And then you appeared. - Lector

Tid: 13-ish
Sted: Et øde sted i skoven
Omgivelser: Ingen mennesker eller andre væsner i nærheden.
Vejr: Let blæsende, overskyet og køligt.
Påklædning: Outfit,Hår og Make-up
@Lector

Det havde været en stille og rolig dag for Rosalie, hun havde hentet sin oplader til hendes mobil hos sin tvillingebror, Rainier, som hun glemt, da hun havde været der i weekenden. Hun havde sit ynglings tøj på, en sød mickey mouse bodystocking, en nederdel som lignede tangenterne på et klaver. Hendes røde jakke, matchede hendes røde stilletter, som måske ikke havde været det bedste valg at sko, da jorden var blød og hendes hæle sank en smule ned, ved hvert skridt hun tog.
Som hun gik, nynnede hun Just Around The Riverbend fra Pocahontas, da hun nåede sit ynglings sted, gav hun sig stille og rolig til at synge i stedet, det var ikke højt nok til at forstyrre nogen, eller til at tiltrække nogen opmærksomhed, hvis der skulle være andre i nærheden.
Hun betragtede træerne som stod omkring hende, mens hun begav sig syngene gennem skoven. Hun nåede til et af de bedste steder i hendes sang, dog fik hun ikke sunget videre, da der pludselig var noget der faldt ned fra over hende og hun nåede ikke helt at flytte sig inden det ramte hende og hun blev væltet omkuld. Et støn af smerte forlod hende, da hun kiggede ned på hendes lår, hvor der lå en.. Mand?

"Put him in the straightjacket" Lød en kold og hjerteløs stemme.
En mand var gået fuldstændig amok. Han stod nu og råbte op som en gal, på et sprog ingen af de ansatte forstod. Flere prøvede at få fat på ham, en med en sprøjte, en med en spændetrøje, en med muskler. Det var næsten håbløst. Et højt skrig lød fra manden og langsomt flød skriget over i en dæmonisk latter. "Just make him shut the fuck up!" Råbte den mand, der var den eneste i en ikke hvid kittel. Han stod på den anden side af glasset, i sikkerhed, betragtede sine ansatte prøve at holde Lector nede.
Manden der var gal i hovedet blev ved med at grine og så arrigt ud til alle der kom for tæt på. Ind til en af de ansatte endelig fik stukket sprøjten i hans arm, tømt dens indhold, og langsomt faldt Lector til ro. Dermed stoppede de ham i spændetrøjen og forlod hans celle. På den anden side af den gemmesigte væg, stod de nu og kiggede på på ham.
Lector så op på dem og sendte dem et uhyggeligt smil, manden der ikke var i hvid kittel og faktisk ejede stedet smilede blidt tilbage, da de andre ansatte var gået sagde manden stille "I'm gonna make your life a living hell boy.." hvortil Lector svarede "Properly, but you'll have to catch me frst" og så lænede han sig langsomt tilbage og lukkede øjnene. Dermed forsvandt han fra sin celle.
Det næste der skete var en smule forvirrende. Han kunne mærke han faldt, fra et sted, og da han slog sine øjne op, var alting en smule mere gråt og han vidste med det samme han var udenfor. Luften omkring ham indåndede han gladeligt, med en tanke om et minde fra hvornår han sidst havde været uden for, han huskede det ikke, kun følelsen, den friske luft i hans lunger. Ikke så længe efter ramte han jorden hårdt. Og en kvindes smertefulde støn nåede hans øre. Han kunne ikke bevæge sig i sin spændetrøje og flyttede sig derfor ikke fra hende, men blev liggende oven på hende, hvor han var landet. Hans øjne gled rundt i vildelse, og han forstod at han var havnet i en skov. Så fandt hans blik hendes ansigt, og et charmerende smil gled frem på hans læber.

//Han har spændetrøje og fangedragt på. Bare fødder.

Manden som lå oven på Rosalie, så også på hende, deres øjne mødtes og hun så det charmende smil på hans læber. Det næste hun fik øje på var spændetrøjen, hun skubbede ham forvildet af sig, så han lå på den kolde fugtige skovbund og hun fik skyndt sig at rejse sig op. Hendes hår blev en smule lysere og hendes øje en smule grønnere, som hun var på vagt overfor ham "Who are you? And where did you come from?" spurgte hun, med en stemme der dirrede en smule, dog prøvede hun at holde den skrap. Der var dog også en lille smule nysgerrighed at spore i hendes stemme og i hendes blik.
Hun trådte hen imod ham og fik hjulpet ham op at sidde, så han bedre ville kunne svare på hendes spørgsmål. Hun satte sig på hug foran ham, så hun hurtigt kunne komme op at stå igen.
Hun så på ham, i hans spændetrøje, fangedragt og hans mørkeblonde hår og sorte øjne. Hans skarpe kindben og hans pæne næse. Han var ret nydelig at se på, ikke en man forventede ville være.. Sindssyg, som hans tøj og spændetrøjen tydeligt viste, for ikke at nævne de bare tæer.

