I don't understand why you have to do this Rainier

Tid 14:30

sted skoven

vejr: solen skinner

omgivelser: hende selv fuld optaget af en tegning

Summer havde bevæget sig udenfor skolen havde begivet sig den lange vej  til skoven efter en masse begivenheder som havde endt med at gøre hende stresset havde hun haft behov for at slappe af. Hun holdte sig til en sti fordi hun ikke gik synderligt godt pågrund hendes pause fra landjorden og det faktum at hendes land familie var begyndt at finde ud af at hun ikke blev ældre og derfor havde hun valgt søge imod det sted som havde været hendes hjem så længe hun huskede, men sådan var det ikke mere. Hendes hjem var blevet land.  Hun havde en blok med og ville se om hun kunne finde nogle dyr hun kunne tegne. Hun elskede iagtage alle skabninger på land så  længe hun kunne gøre det på afstand, men sådnan var det ikke altid når man gik på en skolen endte man som regel i en gruppe eller to, men sådan var det jo for hun havde selv valgt det,  ved vælge dem frem for hendes flok. Hun sukkede svagt som hun følte sig godt tilpas hvilket hun ikke havde gjort længe. Hun begyndte tegne en hænge pil og havde en plan om tegne sig selv ind imellem med sin hale. Der var ingen som anede hvad hun var, men det var også godt det samme for hun var et rovdyr som levede af kød fra dem hun kunne lokke, det var ikke noget hun brød sig om. Dog var det en nødvendighed for at kunne leve lige som at hun skulle have vand hver 5. time, men ikke på den måde som alle andre skulle have vand hun skulle ned i det ellers ville hendes krop udtørre. Hun begyndt falde til på skolen. Hun tænkte ikke over det barn hun var havde mistet til sine forældre. faktisk havde hun haft så travlt at hun  ikke tænkte meget over det mere. Hendes flok havde afskyet alt hvad der havde menneskene og landjorden at gøre og fordi hun havde elsket det havde de set sure på hende. Hvad hun ikke vidste var at hendes forældre havde sendt nogen efter hende og havde hun vidst det havde hun aldrig taget her ud i skoven alene. Hun troede ikke de ville lede efter hende og da slet ikke fordi de boede i en nomade flok og rejste rundt.
Hun lukkede svagt øjnene i og lyttede til naturen, hvordan kunne nogen hade noget så smukt som landjorden. Hun vidste det ikke, men det var for hende fortid. Hendes stok lagde ved siden af hende og hendes lange rødbrune hår landte i hendes hoved imens hun lavede den ene streng efter den anden.Hun var så optaget af sin tegning at hun glemte alting omkrring hende  og hun var slet ikke opmærksom på fare som kunne lurer i en skov.

//undskyld dette korte svare, men jeg er ved at være træt //

Rainier havde det sidste døgn forfulgt hende, langt nok væk til ikek at blive opdaget, men samtidigt lig epræcis kunen se hende. Hendes familie havde kontakter ham for et par uger siden - hun skulle kidnappes og tortureres indtil hun havde lært sin lektie. Den lektie værende, at land ikek var et sikkert sted for hende, havet var det eneste rigtige sted for en som hende. Han havde smilet for sig selv da han fik opgaven, for alt efte rhvor meget hun strittede imod, kunne det være han endte med i sidste ende med endelig at få smagt en mundfuld sirene kød. Indtil nu havde han kun fået smagt menneske og varulv, men han havde gjort det til sin egen lille kannibalistiske mission at skulle smage minimum én bid fra hver af de racer man kendte til, inklusive feer som ham selv.

Så snart han havde set hun gik ud i skoven, grined ehan stille for sig selv. Den skov var ikke langt fr ahans del af den større skov, og hun havde en tegneblok med sig, så hun ville nok være der lidt til. Det gav ham tid nok til at han i et stille og roligt tempo gik hjem til sig selv, hvor han hentede en mindre håndpistol, og en håndfuld bedøvelsespile, hvori der var nok bedøvelse til at kunne slå etdyr på størrelse med en spækhugger omkuld. Han fik også lukket sin trofaste hund, Wolfgang, ud af det rum han normalt var i. Han trak et lille stykke stof op af sin lomme, som han havde formået at gnubbe mod hendes stok på et tidspunkt hvor han stille og roligt var passeret forbi hende. hende slugt hang stadig i stoffet, og hans hund fik hurtigt færden af hende. Da Wolfgang gik afsted med snuden mod jorden, fulgte Rainier stille og roligt efter.

