Falling for you - Alistair (XXX)

Træt og en hel del udmattet, stod den gennemblødte elver nu ude foran akademiet. Han fandt frem til indgangen og sneg sig ind i mørket. Han skulle igen finde vej i mørket, hvilket som altid, var noget af en udfordring. For selv om at han havde lært en del af akademiet at kender nu, så farede han stadig vildt dagligt. Han var på vej tilbage til sit værelse da han kom i tanke om at han havde glemt sin taske, med sine bøger i, tideligere på dagen. Han vendte straks om og fulgte trapperne ned igen, til han nåede til gangen med klasselokalerne. Måske kunne han ikke huske det, eller også var han bare virkelig træt, i alt fald talte han forkert, da han ville ind i det lokale hvor han tideligere havde siddet og lavet lektier med sin studiegruppe. I stedet for at åbne døren ind til netop dette lokale åbnede han nu døren ind til et musik lokale. Normalt havde han selvfølgelig hørt musikken, som i hvilken stoppede da han åbnede døren, men fordi han var så træt, havde han knap nok lagt mærke til noget. Hans tanker var et andet sted, et sted der længdes efter tørt tøj og en varm dyne. Han vidste ikke at han var endt op i musiklokalet, og gik dermed bare ind, lod døren smække bag sig, og gik i den retning han vidste han havde efterladt tasken i. Desværre var dette et musik lokale, og det var på ingen måde indrettet ligesom det klasselokale han huskede fra før.
Ozzie udstødte et højlydt råb da han stødte ind i et instrument, der stødte ind i et andet instrument, og så havde han pludselig væltet både et trommesæt, en engel og sig selv om kuld. "Oh no.." gispede han stille, og prøvede at komme op fra sit fald, han endte dog med blot at glide på en trommestik, og lagde så igen med næsen i gulvet. Hans briller var fløjet af hans næse i faldet, og han kunne mærke en slem smerte fra det ene knæ, bare han ikke havde slået hul!
De sløv/grå øjne stirrede ud foran sig, og han opfattede så endeligt.. Han var ikke alene.

Alistair havde siddet stille og roligt for sig selv den sidste time eller to, inde i musiklokalet, og spillet stille på sin egen akkustiske guitar. han gik altid herind når han kunne, for at det ikke skulle forstyrre andre for meget da rummet jo var lydisoleret, og fordi at han så kunne slippe for alle de mange folk, der ellers som regel var her, bare han sørgede for at være her efter skoletid. Alistair sad og nynnede blidt for sig selv me dpå den selvopfundne melodi han spillede, med øjnene lukkede for bedre at fordybe sig i sin musik, og for at hjælpe på hans afslapning og afstressning.

Han stoppede brat med at spille da døren ind til lokalet gik op, og en smule mere lys blev lukket ind i lokalet. Han havde bare siddet i mørket før, da mørket i lokalet hjalp ham med at slappe af. Og da så han en velkendt person - Ozzie, den person han var blevet udpeget af selve Gud til at beskytte, før han blev sendt ned på jorden, nogle årtier inden Ozzie overhovedet havde eksisteret. Han havde mange gange overvejet at gå hen og introducere sig selv for Ozzie, men han havde aldrig vidst hvad han skulle sige, og så havde hans tanker kørt derudaf, og han var gået i panik, og havde løbet væk de fleste gange - hvilket Ozzie nok ikke vidste, da Alistair udmærket vidste at Ozzie for det meste var blind, og derfor ikke ville have set ham.

Alistair lagde guitaren fra sig det sekund, han kunne se at Ozzie ville støde ind i instrumenterne, og havde rejst sig op for at hjælpe ham - for blot selv at blive væltet omkuld af Ozzie og instrumenterne. Pokker tage hans klodsethed!  "Oh no.." Da Alistair hørte det, antog han med det samme at Ozzie var kommet til skade, og derfor tog han blidt fat i Ozzie's skuldre og hjalp både Ozzie og sig selv op at sidde igen. "Are you okay?" spurgte han stille, med bekymring i stemmen. "Are you hurt?" han kiggede sig omkring efter Ozzie's briller, og da han fandt dem, gav han Ozzie dem på igen.

Ozzie trak vejret dybt ind gennem næsen, da han kunne mærke panikken stige langsomt inde i ham. Han skulle lige til at råbe af denne anden person, at han ikke skulle røre ved ham, da han mærkede varmen fra hans hånd gennem sin gennemblødte langærmede t-shirt. Hans krop stoppede straks panikken, og han kunne i stedet mærke en langt rarer følelse brede sig i ham, en følelse af ro. At det var fordi at denne mand skabte følelsen i Ozzie eller om det var fordi at hans hånd ikke havde været iskold, var ikke til at vide, måske en blanding. Han sukkede stille over sig selv og lod så personen hjælpe ham op og side igen. "Sorry.." hviskede han stille.. Det var ikke noget nyt at hans egen klodsethed gik ud over andre, men hvis der var noget han ikke ville, var det at tænke tilbage på de sidste par gange hvor hans ikke eksisterende synsevne, havde fået ham placeret i en række af mindre behagelige oplevelser. Et kuldegys løb gennem hans krop bare ved tanken, men så hev personens ord ham tilbage til nuet. Det var en mand. Han havde en mild stemme, og en varm hånd. "Yes.. eh.. No.. Or.." sagde han forvirret og tog sig til knæet hvor det faktisk gjorde undt, undersøgte om han havde slået hul på sine bukser, men der var intet at mærke, og han kunne ikke tjekke under stoffet. Han måtte tjekke det senere, når han var tilbage på værelset, hvor han rent faktisk kunne tage dem af, og mærke om der var blod. "I'm fine.." sagde han så til sidst og rykkede lidt på sig da manden satte hans briller tilbage på plads, hvilket fik ham til at smile lidt træt til manden, som en form for tak. Besværligt kom han så på benene og kneb øjnene lidt sammen bag de mørke briller da knæet gjorde undt, men han forsøgte virkelig på ikke at halte på det. "Ehm.. I should.. clean this mess up.." sagde han så og lavede et par bevægelser med hænder i mod trommesættet der ikke var et sæt mere. Han bøjede sig ned og prøvede at finde en eller anden del af dette sæt, men hvad han ville gøre med det var han ikke helt sikker på.. Han skulle være der hele natten, før han ville kunne få det samlet igen.. Men.. Det blev han jo nød til.

Alistair smilede blid ttil Ozzie, da han kunne mærke hans aura tage effekt, og den lettere stive holdning Ozzie havde haft, forduftede som han slappede af igen. Han hørte Ozzie undskylde, og rystede førs tpå hovedet - så kom han i tanke om, at Ozzie ikke kunen se så godt, så han svarede derfor også. "No no, nothing to be sorry for. It was rather dark in here. Anybody could've tripped." forsikrede han ham om i et blidt tonefald.