Ved hendes skub log Lector sig rulle ned fra hende og lå blot på jorden i stedet, han bevægede sig stadig ikke. Kun hans hovede bevægede han, drejede det og kigge op på hende. Han smilede stadig til hende som hun rejste sig op. Da lagde han mærke først mærke til hvordan hendes udsende stille ændrede sig imens han kiggede på hende, han rynkede panden i en eftertænksom grimasse. Langsomt lod han blikket vandre, først hele vejen ned af hende og så hele vejen op igen, inden stoppede ved hendes ansigt igen. Smilede voksede sig endnu større ved synet af hendes outfit. Han var landet det perfekte sted. "Hello there Beauty" sagde han så endelig og grinte barnagtigt ved lyden af hendes stemme. "Well I came from the sky.. So I must be an angel?" sagde han med en drillende tone. Han lod hende hjælpe sig op og side."Gabriel the Angel of God I must be, and who are you Minnie Mouse? And can you get me out of this now?" spurgte han hende og nikkede imod den spændetrøje han stadig havde på, han ville gerne kunne bevæge sig igen, der var vel ikke noget ved at gå fra det ene fængsel til det andet. Nej! Nu trængte han til at være fri, rigtig fri.
Hans øjne gled tilbage til hendes ansigt og han smilede igen, næsten blidt, ved synet af skønheden selv, oh them eyes.

Rosalie så på manden i spændetrøjen foran hende. Hun kunne ikke lade være med at grine let over kælenavnet han var kommet med og hun rystede let på hoved "You don't have the aura of an angel, though." Hun smilede drilsk til ham, hun kendte ikke manden, men hun kunne ikke lade være. Han kunne alligevel ikke gøre hende noget, hans arme var fastgjort rundt om hans krop, spændt godt fast i spændetrøjen. Hun vidste ikke helt om hun skulle give ham hendes rigtige navn, men så igen, det var jo ikke fordi hun gav ham hendes hele navn. "Rosalie. And I'm not sure, that would be a good idea. Why don't you tell me why you ended up in that thing?" Hun pegede på spændetrøjen med hendes tynde finger, måske det var en af de der misforståede øjeblikke der havde gjort at han var i den? Hun troede ikke rigtig på det og hun bed sig let i læben.

*Oh wow.. Look Didi, look at her eyes! Look how big and bright they are, so wonderfully beautiful..* lød hans tanker i det han kommunikerede med sine indre stemmer imens han betragtede kvinden. Didi gav et højt støn fra sig og mumlede noget i stil med at hun da ikke kunne se hvad der skulle være særligt ved denne kvinde! Lector gav et stille grin fra sig og rystede let på hovedet. "I don't?" sagde han fornøjet og kiggede op på skønheden. "Maybe I'm someone else then, what about God then? I could easily be Thor, with my perfect blond hair!" sagde han glad, uden at fortælle hende hvem han var. They say if you dream about something more than once, it's sure to came true.." sagde han stille som han forsvandt ind i hendes grønne øjne, en skygge af absolut beundring lagde sig over hans ansigt, og han kunne ikke slippe denne følelse han fik i hendes nærhed. *Oh Didi, what a perfect day to be me!* kaldte han ud til stemmen, stemmen brummede dog bare lidt irriteret og kaldte ham noget grimt, men han var ligeglad, han var glad!
"Hmm... Rosalie.. May I call you Beauty? Please? For that is what you are.." forklarede han og sendte hende et listigt smil. Han slog langsomt blikket ned da hun spurgte til spændetrøjen, en løgn var allerede klar på tungen, imens begyndte de forskellige stemmer i hans hovede at råbe i munden på hinanden, så han blev nød til at tysse på dem. "Shh.. You don't need to be afraid of me. Well the straight jacket is not for your protection, just something to hold me down, keep me calm. But I've been giving drugs too, so I can easily keep it together, please take it off?" sagde han, valgte at gå med sandheden, og sendte hende derpå sit bedste charmerende og overtalende smil.