Det tog ikke længe, ikek mere end tyve minutter, før Wolfgang standsede op ved udkanten af en lysning, let knurrende, hvilket gjorde Rainier opmærksom på Summer, som der sad helt mutters alene ude i lysningen. Et dystert smil lyste Rainier's ansigt op, idet han still eog roligt trådte ind i lysningen. "Nånå, ser man det. Den lille Fräulein sidder helt mutters alene ude i skoven. Har man ikke lært at man aldrig skal gå ud i vildnisset alene? Tsk tsk tsk." Rainier rystede 'trist' på hovedet mens han langsomt gik frem mod hende. Han havde skiftet til et af hans hvide outfits, da han elskede at se blodet splatte på stoffet, og farve det til hans yndlingsfarve. Han gik langsomt hen mod hende, på sine bare tæer, med pistolen skjult i den ene baglomme.

// Outfit her

Summer havde været så optaget af hendes tegning at hun fór forskrækket sammen da den fremmede talte til hende og var det ikke fordi hun var dårlig gående havde hun sikert prøvet på at løbe sin vej og normalt ville hun havde trukket sig væk, men i denne situation vidste hun ikke om det var nogen god idé han virkede skræmmende og mere skræmmende end nogen hun havde mødt her oppe på land. Hun betragtede ham som han nærmede sig og med åbende hun flasken hun altid havde med, der vand i den og den eneste hun kunne forsvare sig på vandet dannede sig til en kugle og efter lidt til små pile som hun sendte efter " tag ikke et skridt nærmere for jeg vil kæmpe hvis det bliver nødvendig pilene stoppede få centimeter fra at ramme ham og derefter dannede sig til en kugle igen imens rejste hun sig op og samlede sin stok. Hendes blyanter lagde stadig på stammen som siddet på. Dog bar hendes blik ikke andet end frygt for denne fremmede som havde taget kontrakt til hende.
Hendes hjerne kæmpede for finde en løssning på at komme væk, men der var intet vand i nærheden og på land var hun ikke sønderlig hurtig. Hun tog nogle skridt tilbage hvergang han tog skridt frem imod hende. Hun brød sig om ham og han fik frygten til stige i hende. Hans ord brændte sig fast i hendes øre og hun kunne ikke slippe dem, men havde det gjort nogen forskel? Hun var ikke sikker, så for en afslappende tur ude skoven. Hun vendte sig til sidst i håb at hun kunne flygte og idet hun gjorde det faldte vandet til jorden og hun tabte sin stok som begyndte at løbe. Hun havde kun været så bange den gang hun blev forvidst. De første skridt i løb gik ret godt, men det varede ikke længe før hun faldte og måtte bide i græsset og hendes læbe som flækkede.  Hun var så bange at det ikke havde faldt hende at bruge hendes sirene sang til at få ham til at stoppe. Hun var ikke sikker på at det ville virke han lignede en som havde taget højde for hendes sang alligevel. Hun satte sig og ømmede sig hendes albue gjorde ondt og hendes læbe dunkede " la..la..lad mig værre jeg har ikke gjort dig noget" sagde hun og hendes stammen var kommet tilbage fordi hun var nervøs. Hun havde spildt hendes eneste våben.

Rainier's smil forsvandt ikke da hun udnyttede sin evne til at true ham med. Han havde udstået adskillige dages voldsom tortur før, og intet havde kommet nær den smerte siden. Istedet begyndte han at grine. En høj, kold og manisk latter der kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv den mest hærdede. "Fräulein, tror du virkelig lidt vand vil standse mig, uanset hvad du gør med det?" han gik ufortrødent videre, og der kom et manisk skær i hans øjne jo tættere han kom på hende. Han elskede den frygt han kunne mærke fra hende, det var den følelse han elskede at frembringe i andre, at se frygten og panikken i deres øjne.

Da hun satte i løb, pifted ehan højlydt. "Hol sie, Junge!" råbte han, og hans hund styrtede straks afsted for at standse foran hende hvor hun faldt, med en truende knurren. Hunden så ud til at være klar til at dræbe hende hvis den fik kommando til det, hvilket den så også var. "Tsk tsk tsk," sukkede Rainier, mens han langsomt gik tættere på hende. "Du ved vist ikke hvem jeg er, gør du? Ser du... Din familie... Har hyret mig. Og du vil nu få en lærestreg du aldrig glemmer. Om hvorfor det er farligt for sådan nogle som dig, at være på land." sagde han med et stort smil, som hansatte sig på hug ved siden af hende, og ladede pistolen, før han trykkede den mod hendes rygrad. "Sov sødt," hvorefter han trykekde på aftrækkeren så bedøvelsespilen satte sig i hendes ryg og pumpede bedøvelsen direkte ind i hendes rygrad.

