Dwelling In The Past | Rainier

@Rainier





Bip Bip bip bip!... Med et blidt tryk, stoppede vækkeuret med sin bippen. De isblå øjne så træt mod klokken, der viste 10:45. Forsigtigt gled de slanke ben ud over kanten af den bløde madras, der gav en smule efter i enden, før hun langsomt rejste sig op og gik hen til spejlet. Hun kiggede på det uglede platin blonde hår, der så helt sne hvidt ud, da solens stråler fangede det. igennem de mørke grå gardiner, der var trukket for vinduet. Hun gik kort ned på knæ og fandt nogle khaki grønne bukser, i blødt stof, frem fra hendes skab, efterfulgt af en hvid croptop, med tshirt ærmer. Hun iførte sig dette og gik hen og redte det lange platin blonde hår, før hun satte det op i en sporty høj hestehale, der gik hende til midt på skulderbladene. Hun iførte sig sorte allstars, før hun tog sine nøgler og gik ud af døren og låste efter sig. Hun bar ingen makeup, på den smukke mælke hvide hud, samt hendes ravne sorte øjenvipper, var let vippet op af, så det lignede hun havde store dådyr øjne.

Hun så forsigtigt rundt på de forskellige folk, før hun sukkede svagt. Der havde været et angreb i Gaia, men det så ud til at de havde været ved at få så småt styr på det hele. Der havde været mennesker i nød og selvfølgelig havde hun stået klar til at hjælpe. Hun havde spurgt sine forældre om lov, til at måtte forblive et stykke ude for Gaia, vis der skulle blive problemer, eller folk havde brug for mere hjælp. De havde givet hende lov og fået hende lejet en midlertidig bolig et stykke ude. En vane der dog var blevet for Mercy, var at tag ud i skoven og gå rundt. Om det var fordi at hendes fortid trak i hende, vidste hun ikke.. men hun følte sig draget til skoven, samt hun følte en inderlig fred, som blev hun genforenet med sin elskede mor og lillesøster, hver gang hun var der. Hun gik med langsomme skridt hen over skovbunden. Hendes nøgler var i hendes lynlås lomme på de khaki grønne bukser. Vejret var godt idag, samt varmen var så småt ved at komme tilbage, med foråret. De fleste ville muligvis fryse, vis de ikke var Mercy. Siden hendes død, havde hun ikke rigtig kunnet mærke kulden, det var en af hendes evner, som altid var aktiv.. en evne hun aldrig ville kunne så ordentligt fra igen.

Hun gik i sine egne tanker, mens hun gik langs en skovstil, indtil hun hørte noget der lød næsten klagende. En kat havde fået sit ben fast, i noget der kunne ligne en fiske snøre. Lang og næsten ikke til at skimte i første omgang, før hun kom tættere på. Forsigtigt trådte hun tættere på, før den franske accent, blidt gled feminint frem, med en lys men dog ikke skinger klang. " Syyysshh.. dont worry kitten, i will help you, just.. stay right there ". Hun kiggede en smule rundt, før hun fandt en sten der virkede skarp nok, før hun trådte hen mod katten og blidt tog fat i snøren, dog da hun gjorde det, vendte katten sig om og tog hårdt fat i hendes slanke hånd, med sine spidse klør, efterfulgt af at den bed sig fast i hende, mens den hvæste. Hun kneb sine øjne sammen og bed sig en smule i den fyldige underlæbe, før hun fik fat i snøren det rigtige sted og tog flint stenen og fik skåret den i stykker, før katten kradsede hende en smule og slap, inden den løb lidt panisk rundt, inden den slap fri, da hun skar snøren over. Den løb så hurtigt den kunne væk fra hende, mens hun stod tilbage og holde om sin blødende hånd, med et lille smil over læberne. Hun så derefter mod den nærtlæggende sø, før hun gik der hen og tog noget vand op i sin hånd og skyllede blidt blodet væk, hvorefter hun holde sin hånd over det og sukkede en smule, mens de isblå dådyr øjne, gled med et sørgmodigt blik, hen over søen, der spredte sig et godt stykke.

Rainier havde været hjemme i sin hytte langt det meste af dagen. I de allertidligste morgentimer havde han været ude for at få fat i sin næste 'opgave', en ung lille lys fe, der nu var forsvarligt bundet og låst nede i hans kælder, i en fin ring af jern. Selv værende fe, vidste han at det vilel forhindre hende i bare at skifte til sin feform for at undslippe lænkerne, så der var ikke umiddelbart nogen måd ehun kunne slippe ud på, da lænkerne kunne holde selv meget stærke vampyrer og varulve på plads. Lige for tiden ventede han på at medicinen han havde givet hende tog effekt, noget stærkt muskelafslapende der ville gør ehun ikke kunne kæmpe så meget imod, men stadig ville kunne give ham de herlige skrig han elskede at høre fra alle hans små ofre. Hun var endda en af dem han i sidste ende bare skulle dræbe, hvilket nok var meget godt da han alligevel va rved at løbe tør for kød i fryseren. Bonussen ved at være kannibal - så længe han havde opgaver med at myrde folk, så længe ville han have gratis kød i fryseren. Win-win.

