We choose who we hate. Should I hate you for this? - Dexter

Hun vågnede op i et chok, men som hun prøvede at sætte sig op, mærkede hun et pludselig pres mod hendes hals der tvang hende tilbage mod bordet. Hendes hænder var ligeså fastspændt som resten af hendes legemer. Hun var sat fast så godt som hun nu kunne blive. Hun var trods alt ikke dæmonisk, så selerne var ganske bløde med fint læder der ikke skar i hendes hud. Hun kiggede sig om og prøvede at huske hvad hun lavede der men der var intet der dukkede op i hendes tanker. Hun følte panikken brede sig i hende som hun prøvede at komme i kontakt med Amery, Zitora, eller endda hendes far Cain. Men ingen svarede og pludselig slog det hende. “Umbrella” mumlede hun hæst og mærkede hvor tør hendes hals var blevet. Havde hun fået mad og vand? Hun var ikke sikker.
Havde hun været sammen med Amery? Havde de taget ham også? Hun følte sig ikke så underligt magtesløs som hun lå her fastspændt, tvunget til at tænke sine egne tanker, gætte på hvad der kunne have bragt hende i denne situation. Havde de overhørt Clarys planer, Zitoras planer? Hun lukkede øjnene og prøvede så hårdt at tænke men intet kom ud af det. Endelig da hun havde givet op lagde hun sig bare til at tælle skruerne der holdte metalpladerne i loftet. Et eller andet skulle hun lave.
Døren gik pludselig op og en kom ind. “203” talte hun højt før hun vendte blikket mod personen. Hun tog en dyb indånding, som panikken for længst var falmet til intet og følte sig underlig rolig. “Why am I here?” Spurgte hun blot, ingen fjendtlig tone, ingen vrede blikke. Hun vendte sit blik op mod loftet mod de resterende møtrikker som hun ventede på et svar. “How many screws are attached to the ceiling? I lost count,” sagde hun så, som om det var vigtig information for hende. Men nu havde hun brugt så længe på det. Arbejdet skulle ikke have været for ingenting, vel? Pludselig kom en anden mand ind, høj og klædt helt i sort. “Mr Van Alen. Rayna told me to stay guard as you do your work, since this one has people who are working on getting her out. John, at your service,” sagde han, øjnene var tomme som var han blot en tom skal. Kaiya overvejede hvor vidt han virkede til at ville være her.

Hår, briller og udseende + tøj + sko + UC labcoat

Endnu en dag og dermed endnu en opgave, dermed ikke sagt at han glædede sig til at møde hans nyeste patient. Nok stod der Jensen på hendes papirer, men han vidste dog hvor hun stammede fra. Cowan søstrene var en af de mest interessante ting der var kommet ud af Cain, ja det var hvis man spurgte Dexter. Født til en bibelsk person, og med evner trods deres menneskelige race. Det var fascinerende nok i sig selv, faktisk havde han brugt et par timer på at forberede sig ordentligt. Da Rayna havde givet ham opgaven havde han virket rolig og formel over for sin moder, men så snart han var alene var han hoppet op og ned som var han et lille barn. Der var så få glæder i dette liv, men at bruge noget af sin tid på at undersøge og eksperimentere på direkte efterkommere af Adam og Eva var specielt. Det var nok også derfor han havde sat sit hår ekstra godt tilbage og rettet sine briller inden han var gået ind i lokalet.

Lyden fra hans patient der vågnede op generede ham ikke, han var sikker på at dem der havde fastspændt hende havde gjort det korrekt. Det der overraskede hende var da Raynas, i mangel på bedre ord, sporhund trådte ind i lokalet. Dexter havde endnu ikke besluttet sig for om han stolede på denne John, men han stolede på sin mor, og det måtte vel være komfort nok for ham. Han nikkede blot som John sagde det åbenlyse, ikke at han havde noget imod lidt underholdning til arbejdet, og det gav ham da også muligheden for at socialisere en smule med den nytilkomne i firmaet. Dog kiggede han videre i hans journal før han lagde den fra sig og fandt sine værktøjer frem.

”Miss Jensen, meet mr… Well he mostly prefers John, I suppose,” sagde Dexter med et smil og gik over til bordet hvor hans patient lå. Et par kanyler fandt han frem og lagde dem på et lille rullebord ved siden af hendes placering. ”I do hope we can find a way to cooperate, so that I won’t have to sedate you fully, you see it’s always so boring working in silence.” Med de ord gav han en af de første sprøjter ind i hendes højre arm. Denne formula gjorde at hendes krop ville slappe af, men hun ville ikke kunne gøre meget andet end at tale og se rundt. Et serum som Dexter selv havde været med til at udvikle, hvilket han var ret så stolt af. Han så kort over på John med et høfligt smil og vendte derpå sin opmærksomhed mod patienten. Det ville tage nogle få minutter før serummet gjorde sit værk, så i mellemtiden gik han over og klargjorde en mindre chip. Rayna havde udviklet en chip der både kunne overvåge samt vække evnerne til live skulle hun få behov for fuld kontrol. Dog havde Dexter taget sig den frihed at hjælpe hende med at videreudvikle chippen så den var sværere at fjerne, men også sværere at opdage. Som serummet begyndte at virke gik han over til hende igen og havde en mindre skalpel i sin hånd. Han bukkede sig let forover og lavede et mindre snit lige inden hovedpulsåren. Med en pincet placerede han let som ingenting chippen bag hendes hovedpulsåre, da dette ville sikre minimal chance for at hun kunne få den ud, og hvis hun gjorde ville hun dø kort efter.

”Now, you should hopefully not feel a lot of pain, but if you do, please tell me,” sagde Dexter roligt som han let syede det lille snit sammen igen. Han forholdt sig overraskende rolig, men det var sådan han var på hans arbejdsplads. Hans mørke øjne fandt hendes og smilede venligt. Selvom han til tider kunne være sadistisk, var han også ordentlig opdraget til at behandle sine patienter med en hvis respekt. Uden dem fik han ikke de informationer han skulle bruge. Og information samt viden var hvad Dexter levede og åndede for. Pludselig så han over på John med et skævt smil, som havde han en idé. ”With the rich I am blue, with the poor I am red, with the amphibian I am cold but with the dog I am hot instead, what am I?” sagde han med et smil på læben.

