a meeting with the night--Rainier

@rainier

Tid: 22:45
Sted: Gågaden
Påklædning: Kjole

Det var en mørk oktober nat, tæt på at være midnat eller på vej ihvertfald, luften var kølig dog var der intet regn i sigte, men overtøj var man nød til at begynde at finde frem. Lørdag aften, var der hvor de fleste gik i byen, og dette gjaldt også for Calamity og kendt som Cala, hun var taget i byen med et par veninder fra akademiet, for at slå sig lidt løs og komme lidt væk fra lektierne som de fortalte hende.
Hun var dog ikke van til at drikke så meget som dem, men hun prøvede at følge med dem, men det endte ud i at hun ikke længere kunne klare mere, " jeg tror det best jeg går hjem" sagde hun til de andre, som så bekymret men beruset på hende " okay, men pas på" var svaret hun fik. Før hun så fik mast sig ud og fik sin trøje i lobbyen, før hun trådte ud i kulden og sukke lette, hendes hoved snurre let og hun var ikke hundrede procent sikker på bene, men hun formåde at bevæge sig tilbage mod akademiet ned gennem den tomme gågade.
Cala bar en smuk kjole der viste hende flotte former, et par flade sorte sko pryde hendes fødder, og i hånden bar hun en lille taske, derudover havde hun fået lakeret negle, og havde lagt en enkel makeup med et par røde læber.
Hun lignede et normalt menneske, men hendes fært var dog ikke menneskelig hun var en af de mere sjældne racer.
En gyde på højre hånd nåde hun til, og stoppe kort op for at overveje om hun skulle smutte genvej, men valgte så at gøre det, selvom hun i normal ikke fuld tilstand nok ikke ville vælge at gå på en så mørk gade om natten.
Men hun var fuld og ikke helt så smart som normalt, derfor valgte hun at bevæge sig ned ad den lille sidegade...

Ah. Endnu en dejlig efterårs nat, med en kølig brise, der var ved at tage lidt til i styrke, selvom det var svært at mærke her i alle de små gader i Gaia. Rainier havde næsten lige været inde på en af barerne i nærheden, og taget sig et par black russian. Han var efterhånden så vandt til at drikke at han ikke mærkede skyggen af alkoholen fra de to drinks, men de havde nu smagt meget godt.

Han gik stille og roligt langs en af de større gader, mens han tog en smøg frem, tændte den og tog et stort hvæs af den, lod røgen blive inde nogle sekunder, før han stille slap den ud gennem næsen. Han havde for nylig fået et par nye kontrakter, og han gik og tænkte på hvordan han skulel få dem udført. Hvilke metoder skulel han bruge til at få informationerne ud af den ene, og hvor grufuld en død skulel den anden lide inden han spiste lidt af ham. Et af hans små, sadistiske smil lyste op på hans ansigt mens han tænkte over det, og skød en genvej gennem en af de små, mørke gyder på vej tilbage mod sin motorcykel. Han stoppede dog op mid ti gyden og kiggede op, da han kunne fornemme en anden i nærheden af sig. At dømme efter hvordan personens følelser virkede en smule mudret i det, så måtte hvem end det var, være kommet lige fra en af barerne eller natklubberne, og var rimelig fuld derfra.

