I hate you so much right now - John

Sted: John's hus, i et nydeligt/fredeligt lille kvarter i udkants-Gaia
Omgivelser: Børn der leger ude på vejen og køre rundt på deres cykler.
Tid: Eftermiddag.
Emne til: @John
NB: Det er vigtigt for mig at få skrevet det her som et emne, end bare en tekst på profilen.
Fortidsemne

Hun var rasende. Så rasende. Hun havde hørt om ordren, som rygter, som en hvisken. John skulle slå Jocelyns partner ihjel, den person der havde været ved Jocelyns side. Hun havde ikke fået grunden at vide, havde hun brug for en grund? Og hvad med John? Han fortalte hende aldrig noget mere, han var blevet så fjern og nu skulle han høre for det hele. Hun sad i hans køkken med armene vredt over kors.
Sidste gang hun var her havde hun kunne mærke at noget var anderledes. Det var som om at han bare blev værre og værre som årene gik. Han havde altid været sådan lidt underligt anlagt, men han havde også haft gode øjeblikke. Øjeblikke hvor Jocelyn blev i tvivl om at hun snakkede med den samme John der arbejdede som Liliths håndlanger. Så glad og sjov, hvordan kunne den John gøre nogen fortræd?
Hun rystede sine tanker ud af hovedet og så ned i gulvet. Måske var det hun havde gang i lige nu, noget af det dummeste hun kunne gøre, men hun var så vred og såret. Hun tænkte ikke selv klart længere. Det varede ikke længe før han kom tilbage. Og så kunne hun endelig få det hele afklaret, på en gang.

Det var med et tungt hjerte at John havde taget imod ordren fra Lilith. Hun stolede jo på ham, så han ville uden tvivl gøre det. Men han vidste at selvom det at håndlangeren havde gjort var utilgiveligt og måtte straffes, vidste han at Jocelyn ikke ville kunne forstå det. Hendes bånd til hendes partner var ikke bare som kollegaer. Der var et eller andet bånd der ikke kunne forklares, et bånd der måtte ødelægges. Jocelyn var sårbar og påvirkelig så længe personen levede, og for intet i verden ville John løbe risikoen at have Jocelyn vende ryggen til alle for en person der ikke engang var familie.
Personen anede intet da John stod ved deres dørtrin, men det tog ikke længe før Johns intention var regnet ud. Det havde været en tæt kamp. John forlod lejligheden med et sår i siden, en hånd skulle nok stoppe blødningen for nu, men det skulle syes når han kom hjem. Da han trådte ind, så han hende, i hvert fald hendes ben dingle under køkkenbordet. Han sukkede let trådte ind før han kiggede på hende med et tomt blik. "It was for the best. You were too attached," var det eneste han sagde til hende før han fandt en kasse frem med førstehjælpsgrej.
"He was going to pull you away from us. Make you betray us. We couldn't let it happen. I couldnt let it happen." sagde han så som han fandt nål og tråd frem. Han kiggede ned på såret og trak op i trøjen, før han langsomt men roligt begyndte at sy det sammen.

"Too attached? Too attached to him? No John, you're wrong. You were just scared, scared of the bond he and I was sharing. Scared that he would make me turn on my family, but that is only assumptions," sagde hun vredt som hun trådte mod ham. "I would never betray my family. But you didnt have to kill him to make me say that!" råbte hun så før hun skubbede til sin bror. Vreden var tydelig i hendes øjne. "Freaking admit it! You didn't just kill him because he betrayed mother, you killed him because you felt threatened by him!" hvæste hun arrigt med knugede hænder. Så kastede hun sig over ham, med sin egen kniv, jog hun den ind i hans sår og drejede kniven rundt. Hun stirrede vredt ind i ansigtet på John, med øjne der lyste af had. Hun var for længst blevet blændet af sin egen vrede og sorgen over tabet på sin partner. Hun så ikke længere sin bror foran sig, men istedet ham der havde myrdet en der stod hende meget nært.
"And you.... You're not even meant for this evil part of the world. I've seen you John, the real you. You're too fucking soft. I see it in your eyes. You're scared of the darkness. You refuse to embrace it, and that's why you're struggling with your feelings. You can't let the dark get a grip on your soul. So instead you hide. Like a coward!" sagde hun så vredt. Der var sandhed i hendes ord, men de var drevet af at hun ville ramme hans ømme punkt. Vende ham mod sig selv, en passende straf for hvad han havde gjort mod hende.

Da Jocelyn begyndte at snakke om hans konflikt med mørket, vendte han sig med et vredt blik mod hende. "Dont even fucking mention that. Who is it that is actually hiding here? Your real parents didn't want you, and now you hide behind all this fuckery! Murder and whatnot, just so you don't have to think about them!" sagde han så vredt før han greb Jocelyn om halsen og flåede hende af sig, før han slog hendes ryg mod væggen. Han skar tænder som han kiggede på hende. På et eller andet punkt havde hun dog ret og det vidste han. Han begyndte at mærke konflikten vokse sig større i ham. "You don't know shit about the real world. You hide in a bubble of mothers safety, so fucking selfish that all you do is take and never give," vrissede han inden han slap hende så hun kunne få luft.
Han så ned på kniven der stadig sad i hans side. Han strammede i kæben idet han greb om den og trak den ud. Et kort smertefuldt grynt kom fra ham som han slap kniven og lod den falde til gulvet. "Jocelyn, you're not being yourself right now. You have to fight your feelings." begyndte han så da han bemærkede det fjerne blik i Jocelyns øjne. Han vidste at hvis hun blev ved med at rode i hans hoved på denne måde, ville dette møde kun ende skidt.

"Do not speak of those monsters! They're inexsistent to me. I have one mother, the one who truly cared for me all along!" svarede hun vredt tilbage med en bestemt vrede. Hvor vovede han at bringe hendes biologiske forældre ind i dette? Hvad prøvede han på? At rode med hendes hoved så hun skulle glemme hvad han havde gjort? Som han talte om den rigtige verden, vendte hun blikket væk i vrede. Hun mærkede hans stærke hånd om hendes hals og instinktivt greb hun om hans hånd. Hendes øjne var stadig fulde af had, som han kvalte hende. Så snart han slap hende trådte hun et par skridt tilbage og hostede som hun prøvede at få vejret igen.
Ligemeget hvad John enten sagde til hende i dette øjeblik, var der intet der kunne fjerne hendes billede af hans sværd gennem den person der betød mest for hende. Hun knugede sine hænder i som hun bare stod og stirrede vredt på John. Han skulle mærke hendes smerte, føle hvad hun følte i dette øjeblik. "John." sagde hun så bare pludseligt, med en stemme tom for følelser. "Look into your soul. Look deep into it. Feel that anger and hatred, feel it eat you up," kommanderede hun som hendes øjne begyndte at lyse, i blot et sekund. Hun vidste at han ikke havde nogen beskyttelse, han var forsvarsløs. Nu var bordet vendt og hun skulle sørge for at John mærkede det hele.