Rosalie fniste let af hans spørgsmål om at han ikke havde samme udstråling som en engel og endnu en gang lød der et lille fnis fra hende, da han sagde at han kunne være Thor med det perfekte blonde hår. Hun rystede let på hoved over dette, det var tydeligt at han ikke var meget for at fortælle hans navn.
Hun rejste sig op igen og gik to skridt væk fra ham, hvor hun begyndte at børste rester fra de nedfaldne blade og jord, af sit tøj. Da hun var færdig så hun over på Lector og krydsede sine arme foran hendes brystkasse. Hun prøvede at se alvorlig ud, men da han spurgte om han måtte kalde hende for Beauty, kunne hun ikke stoppe den rosa farve hendes kinder fik og hvordan hendes hår blev en smule mørkere. Hun bed sig kort i læben og nikkede så. Han måtte godt kalde hende for Beauty, det var jo ikke det værste at blive kaldt.
"I'm not sure I can run that risk, without knowing your real name. So let's make a deal, you tell me your real name, and I help you with that?" Hun gestgiguerede til spændetrøjen og smilede drilsk til ham. Hun blev dog stående det lille stykke fra ham.

For han ville selvfølgelig gerne ud af spændetrøjen, det var en irriterende ting at være fri og spærret inde på samme tid. Desuden så brød han sig ikke meget om at sidde på den kolde hårde jord, han måtte op og stå, måtte videre, men hvorhen?
Hans øjne spærrede en smule op i forundring da hendes hår skiftede nuance for øjnene af ham, det var i virkelighed noget specielt, og han kunne ikke huske nogen siden at have set noget lignede før. Hans nysgerrighed foldede sig ud og han havde med det samme lyst til at spørge hende hvorfor hendes hår skiftede nuance og hvad det betød, var det på grund af ham? Han sendte hende et lidt større smil da hun igen bad ham om hans navn. *Well okay then, it can't hurt to tell her, right Didi?*spurgte han stemmen i sit hovede, han fik heller ikke noget svar denne gang. Var det medicinen der gjorde dem så sløve? Det var det vel.. Så han var bare helt alene! Oh, how sad.
"Okay, I'm Lector, and I don't remember det rest, sorry! Now please, my Beauty help me out of this?" sagde han i en hel malplaceret rolig stemme, hvorved han igen sendte hende sit bedste smil, han ønskede ikke at skræmme hende væk, kun at have hende endnu tættere på.. Der var noget over hende, der stak så dybt i hans fascination, han havde brug for at vide mere, lærer hende bedre at kende, han måtte spørge om noget, et eller andet.. Hvad spurgte man om? "So.. What's yours diagnosis?" spurgte han til sidst, et helt normalt spørgsmål hvor han kom fra, måske ikke så meget herude.. Men det forstod han bare ikke.

Da han endelig gav hende sit navn, var det næsten underligt at hører den så rolige stemme, hun nikkede så til hans spørgsmål. "Alright, Lector, let's get you out of that dreadful thing." Hun smilede, som hun tog de to skridt hen til ham og gik om på hver side af ham, hvor der sad to spænder, som fast holdt de lange ærmer. Hun løsnede først den ene, mens hun let nynnede for sig selv, indtil at han spurgte hvad hendes diagnose var. Spørgsmålet fik et lille grin frem på hendes læber og hun sagde "I don't have any diagnosis.". Hun gik bag om ham og åbnede det andet spænde, inden hun trådte om bag ham og begyndte at løsne det sidste spænde, som fastgjorde trøjen til overkroppen, ved en rem, som gik mellem benene. Hun fik hurtigt løsnet denne og gik så frem foran ham og satte sig på hug foran han, mens hun langsomt, men effektivt gik igang med de mange mindre spænder, som hold trøjen lukket foran. "Is it rude to ask what your diagnosis are?". Hendes nøddebrune øjne mødte Lectors sorte, som hun sendte ham et venligt smil, mens hun arbejdede på det sidste spænde. "There you go!". Hun lagde kort en hånd imod hans brystkasse, inden hun rejste sig op og trådte et skridt tilbage.