Han havde siddet og set lidt af en dokumentar om anden verdenskrig, indtil det blev tydeligt at den koncentrerede sig om briternes side - hvorpå han prompte slukkede for det, gad ikke høre på al det pis fra briternes side. Nej, meget hellere høre om nazisterne, de gode stunde rhan havde haft i Auschwitz... Ah, det var de gode tider. Altid folk at eksperimentere på, han fik nærmest lov til at gøre alt han ville, så godt som Mengele havde kunnet lide ham. Et svagt smil strejfede for en kort stund hans læber, før han rejste sig fra sin sofa. "Wolfgang, bleib. Wache über das Haus." beordrede han derpå sin hund, der gav en enkelt, lavmælt gøen fra sig, før han lagde sig ned nær døren som Rainier gik ud af, mens han tog sin jakke på. Han bekymrede sig ikke om at låse døren - der var låst ned til kælderen, og Wolfgang var trænet til at angribe for at dræbe, hvis det var folk han ikke kendte til.

Som han gik stille og roligt langs den ene skovsti, kunne han fjernt høre en kvindestemme lidt fremme. Han rynkede en smule på brynene - kvindestemmen virkede en smule bekendt, af en eller anden grund. Han kunne ikke rigtigt placere den, men begyndte at gå den retning istedet, stille og roligt, holdt sig i skyggerne fra træerne. Det betød også, at som han fulgte lyden af skridtene, endte han ved kanten af den store lysning søen var i, hvor han så hende. Hmm. Hvorfor var det dog hun virkede så bekendt? Han kunne ikke helt fastsætte det... Indtil han var gået lidt tættere på, og fik et kort glimt af hendes ansigt. Hans øjenbryn løftedes et kort sekund i overraskelse, før den følelsesløse maske var tilbage på hans ansigt. Så... Hun havde overlevet, på den ene eller anden måde? Alligevel? Suk. Hvorfor kunne folk han dræbte ikke bare forblive døde? Han sagde dog ikke noget endnu, stod bare stille og betragtede hende fra cirka ti meters afstand.

// Outfit, og det han siger til hunden betyder 'Wolfgang, stay. Watch over the house.'

Et suk undslap de fyldige rosa pink læber, mens de klare isblå øjne, næsten lignede krystal, i vandets afspejlning. Skovens træer havde endnu ikke sprunget ud, end ikke begyndt at få spire på sig endnu. Dog skoven virkede slet ikke nær død, den virkede levende og som fortalte den en historie, en historie den havde fortalt igennem årtier, omkring de forskellige årstider. Forsigtigt fjernede hun blikket fra vandet, før hendes blik gled en lille smule til den ene side, før. " Hm? ". Hun syntes at se noget og da hun fik mere fokus, så hun det da også. Hun så en mand stå et stykke væk, på afstand. Hun så kort blod fra sig, i det hun chokeret spærrede sine øjne op, før hun rejste sig, hvilket resulterede i, at jorden under hende, gled ned og før hun vidste af det, mærkede hun sig selv falde til siden, inden hun brød vandets overflade. " Uuow! ".

Der sad hun så, med vand til brystet, fuldstændig gennemblødt tøj og så nu mod den fremmede, der igen så helt normalt ud. * What happened.. did i just.. *. Hun tog sig en smule til hovedet, i det hun prøvede at fremkalde det syn hun havde set, men det var som et mareridt.. forsvundet, ligeså snart hun var kommet lidt til sig selv. Hun rejste sig langsomt op, i det hun pustede en forvildet hvid hårlok væk fra ansigtet, før hun strøg den bag sit våde øre, inden hun rejste sig op. De grønne khaki bukser klistrede sig ind til de lange slanke ben, samt den hvide top, var blevet svagt gennemsigtig, men ikke alt for meget, eftersom den var af ret tykt stof. Hun kunne mærke kulden, men det gjorde ikke ondt.. grundet hendees evne. Hun så forsigtigt mod den fremmede med de isblå dådyr øjne. Noget over ham.. gjorde, at hun ikke kunne tage sit blik væk, men hvad vidste hun ikke. Hendes blik var gået fra skrækslagen et kort sekund, til beroligende.. efter at ha været en tur i vandet.