// Outfit

Cala valgte den hurtigere vej hjem, det var nok alkoholen der påvirkende hendes dømmekræft, for normalt ville ikke ikke vælge at gå igennem disse små gader alene, og da slet ikke om natten !
Men den fornuft var forduftet, og hun begav sig afsted, i den retning hun mente skolen var, dog var det desværre den helt modsatte retning hun gik i, og hun blev ledt længere væk samt mere ind i de mange små gyder, det var jo nærmest en labyrint! ¨
Efter at have gået i noget tid, stoppe hun op i den ene gade, og kiggede rundt der var ikke længere noget der virkede bekendt, og hun sukke tungt af sig selv, imens hun tog sig til panden " for helvede da" mumlede hun for sig selv, imens hun prøvede at huske hvilken vej hun skulle gå?
Og hvorfor stod jorden ikke stille? det var jo umuligt at stå stille, når grunden under hendes fødder bevægede sig!
Hun skulle nok ikke have drukket om kap med de andre, de var jo mere van til det, end hun var! Men hun var gået med på legen, og nu virkede det hele bare håbløst, langsomt hørte hun en lyd af skridt og det gik op for hende at hun ikke længere var alene.
Hendes tankegang var ikke normal, hvilket betød at hun nu gik imod personen i håb om han måske kendte veje tilbage til skolen, eller ville hjælpe med at finde den sammen med hende, hun tænkte slet ikke over at han kunne være farlig! Normalt ville hun ikke bare sådan snakke med fremmed, men igen var hendes fornuft væk.
Hun stoppe op få meter fra ham, og betragtede ham " undskyld, du ved vel ikke hvilken vej Akademiet er? jeg tror desværre jeg er farret vild her" spurgte hun forhåbningfuldt, imens hendes blik hvilede afventene mod ham, og hun smilede blidt.

Rainier observerede stille og roligt den yngre kvinde, som hun så rundt, tydeligvis var hun faret vild. Og hendes spørgsmål gjorde det blot mere åbenlyst. Nu, normalt ville han aldrig være behjælpelig med noget som helst overfor nogen som helst andre end hans kære Blümchen eller hans søskende, men han nød altid at studere de mere uskyldige, om ikke andet for bedre at vide hvordan man skulel dolke dem i ryggen, senere. Han løftede et øjenbryn som hun gik tættere hen mod ham og smilede op til ham. Wow, for et uskyldigt smil. Hun havde vist absolut ingen idé om hvem han var, eller hvad han havde lavet.

"Athena Akademiet? Jo, det ved jeg godt. Jeg har familie der går der. Du går der også, antager jeg?" sagde han i et roligt, men stadig rimelig følelseskoldt toneleje. Det var sjældent han lod nogen som helst følelser vise sig, medmindre han var igang med sit arbejde, eller han var sammen med nogen af de få personer, han rent faktisk godt kunne lide. Hans øjne, mindst ligeså følelseskolde, fulgte hendes bevægelser stille og roligt, meget analyserende.

//Unskyld det e ren smule kort...

Calamity var i bund og grund, et væsen uden mørke i sig, eller hendes races evner vente bare på at bryde frem, men de var endnu skjult og hun mærkede intet, andet end at hun vidste hun ikke var menneske. Hun havde et hjerte af guld, og havde det med at tro på at alle havde noget godt i dem, selvom det desværre ikke passede, men nogle skulle jo tro på det gode?
Og hun havde endnu ikke været ude for noget der kunne have ændret hendes mening, der var ikke sket hende noget endnu, men denne aften kunne måske ændre på det? Han var nok ikke jordens flinkeste mand, men alkoholen påvirkende hendes syn på alt og alle.
Hun betragtede ham, imens han snakke til hende, nikke let til hans mange ord, imens smilet stadig hvilede på hendes læber, og fortalte lidt om hvor uskyldig hun enlig var, det var jo nærmest som om hun vente på der ville ske hende noget, selvom det ikke var det hun tænkte eller ønskede, så virkede det sådan lige nu.
" Ja jeg bor der henne " svarede hun ham, og nikke let " men jeg ved simpelthen ikke hvor det er henne lige nu, jeg tror desværre jeg fik drukket lidt for meget" sagde hun tilstående, og så på ham med et håbefuldt blik, i hendes kønne øjne.
Alt hans koldhed så hun ikke lige nu, faktisk så lige nu frygtet hun ham ikke engang, selvom han var fremmede, hun skulle til at tage et skridt imod ham, da hun snublende og væltede halvt ind i hans ben.
Med lidt kamp fik hun kæmpet sig op, fra jorden men stod nu alt for tæt på ham, hun kunne nærmest røre ham ved bare at strække lillefingeren, og hun rødmede flovt over sit flotte fald " undskyld, jeg må heller se at finde hjem, hvilken retning skal jeg gå?"spurgte hun ham, imens hun så ham dybt i øjne med et halv sløret men roligt blik.
Hun rykkede sig ikke engang, selvom hun stod så tæt på ham som muligt uden at røre ham...

