How could you.. I hate you! - Magister

Dato: 1945 - et par måneder efter 2. Verdenskrig
Tid: Tidlig morgen, solen titter lige op over landskabet.
Vejr: En smule blæseligt med skyer her og der, fugtigt græs fra natten af.
Omgivelser: Den gigantiske skov udenfor Gaia og Moonlight Falls
Påklædning

Det var en mærkelig tid, overalt i England var trist, det var en tid for stor sorg og håndtingen af efter effekten af 2. Verdenskrig. Selv om Gaia, Moonlight Falls og de omliggende steder, lå uden for det normale menneske, var det stadig et sted, som lå i England. Man kunne stadig mærke effekten af en verdenskrig og ødelæggelsen fra bombningen fra tyskerne.
Dog var det få som kunne sige, de havde levet gennem 2 helvedes krige og rent faktisk kunne fortælle om dem. Aviana var en af dem. Hun havde ikke været direkte indvolveret i 1. Verdenskrig, hvor 2. Verdenskrig var en helt anden oplevelse. Aviana havde været sekretær for en af de højrangede officere og boede meget af krigen i en bunker i London. Da krigen var nåede sin ende og Aviana endelig kunne forlade London og sige sit arbejde op som sekretær, havde der næsten gået 2-3 måneder.
Det første hun gjorde, var at finde tilbage til sin pack, eller Drake's pack for at være præcis. Hun var trosalt kun et medlem, fair nok, hun var rimelig velset og set op til af de yngre krigere og jægere.
Aviana havde sit jægertøj på og med sit spyd over skulderen gik hun i sine egne tanker. Den sorthårede varulv kendte vejen, som var det sin egen baghave, så hun så ikke rigtig ruten hun gik. Et pludseligt højligt knæ fra nogle træer i nærheden af hende, fik hende til at reagere med umenneskelig fart og stod i kampposition med spydet i begge hænder. Med skarpe øjne nærstuderede hun omgivelserne omkring sig, klar på et angreb.
Det var, som om at skoven holdte vejret i ren spænding på, hvad der kunne ske. En skygge fra de mørke buske begyndte at bevæge sig ud fra hvad før bare havde været mørke, mod Aviana. Som skygge begyndte at tage form til en person, nærmede personen sig langsomt og lydløst mod den armerede varulv. Hvad personen ikke havde forventet, var at Aviana faktisk var velvidst om snig-angrebet. Før personen vidste af det, mistede han alt luft fra sine lunger og et kraftigt slag i siden af hovedet med enden af spydet, så han landede på rykken. Med kun få meter fra personens næsetip, kiggede han op og tog sig til siden af hovedet. Gee Avi, way to treat your welcome back sagde han, som personen aede det røde sted på ansigtet.
Christ Vek, I many fucking times have I told you not to sneak up on people, unless its for killing... beside I could have killed your sorry arse kom det skarpt fra den seriøse sorthårede varulv, som fjernede spydet fra Veks ansigt.
Atleast enough to make sick of it.. and doubt you would, then you wouldn't have this loveable face to look forward to svarede han halvsmilende, da det stadig gjorde usideligt ondt af blive sendt i jorden af sådan et slag. Aviana rulede sine øjne af Veks kommentar og strakte sin hånd ud, som Vek greb og kom op igen. Common, the whole pack is waiting and exciting to hear from you sagde han nu sortsmilende og ledte Aviana hen til packens lejer.
Vek var en smule yngre end Aviana, hvis man ikke talte den sorthårede varulvs rigtige alder med. Aviana lignede en på 23, hvilket for mange var en ideel alder at være fanget i for evigt. Veks var lige blevet 20, men manglede at udføre sin mandomsprøve sammen med en del af de andre unge mænd i packen. Udover det, så kunne Aviana stadig se det store crush Vek havde på hende, som han havde haft lige siden hun sluttede sig til Drakes pack.