_________________________________

En halv time efter havde han og Wolfgang fået trukket hende tilbage til sin hytte, og ned ikælderen, hvor hans torturkammer var. Han fik hurtigt spændt hende fast til det store kors (x-stil) han havde dernede, hvilket gav ham fri adgang til det meste af hendes krop - i alt fald så snart han fik fjernet hendes tøj. Men lige nu brugte han istedet tiden på at ligge alle redskaberne parat, mens han ventede på at hun kom til bevidsthed igen. Wolfgang lå ovre ved døren til trappen der gik op til resten af hytten, og holdt vagt. Imens han arbejdede, nynnede Rainier stille en af de gamle, tyske børnesange han havde lært for lang, lang tid siden.

Summer betragtede hunden som den var stoppet lige foran hende, hun sank svagt en klump og måtte indrømme at den mindst skræmte hende lige så meget som dens ejer. Hun turde dog ikke trække sig synderlig langt væk fordi hun sikker på at hunden ville stoppe hende, da han nævnte hendes familie fnøs hun selvfølgelig var det dem som havde sendt ham de var så bange for at komme selv at de håbede at kunne skræmme hende tilbage til vandet, men det var dem som havde smidt hende ud af hendes flok uden dem var hun ingen ting. Hun havde været bange fortabt de ting de havde gjort ved hende inden hun forsvandt var utilgivelige. Hun rettede sig en smule op og hun blev en smule ulæslig i ansigtet " Hør jeg kommer ikke tilbage det va..va.. va.. var dem som smed mig u..u..ud, jeg ha.. ha. hav.. havde ikke nogen andre  steder at tage hen " sagde hun og hendes stammen var blevet endnu værre og hun nåede heller sige  mere før hun mærkede noget blive skudt ind i ryggen på hende og  det hende til trække sig længere tilbage inden hun kæmpede med trætheden hun ville have sagt noget mere, men kunne det eneste hun så var verden som forsvandt for øjnene af hende. Hun lukkede tilsidst sine øjne og var nu i hans magt. Hvor end hun ikke ville være det så endt et sted sammen med en som hun ikke kendte og det værste ved det hele var at hendes familie havde sendt ham.

Summer vidste ikke hvor længe hun havde sovet, men da hun vågnede hang hun på et noget hun havde hovedpine og hendes krop gjorde ondt, men da hun hørte den fremmede nynne og være i samme rum som hende spændte hun i hele kroppen. Det var tydeligt at hun ikkw brød sig om det, efter lidt mærkede hun også at hendes tøj var væk. Hun åbende med samme øjnene som mærkede det manglende tøj. Hun vidste hvad det var han ville og hun kunne ikke lide det. Hun prøvede på at holde nogle forfærdet gisp tilbage, men det  gik ikke særligt godt " slip mig fri dit uhyrer, jeg har ret til selv at bestemme jeg intet barn mere mine forældre kan gøre det de har lyst til så må jeg også gøre det jeg har lyst til og lige meget hvad du gør ved mig, er der intet som får mig tilbage til vandet" sagde hun vredt og rev i hendes lænker. Hun ville aldrig tilbage til at være fanget i vandet. Hun havde oplevet så meget mere end nogen sirene i hendes flok kunne sige de havde.

Rainier sukkede let før han smilede igen, da han hørte hende vågne. Han gik hen til det ene hjørne af lokalet, hvor der stod en ældre grammofon. Han bukkede sig let og bladrede sin lille bunke af LP'er igennem mens hun snakkede. Noget mere stille, eller noget med lidt mere gang i? Ja, det skulle være noget af det swing han også havde brugt i Auschwitz. Han tog stille og roligt LP'en ud af dens cover. "Tsk tsk tsk. Fräulein, du tager fejl hvis du tror du kan tale mig ud af det her. Jeg er ligeglad om du tager tilbage til havet eller ej. Jeg har en kontrakt på dig, og jeg får en klækkelig sum penge så snart det her er udført. Tror du virkelig at noget som helst af hvad du siger til mig vil ændre min mening om hvad jeg skal til at gøre ved dig?" han kiggede på hende over skulderen, med et skævt smil og et manisk udtryk i øjnene, mens han satte LP'en på.

