The stalker becomes the stalked - Lector

Sted Skoven, ikke så langt fra en spejderhytte.
Tid 19:30, fredag d. 1/12
Vejr 8°C, skyfrit, ingen blæst.
Omgivelser Skov-ting?
Outfit Link
@Lector

---

Der var utroligt stille i skoven. Med undtagelse af enkelte dyr, som ikke var taget syd på, eller gået i vinterhi, var der ikke meget at se eller høre i skoven. De fleste holdt sig væk på grund af kulden, og fandt ingen interesse i de døde træer før der lagde sig sne. Men nu var Gabriel sjældent en del af de fleste, så det kom næppe til nogens overraskelse at han befandt sig i et træ i skoven. På det sidste havde han haft ret travlt. Det var mere stressende at gå i skole end han huskede, og det der med pludseligt at være vågen og gå rundt udenfor om dagen, var noget hans krop ikke rigtigt var begyndt at vende sig til.

Men i aften havde han noget tid til sig selv. Ingen jobs, intet bjerg af lektier, og ingen irriterende skoleaktiviteter. Så siden Gabriel fik fri fra skole havde han sat sig for at stalke det nyeste offer for sin betagelse. Det var egentlig længe siden han havde været så interesseret i et andet væsen, hvor det ikke bare var lysten til at sprætte personen op og se hvordan de så ud indvendigt. Faktisk havde han ikke været så interesseret i nogen siden han stadig boede hos Julien i Frankrig. Det var spændende, og en smule skræmmende, mest af alt fordi det var en af hans lærere. Mere specifikt, hans lærer i psykologi, Lector Tojstov.
Underligt nok, var det svært for Gabriel at finde ud af særligt meget om Lector. Hvad han havde lavet før han blev lærer, hvor han kom fra, hvor han boede... Han var en enigma. Alle hans andre lærere havde været ret nemme at finde informationer om... Måske var det derfor Gabriel var blevet så besat af at stalke ham?

Det startede ud i det små. I starten fulgte han bare efter læreren, så hvor han gik hen, hvad han lavede, og betragtede ham når han sov. Men som han begyndte at genkende træk fra sin egen sindssyge, blev han mere interesseret. Så han begyndte at tage billeder af dæmonen, som han tit gjorde når han fandt noget spændende, både når han sov og var vågen. Amadeus havde efter noget tid forklaret ham, at det ikke var høfligt at tage billeder af folk uden de vidste det, og derfor begyndte han at give billederne til Lector. Han lagde dem pænt på i en kuvert, hvor han skrev at det var til Lector fra G. P. Moreau (han havde skiftet sit efternavn til Miles og fjernet sit mellemnavn på skolen, så ingen farer for hurtigt at blive opdaget), og efterlod kuverten på lærerens skrivebord mens han sov.
De fleste ville nok blive skræmt for vid og sans når de så at en eller anden havde fulgt efter dem og taget billeder uden de havde opdaget det, men da Gabriel så ind af vinduet for at se hvilken reaktion han ville få, virkede dæmonen glad. Selvfølgelig var han smuttet inden han kunne blive opdaget, men resten af dagen, havde Gabriel et saligt smil om læberne.

Siden havde gaverne udviklet sig. Hovedet på en hest var den første makabre gave. Han havde besat en anden persons krop, og givet Lector en pakke, igen med noten om at det var til Lector fra G. P. Moreau, med instrukserne om at han skulle åbne den derhjemme. Så kom han tilbage i sin egen krop, og fulgte med dæmonen til en bygning i Moonlight Falls, for at se hans reaktion på dét. Igen var det ikke skræk og rædsel. Nej, han beholdt det, indtil en eller anden gammel mand smed det ud, hvilket Gabriel tolkede som taknemlighed. Derfra blev gaverne værre.
Det fortsatte et par gange med roadkills, døde dyr som Gabriel havde fundet, og som mindede ham om Lector, så han havde bundet en pæn rød sløjfe om dyret og sat et lille kort fast. Derefter udviklede det sig til kropsdele fra personer. Ind i mellem efterlod han dem ved bygningen i Moonlight Falls, nogle gange på Lectors skrivebord, eller også besatte han en persons krop for at give den selv. Han viste aldrig sit eget ansigt, men hver gang stod der den samme besked. Til Lector fra G. P. Moreau, nogle gange med en glad smiley, andre med et hjerte til sidst.

Han havde stalket sin lærer i omkring halvanden måned, hvor gaverne var kommet et par gange om ugen den sidste måneds tid. Men nu var det snart jul, så nu blev det altså til kalendergaver. I dag startede Gabriel ud i det små, og gav en kvindes højre hånd, der var skåret af så håndledet var med. Hendes negle var omhyggeligt farvede med neglelak, så hendes pege- og ringefinger var blodrøde, mens resten var kongeblå, da det var Gabriels yndlingsfarver. Rundt om håndledet havde han bundet en fin rød og guld satin sløjfe. Naturligvis var det pakket ned i en kasse, med julegavepapir og rødt gavebånd. Fra sløjfen på pakken hang der et kort med en pingvin på forsiden, med teksten Merry Christmas under og på bagsiden stod der som altid at det var til Lector fra G. P. Moreau. Det hele var næsten uhyggeligt perfekt pakket ind, som det stod på skovbunden, meget præcist placeret hvor Lector normalt stod når han var her. Under sin stalking, havde han opdaget at Lector også var lidt af en stalker, da han ofte stod her for at se ind i hytten. Gabriel havde naturligvis stalket med, og set at det var en kvinde han stalkede. Det var dog første gang at han lod Lector vide at han kendte til stedet, ved at efterlade ham en gave her, og han var lidt spændt på at se hans reaktion. For nu, sad han oppe i et træ et lille stykke fra gaven, på en gren hvor han kunne gemme sig bag stammen, men stadig havde et godt udsyn til dæmonen. Indtil videre havde han nok siddet derude i en times tid. Normalt var han for utålmodig, men med Lector havde han ikke noget imod at vente.

*Could it be that he just don't know how?* - *Must be!* - *Don't just jump to the conclusion like that..* - *But we always do?* - *Maybe just tomorrow then?* - *Yes that could work* - *Lector do you agree?* - ”You know I never do” svarede han, da stemmerne henvendte sig direkte til ham. Han trak dermed sømmet ud af kvindes hals og lod den livløse krop skvatte sammen på jorden foran sig. Han gav sig til at sutte på sømmet som var det en slikkepind, og fik det dermed gjort rent for blod. Han smuttede det tilbage i lommen, klar til at hive det frem igen, hvis han skulle få brug for det.
Han vendte sig om og tørrede sit blodige ansigt af i ærmet som han tegnede en oval cirkel i luften med sin pegefinger, en usynlig portal gled frem fra ingen ting, og han gled lydløst igennem.
*Not this again.. Why do you keep doing this?* - *Oh he's in love you know* - *Well isen't that the biggest lie of all times* - ”Please continue praising me and forget all about me the very next day” svarede han stille og himlede øjnende af Estragon og de andre.
Han trådte ud af portalen og endte op i skoven, som han så tit gjorde. Langsomt bevægede han sig frem mod hytten og som han nærmede sig hørte han pludselig en hund gø. Udmærkede klar over hvilken hund det var selvfølgelig, bare ikke sikker på hvorfor den gjorde det.. Den var da stoppet med at gø af ham? Han fik øje på hytten og stoppede op for at se om Rainier måske ville komme ud, men han virkede ikke til at være hjemme.. Og hunden stoppede også igen, måske den havde fået færden af Lector nu og blev rolig? Måske havde den bare gøet af en eller anden forbipasserende, eller af Rosalie hvis hun havde drillet den. Måske.
Han begyndte at gå frem mod hytten igen da hans fod ramlede ind i noget på jorden. Han tog et skridt tilbage og kiggede ned på gaven der lå der. *It's him!!! IT'S HIM, IT'S HIM, IT'S HIM!!!!* råbte stemmerne i munden på hinanden. ”Shut the fuck up!! Right now!” råbte Lector højt, men skævede så hurtigt til Rosalies vindue for at se om han måske havde forstyrret hende.. Det så ikke sådan ud. Han bøjede sig ned og samlede gaven op.
*Sweety.. You're not alone.. Think?* lød den kærlige stemme der kun kunne tilhøre Flower. ”I don't know what...” begyndte han da han så gik i stå.. Hunden.. Gøen.. Gaven. Nej han var bestemt ikke alene. Han vendte rundt på stedet som hans mørke øjne gled rundt i skoven foran sig.
*Okay.. We should go over this before you...* begyndte Flower, men Lector afbrød hende, ”Mr. Moreau.. Could you please come out here?” sagde han med sin mest rolige stemme. Han stod stadig med den uåbnede gave i hånden, men han kunne nemt forstille sig hvad den mon kunne indholde, det var ikke ligefrem første gang.
Et smil bredte sig dog langsomt over hans læber og han tiltede hovedet en smule som duften af vampyr ramte ham i næsen. Han slikkede sig sultent om læberne og tog et skridt væk fra hytten og imod Mr. Moreau. ”Don't you wanna see me open this? I'm only gonna do it, if you come out here?” sagde han så lokkende, og prøvede at få øje på ham mellem træer og buske.
*Please be careful darling* sagde Flower bekymret, *Oh no, please don't, please kill him! I'm hungry!* svarede Estragon. Lector rystede langsomt på hovedet, hans stemmer var som de altid var..
Han selv derimod var meget spændt. Imens han ventede løsnede han kortet fra gaven og læste det, ikke noget nyt der, samme person som altid.
*In the meantime let us try and converse calmly, since we are incapable of keeping silent.* - ”You're right, we're inexhaustible.” - *It's so we won't think.* - ”We have that excuse.” - *It's so we won't hear.* - ”We have our reasons-” - *All the dead voices.*