"Yes.. eh.. No.. Or.." Alistair lagde godt mærke til hvordan han tog sig til knæet, og blev enig med sig selv om, at det måtte han hellere få taget hånd om - det var trods alt hans mission i livet, at beskytte denne rimelig klodsede knægt. Han måtte dog også indrømme at hans væremåde og klodsethed havde en vis charme over sig.

"I'm fine.." Alistair's smil udviklede sig til et lille grin da han så Ozzie's lille nik til ham, og han rejste sig stille og roligt op, da Ozzie også gjorde. Han lagde godt mærke til de små bevægelser der tydede på at knæet virkelig gjorde ondt, og han sukkede derfor en smule. "Hey, I can see it hurts. I can help, if you'd just sit down and let me? I need to touch the knee to help." foreslog han, stadig i det blide tonefald, men nu også med en vis tone af bekymring i hans stemme, og det var også tydeligt at se i hans ansigt. "We can always take care of the instruments later."

Ozzie drejede langsomt sit ansigt imod lyden af manden stemme, et træt smil formede sig igen om hans læber, dog blot for et kort øjeblik, imens han lyttede til mandens undskyldning. Han fandt det en smule komisk at denne person synes at han havde behov for at undskylde på Ozzies vegne, eftersom at det var Ozzie der havde været fummelfingret, hvilket jo absolut ikke havde noget at gøre med mængden af lys i klasselokalet. Han mumlede bare et eller andet ubetydeligt til manden og fumlede så videre efter trommesættet ind han med foden skubbede til et eller andet. Han bøjede sig ned og samlede dermed lilletrommen op og stod blot med den i hænderne, ikke helt sikker på hvad han skulle gøre med den nu. Han mulede et par bandeord for sig selv og satte så denne del af trommen fra sig, okay hvis bare han vidste hvor alting var, han kunne lægge dem på en række, og så bag efter finde ud af hvordan de skulle sættes sammen! Han havde en ide i hovedet, han havde set et trommesæt før, men det var ved at være lang tid siden, og han havde aldrig selv spillet trommer. Det betød dog ikke at han ikke havde tænkt sig at prøve, for han måtte jo rydde op efter sig selv.
Han vendte sig mod manden igen der talte til ham, og kørte lidt halv frustreret en hånd gennem det våde hår, han længdes sådan efter et varm bad og tørt tøj. Han havde ikke noget imod regn, ikke når han var ude i det, men når han var herinde, og han var træt, våd og kold, så var det bare ikke helt lige så sjovt. Han vendte ansigtet ned mod sit knæ, og tog sig til det som en automatik, det gjorde stadig undt, men det var en smerte han kunne leve med. "No.. It's fine, I'm fine.. I just have to.. clean this up.. And I'll be out of your way" sagde han hurtigt, men det var selvfølgelig nemmere sagt en gjort, for da han igen vendte sig om for at gå i gang med at finde en anden del til trommesættet, havde han selfølgelig glemt at han allerede havde stille lilletrommen til siden, som nu var foran ham, og igen valgte han at gå ind i denne, miste balancen og falde ned oven på et nodestativ. "Fucking! Shit! Hell! Stupid drums!" kaldte han, og gav trommerne skylden for at han endnu en gang faldt. Han bestemte sig dermed også for, at det var første og sidste gang han ville sætte sin fod i musiklokalet. Han skubbede sig selv op og sidde og skubbede en smule hidsigt til det nodestativ som han var falden ned oven på, nu havde han også undt i maven og der var noget der sveg på hans højre hånd. Han kunne dog ikke helt tillade sig at blive så hidsig som han nok var blevet hvis ikke Alistair var tilstede, han havde nok kastet lidt rundt med nodestativet i bare vrede, men på grund af denne sære evne, faldt han meget hurtigere til ro igen, end han nok normalt ville ha' gjort. Han kunne mærke noget vådt og varmt på sin hånd, og skar en kort grimasse. Han holdte hånden op foran manden "Is that blood?" spurgte han ham, så Alistair kunne se det lille snit Ozzie havde tilført sig selv lige ved tommetotten. Det var selvfølgelig ikke noget voldsomt sår, men det var alligevel nok til at blodet begyndte at løbe ned af Ozzies arm, og i sin fuldstændig hjælpeløs tilstand kunne Ozzie ikke selv gøre finde ud af at gøre noget ved det. Han faldt dermed langsomt bagover i en tilstand af opgivelser, og lå dermed på ryggen på gulvet. Han holdte sin hånd der blødte lidt ud foran sig, så den var hævet over hjertehøjde, i et håb om at det ville stoppe blodet bare en lille smule. Når man var så uheldig som ham, måtte man lære sig selv bare en lille smule tricks. Lige nu var han dog bare for udmattet til at rejse sig og finde hjælp, i form af at finde hospitalsfløjen, som han højst sandsynligt ikke ville kunne finde alligevel. Han var gennemblødt, iskold, virkelig træt og nu gjorde det også undt, mere eller mindre over det hele. "You can go.. Just leave me here.. I'll figure the drum-thing out later.." sagde han så stille, han ville aldrig lægge ansvaret over på den anden, og faktisk havde han det ikke nemt med at be om hjælp, selv om han virkelig godt kunne bruge den.

Alistair's smil vendte tilbage da han fik et kort, lille smil fra Ozzie. Det var ikke så tit han havde set Ozzie smile på det siste, så det var rart at vide, at han ide tmindst ekunne sørge for dét. Han betragtede Ozzie mens han fumlede videre med lilletrommen, satte den på gulvet, og begyndte at famle videre efter resten. Han rejste sig op for at tage de to skridt hen til væggen, hvor lyskontakten var, og tændte lyset, for at han i al fald selv kunen se lidt mere.

"No.. It's fine, I'm fine.. I just have to.. clean this up.. And I'll be out of your way" Alistair sukkede, og smilede mens han let rystede på hovedet. "You're not in the way. True, I came here to be alone for a bit, but I don't mind you coming in here. You were probably looking for something, weren't you?" spurgte han, stadig i det blide, rolige tonefald han så ofte snakkede i. Det var vel bare en del af hans forholdsvis stille, generte personlighed, at hans stemme var ligeså blid. Han var igang med at gå tilbage mod Ozzie fra stikkontakten af, da han så Ozzie støde inde i nodestativet og fald eomkuld - han løb de sidste par skridt, men var desværre et sekund for sent på den. Han hørte godt Ozzie's banden, men han havde nu ikke noget som helst imod det, langt de fleste bandede når de kom til skade, ham selv inkluderet.

