Falling for you - Alistair (XXX)

Alistair kiggede kort op da han hørte det lille grin, og han smilede selv stille før han så ne dpå sin tegning igen og tegnede videre. Heldigvis, siden Ozzie ikke kunne se, ville han aldrig, som nogen andre gjorde , spørge hvorfor han ikke kiggede på ham mens de talte. Det var meget rart - Alistair kendte nærmest intet der var værre end øjenkontakt, det føltes altid så ubehageligt, så akavet, uanset hvem det var med. Der var altid såmage følelser at spore i øjne, og han vidste aldrig hvad der var hvad af dem.

"But you don't have to be there all the time, right?" Alistair bed sig lidt i læben og farvede et lille stykke af sin tegning før han svarede. "I... Well, not always, no, not at all. I just... I probably won't be able to keep away every time I can sense you're in danger. Since that's what I'm supposed to protect you from." forklarede han stille, og så på Ozzie igen da han rykkede sig, og kom op at sidde. han kunne se Ozzie prøvede at se på ham, mens han selv stadig kiggede væk det meste af tiden, og ne dpå sin tegning istedet.

Han lagde godt mærke til smilet, dog. "I know you can. Well, most of the time, anyway. Sometimes... I'm happy I've been there for you. Even if you didn't know it."

Han rykkede igen på sig i sengen og folede sine hænder i sit skød, kunne ikke helt sidde stille. Alistairs stemme beroligede ham dog igen og han nikkede svagt til ham, okay så.. Ikke hele tiden, bare når han skulle.. reddes vel? Hmm. Han kunne ikke tænke på det nu, han måtte tænke over det imorgen, når hans hjerne virkede lidt mere optimalt. "Well Okay.. That's fine I guess.." mumlede han og rødmede svagt.. Af hvilken grund? Det vidste han ikke helt, men der var bare noget ved Alistair der gjorde ham mere genert end han egentlig var, fik hans hjerte til at hamre en smule hurtigere og hans kinder til at blusse op som havde han kastet en eller anden besværgelse over ham. Han nikkede roligt og satte sig helt ud på kanten af sengen for at komme tættere på sin engel. "Yes.. Ehm.. Alistair.. What are you doing?" spurgte han så, for at skifte emnet over på noget andet, det der engle noget tog for meget af hans forstand, han havde brug for at slå tankerne fra.. Og der slog det ham.. Hvordan han endelig kunne få lidt ro. Just one brief moment of happiness.
"And.. So.. Are you ever gonna kiss me? Like.. Now, maybe?" sagde han så helt stille, kinderne endnu rødere, hjertet bankede endnu hurtigere, men.. Det var den gode følelse, i hans mave, en varm følelse.. Noget han ikke havde følt.. Så længe.. He needed this.. Bare at slå alle tankerne fra og bare.. Være der i øjeblikket, væk med alle bekymringerne, just relax and.. Feel.

Alistair kiggede kort op igen da Ozzie rykkede på sig. Da hanså han bare skiftede en smule position, smilede han let for sig selv og tegnede videre på sin tegning, nu med sine farve blyanter. Med det hans tegningerofte endte med at have et hint af, ville de fleste nokikke tro det var en engel der tegnede dem. Der endte meget tit med at være noget dæmonisk over dem, og den her tegning var absolut ikke en undtagelse. Hans smil blev lidt bredere da han hørte Ozzie's svar. Godt, så ville han da idet mindste ikke irritere knægten, som han havde frygtet det ville. Det var ikke lige alle og enhver der kunen acceptere at de havde en skytsengel, der altid vidste hvor du var og om du var i fare.

Da han ikke kiggede op på Ozzie, lagde han ikke mærke til hans rødmen, men han hørte godt spørgsmålet lidt efter. "What I'm doing? Well... Right now I'm drawing. I doodle or play a bit on my guitar every day..." forklarede han, mens han stille skraverede endnu et områdeaf tegningen med den sorte farveblyant. Først efterdet, kiggede han op, og fik sig et mildt chok over hvor tæt Ozzie var rykket uden han havde lagt mærke til det, grundet hvor opslugt han va ri at tegne. Der var knap nok tredive centimeter imellem dem, så meget som Ozzie han rykket sig ud til kanten af sengen.

"And.. So.. Are you ever gonna kiss me? Like.. Now, maybe?" Alistair frøs. Han lagde nu godt mærke til Ozzie's rødmen, kunne endda høre hans hjertebanken. Vent. Vent vent vent. Hvad? Hvad pokker var det der skete lige nu? Alistair's tanker tumlede forvildet ind i og over hinanden, og han kunne ikke rigtig finde hoved og hale i noget som helst af det han tænkte og følte lige nu. "I... Wha... I... Don't know...?" fik han fremstammetefter lidt tid.Det var jo absolut ikke fordi han ikke kunne lide Ozzie, med det han alleredehavde set til af ham, og han så da også godt ud. Men... Det var bare så pludseligt! Hans tanker kunne jo slet ikke følge med i hvad der skete nu...