Den gamle 1940'er tyske swing musik begyndte at spille, og han nynnede sagte med på den mens han gik hen til det andet bord og tog en skalpel der, før han stille og roligt gik hen til Summer. "Og nu... Er det tid til lidt sjov." sagde han så, mens han langsomt lagde skalpellen mod hendes hud, og begyndte at skære. De første snit var meget overfladiske, men da han gik dem efter, skar han godt igennem de fleste hudlag, ned til det tynde lag fedt alle havde under huden. Han lænede sig ind for at slikke blodet af enden af et af snittene, før han trak sig tilbage, og slikkede sig let om munden. Ooh. Selv hendes blod havde en speciel smag i forhold til alle de mennesker han havde haft fat i. Interessant!

Som han stod der beundrede han starten af hans kunstværk. Hun havde fået et Y-snit over brystkassen, meget i samme stil som man lavede når man lavede en obduktion, og han var kun lige begyndt. Det kunne godt være han var brutal, men han ville altid have at hans 'kunstværker' så godt ud bag efter - alle snit lavede han altid symmetriske. Man kunne jo godt have en ære i sit arbejde.

// Musikken: https://www.youtube.com/watch?v=GXu4P6KpoLU

Summer vidste ikke hvad hun skulle gøre hun begyndte til sidst at lade hendes tåre trille. Det gjorde ondt da han skar i hende og hun var bange for og bevæge sig imens han skar. De første snit var ikke særlig dybe og smerten var til at holde ud, men da han skar dyber kunne hun ikke gøre andet end at skrige og da han endelig stoppede for at slikke noget af hendes blod i sig bevægede hun sig så voldsomt hun kunne. Hun ville ikke død her inde og slet ikke give ham den tilfredshed ved at være den der var svag. Hun vidste dog også at hun på tidspunkt skulle i kontrakt med vand så hun håbede på et tidspunkt at han måske ville føre hende til noget vand og på den måde flygte, men så kom hun tanke om hendes stemme. Dog var hun ikke sikker på hun kunne overdøve musikken som rungede igennem rummet. Hun ville bare ikke død her inde hun måtte kæmpe med alt hvad hun havde selvom det var begrænset, hvad hun havde at kæmpe med.

I det øjeblik hun begyndte at skrige, kunne Rainier ikke lade være, han kunne ikke holde det tilbage. En kold, kynisk og manisk latter forlod ham. Åååååh, det var sød musik i hans ører! Endnu mere ens den gode gamle sang han havde sat på! Apropos sangen begyndte han stilel at synge med på den, nu med et stort, manisk smil på sine læber, mens han gik hen til bordet med instrumenterne igen. Han tog en større kniv frem den her gang, og tændte fo rbunsenbrænderen. Han så over på Summer med det samme smil som før, og et sindssygt blik i hans øjne, menshan langsomt varmede kniven op. Derpå gik han over til hende igen.

"Schrei für mich, Fräulein..." nærmest hviskede han til hende, før han satte den flade side af den brændende varme kniv mod hendes ene overarm. Da han var tilfreds med hvor meget huden var brændt der, varmede han atter kniven op, og gentog det på den anden overarm, så der igen var perfekt symmetri. Han vidste selvfølgelig godt det med at sirener ikke var gode til varme, så det her måtte være den bedste tortur til dem, jo!

Summer vidste ikke hvad hun skulle gøre og da hun så op på den fremmede lagde hun godt mæke til hans maniske smil. Det fik det til løbe hende koldt ned af ryggen og hun kunne kun betragtede ham som han fandt sine ting frem. Da hun fandt ud af at det næste indebar varme gøs hun en smule. Det var ikke nok med at han med alle disse anstrengelser han havde puttede hende ignemmen havde gjort hende sulten, nu skulle han også til at udtøre hendes krop. Hun gispede svagt og hjælpeløst som han nærmede sig. Hun prøvede på komme væk, men det hjalp ikke ret meget når hun var lænket fast. Hendes eneste håb ville være at stoppe med hendes sirene stemme. Den stemme hun brugte til lokke folk med ud i vandet når hun spiste. Dog nåede han at sætte det varme skær på begge hendes arme, og det gjorde så ondt at tårende igen begyndte at løbe ned af hendes kinder. Hun følte sig svag og havde slet ikke lyst til mere. Hun ville bare hjem og glemme at dette sket. Hun var vred på hendes forældre at de havde sat hende i fare bae fordi det ikke brød sig om landjorden og hvorfor de havde gjort det forstod hun ikke og selvom sang ville hun ikke kunne komme væk. Hun begyndte svagt at synge som langsomt fik modet blev det højere og mere lokkende og prøvede konkuere med musikken som spillede.