Hvis blot hun havde vidst hvem hun havde med at gøre, så havde hun nok været en del mere påpasselig. Men det passede Rainier perfekt, især med det smil på hendes læber der virkelig godt afslørede hvor uskyldig hun var. Stakkels lille tøs... Ja, han havde selv engang været så uskyldig, men det var mere end 150 år siden. han skulle nok hele 200 år tilbage for det. Det kunne godt vær ehan først blev mørk for 150 år siden, men han skulle endnu længere tilbage for at han havde været ligeså uskyldig som hende. At folk jagtede dig da de fand tud af hvad du var, havde fjernet en del af den uskyld og gode tro på folk.

"Ja jeg bor der henne" "men jeg ved simpelthen ikke hvor det er henne lige nu, jeg tror desværre jeg fik drukket lidt for meget" Nådada. Fik hun nu engang det? Det gjorde jo alt det her nemmere. Hans tanker fløj rundt omkring hvordan han skulle gøre det her... heldigvis lå hans hytte da nogenlund ehalvvejs til akademiet, så måske kunne han lade som om vejen til hans hytte var vejen til akademiet, og så slå hende ud så snart hun fattede mistanke... Han havde trods alt altid bedøvelsesmiddel på sig, grundet hans arbejde. han vidst aldrig hvornr han ville få øje på et af hans targets, så han skulel aldrig være parat til at fange dem.

Han kiggede ned på hende med et skævt smil da hun var væltet ind i ham, hun underdrev vist ikke på noget punkt om at være for fuld til selv at finde vejen hjem. "undskyld, jeg må heller se at finde hjem, hvilken retning skal jeg gå?" Han lagde godt mærke til at hun nu søgte øjenkontakt med ham, og han udnyttede det til lige hurtigt at læse hendes mest overfladiske tanker. Og åh gud, hvor var hun dog godtroende! Hun sansede slet ikke at der var noget galt med ham? Det var jo dejligt! Det her blev jo næsten alt for nemt. "I can follow you most of the way, if you'd like? It would be sad if such a lovely lady as yourself got lost on her way over there, there's quite some bit of the wood to get lost in on your way there, you know."

Calamity var isandhed for fuld, til at tænke logisk i denne stund, hun så igen af hans faresignaler, men så kun en venlig mand, der virkede til at hjælpe. Hvorfor havde hun drukket så meget? det var de tøser der havde lokket, men de var jo også mere van til alkohol end hun var, så det var vel klart ? at hun fik for meget for hurtigt, dog havde de heller ikke tænkt over faren ved at lade hende gå alene hjem, de havde ikke bemærket hvor fuld hun var, men havde været mere optaget af at imponere et par unge fyre.
Og nu var hun så endt ud i problemer, et meget stort et og hvem vidste om hun ville overleve dette møde, med mørket for første gang ?
Hun kunne intet stille op imod ham, for hun havde igen evner endnu og hendes Banshee gener var ikke vækket endnu selvom de burde være det, men de lurede under overfladen og vente på den rette tid til at komme frem.
Hun fik kæmpet sig op at stå, vidste slet ikke hvilke skumle planer han lagde for hende, havde ikke den fjerneste ide om det, og troede stadig han var en god mand, hun greb kort fat i hans bluse, da hun var ved at snuble igen, før hun så slap ham da hun igen stod sikkert.
Hans ord fik hende, til at møde hans blik, og hun nikkede let til hans ord" det må du meget gerne" sagde hun let, og stillede sig klar til at gå.

Da de begyndte at gå, ville hun gribe fat om hans ene arm, for at holde balancen bedre, imens hun ville følge med ham, uden tøven selv ikke da de nåde skoven stillede hun spørgsmål. Hendes hoved var ikke med hende, og hendes tanker så sløret at hun ikke opfangede at de nu kom længere væk fra hendes hjem " er vi der snart?" spurgte hun ham, imens hun så undrende rundt som de fortsatte ind i skoven og hun holdt bedre fast nu for ikke at falde.