Ozzie ventede i hvad der føltes som en evighed med alt den spænding hans krop kunne tillade sig. Han hørte knap nok efter da Alistair sagde han sad og tegnede, ikke at det ikke var spændende, men lige nu var hans tanker bare.. Et andet sted. Han glippede lidt med øjnene og prøvede at huske, hvad sagde han? tegne, guitar.. Ja noget i den stil. Et minde pressede lidt på i Ozzies hovede, ville frem, ville tænkes på. Hans hjerte prøvede dog at overdøve det fuldstændig med den kraftige hurtige banken, som var det på vej ud af hans brystkasse. Minderne indhentede ham alligevel, og han huskede sig selv, sidde og tegne, ligesom Alistair gjorde nu. Et let smil fløj over hans læber, hvor havde han dog været sød og uskyldig, uden et eneste mærke på kroppen, uden ar i sjælen og næsten lykkelig. Han rystede let på hovedet, ville ikke tilbage, ville være her, nu, ikke tænke, bare føle.
En lettere skuffede mine lagde sig så over hans ansigt, og et såret udtryk voksede dermed frem, som smilet forsvandt. Hans kinder blussede endnu rødere, da følelsen af skam trådte frem i hans krop og gjorde ham urolig og forvirret. Han lænede sig straks tilbage så de ikke sad så tætte på hinanden. Han trak sine ben op i sengen så han sad i skrædderstilling og lagde armene over kors, på den der beskyttende måde. "Okay.." hviskede han stille og lænede sig tilbage mod muren og kiggede ufokuserede op i loftet. "I'm sorry.." sagde han så, han havde misttolket det hele.. Det var heller ikke nemt, han kunne ikke aflæse Alistairs krops sprog, han kunne ikke se hans øjne, eller hans smil! Det var nærmest umuligt! Men alligevel havde han troet der var noget der.. Et eller andet.. Men det var der ikke, ikke alligevel.. Han kunne mærke hvordan afvisningen lagde sig i hans øjne og han bed hårdt tænderne sammen, han græd ikke! Han græd aldrig, og han havde ikke tænkt sig at gøre det nu! Det var bare for dumt! Og det var bare fordi han var træt. Ja. "I need you to go.." sagde han så til sidst, for.. hvis de fucking tåre alligevel havde tænkt sig at komme.. Så skulle Alistair i hvert fald ikke se det! Aldrig i livet.

Alistair lagde godt mærke til den skuffede mine der. han hadede at se den. Kom nu, for fanden, tanker! Følelser! Kom i sving! Han sad og fik det dårliger eog dårlige, som han så det sårede ansigtsudtryk komme frem i Ozzie's ansigt, og vide at han var skyld i det, bare fordi han var så dårlig til at finde ud af sine egne følelser. Han kunne jo virkelig godt lide ozzie. Som i, virkelig godt. han vidste bare ikke om det var tippet over til dén side af følelser, men man kunne vel altid prøve? Han havde aldrig prøvet sådan noget her før! De tkunne godt være han var en del ældre end Ozzie, men han havde aldrig nogensinde haft en kæreste før, han havd eikke engang prøvet at kysse nogen endnu.

Da han så ozzie læne sig tilbage, tog han hurtigt fat i en af Ozzie's hænder, med et blidt men fast greb. "Don't be sorry, Ozzie. I was just... Just a little bit surprised, is all. Please don't take it as a rejection. it isn't. I just..." he sighed. "There's something wrong with me, with my head, that causes all feelings and stuff to be very confusing to me. I'm the one that should be sorry." han gav dog slip igen da Ozzie lagde armene over kors.

"Please don't make me leave. I really do like you, Ozzie. It just... Seemed a bit sudden to me. Alright?" han rakte ud igen, nu for at lægge en hånd på Ozzie's skulder, og give den et blidt klem. Han håbede virkelig på at han fik lov til at blive. Så meget som Ozzie betød for ham, ville han virkelig helst ikke efterlade ham såtrist, og da slet ikke alene!

Hvis bare han dog kunne få et øjeblik.. Bare et øjeblik til at være vred! Til at være vred og sur og ikke fucking rolig! Han lænede sig lidt frem med hovedet og bankede det irriteret tilbage mod væggen, ikke sådan hjernerystelse hårdt, bare til det gav en lille lyd og han kunne mærke smerte dunke bagerst i sit hovede, en følelse han bød velkommen. Han kunne godt fornemme Alistairs hånd, hvordan han prøvede.. Hvad var det? Medlidenhed? Åh! No! Ingen skulle have medlidenhed med ham! Det var bare ikke et valg, han fandt sig ikke i det. Han rystede på hovedet, log ikke Alistair holde sig i hånd, krøb bare mere sammen på sengen og folede sine arme endnu tættere og mere beskyttende omkring sig selv. "Don't" sagde han så til sidste og "I don't care anyway.." sagde han så til sidst og rystede på hovedet, hvad mente han overhovedet med det? Noget galt med ham? Hvad var der galt med ham? "I don't need you to feel... Anything.. I need to feel nothing.. Just.. For once.." sagde han opgivende og rystede på hovedet da Alistair sagde han kunne lide ham, nej! "Don't like me!!!" sagde han og nåede kun lige at hæve stemmen inden han mærkede roen igen, og bankede igen hovedet ind i væggen bag sig og mærkede den befriende smerte, puuuh.. This was.. So hard! "Well.. Either you kiss me.. Or go.. It's up to you" sagde han så bare til sidst, han kunne selvfølgelig også gøre noget selv, men han havde ikke tænkt sig at lade Alistair afvise ham på den måde, nu havde han selv givet udtryk for hvad han ville have, så måtte Alistair prøve at gøre det samme!

