skræmt op og trak sine fingre fri fra jorden, hvilket efterfulgte et jag af smerte der løb fra hans mave og ud i resten af hans krop. Han bed tænderne hårdt sammen og lyttede.. Ud fra lyden af hendes skridt var hun afgjort en hun. Da hun kom tættere på kunne han høre hendes åndedræt, og langsomt nærmede lyden af hendes bankende hjerte sig, og hans skulder gled ned i en mere afslappet stilling. Hun var hverken ham eller dem.. Uden hjerte.
Han vendte sig ansigt mod lyden af hendes skridt og sendte hende et træt smil. Derpå valgte han at stikke en hånd ned i sin lomme og trække det sorte stykke stof frem som havde deri. Han førte sine finger op til sit ansigt og bandt det sorte stykke stof omkring sine øjne med en knude i nakken, så hun ikke længere kunne se hans, hvad han mente var, grimme øjne. Da hun var helt henne ved ham rettede han sig lidt mere op og kiggede ud i intetheden, hvor hendes ansigt, regnede han med, var. "Yes hallo.. Yes, I'm good" sagde han en smule tøvende og koncentrerede sig om at smile venligt, men det var svært, han var ikke i smile humør, selv om han ønskede det.

Rosalie så på ham, med nysgerrige øjne, hvorfor bandt han dog det sorte stof om øjnene? Hun havde fanget et glimt af dem, det var tydeligt at han var blind, men hun forstod stadig ikke hvorfor han bandt stoffet om øjnene. "That's good. I was worried for a second there. I thought you might have fallen and landed in the bush and gotten hurt or something..". Hun smilede, selvom hun vidste han ikke kunne se det og hun lod sig dumpe ned i græsset ved siden af ham. "You don't have to cover your eyes, y'know?". Hun lod sit blik vandre op i trækronerne. Hun havde ikke spurgt ham om han havde noget imod at hun sluttede sig til ham, men hun kunne mærke hans triste humør. "I know this is probably weird, but if you wanna talk about what has happened.. What has made you this sad, I'm willing to listen. I can keep a secret as well.".
Hun strøg en smule hår væk fra hendes øjne og stoppede det ind under sin hue. Hun nød den kolde luft på hendes hud og hun lukkede let øjnene som hun sad der ved siden af elveren.

//Sorry det er lidt kort :/

Ozzie havde gravet fingerne halvt ned i jorden igen imens han lyttede til pigen, hun havde en utrolig venlig klang i stemmen, hvilket gjorde ham mere rolig. Han udstødte så et lille halv fnis, halv grin og rystede på hovedet "Not exactly" svarede han og lukkede øjnene bag det sorte stykke stof, han koncentrerede sig. I stedet for at få tornebusken til at vokse tilbage i jorden, skabte han i stedet en åbning i den, så han ikke længere var spærret inde, eller nærmer, hun var ikke længere spærret ude. Han trak så vejret dybt ind, og rundt omkring i tornebuksen, folede der sig langsomt smukke blodrøde roser ud. Han rakte ud og plukkede en af disse, han rykkede så lidt på sig så han sat tættere på hende, så han kunne række over mod hende, med rosen i hånden "Do you want this?" hviskede han, og imens han holdte rosen, forvandlede den sig langsomt til en amaryllis. Han hævede et øjenbryn af hende og sendte hende endnu et smil, "Well, usually I kinda scare people, I've got some pretty freaky eyes.." mumlede han og trak på skulderen, "It's fine, I'm use to it" sagde han så, hun behøvede ikke have undt af ham, han var vant til at skjule sine øjne, det gjorde ikke noget. Han gravede sine fingre tilbage i jorden efter at have givet hende blomsten og smilede bare lidt for sig selv, hun gjorde ham rent faktisk tilpas.. Noget han ikke havde følt sig i lang tid. Who are you anyway?" spurgte han blidt, og ledte efter et navn hos hende, måske en han kendte? Men sandsynligheden var lille, han kendte ikke rigtig så mange i nu, og de fleste af dem han havde mødt ville han egentlig helst bare glemme.

Rosalie smilede let og tog imod blomsten, som havde forvandlet sig til hende ynglingsblomst. "Wow.. That's .. That's actually my favorite flower. Thanks." Hun duftede til blomsten, med den søde duft og drejede den forsigtigt mellem sine fingre.
Hun sad lidt og vendte så sit blik imod Ozzie igen og sagde "Well, I caught a glimse of them, and I don't think they're freaky.." Hendes tone var blid og rolig. Han var ret sød og hun kunne lagde mærke til hvordan hendes hår ændrede sig en smule, det havde været lysebrunt og nu var det mere en mørkblonde. Det kunne også have mørket der spillede hende et pus. Hun rystede det dog hurtigt af sig og så over på den unde mand ved siden af hende.
"It's no good." sagde hun efter lidt tid og trak sine knæ op til hendes hendes bryskasse og hvilkene armene på den. "I mean, it's no good that you're used to it. No one should be used to feeling a negative feeling.". Hun så på ham, igennem åbningen af tornebusken og svarede ham på hans sidste spørgsmål "The name's Rosalie, it's nice to meet you.".