Rainier stod nærmest bumstille som han stod der og betragtede hende. Hun var en af dem han absolut ikke kunne huske navn på, da hun blot havde været vidne til et af de mord han havde udført, og han derfor blev nødt til at skille sig af med hende hurtigt. Det havde været en forholdsvis smertefri død i forhold til hva dhan normalt gjorde mod folk - hun havde blot fået en kniv indover struben og fået lov til at bløde ud, intet af al den tortur han havdeudsat søsteren for, hvilket var hva d der nok i sidste ende havde alarmeret de andre... Da søsteren endelig fik skreget højt nok til at det kunne høres af de andre.

Han løftede blot et øjenbryn da hun åbenbart havde fået øje på ham i vandet, og forskrækket faldt ned i det... Utroligt klodset, hvis du spurgte ham. Ændringen i hendes humør var også noget så tydelig for ham - værendefe var det alt for nemt at mærke hvor rædselsslagen hun havde været, til hvor hurtigt det forsvandt igen. Hmm. Kunne hun overhovedet huske noget fra dengang? hvis hun kunne måtte han jo på den ene eller anden mådesørge for at hun holdt kæft... Og hvis ikke, så var der jo ingen grund til at bekymre sig om hende. Så hvorfor ikke bare spille venlig, som han var så vandt til at gøre det meste af tiden, så folk ikke fattede mistanke til hvordan han i virkeligheden var? Han lod derfor et smil vokse frem på sine læber, som han gik tættere på søens bred, og rakte en hånd ud mod hende. "Need any help?"

Vandet gav en blid brusende lyd fra sig, mens dråber gled ned af den mælke hvide hud og skabte ringe i vandet under hende. Den smalle hånd, lå så trygt i hans hånd. Små rifter prægede den smalle hånd af hendes, samt over de fine slanke fingre, kunne man se præg af rødlige rifter, der dog ikke havde været dybe nok, til at trække blod. De store glansfulde isblå øjne, så med et uskyldigt udtryk på Rainier. Det lange sne hvide hår, lagde sig tæt ind til den våde ryg, med dets eget våde glans, samt vand dryppede så småt fra hendes tøj, eller mangel af det. Hun rømmede sig kort, hvor man kunne høre hvilken lys klang den bar over sig, dog ikke skænger, men nærmere melodisk. Hun trådte op på breden igen og glemte helt alt om at slippe Rainier, før det gik op for hende, at hun stadig holde ved ham. " Oh sorry ". Hun slap blidt hans hånd, inden hun tog sig en smule til det våde tøj og begyndte at rette på det.

" Thanks.. i´m such a kluts.. ". En svag varme steg op i hendes kinder, i takt med at episoden spillede i hendes hoved. En svag rødmen kunne skimtes over hendes kinder samt næseryg, mens hun stod og så en smule væk fra Rainier. De perle hvide tænder, gled blidt frem, da hendes mundvig trak op i et forsigtigt smil, før hun begyndte at rette på det lange sne hvide hår, der ellers blot havde fået lov til at lægge sig vildt og frit. Hun rettede en smule i det og fandt et blad, før hun fjernede det fra sit hår og blidt kastede det til siden, før hun så mod Rainier og sagde med den feminine franske accent " So do you come here often? and help damsel´s in distress ". Et lille grin undslap de fyldige rosa læber.

Rainier hjalp hende stille og roligt op på bredden igen - havde godt lagt mærke til rifternepå hendes håndryg, men sådan noget kunne jo komme af så meget. Og hvis han fik sin vilje, så ville de rifter være langt den mindste bekymring hun ville have idag. Han havde efterhånden besluttet sig for at selv hvis hun ikke huskede hele episoden lig enu, så va rhun jo i sidste ende stadig et vidne - og skulle derfor gørestavs på den ene eller anden måde. Om det var ved at gøre hende sindssyg via tortur, eller få hende dræbt, ja, det måtte tiden jo så vise... Hvad der ville være mest praktisk. Det sjoveste ville så absolut være at torturere hende indtil hun knak, men det kunne tage lang tid - måneder, med nogen, mens det kun tog dage med andre. Han kunne jo ikke vide hvor stærk hendes psyke var før han prøvede.

Uskylden i hendes øjne, dog... han måtte virkelig undertrykke et øjenrul, for helt ærligt... Føj. Uskyldighed var nok den ene ting i hele verden han virkelig bare ikke kunne snuppe. Folk der så på hele verden som var den rosenrød og sukkersød. Newsflash - intet af verden var sådan, og nogen skulle jo lære folk det, så hvorfor gjorde han det nu ikke bare? Det gjorde jo også tingene sjovere for ham og gav ham noget at lave. Han fremtvang et lille 'venligt' smil da hun endelig gav slip på hans hånd, og trak på skuldrene som for at sige det var okay. "I live out here," forklarede han blot til hendes spørgsmål om han tit kom herud for at 'redde' folk. "I was simply just passing by."