"You're awfully proper for a doctor that works at Umbrella," sagde Kaiya næsten overrasket som hun i et kort øjeblik kiggede over mod hendes journal. Hun begyndte at overveje hvad der kunne stå i den, hvor meget vidste Umbrella om hende på dette tidspunkt? Hun vidste at de godt havde fundet ud af at Zitora og hende havde lagt planer om at prøve at få dem ned med nakken, men hun tænkte ikke at de havde set det som en trussel. Men hun havde selvfølgelig heller ikke tænkt på hvem hendes far virkelig var. Så meget som de havde snakket sammen, havde hun aldrig spurgt ind til hans liv som så. Det havde handlet meget mere om hvad de gjorde sammen og hendes liv, aldrig hans.
Hun bed kort sammen som han plantede chippen i hendes nakke men der var ikke rigtig noget som der kunne gøres ved det. Som han syede hende sammen igen lyttede hun til hans gåde som virkede til at være til John. John havde armene over kors og vendte sit blik for at kigge på Dexter. "Mr. Van Alen, I suck at riddles. Being intelligent isnt exactly what I'm known for, I'm just muscles" sagde John en anelse tørt og lænede sig op af væggen. Kaiya sank en klump og kiggede op i loftet. "I'm blood," svarede hun pludseligt midt i stilheden, næsten som var det en slags hvisken og alligevel ikke, og kiggede så på Dexter med et neutralt blik. Han virkede ikke som en skidt person, men man kunne aldrig være sikker. Ramsay havde også virket som en rar person, indtil han fik Kaiyas mor slået ihjel for øjnene af hende.
John sænkede sine arme over kors og kiggede lidt på Kaiya. "I am interested though. What are you planning to do with her?" spurgte han en anelse nysgerrigt, og ikke spor tørt som det havde været før. Han rykkede en anelse tættere på men ikke for tæt, da han vidste at Dexter skulle bruge sin plads til at arbejde. Kaiya vendte sit blik mod John og åndede tungt ud, "I'd also like to know," sagde hun en anelse stille, "You know, 'cause it's my body.". Hun var måske lidt bange for hvad der skulle ske. Hun anede intet, og det hadede hun. Det var ikke sjovt at være spændt fast til dette bord og ikke ane hvilke planer der lå bag.

Dexter smilede ved Kaiyas kommentar og nikkede som et tak. Det var sandt at mange forskere og doktorer på Umbrella var sadistiske og fandt glæde i smerte. Dog, selvom Dexter selv kunne have tendens til en grad af ondskab, følte han ikke at det gavnede ham i hans forskning. Tværtimod var det svært at arbejde med en patient der konstant skreg, og han fandt det faktisk meget distraherende. Dog var der nu engang altid folk der foretrak denne form for teknik, og det var ikke noget han selv ville blande sig i. Det var nok også derfor han havde hjulpet med at udvikle det serum som han havde givet Kaiya. Fuld kognitiv respons, men ingen mulighed for at føle smerte eller at bevæge sig.

Dexter sukkede opgivende af Johns svar – det var som om han ikke fandt nogen glæde i noget han gjorde. Men hvem kunne også bebrejde en mand der var tvunget så langt ned i gulvet af en kvinde som Rayna? Han kunne ikke lade være med at smile for sig selv over hvilken genialitet det havde været at få John til deres fordel. Nok var han ikke den klogeste person i verden, men hans styrke var værd at have i baghovedet. Og en bloddæmon specielt var ikke noget at lave sjov med – dog vidste Dexter at John ikke ville røre et hår på hans hoved, så længe han var under Raynas kontrol. Dog kom et gladelig smil frem på hans læber som Kaiya svarede på han gåde og han kunne ikke lade være med at klappe sine hænder sammen i begejstring.

”A clever one, I like those,” sagde Dexter med et henrykt og ret så charmerende smil. Det var underligt at en mand så plaget af skizofreni kunne være så karismatisk og charmerende. Han lod dog til at være i kontrol af sig selv, og forsatte roligt med at sætte forskellige sprøjter med væske ind i kvindens krop. Som John nærmede sig valgte han ikke at se op i søgen på stemmen, men havde sit fulde fokus på sin patient. Nok tårnede John sig over ham som han stod der, men Dexter følte sig ikke truet af hans størrelse eller evner. Da Kaiya begyndte at stille spørgsmål smilede han dog venligt til hende. Der var intet ondt i hans blik, tværtimod virkede han som typen der altid var venlig og høflig. Nok ikke typen man sammenlignede med Umbrella, men det var nok engang sådan han var.

”Now, it’s not personal, I hope that you do understand,” sagde Dexter med et venligt smil på sine læber. Han rettede let på sine briller som han gik over til et skab der stod langs væggen. Hans fingre gled let over en række af forskellige flakoner, alle med kemiske navne skrevet på. Hans hånd stoppede dog ved en speciel farvet flakon, hvis væske mindede om en meget mørk sirup. Let tog han flakonen til sig og lukkede skabet efter sig – det var vigtigt for ham at holde orden i laboratoriet. ”It is stricly business, but I do hope to mix in a little bit of demon with your lovely humanity.”

Hun kiggede på ham som han sagde at det ikke var noget personligt. Hun kunne godt tro på det, at han ikke var en ond person, men alligevel undrede hun sig over hvorfor han så gjorde det? Var det for videnskabens skyld? Hun prøvede at regne det ud, men måtte indrømme i sit hoved at hun ikke kunne få det til at hænge sammen, hun var doktor, ikke psykolog. "I understand that you don't mean harm. But I dont understand why you're doing this. I was kidnapped and brought here against my will, to be treated like I was some test animal," sagde hun så og kiggede på væsken som han fandt frem. Det hele blev pludseligt så skræmmende, men hendes krop reagerede ikke med hovedet, så en forvirring bredte sig i hende, og hun var underligt rolig.
"Is it going to hurt?" spurgte hun så stille da hun ikke havde lyst til at køre mere på hans medfølelse, ikke fordi hun ikke mente at han ville fortjene det. Det var mere fordi hun vidste at intet kunne få hende ud af denne situation, så hellere bare finde ud af så meget om hvad han gjorde ved hende. Men lidt fik hun da at vide da han sagde at han ville mikse hendes menneskelighed med noget dæmonisk. Hun ville gerne kæmpe imod og prøve at komme væk, men ikke en eneste muskel gav efter hendes hjernes hysteriske tiggen om at reagere på de elektriske impulser den sendte ud, som var den afskåret fra alt. Det gjorde hendes hoved tungt, at føle sig så ude af kontrol.
Hun lukkede øjnene kort i og da hun åbnede dem var hendes øjne allerede våde og en tåre løb ned af hendes kind. "I don't want to die, I have someone who needs me" sagde hun still, med sin søster i sine tanker. Hun kiggede på Dexter. "Please promise me I wont," bad hun næsten, men da hun ikke kunne styre meget af sig selv, var ordene bare stille og følelsesløse. John, der ellers ikke havde vist nogle følelser, begyndte pludselig at røre på sig, som havde bæstet vågnet og besluttet sig for at gøre ham en anelse mere menneskelig. Han bed sig i læben og gik over på den anden side af bordet, lige pludseligt. Han greb forsigtigt om hendes hånd hvor Dexter ikke så ud til at stå og arbejde og kiggede på hende. "I'm sure he has it all under control," sagde han med en næsten beroligende stemme men hun kiggede kun på Dexter.