Fulde mennesker var altid så dejligt lette ofre. Og... Rainier kunne ikke lige sætte fingeren på hvad hun var, men menneske var hun i alt fald ikke, og heller ikke fe, for så ville han have lagt mærke til det. Vampyr? Nej, nej, slet ikke lys nok hud. Hmm. Heller ikke sirene, sådan en havd ehan lige tortureret og der var intet der mindede om hinanden ved de to. Hvad pokker kunne hun være? Det skulle nok blive sjovt at finde ud af.

Han smilede, med vilje lidt mindre end han ellers ville have, for at hun ikke skulle fatte mistanke. Hun ville nok ikke alligevel, så fuld som hun var, men hellere være på den sikre side. Han lod et lille grin undslippe da hun tog fat i hans bluse som støtte, for ikke at falde, inden hun stob nogenlunde stabilt igen. "I har virkelig gået til den, hva?" sagde han med smilet stadig på læberne. Han lagde godt mærke til hvordan deres øjne mødtes, og han udnyttede det til diskret at læse de 'øverste' af hendes tanker. Virkelig? Absolut intet med at ane uråd angående ham? Hun så ham som hjælpsom? Jamen dog. Så havde det jo lykkedes alligevel.

Han nikkede smilende da hun accepterede hans tilbud, og satte straks kursen mod skoven, en vej der senere ville splitte for at gå enten til Akademiet eller hen mod den del af skoven hans hytte var i. Han hørte godt hendes spørgsmål, på daværende tidspunkt var de nået til splittet, og der var velnok en halv kilometer hjem til ham selv herfra, så det var nu han skulle slå til. "Ja, lige om lidt." han sendt ehende et blidt smil, mens hans ene hånd rakte ned i lommen... Og i et snuptag havde han taget sprøjten med bedøvelse frem, og stak den i hende der hvor hals mødte skulder, og trykkede den i bund så det stærke bedøvelsesmiddel kom direkte ud i en af hende spulsårer og derfor virkede hurtigt. "Tsk tsk tsk... Du skulle virkelig lære ikke at stole på alle fremmede du møder," ville hun høre ham grine som det sidste inden bedøvelsen tog fuld effekt.

_______________________________________

En time senere, hvor bedøvelsen burde være ved at aftage, havde han fået hende ned i hans kælder og spændt fast til et undersøgelsesbord meget lig dem man udførte obduktioner på. Hendes liv, ankler, lår, håndled og overame var spændt fast til bordet med meget tykke, solide læderremme, som umiddelbart kun en vampyr eller stærk dæmon ville kunne bryde. Rainier stod ovre i et hjørne af rummet i et hvidt sættøj -han elskede at se blodpletterne på hans tøj, trods alt. At dømme efter lydene var han nok igang med at lægge alle sine instrumenter frem på et andet metal bord.

Cala havde drukket en del mere end hun normalt ville, en de havde hele tiden fyldt på hende og hun havde fået taget en hel del shots, og normalt ville hun højst have drukket 3 cocktails, men denne aften var det dog ikke endt som normalt. Hun slap hans bluse som hun genvandt balancen, og så ham nu dybt i øjnende, stadig fuldkommen uvidende og naiv, havde igen ide om hvem han var og hvad hans hensigt var, men det ville komme til at koste hende denne nat.
Cala var af en af de mere sjældne racer, dog var hendes gener ikke vækket endnu, selvom de burde men det var som om de vendte på der ville ske noget slemt, før de ville bryde overfladen, og som det gik nu her, ville hun snart høre de dødes kaldend.
Men lige nu virkede hun mere som et menneske, selvom hendes lugt var anderledes, virkede hendes personlighed mere menneskelig og der var igen tvivl om hun var et godt væsen, der var intet dårligt sket for hende igennem hendes liv.