Det gav et lille sæt i Alistair da han så Ozzie hamre sit hoved tilbage mod væggen. Han var igang med at skulle række ud til Ozzie for at fjerne smerten fra ham, men i sidste øjeblik, trak han hånden til sig igen. Sådan som Ozzie havde reageret på hans berøring før, så turde han slet ikke. Han hadede den måde Ozzie krøb sammen i sengen på, hvordan han beskyttede sig selv mere og mere...

"I don't care anyway.." Det var den største løgn Alistair nogensinde havde hørt. Og han havde godt nok hørt et og andet af forskelige løgne igennem sin tid herned epå jorden. "Don't like me!!!" Alistair trak sine egne arme rund tom sig selv, nu, og kiggede febrilsk rund ti lokalet, så alt andet end Ozzie. Hvordan skulle han IKKE kunne lide Ozzie? Det var jo umuligt! Knægten var sød, selv hans klodsethed der stammede fra hans blindhed var charmerende. Han havde et blidt sind, og Alistair elskede når folk havde det, og generelt troed epå det gode i andre, som det umiddelbart lod til at Ozzie gjorde - bortset fra når det handlede om vampyrer, selvfølgelig.

"Well.. Either you kiss me.. Or go.. It's up to you" Alistair sank en gang, og kiggede endelig tilbage på Ozzie. Mente han det virkelig...? Så vidt Alistair vidste, var det lukked ekropssprog der ikke ligefrem en invitation til sådan noget. Men... Ozzie ville da helle rikke bare sige sådan nogeyuden at mene det, ville han? Og Alistair havde virkelig ikke lys ttil at gå endnu, i alt fald ikke mens Ozzie stadig var så ulykkelig her. Så, efter en god, dyb indånding, rejste Alistair sig fra stolen, gik det ene skridt hen til sengen, og satte sig forsigtigt ned ved siden af Ozzie. Han løftede en hånd til Ozzie' skind, for stille og roligt at dreje på hans hoved, akkurat nok til at han kunne læne sig ind og give Ozzie et blidt kys.... Alistair's første kys nogensinde.

Han ventede i hvad der føltes som en evighed indtil til sidst.. Lyden af Alistair der rejste sig fra stolen. Så han gik altså. Han lagde nakken lidt tilbage og bed sig selv hårdt i læben, for at holde den psykiske smerte på afstand, det fysiske var et begreb han bedre kunne håndtere. Han ventede på lyden af Alistair der gik og smækkede døren efter sig, men det kom bare aldrig. I stedet følte han sengen give lidt efter da Alistair pludselig satte sig ned på den, fuldstændig uventet fra Ozzies side af. Han lyttede til stilheden.. Kunne høre Alistairs hjerte banke, bankede det ligeså hurtigt som hans eget? Det gjorde det. Hans krops holdning ændrede sig så en lille smule og armene gled ned i hans skød, og han holdte ikke så kraftigt om sig selv længere. Han mærkede så Alistairs hånd mod sin kind og det sårede udtryk der var malede på hans ansigt forsvandt med det samme.. Nu forstod han! Han gav et stille suk fra sig og sendte så endelig Alistair et lille skævt smil, inden han selvfølgelig lukkede de sølv/grå øjne i og lænede sig lidt frem i det Alistair drejede hans ansigt imod sig, til deres læber mødtes.
Hans tanker gled fra ham igen og han prøvede at huske sidste gang han havde følt det, han følte nu. Han prøvede at sætte ord, eller rettere sagt tanker, på hvad det var han følte.
Han følte en ro.. Og hvad var det andet? Var det virkelig lykke? Bar et enkelt glimt? Et enkelt sekund. Han smilede skævt og slap Alistairs læber. Åbnede øjnene og kiggede på ham.. Med sine sløv/grå øjne. Han sukkede så helt stille, det var tydeligt at han ikke kunne se noget, hvad havde han overhovedet forventet? Hans smil forlod hans læber igen.. Stupid!
Han valgte dog ikke at give op, han havde følt en gnist af lykke, det vidste han havde! Der var noget ved Alistair, han fik ham til at føle sig.. Tryg.. Gjorde ham tilpas.. Fik hans hjerte til at banke, og hans læber til at længes. Derfor rakte han nu også ud efter Alistair og følte sig frem til hans t-shirt som han hev lidt i, imens han.. mindre elegant.. kravlede op på skødet af Alistair og satte sig overskrævs på ham, fuldstændig ligeglad med hvad englen mente om dette. Han krammede hans t-shirt i den ene hånd og lagde den anden hånd mod hans brystkasse, hvorved han langsomt, intimt, følte sig frem til hans nakke, han smilede lidt da han fik fat i Alistairs hår, snoede det mellem sine fingre.. Han havde slet ikke forestillet sig ham med langt hår.. Det måtte han tilføje til det mentale billede han havde tegnet af ham i sit hoved. Han bøjede sig så ind over ham og trykkede sine læber mod hans igen, slet ikke lige så blidt som Alistair havde gjort det, hans kys var.. grådigt.

