Do you hate me or not ?

Til : @Roman Konstantin

Dato: 26 Juni
Tid: 15:30
Sted: Naomis Lejlighed
Outfit

Det var søndag men en rolig en, endnu en ny lang uge med arbejde ventede dagen efter denne dag, hvilket betød at der var huslige pligter der skulle ordnes. Naomi havde været hjemme hele dagen ind til videre, hun havde brugt tid på at vaske op, vaske tøj og få støvsuget, før hun var gået i gang med dagens yoga træning for at holde sin form, samt få styr over sit sind.
Efter træningen var hun gået i bad, før hun havde ordnet håret, og fundet lidt afslappet tøj frem, som var kommet på. Hun fik handlet ind, før at hun sank ned på sofaen med mobilen i sin hånd, og en kop kaffe på bordet.
Der var gået en hel del dage siden, hun sidst havde hørt fra Roman, og de havde hentet hans søde hund.
Naomi var lidt bange for, han ikke gad hende mere, at han måske fandt hende for kedelig de havde ikke engang, været tætte sidst. Hun havde ikke fået hans nummer, og at tage til hans arbejde, turde hun ikke efter sidst, så hun måtte vel vente til at kontakte hende, han vidste hvor hun boede.

Naomi sukke let, som hun lagde mobilen fra sig, efter alle de ting hun havde lavet, begyndte hun faktisk at kede sig, men hendes krop havde også brug for en pause. Hun tvang sig selv til at tænde tv'et, for at sætte en serie i gang, det blev til Friends før hun drak sin kaffe, og lagde sig til rette på sofaen. Totoro kom op og lagde sig kærligt ved hendes side, hun strøg ham let over pelsen som hun fulgte med i serien, og prøvede at skubbe Roman ud af sine tanker.

Outfit

Roman havde haft meget at foretage sig de sidste tre dage. Han havde haft nogle dage fri, men efter Seraphinas forklaring om de overnaturlige, havde han været nødt til at finde ud af mere. Specielt havde han undersøgt engle, fordi Seraphina også var sådan en. Da han havde læst, engle kunne give en ubeskrivelig form for ro, havde hans tanker straks bevæget sig hen på Naomi.
Han havde ikke vidst hvordan han skulle have det med det. Han var ikke vokset op troende, men han vidste nok om engle beskrevet i biblen især. Det var meningen de skulle være Guds hjælpere. Og han havde haft sex med en af dem. Hvad betød det overhovedet for ham? Havde han begået en synd? Var helvede virkelig? Han vidste ingenting, og han havde svært ved at abstrahere fra det.
Han stod foran Naomis lejlighedskompleks og overvejede flere gange bare at gå hjem igen. Han vidste ikke engang hvad han skulle tænke. Hun havde skjult så stor en ting om sig selv, og nu skulle han bare acceptere det? Uden han vidste af det, bevægede han sig op ad trapperne til han stod foran hendes dør. Han lænede sig mod væggen og stod igen og tøvede. Han tog en dyb indånding og bankede på hendes dør. Han lignede ikke en der havde sovet meget. Det havde været svært for ham, når hele hans verden havde ændret sig så pludseligt.

Naomi havde kun skjult det for ham, fordi hun ikke havde vist om han kendte til racer, og så var det heller ikke nemt at skulle fortælle, at hun faktisk havde været død. Hun havde selv været lidt forvirret siden de var sammen, for normalt var det ikke noget der lå til hende, men han havde vækket noget i hende og hun havde følt det var spændende. Men efter sidst hun så ham, var hun ikke sikker på hvad hun skulle mene, for inderst inde var hun stadig tiltrukket af ham, men var han stadig interesseret i hende? eller havde hun været for kedelig ?
Hun prøvede at få de tanker væk, måtte bare håbe han en dag ville dukke op, men at han var på vej nu havde hun langt fra regnet med. Som det bankede på døren, vågnede hun lidt op hun måtte have døset hen på sofaen, selv katten var gået og lå nu i kattetræet og sov.
Langsomt kom hun på bene, og strakte den høje spinkle krop før hun gik hen til døren, og åbnede den for at se ud. Som hans skikkelse kom til syne, så hun letter overrasket på ham, før hun trådte til side så han kunne komme ind, før hun lukkede døren bag ham.
"Roman ? hvad bringer dig her ? "spurgte hun lidt forvirret, og lod blikket vandre over ham, før hun rystede lidt på hovedet hvordan var det dog han så ud?
Hun gik til køkkenet for at sætte en ny gang kaffe over, før hun gik ind i stuen og vendte blikket imod ham, lagde let armene over kors.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle føle, men nu måtte hun se hvad han ville? " tag endelig plads?" sagde hun og nikkede imod sofaen, før hun sendte ham et blødt smil.