Aviana vidste ik', hvordan hun skulle reagere på det. Hun havde trods alt været sammen med mange andre typer, alt fra vampyrer til hekse, hvilket førte åbenbart til børn og ægtemand en gang. Noget af ulempen ved sin udødelighed, var at efter 2 livstids, omkring 200 år, ville Aviana glemme stortset alle hun kender og der ville være intet hun skulle gøre for at ændre det. Med næste 9000 år, har hun prøvet alt hun kunne finde på, som måske kunne stoppe hende fra at glemme alle hun kender fra sit liv, dog uden held.
Det var foreksempel ikke meget mere end 4 år siden at hun genlærte den mand hun havde været gift med i over 3000 år. Men grunde sin maksimum af 2 livstidshukommelse begrænsning, havde hun glemt hun faktisk var mor til 2 børn med denne heks.
Ikke desto mindre blev de enig om at et venskab nok ville fungere bedre for dem, end at Azrael hver 200 år, skulle genvinde hende tilbage.

Aviana og Vek kom ind i lejren og hun blev taget imod af jubel og før Aviana vidste af det, var det som om hun aldrig forlod packen.
Der blev holdt et kæmpe gilde til ære for Aviana var vendt tilbage fra krigen.
Dagene gik i lejeren og Aviana faldt hurtigt til og hjalp til med alt fra jagt til træning af de unge jægere og krigere.

Påklædning med en M1911 håndpistol: Link Med en stor vandre taske på ryggen.

Krigen… Det var hvad alle kaldte den. Krigen… Som om det ord havde en betydning. Det var bare en stor slåskamp om hvis pik var længst. Om det var Tyskland eller Storbritannien. Men i sidste ende var det jo ligegyldigt. For det handlede ikke om hvis pik var længst. Men hvis pung var tungest. Hvilket var derfor at denne unge mand havde arbejdet for stort set dem alle. Hvem end der betalte mest. Og han havde brugt de sidste 8 år med mudder til knæene og papirer gemt de mærkeligste steder. Og på intet tidspunkt havde han haft brug for at dræbe uskyldige soldater. Han havde til gengæld mistet venner blandt soldaterne. Når man ligger i en skyttegrav om man er spion eller soldat så danner man et bånd med dem ved siden af sig. Et bånd der får en til at føle man mister en del af sig selv når man så ser en patron blæse hjernen ud på dem. Mærke hvordan livet forsvandt fra dem. Og vide at med hans viden kunne han ende krigene ved at skubbe en af stormagterne direkte imod sejren. Men han var nød til at være nøjagtig med de dataer han gav ud. Mest fordi han kun var betalt for den del af informationerne. Men også fordi det var det han levede af. Selvom det bare var en dårlig undskyldning for at han faktisk kunne lide at gå undercover bag fjendens linjer. Selvom begge sider var fjendens linjer i denne situation.

Men nu var han her. Han stod bag et træ og kiggede imellem nogle blade på en ung kvinde der så ud til at være opmærksom. Specielt på den måde hun lagde den unge mand ned som var han legetøj. Han undersøgte kvindens stil og taktik. For at finde svaghederne bag hendes angreb. Bare for en sikkerheds skyld. For nu igen. 3 måneder efter krigen var stoppet. Var han ved at træde ind i en helt ny krig. Men denne gang var det varulvestrid. Og ærlig talt? Så grimt som han vidste det kunne blive… Så foretrak han egentlig krigen. Men arbejdet havde været tyndt. Folk havde ikke længere brug for en spion. Så en så god som Evan her. Måtte han finde noget andet at lave i stedet. Og så var det han blev kontaktet af en af dem han var gået undercover med. Den mand viste sig at være varulv. Og han vidste Evan var dæmon. Og han spurgte ham om Evan ikke kunne tænke sig at gå undercover en sidste gang. Hvad han ikke vidste dette ville blive hans sidste gang.

