Am i not your number one? [Alistair]

Tid: 14.05
Sted: Parken
Omgivelser: Få mennesker der går forbi nu og da.
Vejr: Koldt, og der ligger sne på græsset og over træerne.
Påklædning: Outfit
Tag: @Alistair

Det var eftermiddag i Gaia, nærmere præcist i parken. En ganske almindelig dag for de fleste, hvor folk tog på arbejde og derefter hjem i varmen. For Kushiel havde det været en kort dag, det var ikke længe siden han var stået op, og han havde spist det sidste han havde liggende derhjemme. Så skulle han på arbejde, og det betød at han skulle ud og spille musik på gaden. Han havde snuppet sin guitar, og var taget ud til parken hvor han netop stod. Det her var ikke rigtigt arbejde, det var hans liv! Han elskede at spille musik, så .. det gjorde han. Der var ikke mange mennesker i parken, men hvor var det ligegyldigt! Det vigtigste var at der var få, og de få vendte deres blikke i hans retning som han stillede sig i nærheden af en bænk. Guitaren blev fundet frem, og kort efter var han begyndt at spille. Julemusik var det trods alt sæson for, men efter tyve minutter var han gået over til at spille nogen af nutidens store hit, og pludselig stod han og sang på spansk. Humøret var højt, og folk smilede som de gik forbi. Han trippede da også til musikken og bevægede ligeledes hovedet i takt til tonerne han spillede på sin guitar. En kvinde gik forbi med hendes datter på fem der så op mod ham, og han smilede stort til pigen der smilede tilbage. Kort efter kom en fyr gående forbi og Kushiel fik øjenkontakt med vedkommende og smilede også til ham, og blinkede drilsk.

Alistair havde haft hvad der i de fleste øjne nok bare var en helt og rolig, helt normal skoledag. Men for Alistair var alle skoledage svære at komme igennem. Altid. Så mange forskellige personer i klassen... Så mange sanse indtryk at holde styr på, så mange ting at prøve at forstå i kropssproget, så mange følelser han ikke kunne tyde... Det tærede altid kraftigt på hans mentale energi, og han forstod virkelig ikke hvordan andre, med samme sindslidelse som ham, kunen klare hverdagen uden medicin. Det her var jo for fanden MED medicin at han havde problemerne! De var blot værre uden medicinen...

Han sukked eog rystede let på hovedet som han smed sine ting i værelset. Nå, det betød jo så bare at han måtte udenfor og få lidt frisk luft, gerne hen til en af byerne istedet. Så han fik møvet sig sammen, og tog afsted, væk fra skolen, hen til gaia hvor der heldigvis ikke var særlig mange der gik rundt omkring udenfor. Han havde musik i ørerne, noget blidt keltisk musik, da han opfangede anden musik omkring sig. han kiggede op, og fik øje på en fyr, der stod og spillede på guitar, og så ud til at have det virkelig sjovt med det. Stille og roligt tog han høretelefonerne ud og fik slukket for telefonens musikafspiller, så han kunne lytte til hvad han sagde.

Smilende trak han rimelig diskret en lille notesblok og en blyant frem, og begyndte hurtigt at skitsere fyren som han stod der, lænede sig selv op af et træ. Skitsen blev hurtig færdig - fyren ble vjo ved med at stå og spille, og Alistair havde nydt musikken så meget, at han besluttede sig for at ville være en af de få der gik hen og gav penge til fyren, på tords af at han hadede at gå tæt på fremmede. Så det gjorde han, men han rodmede dog stadig som en tomat da han så fyrens smil og blink.... Fuck. Han vidste jo aldrig hvordan han skulle tyde det... Så fucking akavet...

// Outfit

Fyren der gav ham en mønt, eller hvad han nu puttede ned i den store åbne guitarkuffert der stod ved siden af Kushiel, var ganske pæn. På den anden side, det mente han om alt på to ben nærmest! Alle var smukke, ingen var skabt andet. I Kushiels verden var hans påklædning dog flot, og nydeligt, og formentlig pisse dyrt også. Han kunne dog snildt tage fejl, men det var også underordnet.
Så opdagede englen hurtigt at manden rødmede og hans flirtende smil endte mere blidt og kærligt.