Da Ozzie holdt sin hånd op for ham, og spurgte om han blødte, tog Alistair stille fat i hans håndled, for at vende hånden så han så ordenligt på såret. "Yeah, there's blood. Just a little bit, though, Nothing serious. Hang on a moment," han gav slip på Ozzie igen, og gik hen til hans taske som han rodede lidt rundt i, mens Ozzie opgivende lagde sig ned på gulvet. Alistair kom tilbage efter et minuts tid, og tog her fra i Ozzie's håndled igen. "It's gonna sting a little, but I just want to make sure it doesn't get infected, okay?" sagde han stille, og tog en spritswab frem, fra det lille førtehjælps sæt han altid havde liggende i sin taske. Han tørrede stille såret rent, og puttede dernæst et plaster på.

"You can go.. Just leave me here.. I'll figure the drum-thing out later.." Alistair rystede let på hovedet. "I can't just leave someone in pain. Here, I'll help with that..." og så rørte han igen ved Ozzie's hånd, og lukkede øjnene for at koncentrere sig. Ligeså stille, nu de havde hudkontakt, tog han al den fysiske smerte Ozzie følte lige nu, over på sig selv. Han gryntede en smule da det ramte ham selv ret pludseligt, men han blev hurtigt vandt til det. han havde taget imod større smerter før, for Ozzie's skyld, så den her smule ondt i knæet, maven og fingeren var ikke det store. "There. Feel better?" spurgt ehan så med et smil, de rnu var en lille tak trættere end før, på grund af smerten.

Ozzie rakte langsomt op til sit ansigt og trak brillerne af for så at gnide sig lidt i øjnene, inden han satte dem tilbage på plads, "Schoolbag.." hviskede han ud mellem læberne, som det eneste svar. "But.. I didn't leave it in here.. God the wrong room.." uddybede han alligevel, og rynkede panden. Det gav et sæt i ham da manden tog fat om hans håndled, også selv om det på ingen måde var en trussel, reagerede Ozzies krop alligevel som havde det været, og hans trak hånden til sig som havde han fået stød. Han rystede kort og mærkede gåsehuden sprede sig igen, hårene rejste sig på hans arme, frygten tog stille til.. Men ligesom den gjorde, forsvandt den pludselig igen, og roen vendte hurtigt tilbage. Han stirrede forvirret ud i mørket, som nu kun han kunne se, efter som Alistair havde tændt lyset. Han forstod virkelig ikke hvad der forgik, men havde det ikke være for den mærkelige ro han oplevede, han havde nok været en smule mere freak-out omkring det, i stedet undrede han sig bare lidt. Han lukkede øjnene igen og var stille imens manden gjorde noget der larmede, et sted væk fra ham. Han kunne mærke hvordan trætheden nærmest overfaldt hans krop, han kunne have sværget på at hun kunne være faldt i søvn lige der på gulvet, hvis det ikke havde været på Alistair altså. Han åbnede øjnene igen da manden vendte tilbage, han havde ellers lidt forventet at han havde efterladt ham der, hvorfor gjorde han ikke det?
Han rettede sit blik mod manden og rystede kort på hovedet, endnu mere forvirret end før What is, what are.. WHAT THE HELL!!" han startede spørgende ud, men begyndte så at råbe af Alistair da han brændte Ozzies hud, og da Ozzie ikke anede hvad der forgik, fordi han ikke kunne se det selvfølgelig, var han helt overbevidst om at Alistair var ved har skære hans hånd af! "Don't do that, no!" Udtrykte han og prøvede at komme op og side så han kunne komme væk fra manden, han var bange. Det varede dog kun få sekunder, og så forsvandt alt smerten. Han gispede forvirret, men prøvede ikke længere at trække sin hånd til sig. Roen faldt igen over elveren og hans mund gled halvt åben i en form for måben, Like.. What the freaking hell was going on???
Men i stedet for at flygte eller råbe af ham igen satte han sig langsomt op og vendte sig helt imod ham, "Who are you?" hviskede han stille i forundring.. Der gik dog ikke mere end fem sekunder før Ozzie ændrede sit spørgsmål til "What are you?" Da dette var en sand gåde for ham.
I alt hemmelighed tjekkede han alligevel lige om han stadig havde en hånd, det havde han!

Alistair nikkede stille da Ozzie forklarede alt det om at have glemt sin skoletaske og være kommet for at finde den, men være gået ind i det forkerte rum. Altså, selv Alistair fandt skolens layout en smule forvirrende, og han kunne da se! Han turde ikke tænke på præcis hvor forvirrende hele layoutet måtte være for Ozzie, så. Intet under at knægten for vild hele tiden, og gik ind i de forkerte lokaler.

Alistair fik sig godt nok et lille chok af det mindre zap Ozzie's krop gav fra sig, og i refleks havd ehan givet slip, selvom de tnu egentligt ikke sådan rigtigt gjorde ondt. Han blev bare forskrækket. Men da Ozzie råbt eop, og han kunne fornemme noget panik i ham, undskyldt ehan selv med det samme. "Ah, sorry, sorry! Stupid, stupid, I forgot you can't see that well, I should've told you I used an alcohol swab... They hurt like shit, I know, I'm so so sorry..." han opdagede ikke engang det med at han talte en smule over sig, i og med at han godt vidste at Ozzie for det meste var halv blind, hvis ikke mere.

Han slappede selv en del mere af, da han mærkede Ozzie slappe af, efter han havde overført Ozzie's smerte til sig selv. Han trak vejret en smule dybere end før, for det gjorde alligevel okay ondt det knæ der. Alistair lænede sig om af en af de trommer der var lige bag ham, da han så Ozzie sætte sig op for at prøve at se lidt mere på ham, tydeligvis forvirret, mens han stillede sine spørgsmål.

"Who are you?" Et lille, træt smil formede sig på Alistair's læber. "My name's Alistair. I began here some months ago." svarede han Ozzie, med et let grin. "What about you?" Altså, jo, han vidste jo godt en del om Ozzie. Men, hellere holde det skjult for nu så han ikke troede han var en eller anden vanvittig stalker... "What are you?" Det spørgsmål fik Alistair til at bide sig i læben, sukke, og se lidt væk fra Ozzie, før han så over på ham igen. "I'm an angel. A guardian angel, to be precise."