Da hunden begyndte at gø, stivnede Gabriel og holdt praktisk talt vejret. Det var første gang at han var så tæt på, og hunden havde ikke gøet af Lector de gange han havde fulgt med ham herud... Så selvfølgelig havde han ikke engang overvejet at den kunne afsløre hans tilstedeværelse! Shit, han plejede ellers at være så forsigtig når han stalkede... Men hunden stoppede med at gø efter noget tid, så Gabriel kunne ånde lettet ud for nu.

Han tittede en smule frem fra sit skjul, og kunne fra sin plads i træet se Lector fra siden af. Et lille smil nåede hans læber, mens han betragtede dæmonen, som så ud til at kigge rundt. Dog, da han fornemmede at manden skulle til at se hans vej, gemte han sig bag stammen igen. Det var lidt vovet at være så tæt på, men som tiden gik, fik Gabriel mere og mere svært ved at holde sin afstand. Om det var følelsesmæssige årsager eller bare nysgerrighed, kunne han ikke helt sætte fingeren på. Han vidste bare, at det næppe varede længe før spillet var ovre, og han ville blive afsløret.

Havde han stadig været i live, ville hans hjerte nok hamre afsted, da Lector kaldte efter ham, for at få ham til at komme ud. Det var jo ikke meningen at dæmonen skulle vide hvem han var endnu! Det var jo først juledag, at han ville afsløre sig selv...
That's what you get for getting too close, idiot!
Oh please, as if you weren't the one who wanted to get closer in the first place.
What can I say? I'm the impulsive voice. I change my mind all the time! Why does he even listen to me?
Well, I sure don't understand either, asshole
If we commit suicide, he can't confront us.
Litterally no one asked for your opinion.
Stemmerne fortsatte med at skændes, og Gabriel var tæt på at slå hovedet ind i træet, men så hørte han Lectors stemme igen. Ville han ikke åbne gaven, hvis Gabriel ikke kom ud? Åh nej... Han havde jo arbejdet så hårdt på den gave! Det ville jo være spild af arbejde, hvis han ikke åbnede gaven. Han rynkede lidt på panden, og overvejede sine muligheder.

Enten kunne han blive her, eller også kunne han afsløre sig selv. Hvis han blev her, så ville Lector ikke åbne gaven, og ville nok begynde at lede efter ham, og da de var ret tæt på hinanden, så det ville ikke tage lang tid for dæmonen at finde ham. Men hvis han hoppede ned, så var overraskelsen jo ødelagt. Han var slet ikke klar til at møde Lector endnu, han havde jo i hvert fald 23 gaver tilbage inden han skulle afsløre sig selv... Ih altså! Og stemmerne var ingen hjælp, de råbte i munden på hinanden.
Til sidst endte det med at Gabriel hoppede ned fra træet. Men han forblev gemt bag stammen, så Lector ikke kunne se ham endnu. Han tog en dyb indånding for at samle sig mod til bare at sige noget. "That's part of a dialoge in Waiting for Godot, isn't it?" spurgte han så, hentydende til det halve citat han kunne høre komme fra Lector. Ikke at det var nemt at høre hvad det var, for den del Lector valgte at citere var kun halvdelen af samtalen.

Gabriel gik stadig ikke ud fra sit skjul, selvom han allerede havde afsløret sig selv. Nej, han blev fortsat stående bag træet. Han havde dog besluttet, at hvis Lector skulle prøve at komme hen til ham, ville han lade ham gøre det, uden at fortsat skjule sig.

”When you consider things like the stars, our affairs don't seem to matter very much, do they?” sagde han meget stille, tog endnu et skridt ind mellem træerne. *Je suis comme ça. Ou j'oublie tout de suite ou je n'oublie jamais.* svarede Bernard ham, ikke at det gav nogen mening. Lector havde stadig ikke lært at tale fransk. ”I'm not commenting on that..” svarede han bare og trak på skulderne.


Indtil der endelig skete noget! *take care of yourself.. Please?* lød en bekymret stemme, som Lector gik mod lyden, han havde fundet stedet hvor hans lille ven gemte sig. Eller.. Høje? Måske.
Jo tættere på han kom jo mere overbevist var han om at drengen var en vampyr. Han forsøgte at holde sin afstand til ham, da han drejede rundt om hjørnet, for selv om han ikke var på sine piller, så var denne mystiske person noget der bestemt havde sat Lectors tanker og psykiske tilstand på noget af en prøve. Ikke at han ikke værdsatte drengens intentioner, men han havde hele tiden den der mærkelige følelse i baghovedet, der lå et eller andet skjult.. Men hvad var det?


*I could properly tell you, but you would never listen* svarede Jiminy. Stemmen der førhen havde været utrolig nem at holde tilbage, gemt væk i underbevidstheden, hans super irriterende samvittighed. Jiminy var ikke længere så nem at gøre tavs, slet ikke efter han var begyndt at tage sine piller sådan næsten reglmæssigt og gjorde et utroligt beunderingsværdigt forsøg på at opføre sig normal.. På skolen altså.
”Please make him shut up?” hviskede han stille, i det sekund hans egne mørke øjne klikkede mod Gabriels inderlige blå. Som øjenkontakten blev skabt, stoppede Lector op, måske en meter fra Gabriel. Stod bare. Lod minutterne flyve hvor end hen de ville, tiden kunne gå så meget den havde lyst til.
Hvortil han efter hvad der kunne have været en evighed, eller mindre, lod sit blik glide fra hans øjne til hans ansigt, til hans krop.. Resten.
”Yes of cause..” hviskede han stille og tog et skridt frem, og eftersom han var meget høj stod han nu helt tæt op af drengen, fangede ham en smule mellem sig og træet. Han bøjede sig over ham, grundet højdeforskellen, faktisk bøjede han sig en del. Til hans næse stoppede ved hans Gabriels hår og han tog en dyb indånding og snusede til drengen.. Mhmmm.. YUM!
Han lænede sig længere frem, længere ned og var så ud foran drengens ansigt, så tæt på.. De fleste ville finde det ubehageligt.
”I know you...” hviskede han stille og vippede hovedet lidt til den ene side. ”Gabriel?” sagde han stille og betragtede Gabriel, stadig helt tæt på.
*Lector.. Uh ehm.. You are forgetting about something* hviskede en stemme til ham, og han blev igen bevidst om gaven han stadig havde i hånden, kortet i den anden. Han havde dog ikke lyst til at trække sig væk fra drengen, så han måtte vente.. Bare lidt.. Endnu! Tålmodighed! ”Thank you.. For the gifts..” sagde han så endeligt og lænede sig de sidste få centimeter frem og trykkede sine læber mod drengens, i et hurtigt og hårdt kys, med fuldt åbne øjne. Så trak han sig endelig væk, måske en meter eller mere. Han gik så i gang med at vikle båndet af den gave han stod med i hånden, spændt på dens indhold, selv om det nu var mere spændende at møde.. Personen bag. Han skævede hele tiden tilbage til Gabriel, bange for at han skulle forsvinde igen.
Men han havde lovet at åbne den nu.. Så det ville han gøre.