Roman vidste ikke hvad han mente om noget som helst lige nu. Alting var bare forvirrende for ham, og han prøvede at finde et fodfæste. Det var ikke nemt, når alting var en hvirvelvind af forandringer. Han gned sig i øjet mens han stod og ventede. Alting var bare umuligt for ham at forstå lige nu. Han havde prøvet bare at vænne sig til tanken, men det var svært for ham. Han troede han vidste hvilken verden han levede i, men nu var alting helt anderledes.
Han forsøgte at være rolig så meget som mulig, men han stod nervøst og trippede mens han ventede på der blev åbnet. Han var få sekunder fra bare at smutte igen, da døren blev åbnet. Han gik indenfor og stod bare og så rundt lidt, usikker på hvad han overhovedet skulle sige. Han så på hende førte en hånd igennem håret. ”Fortæl mig sandheden,” lød det fra ham. Hans stemme var ru og hans øjne fulde af fortvivlelse. ”Du er ikke et menneske, er du?” Han blev stående, selvom hun sagde han kunne tage plads. Han var slet ikke klar til at sidde, før han var faldet ned. Han var alt for meget oppe at køre lige nu.

Naomi kendte lidt til følelsen, før hendes død havde hun heller ikke kendt til det overnaturlige, og pludselig var hun endt i himlen det havde heller ikke været nemt. Hun havde heller ikke regnet med han ville stå her nu, og bede om sandheden, det var ikke nemt for hende. Som han kom ind, fik hun sat kaffe over før hun kom til ham i stuen. Med det samme kunne hun fornemme, at hans humør ikke var helt godt, og hun sukke let ved hans første ord, frygtede med det samme de næste.
Selvfølelig ønskede han sandheden, Naomi mødte hans blik imens hun nappe sig let i læben, så tænksomt på ham.
Hun trak let på skulderen, før hun fik mod til sig " jeg var menneske engang " starte hun langsomt, med en trist stemme, og et blik der fortalte at hun ikke brød sig om denne snak, det gjorde ondt på hende. Med få sekunderes pause, puset hun svagt ud " men jeg er nu en genopstået engle" sagde hun, før hun så lidt ned imod sine fødder " for 5 år siden blev jeg dræbt, ved et røveri" sagde hun, imens en let tårer gled ned af sin kind. Dette var ikke noget hun delte med andre, men hun vidste også han fortjente sandheden, selvom hun frygte han ville forlade hende " jeg ville fortælle dig det, jeg vidste bare ikke hvordan, det er ikke nemt for mig at snakke om" sagde hun trist og så op på ham, med tårer i øjnene " men jeg er den samme person, jeg har ikke ændret mig" sluttede hun af.
Hun frygtede han ville gå, men hun ville gerne fortælle ham alt hun kunne, men hun vidste ikke om han ville lytte, langsomt tørrede hun tårerne væk med håndryggen, imens hun afventede hans reaktion.