"I'm onto you, yeah you
I'm not your number one
I saw you, with her
Kissing and having fun"

Afsluttede han sangen selvom den langtfra var færdig. Det var måske en tøsesang, men hvor var han ligeglad, han havde morerede sig gevaldigt mens han sang, og fortrød intet! At fyren havde stået og tegnet ham, havde Kushiel ikke lige opdaget, jo han havde set manden stå og kigge mod sig, men det var ikke fordi han havde tænkt mere over det. I stedet smilede han stadig til fyren. "Thanks buddy" sagde han til hvad end fyren nu havde ofret ham. "Wanna sing with me?" spurgte han med et bredt smil. Man behøvede ikke være god, man skulle bare morer sig! Det var i hvert fald Kushiels politik. Det handlede om at slå sig løs og mærke glæden ved musikken.

Åh for f- da også... Alistair stod nu bare der, lidt akavet, vidste ikke helt hvad han skulle eller ikke skulle. Ville det være dårligt bare at gå igen? Eller var det dårligt at blive hængende? Afhang det af den person det nu engang var, der var der? Eller afhang det af hans eget kropssprog? Pokkers! For han vidste ikke engang hvordan hans eget kropssprog fungerede, så han stod egentligt bare der og gned sig nervøst på albuen, sendte et ligeså nervøst smil tilbage til den anden fyr, som han afsluttede sin sang.

"Ah, don't mention it... You've got a pretty good singing voice..." komplimenterede han stille fyren, før hans rødmen vendte tilbage og blev langt værre end før som han rystedet meget, meget kraftigt på hovedet. "N-no way, man, I sing really, really terribly. I... I'm decent on the guitar, but... But I really can't sing." forklarede han med meget let stammen fra hans nervøsitet - og meget tykkere skotsk dialekt end normalt, igen grundet nervøsiteten - det skete bare hver gang... Folk der ikke var født og opvokset i Storbritannien kunne nemt få probleme rmed at forstå ham når han var så nervøs.

Den søde fyr virkede helt perpleks over den opmærksomhed han nu fik, farven i hans kinder var dejlig at se på, og Kushiel kunne ikke lade være med at smile varmt og kærligt. Alt ved hans udstråling var kærligt, beroligende, men nu var han jo engel så det var ikke underligt. Hvorvidt det havde en effekt på den unge mand var jo ikke til at vide eftersom han jo selv var engel.

"Thanks man" svarede han smilende og varmt. Kushiels tilbud endte bare med at få fyr til at rødme endnu mere kraftigt og ryste på hovedet ret voldsomt. "Easy, well.. what about you play.. and I sing?!" foreslog han med et stort smil. Han rørte ikke ved manden, situationen virkede ret usikker lige nu, men lysten til at kramme den anden var ret stort. Han stammede, var usikker og virkede helt akavet hvorfor Kushiel tog det stille og roligt for nu.

Alistair smilede svagt tilbage d ahan så Kushiel's smil... Altså, det var okay tydeligt at Kushiel da kun mente godt med det smil, så meget havde han dog lært, men det var stadig pissesvært til tider med alle de små bitte ting i kropssprog og ansigtmimik som alle andre bare opfangede helt naturligt, men som var nærmest et helt andet sprog for Alistair. Det var lidt som om nogen bare havde smidt ham i Afrika og forventet at han kunne tale med folk i Congo, nogen gange.

Hans smil blev en smule bredere, og han nikkede let - for ja, Kushiel sang da rimelig godt, og man skulle da gerne komplimentere når der nu også varnoget at komplimentere - i al fald hvis du spurgte Alistair. Han havde kort været helt oppe i det røde panikfelt, men nu gled det vist mere ned til det gule - alert mode, men ikke panik længere. "Uhm... I... I can try?" idet mindste var der da ikke så mange folk her idag. Han spillede rent faktisk rigtig godt, men det ville du aldrig få ham til at indrømme, og han var også altid den der stillede sig bagerst når musik klassen skulle optræde... Han var bare ikke god til det med ekstra opmærksomhed.

Heldigvis så det ud til at Alistair faldt til ro ligeså stille og roligt, i alt fald virkede panikken ikke ligeså høj og manden flygtede heller ikke skrigende væk. Hans usikre spørgende svar frembragte dog et stort og varmt smil frem over Kushiels læber. "Awesome man!" hans accent fra tidligere havde ikke generet Kushiel der havde levet længe nok til at høre alle sprog nærmest. Manden var over tusind år gammel, og havde rejst en del rundt! Der var nærmest intet sprog han ikke kunne tale.