Tiden gik og dagene med. Han havde observeret sit mål i nærme detaljer. Og havde nok stille og rolig fundet sig en plan. Dog havde han brug for det rigtige vindue. Og den rigtige lugt. Hvilket var derfor han ikke havde bevæget sig ind nær deres næsers advarende rækkevidde. Hvilket betød de kunne lugte ham men det kunne jo lige så godt være en tilfældig vandre. Samt han holdte sig så godt han kunne i modvind i forhold til de fleste. En dag var det så han fik muligheden. Aviana som var hans mål gik alene igennem skoven en dag. Hvorfor vidste han ikke. Men det var hans chance. Han tog tasken over skulderen. Og sikrede sig pistolen sad på hans lænd klar bare for en sikkerheds skyld. Derefter hoppede han ned fra træet og løb igennem nogle buske så han fik strammer og ridser rundt på huden. Han var allerede beskidt fordi han havde brugt mudder til at skjule sin duft yderligere. Og hvis man så ham nu ville man tro han var en der var faret vild. Hvilket også var meningen. Han stoppede kort op et par træer væk fra hende. Han var sikker på hun kunne høre ham. Så han smed tasken og satte sig op af træet med en lettere hård ånde fra hans løbetur. Og afventede hendes træk. Han var rimelig sikker på hun havde hørt ham og højst sandsynligt også set ham. Men han havde stået på en måde der gjorde han ikke virkede som om han havde set hende.

Det havde været ret mærkeligt at have normale dage i lejeren med flokken igen. Det at kunne vågne op til lyden af stilhed eller normale samtaler, det var stadig en smule mærkeligt. Aviana led ikke af noget PTSD som de mange millioner af soldater gjorde, hvilket hun var lykkelig for. Hendes krop kunne heale stortset alt, så vidt hun vidste af, mentalt og psykisk, dog eneste problem ved healing af mentale skader er længden det vil tage at heale det.
Hvis hun ikke trænede yngre jægere, jagtede hun selv, men lige denne dag var der intet at lave og Aviana var i lidt af et nederen humør. Vek havde prøvet at opmundre hende, men til ingen nytte og han havde desuden også opgaver.
Den sorthårede varulv havde siddet i lidt tid for sig selv op af en stolpe, før hun rejste sig for at gå en tur.

Længere væk fra lejeren travede Aviana i sine egne tanker med sit krigsspyd hvilende over skulderen. Et godt stykke ind i skoven, stoppede hun for at tage sig en lur oppe i et træ. Hun vågnede et par timer senere ved at sætte sig bragt op. Et mararidt havde kørt på hende da hun sov og vækkede hende med et op. Som hun sad i træet, stragte hun sig og hoppede ned, kunne være at, hvis hun gik tilbage nu, at der var noget mad tilbage.
Ikke desto mindre gik hun med raske skridt tilbage, men sit instint sagde stop. Aviana stoppede bragt op og lyttede. Ganske rigtig kunne hun høre noget løbe, hvilket ikke var et dyr, for tunge skridt.
Varulven satte sig ned på hug, spydet hvilende over skulderen og næsen i retningen af lyden. Hun havde svært ved at fange færden af noget vitterligt farligt. Hun dog ikke overbevist da det løbende væsen, eller hvad det nu var, stoppede og bakkede bagud.

Aviana forsvandt ind blandt buskene og de mørke skygger uden en lyd. Det tog ikke lang tid for hende at lydløst bevæge sig hen over træerne og så, hvad det var som havde rumskerede i skoven.
En person, hvad fanden laver en person så dybt inde i skoven? Det lignede ikke nogen fra flokken eller lejeren. Frakken personen havde på var for stor, så det gjorde det umuligt for hende at se hvem det var oppe over den fremmede. Hun havde svært ved at lugte sig til, hvad race person var, sikkert grunde muderet, som var ret stærk i luften og synlig.
Unaturlig hurtigt og lydløst, landede hun bag den fremmede, som så ud til at være ude af pudst. Før den fremmede mudrede person nåede at ragere, havde Aviana ført spydes blad for personens strube. Strange.. we don't get many dirty visitors in our part of the forest.. Explain yourself or I'll just kill you and be on my way kom det dominerende fra den unge sorthårede varulv. Hun var kommet frem på venstre side af manden med spydet i den ene hånd, som hun trodte frem. Hun stod nu med spydet i begge hænder, spidsen rettede mod den fremmede.

Aviana har mødt nok fremmede folk, til at vide at de fleste var ude på noget slemt. Derud over så var hun også ret kynisk og kunne virke utrolig kold over for folk. Det var ret komisk, hvis man kendte varulvens begge personaer. Hvis man mødte hendes kvindelige side, var hun utrolig munter, snaksalig og for det meste altid glad.
Hendes jæger side, var næsten en 180 graders vending.