Lector nikkede ivrigt til hende, han var meget glad for endelig at komme helt fri, han havde brug for at bevæge sig, han havde ikke haft så meget plads siden.. Ja det huskede han ikke, det måtte være lang tid siden i hvert fald! Han havde bare haft sin lille bitte kedelige celle og en gang imellem et par gange, en spisesal og sådan til at gå rundt i, men det var kun når han en sjælden gang i mellem havde opført sig ordenligt, og det var han ikke så god til, ups! Han betragtede hende, eller nærmere beundrede hende imens hun gik i gang med at løsne hans spænder, han var stadig ret fascineret af hendes hår og holdte derfor skarpt øje med det, så han ikke glippede det hvis det ændrede sig igen. "What?? Really.. So you're just.. Normal?" sagde han og forstod det ikke helt, de eneste normale personer han kendte var læger og psykologer og den slags, og dem brød han sig faktisk ikke særlig meget om.. Hm. Men han var ude nu, i den virkelige verden, der var sikkert masser af normale mennesker her, og ikke så mange af hans egen slags, det skulle han lige vænne sig til. "I don't remember ever meeting anybody else than mentally ill people, doctors and psychologists.." sagde han så og et dovent smil gled tilbage på hans læber, da den første overraskelse havde lagt sig lidt igen, gjorde det hende ikke bare endnu mere spændende.. At hun var.. Ny.. *DIDI!!!* råbte han, men stadig intet svar.. Hm. Hans stemmer havde forladt ham.. Måske var de sure, fordi han var stukket af.. Måske savnede de alle de andre sindssyge? Måske, men det var nok bare medicinen der havde gjort dem tavse.. Men det ville snart holde op med at virke igen, great! "No I don't think so.. But.. Eh.. I can't really remember.. Something about being a psycho and a schizophrenic.. Maybe some other stuff too.." sagde han glad og smilede op til hende, igen charmerende. "Crazy should cover it.." grinede han som han endelig kom fri og han slog armene ud til begge sider og gav et højlydt barnligt grin fra sig, åhhhh så godt! "OMG! Thank you! Maybe you are the angel.. Here to save me!" grinede han og vendte sig mod hende som han endelig kom på benene, han begyndte så at dreje langsomt rundt om sig selv, og strakte sig i alle retninger, det føltes fantastisk.

Rosalie nikkede let, da hun hørte hans første kommentar. "I wouldn't say I'm normal, I can do some things, that not many other people can.". Et listigt smil spredte sig på hendes læber. Det at han var mentalt syg skræmte hende ikke, ikke rigtig i hvert fald, hun var vant til sin tvillingebror, som var helt og aldeles forskruet. Han var manisk på mange punkter, samt utilrengelig og så var selvfølgelig den detalje at han var kannibal. Så det at han nævne skizofreni og noget med psyko, skræmte hende ikke ligefrem, selvom det nok burde have skræmt hende fra vid og sans. "Crazy, alright." grinte hun let og pustede et lille tot hår væk fra hendes ansigt. Hun var ikke vant til at hendes hår var sat op, men hun nød det nu alligevel en smule.
Hun så på ham, med undrende øjne "I'm sorry you don't remember." Hun mente det faktisk, det måtte være utrolig trist ikke at kunne huske sin fortid, men så igen, måske det ikke gjorde ham det store, det virkede i hvert fald ikke sådan.
"I'm no angel." Smilede hun til ham, med hendes hvide perfekte tænder. "Even though, I've been called so before." Hun betragtede manden foran hende, som han nød friheden, efter gud ved hvor længe han havde været i den spændetrøje!
"So where you headed now, Lector?" spurgte hun nysgerrigt, med et undrende blik.

Lector skævede til hende og grinede så bare lidt, "Like the hair stuff?" sagde han så, stadig nysgerrig omkring det. Han stoppede med at dreje rundt om sig selv og stod lige og fandt balancen igen, en smule rundtosset.. Hmmmmmm, dejlig følelse alligevel. Hans tær på de bare fødder gravede sig lidt ned i skovbunden og han elskede den fornemmelse! Åh, han havde lyst til at begrave sig selv i jord! Mhmm! "Well It's not your fault.. And there is really nothing to be sorry about, now I can start over, right?" sagde han og sendte hende et glad smil, desuden havde han ingen bekymringer, ingen hjertesorger, inden minder! Han var bare fri! Åh ja! "Really? But you look so.. Nice.. Innocent.." grinede han dog en lille smule mere drillende den her gang, skulle lige se hvor let hun var at prikke til.
"Oh, just anywhere really.. I'll go wherever you go princess! Of to the castle?" grinede han ended højere, en smule manisk, men det sindssyge trængte ikke helt igennem, det havde lægen sørget grundigt for at bedøve.. for nu altså.