Kushiel fik da også overrakt sin guitar til sin nye ven - for ja i hans hoved var de jo allerede venner. "So.. you just adjust it as you want, and.. well.. what should we play and sing?" spurgte englen nysgerrigt og spændt da Alistair havde fået guitaren i hånden. Først da kom han i tanke om at han endnu ikke havde fået præsenteret sig, ups.. den slags glemte han altid i kampens hede. "By the way, my name is Kushiel" sagde han henkastet. Det var bare et navn, og Kushiel fandt alligevel ofte et kælenavn til folk så det betød intet for ham.

... Phew. Krise undgået, heldigvis var det da ikke ham der ville være mest i fokus nu, selvom det her normalt slet ikke var noget han ville have gået med til... Men den anden fyr virkede så glad og rar, den aura der... Helt sikekrt engel, ligesom ham selv. Han sendte Kushiel et forsigtigt smil og nikkede let, som han tog imod guitaren og fik stroppen indover skuldrene, klimpredeførst lidt på den for at få en føling for den - guitarer var jo altid så forskellige fra model til model, selv de akkustiske selvom mange ikke troede det.

"Uhm.... Idunno. I really like 'Take Me to Church', tho. You know, the one by Hozier?" foreslog han, og rødmede let. Det var så meget cliché at han elskede den snag, men sådan var det nu engang. Den havde jo et skidegodt budskab begravet i teksten. "Oh. Uhm. My name's Alistair." fortalte han ham så, med et svagt og stadig lidt usikkert smil.

Ih en ny ven! Fantastisk! Af gode grunde var Kushiel helt oppe at ringe, men han prøvede at undgå at skræmme fyren her så han opførte sig ordentligt for en gangs skyld. Så mens han fik stroppen over hovedet og fik tjekket guitaren ud og lært den lidt at kende, ja så stod Kosh bare og så smilende mod ham. Forslaget om hvad der skulle synges og spilles faldt, og han lyste straks op i et kæmpe smil. "Oh i love that song! Very good choice!" udbrød han med et kæmpe smil, bemærkede godt at farven tog til i den andens kinder, men det genert ham ikke, Kushiel syntes derimod det var ret nuttet. Snart efter fik han også et navn, og det skulle ikke blive bedre! "Nice to meet you Alistair" svarede han blidt og rakte ham tilmed en hånd så de da lige kunne trykke hinandens hænder. Kropskontakt.. Kushiel havde svært ved at undgå den slags.

At møde nye mennesker var altid spændende, nåh ja.. mennesker eller andet! Generelt elskede han bare at møde nye folk, og han ville gerne gøre dem alle sammen til sine venner. Netop derfor var det virkelig svært for ham ikke bare at kramme fyren her, og før eller siden ville det nok ske, fordi det ganske enkelt lå i hans natur bare at gøre. Alistair virkede dog klart som den generte og tilbageholdende fyr.

Alistair lagde godt mærke til det smil der, og han sendte da også et tilbage, omend en del mere nervøst end Kushiel's var. Damn... For bare nogle måneder siden havd ehan aldrig villet turde overhovedet tænke på at stå og spille midt i en park, de rvar en grund til han altid havde spillet for sig selv på værelset når Kierran ikke var der, eller i musiklokalet om aftenen når der ikke var andre. Det her... Var ikke sådan rigtigt ham, men hey, man skulle jo prøve nye ting indimellem, ikke? Han smilede i al fald og nikkede da Kushiel nu lod til også godt at kunne lide den sang.

Phew, cliché shit overstået, yay. Og så... Ja, så stod Kushiel jo der med hånden udstrakt mod Alistair. Fuuck... Han var så lort til det der med kropskontakt fordi han aldrig vidste om det ville ende godt eller dårligt, om han tydede alting forkert eller ej... Men fuck it, han rakte efter lidt tid hånden frem og trykkede Kushiel's, men gav dog rimelig hurtigt slip igen.