Gabriel lyttede tavst til at Lector snakkede med sig selv, som han så ofte havde gjort før. Forskellen nu, var bare at han kunne høre at dæmonen kom tættere på, og det gjorde ham... noget. Han vidste ikke hvad han skulle kalde det, men det var ubehageligt. Måske var det nervøsitet? Det føltes i hvert fald som evigheder hvor han stod med sin ryg imod træets stamme og ventede. Mere kunne han ikke gøre. Hans dumme krop gad ikke at bevæge sig nogle steder hen, så han måtte blive stående. Men snart, mødte han Lectors mørke, mystiske øjne, og straks koncentrerede han sig om ikke at bruge sine evner. Der var ingen grund til at vise sin evne for dæmonen endnu.

De stod blot i stilhed og stirrede på hinanden. Lector var nok bare interesseret i hvem der havde givet ham så mange 'gaver' henover det sidste stykke tid. Gabriel derimod, var dybt betaget af at have dæmonens fulde opmærksomhed. Derfor tvang han sig selv til fortsat at holde øjenkontakten, indtil Lector selv brød den. Da det skete, slog Gabriel blikket til siden, og holdt øje med... tingen, som stod et stykke bag Lector, med hovedet på skrå. Et monster som kun Gabriel kunne se, foruden når han delte sine syner. Gabriel begyndte at pille barken af træet bag ham, mens han holdt øjenkontakten med tingen.
Hans blik var dog straks tilbage på dæmonen, da denne trådte frem imod ham. Han måtte læne hovedet tilbage for at se op på ham, men så derefter lige frem, da dæmonen snusede til hans hår. En smule nysgerrigt lænede han sig lidt frem, for selv at lugte til Lector. Selvfølgelig var det ikke første gang, man kunne ikke forvente at Gabriel holdt sin næse for sig selv, når dæmonen sov. Nej, han havde ikke tal på hvor mange gange han havde listet sig ind til manden, og snuset til ham med velbehag. Men det var altså noget andet når han ikke lå og sov, og Gabriel ikke længere kunne gemme sig bag sin håndskrift.

Igen mødtes deres blikke, og Gabriel blev næsten bælgøjet, da han fokuserede på dæmonens mund, frem for hans øjne. På den måde undgik han øjenkontakt, kunne have sin fulde opmærksomhed rettet imod Lector, frem for at skulle koncentrere sig om sin evne. Hans blik flakkede dog kort op og holdt øjenkontakt et øjeblik da hans navn blev nævnt, før han igen så ned på Lectors læber. Han nikkede, faktisk overrasket over at blive husket ved andet end sit nye efternavn.

See! He definitely likes us, he remembered our name!
He's our teacher, of course he remembers our name, it's litterally part of his job.

Stemmerne fortsatte med at diskutere, men Gabriel formåede for en gangs skyld at tune dem ud, da deres læber pludseligt mødtes. Straks slog han blikket op så de igen holdt øjenkontakt, i det korte øjeblik som kysset varede. Som menneske ville Gabriel nok være forlegen, men i stedet så han bare op på sin lærer, med en åbenlys betagelse i sine øjne, og slikkede sig kort om læberne, som om at han ville kunne smage Lectors læber.
”You're welcome!” udbrød han glad og med et lidt for sødt smil om læberne, endeligt trukket ud af det underlige humør han havde været indtil nu. Han havde faktisk næsten glemt gaven, så det var godt at Lector huskede ham på det! ”Now open it! I spent a lot of time on this one, so I hope you'll like it,” tilføjede han så, og nikkede for at understrege hvad han havde sagt. Hånden var fra en kvinde, som faktisk stadig var i live, og lige nu var hun lukket inde i hans kælder. Lector skulle jo ikke have forrådnede kropsdele, men det var også noget griseri at slå så mange ihjel for at give ham gaver. I stedet amputerede han delene han skulle bruge, som dagene gik, og dæmonen skulle have nye gaver. Når hun så døde, måtte han finde et nyt offer. Han havde allerede planlagt det hele til punkt og prikke, så han glædede sig til at føre det ud i livet. Altså udover hans julegave. Det skulle jo egentlig have været der de havde deres første møde. Men så måtte han jo finde på noget der var lige så godt!

*But he looks kinda cute tho..* hviskede Flower i hans hovede, hvortil Didi blandede sig *He looks stupid, I say we just kill him, and be over with this nonsens?* - *I like that, I want the blood!* svarede Estragon hende. ”I don't want that” hviskede Lector stille for sig selv, altid på tværs selvfølgelig!
Hans øjne gled fra gaven til Gabriel, men måske Flower havde ret? Han så ret sød ud. Men han var så lille!! Hmm.. Det kunne fikses! Lector gled ned på skovbunden, i en form for skrædderstilling der var lidt kaotisk på grund af hans lange ben, men det så ikke ud til at genere ham meget. Han lagde gaven fra sig i skødet og rykkede lidt på sig til han sad godt nok. Kulden generede ham ikke, hans bare fødder strittede frem som altid, møg beskidte selvfølgelig. Ellers var Lector iført en blød bomulds skjorte og et par lige så bløde bløde bomulds habit bukser! Så behageligt! Hans tøj var sådan nogen lunde rent faktisk, Rosalie var blevet lidt træt af at han aldrig vaskede tøj eller gik i bad, så nu var han tvangs indlagt til det, eller.. Hun hjalp ham, men stadig.
*That's so nice!!* hviskede Flower, fuldstændig ude af kontekst, like, what? ”What are you talking about? That makes absolutely no sense.. But no women does” brummede han opgivende og himlede med øjnene.
Gabriels stemme hev ham tilbage til den virkelige verden og han så op på drengen, nå ja! Gave!
Han fik bundet af og sad lidt med de i hænderne og krøllede det, foldede det ud, krøllede det igen, amazing!
*pourriez-vous être plus stupide* brummede Bernard fjendeligt, Lector rynkede bare på næsen, ind til stemmerne svarede Bernard på forståeligt engelsk: *That was not nice of you Bernard, Please apologize!* sagde Flower strengt, og et eller andet blev mumlet på fransk.
Lector rystede let på hovedet imens stemmerne snakkede videre på fransk og engelsk, han fattede hat af deres samtale alligevel, så han fik i stedet smidt gavebåndet om halsen og bandt en knude på det der, ny halskæde, eller tørklæde, eller noget.
Han gik videre med udpakningen, til han kunne hive låget af, skubbe papiret til side og finde hånden.
Han betragtede fascineret sit nye stykke lege tøj. ”Oh yes.. Yes of cause I do!” sagde han så højt og kiggede op på Gabriel igen, han sendte ham et kæmpe stort komplet gal smil.
”This is great” brummede han og vendte sin opmærksomhed tilbage til hånden. Han prikkede langsomt til den, og blev næsten lidt skuffet da den ikke bevægede sig, i stedet tog han den ud af æsken og førte den op til ansigtet for at nær studere den. Han duftede stille til den for der efter at slikke på den. Til sidst satte han dog alligevel tænderne i håndfladen og bed ned i det døde hud, lavede et bide mærke, uden at ødelægge gaven altså! Han slap hånden igen og lagde den ned i æsken igen som han pakkede den ind og lagde lov på, så den ikke ville komme noget til på turen hjem.
Hans øjne faldt tilbage på Gabriel.
”So why all the secrecy?” brummede han og ville gerne høre Gabriels grund til, til ikke at have afsløret sig selv, før nu altså.

Gabriel rynkede lidt på panden, som han igen hørte Lector snakke med sig selv. Det kunne godt være svært at vide hvornår han snakkede til sig selv og hvornår han snakkede til Gabriel... Men når Lector snakkede ud af kontekst, gik han bare ud fra at det ikke var henvendt til ham. Et lille smil nåede hans læber, da dæmonen satte sig ned på skovbunden, men han blev selv stående, mens han pakkede gaven ud.