Rosalie smilede "Ah, you noticed that?" spurgte hun og hentydede til hendes hår, men nikkede så og sagde "Yeah, that. And I can do a little bit more, such as change my eye color and hide scars and wounds." Hun smilede til ham, hun valgte at vise sine ar frem, dem som trak sig op ad hendes venstre kind, fra hage imod øret.
Da han begyndte at dreje rundt kunne hun ikke lade være med at le en smule, han var som et lille barn i det øjeblik. Det var næsten rart at se en være fri på den måde. "Well It's not your fault.. And there is really nothing to be sorry about, now I can start over, right?". Det gav mening og hun svarede ham "Yeah, I guess you can. But I have to ask, aren't you the least bit curious as to what was before what you remember?" Hun ville selv være nysgerrig, hungre efter hendes minder, men måske var det kun fordi hun kunne huske de fleste af hendes egne? Hun mærkede dog også en lille misundelse vokse i hendes mave, der var ting hun ville give alt for at glemme. Men hun rystede følelsen af sig og smilede stort til Lector. "I may look nice and innocent, but I assure you, even roses have thorns.". Hun blinkede til ham og rakte let tunge ad ham.
"Well, I guess you could go with me into town. I'm sure it's gonna be more fun this way, now that we're two." Hun smilede let og begyndte at gå i samme retning, som før Lector var dumpet ned i hoved på hende.

Lector nikkede, hvordan kunne han ikke have lagt mærke til det? Han kunne jo ikke få sine øjne fra hende! She was, oh so pretty! So marvelous! ”Wow, that is the coolest!” sagde han højt og betragtede hende ændre sig igen, der hvor hendes hud før havde været glat var den nu blevet arret og han tog et skridt tættere på hende for at studerede dette. Han rakte en hånd frem og lod to fingre glide hen over de ar hun viste ham. ”"How did you get these? Who gave them to you?!” sagde han og havde hævet stemmen en smule, imens han stadig var fikseret på arrende gled et morderisk udtryk frem i hans øjne, og havde han ikke været på stoffer, havde han måske.. slået lidt om sig, i ren vrede.. Hans skønhed! Arret! Hvis han nogen sinde fandt den der var skyldig i dette.. !
Han slap hendes kind igen og trådte et skridt væk så han ikke stod så tæt på af hende, lige nu kunne han åbenbart godt finde ud af det der med personlig rum, men det var selfølgelig hellere ikke fordi de havde ladet ham komme så tæt på nogen.. derinde.. Det var lang tid siden han havde været tæt på en anden person. Han skævede til Rosa.. Smuk.. Person.. Mhmm, and she did look.. Oh so fine.. And it had been.. Oh so long.
”Hm?” sagde han lidt forvirret da han endelig vendte tilbage til samtalen. ”Well no.. Not at all.. I choose to suppress them.. the memories.. I don't want to know” sagde han så bare, han havde jo stadig sin.. Jiminy, og Jiminy huskede alt! Han valgte bare ikke at høre på ham, gad ikke. Han havde for lang tid taget et valg, og det her var hvor det havde ført ham hen, og det var han glad for. Der var sikkert alligevel intet at savne!
Et drillesygt smil brede sig igen over hans læber og han udstødte en barnlig latter, ”Oh wow, I would love to see that..” grinede han, han havde intet imod hun viste ham sine tårne, haha! ”It totally will!” sagde han glad og fulgte i halen på hende.

Rosalie grinte let af hvor fascineret han lod til at være over at hun kunne ændre på sit udseende og da han blidt rørte hendes ar, betragtede hun hans ansigt, hvordan det ændrede sig fra det fascinerede udtryk, til det morderiske udtryk og hvis hun havde været enhver anden person, var hun nok blevet bange, men hun smilede blot venligt til ham og sagde "It doesn't matter, they died a long time ago. Besides, I don't mind these scars, they make me who I am. Makes me.. Different, I don't even know why I still hide them." Hun trak kort på skulderene. Hun var tydeligvis fascineret af manden foran hende, han kiggede på hende, anderledes end hun var vant til.
Da han fortalte om at han havde valgt at undertrykke sine minder, så hun uforstående på ham, men accepteret hans svar og nikkede så "Well, If that's what you want, then I hope it's a good choice.". Hun smilede til ham, endnu en gang afslørede hun sin hvide perfekte tænder.
"Well, you might." svarede hun i en drilsk tone. Og som han begyndte at rende i hælene på hende, vendte hun sig kort om og sagde "You know.. You can walk beside me, right? It's easier to keep a conversation going that way." Hendes tone var venlig, men også en smule.. Frustreret. Det var tydeligt at hun ikke brød sig om at en person gik lige i hælene på hende.