Åh! Den søde dreng.. mand.. var ikke til håndtryk.. kropskontakt i det hele taget måske. Ærgerligt! Kushiel var dog glad for at manden i det mindste havde prøvede, og han var på nippet til at rose ham men tog sig i det i sidste øjeblik og lod manden få et stort smil i stedet for. "Well.. let's get to it..whenever you are ready!" endte han med at sige før det blev akavet og Alistair blev utilpas. Han smilede i stedet beroligende og opmuntrende, og ventede på at høre de første toner af den kendte sang, før han ville begynde at synge. Han havde trods alt allerede varmede op med nogle sange, og han kunne huske teksten udenad, så det var bare om at gå i gang!

"My lover's got humour
She's the giggle at a funeral
Knows everybody's disapproval
I should've worshipped her sooner
If the heavens ever did speak
She's the last true mouthpiece
Every Sunday's getting more bleak
A fresh poison each week
"We were born sick"
You heard them say it
My church offers no absolutes
She tells me "worship in the bedroom"
The only heaven I'll be sent to
Is when I'm alone with you
I was born sick, but I love it
Command me to be well

Amen, Amen, Amen"

Han sang, selvfølgelig sang han! Det var en god og udtryksfuld sang med mange følelser, og ikke bare mange følelser, men dybe følelser. Nok var Kushiel en fyr der var meget tilstede, men når han sang kunne han tydeligvis godt lide det, og han kunne sågar føle ordene og gjorde sangen personlig

Alistair's smil var stadig en god kende akavet, dog, det tog ham altid en del tid før han slappede af med andre, hvis nogensinde. Ozzie var en af de meget få han rent faktisk kunne slappe ordenligt af omkring, men for fanden, det var jo også ham han var ment til at skulle beskytte, så hvis han ikke kunen slappe af i nærheden af ham, så ville han aldrig nogensinde kunne. Derfor var det her ubehageligt for ham hvadend Kushiel gjorde, for det der kropssprog der... Han kunne aldrig tyde det helt rigtigt. Nogle få ting havde han da lært med tiden, men det var stadig som om nogen snakkede kinesisk til ham eller noget, så lidt forstod han af det hele.

Han var taknemmelig for nu bare at kunne koncentrere sig om at spille, hvilket han så også gjorde, lukkede øjnene og fulgte kun med i hvordan hans fingre klimprede på strengene, lyttede til Kushiel synge. Og ja, den anden engel sang sku rimelig godt,måtte han indrømme... Der var nok et meget lille, svagt smil på Alistair's læber som han stod der,halvgemt bag Kushiel, og spillede videre.

De to udgjorde et godt makkerpar! Folk der gik forbi nød i hvert fald forestillingen, enkelte stoppede da også op for at lytte både til musikken men også til sangen, og der røg flere mønter ned i Kushiels åbne guitartaske. Han tænkte ikke rigtigt over mængden af mønter eller sedler der røg ned, var mest af alt fokuseret på glæden i folks ansigter der automatisk gjorde ham pisse glad! Han smilede svagt undervejs til folk mens han sang, blinkede til den ene og vinkede til den anden. En lille pige stoppede op sammen med sin mor og stirrede på dem, og han smilede varmt til hende og klappede hende på hovedet. Børn var søde hvis man spurgte ham, det var dyr også for resten!

Nu og da så Kushiel da også mod sin nye ven – for ja de var blevet venner hvis man spurgte ham. Alistair var dygtig med guitaren, og brugte den erfarent. Nok stod han med lukkede øjne og spillede, men det generet ikke Kushiel på nogen måde. I stedet var han bare glad for at se den anden engel nyde at spille som han jo tydeligvis gjorde. Sangen sluttede dog til sidst, og de få tilskuere de havde fået klappede af dem og smilede stort, inden de bare gik videre. Kushiel så mod Alistair som formentlig ikke var så tilpas ved de folk der var standsede op for lidt siden, men nu var de videre. I stedet smilede han stort til manden ”You are amazing!” udbrød han med et kæmpe smil om læberne og en ærlighed i stemmen der ikke bragte megen tvivl om troværdigheden bag ordene.

Alistair koncentrerede sig bare mest af alt om musikken, lod sin fod vippe let i takt til melodien som den kørte i hans hoved, og som han spillede den på guitaren. Ja, han var nok egentligt rigtig god med guitaren, men det fik du jo så aldrig hamtil at sige, da han selv bare syntes han var sådan okay. Han kunne aldrig lide at tiltrække sig særlig megen opmærksomhed, så det havde nok også noget at sige i det hele der.