Dexter sukkede let da han så Kaiya begynde at blive nervøs og han valgte at ignorere det. Hvor ofte havde han ikke haft en patient der havde grædt og grædt i timer? Han havde ikke tal på det, men det var bare en ting der kunne distrahere ham fra sit arbejde. Han havde håbet at en kvinde med baggrund indenfor videnskab ville forstå, men åbenbart ikke. Hvad var der svært ved at forstå i denne situation? Hun var blevet taget – kald det skæbnen – og hun var bragt i hans varetægt. At hun bekymrede sig om hvad der ville ske var vel i og for sig nytteløs. Uanset hvad skulle han følge de ordre han havde fået, og ikke mindst indsamle noget af hendes DNA til hans samling. Sådan var det bare. En kanyle fra det lille rullebord pakkede han rolig ud af den sterile indpakning og kom noget af den mørke væske i den. Han sprøjtede en smule ud og undersøgte nøje kanylen for luftbobler. Væsken ville langt fra slå hende ihjel – han havde gjort dette tusinde gange – men luftbobler i et menneskeligt cirkulationssystem var ment til at gå galt.

”If it hurts I’ve been a bad doctor, don’t you think?” sagde Dexter og kunne ikke lade være med at være en smule fornærmet. Hans patienter havde aldrig lidt smerter under ham, specielt ikke når hun var bedøvet så meget som hun var. Et let suk kom fra hans læber som han så hendes tårer og han lagde kort kanylen fra sig på bordet. En let og varm finger fjernede hendes tårer og hans mørke øjne virkede pludselig så varme og venlige. Han kunne ikke rigtig sætte sig ind i den følelse som hun havde – da han selv blev eksperimenteret på var han frivillig og hver smerte var et tegn på fremgang. Han fandt det dog alligevel fascinerende hvordan et menneske kunne føle smerte uden at det var fysisk. Den mentale side af det hele var ham nu meget fascinerende og han tog en dyb indånding før han talte igen. ”Please try to relax – You won’t feel a thing, besides maybe your insides burning – But hey! It’s for science!” sagde han med en hvis spænding i stemmen. Derpå tog han kanylen igen og førte den roligt ind i hendes blodåre. Den mørke væske ville hurtigt brede sig i hendes system, og det ville føles som om hun brændte op indefra. Derpå tog han kanylen ud af hende og smed den i den korrekte sorteringsspand.

”John, would you mind not disturbing my patient while she has the fluid coursing through her veins?” sagde Dexter med et høfligt smil på læben. Nok var John selv bloddæmon, men det var bedst at holde lidt afstand før han ville give hende en indsprøjtning mere. Kaiya ville være i stand til at føle den brændende fornemmelse, men ikke agere på den, dog var det altid vigtigt at betragte hende imens væsken spredte sig. Dexter så kort på sit ur og nikkede roligt. Da der var gået knap fem minutter tog han endnu en omgang af væsken og satte det ind i hendes blodårer. ”I must say, you are doing wonderfully, miss Jensen,” sagde Dexter med et nærmest varmt smil. Havde det ikke været for omstændighederne havde han været en ret så karismatisk og dragende person at snakke med, men her var de nu. Som den næste omgang af væsken spredte sig i hendes krop behøvede han ikke at holde lige så stor afstand som før.

”You don’t have to be scared,” sagde Dexter med en rolig og venlig stemme. Faktisk var han så underlig rolig og normal omkring hele denne situation. Men han havde også været med til eksperimenter siden barnsben, så han havde vel haft en del træning med den slags. Han forholdt sig roligt ved hendes side og fjernede et par tårer mere fra hendes kinder. ”I’ve never lost a patient, and I promise I wont break that record,” sagde Dexter med en lille latter.

Som John blev bedt om at træde væk, var det som om at alle de følelser der før havde været i ham forsvandt så hurtigt som de var kommet. Han slap Kaiyas hånd og bakkede tilbage før han bare kiggede på dem. Han havde følt et øjebliks medlidenhed for mennesket og pludselig følte han sig fjollet. Men han havde altid haft et blødt punkt, især hvis det gjaldt en bange kvinde.
Han havde haft ret med hvordan væsken ville føles i hendes krop. Det føltes virkelig som om at hendes indre var ved at brænde op. Hun ville skrige, men valgte at prøve at styre det så godt hun kunne. Istedet kom hun med et par små klynk som væsken miksede sig sammen med hele hendes system. Hun følte sig pludselig varm, brændende varm, men varmen havde en tryghed, den tryghed hun engang havde fundet i hendes mors mave der havde en kerne af ild i sig. Tårene kunne hun ikke styre, men hun gjorde sit bedste. Dexters varme fingre fjernede nogle flere af hendes tårer og hun følte sig så underligt tryg ved hans ord. "I am not scared anymore. The fire keeps me safe," sagde hun, som var det et indre mantra hun havde, men hun havde faktisk aldrig sagt de ord højt før.
Måske ville det hjælpe at tænke på noget andet end smerten? Hun åndede skælvende ud som hun havde lært at acceptere at hendes krop ikke længere ville reagere på noget som helst. Og hvis Dexter havde ret, var det ikke sådan her forevigt. Det ville gå over, det var nok til at holde en anelse håb oppe. Hun kiggede på Dexter som han kørte den anden sprøjte ind i hendes krop. "Do you have any more riddles you want me to guess?" spurgte hun stille, selvom hun følte så meget smerte. "Or just really anything to talk about? I'd like to think about something else than this gut churning pain," - "Tell me something about you," hun tænkte et kort øjeblik før hun rettede sin sidste sætning, "It doesnt have to be work related or super personal, I am not exactly gonna go on a revenge spree anytime soon anyway," sagde hun uden at vide at det faktisk ville være ganske sandt.