Alistair smilede let da han opdagede Ozzie's meget beskyttende holden om sig selv var forsvundet, og han elskede hvor hurtigt det sårede udtryk forsvandt igen. Det føltes også som det rigtige valg. Ikke kun fordi Ozzie nu smilede, men også fordi... Han havde rimelig mange sommerfugle i maven, lige nu. Han grinede let da Ozzie uden videre bare kravlede op i hans skød, han tillod sig selv at lægge en arm om Ozzie's liv som støtte for ham.

Et svagt gisp undslap Alistair's læber, da han mærkede Ozzie's hånd blidt føle sig vej op af hans nakke, før hans fingre fandt hans hår. Det var blidt, dejligt, præcis det tempo han helst ville have tingene skulle foregå i... Og så lænede Ozzie sig ind for nummer to kys. Det var langt mere sultent, mere grådigt - det var tydeligt, hvor meget Ozzie havde brug for det her. Alistair kunne ikke rigtig stoppe den lille lyd af let overraskelse der forlod ham, men han prøvede stadig at give så godt igen han kunne, hans frie hånd fandt vej til Ozzie's nakke før han lukkede øjnene... Og kort efter, per instinkt, prøvede han at gøre kysset dybere, spidsen af hans tunge kørte let over Ozzie's læber, spørgende...

Han havde lukket øjnene igen, da der tydeligvis ikke var nogen grund til at holde dem åbne. Et kys var ikke nok til at hæve forbandelsen, ikke engang for et øjeblik. Han var allerede så langt nede i kulkælderen at der skulle mirakler til for at løfte ham op. Men det var måske derfor denne engle var sendt til ham? Fordi han manglede et mirakel? Måske.
Han gengældte endnu mere det udfordrende kys, da han kunne mærke at Alistair gjorde det samme, han ville også, men hvorfor forstod han ikke spor af, det var også ligegyldigt. Ikke at han var helt ligeglad med Alistair altså, men.. Når virkeligheden ramte ham engang imorgen, kunne det godt være han udviklede lidt stærkere meninger imod ham.. Lige nu var han dog ligeglad, han var tilfreds med kysset, med Alistair, med.. Det her.
En stille sitren lagde sig kort over hans øjne og han åbnede dem forvirret igen og blinkede et par gange, inden han lukkede dem igen, men det blev bare ved og faktisk var det lidt irriterende!
Han forsøgte at skubbe det væk og koncentrerede sig i stedet om Alistairs hænder mod sin krop, sin ryg, sin nakke, et stille støn forlod hans læber, og han rykkede lidt på sig på Alistairs skød, rykkede nærmer. Tog hårdere fat om hans hår, kryllede hans t-shirt hårdere i sin hånd.
Han skilte let sine læber fra hinanden og lod kysset udviklede sig til et langt vådere et af slagsen. Igen.. Hvad fuck var der galt med hans øjne! Han kneb dem tættere sammen i et håb om at det ville stoppe den irriterende sitren, det var sgu da ikke det han bad om! Han ville se! Ikke have undt i dem! Forhelved!

Et svagt støn undslap Alistair da deres tunger mødtes, og stille og roligt blev kysset ligeså grådigt fra hans side, som det var fra Ozzie's, mens det lod til at der var en desideret eksplosion af sommerfugle i hans mave. Han vidste ikke helt hvad det var for en følelse, men den var dejlig, og han fik blot lyst til mere og mere af ozzie, nu han først va rigang og prøvede at lukke alle sine tanker ude og bare lade instinkterne overtage. Hånden i Ozzie's nakke gled op i hans hår og tog et blid tag i det, holdt ham tættere ind til Alistair selv, der rykkede en smule uroligt på sig under Ozzie.

Han hørte godt Ozzie's eget lilel støn, og han kunne virkelig godt lide den lyd. Det mått ejo betyde at Ozzie også nød det her, og hvis han kunne gøre ham glad blot et øjeblik, så var det det værd... En lidt højere lyd undslap mod Ozzie's læber da Alistair mærkede det hårdere tag i sit hår og i sin t-shirt... For at t-shirten ikke skulle blive uhelbredeligt krøllet eller udvidet af Ozzie's faste greb, lod Alistair deres læber skilles for et kort øjeblik, mens han hev t-shirten af og smed den hen i den anden ende af rummet, før han igen havde armene om Ozzie og trak ham ind til endnu et kys. Hans åndedræt var blevet hurtigere, mere overfladisk, og hans hjerte hamrede derudaf...

He knew very well that his.. Would not make him happy. There weren't that many things that did. He remembered his sister as one of the few, but she had died.. Many years ago, Even though sometimes it felt like yesterday. But to remember her death was unbearable, he should not let himself think about her, not now at least. The only other person to make him happy was also gone, where to, he had no idea. Properly married now, to that little.. Shit.. He chose over Ozzie. It didn't matter anyway, he didn't need to be happy with Alistair, not like that, not like before. This was a diffrent kind of happiness, just that.. brief moment, where you just.. live, and everthing else in the world, just stops. And you can allow yourself to be like this.. for awhile, before returning to reality. What a nice thought.
He did feel how the kiss involved, and how it made his eyes go even more crazy. Why the.. fuck! But the moan that left Alistairs lips dragged him back into the kiss, and for a second he forgot about the eyes. But why did they hurt just now?
When Alistair paused the kiss to take of his shirt, Ozzie leaned a little backwards, and then again he tried to open his eyes. Just when a vicious headache hit him, and everthing he saw was shadow-like. He closed his eyes again when Alistair dragged him into yet a steaming hot kiss. He felt the heat inside of him grow and he put his hand back down on his Alistairs abdomen, feeling the bare skin against his fingers.. Making him all the more excited..
But the eyes... The headache was forgotten by now, he could not abstract from.. this.. from Alistair. He let go of his lips for one moment, just to breath.. He's heart pounding, feeling like he could not breath. His body didn't show him any mercy. And while he gasped for air, he opened his eyes.. And looked straight at Alistair, with his own beautiful gleaming green elves eyes.