Lector stoppede kort op inden han satte i gang igen, de var døde? Et glædeligt psykopatisk smil gled over hans læber, godt! Så havde de fået hvad de havde fortjent. ”You don't need to hide anything, you're perfect Beauty..” sagde han glad og betragtede hende bag fra imens de gik, hvilket på ingen måde var skuffende! ”Of cause it is, any choice I make is the right one” sagde han bare roligt, selv fuldstændig overbevidst om at det var rigtigt, dog ville man nok kunne møde en del der kendte ham, der ikke ville være helt enige i dette.
Et grin flød over hans læber som hun sagde han måske ville få hendes.. Mindre uskyldige side at se, det ville han glæde sig til! Han stoppede op kort igen da hun bad ham komme op ved siden af ham, i stedet for at gå bag ved. Han lod sit blik glide en sidste gang ned over hendes krop, blikket der stoppede lidt længere tid ved hendes røv. Han bed sit i læben og fandt så tilbage til hendes ansigt, inden han valgte at indhente hende og gå ved siden af hende. ”Sorry, you just look.. Very good form behind..” sagde han drillende og fangede hendes fingre med sin hånd, han snoede sine fingre ind mellem hendes og sendte hende et stort smil, som han fulgte efter hende gennem skoven, helt til de kom ud af den, hvor han forsat fulgte hende, han anede ikke hvor de skulle hen, han havde ikke andre at tage hen.. Han kunne kun følge efter hende.

Rosalie smilede sødt til ham, da han sagde at hun ikke behøvede at gemme noget fordi hun var smuk. Den eneste der havde fortalt hende det, mens hun havde sine ar fremme var hendes storebror, Samael. Ikke engang hendes gamle mand, havde kaldt hende smuk, når hun viste sine ar.
Hun kunne heller ikke lade være med at grine lidt, da han sagde at alle hans valg altid var rigtige. "I kinda find that hard to believe, seeing as you literally fell on me, while wearing a straightjacket." sagde hun drilsk og rakte let tunge af ham.
Hun vendte sig let, da han kommenterede på at hun så godt ud bagfra og hun kunne ikke lade være med fnise let og tilføjede "Then you should see me in tight pants, instead of this skirt.". Hun mærkede hans fingre og hvordan han snoede dem ind imellem hendes og underligt nok, havde hun ikke det store i mod det. Hun gengældte hans store smil og spurgte så "So, Lector.. How come you actually fell down upon me? I know it would've been impossible for you to climb up into the tree, considering you were wearing a straightjacket.". Hendes spørgsmål var uskyldigt nok og hun lyttede til hans svar som de kom igennem skoven og ud på vejen til Gaia. Som de krydsede vejen, stadig hånd i hånd, smilede hun op til ham og spurgte "Wanna go for some food? I'm really hungry.".

”Oh yeah, sorry about that.. I haven't done that for a while, just learning to do it again, I promise, next time, I will not hurt you” sagde han så, og hentydet til at han ikke havde brugt sin evne i lang tid, han havde kun brugt sin evne to gange i de halvtres år han havde været lukket inde på Manchester Asylum, og nå ja nu. Han havde ingen ide om hvor han havde sendt Arí hen da han havde lukket ham ud.. Han skulle lige lære at få portalerne til at gøre som han selv ville have igen. ”Oh.. That I will.. Next time” sagde han så og lovede hende dermed at det her ikke var sidste gang han så hende, han ville meget gerne se hende i stramme bukser.. Men helst ville han gerne se hende uden noget som helst. Hm. Han stoppede så op, og da han holdte hendes hånd fik han også stoppet hende. ”I'll show you..” sagde han så og holdte en hånd ud foran dem og med sin pegefinger tegnede han en cirkel i luften, imens han koncentrerede sig. En to meter fra dem åbnede der sig en portal den den cirkel runde form han havde tegnet med fingeren, kanten lyste i en flot rød farve, men midten var et sort hul af mørke. ”Tell me where to..” sagde han så og trak hende med hen til portalen så de stod lige ude foran, ”Just give me some details, and I can get us there” lovede han hende, han var dog alligevel lidt usikker på om han kunne ramme plet denne gang, men han skulle jo øve sig.. Og han tænkte at han i hvert fald kunne få dem.. Tæt på? Måske.

Rosalie så op på Lector, som han snakkede. "It's alright, I'm not really hurt or anything, I think I was more shocked.". Det var rigtigt, hun var en smule øm i sine ben, men intet andet, hun havde jo nået at komme ud af vejen, ellers ville han have ramt hende i hoved og nok slået hende ihjel.
Hun smilede let, da han sagde at nok skulle se hende i stramme bukser, dem gik hun egentlig meget med, så ville ikke undre hende, at han ville komme til det. Hun havde dog heller intet imod at folk kiggede på hende, ellers ville hun ikke klæde sig som hun gjorde.
Hun smilede lettere nervøst, da han sagde at han ville vise hende det. Dog kiggede hun fascineret på hans bevægelser og hvordan portalen dukkede op. Hun så op på ham og sagde så "How about we get you out of these clothes, and into something a little more.. inconspicuous?". Hun smilede let til ham inden hun gav hans hånd et lille klem og fortalte om en butik, med pænt herre tøj og detaljerne, som han havde brug for.
Hun holdt ham tilbage inden de gik igennem portalen og sagde "Before we go through, please just follow my lead? We're going to enter the store all normal, and when you to the dressing room and try it on, we can portal out? That way you wont have to pay?". Hun smilede op til ham, på trods af at hendes ydre og hendes opførsel som regel var sødt og uskyldigt, var hun ikke ligefrem kun sukkersød. Hun havde da brudt loven et par gange før, det havde hun været nødt til. Så en gang til eller fra, ville ikke gøre så meget, ville det?