Dexter’s mørke øjne fulgte John som han bevægede sig tilbage til sin plads ved væggen. Det var næsten som at se en hund adlyde ordre, og han kunne ikke helt beslutte sig for hvordan det føltes. Da John var væk fra hans patient betragtede han hende roligt Kaiya som væsken spredte sig. Flere gange sprøjtede han mere væske ind i hendes system til han var nået til den mængde han mente var nok. Han så hvordan tårerne trillede ned langs hendes kinder og vidste at de snart ville stoppe – ja enten det eller hun ville besvime. Hendes ord gav ham dog håb om at hun var en der ville kæmpe for at holde sig selv ved bevidstheden, og han kunne ikke lade være med at smile fascinerende til hende. Han vidste ikke om det var hendes DNA der gjorde hende så stærk eller om hun havde en form for ubevidst overlevelses evne. Uanset hvad var hun værd at holde øje med.

”Riddles I have a plenty, however I believe we should focus on our task ahead,” sagde Dexter roligt som han tjekkede hendes puls. Den var steget en smule, men ikke så meget som forventet. Som Kaiya forsøgte at tale sig igennem smerterne lyttede han roligt. Det var ikke fordi han fandt sit eget liv så interessant – faktisk var det sjældent at folk spurgte ind til ham. Dog kunne han ikke lade være med at grine en smule over hendes sidste kommentar. Et hævntogt var ikke hvad han forventede ville komme ud af hendes mund, men det var sjovt uanset hvad. Det gjorde ham dog en smule varm om hjertet at hun ikke anså ham som værende roden til det der forekom i dette øjeblik. Nok var det Dexter der satte kanylerne i hendes arme, men han var langt fra den der havde besluttet denne skæbne for det unge menneske. Han havde set at hun var firetyve år gammel, knap et år yngre end ham selv, så han undrede sig kort. Havde de været i en anden situation end denne ville de så have kendt hinanden? Havde han levet et normalt liv, ville de have været venner? Disse tanker fyldte en smule for ham, men han lod dem ikke distrahere ham for at undersøge hendes krops reaktion.

”You know, why not, we have a few hours of this to kill anyways, right?” sagde Dexter med et smil. Hans mørke øjne så kort på John som for kort at tjekke op på hans position. Dexter hev en høj kontor stol over til siden af Kaiya og tog en mindre bunke af papir med sig over som han roligt udfyldte. Han kunne godt lide at arbejde samtidig med at han talte – det gav ham en smule ro. ”Ask away all you want, miss Jensen,” sagde han med øjnene fokuseret på sit arbejde.

Flere sprøjter blev sat ind i hendes system og følelsen blev kun mere intens af det. Havde hun ikke været van til at smerte var en del af hendes liv, havde hendes krop nok bare givet op og ladet hende besvime, men den var kampklar og kæmpede med alle sine kræfter for at holde hende kørende. Det gjorde ondt i hendes hoved med denne indre kamp. Hun registrede ikke at han mente at de skulle fokusere på dette mere end de skulle snakke og alligevel sagde hun ikke så meget da smerten var for høj. John havde armene over kors igen og holdte øje med hvad der skete, men han virkede til at blive en anelse døsig af al stilheden. Han greb en nærliggende stol og satte sig på den før han så stille observerede dem, selvom han måtte indrømme at Kaiya klarede det ganske fint.
Da Dexter sagde at de havde et par timer at slå ihjel følte Kaiya smerten give hende et frirum til ikke bare at ligge og lide. Hun åndede tungt ud, som hendes hjerte automatisk begyndte at slappe af, noget hun stadig ikke havde kontrol over. Hun kiggede kort op i loftet og blinkede nogle kommende tårer væk så de ikke løb ned af hendes kinder. "You're not giving me much to think about," grinte hun kort og tog en skarp indånding ind fra smerten. Hun havde en kort tænkepause som hun kiggede over på John der mest af alt lignede en der var ved at falde i søvn. "Tell me something that makes you really happy, like a memory of something good." spurgte hun, før hun overvejede om han havde lyst til det. Hun tænkte at det måske var bedre at hun startede ud. "I remember one time, when I was little. My uncle took me to this themepark that was in the city for summer. There was this caurossel, a big scary one that I wanted to try so bad, but I was also so scared. Just the thought of getting in it was almost making me nauseous," begyndte hun. Hun kiggede op i loftet som hun huskede det. "He grabbed my hand tightly and told me that I really didnt have to, as we stood in line, but I was so sure that I wanted to try it that there was no backing out. When we got in, I started screaming and struggle, but he held me so close that it felt so safe, and I realized I wasnt scard anymore. I looked up and got to enjoy the ride.. He gave me a teddybear, this really big one from those prize stands that every kid wants," hun åndede let ud. "I forgot to mention that the caroussel was the teacups..." Hun begyndte at grine og kunne huske de gange hun havde tænkt tilbage og rystet på hovedet i næsten skam.

Som Kaiya begyndte på hendes historie lyttede han med. Enhver ved Umbrella vidste at hvad en patient kunne fortælle af historier ofte var værd at skrive ned – specielt hvis det var fortidsrelateret. Jo mere information man kunne få fra sin patient, jo mere vidste man om sin patient. Dexter noterede roligt stikord ned omkring hendes historie, for selvom den ikke ville være relevant nu, kunne den blive i fremtiden. Som hun afslørede at det var tekopperne der havde skræmt hende kunne han ikke lade være med at grine en smule. Hans latter var let, men det var som om latteren kom fra bagerst i hans hals. Selvom hans stemme ikke var den dybeste var hans latter ret så dyb. Da hun var færdig med at snakke satte han endnu en kanyle i hendes arm, denne gang var det en helt anden farve der blev sprøjtet ind. Denne sprøjte ville føles som om hun var ved at blive flået midt over, men det ville give tid for Dexter til at overveje hans historie til hende. Det var ikke fordi han havde nogle minder der i det mindste mindede om hendes – faktisk havde han ikke haft de gængse persons opvækst. Men sådan var det vel når ens adoptivmor var Rayna Van Alen. Han klikkede let et par gange med hans kuglepen før han så over på John.