Ozzie pillede lidt ved sin finger der hvor Alistair havde renset hans sår og givet ham plaster på, han kunne ikke forstå at smerten bare sådan var holdt op. Han havde aldrig prøvet noget ligende før. Han bevægede så sine hænder ned over sin mave og tjekkede, for så at tjekke til knæet, han knyttede en hånd og bankede mellem hårdt på det, skulle bare lige tjekke om hans krop stadig virkede eller om den var gået i stykker. Han kunne dog godt mærke det, det gjorde bare overhovedet ikke undt længere, og han forstod det bare slet, slet ikke. Han drejede sit ansigt tilbage i retning mod Alistairs stemme og rystede så langsomt på hovedet over alle Alistairs undskyldning, "You don't need to apologize.. Not to me.." sagde han helt stille, og bestemt ikke nu da Ozzie ikke længere kunne mærke at det gjorde undt. Han var bare meget ængstelig lige for tiden, og det gjorde det bare svære for ham at tage imod venlighed, når den så endelig indbød ham.
Han lyttede stille og nikkede så da Alistair sagde at han hed Alistair, men det gav ham ikke særlig meget, ud over at manden han havde væltet trommer ud over og skreget lidt af, havde et navn. Hmm. "Ozzie" sagde han næsten lydløst og rykkede lidt uroligt på sig igen, han kunne næsten mærke hvordan kulden var på vej til hans hjerte, ligesom i den der Disney film, som folk gik og sang sange fra, noget med is og sne i hvert fald.
Hans smil blev lidt bredere da Alistair sagde han var engel, han havde godt nok aldrig mødt en skytsengel før, men det lagde vel lidt i navnet hvad det betød. "Well that's actually pretty cool.. God knows I could use one of them, tell me.. Where do you get one?" grinede han træt og rejste sig så op, for han måtte jo videre.. Skulle have styr på trommesættet.. Finde sin skoletaske.. Varmt bad.. Og så sove.
Han famlede sig igen frem i blinde og fik fat på det nodestativ han havde væltet bagover, som han så rejste op igen, "I really need to get this done now.. Before i freze to death" sagde han hurtigt til Alistair, det var ikke fordi det ikke var hyggeligt at sidde og tale med ham, men.. Han frøs.. Som i.. Virkelig meget.

Alistair betragtede ham med et stille smil på læberne som Ozzie tjekkede alle de steder han havde haft ondt før, og hvor Alistair så nu havde ondt istedetfor. Han kunne godt se at Ozzie måske ikke sådan helt forstod hvad der var sket.... Medmindr ehan fejlfortolkede de små tegn i kropssproget, hvilket meget vel kunne være. Han var da ved at blive bedre til det, men det var nærmest hver gang han var blevet rigtig god til det, så ændrede tendenserne i tiden sig, og med det, folks kropssprog. Det var virkelig frustrerende når man ikke bare automatisk kunen afkode det som alle andre, men måtte tænke længe over det og indkode sig én ting af gangen. Nogen gange ønskede han virkelig bare at han var normal...

"You don't need to apologize.. Not to me.." .... Åh. Men... Hvorfor ikke? Det forstod han ikke helt. "Uhm... Why.... Why not? I, I mean... It.... It kinda hurt you. I should apologize for that..." mumlede han stille, og pillede en smule febrilsk med en hårlok. Fuck. Hvorfor havde han efterladt sin fidget cube i værelset? Fordi han var dum, derfor. Og... Fordi han ikke lig ehavde forventet at andre ville komme ind her, på den her tid af aftenen.

"Ozzie." Han smilede og nikkede. Selvfølgelig vidste Alistair det godt i forvejen, men det kunne Ozzie jo ikke vide. Han havde med vilje holdt sig skjult - det havde gjort hans mission meget mere vanskelig, men han havde også tænkt at det ville have været alt for akavet bare sådan med det samme at træde frem og sige 'hej jeg er din skytsengel!', altså, hvem ville bare sådan lige acceptere at vide at der var en anden der ALTID vidste hvor de var, og om de var i fare? Der var virkelig sådan lidt stalker tendenser over det, og Alistair ville virkelig ikke give ham det indtryk!

"Well that's actually pretty cool.. God knows I could use one of them, tell me.. Where do you get one?" Da Alistair hørte Ozzie sige dette, bredte der sig en kraftig rødmen over hele hans fjæs. Han var glad for at han vidste hvor blind Ozzie normalt var for tiden, for ellers ville det have været endnu værre. "Uhm. Well, youah.... You kinda already got one, Ozzie." sagde han lavmælt, og sank en smule. Måske var det her tidpsunktet at komme ud i det åbne med det på? Anyway, nu måtte det briste eller bære. Han observerede bare stille Ozzie mens han begyndte at prøve at sætte nogle af tingene på plads igen, og gjorde sig selv klar til at gribe Ozzie, denne gang, hvis han skulel falde igen.

Efter han havde rodet rundt efter flere dele af trommen et par minutter var han tæt på at give op igen, for det gav ærgelig talt ingen mening. Han blev nok nød til bare at lade det ligge, skrive en seddel og forklare hvad der var sket, så skulle han nok betale for det hvis der var noget der var gået i stykker, eller hvis han skulle have eftersidning for det eller hvad de nu straffede folk med her. "You know.. This is hopeless.." sagde han så opgivende og efterlod til sidst trommerne. Han vendte sig mod Alistair og sendte ham et træt smil og rystede så lidt på hovedet "No.. Don't apologize to me" sagde han lidt halv strengt og lagde hovedet på skrå. Han stirrede ud i den sorte intethed og sendte Alistair endnu et træt smil. "Want to walk me back to my room?" spurgte han så Alistair, og dermed rakte han en hånd ud foran sig for at lægge den om Alistars overarm lige så snart han havde accepteret det at skulle hjælpe Ozzie tilbage til sit værelse. Han kunne selvfølgelig selv gå derhen, men... Det ville bare tage så meget længere tid. Han var for træt til ikke at be om hjælpen. Han havde allerede glemt at han skulle have lagt en note til dem der ville finde trommesættet imorgen, men han kunne bare ikke.. Tænke mere.
"What? No I don't.. Can't be.." sagde han så bare og sukkede opgivende, han var for træt til at være blufærdig, og Alistair var den første venlige sjæl han havde mødt længe, så fuck it. Han trak op i trøjen og viste dermed Alistair hans ar, der var en del, fornyligt var der blevet tilføjet endnu. "And that's why" svarede han så og slap den våde trøje så den kunne falde ned over hans bryst og mave igen.

"You know.. This is hopeless.." Tja, altså, han måtte egentligt give knægten lidt ret i at det så rimelig håbløst ud, i al fald når man ikke kunen se særlig godt, som Ozzie jo ikke kunne. "I... You know what, I'll put this back together. Shouldn't take long, I've seen them assemble it before." med det besluttet, trådte han frem og begyndte at sætte nogen af tingene sammen. Det gik rimelig hurtigt, for ja, han ahvde set dem samle det utallige gange før, så det tog virkelig ikke længe før halvdelen af sættet var sammen igen.

