They say curiosity killed the cat (cw)

Måske det var biologitimerne der havde draget hende herop. En eller anden drivkraft havde fået hende til at åbne dørene til hospitalsfløjen, også selvom hun ikke anede hvad hun egentlig søgte svar på. Måske var det efter hun havde fået et par dråber af Clementines blod. Smagen af blodet havde givet hele hendes system en følelse af tilfredshed, som om at det ikke var hel uden. Heldigvis havde hun mere eller mindre rystet følelsen af sig igen, og dog. Den kom snigende tilbage igen, og der var ikke just meget hun endnu kunne gøre imod det. I hvert fald ikke før hun forstod det nærmere. "Mr. Rothwell," smilede hun som de mørke brune øjne fangede et genkendeligt ansigt. Ikke fordi, at Caine havde været andet end vikar for få af de biologi timer hun havde haft. "That is right, I forgot you told that you have a few hours here," et smil strejfede hendes læber og hun lagde armene overkos. Så gik det op for hende, at hun måske burde forklare, hvorfor hun var her. Men hvordan forklarede hun noget, som hun ikke selv forstod? Atlas tog en dyb indånding ind og foldede kort sine læber sammen i en smallere streg. Hjernen kæmpede i et kapløb om tiden, i håb om hun kunne sno sig om en god undskyldning eller om måske hjernen virkelig kunne vikle sig om at finde sandheden. "I..- I'm not even sure what I am doing here.. looking for answers I don't know the questions to I guess," indrømmede hun dog til sidst og rynkede halv flovt på brynene. Der var en lille fortvivelse i de mørke brune øjne, men nok fordi, at hun ikke just altid forstod sig selv.

Atlas tog en dyb indånding som han gjorde anledning til hun kunne komme hen og sætte sig. Den unge hybrid nikkede stille for sig selv, og gik hen for at sætte sig ned. Atlas foldede stille sine hænder sammen og lagde dem på sit skød. Hun samlede læberne sammen til en smallere streg i få sekunder før hun fugtede dem. Et lille kært fnøs forlod den unge hybrids læber, som han nævnte at han var specialist indenfor det problem hun netop havde. Atlas havde ikke mange at spørge omkring sin tilstand, både forældre og søskende var døde i en brænd for mange år tilbage. År før hun havde haft behovet for at vide mere omkring sig selv. Alt hun vidste var, at på sin mors side var der varulve. Atlas havde en enkelt fætter som hun havde opdaget ved at gå på akademiet. Trængen til blod var heller ikke ny, men i det nuværende omfang var hun bekymret. "Well, I guess, It's because I had an experience in the weekend," hun kneb øjenbrynene en smule sammen. "I had a taste of blood, vampire blood, and it felt like it triggered something," forklarede hun og brugte hænderne som små fagter. "Maybe I'm freaking out for no reason, but since, It's been like a craving.. I usually keep my bloodsugars from running low, but It's like, that isn't enough anymore," tilfføjede hun og så kort ned på sine knæ før hun så imod dæmonen igen. "Can you check my file from my fathers side. If there is anything I should be aware of?" Spurgte hun efterfølgende. Atlas var klog, og med besiddelsen til at lærer alting forholdsvis hurtigere end gennemsnittet - ville det ikke være en overraskelse, at hun kendte til forholdsreglerne på akademiet. Hun vidste ikke hvilken race hendes far var, men hun havde mistanken om, at han ikke var varulv som hendes mor var. Der måtte være noget blodtørstigt i den unge hybrids gener, som kun kunne forklares der.

Atlas var nysgerrig, og ikke mindst på sig selv. Hvis der var noget hun ikke vidste, så lå det hende natur at finde ud af, hvad pokker det var. Så da han tilbød at kunne kører et par tests, for måske at komme nærmere på blot et par af de spørgsmål der lå hende for struben - så var det vel det værd. Atlas tog en overvejende indånding før hun tog en beslutning. Hun satte pris på at være over atten så hun ikke behøvede andet end skolens tilladelse. "Let's do it," nikkede hun så og derefter kørte en hånd igennem de sorte krøller. Atlas kendte sig selv og sit system overraskende godt, hvilket nok også var derfor, hun ikke havde haft noget problem - til før efter hun havde prøvet noget nyt. "What kind of tests do you have in mind?" Spurgte hun lidt efter og vippede hovedet en anelse på skrå. Atlas var en af de elever som gik op i alt det information hun kunne få. Desuden, hvis hun skulle have lavet tests, var det altid godt at vide, hvad præcis det var man sagde ja til. Det havde været svært ikke at isolere sig sommetider, og hun havde et kontant behov for at holde sit blodsukker i balance. Sult gjorde hende aggressiv og det var en faktor som hun var klar over.