Sangen var en hendes mnor havde lært hende som ung, selvom hun så ung ud havde allerede levet længe, men det meste af tiden i vand. Hun lod sig styrer af sin sirene side og det at hun var så frygtlig sulten. Hun håbede for hendes egen skyld at det ville virke så hun bare for en stund kunne få en pause. Smerterne var noget hun aldrig før havde oplevet og hun kunne kun håbe at det snart ville stoppe, men hun blev nød til kæmpe. Hun kunne ikke lade ham vinde uden en kamp. Hun håbede at det virkede. Hun kunne ikke hendes krop var ved give op og hun ville ikke med ham i nærheden miste sin bevidsthed.

Sang

Rainier grinede en smule for sig selv, da han mærked een bølge af frygt i hendes aura, det øjeblik det havde gået op for hende at han ville bruge varme på hende. Men selvfølgelig, han havde da spurgt hendes familie ind til hvad deres svagheder og styrker var, så han kunne bruge det mod hende. han lavede altid omhyggelig research før han gik igang med et job.

Hans smil var blot blevet større da han havde hørt hende gispe let, lige før han havde rørt hende med kniven, og en kold latter undslap ham, da han så hende græde af smerten. Han elskede at se hvor let alle udtrykkene kom ove rhendes ansigt, det var nogle gange så meget sjovere end dem der forsøgte at spille macho indtil han smertede dem så meget at de helle rikke kunne lade være med at skrige.

Han lagde godt mærke til at hun begyndte at synge, men han kunne heldigvis ikke høre det for musikken i starten. Han begyndte hastigt at fjerne sine handsker. "Nein, nein, kleines Fräulein... Sådan leger vi ikke her!" selvfølgelig vidste han godt hvad det ville kunne gøre ved ham hvis hun nåede at få volumen nok på til at han kunen høre det. Så for at få hende til at holde mund, lagd ehan sin nu bare hånd om hendes hals, og udnyttede sin nerve manipulation, til at få næsten alle nerver i hendes krop til at skrige til hendes hjerne af intens smerte. "Troede du at jeg IKKE kendte til jeres sang? Tro igen, Fräulein..."

Hun havde  håbet at det virkede, men lige lidt hjalp det  for han havde  sin ene hånd for hendes mund. Hun rystede svagt på hovedet i håb at han ville stoppe hun kunne ikke mere og hele hendes krop gjorde ondt og hun var næsten sikker på at den ikke ville kunne gøre mere ondt før han åbenbart brugte en evne imod hende. Hun fik store øjne som hun mærkede smerten. Hun havde aldrig oplevet noget lignede og med det samme stoppede hun med at synge. Hun kunne ikke koncentere sig om det. Tårede trillede endnu mere og hun kiggede bedende på ham i håb om at han stoppede den intense smerte som hun var sikker på kom fra ham. Hvordan han gjorde det vidste hun ikke og for at være ærelig havde hun heller ikke lyst til vide det. Under hans hånd  gispede hun. Hendes krop som kæmpede med at holde sig ved bevidsthed gjorde ondt. Hendes hjerne ville gerne bede ham om at stoppe, men hendes mund kunne ikke komme af med ordene " jee... jee... jeeg kan ikke holde til mere" fik hun til sidst fremstammet, men hun vidste ikke om han hørte hende igennem hans fingre for hendes stemme var svag og hun var næsten sikker på at hun ville død her, enden af sult eller fordi hun ville udtøre. Hun sikker på at han ikke ville lade hende i nærhed vand uden at have en måde hvor han kunne holde hende fra at komme væk. Summer var næsten sikker på at hun ikke ville komme her fra igen levende. Hendes frygt havde sat ind og hun kæmpede ikke bare med at holde bevidstheden hun kæmpede for ikke at miste fatningen. Hun blev nød til at tænke klart, selvom det var svært " je... je... jeg e.ee.eer su..su.. sulten, må havde mad og jeg mener ikke almindeligt mad jeg me..men.. me.. mener menneske eller andet væs.. væs.. væsen" stadig ikke særlig højt igennem hans fingre.