”John, please do keep your eyes open. I have to make a full report of everything that has happened in this room,” sagde Dexter med et skævt smil på læben. ”I don’t think SHE would like to see you sleeping on the job, after all that you have gone through to prove your loyalty.” Selvom han var karismatisk var der en smule hensigt med dette. Nok var det ligemeget om John var i lokalet eller ej, men Dexter var altid meget grundig i sine rapporter. Hvad mon Rayna ville gøre når hun læste hvad John havde lavet under hele forløbet? Dexters øjne så nu på Kaiya igen og sendte hende et varmt blik. Han havde tydeligvis mere interesse i den unge kvinde på bordet end den halvsovende bloddæmon henne ved væggen. Han lagde roligt noterne fra sig på en plade under rullebordet og han tjekkede igen hendes puls.

”Are you sure that you want a story from my childhood?” sagde Dexter med et skævt smil. Kaiya havde måske ikke haft den nemmeste opvækst, men Dexters ville nok være meget anderledes i forhold til hvad mange forventede.

Hun kiggede mod den anden sprøjte som han fandt den frem og bed sig kort i læben. Noget sagde hende at det kun lige var ved at begynde, og at denne smerte blot havde været en god opvarming. Og hun hadede at hun havde ret. Så snart væsken kom i kontakt med hendes system, begyndte hendes ellers rolige krop at gå i en panisk tilstand som den rystede af sig selv for at modarbejde det som var inde i hende lige nu. Hun bed hul i sin læbe og stirrede op i loftet som hun kæmpede imod et stort skrig der nok ikke ville være rart for nogen som helst i dette rum. Hendes hænder begyndte spastisk at knuge sig sammen og løsne instinktivt som smerten kom i hårde bølger. Hun kunne ikke fokusere på dem så hun hørte ikke Dexter bede John om at holde sig vågen. John åbnede øjnene og skævede mod Dexter mens han brummede noget erkenende og rejste sig fra stolen med armene over kors. Han kiggede på dem og strakte sig kort mens han gabte svagt.
Kaiya forsøgte ihærdigt at kontrollere sig selv men det virkede ikke til at hjælpe meget, hun klynkede for at modarbejde skrigene og det lykkedes hende næsten. Som hun åbnede munden for at skrige, var John over hende og lagde en hånd mod hendes mund som hun afgav et smertefuldt skrig. John åndede tungt ud og ventede på at hun var færdig før han kiggede ned på hende. "You're focusing too much on the pain. Think about something good, happy thoughts," mindede han hende om og tog sin hånd op til sin hals og signalerede rolige indåndinger. "Breathe slowly," sagde han som Kaiya begyndte at trække vejret efter hans anvisning. Han kiggede så på Dexter og fjernede sin hånd fra henes mund. Han gik tilbage til hans spot og stod atter med armene over kors som var intet hændt.
Hun fik styr på sin vejrtrækning og åndede tungt ud. Hun var ikke sikker på om noget kunne gøre mere ondt end dette, og alligevel ville hun ikke teste det på nogen måde. Da det værste var ovre og hendes krop var stoppet med panikken og begyndte at slappe af igen. "Was that the worst part?" spurgte hun forsigtigt og blinkede nogle tårer væk. Egentlig var hun overrasket over at hendes krop ikke havde givet op og havde lukket ned, men hun var vel stærkere end hun troede. Da Dexter spurgte om hun virkelig ville høre en historie fra hans barndom, kiggede hun på ham med et smerteligt udtryk og åndede tungt ud. "I want to hear a story that you want to tell. It doesn't matter what kind. Just as long as it means something for you," fortalte hun ham og åndede atter engang tungt ud. Hun skulle kontrollere sin vejrtrækning som John havde bedt hende om.

Da væsken var sprøjtet korrekt ind var der kun få skridt tilbage før han kunne kalde transformationen overstået. Dog ville noget af denne forvandling kræve lidt mere end bare indsprøjtninger – men det var vel sådan det skulle være. Som John rejste sig op fulgte Dexter ham med sine mørke øjne, men noterede forsat, som uforstyrret, videre på sit papir. Johns medlidenhed var vel forstående, dette var i og for sig nyt for ham, men han var nød til at holde sin afstand. Dog måtte han indrømme at han var en smule taknemmelig for Johns hurtige reflekser da han dækkede Kaiyas mund til. Lyden havde garanteret været øredøvende, og selvom lokalet var lydtæt ville det have generet Dexters hørelse. Som hun dog begyndte at slappe af igen så han hvordan John trak sig væk før han lænede sig frem i stolen.

”Any story?” sagde Dexter med et charmerende smil på sine læber. Let rettede han på sine glas inden han så ned i papiret igen. Han var normalt ikke typen der talte om sig selv, men når hun selv bad om det ville han nødig stoppe. Når man normalt var fluen på væggen var det rart at træde frem fra tid til anden, og han ville gerne gribe muligheden nu her. ”Well, I don’t usually tell story’s from my childhood, as they are just run of the mill experimentation on me,” sagde Dexter med et glimt i øjet. Barndommen var en underlig tid for ham, da han konstant var på Umbrella, og selvom tiden var gået befandt han sig stadig samme sted. Der var dog en historie han huskede alt for godt. Dog undrede han sig om den ville være for gruopvækkende for dette menneske. Bloddæmonen ville måske kunne håndtere det, men det var ikke noget Dexter bekymrede sig om.

”Well, when I was five – oh I remember it like it was yesterday – I lived with my biological parents. Angels pure as you can be, but there was always something wrong with me,” fortalte Dexter mens han huskede tilbage til den tid. Dog holdt det ham ikke fra stadig at notere sine noter ned. Hans mørke øjne virkede til at blive mørkere som han fortalte sin historie. ”I have always had darkness in me, from the moment I bursted out from my mother womb. So when I at five years old got a hold of a knife, with my parents on the family couch, I couldn’t help but wonder,” hans stemme virkede til at blive dybere som han tog endnu en kanyle og gjorde den klar med samme væske som før. Han testede hurtigt hendes puls og smilede let som han sprøjtede væsken ind i hendes krop. Let lænede han sig ind over hendes ansigt så han så hende i øjnene ordentligt for første gang.