"No.. Don't apologize to me" Alistair svarede ikke, han syntes stadig han burd eundskylde, men han brugte bare energien på at samle mere af trommesættet istedet. "Want to walk me back to my room?" Et lille smil lyste Alistair's ansigt op. "Oh, of course I will! I just need to put this back in place, aaand... There. All done." han smiled eog fik puttet den sidste tromme på plads. Det gav stadig et lilel sæt i ham da Ozzie tog fat i hans arm, men han lod ham, og smilede bare til ham, selvom han godt vidste at Ozzie ikke kunne se det.

"What? No I don't.. Can't be.." Alistair bed sig i læben og mærkede med det samme en kæmpe bølge af skyldfølelse skylle indover ham da han så alle arrene, hvert og et af dem et bevis på en fejl i hans mission i livet. Han var virkelig bare en stor fiasko... Han skulle have fortalt Ozzie noget tidligere at han var der, så havde det måske gået bedre, med dem begge mod vampyrerne og ikke bare én af gangen mod dem. "And that's why"

Alistair sukkede og rystede på hovedet. "Ozzie... I'm sorry. I really am. I did the best I could, but... Look, just feel this." han tog blidt fat i Ozzie's ene hånd, løftede op i sin egen bluse, og placerede Ozzie's hånd mid tpå hans brystkasse, der var mindst ligeså godt dækket til af ar fra bidmærker, som Ozzie's var. "I tried to stop all of them. But they were always too many, too strong... So they got through me, to you. I'm so, so sorry. I've failed you terribly..."

Ozzie nikkede svagt og lod blot Alistair overtage trommesæts samlingen, han havde opgivet. Normalt ville han nok have givet det endnu et forsøg, men fordi han var så træt, kunne han virkelig bare ikke overskue. Han stod og lyttede til Alistair der samlede trommesættet igen inden han fik lov til at ligge sin hånd på det øverste af hans underarm. "Thank you.." sagde han træt, det betød virkelig meget at for Ozzie at Alistair gad følge ham tilbage til hans værelse, han havde brug for hjælpen. Hvis ikke Alistar havde været der havde han måske gået omkuld her på gulvet, måske frosset ihjel, for sådan føltes det.. Han var så kold.. Alistairs arm var varm.. mhmm. "What, why would you b.." begyndte han da Alistair tog fat om hans håndled og snart lagde hans hånd mod hans marve. Han lukkede øjnene bag brillerne, og mærkede varmen fra Alistairs hud mod sin egen iskolde hånd, det føltes næsten som nogen havde sat ild til ham. Han rødmede så helt vildt, da det gik op for ham hvad.. Han rørte. "Wha.." hviskede han stille, og trak sin hånd til sig, dog ikke før at han havde mærket hvad Alistair ville vise ham, arene. Han forstod slet ikke.. Hvad.. Der forgik.. Overhovedet. "Who are you?" hviskede han så igen, og havde nu sluppet Alistair helt og bakkede langsomt et skridt væk fra ham. Det var selvfølgelig total ulogisk at blive bange for ham, og han var hellere ikke direkte bange, bare, en form for bange der var en form for forvirret, fordi Alistairs evne ikke helt tillod ham at blive bange. Ellers havde han måske været nær panikken.
"Sooo.. I should.. Go.." sagde han stille og bakkede hen mod døren, men selvfølgelig fordi han bakkede, og fokuserede på Alistair i stedet på at finde vej, bakkede han ind døren, der var nærmere på end han lige havde regnet med. "Argh.." mumlede han irriteret. Han vendte sig mod døren og fumlede efter håndtaget som han fik trukket ned.

Han smilede let da Ollie havde takket ham for at ville hjælpe ham tilbage - ikke at der nogensinde havde været nogen tvivl om at han hellere end gerne ville hjælpe ham, men det kunne Ollie ikke vide. Hans smil havde dog hurtigt falmet da han havde 'vist' Ozzie what der var sket me dham mens han havde prøvet at passe på ham før i tiden, og han sukkede da han kunne se at Ozzie nok tog det her på den helt forkerte måde.

"Who are you?" hørte Alistair ham hviske, og det var som et lille jag i hjertet at Ozzie trådte væk fra ham - han håbede virkelig ikke a than havde gjort ham bange for ham, det var det sidste han ønskede! "I'm..." Alistair sukkede, og strøg en hånd gennem sit hår. "I'm your guardian angel, Ozzie. I've tried to protect you all along, I've done my best, but... I just didn't have the strength. I know I've failed you horribly already, just please, please don't be mad at me..."

"Sooo.. I should.. Go.." Han så godt Ozzie bakke hen mod døren, og gik hurtigt derhen da han så Ozzie støde ind i døren. "Please, please don't go. I beg you. I know I've fucked up, so many times. but I just wanted to help you. Preferably unseen, as things usually go. But... But I just... I thought it'd be better to let you know, now. I'm so sorry if I'm too forward with this, I know I'm crap at talking with people..." han vidste udmærket god thvor patetisk det var, men i ren afmagt var han sunket ned på knæ, og havde et svagt tag i Ozzie's ene bukseben. "Please don't go..."