Da sangen var slut åbnede han dog øjnene igen, og rødmede næsten med det samme af det meget lille publikum der havde samlet sig og klappede af dem. Ja, der var godt nok ikke mange, men de var mere end rigeligt til at få ham til at føle sig totalt akavet igen, alt for mange personers kropssprog han skulle prøve at tyde, som han absolut ikke kunne! Argh! Hvorfor fanden lærte han dog ikke at tage sine angst piller inden han gik ud hvor han vidste der kunne risikere at stimle sig folk sammen... Stupid, stupid, stupid!

Og Kushiel's kommentar gjorde det absolut ikke bedre, selvom han dog tydeligt kunne se og høre at manden mente det. Fuck! Han rødmede nu endnu mere, og trak let på skuldrene som han kiggede ned på guitaren, og bed sig let i læben. "I'm.... Not. I'm just... Just average." han ville jo for fanden helst ikke skille sig ud på nogen måde! Argh! Så han vidste virkelig aldrig hvordan han skulle kunne tage imod komplimenter, hvorfor de tit bare blev fejet til siden, som nu. "You sing really well, though..."

Han rødmede med det samme da han så at de havde fået lidt publikum, og Kushiel havde lyst til at kramme ham bare for at skærme ham for blikkene og den forlegenhed han måtte føle. Han var tydeligvis ikke glad for opmærksomheden. "Breathe, darling.." sagde Kushiel blidt til englen ved siden af sig. Hans egen kommentar havde ikke hjulpet, og det var lige før han smeltede så rød og varm i kinderne som han blev. Snart begyndte han hakke sig igennem et svar, og Kushiel forbarmede sig over ham. "We are both amazing" svarede han bare med et grin. "So tell me Alistair, what do you do for living?" spurgte han nysgerrigt. Folk begyndte da også bare at gå videre, og han vinkede bare efter dem. Imodsætning til Alistair her, kunne Kushiel med alle former for mennesker.

Måske skulle Kushiel invitere ham på en kop kaffe? Eller andet varmt at drikke? Det var trods alt vinter, og koldt, og det kunne være rart med noget varmt at drikke. Selv ville han foretrække kakao, men hey.. nu måtte han jo lige spørge Alistair, for det var ikke sikkert han var interesseret i det heletaget! "Wanna grab something to drink?" spurgte han og satte sig på hug for at samle mønter og sedler op. Shit, han havde fået en del mere end han havde regnet med, og skyndte sig at dele beløbet op for at give Alistair det halve. "Here you go mate!" sagde han med et smil.

Idet mindste lod det til at det næste Kushiel sagde endelig fik Alistair til at slappe lidt af igen, da han nu koncentrerede sig om sin vejrtrækning, og ikke om den panikangst der havde været under opsejling. Han pillede dog stadig nervøst ved bunden af sin top som Kushiel fortsat insisterede at det var dem begge der havde været gode, mens Alistair's mening nu ikke ændrede sig. Hans selvværd var trods alt rimelig meget i bund, det meste af tiden.

"Oh. Uhm. I study at the Academy. I, well, my special person's there. I'm a guardian angel after all. Gotta stay close to him," forklarede han med et lille smil og trækken af skuldrene. "And sure, let's do that," svarede han så efter lidt tid på spørgsmålet angående at komme hen et sted og tage sig noget at drikke... For jo, det var rimelig koldt herude. Men han afslog dog alligevel pengene, Kushiel tilbød ham. Han vidste godt det var logisk nok at han skulle have halvdelen, men alligevel... "Nah, you keep it all, man. You sing really, really good."

Han fik afværget et angstanfald, heldigt! Ikke at han vidste han havde gjort det, men i det mindste besvimede manden ikke, eller brød sammen. I stedet endte Kushiel med at få mere at vide om manden, en skytsengel, hvor fedt! "Awesome! I am a guardian angel too!" sagde han med et stort og bredt smil, nærmest som om det her møde havde været meant to be. Hvis man spurgte Kushiel var det da også tilfældet, for i hans hoved var der intet overladt til tilfældighederne.

Alistair afslog dog hurtigt at tage imod det halve beløb, hvad undrede Kushiel. Han kom dog på benene og betragtede manden med hovedet på skrå. "Sure..? Well... alright..thanks" svarede han bare uden at diskutere det yderligere. Han regnede med at manden mente det når han sagde at han skulle beholde pengene, så kunne Kushiel give kaffe i stedet for eller sådan noget. "There is a coffee place nearby, otherwise, I know a bar not far away as well..." om Alistair ville fortrække alkohol frem for kaffe, anede Kushiel trods alt ikke.