Lyden af hende bevæge sig rundt var for hurtig til at han kunne bedømme hvor den kom fra. Så han blev siddende. Han var da rimelig sikker på at han ikke ville blive myrdet med det samme. Dog vidste han at han var nød til at være forberedt. Så han greb langsomt fat i pistolen på hans lænd. Grebet sad som smurt i hans hånd mens det kolde metal blev presset imod bunden af hans rygrad. Han havde fat i en måde der gjorde at tasken han havde med skjulte for at han havde fat i den. Kan var nød til at være sikker. Dog pludselig vendte han blikket og blev mødt af et spyd der havde direkte retning imod hans strube. Han fulgte spyddets pind op langs selvom han vidste hvad han ville møde for enden. Og rigtig nok. Der stod hun. Hans mål. Hans undercover mission. Og alligevel gik han i stå. Han havde gjort dette her tusind vis af gange. Undskyld jeg er faret vild. Men ordene ville ikke kom ud af hans mund. Han fokuserede bare på hendes øjne. Som han følte var kommet fra himlen selv. For han kunne ikke slippe. Noget faldt på plads i ham. En manglende brik. ”Uhhh...” Uhhh? UHHH?! Var det virkelig det bedste han kunne gøre. Han lukkede øjnene kort og trak vejret lettere dybt. Missionen først. Missionen først. Han gentog det et par gange mere før han åbnede øjnene og sank kort. ”I’m lost. I was wandering with some friends but i got lost from them and have spend 3 days finding back.” Sådan. Var det så svært? Evan tag dig sammen! Han sukkede dog kort et øjeblik. Han havde ikke lyst til at tage sig sammen. Han havde lyst til at kigge på hende. Den vildskab. Den styrke. Langsomt løftede han sin frie hånd for at skubbe hætten af så hans blonde hår kom frem. Såvel som det hærdede og stærke ansigt som var kendetegn for en der havde været i krigen. Krigen? Igen det ord. Hans læber formede langsomt et forsigtigt smil. Mest fordi selvom han var i en indvendig kamp med sig selv viste hele hans krop frygt. Frygt for om han virkelig skulle dø nu? Dog var det hele skuespil. Et velfungerende perfekt indlært skuespil.

Aviana kiggede med mistænkelige øjne og så den fremmede an, som han sad foran hende. Hun hævede et øjenbryn til hans forklaring, lost..? right~.. haven't heard that one before svarede hun sarkastisk og rullede sine øjne. Get up! kommenderede hun koldt og pressede spydets blad mod den fremmedes hals så en smule blod viste sig. Aviana tvang Evan op og stå ved hjælp af spydet mod halsen, hvis han ikke gjorde det, ville han få et permenent ar på halsen.
Hun lagde dog mærke til den store taske, som hun tvang den fremmede op på sine fødder. What's in that? Spurgte hun og stirrede kold og dyrisk på ham, klar på at forsvare sig selv og dræbe, hvis det kom til det.
Nogle ville måske kalde hendes dyriske side en smuke utoldmodig med vise ting, men Aviana var ret ligeglad, hvad folk tænke. Ikke desto mindre så tog det for lang tid og Aviana havde ikke fået sin information hurtig nok, I get better things to do kom det pludselig fra hende og med lynhurtige bevægelse, nærmest yndefuldt, snurrede hun sit spyd rundt og hamrede Evan i maven og sparkede ham i knæhasen for at få ham ned på knæ. Det hele skete utrolig hurtigt og lige som hun skulle til at introducere spydets kolde stål til Evans hjerte, lød en stemme Aviana kendte alt for godt.
Avi! Avi where are you.. ah there you ar... Who is that? Spurgte Vek og stod nogle meter fra Evan og Aviana. None of your buiness, I'm busy go bug somebody else right now snappede hun irriterede og køligt.
Spydets blad var centimeter fra Evans venstre side af brystkassen, hvor hans hjerte ville side. Oookay, don't know why you're such a fussy cat Avi, but Drake wants everyone at the camp forklarede han og nikkede i retningen af flokkens lejer. Den sorthårede varulv kiggede fra Vek til den fremmede, som hun stadig ikke kunne få færden af begrund af mudret på ham og snerrede irriterede over situationen.
Aviana trak sit spyd til sig og greb fat om skorten på den fremmede og trak ham med sig. Som de kom hen til, hvor Vek stod, skubbede hun Evan hen til Vek som greb fat i Evan. Take him, lets go kommenderede hun og ventede på at Vek gik mod lejeren med den fremmede.
Why do I have to hold him?! beklagede Vek sig men gjorde som Aviana sagde, han har trosalt et ret hæftigt crush på krigerkvinden.
Because I'm not done with questioning him svare hun og gik bag Vek og den fremmede.