Roman vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne se det berørte hende, men det var også en stor ting at holde hemmeligt. ”Du kunne bare have fortalt mig hvad du var. I stedet har jeg gået rundt som en idiot der ikke vidste hvad der foregik omkring mig.” Han sukkede og gned sig i panden. ”Hvordan kan jeg overhovedet vide hvem du er, når du skjulte så stor en del af dig selv?” Han følte bare han var blevet holdt for nar, at han havde gået rundt fuldstændig uvidende og folk har fundet det underholdende.
Han drejede sig væk fra hende og lagde hænderne mod hans nakke. ”Jeg er ikke god til forandringer og mit liv har været fuld af dem de sidste år. Jeg troede endelig jeg havde fundet et sted jeg kunne blive, og nu finder jeg ud af det…” Han lod armene falde ned langs hans krop. ”Hvordan helvede skal jeg overhovedet håndterer det her? Alt jeg troede var en løgn.” Han følte sig bare så fortabt. Han vidste ikke hvad ben han skulle stå på, og alting var så overvældende.

Naomi kiggede på ham, hun forstod ham desværre godt, og skammede sig over ikke at have sagt noget. Hun sukke dybt imens han snakkede, let lod hun en hånd køre igennem håret " hvis jeg havde sagt det der, var du gået " sagde hun stille, men hendes stemme var tynget med skyld, hun så stadig mod ham " jeg har ikke holdt det skjult for at sårer dig, og alt hvad jeg har gjort med dig har jeg ment" sagde hun trist " men jeg er Naomi, og har altid været Naomi, det er hvem man er og ikke hvad " sagde hun fast.
Hun betragtede ham, som han blev mere frustreret, det tog meget kontrol af hende ikke at gå hen, og lægge en arm om ham men hun blev stående på afstand. Naomi sukke stille, det var svært at regne ud hvad hun burde gøre, for hun vidste godt at det nok desværre var sidste gang hun så ham, men ville også kunne forstå det. " det er ikke nemt nej, jeg har været samme sted, ikke vidst noget om fareren omkring os " sagde hun stille " men du vænner dig til det, og det her er dit hjem lige meget hvad, du er stadig en stærk fyr" sagde hun blidt.

Naomi gik ud i køkkenet, og hældte kaffe op i to kopper, før hun bar dem ind på sofabordet og så mod ham " jeg vil gerne prøve at besvare de spørgsmål du har? jeg ved langt fra alt, men jeg vil gerne prøve " sagde hun, før hun selv gik hen og satte sig på sofaen. Hendes blik hvilede mod ham, det var svært det her men nødvendigt " jeg kan fortælle dig alt jeg ved, om hvad jeg er, men så du også nød til at lytte til mig" sluttede hun af, imens hun lagde armene lidt omkring sig.
Hun frygte han ville gå, men håbede han ville lytte til hendes ord.

Roman rynkede brynene og rystede på hovedet. ”Jeg ville ikke være gået…” Han sukkede opgivende. ”Jeg ville ikke have troet på dig.” Han lyttede til hvad hun fortalte. Han forstod det ikke nødvendigvis i forhold til det væsen man var, men han forstod det i forhold til seksualitet. Han var ikke fuldkommen åben omkring det, og det følte han heller ikke han behøvede at være. ”Jeg føler mig bare så dum,” indrømmede han. I 19 år havde han levet i en verden, som han troede han forstod fuldstændig. Nu har han fundet ud af, der var så meget mere han ikke kendte til.

Roman så ned da hun snakkede om at vænne sig til det og at han var en stærk fyr. ”Ikke så stærk,” mumlede han lavmælt for sig selv. Han følte sig temmelig svag lige nu. Han vidste ikke engang hvad han skulle spørge om. Der var bare så mange ting i hans hoved, han følte det snart ville eksplodere. Han gik hen og satte sig i sofaen. ”Jeg vil gerne lytte.” Han var ikke sikker på han kunne forstå det, eller om han overhovedet kunne håndtere mere information lige nu. ”Jeg ved bare ikke om jeg kan. Jeg føler mit hoved er så fyldt.” Han greb fat om sin næseryg med to fingre og pressede en anelse sammen. ”Ingenting giver mening længere.”

