A helping hand - Corentin

Et stykke fra Rainiers hytte ude i skoven, stod en mørk skikkelse bag træerne i skjul. Han holdte øje med sin skønhed. Hans Rosa, som han brugte meget tid på at stalke, hver gang han havde et øjeblik. Han var blot lige ankommet, og ved hundes gøen, forsvandt han igen, igennem en ny portal. Han ville ikke findes.
Han dukkede op et nyt sted, og et listigt smil gled hen over hans læber, han vidste godt hvor han var, og hvilke tanker der havde bragt ham herhen.
He was feeling oddly sane this morning..
En følelse han bestemet ikke brød sig om, men ikke desto mindre så var det sådan det var.
Han lod sine fingre glide langsomt hen over det kolde metal bord, og rykkede uroligt på sig i mørket. Han tog langsomt et instrument op fra bordet og studerede det med et nysgerrigt blik. Han lagde det så langsomt fra sig og bevægede sig rundt i laboratoriet, imens han ventede på at Corentin ville komme ned og finde ham her. Han havde måske nogen bevægelses censorer der ville fortælle ham at Lector var ankommet, eller var det en rød lampe der blinkede? Han sendte det et smil og lagde armene over kors. Han havde tid og tålmodighed til at vente, ligegyldigt hvad. Han kravlede op på en af bordene og satte sig ned på det med benene hængende ud over kanten, imens han tog et nyt stykke legetøj op mellem sine hænder og studerede det nærmer.

Corentin havde været ude på jagt denne tidelige morgen, og havde fundet en stakkels engel der nu lå bagbundet bag hans varevogn, imens han var på vej i mørket og mod sit hjem, men dog på vejen ved en restplads, satte han klistermærker over hans firmabils navn og skiftede nummerpladen, så bilen ikke længer var til at genkende, før han så kørte videre.
Han bar den bevistløs unge engel indenfor, før han sørgede for at låse døren og slå alarm systemet til, før han skifte til fuldkommen hvidt tøj, før han så løftede engelen igen og bar ham mod den skjulte dør der førte ned til hans laboratorium, dog stoppe han undren ved døren da en rød lampe indikerede at der var nogle i kælderen ?
Han havde da ikke lukket nogle ind? og det var umuligt at komme ind, for døren var stemmesyret, og fuldkommen sikret, men hvordan ?
Corentin svang engelen over sin skulder, før han med den anden hånd formede en kugle af ild i sin håndflade, før han begav sig ned og var klar på angribe hvis det blev nødvendig.
Hans ild kunne gøre alt fra at skade, til at beskytte eller dræbe, den var et af hans yndligs tortur redskaber fordi den skabte så meget frygt.

Han trådte ind i rummet, og smed englen fra sig på gulvet før han vendte sig mod skikkelsen og så på ham, med et interesserede blik, imens han smilede ondskabsfuldt og lod ilden forsat forblive i hans hånd " HVem er du? og hvordan er du kommer ind? og hvad vil du her?" spurgte han i en kold tone, imens han lagde hoved på skrå, lige nu var han fuldkommen ligeglad med den døsige engel på gulvet, han var mere interesseret i den unge mystiske mand, der stod i hans hjem.
Han ranke ryggen, og stillede sig så han nemt kunne angribe, hvis det blev nødvendigt men manden virkede ikke til at ville angribe, men hvad ville han her ?

Lectors blik forlod legetøjet og røg med det samme hen mod døren da den endelig gik op. Så fik han i det mindste lidt selskab, nu når hans stemmer havde forladt ham, hvor var de henne? På udflugt eller sådan noget? Eller måske sov de.. Hmm, de måtte gerne vågne nu! Han kunne godt bruge sine venners hjælp til at tale til denne mand. Han betragtede manden, som måtte eje kælderen, og blev hurtigt enig med sig selv om at han godt kunne lide denne mand, han så rar ud. Han vidste at hans stemmer ville have været enige heri. ”Hallo... I'm Lector” startede han ud, hvilket var underligt, for Lector plejede aldrig at præsentere sig selv ved eget navn, han brugte altid alias'er. Men ikke idag, det her var vigtigt, og hvis Corentin ville have ham, var det bedst han kendte hans navn. ”I'm here because, someone mention that you could use a little help? I wanna be your helper?” svarede han ham så, og ignorede spørgsmålet om hvordan han var kommet ind, hvis Corentin ville 'ansætte' ham, så skulle han nok vise ham det, men ikke endnu. Det var hans hemmelighed, ind itl han afslørede det. ”I like this.. place.. I looks like fun!” sagde han så og sendte manden et stort smil, stadig siddende på bordet, han fik dog lagt hans legetøj fra sig ved siden af sig, men blev siddende hvor han sad.