Ozzie der var helt konfurs, og i virkeligheden måske skræmt hvis det ikke havde været for den rolige følelse der lå over ham som en tåge og overskyggede han egne instinkter, vidste ikke hvad han skulle gøre. Han forstod ikke hvad Alistair mente med at han var hans skytsengel, han havde jo ikke nogen? Det gav absolut ingen mening, og han kløede sig forvirret i håret, lige som Alistair begyndt at tigge ham. Det var alligevel noget nyt. Han slap langsomt håndtaget igen og lukkede dermed ikke døren op for sig selv, i stedet lyttede han til hvad det var Alistairs ynkelige stemme, og prøvede at håndtere det så godt som han fandt muligt. "You're mine?" hviskede han stille til svar og rystede langsomt lidt på hovedet, det var umuligt! Men det var det ikke, for Alistair var hans skytsengel, og Ozzie så ville have det eller ej. En ny følelse begyndte at fylde ham i og med Alistair talte og hvormed han til sidst tog fat i Ozzies bukseben. Han rakte ud mod ham, men da Alistair var gået på knæ, var luften foran ham tom, og han stod lidt og fumlede med hånden foran ham, til den sidste mødte det øverste af Alistairs hår hvor han let klappede ham oven på hovedet, på den mest mulige akavet måde der fandtes. "I'm so very sorry for you.." hviskede han så til sidst, og havde endelig accepteret.. Det.. Hans skytsengel. "I must be.. If.. All this time.. " hviskede han, stadig med en hånd placeret oven på Alistairs hovede, og snakkede stille ned til ham, hvor han sad. "So.. It is my fault.. All those.. Scars on your body.. All the misery and pain.. Because of me!" sagde han lidt højere denne gang, og følelsen af elendighed fyldte ham, og han hadet sig selv for at være så rolig omkring det. "But I am mad! You fool! Idiot! Please don't ever try and protect me again.. No one should be this miserable, because of something I did.. Because of me.." hviskede han, og med det sidste gav han et gisp fra sig, han kunne næsten ikke bære det... I sit lille elver hjerte.. At han havde gjort nogen så meget skade som han havde gjort Alistair.. At HAN, Ozzie.. Kunne gøre en anden så ulykkelig.
Hans hænder gled ned fra hans hår og over hans pande, langsomt fulgte hans fingre linjerne der udgjorde Alistairs ansigt, han lod en lille finger løbe blidt over hans øjenlåg, en anden finger gled hen over hans næse ryg, hans tommeltot fulgte hans læbers bløde kurve, og han gav et stille suk fra sig, imens hans fingre malede et billede af Alistairs ansigt. Med den anden hånd rakte han op og skubbede sine briller op i panden, så de ikke menneskelige sløv/grå øjne stirrede ud i det tomme rum, langsomt gled de ned gennem rummet og han kiggede ufokuserede på Alistair. Han lagde en pegefinger mod det yderste af hver af Alistairs øjenkroge og trykkede blidt på hans hud, han løftede fingerne og trykkede igen, gentog det et par gange og langsomt fandt hans egen øjne Alistairs øjne, og han holdte en hvis form for øjenkontakt med ham nu. "Yes.. I thought so.. That you would be beautiful, with a heart like that.. And I was right.. You are indeed beautiful.." hviskede han helt stille, og betragtede stadig det billede hans hænder havde malet af Alistairs ansigt, hvilket han nu kunne se i sit sind.

Et kæmpe lettelsens suk slap fri fra Alistairs hals, der ellers føltes som om den havde snøret sig lidt sammen, da han så og hørte hvordan Ozzie slap håndtaget igen. Idet mindste var han da ikke flygtet... Og, altså, nu kunen han selvfølgelig ikke helt vide det på grudn af den aura han havde om sig, som han aldrig kunen slukke for, men han virkede idet mindste heller ikke til at bebrejde Alistair ligeså meget som han selv gjorde.

"You're mine?" Han nikkede, tog et let rystende åndedrag, og svarede ham. "Yes. I am. I'm your guardian angel, Ozzie, I've been all along. I was sent down here years before you were even born, but... I've always been your angel. No-one elses." Han kiggede op på Ozzie igen, da han mærkede hvordan hans hånd fandt vej til hans hår, og hvordan han let klappede ham på hovedet.

"I'm so very sorry for you.." Vent. Vent, vent, vent. Hvorfor i alverden var han det? Det skulle han jo ikke være! Hvis nogen af dem skulle være kede af det, skulel det da være Alistair selv, så meget som han allerede havde fejlet sin mission, så meget som han havde fejlet Ozzie! "I must be.. If.. All this time.. " "So.. It is my fault.. All those.. Scars on your body.. All the misery and pain.. Because of me!" Alistair rystede kraftigt på hovedet. "Don't... Don't you even think like that. I'm not in misery! And I'm SUPPOSED to take the pain for you!" forklarede han febrilsk, og håbede virkelig på at Ozzie ville kunne forstå det.

"But I am mad! You fool! Idiot! Please don't ever try and protect me again.. No one should be this miserable, because of something I did.. Because of me.." Alistair rejste sig meget stille og roligt op, og med hans følelser sådan oppe at køre, hans behov for at passe på Ozzie så gemmentrængende i hans sind, foldede hans vinger sig stille og roligt ud, og han lagde dem blidt om dem begge, så Ozzie nu ville kunne mærke de bløde fjer mod sin ryg. "I can't not try to protect you, Ozzie. Never. It's my mission, and I can't fail it. I don't want to fail it. And... I do see why God thought you needed one." a weak smile pulled at his lips, and he put a gentle hand on one of Ozzie's shoulders. "You're a really sweet and bright kid, and you do deserve your own angel. I'm honored I got to be the one."

Han lukkede stille øjnene da han mærkede Ozzie's fingre forsigtigt glide over hans ansigt, han vidste godt at det ville være Ozzie's måde at 'se' ham på, og han lod ham derfor gøre præcis hvad han ville, stadig med det blide smil på læberne, så Ozzie også ville kunne mærke det, når han nåede så langt. Han åbnede da øjnene igen, og så ind i Ozzie's specielle øjne, som der absolut ikek freakede ham ud på nogen måde. Han syntes rent faktisk de var rigtig smukke, på deres egen specielle måde.

"Yes.. I thought so.. That you would be beautiful, with a heart like that.. And I was right.. You are indeed beautiful.." Og bare sådan, så fik Ozzie ham til at rødme ekstremt meget. Han synte sikke selv han var pæn, overhovedet ikke, og han var virkelig ikke vandt til komplimenter. "... Oh. Uhm. Iah. Thanks? You're really not that bad yourself, Ozzie."