Hun kunne håbe og tro og be alt det hun ville, men barmhjertighed var noget der ikke længere eksisterede i Rainier. Havde det ikke siden den vinter i 1880 - barmhjertighed, medmenneskelighed, empati og alt hvad der dertil hørte, var blevet tabt den vinter, den vinter han selv blev tortureret og mistede sin forlovede. han havde mistet det meste af sin forstand, men han var stadig en udspekuleret satan.

Da han så hendes svage rysten på hovedet, blev hans smil langsomt større og større, han elskede når folk tigged eom nåde, uanset om det var verbalt eller nonverbalt. At vide deres skæbne var i hans hænder, var den følelse han nød mest. Altså, den, og følelsen af kroppen der sitrede mod hans hænder når han brugte sin evne, som om der var den mindste smule chance for at vride sig væk fra smerten mens man var bundet. Da han så hendes øjne spærrede sig op, og så flere tårer end før falde, kunen han ikke holde det tilbage. En høj, kold og manisk latter forcerede sig vej ud af ham, og han bukked eunder for et regulært grineflip. Han gav dermed slip på hende igen, og lod hende komme en smule til hægterne mens han lagde hovedet tilbage, med lukkede øjne, og grinede højt nok til at hans latter rungede i lokalet.

"jee... jee... jeeg kan ikke holde til mere." Rainier's grineflip stopped elangsomt, men hans maniske smil var der stadig da han sænkede hovedet igen for at se på hende. "Jamen lille pus dog... Jeg er jo dårligt nok startet!" grinede han, før han vendte sig om mod bordet med instrumenter igen, og overvejede hvad det næste instrument skulle være. Han stod stille et øjeblik og tog et dybt, roligt åndedrag som han fornemmede frygten i hende stige. Det var så dejlig en følelse at mærke, så skarp og uregelmæssig, uden sans og samling, meget hvordan hans eget sind lod til at fungere.

"je... je... jeg e.ee.eer su..su.. sulten, må havde mad og jeg mener ikke almindeligt mad jeg me..men.. me.. mener menneske eller andet væs.. væs.. væsen." Ved dette løftede han et øjenbryn og vendte sig om mod hende, hans smil en smule mindre end før, men det var der dog stadig. "Jamen dog. Så jeres diæt er præcis den samme som min? Fascinerende..." grinede han. Ja, han var selv kannibal, det var startet for længe siden... Men det var nu også meget praktisk når man skulle slippe af med resterne af lig. "Men du har slet, slet ikke været igennem nok til at fortjene det, eller noget vand, endnu. Nej, nej... Lad os se... Hmm... Ah, ja, selvfølgelig!" han havde stået og tænkt lidt over det, men nu havde han besluttet sig, og han tog fat i en stor, kraftig skruetvinge.

Hun var bange vred sig da han ikke ville lade hende gå, hendes krop dunkede og følte sig umådeligt træt og han ville stoppe. Hun kom med grødkvalt lyd som han sagde at hun ikke havde fortjent det endnu at han kun var startet. Hun hverken fortjente vand eller føde. Lyset i hendes øjne var væk og hun havde opgivet at kæmpe for det gået op for hende at det ikke ville hjælpe hende ret meget. Da hun så den ting han kom med gøs hun. Hun kendte ikke navnet på genstanden og det gjorde ikke noget for hun var sikker efter han brugt den på hende så ville hun ikke kunne lide den. Hun lukkede øjnene og nægtede at kigge på ham og prøvede at vende sit ansigt væk så godt hun kunne. Hun havde ikke flere tåre hun kunne græde og hendes og hendes øjne var store og røde af at have grædt så meget som hun havde.  Hun kunne ikke forstå hvorfor hendes forældre ikke bare kunne lade hende værre. Hun følte sig så hjælpeløs havde hun været ude i vandet kunne så nemt havde angribe med sin hale, men så heldig var hun ikke, men hun nægtede tage tilbage til hendes forældre lige meget hvor meget han udsatte hende for ville hun blive på land. Det at de udsatte hende for det gjorde at hun tog afstand til dem. Hun bed sig i læben for holde de hulk tilbage hun kom med, men det virkede heller ikke for de undslap alligevel hendes læber. Det var som jo mere bange hun blev jo mere sjovt fandt han det? Hun kunne ikke komme på en løsning for at slippe og hun måtte bare acceptere at han havde magten og så længe han ville havde den. På land var hun ingen ting og hun kunne ikke kæmpe imod lige meget hvor meget hun prøvede var hun svag på land og havde sine styrker i vandet. Hun kunne næsten ikke tro det, men han fået hende til indse at hun var stærkest i vandet. Hun følte sig dog mere hjemme på land  end hun gjorde i vandet. Hvilket var på grund af hendes forældre, men de var for stolte til indse at det var dem som havde skylden. Det var deres hårde  træning af hende som havde trukket hende imod land. Summer hed ikke rigtigt Summer, men havde fundet ud af bedre bruge dette navn end hendes rigtige navn som kunne være svært at udtale. Hendes rigtige navn var Sereriel. Hun havde ikke rigtigt sagt det til nogen og hun vidste ikke om han vidste det, men det var vel også lige meget. Hun havde ikke ret meget sige og havde været tavs længe før hun igen vendte sit ansigt imod ham " Hvorfor gør du det he... he... He... Her og jeg mener i... i... ikke for penge skyld, hvorfor finder du glæde ved det? " spurgte hun og håbede at hun på den måde kunne aflede hans opmærksomhed.