De blanke dådyr øjne, så forsigtigt på den fremmede, mens hun blidt klemte om sine sne hvide hårlokker, for at få det overskydende vand ud af det. Da hun var sikker på, at der ikke kunne komme mere vand ud, skubbede hun blidt lokkerne om bagved, så de lå ned af hendes ryg. Den hvide top var så småt blive en smule grumset i det, samt hun vred ligeså også dens kanter så godt hun kunne og derefter bukserne, før hun børstede sit tøj, til det punkt hvor hun ikke kunne redde det yderligere. * That must be good for now *. Hun lod sit blik glide fascineret hen mod Rainier, i det hun lagde mærke til hans lille smil, der dannede, vis hun ikke tog helt fejl, noget der kunne tyde på en smilerynke i den ene side, men det kunne selvfølgelig også ha været et spil for øjnene.

Hun gav et undskyldende smil fra sig, i det hun lod den blide lyse stemme endnu engang træde frem, da hun med en nænsom stemme spurgte " You live out here? ". Hun havde aldrig troet at skulle støde på en person der levede her ude. Jo længere tid hun stod nær ham, jo mere var det som om, at noget indeni vred sig i hende, som prøvede hendes underbevidsthed at fortælle hendes noget, men hun selv.. var alt for langt væk, i skønheden af Rainier. Den måde hans kæbe var markeret, samt hans øjne.. de var isblå men det var som om de næsten bar et lilla?.. skær over sig. Hun fangede sig selv i at stå og stirre ret så intenst på Rainier, før hun flovt så væk fra ham, med den svage rødmen, under sine fregner, der dækkede hendes kinder samt ræseryg svagt. " Well, thanks anyways.. for helping me ". Hun så sukkede svagt, da hun tænkte på den lange tur hjem, iført halv vådt tøj. Hun så forsigtigt mod Rainier, i det hun sagde " Well, i must be going.. or else i will properly catch a cold ". Det sidste var dog en løgn. Kulden rørte hende ikke, ikke på samme måde mere, dog var det stadig yderst ubehageligt at være våd over det hele og føle sig en smule ulækker, med sådan tøjet klistrede til hendes glinsende mælke hvide hud.

Rainier's øjne var som fastlåste på hende - hun var ikke rigtig en person længere i hans sind, hun var en byrde... Et muligt vidne, blot endnu en der skulle dø, og helst så hurtigt som overhovedet muligt, og det på trods af at han som regel afskyede bare at dræbe nogen uden at pine dem en hel del først. Han var meget påpasselig med ikke at lade nogen af sine følelser og tankervise sig i hans ansigt eller øjne, istedet puttede han sin sædvanlige maske op, med et svagt smil der ikke var helt venligt, men heller ikke hans normale kolde smil. Han lagde ikke længere selv mærke til hvordan hans smil trak i det ar han havde i kinden, der gjorde smilehullet så ekstremt tydeligt i hans ene side, men det var jo også sket for mere end hundrede år siden.

"I do. In a cabin not too far from here," svarede han hende da hun spurgte, og prøvede at få sit smil til at se blot en tak mere venligt ud, og det lykkedes rimelig godt. "Oh, no problem at all. Couldn't just leave you there in the water, now could I?" hans øjne studerede for en kort stund den svage rødmen på hendes kinder, før de igen røg tilbage til hendes øjne. Da deres øjne igen fik kontakt, udnyttede han dette, til blot hurtigt lige at læse de mest overfladiske af hendes tanker. Hmm. Lang tur hjem? Så var det næste jo oplagt. "Oh. Well, instead of having to take a long walk in wet clothes, you could come with me? The cabin's warm. You would be welcome there until your clothes are dry again."

En følelse gled igennem hendes krop, som spændte hun uden at lægge mærke til det. Hendes krop, det var som om den vidste der var noget galt, som prøvede hendes underbevidsthed, at få hende vækket op, men den Mercy der havde lagt alene, iskold og havde stået op fra døden af.. den Mercy erindrede ikke hvad der var sket, ikke før lang lang tid efter, og det eneste hun vidste, var fra hvad hun havde læst i gamle artiker, omkring et forfærdelig grisly murder, der havde forgået i skoven... men flere detaljer var der dog ikke, samt ingen gernings mand var fundet, eller kvinde. Hun så tøvende på Rainier, da det var han forslog at hun kunne tag med ham, dog var hans ord en smule pudsig, eftersom hun lige præcist havde tænkt at der var langt hjem, men så igen.. vis han boede her, så vidste han vel også, at der ikke boede andre i nærheden?. Hun tog det som et form for tilfælde af ord, så hun trak på sine skuldre og sagde med en blid accent " Well.. if it isnt too much trouble? ". Hun så tøvende på ham og ventede lidt på at han førte an eller andet.