Hun nikkede da han regnede med hun ville have det mest præcise resultat. Atlas vidste det bedste ikke naturligvis kom problemfrit og nogle gange måtte man anstrenge sig lidt ekstra for at komme frem til det man ville. "You are assuming right," smilede hun blot og vippede hovedet en anelse på skrå. Atlas var en person der ønskede at vide mere, og det var tydeligt på hende at hun ikke var desparat - men blot nysgerrig på at finde mere viden om sig selv. Hun lænede sig en anelse frem og placerede sine albuer imod sine lår, da han kom med de følgende muligheder for prøver der kunne tages. Det virkede som en god plan at starte med en blodprøve, og imens de ventede på resultaterne fra den - kunne de diskutere andre teorier og måske komme frem til noget der matchede i sidste ende. "A bloodtest sounds like a good start," nikkede hun stille. Heldigvis var hun meget interesseret i sin egen biologi og ekstremt medgørlig. "Let's get started then."

Atlas rejste sig op og tog plads i stolen som hun blev bedt om. De mørkebrune øjne fulgte stille Caines bevægelser, alt fra som han tog handsker på til han klaregjorde kanylen. "It takes a little more than a needle to freak me out," kommenterede hun en smule kækt, men ikke mindst bare for sin egen selv-fornøjelse. Atlas var dog meget imponeret over hvor effektiv han var med sit brug af nålen. "That was quick," sagde hun mest for sig selv og endnu engang fulgte de mørkebrune øjne de bevægelser han fortog sig. Atlas tog en dyb indånding, men fulgte derefter dæmonens instrukser og lagde sin hånd i hans. Hun så kort på sin hånd i hans før hun løftede blikket som han spurgte til hendes sult og tørst siden vampyr blodet. Nervøst fugtede hun kort sine læber og bed sig stille en smule i underlæben. "Weird. Usually, I get my blood sugar up by simple things.. food, snacks.. but after the weekend, I've been more jumpy.. I guess," hun rynket stille på øjenbrynene. "It's like I can satisfy my hunger anymore. Like I lost balance and now I can't find it again," hun kløede sig stille bagved det ene ører med den frie hånd. "I always had a werewolf temper to go with my apatite, but not like this," tilføjede hun, folk troede ofte bare hun var en meget sulten person, men hun var bange for at miste kontrollen over sine følelser - specielt når hun var sulten. "I tend to get a little violent when I'm hungry."

Han nævnte krig, hvilket fik hende til at se på ham en anelse længere tid end hun måske havde regnet med. Atlas havde aldrig været i krig, men hun havde mistet sin familie i en ulykke der aldrig virkede til at have blevet opklaret ordenligt. Dog fandt Atlas øjne hurtigt vej henover sin arm, som han kørte sin finger langs blodåren. De mørkebrune øjne vendte sig imod dæmonen igen, da et spørgsmål lød. Et spørgsmål som fik hjernen til at snurre, det var ikke just noget hun nogensinde havde tænkt over. Men kulde havde aldrig været noget hun havde lidt af. Dog blev hun sat af tankesporet som han løftede hendes håndled op og virkede til at nær analysere det. Det næste spørgsmål fik hende til at synke en klump, næsten som om, at hun sank sit hjerte efter det havde siddet i halsen. "Yeah, is that weird? I thought I was just a weird wolf thing," indrømmede hun og så undrende på ham. "My family died in a fire twelve years ago, so I'm raised by demons. I don't know the typical werewolf standards," tilføjede hun og følte, hvordan hjertet begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Måske bekymringen for om der kunne være noget galt - stille begyndte at slå ind. "But, what is your theory?"

Sorgen ved at miste sin familie forsvandt aldrig, men hun havde været et af de heldige børn. En af dem som havde fået en god familie der havde taget hende ind og sørget for hun ikke manglede noget. Dog løftede hun forvirret på det ene øjenbryn som han havde givet udtryk for, at det ikke var en normal varulve ting. Atlas så ham i øjnene, og de mørkebrune øjne låste sig kort fast med det intense blik som dæmonen foran sig besad. Hun sank en klump, specielt som han fortalte den næste del. Atlas havde ikke forventet den uro i sit system, men den var der. Som det ukendte sivede ind i systemet og alt hun kunne gøre var at lade det. Tiden ville vise om informationen ville udgøre en trussel. Atlas fulgte ham atter med øjnene, nysgerrig, som han tog blodprøven ud af maskinen. Hun bed sig en smule i underlæben imens hun ventede på, hvad han havde at sige. Atlas var opmærksom på at gøre et forsøg på at læse hans ansigtstræk. Hun rejste sig op og gik hen ved siden af, som nysgerrighed var en anden form for drivkraft for hende. De mørke øjne så tilbage på hans ansigt som han virkede overrakset. Måden hans øjne kort blev sorte fik den unge hybrids puls til at sige en anelse, og øjnene gav kort udtryk for bekymring. "What is it?" Spurgte hun så og holdt vejret ganske kort.