Det var underligt fascinerende at have stalket Lector. Nogle gange opførte han sig voksent, især på skolen, men andre gange var han ligesom et barn. Som nu, hvor han sad og legede med gavepapiret, og bandt gavebåndet om sin hals. Det var sødt, og noget af det som Gabriel virkelig godt kunne lide ved ham.
He's so fucking adorable, I can't handle it! udbrød Decebal, og Gabriel nikkede i enighed. Det var virkelig nuttet! You are aware that he's a grown man, right? Spoil sport! Let's keep watching him!

Da Lector fortalte at han selvfølgelig godt kunne lide gaven, bredte der sig et stort smil på Gabriels læber, og han satte sig ned på knæ foran ham. Nu kunne han bedre se hvad Lector lavede, og se hans ansigtsudtryk, mens han inspiserede den. Det gjorde alt besværet det værd, at se ham være glad for den betænksomme gave, og endnu mere at han var glad nok for den til at efterlade et mærke på den. Ih altså, han var jo bare så sød!
Gabriel kunne nok godt have siddet og stirret på dæmonen i flere timer endnu, han havde trods alt gjort det før, men i stedet blev han spurgt om hvorfor han var så hemmelighedsfuld. Eller, havde været det. Egentlig var det et ret godt spørgsmål.

"I dunno. I just like to watch you and I didn't know how you'd feel about one of your students liking you." Han trak på skuldrene, som om at det gav fin mening, hvilket det også gjorde for Gabriel.

”Little Fly - Thy summers play, - My thoughtless hand - Has brush'd away.” hviskede han næsten uhørligt, Estragon svarede ham selvfølgelig som han altid gjorde, når Lector begyndte at recitere forfatter, og omvendt svarede Lector når Estragon gjorde: *Am not I - A fly like thee? - Or art not thou - A man like me?* lød det fra Estragon. Lector rømmede sig igen og fortsatte ”Then am I - A happy fly, - If I live, - Or if I die.” Sagde han blidt, lidt højere nu. *But? That's not your line, you forgot something?!* skældte Estragon ham ud. ”I'm sorry Estragon, I've got distracted!” undskyldte han og kiggede op på vampyren igen, med god grund altså.
Hans øjne fandt Gabriels igen og han ville sådan ønske han havde noget han kunne give ham, en gave af en art. Men Lector ejede intet, ud over det tøj han havde på og sømmet i lommen. Han kunne ikke give sit søm fra sig, det var hans kæreste ejendom, måske Gabriel kunne låne det? Men hvordan skulle han så forsvare sig mod alle de onde folk? Og fiskene!!! Oh no, oh no no no! Han kunne ikke give sømmet fra sig! Umuligt.
”What is now proved was once only imagined.” hviskede han stille, hvortil Estragon svarede ham: ”The imagination is not a state: it is the human existence itself.” Lector rystede langsomt på hovedet ”Imagination is who I am Estragon” sagde han stille imens han så Gabriel i øjnene.
”Oh? But all my students likes me, it's totally fine! It would be nice if I could maybe watch you too.. Sometime?” sagde han blidt og sendte Gabriel et glad smil.
”I wish there was something I could give to you, but I don't have anything.. OR.. Wait.. If you want it, I could give you sex?” sagde han så, i det han kom i tanke om den geniale ide!! Ja sex! Det kunne han da give ham, ikke at det ville være lige så godt som en afhugget hånd jo, men.. Det ville være godt, måske? Måske!

Gabriel rynkede lidt på panden, da Lector sagde at alle hans elever kunne lide ham. "I like you more than they do. They don't know who you are outside of class, but I do, and I like you even more because of it," mumlede han og rykkede sig lidt tættere på Lector mens han snakkede. Et smil nåede dog hans læber, da Lector spurgte om han måtte iagtage Gabriel tilbage. "Sure! But not when I'm at work, it's very confidential."

Dog forsvandt smilet endnu en gang, for at han igen rynkede lidt på panden. Sex? Nu?? Her??? Gabriel rystede svagt på hovedet, nej. "Not yet, because then I don't know what to give you for Christmas." Der var intet rum for spørgsmål eller indvendinger i hvad han sagde, det kunne næsten lige så godt have været en ordre.
Originalt skulle de jo egentlig mødes første gang til jul, men det var jo ødelagt, så det med sex var blevet Gabriels plan b. Desuden, var det ikke mere romantisk at det var planlagt, så de kunne se frem til det? Så kunne de være hjemme hos Gabriel, for skolen duede ikke, og han ville ikke hjem til ham der den gamle mand der havde smidt en af Gabriels gaver ud. Han kunne sørge for at Marshmallow blev passet, og slå sin sofaseng ud, og så kunne de lave lige hvad de ville! Og uden at blive forstyrret, modsat her, hvor de kunne risikere at nogen kom forbi eller sådan noget. Ja, det ville Gabriel meget hellere!

But you could give me a kiss? As a thank you?" foreslog han og lagde hovedet lidt på skrå, som han betragtede Lector, og ventede på mandens svar.

Lector rynkede lidt på panden og sendte Gabriel et skævt smil, drengen havde ikke helt ret, men tæt nok på. Han blev da meget smigret over komplimentet, faktisk virkede alt det her mere eller mindre som en kærlighedserklæring, en Lector faktisk kunne forstå. ”Yes, yes but.. Humankind cannot bear very much reality” Forklarede han Gabriel, *Oh et vous pouvez?* brummede en utilfreds Bernard, igen ignoreret af Lector, han forstod ham ikke, men den altid hårde sarkasmen i hans stemme gjorde ham alligevel irriteret. *Now you're just contradicting yourself* sagde Estragon opgivende, ”No not at all, human's can't bear reality is the same as saying that imagination needs to be a part of their life..”
havde Lector ikke lige stået og sagt at fantasien var en eksistentiel del af mennesket? Jov. *Not really?* mumlede Estragon, ”Oh shut the fuck up, what do you know about it!?! GO TO HELL!” råbte han frusteret og slog ud med armene, før han væltede bag over og slog sit hovede hårdt mod den kolde jord, han gav et stille suk fra sig og lagde der så bare lidt.. Med lukkede øjne.
Fucking Estragon, gjorde ham altid så frustreret. ”Yeah, it's not really up to you to decide that Gabriel, I'm gonna follow you anywhere I want..” sagde han provokerende, han lod sig da ikke dominere på den måde! Glem det.
”You want to give me sex for Christmas?” sagde han en smule tvivlende, det var slet ikke noget han havde ønsket sig jo?!
”I'd already given you that.. Boring.. Next!” brummede han utrolig provokerende i virkeligheden, men egentlig ikke for Lector, han prøvede ikke at være provokerend,e han var bare virkelig barnlig og lige nu var han pigesur på Estragon, og det gik nok desværre lidt ud over Gabriel.

Gabriel pillede lidt ved et af de døde blade omkring sig, mens han lyttede til Lector snakke med sig selv. Åh hvad han ikke ville give for at vide hvad der foregik inde i mandens hoved. Gabriel havde jo al mulighed i verden for at dele stemmerne i sit eget hoved, men ingen for at høre andres stemmer. Normalt generede det ham overhovedet ikke, for han var ret ligeglad med andres tanker, men nu sad han også overfor en mand, der var mere interessant end de fleste andre. Måske endda en mand, som ikke ville blive skræmt væk af Gabriels evne? Manden var jo allerede sindssyg, så faktisk vidste han ikke hvordan den ville virke på ham. Det måtte blive et forsøg til en anden god gang!

Han så op på Lector igen og rynkede lidt på panden, da han fortalte at Gabriel ikke havde et valg. "Okay, jeez, no need to get rude about it. I would've let you come along no matter what if you just asked," mumlede han og sænkede blikket for at se ned på sine fingre, som pillede lidt fraværende ved kanten af mandens bukseben. Ih altså, hvorfor var han pludselig så sur? Det forstod Gabriel altså virkelig ikke! Han havde da været venlig, og givet ham gaver?
Forvirringen blev kun værre, da Lector lød som om at han slet ikke ville have sex i julegave. Jamen hvornår skulle det så være? Sex var en ret stor ting for Gabriel, han havde ikke rigtigt gjort sig i det som vampyr, og derfor ville han det kun med en som han virkelig godt kunne lide. Og han kunne jo virkelig godt lide Lector! Men han kunne jo heller ikke give dæmonen en julegave som han ikke ville have? "Is there something you'd rather want? Because I'll try to get it for you, if I can? No, scratch that, I will get if for you, no matter what it is." Han ville jo bare gerne have at Lector blev glad for hvad han fik i julegave, uanset hvad det var!