Hun fulgte med ham ligeså småt og kunne ikke lade vær med at glide ind og ud af et stadie af ren tankestrøm. Noget i hende, sagde der var noget galt, som ringede alle alarm klokker, men hun var for forbændet af Rainier, af nysgerrighed.. fascination.. hun kunne ikke rigtig trække sig væk og nu var hun alligevel gået så lang til at tag imod hans tilbud. " So.. do you live out here, alone?? ". Hun så afventende på ham, før hun vendte sit blik væk og kiggede hen på stien. Det var nu meget fredfyldt denne dag, samt hun kunne godt lide når solen ramte hendes hud. Hun lukkede sine øjne for en kort stund, før hun åbnede de isblå øjne igen. Hun tog sin hånd ned til bukserne og kom pludselig i tanke om hendes mobil. " Shit ". Hun tog mobilen frem og trykkede på knappen, i det hun sukkede tungt og sagde " Damn, my phone must have taken water in.. ". Hun sukkede og rystede den en lille smule, for at prøve at få lidt af vandet ud, før hun holde den i sin hånd. Hun var ikke dum nok til at putte den direkte ned i lommerne, af de våde bukser. Der var hverken kode på hendes mobil, samt der stod vigtige adresser, samt hendes skole tidspunkter og klasser, ligeså nogle billeder af hende selv, af naturen, af skolen og nogle andre småting hist og her.

Rainier kunne tydeligt se nervøsiteten der var skyld i at hun tøvede - ikke i hendes ansigtsudtryk og lignende, nej nej... Men det var jo det praktiske ved at være en fe Han kunne se det rent fysisk i auraen han så omkring hende, måden den bevægede sig på. Nervøsitet, fryg tog panik var nok noget af det han havde set flest gange, og derfor også havde nemmest ved at genkende udover glæde og vrede. Hand smil blev der dog, og han gjorde det da også lidt større da hun fik trukket på skuldrene som hun besluttede sig. "Not at all. I wouldn't suggest it if it was," sagde han helt simpelt før han vendte sig om og førte an ned af en af de andre stier, den mest direkte vej til hans hytte.

De gik i stilhed i en lille stund, og var nået næsten halvvejs da hendes næste spørgsmål ramte ham. Siden hun ikke kunne se hans ansigt lige nu, så bekymrede han sig så heller ikke om at tvinge sig selv til at smile, lod bare den udtryksløse maske være der som altid mens han svarede. "Most of the time, yes. I do have people visiting me sometimes. But I do live there by myself, yes." svarede han roligt, som de nærmede sig hytten. De nåede da også hen til lysningen hans hytte lå i da hun fik bandet og sukket over sin mobil. "Well, maybe it'll help to dry it out a bit? Works with most phones, anyway." foreslog han, og fik låst døren op. Med det samme var Wolfgang, hans kæmpe hund der, glad for at se sin 'far' - før han knurrede af Mercy.

"Nein, Wolfgang." lød det derpå i streng tone fra Rainier, og hunden holdt brat op med sin knurren, satte sig istedet ned for at blive kløetbag øret og klappet på hovedet af Rainier. Det fik så et lille, og rent faktisk lettere varmt smil frem på Rainier's læber - han var trods alt rimelig glad for sin hund. "I'll just go get the fireplace going," sagde han så, og gik videre ind i stuen for at finde brænde frem. Jo hurtigere og dybere han fik lullet hende ind i tryghedsfølelsen, jo nemmere ville resten af hans arbejde jo blive.

Hun himlede kort med øjnene af sig selv, da han sagde at vis det var, ville han ikke ha forslået det. * Off course not.. it´s just me being a little stupid again *. Selvfølgelig ville han ikke ha forslået det, men hun havde vel også i bund og grund sagt hvad hun havde sagt, af ren høflighed, så han kunne ændre mening, en sidste gang, vis det var. " Dosent it get kinda lonely? ". Hun så en smule hen mod ham, før hun vendte sit blik væk fra ham igen. Da de endelig nåede frem til hans hus, stoppede hun kort op, i det hun betragtede hytten foran sig, inden hun fulgte med ham hen mod døren, dog holde hun en respektabel afstand. Da døren blev låst op, faldt de isblå øjne, på den lodne skabning, der nærmest styrtede ud af døren, til sin farmand, inden han fik øje på hende og knurrede. Hun stirrede lettere stift på hunden og kneb sine øjne en lille smule sammen og gav så et smil fra sig, i det hun sagde " Wolfgang. Beautiful name ".

Hun kunne ikke lade vær med at smile ved synet af hunden og dens ejer, hvilket var her det slog hende, at hun end ikke kendte navnet på manden. " Soo.. now i know what your dogs name is, and that you are from Germany, cause of the accent and you just switched from english to German, so?.. what´s your name ". Hun så afventende på Rainier med de isblå øjne, før hun trådte indenfor og så forsigtigt rundt. Hun lod øjnene scanne rummet en del, før hun fulgte med ham indenfor til stuen. Hun ville ikke ligefrem sætte sig nogle steder, eftersom hendes tøj stadig var vådt, så hun blev blot stående. " It´s a pretty home you have here ". Hun kunne en lille smule tysk, ikke forfærdelig meget, men hun kunne forstå det meste, samt tale lidt, men det var dog ikke alle ord hun kunne, tværtimod. Hun havde dog også sprog på Athena.