Alistair really didn't want to stop this now. No, not now that he'd started, it felt so wonderful... And if he judged correctly from Ozzie's sounds and slight movements, he'd guess he wasn't the only one to enjoy this. He blushed just a little, feeling Ozzie's fingers run over his abs and all the scars his torso was littered with, just like Ozzie's was. All the times he'd done everything to protect him... Each scar one vampire warded off from Ozzie, but it hadn't been enough...

Alistair was panting when Ozzie pulled back, gasping for air, and then... he saw Ozzie's eyes open. And his own dark eyes, nearly black eyes, widened slightly in response. So green... So pretty, beautiful even... He'd liked the silvery color, too, but this... Swallowing, he gently lifted one hand to Ozzie's cheek, his thumb brushing Ozzie's cheekbone. "... Ozzie?" he asked, swallowing once more. "Does this mean... I mean... Can you... Can you... See?" he asked in a soft whisper, amazed by the beauty and depth of those eyes now that they'd cleared up. He usually avoided eye contact, but he couldn't have torn his gaze away even if he wanted to, now.

Det sløvfarvede isslør løftede sig fra hans øjne og for første gang i meget lang tid, blinkede det lysende grønne øjne, imens alting langsomt blev helt klart. Hans blik fandt som det første Alistairs øjne og forsvandt heri, de mørkebrune næsten sorte øjne, der gengældte alle de følelser han nu sad med. Han mærkede hvordan tårerne samlede sig i øjenkrogen og da han blinkede trillede en af disse tåre stille ned over hans kind. Det kunne måske ligne at han nu var ked af det, hvilket han overhovedet ikke var, for selvfølgelig var han lykkelig, han fik endelig sit øjeblik. Han lænede sig endnu mere tilbage, så det ikke kun var Alistairs øjne han så, men hans ansigt. Uden at svare på hans spørgsmål lod han blot de næsten selvlysende grønne øjen glide over hver og en af de små detaljer der udgjorde Alistairs ansigt. Hans øjne forlod hans ansigt modvilligt for at bevæge sig ned over hans krop, den del han kunne se, eftersom han sad oven på ham. Han blev nød til at indrømme det, igen.. "You are.. Beautiful.. I was right" sagde han stille og slap hans hår for at ligge begge sine hænder mod hans mave, bevægede dem langsomt henover den, imens hans øjne fulgte bevægelsen, og et ægte glædes smil formede sig på hans læber. Han kunne SE! Hans øjne fandt igen Alistairs øjne og her begravede hans blik, inviterede sig selv inden for i Alistairs sjæl og det han vidste han ville finde der gjorde ham kun endnu mere saglig.
Han kunne stadig mærkede den brændende lyst til at kysse ham, men han kunne ikke få sig selv til at lukke øjnene igen, ikke nu.. Og alligevel var der et sted en hvis frygt for at hvis han ikke kyssede Alistair igen ville de grønne øjne isne igen og blive til sølv. "I can.." sagde han så til sidst "And it's wonderful! Thank you.." sagde han, og hviskede det sidste tak, hvis det ikke havde været for Alistair. Han lænede sig frem og trykkede et stille kys mod hans kind, stadig med åbne øjne og lænede sig igen tilbage, så forlod hans øjne Alistair og han vendte sit hovede væk fra ham og lod sine øjne vandre til vinduet, hvor regnen var stoppet og månen lyste ned til ham. Smilet voksede på hans læber, "Wow.." hviskede han stille.

Ozzie var nu ikke den eneste hvor en lille tåre undslap. Normalt ville han virkelig hade den her dybe øjenkontakt, men Ozzie's kropssprog var så åbent, så tydeligt lige nu, ikke alle de bittesmå bevægelser, men de store åbne, som det var så meget nemmere at tyde. Smilende rakte Alistair stille sin ene hånd op til Ozzie's kind igen, for at lade hans tommelfinger blidt stryge den ene tåre væk. Han så godt hvordan Ozzie nærmest nærstuderede alt ved ham, og lod ham. Det var jo første gang knægten havde set i adskillige år... Han måtte godt glo så meget han ville på ham, det havde han ikke noget som helst imod.