Som reaktion på al negativiteten, kunne Gabriel næsten gå for at være en hundehvalp som var blevet sparket gentagende gange, og smidt ud i regnen alene. Normalt havde han skåret halsen over på enhver, som talte sådan til ham, men han kunne jo godt lide Lector! Sådan virkelig virkelig virkelig meget godt lide ham! Og det gjorde ondt helt inde i hans blødende, ikke-længere-bankende hjerte! "But I want more kisses," mumlede han stille. Det var ikke fair, han havde jo været super sød overfor Lector! Gabriel tog en dyb indånding før han kravlede indover dæmonens lange krop, og satte sig overskrevs på hans mave, med sine hænder på hans bryst.

"Then give me whatever you see fit. Just... Can you smile for me? Just a little? People like you are special, and only deserve to be happy." Han rakte op, og strøg sin hånd over Lectors hår. Hvadend der generede dæmonen, ville ikke komme godt fra det, hvis det stod til Gabriel! "I can kill whatever's bothering you, if you want me to? Or we can cuddle and watch movies at my place until you're in a better mood?" foreslog han, og lænede sig ned. Måske ville de fleste regne med at det var for at kysse ham, men det var det nu ikke. Nej, i stedet lænede Gabriel sig ned for at snuse lidt til Lectors hals. Han duftede lige så godt når han var vågen, som han gjorde når han sov, hvis ikke lidt bedre faktisk! Måske hjalp det også lidt at han svagt kunne lugte sig selv på ham? For en god ordens skyld, nussede han sin kind lidt imod dæmonens hals, og snuste så lidt til ham igen. Jeps, det gjorde det helt klart bedre!

*Quand la nuit disparaît, le jour revient-il, ou est-ce la nuit pour toujours?* - ”Please stop talking to me like that..” hviskede han opgivende, Bernard havde igen forsøgt at blande sig! Typisk ham! Han skulle bare holde sin kæft. *He's just trying to be nice Lector!* sagde Flower i et mere strengt toneleje, var hun også træt af Lector? ”He's never nice to me, I don't want him anymore.. Shut him up!” klagede Lector og åbnede det ene øje halvt for at skæve til Gabriel, den lille vampyr! ”I am not rude! My voices are! ” svarede han Gabriel, *We are not!! We're only trying to help!!* - *This is stupid, you should just get up and leave Lector, no need for this..* - *No don't leave, or if, take him with you! I'm hungry!* - ”Stupid” sagde han bare til de mange stemmer, ”And there is absolutely no need for your guys to meddel like this! I can handle this perfectly by myself, thank you! And now silence please!” sagde han i en mere bestemt tone, og havde nu åbnede øjnene helt for at vende sin opmærksomhed mod Gabriel igen.

”You're a vampire?” lød det så fra Lector, og selv om det måske var formuleret som et spørgsmål, så var det ikke helt det han mente, endelig gled et smil over hans læber, som han kiggede op på Gabriel og kom i tanke om den ene ting som alle vampyrer jo ville have! ”It's not really about what I want, I've already have anything.. It's about what you want Gabriel, I could give you some blood if you like?” sagde han så bare og sendte ham endnu et større smil, han ville ikke have det mindste imod at give Gabriel noget blod, ikke i bytte for den fine gave han havde modtaget jo! Han elskede den!! Og med tanken derpå steg hans humør heldigvis igen og han stoppede med at surmule.

Lector lagde hovedet lidt på skrå som den lille vampyr kravlede op på ham, han trak vejret ind gennem næsen som duften af ham blev strækere. ”You really want more?” sagde han lidt halvforvirret, men han havde jo allerede fået et? Han forstod det altså ikke helt, Gabriel var besværlig! Han ville have sex og kys i bytte for gaver! Og det virkede bare lidt som om at den aftale var blevet lavet helt uden Lector! Det var ikke helt fair, var det? ”Next time.. You just come find me Gabriel.. And I'll give you whatever you want” sagde han i en tone der nemt kunne mistforståes som noget sensuelt, men det var det ikke engang.. Okay måske lidt!

Han rynkede let på næsen da Gabriel sagde at Lector bare kunne give ham hvad han havde lyst til, ville det virkelig gøre Gabriel glad? Og så et smil.. Smil!! Hans mundvige gled igen op og dannede et perfekt sukkersødt smil som et stille fnis gled over hans læber og hans øjne udtrykte alt hans vanvid. Hans vejrtrækning var blevt lidt dybere af at have drengen siddende sådan over sig, og så hånden i håret. Hans fingre snoede sig rundt om Gabriel og han trak ham ind til sig som Gabriel bøjede sig over ham!
”You would have to kill me then.. And I'm not sure that would be much fun for neither of us” hviskede han stille som han øjne gled i igen ved Gabriels blide berøring, der var noget meget kærligt over det, som Lector godt kunne lide, meget faktisk!
Han kunne mærke han ligesom blev helt saglig og han lod et bar par saglige brum glide over sine læber. ”I would absolutely love that.. Where do you live?” hviskede han stille som hans krammede Gabriel tættere ind til ham, nå ja.. kysset! Han skyldte ham kys, nej.. Jov.. NEJ! Hvor var hans stemmer henne når han havde brug for en diskussion altså! De var her heller aldrig når han havde brug for dem, kun når han ikke havde! Men det var hans egen skyld, han havde bedt dem tie stille så nu surmulede dig og gad ikke svare.. Typisk!
”Oh my.. That tickles” fniste han som Gabriel nussede sin kind mod hans hals! Ihh! Hans ene hånd slap det tætte tag om ham og han førte den op til Gabriels ansigt som han placerede den under hans hage og flyttede hans ansigt en smule, så han kunne dreje sig eget mod ham. ”So you shall have them..” hviskede han stille, på noget sagt fra lang tid siden, og han trak Gabriels ansigt frem til sit, ved stadig at holde ham omkring hagen, ind til deres læber mødtes, i hvad man nok kunne kalde et lidt mere normalt kys, han brummede sagligt mod hans læber.. Great!

Gabriel lagde hovedet på skrå, da Lector foreslog at give ham sit blod som gengæld for gaverne. Dæmonen dugtede godt, og tanken om at få tænderne i ham, gjorde den uendelige blodtørst i ham værre. "I don't want to hurt you just because I don't know how to stop, I love you too much for that" svarede han overvejende, og nussede dæmonens pande med sin tommelfinger. Han smilede dernæst, så de skarbe tænder svagt kunne anes. "No matter what you give me, I would love it, you know that, right? You could give me ratshit, and I would lovingly smear it on a piece of paper, put it in a frame and mount it on my wall with nothing but admiration." Han kørte sin pegefinger blidt ned af Lectors pande mens han talte, ned af hans næseryg, hvorefter han prikkede dæmonen på næsetippen, da han var færdig med at snakke.

Da Lector endelig smilte, kunne man tydeligt se Gabriels tilfredshed. Dæmonen var smuk i hans øjne, uanset hvad han gjorde, men især når han smilte. Han var trods alt en meget tiltrækkende mand, og vanvidet i hans øjne gjorde ham kun mere interessant.
Gabriel rynkede lidt på panden, da Lector fortalte, at hvis han skulle fjerne det der generede ham, så skulle han dræbe dæmonen. Det var nok det eneste Gabriel ville nægte ham, og heldigvis var det heller ikke noget som Lector rent faktisk ville have. "Is it the voices?" spurgte han, og strøg igen sin hånd henover dæmonens hår. Åh hvor kunne han relatere til det, hvis det var dem, som var problemet.

Maybe you could introduce us to his voices? It would be nice to meet voices outside your head!
I think that would be a bad idea.
Shut up party pooper! Imagine if some of them were more fun than Amadeus~.
Or if any one of them had brains worth shit
How the hell did you manage to make the party pooper swear, Decebal?

