Taking risk - Corentin

Mørket var ved at lægge sig hen over byen, og Desire havde egentlig været på vej hjem da hun var blevet stoppede af en kvinde og blevet spurgt efter vej. Det havde været en lang dag allerede, og hun var godt træt, hvad derfor betød, at den mur hun havde bygget op omkring sit sit, var ved at smuldre. Gågaden var fuld af folk, og det var absolut ikke lettere at holde skjoldet oppe, med det virvar af tankestrømme der  gled gennem luften og lagde sig omkring hende. Hun havde dog smilede høfligt til kvinden, og fokuseret på hende for at hjælpe hende på vej. Det lykkedes da også efter nogle minutter, og så var kvinden på vej væk igen. Desire så sig omkring for lige at samle sig, eller hun troede det ville være nok. En hånd gled gennem det lange blonde hår, de fyldige læber blev fugtede af tungespidsen der kort tittede frem mellem læberne, og hun sukkede. Hovedpinen var blevet værre over de sidste tyve minutter, og det dunkede i hovedet. Hun gned tindingerne, og trak vejret dybt ind, kun for at mærke nok en bølge af tanker der ramte hende. Svimmelheden begyndte at melde sig, hun anstrengte sig for at holde skjoldet oppe, og så, eksploderet hendes skjold og tankerne ramte hende alle om en og fik hende til at vakle. "Oh God.." hviskede hun for sig selv, prøvede at samle sig, og endte med at vakle hen til en gyde hvor hun håbede på at kunne finde ro. En person stødte dog ind i hende, og hun løftede blikket for at undskylde, kun for at blive ramt af hans tanker, hun så væk, og endte med at stå ansigt til ansigt med en anden, også dennes tanker ramte hende. Pludselig var alles tanker i hendes hoved, og hun mærket det ulidelig pres. Hun tog sig til hovedet, pressede øjnene i, og holdt et smerteskrig tilbage. At hun var endt på knæ, anede hun end ikke.

tøjstil
Det er lidt hen ad hvad han har på, tænker han har den sorte frakke, de brune bukser, hansker og de sorte sko


Det var godt nok mange folk i byen denne dag, han forstød nærmest allerede at han var taget afsted ind til byen, men han trængte til at købe lidt mere tøj, og et par småting fra apoteket hvor han havde en aftale med en af de ansatte, som smuglende medicin ud til ham, som han brugte til alle sine mange forsøg. Han var nok en af de bedst klædte mænd på gaden, hans tøj var ikke billigt og folk holde automatisk en vis for afstand til ham, nok også fordi hans mørke øjne var kolde.
Han havde nettop forladt apotekets baggård, og var smutte ind i en af de dyre tøjbutikker for at kigge på et par nye bukser til samlingen derhjemme, han kunne altid bruge et par nye hvide, for de blev så hurtige plette når han torturede sine forsøgspersoner. Men han nød at se blodet og især mod det hvide stof, ja han var sindsyg, men en af de mere kontrollere typer, der havde fuld kontrol over sit sind og sin krop, han havde også evnen til at læse tanker, men han havde lært sig selv kun at bruge evnen ved øjenkontakt, så han kunne ignorere folk omkring sig ellers ville det ikke være til at holde ud.
Corentin afslutte sin handel og forlod butikken med endnu en pose, før han gik roligt videre ned ad gaden, og lod blikket vandre lidt rundt, da han fik øje på en ung kvinde, hun så ud til at være forstyret og hun vaklede, han valgte at følge efter hende, ikke af venlighed men af nysgerrighed og måske han kunne bruge hende til noget?
Han betragtede hende på afstand, som hun vaklede ind i en mand, og videre ind i den næste før hun forsvandt ind i en lille sidegade.
Corentin smilede kort et modbydeligt smil, men erstatte det med et venligt et, som han drejede ned ad gaden, og gik roligt hen til hende, her rakte han hende en hånd, imens han så på hende med en falsk men meget dygtig bekymret mine " undskyld frøken, jeg kunne ikke lade være med at bemærke at du så ud til have det dårligt " starte han ud, men en charmerende stemme med en fransk accent der blande sig en smule med lidt tysk barskhed.
Han hævede let et bryn imens han så ned på hende " kan jeg gøre noget for dem?" tilføj han behjælpsom, han kunne tydeligt lugte at hun var vampyr, men det gjorde ham intet han frygte ikke for sit liv, han havde trods alt sine ild evne der var til hjælp.