Kropssproget tegnede på at de nyheder hun snart ville få, ikke just var i det omfang hun måske ville være i stand til at sætte sig ind i. Og ganske rigtigt, som han placerede en bakke med drikke vare, hvilket hun tog som en måde at få hende til at forholde sig roligt på. Atlas havde aldrig forstillet sig, at det familietræ hun havde indebar at hun var en hybrid. Vampyrer og varulve var kendt som fjendtlige racer overfor hinanden. Dog da han også nævnte sin teori, spærrede hun øjnene en anelse op og hev vejret ind. Hjernen bearbejdede alle de informationer og følelser som lå over indholdet at være en blanding mellem to fjendtlige racer. Nogle gik gav pludselig mere mening for hende, og tankerne fløj hurtigt forbi øjnene for dem. "It makes sense," mumlede hun stille og så ned i bordpladen. Atlas tog en dyb indånding ind og blinkede kort. "I spend the first years of my childhood in Madrid, my mother was sister of the alpha of the pack, and I was always told to not speak about my father," hun nikkede for sig selv og så op igen. Det betød hun muligvis var nød til at konfrontere sin eneste levende slægtning - af hvad hun kendte til - om mere af deres families historie. "How so?" Spurgte hun efterfølgende og kneb øjnene lidt. Naturligvis var hun interesseret i at høre de forskellige metoder, men hun holdt sig en smule skeptisk, specielt når situationerne ikke ligefrem var de typiske. Hun trådte et par skridt til siden og tog en dyb indånding ind før hun greb om et glas vand. Med en lettere rystende håndbevægelse førte hun glasset op til sine læber for at tage en slurk. Hun prøvede at beherske de overvælende følelser af chokket der spillede ind. Atlas vidste ikke hvordan man var en hybrid. Hun vidste ikke hvordan hun skulle gå videre herfra. Hun satte glasset fra sig på bordet i frygt for at tabe det. Den venstre hånd greb om den rystende højre hånd, i håb om at få kontrol. Bare lidt.

Det var som at træde ind i en verden i sort og hvid. Den frihed hun før havde følt til at gå frit, føltes pludselig trængt - som var hun fanget i et bur uden en udvej. Som han lagde en hånd hen på hendes skulder, så hun kort på den før de mørkebrune øjne så op på ham. De udstrålede en form for svaghed, en sårbarhed. Alligevel lyttede hun og mærkede en ro der spredte sig igennem hele nervesystemet, som hans beroligende toneleje ramte hende. "Actually, it means a lot," indrømmede hun så med et bedrøvet dog skævt smil. Atlas tog en dyb indånding ind, og forsatte med at holde sig selv i nakkeskindet for ikke at miste kontrollen over de følelser der flygtede til alle sider. Der var ikke mange andre hun følte havde tiden til hende disse dage, eller hvor hun følte, at de ville forstå de ting hun gik igennem. Hun elskede sin veninde Averie og sin bror Ajax, men nogle gange var de begge to flyvske og overalt, at hun ikke kunne følge med. Det var svært at flyve når ens fødder var lænket til jorden.

Han lagde sin hånd om hendes, og sank en klump som han kom med et forslag. Det var på tide at slå følelsene over i et hjørne og ikke lade dem beslutte, hvad der skulle ske. "As much as I like the thought of taking the easy way. How would I deal with it, when whatever that is suddenly stop working?" Spurgte hun overvejende og tog en dybere vejrtrækning ind. "I won't refuse the offer, however, I think, running some tests on how this vampire side of me works. I want to understand it, or at least try to understand what I am," forslog hun, mest fordi, at hun ikke ønskede at være alene i det. "And if it doesn't work.. maybe we can use your idea as a plan B?"  Han måtte kende nogle redskaber der kunne gøre det muligt for hende at teste, hvor lang blodtørsten gik og andre ting.