Et tilfredst suk lød fra Gabriel, da han blev krammet ind til Lector, inden han svarede. "I have an apartment in Gaia. I bet you know the area, it's to the right from the pedestrian street, not that far from the academy," forklarede han og fortsatte med at nusse sin kind imod dæmonens hals, meget lig hvordan en kat ville gøre det. Men det varede ikke længe, før han blev skubbet en smule tilbage, så deres øjne mødtes igen. Gabriel følte sig tryg, så det var ikke svært for ham at undertrykke sin evne. Faktisk var det ret nemt. Han rynkede igen på panden, da Lector sagde noget, som ikke rigtigt gav mening nu, men da deres læber mødtes, forstod han godt hvad der blev ment. Kysset var næsten for sødt til to så sindssyge væsner, men Gabriel ignorerede det, til fordel for at lukke øjnene og kysse igen.
Hans hænder fandt Lectors kinder, og han strøg blidt sine tommelfingre langs hans kindben, med et lille smil om læberne. Han mindedes svagt lignende situationer fra sin tid som menneske, med en mand han elskede mere end noget andet. Men han havde glemt mandens ansigt og navn for mange år siden, det eneste han havde tilbage nu, var arene efter nogle bogstaver, der engang havde stået langs hans kraveben, som han næsten ikke kunne læse længere. Det var også ligegyldigt hvem manden havde været, for nu havde han Lector, og ham ville han aldrig give slip på.

”You love me?” spurgte han helt stille, ordet virkede underligt malplaceret på Lectors tunge, og selv om han forstod ordet, så forstod han slet ikke den følelse, som det jo så tydeligvis betød. *He likes you hon'* sagde Flower til ham, hun grinede kærligt af ham, men Lector blev bare fornærmet igen, han brød sig ikke om at blive belært på den måde. Men han var glad for at Gabriel kunne lige ham, det betød underligt nok, ret meget for ham. Men det vidste han jo allerede, Gabriel havde jo tilbragt meget tid sammen med Lector, eller i nærheden af Lector jo, lige så meget tid som Lector havde tilbragt med Rosalie, det var ikke bare noget man gjorde hvis man ikke kunne lide den person altså! Men han elskede ham? ”He loves me?” sagde han stille forvirret *He does!* sagde Flower blot og var ikke til mere hjælp.

Han blev så distrahere lidt af det næste Gabriel fortalte ham og hans læber gled fra hinanden igen da han smilede ægte til Gabriel. ”Oh okay, but I think that I can find something even better!” sagde han stille og lod sine tanker vandre lidt, hvad gav man i gave? Hans tanker var med det samme på det undertøj han havde set Rosalie i.. Ja det ville være en god gave! Han kunne give Gabriel noget undertøj med Disney motiver på, det ville være perfekt faktisk. *That's just stupid, why would you do that?* spurgte Didi ham, han sukkede højt af hende, troede faktisk at han havde fået sine stemmer til at holde kæft, bare i lidt tid i hvert fald, men det havde han åbenbart ikke. ”Because he would look good in it, and I wanna see him in it?” svarede han Didi, meget ærligt.

Han brummede helt sagligt da Gabriel gik videre med at kærtegne ham, det føltes virkelig rart, det var så hyggeligt! Havde han virkelig fået en ny ven? Det var jo helt fantastisk, og han kunne virkelig godt lide denne nye ven, han var sjov, han kunne godt lide dem der var sjove, og han kunne godt lide gaverne, dem ville han helst havde nogen flere af. *Not to upset you darling, but I think that this one, wanna be more than just your friend, he seems to like you a lot?* fortalte Flower ham. Lector rynkede let på næsen og rystede meget forsigtigt på ansigt, han ville ikke have Gabriel slap ham jo. ”I don't understand? What does he want to be then?” spurgte han Flower, der selvfølgelig ikke svarede ham.

”The voices what?” spurgte han Gabriel stadig meget forvirret selvfølgelig, og så var han bare lidt glemsom og altid så distræt, så han anede ikke hvad Gabriel spurgte ham om. Han lyttede så til stemmen igen og koncentrerede sig, som Gabriel forklarede ham om lejligheden. Han havde nok ikke helt nok at gå på, for han anede ikke hvor det var, han anede ikke hvor noget var. Men heldigvis vidste hans sind det bedre end han selv gjorde, og det hjalp ham som regel med at finde steder han slet ikke kunne huske han havde været før. Han lukkede øjnene og åbnede på ingen tid en portal under sig, så de faldt ned gennem jorden. De endte op det sted Gabriel havde fortalt, med et blødt bump ramte Lector den kolde asfalt, med Gabriel stadig over sig. Han smilede op til ham, nu lå de så bare midt på gaden.

Han lod sig dog ikke mærke meget af det og lagde en hånd blidt om Gabriels nakke og trak ham blot ind til sig, så endnu et kys kunne udvikle sig mellem de to, Gabriel havde jo sagt han ville have flere, så flere skulle han få. Lector rakte dog ud og greb gaven med den anden hånd, nu de var blandt andre mennesker, var han bange for at nogen skulle stjæle den fra ham, så han knugede den ind mod siden, imens han stadig kyssede Gabriel, lige så blidt som før, han ville være forsigtigt med drengen, han kunne jo super godt lide ham. ”You, who know all the secrets of life, tell me how to charm Gabriel Philip Moreau (...) I want to make Romeo jealous.” citerede han stille som han kort slap Gabriels læber, men kyssede ham så bare igen, og igen, og igen! Åh!

Gabriel rynkede på panden, da Lector spurgte om han elskede ham. "Of course I do. How could I not?" spurgte han så, en kende forvirret. Det var da helt naturligt at Gabriel godt kunne lide ham, var det ikke? Og Lector burde da slet ikke være i tvivl med alle gaverne! Eller... måske var de ikke romantiske nok? Skulle han sende ham hjerter i stedet for tilfældige kropsdele?... Det var faktisk ikke nogen dårlig ide. Det måtte han huske senere. Hans tanker blev dog brudt, da Lector talte til sine stemmer igen - eller det gik han ud fra at han gjorde. "Wait, who would you want to see, and in what? Is it about what you're giving me?"

Hans forvirring over Lector blev kun værre, da han spurgte hvad stemmerne gjorde. Jamen, han havde lige sagt det? Hvis Lector ikke var så sød, var Gabriel nok blevet frustreret, men i stedet nussede han ham fortsat i håret, og forklarede hvad han mente. "Are the voices bothering you too? Mine can be tiresome too you know." Rude, sagde Decebal, tydeligvis irriteret over hans påstand om at de var trættende. Oh please, are you surprised? Amadeus var forbitret, og Gabriel kunne praktisk talt mærke stemmen rulle med øjnene selvom... han vel ikke havde nogen? Det var for besværligt at tænke på, så Gabriel lod være.

Men pludselig var de ikke længere i skoven, men ikke så langt fra Gabriels hjem. Gabriel trak sig derfor lidt væk fra Lector for at se sig omkring, ikke helt sikker på hvorfor de var her. Var det det her, som Lector gjorde når han forsvandt? Hvordan gjorde han det overhovedet?? Var det en evne??? Så mange spørgsmål! Han skulle til at spørge om det, da han blev trukket ned for at blive kysset igen, hvilket var mere en rigeligt til at få ham til at glemme sine mange spørgsmål. I hvert fald for nu.

Gabriel kunne nu konstatere at han elskede at kysse Lector. Det hele var blidt og roligt og rart fordi det ikke skulle gå hurtigt. Det var så modsat af hvad han havde set så mange andre gøre før, men derfor også meget mere passende for Lector, der ikke var som så mange andre. Han så Lector i øjnene, da manden citerede Oscar Wilde, og kunne ikke lade være med at smile skævt. Igen blev han trukket ned til nogle flere blide kys, men han trak sig en smule tilbage efter et par stykker af dem. "I want the dead lovers of the world to hear our laughter, and grow sad. I want a breath of our passion to stir dust into consciousness, to wake their ashes into pain." citerede han lavmeldt, hvorefter han placerede endnu et kys, der denne gang ikke varede så længe som de andre, på Lectors læber, og derefter færdiggjorde han citatet helt:  "My God (...) how I worship him."