Som de gik, støtte hun sig til ham og fulgte med ham, uden tøven selv da de trådte ind i skoven, hvor hendes underbevist skreg på hende, men hun var for fuld til at reagere, og inden hun nåde at gøre noget som helst blev hun ramt af hans nål, og hun vælte ind i ham som hun fik et chok og nåede kun lige at høre hans ord, før hun gik ud som et lys, fuldkommen hjælpeløs i klørene på den mand, hun før havde troet ville hjælpe.


Der gik en times tid, hendes hoved var så tungt og en hovedpine uden lige, kunne føles ved hendes tinding, men det var som om alkoholen langsomt fordampe igen, og hun kunne tænke en lille smule mere klart nu. Hun kæmpede for at åbne øjnene, kunne intet huske fra før og var sikker på hun var faldet i søvn hjemme på sengen, men da hun fik dem åbnet, spærrede hun dem helt op.
Cala prøvede at bevæge sig men hun var fastspændt, og intet af dette lignede hendes hjem, hun gispe og prøvede at se rundt men blev nød til at ligge hoved ned igen da hovedpinen fik det til at svimle for hendes blik " hvor er jeg?" spurgte hun ud i rummet, hendes stemme var usikker og skrøbelig, hun havde en bange anelse, og frygten krøb op ad hendes ryg, sammen med kulden fra bordpladen, hun skævede ned ad sig selv, i det mindste havde hun stadig tøj på, men hun var spændt meget grundigt fast og frygten for ikke at komme her fra i live hvilede dybt i hende.
De døddes stemmer, lå lige under overfalden prøvede at fortælle hendes underbevist hed, om deres død i dette rum, men hun kunnen endnu ikke høre dem. Hendes blik hvilede mod skikkelsen, og hun kunne intet gøre andet end at vente...

Rainier havde bare smilet stille for sig selv hele tiden, som han havde mærket hvordan hun støttede sig op af ham, hun stolede åbenbart fuld tog fast på ham selvom hun kun lige havde mødt ham... Hvor var det dog nogle forkerte livsvalg hun tog sig. Især når hun lod til at være rimelig speciel... Han var i alt fald sikker på hun ikke bare var menneske... For så havde han ikke gjort sig besværet med at tage hende med tilbage til sin hytte, så havd ehan bare bedt hende om at skrubbe af og var selv gået videre efter hans næste mission.

Han elskede at se det chokerede udtryk på hendes ansigt som han stak nålen i hende, og meget andet nåed ehun ikek før hun fald om, slap i hans øjne da bedøvelsen virkede næsten med det samme.

///////////

Nu stod han så og var fint igang med at gøre alle sine ting klar, da han hørte bevægelse ovre fra bordet af, hvilket måtte betyde at hun var ved at komme til bevidsthed. "Ah, så du er vågen nu?" spurgte han med et smil på læben mens han kiggede sin lille LP samling igennem. "Er du til en upbeat eller mere stille swing?" spurgte han hende så, som var det her en helt normal hverdags situation, hvilket det for ham selvfølgelig var. "Jeg ved nemlig ikek helt om jeg vil høre Otto Stenzel eller Kurt Widmann."

Han lagde LP'erne fra sig et øjeblik indtil hun kunne få svaret, før at gå hen og tage et par hvide latex handsker på, langsomt så hun tydeligt kunne høre smældet fra latexen som han tog dem på. "Jamen, Fräulein, det ville jo ikke være sjovt hvis jeg bare fortalte dig det, ville det? Hvorfor prøver du ikke selv at gætte hvor du er henne?" og et smil bredte sig på hans læber d ahan mærkede frygten i hende vokse. Endelig havde tøsen fornuft nok til at være bange for ham! Han stod med det smil der, og kiggede vurderende på en af de større skalpeller som han holdt den op mod lyset, tjekkede at den stadig var godt skarp og ikke behøvede at blive skiftet ud endnu.