Han nikkede lidt, okay. Han brød sig ikke om tanken om at have gjort hende skade. Han vendte dog langsomt sit blik mod portalen igen da Rosalie begyndt at tale om en tøj butik. Han så så ned over det han havde på kroppen og smilede lidt, kunne hun ikke lide hans tøj? Hvorfor? Han hev lidt ud i fangedragten for at få et bedre kig på den, den var da fin! Men så alligevel, hvis hun gerne ville have ham i noget andet, så skulle hun få lov til det.. Men så også kun fordi det var hende! ”Okay” sagde han helt stille, han gik så helt hen til portalen og igennem dem, og da han stadig holdte Rosalie i hånden trak han hende efter sig med igennem, imens han koncentrerede sig det bedste han havde lært.. for at ende op hvor hun havde bedt ham om at tage dem hen.
Da de var nået igennem portalen stod de på en gade fyldt med menneske, ude foran en herre-tøjbutik. Han havde fået dem det rigtige sted hen! Han sendte Rosalie et kæmpe smil.. Fuldstændig upåvirket af alle de mærkelige blikke de fik, han var jo selvfølgelig fuldstændig malplaceret der.. I sin fangedragt og med bare fødder.. Tænk om han overhovedet ville blive lukket ind i butikken? Men hvis han ikke gjorde, kunne han vel altid lave en portal og smide hvem end der betjente butikken ind i den? Så var det problem løst. Han holdte stadig Rosalies hånd og fulgte hende op til døren, og ind i butikken.

Rosalie smilede let, da han begyndte at træde igennem portalen, dog mærkede hun let nervøsiteten stige i hendes indre, hvad hvis hun var gået direkte i en fælde? Eller.. Hun trådte ud på den anden side som Lector hev hende igennem og hun så butikken hun lige havde snakket om foran hende. Hun smilede stort til Lector og grinede "That was so cool!", hvis ikke det var fordi de have holdt i hånd, var hun sikkert hoppet op og giver Lector et kram, men hun undlod det.
Da de kom indenfor smilede hun blot til ekspedienten, som mødte dem med et "Would you require any help today, mister and misses?". Han så dømmende på Lector, som stod der i fangedragten og hans bare fødder. Så Rosalie rystede let på hoved og sagde "I've got it, thanks.". Hun gav ham et blik der sagde at han skulle skamme sig at kigge sådan på ham og hun trak Lector med sig længere ind i butikken, hvor hun gav sig til at finde et sæt, der ikke var alt for fint, men som ville passe til Lector. Hun smed et par sko oveni det sæt hun havde fundet og derefter førte ham imod omklædningen, hvor hun slap hans hånd og smilede til ham. "Just say when you're done changing and I'll join you after, so we can get out of here.". Hendes stemme var lav, men tydelig for Lector at hører.

Lector sendte ekspedienten et fornøjet smil, han forstod ikke det blik han fik igen, han kunne ikke helt læse ham. Han forstod ikke alle.. følelse, nogen af dem. Nogen dage var han også bare bedre til at aflæse det end andre, lige nu var han rimelig fattet faktisk, men alt hans energi gik til at aflæse Rosalie, hun var meget mere spændende end denne mand. Han fulgte hende dybere ind i butikken og tog i mod det tøj hun gav ham inden han blev sendt ind i et prøverum.
Inde i prøve rummet begyndte han at klæde sig af for at skifte til det andet tøj, han pakkede fangedragten sammen og så lidt sørgmodigt på den, den var lidt svær at sige farvel til, han havde trods alt ikke haft andet på end den og andre magen til, de sidste halvtreds år. Han havde også trukket sine boksershorts af, i sin tro om at hun havde givet ham nogen nye. Et lettere smil gled over hans læber da han ikke fandt nogen, nå. Han trak så i det tøj hun havde givet ham, lidt uvant for ham, det kradsede lidt. De lysegrå habbit bukser og bomuldskjorten havde han fået på da han kiggede lidt på skoene.. Hm? Han så ned på sine bare tær og rystede så bare på hovedet.. Der var meget hun kunne be' ham om, men ikke det. Han blev nød til at røre ved gulvet jo! ”Beauty!” kaldte han så og lod med vilje vær med at kalde hende ved hendes navn. Han tegnede en cirkel med fingeren og en usynlig portal dannede sig foran spejlet, han ventede så på hun ville komme tilbage. Da hun kom ind smilede han kort til hende. ”Where to?” spurgte han stille og rakte ud efter hende og trak hende så lidt ind til sig, der var ikke så meget plads i prøverummet jo, så de måtte hellere stå lidt tæt sammen. Han rakte ud og kærtegnede forsigtigt hendes lyse hår, inden han fangede hendes øjne, og med et frækt smil om læberne sagde han: ”By the way.. You didn't give me any underwear.. So I'd had to go commando..” hviskede han stille og skubbede hendes så igennem portalen i det hun lige inden han havde talt, havde fortalt ham hvor de skulle hen. Dog rakte han hånden ud og fik fat i fangedragten inden de nåede hele vejen igennem.. Han var ikke klar til at give den fra sig endnu.