"You are.. Beautiful.. I was right.." Det... Ville han nu stadig ikke selv sige. han rødmede og kiggede væk, en smule forlegent. "Ah... I... Still wouldn't say that..." mumlede han stille, og bed sig svagt i læben for at holde et blidt gisp inde, da han igen mærkede Ozzie's hænder mod sin mave. Og så så han det... Det smil der. Det var det han havde håbet at se på Ozzie's ansigt igen, i alle disse år. Glæden boblede indeni ham, han havde endelig gjort noget rigtigt, han havde gjort Ozzie glad! Med hans egen glæde så stor som den var nu 'gled' hans vinger ligeså stille frem igen, forholdsvist store - dog ikke så store som en fuldblodsengels - med de flotte sølv-hvide fjer.

Et bredt smil lyste op i hans ansigt da Ozzie så ham i øjnene igen, og han lod nu blidt sine fingre køre gennem Ozzie's hår. "No need to thank me. I've wanted you to see again as much as you've probably wanted to," fortalte han ham stille, stadig med det brede smil. Han rødmede en smule igen da Ozzie kyssede hans kind, men han var glad. Virkelig, virkelig glad. Ozzie kunne endelig se igen... Det måtte jomene han var lykkelig, i alt fald lige nu. Han betragtede ham stille som Ozzie's blik gled over til månen man kunne se ud af vinduet.

Ozzies blik bevægede sig langsomt væk fra månen og fandt den plante han havde til at stå i vindueskarmen, men de lange grønne blade og de små hvide blomster. Han grinede stille ved synet af det. Det gjorde han glad. Han følte sig tilpas. Den der underlige følelse af ro, som på samme tid gjorde han glad. Ozzies øjne flugte dermed lyset af månen tilbage til Alistairs øjne og han smilede kun endnu mere ved synet af ham og hvad han sagde. Alistair var smuk, hvilket han vidste nu, kunne se nu.. Alt var i fokus, inklusiv Alistairs ansigt, hvor Ozzie nu kunne se tydeligt.. Alle de små linjer, detaljer.. Der gjorde Alistair, til Alistair. "But I'm telling you.. You.. are.. Beautiful.. Really" sagde han, imens den tydelige rødmen voksede endnu mere på hans kinder og næseryg. Han holdte blikket fast på Alistair og bevægede sine fingre op over hans mave, til han mødte hans bryst. Han kunne både se og mærke alle de små ar under hans fingre, og en undren, delvis bekymeren trådte frem i hans øjne, han følte lidt at han blev nød til at undskylde, for det var jo hans skyld.. i virkeligheden.. Havde det ikke været for ham, havde Alistair ikke set sådan ud. En tung byrde fyldte hans sjæl og et lidt trist smil gled over hans læber. Han prøvede at ryste dette af sig, men desværre lagde de sig bare bag i hans hovede, ventede på at bryde frem, lige så snart at hans uvirkelighed blev virkelighed igen.
Ozzie frøs i den stilhed der havde vokset op omkring ham.. Og han betragtede vingerne som de gled frem bag Alistairs ryg.. Han havde aldrig set ligende før, og hans pande rynkede sig blidt i en form for nysgerrighed. Han rakte ud og tog fat i en del af disse vinger, holdte fjerende mellem sine fingre og studerede dem nærmere. Den eneste logiske tanke han kunne tænke, var at disse vinger var virkelig.. noget.. Specielt.. Noget helt nyt for ham. Han slap igen vingerne for at placere sin hånd mod Alistairs skulder. Han havde så meget lyst til at lave alt andet end at bare sidde der.. Han ville gerne se verden.. Men han var bange.. Bande for at hvis han slap Alistair så ville alt hans lykke forsvinde, og dermed hans syn. Derfor holdte han bare endnu mere fast i ham, trak let i hans hår, hans negle gled over hans mave, han lænede sig ind mod ham, og med åbne øjne kyssede han ham endnu engang mod hans læber.. En helt fantastisk følelse. "Still.. If it wasn't for you.. I wouldn't see anything.." sagde han stille mod hans læber, "It's all because of you.." hviskede han stille, inden han endelig lukkede øjnene og lod sig opsluge af kysset, der langsomt udviklede sig... Blev vådere og vådere og.. Han krævede mere og mere.. Kunne næste ikke.. Stoppe.

Alistair smilede tilbage da ozzie fandt hans øjne igen, dog en smule forsigtigt, nu. Det var stadig en lille smule ubehageligt, det der med øjenkontakt. Men han holdte da ud indtil Ozzie talte igen, og sagde han var smuk, endnu en gang. Han kunne godt mærke varmen i kinderne der betød at han rødmede helt vildt, og han så væk, ud til den ene side, mens han let bed sig i læben. "... I guess I might be, if you say so." he finally muttered, a weak smile on his lips.

Siden han lige pt. ikke kiggede på Ozzie, lagde han ikke mærke til hans rødmen, men han gispede let da han mærkede de blide fingre på hans mave og overkrop igen. Især nogle af arrene var meget sensitive. Han kiggede over på Ozzie igen, og lagde godt mærke til at smilet havde ændret sig. Men... Hvad for en følelse det var, kunne han ikke tyde. Han rynkede let på øjenbrynene og prøvede virkelig at afkode det, men det lykkedes bare ikke rigtigt. For pokker da også.

Men hans smil vendte tilbage da han så Ozzie nysgerrigt række ud efter hans ene vinge, for at nærstudere fjerene. "If you'd ever want to, I think they're strong enough that I could fly with you for a while," foreslog han sådan lidt ud af det blå, men igen, så vidste han jo ikke om Ozzie ville være interesseret i det, men nu fik han tilbuddet. Hans blik gled fra hans egen vinge, ozzie havde nærstuderet, tilbage til Ozzie da han mærkede det blide tag i sin skulder.