”It’s fascinating how much blood can escape a fully grown angel when you cut it’s neck,” hviskede han med et lille smil på læben. Sprøjten tog han ud af hendes arm og lod hende tænke over hans historie mens han begyndte at notere igen, som var intet hændt.

Hun lyttede til hans historie og åndede tungt ud. Hun bemærkede en ændring i ham, en mørk og dyster en, som hun ikke vidste helt hvad hun skulle sige til. Hendes menneskelige side ville syntes at det var det værste man kunne gøre, men hun ville ikke benægte at hun havde haft drømme der mindede om sådan noget. Det var blot drømme, men det gjorde ikke at hun nogengange ville ønske det var virkelighed. Hun kiggede ham dybt i øjnene og kom med et kort smil til hans hviskende undren over hvor meget blod der kunne komme ud af et snitsår i halsen. "Well, the cut itself was just an opening. But as soon as the person grows weaker as the blood leave their body, they fall and allow all of it to pour out," sagde hun stille og vendte sit blik fra hans. Hun følte at han prøvede at skræmme hende, men det virkede ikke. På et punkt kunne hun forstå hvad han havde gjort, men ikke fra hans vinkel, kun sin egen. Dog inden hun kunne fortsætte havde han sat endnu en sprøjte i hendes arm og hele smerten fra før kom tilbage som havde den aldrig forladt hende. Kroppen gav efter og begyndte at ryste arrigt, helt ude af hendes kontrol pågrund af bedøvelsen.
Tårer gled ned af hendes kinder men hun kiggede op i loftet. Det var som om at smerten var blevet mere en befrielse end det var noget andet, den mindede hende om at hun stadig levede. Selvom det var en ulidelig smerte, kontrollerede hun sin vejrtrækning og blinkede de værste tårer væk så de kunne trille ned af hendes kinder. Hun fik noget tid til at tænke, og da smerten efter noget tid begyndte at falme igen, kiggede hun atter på ham, som var hun klar til at snakke igen. Hun snakkede gennem sammenbidte tænder denne gang. "You think parental hate would be something uncommon. Or maybe you never hated them, you probably didn't, you just didn't know how to control the dark side of yourself. I get that," - " But I hated mine. I would give anything to just get to stab my parents in the neck and watch them bleed out on the floor, just like that," der var noget mørke over hendes stemme hun ikke selv forstod. John rømmede sig kort og kneb øjnene som han betragtede dem.
"All just because I hated them. And what they did to me," forklarede hun så og tog en dyb skælvende indånding. Vreden begyndte pludselig at vandre rundt i hende som noget uforklareligt men betryggende. "Sorry I made it all about me, that wasn't the point. Did it do anything for you to kill them? Give you any clearance on what you were feeling?" spurgte hun så en anelse nysgerrigt. Det var jo ikke selve historien der var det vigtige, det var betydningen af den for ham. Hun følte at han holdte tilbage på historien, der var noget han ikke helt ville fortælle.

Den måde som Kaiya reagerede på fyldte Dexter med en glæde han aldrig havde følt før. Var det en egentlig glæde han følte ved at hun kunne relatere til ham? Han var ikke sikker, men han kunne ikke holde hans charmerende grin tilbage. Som hun snakkede om blodet så han sine forældre for sig ligge i hver deres blod på gulvet. Det var der Rayna havde fundet ham og taget ham til sig. Siden dengang havde hele hans liv gået så hurtigt, og det var først efter hans ansættelse ved Umbrella at han var begyndt at lære sig selv at kende igen. Sprøjtens væske var synlig at have begyndt sin færd gennem Kaiyas system, og som hun begyndte at have sammentrækninger af musklerne. Som hendes tårer gled ned tog han en rolig finger og fjernede de værste tårer. Let ventede han til hun kunne snakke igen. Da hun åbnede munden blev han langt fra skuffet. Ikke nok med at hun klarede disse indsprøjtninger uden at besvime, det var som om hun forstod ham. Dog vidste han bedre end at stole på dette menneske der snart ville være en hybrid.

”Hate is such a weird fenomenon, I never really understood it,” sagde Dexter med sit smil stadig på sine læber. Han lænede sig let tilbage i stolen som han noterede ned på hans papir, der efterhånden var ved at være godt fyldt med noter og stikord. I stedet for at fylde papiret mere ud bladrede han til en ny og blank side. Det var nogle fine informationer hun åbnede op omkring – et had til forældrene kunne altid bruges i en Umbrella sammenhæng. ”And believe me, I’ve always been in control of my dark side – It’s all about letting that part of you take control in the moment, and it will feel so freeing,” sagde Dexter med et smil som hans mørke øjne kort så over på John. Han fandt det sjovt at se hvordan den bloddæmon konstant havde interesse i deres samtale. Dexter vendte dog hurtigt sin opmærksomhed tilbage til Kaiya som hun snakkede igen, og hvordan hun undskyldte for fokusset på hende selv. Dexter måtte dog indrømme at han intet havde imod det, da det gav ham flere noter at skrive ned om hende.

”There was no feeling, I was just empty” sagde Dexter med et smil og kom den sidste omgang af sprøjten ind i hendes system. Efter dette skulle de vente i det mindste tredive minutter før han kunne færdiggøre hendes transformation.