Rosalie stod tålmodigt ude foran omklædningsrummet, mens hun ventede på at Lector blev færdig med at klæde sig på. Hun smilede let til en af de arbejdende mænd, som gik forbi hende. Og da hun hørte Lector kalde på hende, trådte hun indenfor og blev hurtigt trukket tættere på ham og hun mærkede hendes kinder blive lettere varme, da hun hørte at han havde været nødt til at gå kommando. Dog fniste hun lidt og hviskede destinationen til ham, så de ikke blev hørt udefra.
Dog kom der et lille gisp, da han skubbede hende igennem portalen og hun stod foran en fastfood restaurant, hun skammede sig ikke engang, hun havde haft lyst til fastfood, dog kunne hun ikke tage ham med på McDonalds, da der ikke var noget vegansk mad der. Så hun havde valgt en anden mindre kæde, hvor hun vidste at de havde ting hun også kunne spise.
Da han stod ved siden af hende, smilede hun stort op til ham og spurgte så "I hope you like greasy food.". Hun så ned på hans fødder og rystede så let på hoved, men sagde ikke noget. Han så ud til at være tilfreds nok. Hun tog atter hans hånd i sin og trak ham i retningen af indgangen til restauranten.

Lector stod stadig tæt på Rosalie da de kom ud på den anden side af portalen, ind til hun trak ham med efter sig mod et spisested. Han kom så til at tænke.. Var han sulten egentlig? Han var faktisk ret sulten, men ikke heeeeelt efter det man kunne købe derinde. Han så sig lidt omkring på de andre folk, og indåndede duften af dem, kunne nærmeste smage blodet på tungen. Det krævede en del energi af ham at lave så mange portaler og så, så tidsmæssigt tæt på hinanden.. Det gjorde ham sulten. Han rettede sit blik mod Rosalie igen og nikkede lidt eftertænksomt. Måske han kunne holde sulten lidt på afstand hvis han fik noget rigtigt mad.. Han måtte holde lidt igen med portalerne også. ”Yes sure” sagde han. Da de var kommet inden for stod han og kiggede lidt på menu kortet, inden han valgte en eller anden vegansk burger og en sodavand til, han skævede så til Rosalie. ”Eh.. I don't have any money?” sagde han så. Han kunne godt stjæle maden hvis det var? Men? Måske kunne Rosalie betale, så slap de for at løbe for livet lige om lidt.. For han lavede altså ikke flere portaler, ikke lige nu.. Det kunne blive farligt jo.. For Rosalie.

Rosalie smilede til ham og hun valgte selv hendes fortrukne veganske burger med en sodavand til. Hun så op på ham og sagde "Don't worry, I got it. My brother is rolling in money anyway, so why not use it for once?". Hun brød sig aldrig rigtig om at bruge de penge som hendes bror gav hende, men hun havde ikke noget imod det, denne ene gang.
Da de havde siddet lidt, kunne hun ikke lade være med at ligge mærke til at han virkede bekymret og hun lænede sig let ind imod ham og spurgte "Is anything wrong? Do you not like this place or?". Hun bed sig let i læben, som hun ventede på et svar fra ham. Hvad hvis han ikke kunne lide hendes valg af restaurant? Eller hvad hvis hun havde sagt eller gjort noget forkert? Eller var det hans portaler der kostede noget af hans energi? Eller noget helt fjerde?
Da deres mad ankom på bakken, samlede hun den op og første ham hen til et lidt afsides sted, hvor der ikke var så mange mennesker og hun satte sig på den ene af stolene, som hun satte deres mad og drikkevare fra sig på bordet og gav sig til at dele det op, så de kunne spise.