"Oh, really? I... Haven't actually met another one of us before. Other angels, yes, but not of our type." og det var nok det første rigtigt varme smil der bredte sig på Alistairs læber der. Han havde mødt en hel del andre engle før, ja, men fordi ingen af dem havde været skytsengle havde de haft så svært ved at forstå hvordan det var at være så knyttet til én person, nogle af dem havd ehan endda kunnet se havde ynket ham. Som om det var noget at have ondt af ham over?
Jo, selvfølgelig havde det bragt ham en hel del fysisk smerte - detvar hans utallige ar beviser på - men han var stolt over at have kunnet beskytte Ozzie fra hvert og et af dem, selvom der også var mange han ikke havde kunnet beskytte ham fra.

"Oh, just the coffee place. Iuhm. I can't really drink." sagde Alistair så bare, og trak let på skuldrene. Det var så meget nemmere at tale med en anden engel, dog... han vidste jo godt at det nok også var deres beroligende aura der virkede på hinanden, men det havd ehan så heller ikke det store imod. Bare det at de havde det til fælles at være engle gjorde det en del nemmere forham at snakke med en anden.

”You haven’t? Oh.. well, can I ask of your age?” Kushiel var jo selv pisse gammel – mente han selv – så han havde mødt alt og alle.. så vidt han vidste. Han var dog alligevel glad for at være stødt ind på ikke bare en artsfælde, men artstype også! Man plejede at forstå hinanden bedre når man delte de samme bekymringer. Eller noget, efter så mange hundreder af år, havde Kushiel endnu ikke fundet den person han skulle beskytte. Det var egentlig pinligt, og han forstod det ikke selv, men han var så chill en type, at han var ret sikker på at det nok skulle komme på et tidspunkt. At sidde og græde over det var i hvert fald ikke løsningen, og i princippet anede han jo ikke engang om den person han skulle beskytte var født endnu. En ting var dog sikkert, han ville møde ham – eller hende – i denne by, hans instinkter skreg at det ville ske snart. Det var dog det eneste han havde at gå udefra. Hvad angik Alistair, ville han da hverken ynke eller have ondt af ham. Han kunne forestille sig hvor stolt man var over at kunne yde den beskyttelse man nu var skabt til. Hvordan man selv blev såret i processen var ligegyldigt… eller i hvert fald knap så vigtigt som det var værne om den man var skabt til at beskytte.

Alistair virkede dog klart mere afslappede end han havde gjort hidtil. Godt! Kushiel ville gerne have at den anden fyr følte sig tilpas i nærheden og omkring ham. ”Alright..” svarede han uden at diskuter eller stille spørgsmålstegn bag årsagen til hvorfor han ikke drak. Det kunne være hvad som helst, at det var for tidligt, at han ikke brød sig om smagen, at han havde en aftale senere, eller noget helt andet. I stedet smilede han bare stort. ”Coffee it is, this way..” svarede han og slog ud med hånden mod den vej de skulle da han lige havde fået pakket sin guitar og atter var klar.

"Oh. Uhm. Well, I'm 57..." svarede Alistair med et lille smil. Han vidste trods alt godt at det virkelig ikke var længe i forhold til andre engle. "Or, well, at least I know I've been here on Earth for that long. I... Can't really remember what it was like, up there, you know. So I don't know how many years I might've been there before... Well, before being sent down here."uddybede han så, med enlet rødmen på kinderne. Han ville skam meget gerne kunne huske mere end hvad han kunne, men tja, sådan var det nu engang. Al den tid han eventuelt havde haft i himlen inden han kom ned på jorden, kunne han ikke huske noget som helst af.

Phew. Heldigvis spurgte han da ikke ind til hvorfor han ikke drak. Nu ikke fordi han lgiesom skjulte på det, men han havde haft en del folk der havd ebehandlet ham anderledes bagefter fordi de vidste han var på antipsykotisk medicin, som om det pludselig ændrede noget ved hvordan han var som person, selvom de alle som en havde lært ham at kende mens han tog medicinen. Suk. Men heldigvis, ingenting at forklare her, så han smilede bare let og fulgte efter Kushiel hen mod kaffebaren.