Hun kiggede på ham" måske ikke, men det frygtede jeg" svarede hun ham ærligt, det var hårdt, men dengang de sås første gang havde hun ikke turde sige det, og da de hente hund virkede det bare heller ikke som det rigtige tidspunkt. Naomi rystede let på hovedet" du er ikke dum, det er ikke nemt at kende til" sagde hun stille, før hun gik ud i køkkenet for at hente kaffen. Hun havde ikke regnede med at skulle fortælle ham det, på denne måde det var ikke rigtigt men der var igen vej tilbage, men frygten for at miste ham sad dybt i hende.

Naomi vendte tilbage, lyttede til ham " du er stærk, det må du ikke tvivle på, der er så mange ting du kan, lige meget hvad du er" sagde hun fast, hun vidste det var svært, men han var nød til at tro på sig selv. Som hun satte sig, vendte hun blikket imod ham, som han tog plads i sofaen.
" jeg tror du har brug for ro" sagde hun blidt, som han så ret så presset ud " må jeg hjælpe dig? " spurgte hun blidt, før hun rykkede tætter på ham.
En hånd blev lagt imod hans ben, imens hun lukkede øjnene og fokuserede, på at sende ro fra hende og igennem ham. Ikke noget overdrevet, men en ro der forhåbentligt kunne dæmpe de mange tanker, hun holdt ved ham et par sekunder før hun trak hånden til sig og slap et stille suk, hun havde mærket hans følelser de blande sig med hendes, men hun håbe roen kunne hjælpe ham bare lidt tid imens han var hos hende.
Hun tog den ene kop, for at tage en kop kaffe, før hun satte den fra sig og så på ham, med et følsomt blik " jeg vil ikke overvælde dig, og hvis du ikke ønsker at se mig mere, kan jeg godt forstå det, men jeg vil altid være her. Og når du føler du er klar, kan jeg fortælle om mit liv, selvom jeg normalt ikke gør det" sluttede hun af.

Hun rykkede sig en smule, før hun trak bene op til sig, og så lidt mod tv`et imens hun selv prøvede at finde rundt i det hele.

Roman vidste ikke helt hvad Naomi var i hans liv, men det var svært for ham at give slip på hende. Han vidste heller ikke hvor hun selv stod. Han gned sig let i tindingen. Det var alt sammen lidt overvældende for ham og han begyndte at få hovedpine igen, hvilket var en almen ting den seneste tid. ”Jeg vidste godt noget var underligt her, men jeg prøvede at rationalisere det væk.”
Han fnøs let. ”Ikke i forhold til alle andre. Jeg er et menneske, og alle andre har superkræfter.” Han rystede opgivende på hovedet. Han ville aldrig føle sig på samme niveau som dem. Han kunne ikke flytte ting med tankerne eller bruge magi eller noget lignende. Han var bare et menneske, intet specielt. Han så på hende da hun sagde han havde brug for ro. Han blev lidt skeptisk da hun spurgte om hun måtte hjælpe.
Han skulle lige til at rykke sig væk, før han mærkede en ro indfinde sig i hans krop. Han sad bare lidt og overvejede hvad der lige var sket. ”Du skal ikke bruge magi på mig uden jeg har bedt om det.” Han synes det var grænse overskridende. Han vidste ikke hvad hun kunne gøre. ”Hvis ikke du vil fortælle det, så lad vær. Men lige nu har du gjort noget mod mig, jeg ikke har givet dig lov til. Hvad gjorde du, helt præcist?” Han anede ikke hvad hun faktisk kunne gøre, og han frygtede hun havde gjort noget i hans hoved. Han ville ikke have nogen skulle se ind i hans sind, imod hans vilje.