Der var et eller andet naggende indeni, noget der hev i hende desperat, men hendes nysgerrighed havde taget overhånd og hun følte ikke for at overgive sig til stemmen der desperat prøvede at advare hende om noget. Hun var blevet ret god til at lukke af for ting, følelser.. minder.. siden det traume hun havde været igennem for to år siden, samt hun havde tilbragt næsten et halvt år på den lukkede afdeling, grundet selvskade, men ligeså også fordi minderne var begyndt at komme tilbage.. hun lærte at blokerer dem, så meget, at nu.. ville de ikke komme hende til gode, men i ny og næ, flashede de da også op. Man kunne vel sige, at hun torturerede sig selv i ny og næ.. Hun anede ikke om hun skulle stille sig hen til pejsen, men hun havde dog ikke lyst, eftersom vis hun fik det for varmt, ville hun ende med at blive syg på længere sigt, det var omvendt med hende, grundet hendes ene man kunne vel kalde det en passiv evne?, det var i hvertfald hvad hun ville mene det var. Siden hun døde, havde hun ikke rigtig kunnet føle kulde, ikke på samme måde som før.

"Lonely?" han løftede let på det ene øjenbryn som han så over på hende, næsten som om han ikke helt vidste hvad ordet betød længere. "No, not really." Slet ikke, hvis han skulle være helt ærlig. De eneste der betød noget i hans liv så han da stadig indimellem, og derudover var han nok også rimelig antisocial grundet hans psykopati. Det der med ikek at have empati, så forstod man heller ikke helt hvorfor man skulle have brug for andre. Han klarede sig jo helt fint alene med Wolfgang til at beskytte hytten når han var ude?

Apropos Wolfgang var han da også igang med atklø hambag øret da Mercy kommenterede på navnet. Et svagt, næsten umærkbart smil dukked eop på Rainier's læber, og han nikkede som for at vise han godt havde hørt hvad hun sagde. Ja, han kunne jo også selv godt lide det navn, ellers havde han ikke givet det til hunden. Han fik rettet sig op igen og var på vej hen til brændeovnen da hendes næste spørgsmål kom. "Rainier," svarede han kort og godt, og fik tændt op i brændeovnen. "And thank you." husked ehan så at sige et lilel stykke tid efter hun havde komplimenteret hans hjem, også. Han gik kort ud af stuen for at finde et tæppe han så rakte til hende. "Just so you can sit down without the water getting into everything," forklarede han, mens hans øjne nærmest analyserende kørte over hendes form atter en gang, studerede hurtigt alle små detaljer. Igen, ingen tvivl om at det var den rigtige han havde fat i, og han blev nødt til at sørge for, på den ene eller anden måde, at hun ikke huskede hvad der var sket, eller at hun i så fald ikke ville sige noget videre til nogen. "So, why were you wandering this deep into the forest? Not many people do."

" Ah of course.. you also have Wolfgang, to keep you company ". Hun sad en smule og betragtede hvordan Wolfgang fik en dejlig nussen og klø tur af sin ejer, inden manden valgte at gå hen mod brændeovnen. Da han svarede hvad han hed, gav hun et lille smil fra sig og sagde " I like that name, it has a gentle sound to it ". Hun så forsigtigt rundt og tænkte lidt for sig selv * Was this such a good idea?.. properly end up getting killed or something like in the movies.. stranger danger *. Hun rystede en smule på sit hoved og sukkede svagt * Then i would be reunited with my mother and sister.. maybe its not so bad.. but.. not before i kill the bastard that KILLED MY FAMILY *. Hun mærkede hvordan hendes tanker blev en smule mørkere og hun kunne ikke rigtig mere filtrer tankerne ude, de tusinde tanker der plejede at komme. * No i cant.. sister Ouvetta said i should just.. breath.. breath Mercy.. *. Hun prøvede at fokuser på sin vejrtræknig, men det var svært, svært at holde tankerne tilbage.. hvad hun ville gør ved manden, hvordan hun havde tænkt sig at torturer ham i timevis. Hun havde fantaseret om det, lige siden hun fik afvide hvad der var sket på broen, siden minderne.. eller nærmere mareridtene havde hjemsøgt hende.