Desire havde været i sin egen verden af smerte, så da der dukkede en fremmede op i gyden hos hende, og rakte hende en hånd, så hun kortvarigt mod hånden i forvirring. Hans tanker strømmede i hendes retning sammen med tusindvis af andre der var omkring hende, og truede med at få hendes hoved til at eksploder. Kvalmen meldte sig, og hun prøvede at trække vejret dybt ind og opbygge sit mentale mur igen. Det var dog ikke let, og hun kæmpede med det. "Nej.. ellers... tak" svarede hun hakkende. "Jeg har.. bare.. hovedpine.." hvad ellers skulle hun sige til ham? At hans og de andre tanker var så småt ved at tage livet af hende? Hun var ikke noget barn, og burde kunne tage vare på sig selv, sandheden var bare, at hun endnu ikke var særlig god til at mestre sine evner. Især ikke tankelæsningen, det var langt mere kompliceret end hvad folk gjorde det til.

At han ikke frygtede for sit liv, havde sine fordele og ulemper, det sjove var så, at han troede han kunne vide sig selv bare fordi han havde en ildevne. Det virkede ikke med Desire, primært fordi hun ejede en evne der var meget magen til, og ild kunne derfor ikke skade hende som den kunne med andre. Det var dog slet ikke hvad hun tænkte på, i øjeblikke kunne hun ikke andet end at prøve at dæmpe sine de mange tanker hun opfangede.

Corentin kunne godt fornemme, at dette var mere end blot et hovedpine, for han var god til at læse folk, det havde han ligesom gjort hele livet, og hender her lignede ikke en der bare havde normal hovedpine.
Han betragtede hende, og tog hånden til sig imens han rykke et skridt frem mod hende, lagde en hånd på hendes skulder " jeg kan se det ikke er hovedpine min kære" svarede han så ærligt, imens han så indgående på hende, og lod sin hånd forblive mod hendes skulder " du kan se andres tanker " fastlagde han kort, imens han nikke svagt og så tænksom på hende.
Det havde heller ikke været nemt for ham at styre den evne, da den pludselig var kommet under krigen hvor han udførte tortur, men han lærte hurtigt at lukke fra, for ikke at høre de små skvats svage råb om hjælp.
Han greb fat i hendes kæbe, og tvang hendes blik til at møde hans, som så dybt ind i hendes " jeg kan lære dig at styre det, men så må du også komme med mig, her er for mange folk nær til du kan lære noget" slutte han af og slap hende helt, før han vendte om på hælen og så sig over skulderen " min bil holder kun en gade herfra, kom med " sagde han blidt, og spillede stadig bekymret, nu hvor hendes sind stadig var forvirret.
Han håbe hun gik med ham, han kunne hjælpe hende, men det ville koste, dog måtte de væk fra dette sted, der var for mange tanker til hun kunne overskue det, men spørgsmålet var om hun kunne holde til det ?

Hans bekymring var forvirrende, alle tankerne omkring hende slørede hans, og hun anede derfor ikke at han havde bagtanker med hans åh så bekymrede skuespil. Hun rynkede brynene, så forvirrede mod ham, og kæmpede sig på benene efter at han havde sluppet hendes kæbe. Utallige gange havde hun fået at vide af sin farmor at hun ikke skulle rende med fremmede, men lige nu, ville hun bare gerne have stilhed og ro til at samle sig, hendes hoved var ved at sprænges. Det var slet ikke fair! Hvordan denne mand skulle kunne hjælpe hende, anede hun ikke, og hvilke risiko hun satte sig selv i, vidste hun heller intet om. I stedet vaklede hun blindt efter manden, og dennes bil som tilsyneladende var i nærheden. Hun skulle bare væk, og det kunne kun gå for langsomt. Stadig tog hun sig til hovedet, stemmerne steg og det lød som skrig som nær havde sendt hende bevidstløs i gulvet i de næste ti meter de gik, men det faldt da de nåede hans bil. Så snart han havde låst op, satte hun sig ind og smækkede døren efter sig, ikke at det hjalp synderligt meget, de måtte væk.. så langt væk som muligt. Jo længere væk, jo bedre. "Åh Gud.." stønnede hun i smerte og krøllede sig sammen i sæddet. Hvordan han i det hele taget vidste hvad hun var, tænkte hun ikke over lige nu. Hun kunne slet ikke tænke én sammenhængende tanke. Havde det været tilfældet, ville hun nok have opdaget hun bragte sig selv i fare. "Please køre.." tiggede hun ham snart.