Hun så på ham som han sagde at han ikke forstod det at hade noget. Hun trak på læben i et skævt smil og sank en klump. På et eller andet punkt havde hun håbet at han havde forstået det, men det var skam også fint at han ikke gjorde. Hun forstod det bedre end nogen anden, set at hun hadede sine adoptivforældre fra barnsben af. Det var mere et nedpresset had som hun aldrig rigtigt havde talt om før. Med Zitora havde hun skjult det bag skyld som hun havde rettet mod dem, men hun havde aldrig direkte tiltalt det dybdeliggende had der lå indeni hende. Hun havde lyst til at fortælle Dexter alt om det, men hun bemærkede også hvordan han noterede ned hele tiden og hun var ikke dum. Hun vidste at hvad end hun fortalte ham, ville blive skrevet ned og arkiveret.
Men det næste hun gjorde forbavsede selv hende selv, dog opdagede hun også hurtigt hvor ligeglad hun var blevet. Hun begyndte pludselig at grine og kigge lidt op i loftet. Et mærkeligt uforklareligt smil var over hendes læber, som var det blandet med vrede og ekstrem glæde. “The one thing I truly look forward to is the day I get to rip them apart,” sagde hun roligt og åndede tungt ud. Men pludselig fik hun en anden idé og kiggede mod Dexter. “Unless you’re in lack of experiments. I’d love to know how Claudius Cowan succumbed to you because he was too stubborn to admit defeat. He has a lot of secrets in that skull of his.” Hun kiggede mod loftet. “Would be worth a try to see if science could subtract those memories and information into valuable data,” sagde hun så en anelse stille og havde sine øjne vendt mod Dexter hele tiden.
John rørte lidt på sig og havde et bekymret rynket bryn i panden mens han skiftevis kiggede på Dexter og Kaiya. Noget sagde ham at han faktisk havde lyst til at være et andet sted end at lytte til disse to personer snakke om mord og had. Han sukkede lydløst og rettede lidt på sin ryg før han begyndte at kigge rundt istedet.
Da han sagde at han ikke havde følt sig andet end tom til hendes spørgsmål, åndede hun tungt ud og så ned mod sprøjten som han sprøjtede den sidste dosis ind i hendes system. Og atter engang følte hun at smerterne kom på ny, men hendes krop var mere afslappet denne gang, stadig krampede hendes muskler, og hendes hjerte sendte impulser af skræk rundt som fik hendes hænder til at knuge sammen og løsne sig i bølger, men hun var rolig. Et par prust forlod hendes læber, men der var ingen skrig, ingen grimasser fuld af smerte. Da smerten begyndte at falme en anelse, åndede hun roligt ud og blinkede små tårer væk. "I'm sorry you felt empty. It should have been relieving," sagde hun så og bed kort sammen af automatik. Da hendes kæbe løsnede sit greb kunne hun snakke igen. "But I guess you were to young to understand it. When we're kids, we are prone to shield ourselves from whatever feeling we get. I bet if you had done it today, it would have been different. Not that it matters anymore," forklarede hun så og kiggede kort op i loftet.
"Why did you stay with Rayna? I mean, you probably feel safer here, but it's just peculiar. You would have been a great doctor in the field, so why be in a place like this?" spurgte hun så nysgerrigt og vendte sit blik mod ham atter engang istedet for at stirre i loftet. Det virkede ikke oprigtigt at spørge om noget der kunne være så nært og bare kigge væk. Hun ville have at han skulle vide at hun lyttede og var der. Men hun vidste godt at han var usikker på hvor vidt han kunne stole på hende, trods alt var hun her mod sin vilje, og det kunne hurtigt vise sig at hun bare var hævngærig og vred. Hun kiggede så ordentligt mod hans øjne og sank en klump. "I don't hate you for doing this to me. And you don't have to answer anything I ask if you truly don't want to," bekræftede hun roligt og kiggede så op i loftet igen.

Det var ikke fordi Dexter ikke forstod følelser, for han havde dem selv. Han havde tendens til glæde og frustration, men had havde altid været så fjernt for ham. Han havde set hans forælders mord som noget logisk – noget der skulle ske for at han kunne komme videre i livet. Som han hørte på Kaiya fornemmede han tydeligt den vrede der lå bag hvert af hendes ord. Men hvis hun ville så dem ihjel på grund af vrede, så var det vel i bund og grund ikke gennemtænkt. Det var ikke kalkuleret, men nærmere styret af en følelse – og følelser kunne passere og man kunne fortryde sine handlinger. Dog ville Dexter næppe spilde sin tid på at forklare Kaiya alt dette, men lyttede blot til hendes ord. Han måtte indrømme at han var begyndt at kunne lide hende – der var noget ild bag ved de øjne som han godt kunne lide at kigge på. Det var intet romantisk – for guds skyld det ville ikke komme på tale – men han kunne se dem blive venner. Ja, hvis hun da nogensinde tilgav ham for det han gjorde ved hende. Dog var Kaiya ikke den første person han havde hjulpet til med eller selv havde ændret – de fleste bagefter var ret så taknemmelige for de styrker de havde fået, og flere havde opsøgt Dexter i håb om mere. Dog fulgte Dexter kun ordrene fra Rayna og retningslinjerne for Umbrella generelt. Lovene udenfor havde han ikke interesse i – de var mondæne og kedelige for at sige det lige ud.

Som hun nævnte Claudius Cowan skrev han navnet ned, men valgte ikke at kommentere på det. Om han kunne bruges til noget var i bund og grund ikke op til ham selv, men han var noteret. Dexter havde næsten forudset at John ville reagere på dem, og sendte ham et hårdt blik. John skulle være en flue på væggen, forholde sig neutralt, og alligevel skar ham grimasser af deres samtale. Dexter bevægede hans hånd som signalerede at John kunne forlade lokalet – han var træt af de uendelige afbrydelser den bloddæmon kunne komme med. Faktisk var Dexter ved at blive ret så irriteret – ikke at han viste det udadtil. Som John forlod lokalet vendte han igen sine mørke øjne på Kaiya. Hun klarede det fantastisk, specielt for et menneske. De fleste mennesker ville nu have givet op, men måske var hendes krop mere modtagelig over for bloddæmonens DNA. Som hun snakkede om at hun beklagede at han ikke følte noget rystede han på hovedet let, men lod hende snakke færdig. Det var så tydeligt hvordan hun var styret af sin vrede, og Dexter kunne ikke lade være med at se det som en smule underholdende. Hun var lidt som en tikkende bombe, og det var bestemt noget han fandt interessant. Som hun snakkede færdig åbnede han sin mund.

”Why should I have felt something, when it was a logical step in the right direction?” spurgte Dexter med et smil som han lagde noterne fra sig. Hans intelligens var så stor at han kunne huske hver og en af de samtaler han havde haft, men han kunne godt lide at have noget at gøre med hænderne – han fandt at det beroligede patienterne ofte. Dog var Kaiya meget ivrig efter at tale med ham. Med en rolig finger fjernede han en hårlok fra hendes pande og så hende i øjnene. Hun ville snart være klar til sidste del af denne forvandling, men inden da kunne de godt lære hinanden at kende en smule mere. ”If I did it out of anger, I could have regretted it later – now that would be idiotic. Rather I like to look at things from the very foundation of my being; Are they in the way of me being able to get stronger and do things in my life? Do they deserve to live? Is there any emotion attached to them?” sagde Dexter som han hurtigt tjekkede hendes puls. Snart ville hun nå en stabil puls var det tid, men den gik stadig op og ned som et jordskælv på en giger-tæller.