Sommerfuglene i hans mave føltes som om de bare tumlede ind i hinanden hele tiden da Ozzie trak ham ind til endnu et kys, og neglene gled over de følsomme ar. Stønnet der undslap mod Ozzie's læber kunne han ikke have stoppet selv hvis han ville, og... Siden Ozzie sad i hans skød, ville det være rimelig tydeligt hvordan det hele efterhånden påvirkede hans krop.

Et lille, helt igennem lykkeligt smil dukkede op på Alistair's læber. "Then it seems I've finally done something right, after all..." mumlede han stille mod Ozzie's læber. Hans egne øjne lukkede sig også ligeså stille da Ozzie trak ham ind til det næste kys, og både hans arme og vinger foldede sig stille rundt om Ozzie, nærmest beskyttende, mens kysset langsomt blev hedere og hedere, dyber eog dybere, og han stønnede igen da deres tunger mødtes i kysset.

Han slap kysset i mindre end et skund for hurtigt at hviske "I do" til Alistair, og han mente det. Det var faktisk en af de mindre fantastiske ting ved at være blind, hvis der overhovedet var noget godt ved det.. hmm.. Men det at han ikke kunne se folk, det var virkelig svært.. Han kunne aldrig rigtig dømme folk på deres udsende, skulle danne et billede af dem udfra deres personlighed. Han ville jo gerne vide hvordan folk så ud!
I det mindste kunne han nu drømme om Alistair, det billede ville aldrig forlade hans sind. Han rødmede lidt ved tanken, men blev hurtigt distraheret igen af det endnu mere intense kys de delte. Han blev dog igen revet fri fra kysset da Alistair sagde at han kunne komme med ud og flyve, han kunne ikke lade være med at grine lidt ved tanken, det var en sjov tanke.. Han vidste ikke helt hvad han skulle mene om det, eller om han havde lyst til det.. Måske.. Eller så ville han bare være bange for at blive tabt.. Men det ville også bare være så flot! Hvis han kunne se når de gjorde det.. Hmm.. "Maybe.. Sometime" sagde han stille, og åbnede sine øjne på klem for at snige et blik på Alistair inden han krævede hans læber igen.. Ikke al den snak! Der var noget han havde langt mere lyst til nu.
Han kunne dog ikke dy sig selv for at åbne det ene øje lidt på klem og skæve til døren.. Han burde nok låse.. Hvis nu Andrew bestemte sig for at komme forbi.. Det lignede egentlig hellere ikke ham at være ude på den her tid, han var mere.. Lave lektier hele tiden - typen. Men han skulle vel også have en pause en gang imellem. Han lukkede øjet igen.. Han gad ikke rejse sig, gad ikke slippe Alistair! "Hmm? You have.. Please proceed.." sagde han stille og slap så Alistairs mave og hår. Han rakte om på ryggen og tog fat i kraven på sin t-shirt og trak den overhovedet på den mest sexede måde han kunne komme i tanke om. Han lod et hurtigt blik glide ned over sig selv.. Han havde jo hellere ikke set sig selv i.. År. Men.. Alistair var nu alligevel lidt mere spændende at kigge på, så hans blik forsatte til ham. Han lænede sig ind mod ham igen, lagde begge sine hænder om hans nakke denne gang og trykkede sin krop ind mod hans, så der var hud mod hud.. Det varmede i maven. Han fandt tilbage til hans læber og lukkede øjnene.. Igen lod han kysset udviklede sig, og som det gjorde gled et lille støn over hans læber.. Og igen.. Og igen.. Hans fingre filtrede sig ind i Alistairs hår, mhmm.. This was.. Like.. So hot! And.. Mhmm!!!

Et større smil bredte sig igen på Alistair's læber da ozzie gav udtryk for han måske engang godt ville ud at flyve med ham. Det ville han i så fald glæde sig til - han ønskede tit, at flere kunne føle hvordan det var at flyve deroppe, det var så dejligt befriende, og for en skøn udsigt man også altid fik!

Han lagde godt mærke til at Ozzie kiggede på ham igen inden deres næste kys, men han lod sig ikke mærke ved det, nød bare følelsen af Ozzie's læber mod sine, hands hænder mod sin krop. Han gispede let efter vejret da deres læbe rigen skiltes ad, for at ozzie kunne tage t-shirten af. Alistair's smil falmede lidt, blev trist da han så alle de mange ar igen. Han lod forsigtigt en hånd glide over dem, mærkede forskellen mellem den glatte hud og hvor knudret den var ved nogen af arrene, og han mærkede et par tårer klemme sig på. Så mange gange han havde fejlet...

Men så fik Ozzie ham ud af de tanker igen, hans blide hænder om Alistair's nakke, hans krop mod hans, og alene hudkontakten drev de mørke tanker på flugt igen. Alistair rødmede en smule af det, og af de kraftige sommerfugle han stadig havde i maven, men endnu en gang lod han instinkterne vinde, og Ozzie fik nogle små støn lige tilbage, Alistair's ene hånd ved Ozzie's baghoved for at trykke deres munde endnu mere sammen, mens han let gispede efter vejret i de få sekunder deres munde skiltes af og til.