Calamity prøvede at huske hvad der var sket, før hun sov, et sløret minde om en høj mand og skoven vække hendes hukommelse, og hun gispe da det gik op for hende hvor dum hun havde været!
Hvorfor havde hun stole så meget på en fremmed mand? det måtte have været alkoholen for det ville hun normalt ikke gøre, hun vidste jo at hendes race ikke var normale og var eftertragtet, selvom hun dog endnu ikke var påvirke af sin races kendetegn.
Hun prøvede at komme fri fra lænkerne, men intet hjalp de var for stærke, og hendes krop var ikke ligefrem så stærk, frygten bredte sig endnu mere som stemmen lød, han lød til at snakke om noget helt normalt men hvorfor var hun så bundet?
Hendes hoved kørte på højtryk selvom smerten fra hovedpinen trykke og gjorde det endnu svære, hun kigge nervøst mod ham.
Han vente på et svar? Cala anede ikke hvad hun skulle svare det var så syrealistisk som noget kunne værre, hvad ville han ?
Hun prøvede igen at komme fri, men gav op da intet hjalp hun var fanget, og fortabt, stemmeren begyndte så småt at prikke til hendes underbevisthed for at få kontakt, advare hende mod døden som var ham, men hun var alt for skræmt til stadig at opfange deres råb.
"øhhhh swing?" svarede hun tøvende, da hun følte hun var nød til at svare ham, imens hun fulgte han med blikket som han nærmede sig, hanskerene kom på og det gøs ned ad hendes ryg ved lyden, det lovede ikke godt! Hun frygte ham så meget lige nu, hans ord var modbydelige " du vil skade mig" sagde hun stille, imens hun mærkede hvordan frygten gnave i hende, og håbet langsomt forlod hende, tåre trillede ned ad hendes kinder imens hun stirre skræmt på den skalpel han studere, og frygten for at den snart ville skære i hendes lyse følesomme hud, fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen igen " please lad mig gå, jeg vil gøre hvad som helst" sagde hun bedende selvom det ikke ville hjælpe hende, hun var fanget og hendes liv hang i en tynd tråd.

Rainier stod bare stille og roligt der, og vendte skalpellen rund ti sin hånd, som han hørte hende prøve at kæmpe mod læder stropperne, men han vidste udmærket godt at hun ikke selv ville slippe fri af dem, nej, det var nok kun en stærk vampyr, varulv eller dæmon der ville kunne. Og han kunne tydeligt se og mærke at hun ikke var nogen af de tre ting, men han havde dog svært ved at placere hvad hun så præcis var... Sirene va rhun ikke, nej, og fe var hun helt åbenlyst heller ikke... Ej heller engel... Eller heks, for så havde hun allerede været fri nu, grundet heksenes besværgelser. Så hva dhun var, var et sandt mysterie for ham, og et, han ville elske at komme til bunds i.

Han grinede over hendes valg, og den bølge af frygt der skylled egennem hende. "Glimrende valg!" sagde han med stor glæde i stemmen, og lagde skalpellen fra sig for at gå over og sætte hans swing på. Dejligt, det var den af sangene han altid fik mest energi af, så det var i sandhed et godt valg hun havde foretaget sig der. han nynnede blid tmed på melodien efter lp'en var sat på og grammofonen sat igang, mens han gik hen og samlede skalpellen op igen.

"Åh, wow, er du helt selv kommet frem til den konklusion?" han kiggede lidt på hende som var hun en idiot hvilket hun, ifølge ham, nu også var, hvis hun blev nødt til at sige det der højt. "Selvfølgelig vil jeg det! Du er spændende, jeg bliver nødt til at undersøge dig lidt nærmere for at finde ud af hvorfor!" og der var hans store, maniske grin og sindssyge udtryk i øjnene, som han havde skjult på hele gåturen fra byen af, men som han nu ikke længere så nogen grund til at skjule.

Hans smil blev blot større da han så hendes tårer, og han grinede af hendes bønfalden. "Jamen, du kan jo ikke give mig noget jeg hellere vil have, Fräulein. Så der er ikke rigtigt noget du kan gøre... Udover at skrige for mig, naturligvis!" og derefter trak han resolut op i hendes top for at give hende et langt, dybt, lige snit fra hendes navle op til mellem brysterne - skalpellen skar også ligeså fint igennem stoffet af hendes bh, så den faldt ud til siderne. Hans smil blev kun bredere af at se blodet begyndte at vælde ud fra såret.