Naomi måtte nok finde ud af, hvad de var for hun havde lidt brug for at vide det, af frygt for at blive såret senere hen. Hun kunne godt forstå alt var svært, det var skræmmende at vide at folk kunne ting, man ikke regnede med og at man selv var langt nede i fødekæden. Hun var jo selv en af de svage, og eftertragtede på grund af sit blod, men hun prøvede ikke at lade det påvirke hende, og det skulle han nok lære en dag.
Hun skævede til ham " men hvis du lærer nok om de andre, kan du også lære hvad der kan skade dem, og alle kan dø " sagde hun ærligt, selv hun kunne dø hvis der skete noget.
Naomi bemærkede godt hans blik, i et split sekund fortrød hun også sit valg, men det var lidt for sent for hun havde rørt ham og var fokuseret.
Som hun trak sig, og rykkede sig for ham, slap hun et svagt suk han reagerede helt naturligt, og selvfølelig skulle hun have ladet ham svare først. Det havde været englen i hende der trak, for at hjælpe men det skulle hun ikke gøre mod ham. Hun kiggede lidt ud i luften, før hun så på ham med en skyldfyldt blik " jeeg, bleklager det var englen i mig der trak " sagde hun stille, lod en hånd køre gennem håret, før hun mødte hans blik " jeg har ikke skadet dig " starte hun hurtigt " jeg har givet den krop ro, det vil forsvinde efter en times tid, og jeg har ikke set noget som helst i dit sind" sagde hun stille, før hun så ned " jeg prøvede bare at give din krop og sind, en smule ro til at forstå, men jeg var dum og lod dig ikke svarer" sagde hun med et suk.
Hun skævede til ham " jeg vil gerne fortælle det, jeg skylder dig at give mere af mig, og lad dig lære at forstå hvem og hvad jeg er" sluttede hun af, før hun tog kaffekoppen og drak lidt.
Hun var fortvivlet, og følte sig mest af alt dum, fordi hun havde overtrådt hans grænser, hun prøvede at dæmpe de mange tanker i sit sind, imens hun sad stille og så lidt mod tv`et uden rigtig at følge med.
" undskyld, jeg har været en idiot, og det fortjener du ikke " sagde hun ærligt og så mod ham " du betyder noget for mig, og jeg var nok bange for du ville gå, men jeg fortryder min handling, og vil aldrig røre dig på den måde igen uden din tilladelse " slutte hun af, med en let tårer i øjenkrogen der fortalte at hun mente hvert et ord.

Roman vidste godt det var muligt at dræbe de andre væsner, men der var bare så meget han skulle finde ud af, og det kunne handle om liv eller død. Hvis han tog et forkert valg i et en situation, ville han dø i stedet for en anden person. ”Det er ikke nemt at tage et liv.” Han havde aldrig selv gjort det, men han havde været tæt på. Og det var ikke nemt. ”Jeg forstår bare ikke hvad fanden jeg er blevet en del af.”
Roman vidste ikke om det var en undskyldning. Han vidste ikke hvor meget der faktisk påvirkede hende. Det var umuligt for ham at vide. ”Ro vil ikke hjælpe mig. Jeg vil bare blive ramt af endnu mere uro på den anden side.” Han sukkede, knap så oppe at køre nu. Han nikkede blot da hun sagde hun gerne ville fortælle hvem og hvad hun var. Det var hendes valg. Han så mod hende da hun talte igen. ”Jeg ville være gået.” Han kunne lige så godt være ærlig. Han var slet ikke klar til at tackle alt det her. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes knæ, da hun blev berørt igen. ”Jeg har brug for tid, Naomi. Jeg ved ikke om jeg kan håndtere det her. Måske er det bare for meget for mig.” Han havde været igennem en del i hans liv, men ikke så meget at han kunne acceptere alt det her uden problemer. ”Det er bare for meget for mig.” Han placerede det nederste af hans hænder mod hans øjne.