Han slap langsomt Alistairs ansigt med sine fingre og lod dem blot falde ned langs siderne igen, hans øjne blev dermed igen ufokuserede og han kiggede blot ud i tomheden der lå omkring ham. Han skubbede blidt brillerne ned foran øjnene igen, og lukkede Alistair ude igen, han ville ikke gøre ham ubehageligt tilpas, men han ville bare så gerne se ham. Godt nok havde han forstået sådan næsten havd det var Alistair var, men det betød ikke at han havde accepteret det, ikke helt, hvorfor skulle han beskytte ham? Det skulle han ikke.
Han gispede let da han mærkede Alistairs vinger mod sin ryg, ikke helt sikker på hvad det var, aldrig havde han oplevet noget ligende før, men alligevel gættede han. Han vendte sig derfor om at kunne ikke lade være, hans nysgerrighed voksede og han måtte røre ved disse vinger. Fjernede var bløde mod hans fingre og han smilede let for sig selv. Han vidste stadig ikke helt hvad han skulle sige, og stod bare lidt og pillede ved Alistairs fjer. "I don't want you to take my pain.. Not if it hurts you.." sagde han så til sidst og vendte sig om mod Alistair igen. "Pretty feathers" mumlede han så, og mærkede Alistairs hånd mod sin skulder, den var varm mod hans vedvarende kulde, det fik ham dog blot til at ville røre endnu mere ved ham. Tanken gjorde ham varm inden i og fik den røde farve frem på hans ansigt igen. Han tænkte dog kort over det Alistair havde sagt om at han altid havde været der, siden Ozzie var lille, og også før. Han vidste godt at måske var en smule creepy, stalker alert-ish.. Men det generede ham faktisk ikke, det var mere det at han var skyld i at Alistair også var kommet til skade. Han rødmede så endnu mere ved Alistairs næste ord, fordi.. han fik aldrig komplimenter, det var helt forkert, han rystede på hovedet. No.. You just need to find someone else to protect, someone better.. Sweet and innocent, who dosen't trip over everything all the time.." sagde han så og forsatte "It's fine with me, I can take care of myself" løj han dermed, for selv om han troede på dette, så var det jo som alle vidste og han godt selv vidste dybt inde, slet ikke rigtigt. Han kunne på ingen måde finde ud af at passe på sig selv og havde Alistair ikke været der var han nok død for længst.
Et smil bredte sig over Ozzies ansigt da Alistair gav udtryk for at han var lige så dårlig til komplimenter som ham selv, "And why should you not, your an angel afterall.. The most beautiful being.. I hate that I can't see you properly.." sagde han så stille og rakte en hånd op og lagde den mod Alistairs varme kind, hvilket godt kunne tyde på lidt rødmen, og så smilte han endnu mere. "Please help me back to my room.. I need to get out of this.. Wet.. stuff.. And not freeze to death" svarede han, og ignorerde bare det kompliment han fik igen, han var heller ikke så god til at tage imod dem faktisk.

Et lille smil strejfede Alistair's læber, da han så Ozzie vende sig rundt for blidt at røre ved fjerende på hans ene vinge. Han vidste jo godt selv de var bløde, og hans smil bredte sig derfor en smule da han så Ozzie's smil. Se, det var dét han håbede på at se så ofte som muligt. Ozzie der smilede. Det var et skønt syn - den knægts ansigt skulle helst aldrig være i så forpinte udtryk som han havde set førhen.

"I don't want you to take my pain.. Not if it hurts you.." Alistair sukkede og rystede let på hovedet. "Don't worry about me, Really, don't. I can handle it, my ability is made for that specific purpose. To take whatever pain you might have, from you. I don't mind feeling it on myself, because it means I saved you from that kind of pain." fortalte han stille Ozzie, i det samme blide tonefald som han havde haft det meste af tiden. Han griende let da Ozzie kaldte hans fjer for pæne - han vidste godt at Ozzie ikke rigtig kunne se dem, men mærke dem kunne han da idet mindste.

Da han så Ozzie rødme, kunne han ikke rigtig dy sig længere. Han rakte stille og roligt en hånd op for blidt at lægge den på Ozzie's ene blussende kind, og hans smil blev lige hvor det var, da han idet mindste kunne mærke varme dér. "No.. You just need to find someone else to protect, someone better.. Sweet and innocent, who doesn't trip over everything all the time.." Alistair sukkede og rullede let med øjnene, da han godt vidste Ozzie ikke kunne se at han gjorde det. "It's fine with me, I can take care of myself."

Den anden hånd, der stadig var på Ozzie's skulder, gav et blidt klem. "Ozzie, I can't just find someone else. I know it might be hard to understand when you're not a guardian angel, but... When we're sent down here, when God puts us on the earth, he does it with the intent of us protecting one person, and one person only. He gives us the means to know where our person are, and if they're in danger. No matter what I do, I'll always feel whenever you're in danger. It's a part of what I am. So, no, I'm not just going to go 'find someone else'. I can't."

Hans rødmen tog dog til da han så Ozzie's smil efte rhan havde rakt en hånd op til Alistair's kind og lagt den der - han kunne helt klart godt mærke hans rødmen. "I'm.... I'm not beautiful... I'm just... Just me," he muttered, shyly, looking away from Ozzie. "I'm really not worth looking at. Really. You're not missing much." insisterede han.

"Please help me back to my room.. I need to get out of this.. Wet.. stuff.. And not freeze to death." Ved det smilede han dog igen, og nikkede, før han igen kom i tanke om at Ozzie ikke ville kunne se det. "Of course. Which room number are you in? I'm in number 8 with Kierran." sagde han så lidt mere casual, mens han åbnede døren og hjalp Ozzie ud på gangen.

Et træt smil formede sig igen over Ozzies ansigt, som han stille prøvede at skjule et gab. "Mhmm.. But.. Still.. I don't want to be the curse of your pain.. I can not be the one to hurt you.." sagde han stille, han havde det ikke så godt med at gøre Alistair undt, ligegyldigt hvad han sagde. Han ville aldrig være typen der nød at gøre en anden ond, han kunne ikke se det for sig, så ville han synke ned på deres niveau.. Sjælløse monstre.
Da Alistair lagde sin hånd mod hans kind, blev hans kinder kun endnu varmer, men træt som han var lænede han sin kind mod hans hånd og mærkede den blide ro alt omkrig ham, det var rart. Han lyttede stille til Alistairs ord med halvt lukkede øjne, og hans åndedræt blev langsomt tungere, han var måske ved at døse lidt hen. "Okay.. Please stay with me then.." sagde han til sidst, han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre, nu havde han en Alistair, og det lod ikke til at han sådan kunne slippe af med ham igen.. Så ja. Han smilede let og tog fat om Alistairs arm igen så Alistair kunne føre ham tilbage til hans værelse. Nope.. Just beautiful, I'm sure of it! Oh and don't say that, It's almost heartbreaking that I can't see you.." sagde han glad og lod så Alistair hjælpe ham ud af døren og ned af gangen, der førte dem til drengenes sovesal. "Eh.. four I think.." sagde han stille, han var ikke helt sikker, han kunne ikke huske det på den måde, han kunne kun huske at det var den dør med et hak i træet lige ved dør håndtaget.

Alistair just smiled and shook his head gently. "Don't think like that, Ozzie. Please. I'm more than happy to do whatever it takes to keep you safe." he gently brushed his thumb along Ozzie's cheekbone, his smile widening when he felt Ozzie lean in against his hand, all calm. That boy really did deserve some good, nice quiet.

"Okay.. Please stay with me then.." Alistair nodded, and let his hand slip back down to Ozzie's shoulder, squeezing it gently in reassurance. "I will, Ozzie. For as long as I possibly can." And then he chuckled and blushed profusely when Ozzie kept on insisting that he was beautiful. He really wasn't, at least not in his own eyes. He was just.... Just Alistair. Nothing special, not at all as cute as, say, Ozzie, for example. But it was nice to finally hear some joy in Ozzie's voice, it made him believe that he had finally done something right.