Det var ret tydeligt at se at Vek var interesserede i den sorthårede varulv, som han ofte kiggede bagud, når Aviana ikke kiggede. Eller det var tydeligt for Evan at se, da ham og Vek var lidt længere fremme end Aviana. Don't try any funny buiness or Avi will cut you like a pig truede han med et seriøst blik.. Eller han prøvede at virke truende som Aviana kunne være.
Aviana holdte øje med den fremmede, mens hun gik med sit spyd hvilende over skulderen og holdte sig tæt nok på Vek og Evan.
Der gik omkring en halv time, før de kom til lejeren og Evan fik mange mistænksomme øjne rette mod ham, som han blev skubbede dybere ind i lejeren.
Lejeren havde en stor blanding a varulve, formskiftere og nogle få hybrider. Vek skubbede Evan hen til nogle pænt pumpede varulve som lignede nogen der lige var kommede ud af et fængsel. Avi have some kind interest in this stranger... though I have no idea why, tie him up either way forklarede Vek og halv løb i retning af Aviana.
Begge mænd var varulve, sort i huden og tatoveringer spredt over hele kroppen. De tog Evans taske væk og tjekkede ham for våben og fandt pistolen. Da de havde søgt ham for våben, men kun fandt det ene pistol, blev han trukkede ind i en stor hytte.
Han blev bundet fast til en tyk høj pæl så han kun lige kunne sidde og rykke siddestilling. Hans taske blev placerede på et bord op af teltets væg.
Selve teltet var stort og fyldt med tætter på gulvet, stole og bordet, med andre ord, så var det et meget behageligt telt at befinde sig i. Selv om Evan var bundt godt fast til træpælen, sad han på et stort blydt tæppe.