Naomi betragtede ham stille " det er aldrig nemt at tage et liv, men du kan også lære at gør skade så drab ikke behøves " sagde hun stille, og ryste svagt på hovedet, det var heller ikke nemt for hende at snakke om, når hun selv havde oplevet drab på egen krop. Hun kiggede lidt, og pillede lidt ved sin bluse " jeg ved det ikke er nemt, men det er bedre du kender til det, det kan rede dit eget liv" sagde hun blidt.
Han var stærk hun vidste det, men hun håbede han kunne finde troen på det, hun vendte øjne imod ham igen, før hun hævede øjenbrynet let " sorry " svarede hun trist. Som det næste svar lød, sukkede hun stille og nikkede let, det vidste hun næsten godt, det havde de fleste gjort hvis de kendte til sandheden, men hun havde den dag følt sig en smule menneskelig igen og det havde været så rart.
Hun så mod hans hånd, der hvilede mod hendes knæ og slap et stille suk " jeg vil altid være her, hvis du en dag er klar" sagde hun trist, og lagde kort sin hånd på hans gav den et kort klem, før hun slap ham igen " det var ikke denne måde du skulle vide det på, det var dumt af mig, men du fik mig for en stund til at føle mig menneske igen " sagde hun ærligt, det var slut med at lyve, hun vidste at hun selv havde ødelagt det, og der gjorde så forbandet ondt men det måtte hun leve med.
Naomi kiggede på ham, som han holdt sig ved øjnene, og lagde en blid hånd på hans skulder " det jeg ked af hører, men jeg forstår dit valg " sagde hun blidt, og tvang sig selv til ikke at græde, det måtte vente til han ikke var her.
Hun slap ham blidt og tog lidt mere kaffe, blev siddende stille som hendes tanker fløj rundt og kunne slet ikke forstille sig hvor svært han måtte have det.

”Det ved jeg godt.” Hvis ikke han var påvirket af hendes ro, havde det nok lydt hårdere end det gjorde. ”Jeg havde bare aldrig troet det var nødvendigt. Jeg troede almindelig viden om våben og slåskampe ville være nok. Det her er bare… Det er meget.”
Roman havde bare brug for at finde sig selv igen. Han følte alt der var sket i den tid han havde været her, havde været en løgn. Han vidste ikke om han kunne stole på nogen som helst længere. Alting virkede bare forskruet og usikkert. Han hadede hver en stund af det. Han nikkede da hun sagde hun ville være der. Det vidste han nok godt allerede. Hun var en engel, det var lidt hvad hun skulle gøre, var det ikke? ”Jeg tror det er bedst jeg gør før timen er omme.” Han rejste sig op og så på hende. ”Jeg kommer tilbage når jeg er mere rolig. Undskyld… Jeg skulle ikke være kommet.” Han bevægede sig mod døren. Han kunne bare ikke risikere at flippe ud på hende mere end han allerede havde gjort. Det vidste han godt hun ikke fortjente.

Naomi kunne godt fornemme at hendes ro, havde fået dæmpet hans vrede en smule, men hun havde så sindssyg dårlig samvittighed" det er heller ikke sikkert det bliver " svarede hun stille. Hun kiggede på ham som han rejste sig, rejste sig langsomt op og lagde armene om sig selv " jo du skulle være kommet, det er min fejl det her ikke din " svarede hun ham, som hun fulgte med hen imod døren.
Hun havde lyst til at kramme ham, og fortælle alt nok skulle gå, men hun vidste også det var englen i hende, og der var ikke mere hun kunne gøre. Det var hårdt at se ham, så ude af sig selv hun åbnede døren for ham. Kiggede intenst på ham " pas godt på dig selv, og på snow " sagde hun trist, sendte ham et sidste svagt smil før hun ventede på, han nok ville gå, så hun kunne lukke døren bag sig.

Hvis han gik ville hun, forsvinde ind på sit værelse, gemme sig under dynen og lad tårerene flyde. Begrave hovedet ned i puden, og mærke fortvivlesen sorgen....

Roman tog en dyb indånding og så på hende. Han vidste ikke hvad det var i ham, der fik ham til at træde frem og give hende et hurtigt kram. Måske var det fordi han havde brug for det, men højst sandsynligt var det fordi hun havde. Han gav slip på hende. ”Jeg kommer tilbage når jeg er klar.” Han gik ud ad døren og stod et øjeblik, før han bevægede sig ned af trapperne og ud på gaden. Han gik hjemad og bad til han ikke ville støde på nogle overnaturlige problemer på vejen.

//Out//