"Eh.. four I think.." Nodding, Alistair led them further down the hallway, at a slow, calm pace. "Alright. Anything distinguishing about the door,since you're not entirely sure? Something I can look for?"

Ozzie rystede langsomt på hovedet "Well if you must.. But.. Maybe I''ll try and keep you safe too" svarede han ham så, det måtte gå begge veje eller ingen, det var hans betingelser.
Ved Alistairs berøring mærkede han nu pludselig en form for varm følelse sprede sig i hans krop, og for et par sekunder havde han glemt alt om den ekstreme kulde han følte. "Okay" sagde han stille og prøvede at vænne sig til tanken, nu havde han en skytsengel, en Alistair, det var virkelig underligt, men det gav ham ro, det gjorde det virkelig, måske kunne han endelig få en god nats søvn. Han lod Alistair følge ham tilbage til hans værelse og ude foran nikkede han roligt "Yes, it have this.. notch in the paint.. I think it's this one.." sagde han og følte sig frem på døren til han fandt stedet og smilede så, inden han åbnede døren og gik ind. Han duftede let til luften omkring sig og lyttede til stilheden. "Looks like Andy's out, wanna come in?" vendte han sig om og spurgte Alistair om, han sendte ham et lidt generet smil. Han gik så hen til det skab der var hans egen og begyndte at trække tørt tøj ud, her kunne han i det mindste finde rundt!

Alistair just smiled and gently shook his head. That really wasn't how this sort of thing worked, bu they, whatever floats your boat. As long as Ozzie accepted Alistair protecting him, that's all that mattered. The soft, gentle smile stayed on his face as they reached the right door, and he saw the smile on Ozzie's lips as he entered. He was really cute when he smiled... He needed to make sure he did that more often. Find out which things he liked, and make sure he never missed any of them... He might not be able to keep Ozzie safe from all dangers as he'd like to, but at least he could sweeten the moments in between, then.

He watched as Ozzie entered, it was very clear from the way he moved that he did have everything mapped out in there, no stumbling around into random objects, like in the music room. "Looks like Andy's out, wanna come in?" he noticed the shy smile, and soon an equally shy smile, and a light blush, adorned his own face. "Uhm... Yeah, sure. I... Just... Look, I'll be back in a couple of minutes. I left my guitar and backpack in the music room," he said with a small, awkward laugh. "I'll be right back, though!" and then he took off in haste, finding his way back to the music room and, of course, the calming aura went with him, as he was the one emitting it.

Alistair quickly found his backpack and guitar, and then wandered back to the room, knocking two times on the door frame when he was back, so Ozzie'd know he was there again. "Back," he still said, with a smile, as he entered the room.

Pyjamas, en slidt Guns N' Roses t-shirt, og et par mega bløde pyjamas bukser med røde roser på. Han lagde det fra sig på sengen og fandt også lige noget rent undertøj. Han sendte Alistair et træt smil og nikkede så bare, så kunne han jo lige nå at tage et bad. "Okay" hviskede han og hørte døren glide i efter Alistair var smuttet. Han sukkede helt stille og fik så endelig befriet sig selv fra det våde tøj, han smed det i en vasketøjspose og fik fat på det rene og smuttede ud på badeværelset. Han tændte for det varme vand og lod det løbe ned over sin kolde krop og kunne langsomt mærke hvordan varmen vendte tilbage til ham. Han stod der et par minutter, men kom så i tanke om at han Alistair jo kom tilbage om lidt, så han måtte hellere se at få lidt fart på. Han fik slukket for vandet igen og kom hurtigt i sit pyjamas outfit og smuttede tilbage til værelset. Det var omkring her han kom i tanke om at han jo stadig ikke havde fået fat på sin skoletaske, han gav et opgivende suk fra sig.. Den måtte han så prøve på at finde imorgen, lige nu gav det ingen mening. Desuden var han så træt at han ikke kunne andet end bare at dumpe ned på sengen og vente til Alistair var tilbage. Hans briller havde han glemt ude på toilettet, alt for træt til at huske det.
Han hørte lyden af det bank Alistair lavede og mumlede et eller andet der kunne lyde som et: Kom ind

Han gik stille ind da han hørte Ozzie svare, og efte rhan havde lukket døren efter sig, satte han sig ned på stolen der var ved skrivebordet, efte rhan havde trukket den hen nær hvor Ozzie nu lå og slappede af. Det var nu meget rart at se ham endelig fåtid og lov til at slappe lidt af,og han håbede da også hans egen aura måske kunne hjælpe lidt på det - han havde godt lagt mærke til at alle var lidt mere rolige omkring ham, men der var vist noget med at det skulle virke ekstra på den person man var ment til at beskytte.

"Long day, huh?" kommenterede han med et skævt smil mens han rodede rund ti sin taske for at fine sin blok og sit penalhus, så han kunne sidde og tegne videre på den skitse han var begynd tpå i eftermiddags. Mens han skraverede skygge de forskellige steder, talte han videre. "I... I hope it was alright to tell you. I, I mean, I didn't want to seem stalker-ish all throughout your life... I thought you'd rather know than not." mumlede han stille, en del nervøst. Det var igen det der med social cues, han vidste aldrig helt hvad man skulle sige, hvad der var rigtigt og forkert at sig ei mange situationer. Han havde før fået en del mærkelige blik når han bare havde sagt hvad han tænkte om tingene, hvad der faldt ham ind, så det var han hurtigt stoppet med.

Han fik en smule lyst til at kravle ned under dynen og bare gemme sig fra verden, men han ville hellere ikke gøre Alistair ubehageligt tilpas.. Hvis han kravlede ned under dynen kunne han nok ikke holde søvnen fra døren, og det var jo ham der havde inviteret Alistair ind så han blev nød til at vente lidt, det kunne han også godt. "Mhmmm" hviskede han og hørte Alistair rodede rundt et sted ved siden af ham, han kunne høre lyden af blyanter der klirrede imod hinanden og smilede lidt for sig selv, uden helt at vide hvad det betød. Han nikkede så lidt træt og et overtræt grin forlod hans læber I'm sure I'm gonna freak out tomorrow, but right now I'm just to tired, but yearh it's kinda wired you know.. But it will be find, I just have to get used to you.. Always being around now.." sagde han stille, og som han sagde det kunne han slet ikke forstille sig en verden hvor han ville være vant til det, han følte sig pludselig meget omklamret og en svag indelukkede følelse ramte ham. "But you don't have to be there all the time, right?" spurgte han en smule uroligt. Inden han satte sig lidt mere op i sengen og kiggede på Alistair, uden at se ham. "Just like, I know you are gonna be there, but you don't have to follow me around, I can take care of myself.." sagde han så og sendte ham et forsigtigt smil.