Han så lidt overrasket på hende da hun snakkede som om han lavede sjov. Han var møg beskidt. Han var dybt i skoven. Og han havde tydeligt været her i dage. Men alligevel så troede hun ikke på ham. Men hun var i tvivl når det angik hans begrundelse til at være her. Ellers havde hun slået ham ihjel. Evan slap roligt pistolen bag sin ryg. Og så på hende med et lettere rystende blik. Det var et tegn på frygt han havde lært sig selv. Han var ikke bange af sig. Og hvis det skulle ende ud i en slåskamp så var han mere end parat. Specielt med hans udstyr på. Hans tøj gemte alle former for våben som han kunne bruge. Dog ikke noget voldsomt. Et par knive og en kvælesnor. Men nok til at han kunne komme væk hvis det var nødvendigt. Samt han havde også sin evner hvis det skulle være. Heldigvis de våben han havde undtagen pistolen var gemt så godt i hans tøj at selv lufthavnen ville ikke vide det. Medmindre de brugte en metal detektor. ”But i am?” Sagde han kort før han hørte hendes kommando. Han så på hende roligt. ”Allright. Allright.” Han bevægede sig meget roligt op for at undgå spyddet stak ham mere end højst nødvendigt. Han følte denne situation var en krudttønde så han mente den rigtige retning ville være at følge hende. For nu i hvert fald.
Han vendte blikket imod tasken da hun snakkede om den. ”Just some personal belongings together with some clothes.” Tasken var fuld af billeder taget under krigen med ham sammen med forskellige soldater. De få soldater han faktisk havde kunnet lide. Dog kun fra den britiske hær. Han ville ikke ha de skulle finde ud af at han egentlig var en landsforræder.
Selvom hun stod med et spyd direkte imod hans hals og han kunne dræbe hende hvert øjeblik det skulle være. Så kunne han ikke kigge væk. Han fokuserede på hende som var han fortryllet. Og det irriterede ham. Han kunne ikke fokusere på hans opgave. ”You know. You got some beautiful eyes.” Sagde han let og fokuserede kort på hendes øjne. Hans blik lyste nærmest op af en hvis charme og dyb interesse over hendes personlighed. Og selvom det burde være hans første indskydelse så fokuserede han slet ikke på hendes krop. Kun hendes øjne…
Han mærkede hvordan hun blev presset ned på knæ. Og selvom hun sådan set bare kunne ha spurgt. Og at han nemt kunne have undgået det så var det ikke noget han mente burde være nødvendigt. Selvom han gjorde noget andet. Han rykkede sig let bagud en smule med sin mave for at mildne slaget. Såvel som dreje knæet en smule så slaget heller ikke blev så voldsomt der. Han ramte direkte ned på knæ. Og tog sig til maven. Han hostede kort. Og så kort op for at blive mødt af et spyd i retning af hans hjerte. Han var lige ved at trække pistolen da han hørte en stemme. Og hun stoppede. Reddet af gongongen.
Han så kort imod stemmen mens han stadig stod på det ene knæ. Han slap kort pistolen igen og rettede sig op så skjorten gled hen over pistolen igen.
Han fulgte scenariet foran dem skiftende mens han kort spurgte sig selv om hvad pokker der skete? Skulle han forsvare sig eller skulle han vente? Han mente den rigtige beslutning måtte være at vente.
Der gik dog ikke længe før han blev hevet i skjorten og så lettere overrasket ud. ”Wai… Wha...” Han nåede ikke engang at sige noget før han blev hevet af sted. Han mærkede kort Vek’s arm og greb fat om den som om han var bange for at blive slået. Dog lagde han hurtigt mærke til noget. Blikket imod Avi og hjertepulsen. Hans smil voksede let frem før det forsvandt igen. Så han var lun på hende hva? Han grinte let indeni sig selv. Dog fulgte han med dem.

Han grinte let da Vek begyndte at virke truende. ”It’s not as intimidating when you threaten to send someone else to do the work. Besides… I know your secret. It’s allright she’s kinda beautiful.” Sagde han let og grinte svagt. Mens han fortsat fulgte dem. Det var tydeligt han gjorde grin af Vek. Fordi for ikke engang 5 minutter siden virkede han oprigtig bange. Men nu virkede han ligeglad.
Han gik og gik trofast. Talte hvert eneste skridt. For også at selv se hvor langt han var. Og smilede let da han nærmede sig lejren.
Han lod sig blive skubbet længere og længere ind i lejren. Og gik roligt fremad. Hans kropssprog havde ændret sig. Han virkede ikke længere bange. Men mere interesseret og nysgerrig. Han kiggede rundt og prøvede at tage det hele ind til sig. Dog da han kom til de store varulve smilede han kort til vagterne. ”Hello is this the motel?” Spurgte han kort og lod sig blive undersøgt. Han så kort på sin taske og håbede virkelig ikke han ville miste sine ting.
Dog fulgte det med ham ind i teltet. Og kort efter sad han bundet i teltet. Og han nikkede pænt til varulvene. ”Oh thank you kind sir. But i really don’t think these bracelets fits my outfit.”
Dog kort efter gik de. Og Evan var træt af at spille offeret. Han så kort rundt i rummet. Og så ned mod sine fødder. Før han så imod hans hænder. Det burde være muligt. Han klappede hælen imod jorden og i spidsen af hans sko åbnede der sig en lille låge. Før han bankede den igen og en kniv blev skudt ud af spidsen som han tog kontrollen over så den let svævede. Og fløj hen i hans hånd. Han skar roligt rebene over for hans hænder. Og derefter hans ben. Han satte kniven på plads og rejste sig let op.