Denne aften havde virkelig været en rutiebane tur. Først havde han været til en rolig forlæsning der var godt godt! Efter det var han blevet stukket ned!.. men var blevet redet, og havde samtidig mødt Charlie. Bare tanken om den engel fik ham til at rødme! Nu var han dog på vej tilbage til sit værelse. Måske Ozzie også var lidt uforstående over hvor Andrew blev af, han var aldrig så længe ude, og det var over udgangsforbudet.
Han gik med et gigantisk smil på læberne hele vejen ned til værelserne. Tog fat i håndtaget, og åbnede døren. Han trådte ind "undskyld jeg er...... sent.. på.. den?" Særtningen der skulle havde været frisk og glad, blev langt mere overrasket og næsten ikke eksisterende.
Han stod i døren og så på de 2 fyre på Ozzis seng.
Han vidste faktisk ikke helt hvor længe han stod der, måske var det kun et sekund eller 2 eller også var det mere. Han var ihvert fald lidt stivnet.
Indtil han kom mere til sig selv. "uhm... undskyld.. jeg" Hans hænder begynde at fare rundt.
"jeg venter.... uden for" sagde han kaotisk, som han vende rundt igen med et tomat rødt hoved, og lukkede døren efter sig udefra.
okay...... den.. havde han ikke lige set komme! Han så sig lidt om.. tja. der var jo ikke så meget andet at gøre end at sætte sig uden for og vente. Så han satte sig op af muren et par meter fra døren. Han vidste ikke om de havde tænkt sig at fortsætte, derfor ville han ikke sidde lige op af døren.

Dybt optaget af det våde kys han delte med Alistair, lagde Ozzie overhovedet ikke mærke til lydene ude foran døren der normalt indikerede at Andrew var hjemme, han lagde ikke engang mærke til at døren blev åbnet, han begravede bare sine hænder i Alistairs hår, lod følelsen af tryghed og ro vokse i sig, han havde det helt perfekt her, sammen med sin engel. Han var i sin lille bobbel af lykke.. Altså lige ind til Andrews stemme prikkede hul på hans bobbel og han slap Alistairs læber med et gisp af forskrækkelse. Han slap hans hår og satte sine hænder mod Alistairs brystkasse og skubbede sig selv lidt væk fra ham for at dreje hovedet og kigge på Andrew. "Andy!" udbrød han lidt forfjamsket, Andrew så ud til at være gået i en eller anden trance, og Ozzie brugte tiden på at finde på en eller anden forklaring imens hans ansigt selvfølgelig eksploderede i en rød farve. Ozzie fulgte Andrew med øjnene, inden han fik taget sig sammen til at glide ned fra Alistairs skød og kom på benene, men så var Andrew allerede ude af døren. Han samlede sin nattrøje op og hev den hurtigt over hovedet igen, inden han også samlede Alistairs op og rakte den til ham. Eller.. Skubbede den ind i favnen på ham, "Okay, now you really need to go.." sagde han så lidt halv alvorligt og sukkede stille. Han tog fat i Alistairs arm og hev ham op fra sengen og hen mod døren, han tog fat om håndtaget på døren og sendte Alistair et par undskyldende øjne, inden han hurtigt lænede sig frem og kyssede ham på kinden. Så åbnede han døren og skubbede Alistair baglæns ud af den, "Hey Andrew, Alistairs is leaving now, so please just.. come back in! Bye Alistair, see you.. around!" mumlede han hurtigt og lod døren glide på klem da han selv forsvandt ind på værelset igen, i bare skam skyndte han sig hen til sin seng og smed sig på den, trak dynen op over ansigtet og mumlede et godnat til Andrew der var kommet tilbage til værelset.
Han faldt dog ikke lige i søvn med det samme.. Han havde alt for meget i hovedet.. Kunne ikke få Alistair ud derfra.. Han savnede ham allerede.


//OUT//

Alistair gispede let efter vejret da Ozzie trak sig fra ham - han havde heller ikke hørt Andrew, og hans rødmen blev meget hurtigt mindst ligeså slem som Ozzie, spredte sig en smule ned af hans brystkasse da det gik op for ham hvad der var sket... Ahmen for pokker da også, de havde jo glemt at låse døren... Han prøvede halvt om halvt at skjule sig bag Ozzie, men altså, det va rjo lidt nyttesløst da Andrew jo selvfølgelig havde set dem begge.

Han kiggede stille på Ozzie da han kom på benene og fik sin trøje på igen, før han skubebde Alistair's ind i hans favn, og nærmest før Alistair havde fået tænkt sig om, hev Ozzie ham op fra sengen, sendte ham et blik han ikke helt kunne tyde, og kyssede ham så på kinden fø rhan blev skubbet ud. Alistair stod så der, målløs, med en hånd hævet til den kind Ozzie havde kysset, og vingerne stadig fremme. Han bed sig let i læben, og fik endelig hevet vingerne ind igen mens han gik de par rum videre ned af gangen til sit eget. Han havde endnu ikke opdaget at han havde glemt sin taske inde i deres værelse, men den måtte han jo så bare hente en anden dag. Det var stadig helt uvirkeligt, det der lige var sket...

//Out