Da han kom tilbage med et tæppe, tog hun blidt imod det og viklede det om sig, før hun kiggede mod ilden, nærmest hyptoniseret af den, inden hun satte sig ned i sofaen, oven på tæppet. Hun så forsigtigt hen mod Rainier og gjorde plads til han kunne sætte sig ved siden af hende. Vis man så mod hendes øjne, mod hendes blik, kunne man næsten se hvor tom hun var indeni, som var sjælen i øjnene kort erstattet af noget næsten ikke levende, som var hun blot sin krop, gående rundt. Hun fik dog det livlige glimt tilbage igen, da det var han spurgte hvad der havde bragt hende så dybt ind i skoven. " I.. i dont know. I see this forest in my dreams.. walking.. around.. trapped.. kold.. alone ". Hun lukkede sine øjne en smule i og gned sig ved panden, før hun åbnede sine øjne og lod de isblå øjne betragte Rainier. " I... ". Hun tøvede en smule, før hun sukkede tungt og sagde " My family.. they got killed in this forest.. but i dont remember by who or why.. so i search for answers.. i search and search but in truth, the only thing i think about is.. killing.. no actually.. torturing that person, that did it. Which is funny, cause my name is Mercy.. but i wanna show nothing like Mercy when i find him or.. remember him.. i was always told to keep the thoughts to myself.. to not think like that, but my blood boils, thinking about my hands around that persons neck.. it makes my nightmares.. turn into sweet dreams ". Hun lukkede sine øjne en smule og smilede over sine læber, før hun åbnede dem og så kort mod Rainier, inden hun hurtigt svarede " S-Sorry.. i must sound crazy.. i dont know why.. i overshared like that.. ". Hun så flovt på Rainier, med en svag rødmen over sine kinder.

Ja, Wolfgang hjalp selvfølgelig på det de meget få gange han fik et anstrøg af ensomhed. Men han var nok i virkeligheden alt for blottet for empati, for dybt begravet i sit arbejde, til at han normalt bekymrede sig over noget så simpelt som at han boede alene. Hans tvillingesøster var her indimellem, og det var det vigtigste. Selvfølgelig var det også rart at deres storebror kom over indimellem, men Rosalie var den vigtigste person i hans liv. Han fik et smil frem og trak let på skuldrene da han hørte hendes kommentar til hans navn - ja, den blødere lyd af det havde nok passet fint til hvordan han var mens han var lys, men det passede ikke helt ligeså godt til ham efte rhan var blevet mørk. Blot endnu en ting der var med til at snyde folk.

Han observerede hende som hun fik viklet tæppet om sig og sat sig ned, før han gik ud i køkkenet og fik taget sig en øl - spurgte hurtigt om hun ville have en også, og hvis hun sagde ja, tog han da også en med tilbage til hende før han fik sat signed - dog ikke i sofaen, men i lænestolen lige ved siden af. Han lyttede stille og roligt til hendes historie, som han jo selvfølgelig udmærket godt kendte, dog fra den anden side. Han tvang sig selv til ikke at smile da hun talte om at torturere hvem end der havde gjort det ham selv - for hvis han skulle være helt ærlig... Så var han nok en af dem det var sværest at torturere.

Med alt det han havde gået igennem var langt det meste af det som andre ville kalde tortur ikke noget han bekymrede sig om. Det var vand i forhold til den tortur han selv havde gennemgået, som der i sidste ende var skyld i han blev mørk. "Oh, it's quite alright. You're not the only one to have experienced such thoughts." sagde han så bare stille og roligt, og tog en tår af sin øl, som var det det mest normale i verden at tale om.

Hendes blik fulgte ham, da det var at han gik ud til køkkenet og spurgte om hun ville ha en øl med. " Yes thanks.. ". Hun så en smule rundt, før hendes blik igen faldt på Rainier, da han kom gående ind til hende, med en øl i hånden. Hun tog imod den og tog en enkel tår, før hun overshared sine tanker. Bagefter kunne hun ikke lade vær med at sidde og føle sig en smule utilpas, dog mest fordi at hun havde delt sådan tanker med en fremmede og sikkert virkede som en komplet nutjob. Da han sagde det var okay, og begyndte at sige, at hun ikke var den eneste der havde gået sådan tanker igennem, hævede hun det ene bryn en smule, før hun spurgte nysgerrigt. " Really?. So have you ever had thoughts.. like that? ". Hun tog endnu en tår af sin øl, dog denne gang en lidt længere en.

Hun kunne mærke hvordan tøjet klistrede til hendes krop, men det irriterede hende ikke så forfærdelig meget mere, som det havde gjort i starten. Det åbne ild, samt tæppet, hjalp til at få hende til hurtigere at blive tør. Hun rejste sig blidt op og tog øllen med sig, før hun  gik hen af mod ilden, i det hun så ned mod det, inden hun stod ved siden af og fik ekstra varme, for at kunne nå at tørre hurtigere. Hun havde stadig denne forfærdelig følelse skyllende over sig. Hun betragtede Rainier en lille smule, indtil det var som om.. noget gik op for hende. Hun tog sig en smule til hovedet, før hun kiggede væk fra ham igen. * Why do he.. seem so.. familiar.. *. Hun prøvede at tænke.. tilbage.. tilbage på følelsen.. det var som om alt andet blev blokeret ude.. blot for en kort stund, indtil et ansigt dukkede op..