”Mhmm” brummede han bare sagligt, lidt besværligt at svare Gabriel lige nu, hvor han lige havde det så rart. Kulden generede heldigvis ikke hans ødelagte krop, og Gabriel var død, så den påvirkede nok heller ikke ham. De kunne ligge her forevigt, og det ville ikke gøre Lector noget som helst. ”I don't know how.. If you love me, [Gabriel], you don’t love me in a way I understand.” hviskede han stille mod de bløde læber han smilede så lidt, trak sit ansigt tilbage, lod sit hovede glide ned mod den hårde asfalt, smerten rørte ham næsten ikke. Han havde på en måde fået hjælp til at komme uden om den slags.. Kedelige ting.
“And then I asked him with my eyes to ask again yes and then he asked me would I yes and his heart was going like mad and yes I said yes I will yes.” hviskede han stille, et kærligt smil om læberne, kysede den lille vampyr fyr hurtigt på næsen! ”Teach me! Say yes!” sagde han højt, en anelse kommanderende, ikke at det var sådan han mente det, ikke direkte i hvert fald, men hvis Gabriel sagde nej.. Så ville helved jo bare bryde løst, det vidste alle da.

”It is your gift, it will fit you perfectly, you will be the must beautiful little vampire princess” fniste han, som han i virkeligheden prøvede at holde det hemmeligt for Gabriel hvad han havde tænk sig at give ham, men Lector var åndssvag til at holde hemmeligheder, fuldstændig! Han kunne ikke, så hvis Gabriel spurgte ham hvad det var, så fortalte han ham det nok.
Det eneste tidspunkt han kunne holde noget hemmeligt på, var når han ikke kunne huske det, eller var for forvirret til at vide hvad der var rigtigt og forkert.. Men så svarede han bare noget vås alligevel.. Perfekte måde at komme uden om sådan noget besværligt noget på jo.

”Mhmm” brummede han endnu engang, alt den hårnusseri gjorde ham helt saglig.. mhmm! Gabriel kunne sikkert få ham til hvad som helst lige nu, blød som smør mellem fingerne på den lille vampyr, hvem skulle have troet! Sådan en lille en! SØD!
”They are always bothering me.. OH OH! Do you have them too? Do you speak to Estragon? Could you tell him to stop?!!” gispede han højt og satte sig halvt på på albuerne af begejstring, han havde nok mistforstået Gabriel, men sådan var det oftest, man skulle gerne skære tingene ud i pap for Lector. Han kom helt op og side, og fik skubbet Gabriel ned i skødet på sig i stedet, så kunne han sidde der! ”SSSHH” hviskede han og rakte sine pegefingre frem mod Gabriel, trykkede sin pande mod hans pande, som han også trykkede sine pegefingre mod hans tændinger. Alt var stille.. Bare.. Stilhed.. Og Lector lukkede sine øjne, og nynnede svagt en lille Disney melodi, som han ventede på at den lille dreng ville gå amok.. Men der var bare dejligt stille! Han trak sine fingre til sig og lænede sig tilbage. ”You are perfect!” grinede han så, og lænede sig frem og trykkede sine læber mod Gabriels igen! Så Gabriel var ligesom ham! Mere eller mindre! Ikke noget at flytte rundt på i hvert fald, og Lectors evne prallede derfor bare af på ham, stort set.

*Lector?* lød en stemme stille, Oh! Han havde helt glemt dem! Men han havde jo bedt dem at tie stille! Ihh! Wait.. What had they just talked about? ”What now?” hviskede han lettere pirrelig.. *Nothing don't worry.. Just a bit worried about this one?* hviskede stemmen, det var Flower? ”don't be, He's lovely” sagde Lector tilbage, og Flower var stille igen. Hmmm...
Smilet gled tilbage på hans læber og hans øjne fangede Gabriels, i det øjeblik Gabriel begyndte at citere tilbage, og et endeløs latter faldt over hans læber, som han krop begyndte at ryste i et voldsomt latterudbrud, så lykkelig. Han lagde sine fingre om Gabriel igen og krammede den lille krop ind til sig, som verdens bedste bamse, åh ja!
”You will always be fond of me. I represent to you all the sins you never had the courage to commit. Yes?” hviskede han stille og forsatte: ”His sudden mad love for [Gabriel P. Moreau] was a psychological phenomenon of no small interest. There was no doubt that curiosity had much to do with it, curiosity and the desire for new experiences; yet it was not a simple but rather a very complex passion.” sagde han stille og var færdig med at citerer før han valgte at kommentere på det selv: ”I don't know what it is.. Love.. But I do feel it.. I believe ”

Man kunne tydeligt se begejstringen i Gabriels blik og smil, da Lector fortalte at det var omkring gaven og at Gabriel ville blive den smukkeste vampyrprinsesse. Han var aldrig blevet kaldt en vampyrprinsesse før! Eller smuk! Han fik jo næsten helt lyst til at spørge ind til hvad det var, men besluttede sig for at han hellere ville have en overraskelse. Så var det jo meget sjovere når han fik den! "I can't wait to see what it is then! Normally I hate surprises, but I have a feeling that this one will be good! So I'll wait somewhat patiently!" Han nikkede kort, for at understrege sin pointe, og grinte så lidt, en anelse barnligt.

Gabriel rynkede lidt på panden, da Lector spurgte om han snakkede med Estragon. Mente han urten estragon, personen fra Mens vi venter på Godot (Lector citerede meget fra Samuel Beckett, så det kunne jo godt være), eller... var det en af stemmerne i hans hoved? Det var nok den sidste! "No I don't hear the same voices as you, I hear other voices! Maybe you can meet them someday?" han smilede bredt ved tanken om at introducere Lector for Decebal og Amadeus!... Måske ikke så meget Thanatos, han var ikke så sjov at snakke med, men der var jo også en masse andre han kunne møde! Som stemmen der sagde at han skulle spise toast! Eller den stemme som nærmest konstant sang Steven Universe intro-sangen på repeat!

What if he doesn't know Steven Universe? What will you do then?
KILL THE HEATHEN!
... Or make him watch it? We don't have to kill every time someone hasn't heard about it.

Men mere nåede Gabriel ikke at tænke over før Lector tyssede på ham, og pludselig sad med fingrene på hans tindinger, og de sad så deres pander rørtes. Han så nysgerrigt på Lector, som lukkede øjnene, og bagefter nynnede en sang, der virkede bekendt. Disney måske? Ellers sad de bare i stilhed, med Lector, der nynnede, og Gabriel, der så afventende på ham. Det eneste Gabriel sådan rigtigt mærkede var at det summede lidt i hans baghoved, og han rakte tilbage for at klø sig selv i nakken, som for at lindre det, men ellers var der ikke nogen forskel.
Hvad end Lector ville have fra ham, var Gabriel åbenbart kommet med det rigtige, for ud af ingenting udbrød manden at han var perfekt, og kyssede ham. Gabriel blinkede et par gange, ret forvirret, men besluttede at det måtte vel være fint nok! Han lukkede sine øjne og pressede sine læber tilbage imod Lectors med et tilfreds suk, og lagde sine hænder blidt på dæmonens kinder mens de endnu en gang kyssede. Se det kunne han jo godt vende sig til!

Da han blev omsluttet i et kram, blev Gabriel lidt overrasket, men det tog ikke mange sekunder, før han lagde armene om Lectors hals, og sine ben om hans hofter for at kramme tilbage! Og derefter lyttede han blot til hvad der blev citeret, og bagefter fortalt om hvordan dæmonen havde det. Et næsten lykkeligt suk lød fra Gabriel, og han trak sig en smule tilbage for at se op på Lector. Han følte sig mere følelsesladet end normalt, så for nu lod han være med at se dæmonen i øjnene. I stedet kiggede han ned på hans læber, og smilede en smule for sig selv. Det var nok det tætteste han kom på en kærlighedserklæring fra Lector! Aj, det var jo lige før han begyndte at græde nu!
”I love you so much.” peb han stille, næsten på grænsen til glædesgråd, og tog en dyb indånding, hvorefter han så op på Lector igen. ”And that's why... you need to meet Marshmallow! Right now!” Han kom straks på benene, og hev Lector med sig op og stå – om han ville det eller ej! Han tog derefter gaven, og skubbede den i hænderne på dæmonen, hvorefter han greb fat om hans arm og hev ham med sig.