Aah. Det var der der, vi kunne lide. At se folk vride for at prøve at komme fri til ingen nytte, høre de små lyde af indestængt gråd og frygt. Rainier lagde godt mærke til hvordan hun pludselig stoppede med at kæmpe imod. Havde han virkelig fået brudt hende så hurtigt? Det var jo en smule kedelig. han havde troet sirene rkunne tage mere end det før de knak sådan. Suk. Nå, men han kunne vel stadig have det sjovt med at få hende til at lave flere af de lyde, og måske også få nogle skrig ud af hende? Det ville være perfekt. Han var sikker på at hun kunne lave de kønneste smerte skrig, så det måtte han jo bare prøve! Det førhavde jo kun været en smagsprøve, han kunne helt sikkert få hende til at skrige endnu højere!

"Åååh, nej nej nej lille Fräulein, du skal ikke se væk. Du skal se hvad jeg laver, her." sagde han med sit maniske grin, og en hånd tog hårdt fat i hendes kæbe for at dreje hendes ansigt den anden vej, mod hendes arm så hun kunen se hvordan han nu havde sat skruetvingen udenom. "Normalt bruger man dem her til at nogle træ og lignende fast, men... Jeg synes nu det her er en meget sjovere brug af den, gør du ikke også?" og så begyndt ehan med sin frie hånd langsomt at dreje på den, så den klemte hårdere og hårdere sammen om hendes arm. Det tog ikke længe før presset brød igennem huden, og sårene begyndte at bløde kraftigt.

Han elskede når folk prøvede at se væk, det var jo et endnu bedre bevis på hvor bange de var, når de ikke engang ville se på ham eller hans flotte arbejde! Han hørte godt hendes spørgsmål, men det fik ham blot til at smile bredere, og lægge hovedet let på skrå. "Hvorfor skulle jeg ikke finde glæde ved det her? Selvfølgelig er det måske lidt svært for dig at forstå, du kan jo ikke se hvor herlige dine ansigtsudtryk eller, eller høre hvor dejlige dine skrig er. Eller hvor sjovt det er at se dig prøve at vride væk fra smerten, når du ikke kan..." han kunen helt ærligt ikke se hvilket aspekt af det han ikke skulle syntes var sjovt, eller kunne finde glæde i.