Kort efter stod han ved indgangen af teltet. Han havde sat sig ved en af bordene. Og havde et æble i hånden fra sin taske som han let spiste af. Ventede på at Avi ville komme tilbage. Hans mål var vigtigere.

Når hun endelig kom tilbage og opdagede han ikke sad ved pælen:
Evan grinte let så Avi kunne høre det. ”I’m sorry but i really don’t like being tied up. And especially not when i have nothing to earn your hostilities.” Han tog en bid af æblet og brugte sin transportational Flash til at stå bag hende efter hun havde vendt sig imod ham. Højst sandsynligt med trukket våben. ”But i do like this interesting camp. As well i am deeply interested in learning to know you more.” Da hun højst sandsynligt vendte sig imod ham igen ville han transportere sig om til hendes højre side. Lige nok langt væk fra hendes spyd. Ligesåvel som alle hans andre hop. ”So tell you what. I will stay and be your ’prisoner’ as long as you think is needed. On one condition. Don’t tie me up. Keep me here all you want. But don’t tie me up.” Den eneste ulempe ved at blive ved med at transportere sig var at det mudder der sad på ham var begyndt at glide af. Hvilket betød hun nok ville kunne ane en svag duft af hans dæmoniske lugt. Han transporterede sig hen og sad ved pælen igen og sad der pænt. Afventende på at hun enden bandt ham igen. Prøvede at dræbe ham. Eller lod ham gå frit. Hvis hun gjorde det første kunne hun forvente han stak af igen. Hvis hun prøvede at dræbe ham ville han undgå hende igen og igen. Hans transport hop brugte så lidt energi han kunne blive ved hele dagen. Og hvis hun lod ham gå frit ville han takke kort og gå rundt og kigge nærmere på teltet.

Vek fandt på ingen måde Evan humoristisk og gav ham et kort men hårdt skub i ryggen, shut your mouth! kom det irriterede fra Vek. Dog sænkede han sin stemme så Aviana ikke kunne høre ham, Don't you dare think about Avi that way! Beside, the last man that tried to get his way with her, she gutted and ate. She can trans~... Just keep walking kommenderede han og nåede at stoppe sig selv i at plapra løs omkring Aviana, før han sagde noget han ikke skulle.

Ikke desto mindre, sendte han nogle 'i'm watching you pal', som Evan blev ført ind i teltet. Aviana havde haft et møde med flokkens leder og nogle af de andre højrangede medlemmer i flokken, før hun gik mod teltet. Den mørkhårede varulv stoppede op ved de to varulve vagter, som hun havde efterladt Evan til tidligere og lod hende gå ind. Ikke mere end 5 skridt ind og hun fandt ud af, hvad der var sket og gloede på Evan, som han bare sad og spiste af et æble.
I det at han teleporterede bag hende, trak hun sin seax fra beltet bag sig og skar gennem luft i umenneskelig hurtig fart mod Evan. Dog efter første gang og anden gang, hvor hun ikke ramte, stoppede hun. What makes you think, you got a say in the matter? skød hun tilbage med hænderne på hofterne. Med sine klare blå-grønlige øjne studerede hun personen foran sig, nej mere fange, hvis man skulle være korrekt.
Igen med umenneskelig hurtig fart, kastede hun med sådan en vildskab sin seax i retningen af Evans hoved, at det lignede hun prøvede at slå ham ihjel. Men i stedet for, kunne den siddende dæmon mærke vindsusede ved siden af sit hoved, som kniven borrede sig hårdt fast i træpælen.
Aviana satte sig på hug foran Evan, et fast greb om seaxskaftet og direkte ansigt til ansigt. Hun begyndte af snuse i luften foran Evan, som om der var noget i luften. Demon... or demon like, clever little man konstaterede hun, som øjne vendte tilbage på Evan.

Here's for a deal, you answer any question the alphas and I have for you, and I might not gut you, how does that sound? Forslog Aviana og sendte ham et dyrisk selvtilfreds smil.
You may also refuse.. but I wouldn't do that if I were you fortsatte hun og greb godt fast med sin fri hånd om Evans klunker og knugede nok til at det kunne mærkes.

So, what will it be, little demon? Spurgte hun til sidst, stadig med sit meget dyriske selvtilfredse smil.