Heldigvis havde Lector fået dem ret tæt på hans lejlighed! Faktisk var det kun et par bygninger ved siden af, og hurtigt var Gabriel ved døren. Han trak hurtigt sine nøgler op af sin lomme, og fik åbnet den første dør, som han hev Lector ind af, og derefter op af trapperne. Med raske trin, hvor han praktisk talt bar dæmonen, nåede de op på 3. sal, hvor Gabriel gav sig i kast med at låse alle sine 5 låse på døren op. Og da det på rekordtid var lykkedes, smækkede han døren op, og gav først nu slip på Lectors hånd. ”Marshmallow? Mommy's home, can you come out to me?” kaldte han sødt. Der lød en høj og lang miaven, som rystede underligt, hvorefter en snehvid kat med lyseblå øjne kom luntende over til Gabriel. Han åbnede sine arme for katten, der hoppede op til ham, og han greb hende naturligvis helt perfekt, så hun lå godt i hans arme, hvortil hun miavede tilfredst og begyndte at spinde højlydt. ”I missed you too,” mumlede han glad, og nussede sit ansigt imod kattens hoved. Hun var tydeligvis vant til ret fysiske kærlighed, for hun havde ingen problemer med de ting han gjorde, og heller ikke at han hurtigt vendte sig om imod Lector. ”See, we have a guest today! His name is Lector – he's the one I told you about, remember?” Han tog hendes spinden som et ja, hvorefter han sendte Lector et kæmpe smil, der viste alle de skarpe tænder i hans mund. ”And Lector, this is Marshmallow! She's my adopted daughter. Well, not actually adopted, I picked her up on the street, but she's my baby none the less!”

Et sagligt smil hængende omkring hans læber, som Grinch valgte at ødelægge stemningen fuldkommen, med mere brok: *Nothing happens..* - ”It will” - *Nobody comes* nu var det Estragon der blandede sig og svarede, ”Not yet, no” - *Nobody goes* kommanterede han og Estragon svarede *It's awful.* - ”No it's not! Stop it, it's perfect!”.... ”Yeses! Don't worry now, it will be a nice surprise, I promise” fortalte han så Gabriel, *Depends.. Really..* sukkede den gnavende Grinch.. Hmpf!! Åh men sikke et dejligt grin! Det passede perfekt til den smukke lille vampyr! Han var den sødeste.

”YOU DO?!” udbrød han begejstret da Gabriel sagde han kunne høre andre stemmer, hans egne stemmer! Hvor spændende faktisk! ”Whattaaa They saying!! I wanna know! Do they like me, like you like me?” spurgte han, som hans nysgerrighed stak lidt af med ham, men det var ikke så tit man mødte den slags.. Herude.. Der havde været masser.. Derinde.. Og det havde været SÅ SJOVT! Han savnede det, men det var okay, når han var sammen med Gabriel, han mindede ham om hvorfor det liv han havde valgt var det bedste der var! Han smilede sært til ham som Gabriel jo ikke reagerede på Lectors prøve, Gabriel var dejlig var han, som han bare sad og blinkede med de flotte blå øjne, og så kyssede de bare lidt mere og det var også dejligt!

Mhmmm han krammede ham tættere ind til sig som Gabriel gengældte hans kram, og snoede sin lille krop om Lector så let som ingen ting, de passede perfekt til hinanden jo! Mhmmmm! Han gemte sin næse i hans pjuskede lyse hår og snuste dybt ind, et blidt brum gled over hans læber som den søde duft af den lille vampyr fyldte hans krop, og hans muskler gav et lille glad hop fra sig og han snuste dybt ind igen, ville bare putte duften på flaske og beholde den for sig selv, altid!! ”You have absorb'd me” hviskede han blidt til Gabriels piven, som han var blevet trukket væk fra hans hår og nu kiggede ind i de smukke klare øjne igen, *Well Isen't that take completely out of context, let me fix that for you.. my Life seems to stop there - I see no further.* - *Still missing the point I believe.. I could die for that - I could die for you. My creed is Love and you are its only tenet - You have ravish'd me away by a Power I cannot resist.* - ”No.. I cannot exist without you - I am forgetful of every thing but seeing you again” hviskede Lector stille til svar.. Som stemmerne og ham fik udpenslet citatet, i en hel bestemt omvendt rækkefølge, men de kunne åbenbart ikke blive enige om hvordan citatet lød når det kom i rækkefølge, eller hvad det var de manglede?

Han gled ud af sine tanker som Gabriel sprang af ham *Now we go play!!* lød en opstemt Estragon, og Lector brummede blidt.. Nok ikke helt som Estragon gerne ville have det, men mere eller mindre ja! *What is a Marshmallow?* lød Flowers stadig bekymrende stemme, Lector fandt sin vej op til han stod på sine ben igen, og kiggede ned på den lille vampyr som gav ham gaven igen, et smil blev synligt på hans læber, GAVEN! Hans gave! Han krammede den ind til brystet, nu han ikke kunne kramme Gabriel mere, så måtte gaven være det næst bedste, det var en lille del af Gabriel såmen.. Ikke direkte, men en bid af hans personlighed i hvert fald! ”I don't know, could be anything really, maybe something to play with?” svarede Lector Flower, som han fulgte med Gabriel til den lejlighed han bode i.

*C'est un monstre!!!* - *Oh God no!* - ”What?” - *Guimauve!* - *Lector please don't go with him, trun around, run away!* - ”No.. I wanna play..” - *Être sur le point de mourir...* - *NOOOOOO!!!!* - SH! I WANNA PLAY TOO!!! - ”SHUT UP, STOP SPEAKING FRENCH BERNARD! AND STOP TELLING ME WHAT TO DO FLOWER! AND STOP BE HUNGRY, I'M NOT FEEDING YOU ESTRAGON! BEHAVE!!” råbte han til sidst, da han fik lige en overdosis for meget af alt det endeløse nonsens. Stemmerne forvsandt ikke, de hviskede videre i baggrunden, Estragon tog Flower til fange og gjorde hende tavs, ved at stoppe en sok i munden på hende, og så begyndte Grinch at kede sig igen, hvortil Bernard fyldte hans hovede med endeløse franske monologere, muligvis satiriske fremførelse af hvor komplet åndssvag han syntes Lector var, den eneste der kunne se at han var bims i hovedet, bortset fra måske Jiminy, men han var stille.. Stille stille stille!!!!!!!!!!!! JA!

Hans blik flakkede sindssygt frem og tilbage ind til det til sidst stillede skarpt igen, ligesom Gabriel slap ham, og han knurrede lavt, af.. Hm? WHAT WAS THIS!!!! *Jour du jugement dernier* grinede Bernard i hans hovede og fik bare panikken til at eksplodere i Lector.. EN HUND?!
Nejnej, vent lige, vent vent! Sådan sagde hunde jo slet ikke, ”Oh oh! It's a TIGER! A PRETTY LITTLE ONE!!” lød Lectors høje stemme så, som han fik øje på den lille mis, ”Oh.. But she's write..” hviskede han så som han betragtede den lille mis i det den hoppede op til Gabriel, og dens spinden blev til dejlige sød musik i Lectors øre, hele hans krop reagerede på det, og hans muskler slappede af, anspændtheden og panikken var borte. ”Oh and she sings.. Beautifully ” hviskede han stille og tog et skridt nærmere Gabriel og missen, som han snuste dybt ind og rynkede lidt på næsen. *It's just a cat...* brummede et par stemmer i munden på hinanden, Flower var vidst også holdt op med at panikke helt så meget nu.. Intet monster her!
Lectors øjne gled fra det kæmpe smil om Gabriels læber, som naturligvis smittede, over til katten som han bøjede sig ned for at være mere på højde med den, han kiggede ind i de mystiske lyseblå katteøjne.. Oh! ”Yessssssss.... Princess Duchess..” hviskede han stille som han forsigtigt strakte en hånd frem mod katten, afventende om hvorvidt den lille mis ville snuse til hans fingre eller ej! Mon han ville blive accepteret? Og hvis ja.. Så ville han begrave sine fingre i den bløde pels og kærtegne den hvide mis, alt kærlighed rettet mod Gabriels lille baby.