Lyden nærmest trak hende tilbage til virkeligheden og ud af hendes tanker, før hun så ned mod øllen, der var gået i stykker for fødderne af hende. Hun følte at det var som om alt omkring hende gik i slowmotion. Hun så mod Rainier og det eneste hun kunne se, var som om han var badet i blod. Hun mærkede sin krop spænde, før hun så mod døren, inden hun så mod ham. Hun ville normalt ha stukket af, men ikke i dette øjeblik. Hun mærkede vreden bulre op i sig, før hun hurtigt bukkede sig ned og samlede halsen fra flasken op, inden hun løb mod Rainier. Hun huskede ham nu. Hun fik flashback´s fra dengang hun havde hørt sin mor.. hun løb og løb igennem skoven, indtil hun stod på den ene side af en bro... på midten af broen, var de brune brædder.. malet i en lys rød farve, nogle få steder, var det allerede begyndt at størkne til den brune nuance. Hendes søster lå nær ham... livløs.. og med åbne øjne... hendes mor, var ligeså livløs. Hun huskede at ha løbet mod ham med kniven, mens hun skreg.. mere huskede hun ikke, før hun endte i vandet.. kiggende op mod broen.. mod ham.. mod sin familie... igennem det brusende vand, der trak hende voldeligt med sig, før hun døde.

Rainier holdt blot stille og roligt øje med hende, nok lidt mere end hvad var normalt for andre, men han lagde ikke selv så meget mærke til det. Han lyttede intensivt til alt hun sagde, og det havde virkelig været svært at holde et lavt grin for sig selv - men det lykkedes, og han nikkede let da hun spurgte om han nogensinde havde haft sådanne tanker. Han observerede hende som hun fik rejst sig og gået hen mod pejsen, før han gav sit verbale svar. "I have. But the thing is - I don't keep it to thoughts. I act on them."

Og som hun tabte ølflasken, og han derefter tydeligt kunne se hendes aura ændre farve - rød, hun var rasende - så vidste han udmærket godt at hun pludselig huskede tingene, og han smilede blot skævt. Da hun kiggede hen mod døren fik han rejst sig op, før hun igen så hen mod ham. Han opdagede selvfølgelig godt at hun greb ud efter ølflaskens hals, og så løb hen mod ham. Hendes råb fik ham dog blot til at smile og grine let, som han forholdsvist nemt undveg hendes første angreb - fe smidigheden var nu meget dejlig. "Of course it was," sagde han så helt simpelt, som han greb fat om håndleddet af den hånd hun havde brugt til at stikke ud mod ham med ølflasken. "And you should've heard so much more than what you did. Their screams were lovely," sagde han så blot, hans smil og udtryk i øjnene lettere manisk, som han sendte et kraftigt smertejag igennem hendes kropfra hvor han holdt hendes håndled, næsten oppe på det stærkeste han kunne lave- selvfølgelig for at få hende til at tabe flasken, og måske også få et dejligt skrig ud af det som hendes nerver skreg af smerte.

Da gab grinte, var det blot som en lussing til hendes ansigt. Hun blottede sine tænder, i det hun langede ud efter ham med flaskens hals, dog undvigede han hende, så smidigt og let, som ingen ting, hvilket sendte flashback tilbage, til dengang hun havde angrebet ham på broen og mere tid krævede det ikke, før hun mærkede hvordan han greb fat om hendes håndled, før ubeskrivelig smerte skød igennem hendes krop, hvilket fik hende til at tabe både flasken, men ligeså også hendes evne til at gå amok. Kulde begyndte at sprede sig i hendes hånd, før frost skød ud af hendes hånd, nok til at fryse en persons hud. " Arrrrhhhh! ". Et øredøvende skrig, strakte sig igennem hytten, samt nåede så højt ud, at selv de tætteste fugle, satte i sprint, væk fra deres behagelige gren, nær hytten.

Hun klemte sine øjne sammen og mærkede hvordan smerten bulrede igennem hende, mens hun prøvede at vride sig panisk fri. Hans ord gav genlyd indeni, hvordan han sagde at deres skrig var vidunderlige. " Y-You S-Sick F-Fuck! ". Hendes øjne blev hvide i det, men hun kunne ikke bevæge sig ud af flækken, ikke andet end at vride sig af smerte, mens det føltes som om hele hendes indre skreg. Hun klemte sine tænder hårdt sammen, så hårdt at det føltes som om de ville gå i stykker, mens hun prøvede at undertrykke et skrig. Hun var på randen til at kaste op, af smerten der pulserede igennem hende, havde det da ikke været fordi at hun endte med at besvime af smerten i stedet for.