Summer vidste ikke hvad hun skulle sige, han var et monster og hendes forsøg på slippe ud af denne situation så bare ud til at more ham, ja sågar hendes skrig og tåre fandt han meget underholdende Hendes krop gjorde ondt, mærkeligt nok var hun ikke vred på hendes forældre mere, men vreden var rettet imod ham. Han var ikke helt normal oveni hovedet. Hun spændte kroppen som han nærmede sig hende og tvang hende til at kigge på det han skulle til at gøre. Hendes blik var en anelse vredt, men hun vidste også godt at hun intet kunne gøre på land var hun lige svag som en orm og hun kunne ikke gøre så meget andet end lade ham, som hvis hun havde været i vandet så havde oddsene ændret sig og bare et enkel slag med hendes hale skulle være nok, men desværre var hun ikke så heldig. Hun vidste ingen gang hvor længe hun havde været her inde, men hun vidste at de langt fra var færdige og det skræmte hende. Hun ville ønske at hun kunne kæmpe imod, at hun ikke var bundet fast. Hun bed sig hårdt i læben som han spændte den omkring hendes arm.  bed hun sig selv i læben og da presset var stort nok og hun mærkede den varme væske på hendes arm, havde hun også bidt sig selv så hårdt i læben at den også blødte og selvom hun gjort alt for at komme med lyde, var det ikke lykkedes hende at holde et forfærdet og trist gisp tilbage. Hendes øjne begyndte igen blive våde, hun kunne snart ikke holde til mere. Alt den græden og smerten, den var ubærlig. Hun ønskede at miste bevidstheden så hun kunne komme væk fra smerten. Hun havde slet ikke hørt hvad han havde sagt omkring genstanden han brugt til at klemme hendes arm.  Hun havde været så optaget af lydene som hendes arm lavede før der kom hul og bare i det hele taget hvad det var han ville gøre. Hun mærkede ganske kkort smerten i hendes og så at det begyndte at sortne for hendes øjne. Hun kæmpede ikke mere for holde sig ved bevidsthed. Hun orkede ikke at kæmpe mere. Hun lukkede til sidst sine øjne og lod mørket skylde ind over hende, det var rart og når ikke han ville give hende en pause var det rart at hendes krop kunne.

Det kunne godt være at han fandt hende svag, men det var hun ligeglad med det måtte han gerne, hun håbede så inderligt at dette bare var en drøm. At når hun åbnede øjnene så var hun hjemme i sine vante omgivelser. Alt smerten ville være væk og at bare var en drøm. Hendes hoved hang efter hun mistet bevidstheden og hendes øjne var lukket. Hun lignede slet ikke en som lige havde oplevet dette. Hun mindede om en der sov.

Rainier's i forvejen store, maniske smil udviklede sig til endnu en høj latter da han lagde mærke til hvordan hun spændte i kroppen mens han gjorde hende klar, og han hørte det forfærdede, smertefulde gisp da hendes hud brød og skruetvingen derfor fortsatte igennem muskel og til sidst knogle, så den blev knust i flere mindre stykker der hvor presset var størst.

Hans smil forsvandt dog stille som han lagde mærke til at hun besvimede af smerten, og han sukkede før han fnøs, lettere frustreret. "Er du virkelig så svag? Du kan virkelig ikke holde til mere? Det var jo kun som et alment menneske... pfft..." han fnøs igen, og gav slip på hende. Det var jo ikek spor sjovt! Hvorfor skulel hun være så svag? Hvorfor måtte han ikke have sin sjov?!

Et højt brøl af raseri undslap ham, rungede i hele kælderen, og han rev skruetvingen ud af hendes arm igen for at kyle den mod væggen. Han var ligeglad med hvordan blodet fra hendes arm havde sprøjet overalt på hans ansigt, arme og brystkasse, han stod blot der og sparkede til de få ting han havde på gulvet, stod og slog ind i væggen et par gange og frigav endnu et brøl før han endelig faldt til ro igen.

Nå. Det betød vel bare han skulle håbe på at han var heldig at hans ventende mission rent faktisk var ude i byen i aften. Han havde ikke fået besked på at dræbe hende her, kun at give hende en advarsel, og det havde han nu gjort. Rainier tog nogle dybe indåndinger og strøg sin blodige hånd genenm sit hår for at få det på plads igen. Så gik han hen og tog skalpellen frem igen, for at skære et mindre stykke kød af henden rimelig knuste overarm, som han puttede ne di en pose til senere - hans sædvanlige souvenir.

Derpå kiggede han lidt på sit mesterværk, og da han var tilfreds med den mængde ar hun ville få, bandt han hende fri fra korset, og tog hende over skulderen i et brandmandstag. Han fik hende op fra kælderen igen, og, stadig dækket til af blod - det var midt om natten nu - gik han uden videre ud af døren, med en ordre til Wolfgang om at passe på hytten. Han gik stille og roligt hen til den nærmeste sø, og uden videre kylede han hende ud i det mørke, kolde vand. "Så fucking patetisk... Du har bare af at ønske du ikke ser mig igen..." snerrede han ud i stilheden, og gik så tilbage til sin hytte så han kunne få skiftet tøj, stadig på bare tæer mens han langsomt slikkede blodet af sine fingre.

// Out