Ozzie sendte hende et mildt smil, og nikkede, ja det var hendes ynglings, det var lidt det han havde på fornemmelsen. Hvilket var en side affect til hans evne, at han for det meste kunne fornemme hvilke blomster eller planter dem omkring ham bedst kunne lide. Det gjorde ham kun i bedre humør at hun blev glad for denne blomst, og snart havde alle roserne på tornebusken forvandlede sig til hendes ynglingsblomst. "A pretty flower for at pretty girl" sagde han blidt, og rødmede en anelse selv. Han kunne selvfølgelig ikke vide om hun var smuk, han kunne kun forstille sig til hvordan hun så ud. Ud fra hendes blide stemme og hendes betagende duft havde han alligevel bestemt sig for at hun var smuk.
Han sendte hende endnu et smil, dog var dette en smule mere bedrøvet end før, han brød sig ikke om den underlige sølv/grå farve hans øjne havde, det var nærmest ikke helt menneskeligt.. Havde han hørt. Men hun var ikke den første der havde fortalt ham at hans øjne var okay, desværre var der bare flere der havde sagt det modsatte, og det var så det han havde valgt at tro på. "It's fine, I don't mind cover them up.. I can't see anything anyway" forklarede han hende og nikkede så. Han trak den ene hånd op af jorden og rakte så den frem imod hendes stemme, og ventede på hun ville tage den, hvor efter han også præsenterede sig selv "Hallo Rosalie, I'm Ozzie, It's really nice to meet you too.. You got a pretty name" svarede han hende og smilede lidt mere oprigtigt, det vár virkelig rart at møde hende. "But I must ask you, should you be out here.. All by yourself? It gets pretty scary here, especially at night, maybe I should walk you home?" spurgte han hende, med en bekymret tone i sin stemme. Han selv var dog ikke bange for at være i skoven, det var det eneste sted han i virkeligheden følte sig sikker, planterne ville beskytte ham hvis han fik brug for det.

Rosalie så på busken, med de mange roser som havde forvandlet sig til Amaryllis, dette fik en let klukken til at boble frem i hendes strube og over hendes læber, et stort smil havde også blomstret på hendes læber. Da han kaldte hende pæn, kunne hun mærke den rosa farve stige frem i hendes kinder og let varme dem. Hun var ikke vant til andre udover hendes brødre kaldte hende pæn.
Hun lagde godt mærke til hans bedrøvede smil og hun var tæt på at række ud og tage hans hånd i sin, som en trøst, men hun ville heller ikke bare røre ved en fremmed, da hun vidste at der var mange som ikke brød sig om at der var nogen fremmede der rørte dem.
Hun så blot på ham, som han forklarede at han intet havde imod, at dække hans øjne. Hun rystede let på hoved og sagde "Alright, I just wanted you to know, that you don't have to cover them around me.".
Hun tog hans hånd og gav den et tryk, da han præsenterede sig. "Thank you, I like your name as well." Ozzie var et sødt navn og det klædte ham. Hun så også hans smil, som syntes at være mere ægte end de andre smil han havde haft indtil da.
"It's alright, I'm pretty safe out here. Besides I only have to call my brother, and he'll be here in no time, if I need him.". Hun smilede let ved tanken, hun vidste at Rainier ville gøre alt for hende. "What about you, is it safe for you to be out here all alone?".

Ozzie rettede langsomt sit blik mod det punkt hvorved han mente hendes ansigt befandt sig og sendte hende endnu et smil ved hendes kommentar. "Okay" svarede han så, men han tog dog ikke det sorte stykke stof af, lod det blot sidde hvor det var. Da hun så tog hans hånd kunne hun mærke varmen fra hendes finger mod sin egen kolde hud, han holdte hendes hånd måske et sekund for længe inden han så slap hende igen, lidt imod sin vilje. Derpå gravede han sin hånd ned i jorden for igen at være i kontakt med med naturen, der gav ham energi. Han tog en dyb indånding og krammede jorden mellem sine fingre, tordenbusken forsvandt langsomt ned i jorden igen, og snart var den helt væk. Han havde ikke behov for at beskytte sig, ikke overfor hende. Han lyttede dog alligevel efter andre, men det lod til de var helt alene. Ozzie sendte hende et blidt smil "That must be nice.. To have someone like that" sagde han stille og tænkte kort på sin egen søster, men rystede hurtigt på hovedet for at få mindet om hende væk igen, den vej skulle han ikke ned af, ikke nu. Han pillede let ved knuden i nakken, det kløede lidt. Han rettede sig mod hende igen og nikkede "Oh yes, I'm perfectly safe, the nature will protect me" sagde han og rykkede på sig så han nu kom op på sine knæ at sidde. "But I can walk you to your brother if you like? He must be nice" sagde han roligt, han skulle jo egentlig også hjem, men han havde ikke tænkt sig at forlade Rosalie alene ude i skoven, og hvis hendes bror kunne være her så hurtigt, så måtte han jo bo i nærheden.