Hun undrede sig kort over den latter han formåede at lade forlade sine læber. Det gik hende til at trække sine bryn en smule sammen på midten. Måske hun bare havde misforstået hans side, men det var bedre at stille spørgsmålstegn til det end at følge med i blinde. ”I misunderstood the proposal., Im sorry,” Beklagede hun og flyttede kort sit blik væk fra hans, dog blev hun hurtigt indfanget af hans øjne endnu engang. Han så hende så dybt i øjnene, at hun i et kort øjeblik følte at det næsten tog pusten fra hende. Atlas tog en dybere indånding in som han stille gav slip på hendes hånd. ”Sounds like an idea. I would hate to be alone in a situation beyond my control,” indrømmede hun og bed sig svagt I underlæben. Atlas havde evner der i forvejen tog en del af hendes koncentration, men hun havde lært at leve i det. ”So vampire. I guess, some sort of blood would be a place to start?” Spurgte hun en anelse undrende. Måske det ville være en god ide at tjekke hendes tolerance for blod, finde ud af om, hun faktisk havde behovet og hvor stort det i tilfældet var. Atlas var god til at flytte sine behov, og lige nu vidste hun at svar ville give hende mere ro, end at fare vild i sine følelser ville.

Atlas havde intet imod tanken om nødvendigvis ikke at være på akademiet. Faktisk, virkede det næsten som en befriende tanke. Han havde selv sagt han, at hun skulle holde lav profil. Lav profil ville være lettere end hvis nogle opdagede ting de ikke skulle her. ”I actually think, using your clinic would be the best option.” Påpegede hun og fugtede kort læberne overvejende. Dog vidste hun også, at lige nu, så måtte hun tage akademiets redskaber i brug. Han var enig med det forslag hun kom med, og nervøsiteten begyndte at bide i nervesystemet næsten truende. Uvisheden var en faktor for fare, og hun brød sig ikke om den. Atlas tog en dyb indånding, og flyttede sit blik tilbage på ham som hun opdagede hun måske havde set lidt fjern ud. ”Okay, I’m ready.” Det var mere overbevisning til sig selv. For hun var ikke klar og alligevel var hun. ”I’m a quick study, so I don’t know yet. But I will catch up.”

Som han rakte hånden frem mod stolen, gik hun hen og satte sig ned igen. Atlas øjne fulgte ham gik hen og hentede en æske. Derefter lyttede til, hvad han havde at sige omkring blod. Hun sugede informationerne til sig, og placerede dem i de skemaer de hørte til i. "We can do that, you are the doctor. If you think its the best start, I trust that," indrømmede hun og åndede stille ud. Atlas måtte indrømme det ikke just, var, hvordan hun havde regnet sin eftermiddag skulle se ud. Heller ej havde hun forventet denne her nyhed. "So how do we do it, do I need to get all fangy, or do you make a sample?" Spurgte hun efterfølgende. Atlas kunne sagtens tvinge sine hugtænder frem, men hun havde aldrig forsøgt at bruge dem som behov for føde. "Because I can use my fangs. That is one thing I do know," fnøs hun en smule ironisk og smilede for sig selv. Det var ikke fordi hun ønskede at sætte tænderne i ham, og alligevel hang nysgerrighedden ved.

"Great, then that will be the least of my worries," påpegede hun med et skævt smil og næsten et hint af et glimt i øjet. Han advarede hende om sit blod, og hun foldede kort læberne sammen overvejende. Atlas øjne landede ned på den lille æske, og i løbet af få sekunder kunne hun dufte blodet i rummet efter han havde prikket sig i fingeren. Hun kunne næsten mærke, hvordan munden løb i vand. Modsat andre varulve, hvis øjne var gyldne når de kom i tættere kontakt med deres dyriske jeg, var Atlas's øjne sølvfarvede - og lugten af blodet aktiverede de rovdrys instinkter som ellers gemte sig bagved det kønne ansigt. Hun skar tænder kort og næsten ivrig greb hun om glasset da han rakte det til hende. Atlas førte glasset op til læberne, og mærkede alle nerverne i sit system længdes efter smagen af det røde væske. Mindre blodårer syntes at vise sig under de sølvfarvede øjne før hun lukkede dem i, og lod væsken sive ind mellem læberne. Blodets varme dansede på tungen, men de vampyriske instinkter tog overhånd, og glasset var tømt på ingentid. Hun satte glasset fra sig på bordet og slikkede sig kort om læberne for at få de sølle rester med. Årerne under øjnene var kraftigere, et tydeligt tegn på en tørst for blod, som alt for længe havde været gemt væk. Hun mærkede suset og smilede næsten. "It almost kinda of tickled a little bit," kommenterede hun for sig selv og rettede sig derefter lidt op. Suset fik hende til at følge sig, som var hun på toppen af verden og ingen kunne vælte hende ned. "I could get used to this," tilføjede hun mere til sig selv. Dog var opturen ikke lang nok, før hun begyndte at føle sig tør i munden. Det var trods alt ikke meget hun havde fået, og nu var systemet for alvor blevet opmærksom på sit mangel af nærring. "I.. I'm really thirsty now though," hun rynkede kort på sine bryn. Hun følte sig næsten dehydreret og det var ikke en spor rar følelse.