”If I am able to answer those questions truthfully and with no emotion, then I can continue. If I feel anger or in the need of revenge, I’ll wait, and calculate more,” sagde Dexter forklarende. Han håbede at det ville give en smule mening for Kaiya. Som hun nævnte Rayna smilede han lidt for sig selv. Kunne han have ændret sit liv var han blevet født at Rayna så de var bundet af blodets bånd, men det var ikke sådan denne verden var. Hendes kompliment om hans intellekt og viden indenfor lægefeltet faldt dog af ham. Det var ikke et spørgsmål om intellekt eller viden, men et spørgsmål om hvordan de kunne få mere viden og udvikle sig yderligere. ”I stayed with Rayna, because she understands me, and I do her. We both have a need to understand this strange world, and I would not be satisfied with a mondane job consisting of sick patients – no, I would rather spend my time researching and bettering my self,” sagde han med et varmt smil. Han holdt stadig hendes håndled og lyttede til hendes puls, og med et lille nik signalerede han at det var tid. Herpå fik han rejst Kaiya op og bordet blev til en stol. Som hun sad op ret nikkede han en smule tilfreds for sig selv og gik over til køleskabet længst fra dem. Fra køleskabet hev han en pose med donor blod som han åbnede for. Den søde lettere salte duft af blod spredte sig hurtigt i det lille lokale, og hvis han havde regnet rigtigt, ville Kaiya snart begynde at hungre efter det blod han stod med.

John så Dexters signal og rejste sig roligt fra stolen. "I'll be watch outside. I don't really need to hear all this anyway," sagde han med en anelse hård tone før han kort kiggede på Kaiya og forlod lokalet. Han stillede sig op af væggen ved siden af døren og foldede sine arme som han åndede tungt ud. Noget i ham ville gerne redde hende, ikke fra dette sted, men fra sig selv. Og alligevel vidste han at der var intet han kunne gøre. Og Dexter ville helt klart ikke hjælpe hende på nogen måder. Det mente John i hvert fald. Kaiya kiggede efter John og ville ryste på hovedet. "He must have a soft heart, quite uncommon" sagde hun blot og kiggede så på Dexter.
"Logical or not, we're bound to feel something," arugmenterede hun men dog med et lille smil på læben, som hun åndede tungt ud og mærkede hendes krop bare begynde at slappe en smule mere af. Hun lyttede dog til hvad han sagde med vrede og måtte være enig. Hendes vrede mod hendes adoptivforældre var smuttet ud af hendes hoved så hurtigt som den var kommet, og hun følte at hun kunne tænke nogenlunde klart. Hun kunne dog ikke undgå at smile lidt større og vende sit blik væk som hun kom til at tænke på noget. "I'm sure my anger will go overboard and make me do something bad towards them, but I don't really know if I would regret it. Maybe regret not doing it with a clear mind," sagde hun roligt og havde bidt mærke i hans sidste sætninger. "Sometimes, people die even though they deserve to live," sagde hun så og kiggede på ham. "It's about the given moment, it's in those that people die. Example; Wrong place at the wrong time. The person probably never had to die, but because they were there to either witness something, or just be out for a walk, they could die. But we're not talking circumstantial, we're talking being the one who decides. I can choose not to take properly care of myself, so when I have to handle a patient, they could end up dying. I probably never meant for them to die," hun tog en pause for at fugte sin mund igen før hun fortsatte. "...but they did because I was lacking the energy to save them. Should I feel bad about that? Probably. I did at first. Now it's just a sad accident that happens for someone else than me," hun bed sig kort i læben. Hvad var det for nogle ting hun sagde? Det her var ikke noget den rigtige Kaiya ville sige. Men det der skræmte hende mest, var at hun endelig sagde hvad hun faktisk mente.
Hun lyttede til hans svar om at være en praktiserende læge og hvordan han syntes det var mondænt. Det fik hende til at smile lidt og sukke kort. "You think I'm mundane?" spurgte hun med et drillende smil før hun kiggede i loftet. "I don't think I am. My job might be. But I guess, my need to save others came from the lack of someone saving me... In time..." sagde hun roligt og åndede kort ud. Hun havde været fanget i sine egne tanker og snakken at hun ikke havde bemærket at han havde sat hende op eller hvad han var gået efter. Det var først da hun begyndte at dufte noget sødt i luften, noget der nærmest duftede af det lækreste måltid hun nogensinde havde duftet. Hun kiggede på Dexter og så at det var en pose blod han holdte i hånden.
Selvom at hun normalt ville have gået i panik og begyndt at kæmpe imod den pludselige trang, gav det hele pludselig mere mening. Hun mærkede sine kæber dirre og havde hun ikke haft munden lukket ville hun have begyndt at savle. Hun slugte spyttet og rømmede sin hals som hun kiggede på posen. "Is this what I'm gonna live off now?" spurgte hun nysgerrig og kneb øjnene sammen før hun løftede sit blik mod Dexter. "What are you changing me into? I forgot to ask," før hun kiggede på posen igen med hungrende øjne. Det var som om at posen kaldte på hende, og det virkede skræmmende. Hun brød sig ikke meget om denne nye ændring, men det ville ikke hjælpe at vise det.

Dexter nikkede blot som John talte, for han var faktisk ligeglad med hvad der kom ud af munden på den bloddæmon. Han var overbevist om at der måtte ligge en genkode i Johns DNA der gjorde ham så anderledes fra andre bloddæmoner, men det var ikke nu han skulle tænke på det. De mørke øjne fandt vej til Kaiya igen som hun snakkede. Var man tvunget til at føle noget i denne verden? Dexter havde ikke behov for at føle noget hvis han havde lyst, det var vel det der gjorde ham så god til sit arbejde. Dog var han ret så anderledes når han var i privaten, men det var de færreste der oplevede denne side af ham. Det var ikke ofte at folk fandt ham som ven materiale, men det var vel sådan hans lod i dette liv var. Det holdt ham dog ikke fra at prøve at finde venner, men de utallige afvisninger gjorde ham bare mere opsat på at finde en han kunne kalde ven. Selvfølgelig havde han Celeste, et af eksperimenterne på UC, og han vidste da også at han kunne regne med Skye og Rayna – men ud over dem var der meget få. Så få at han kunne nøjes med den ene hånd til at tælle dem alle samlet.

”Anger is an emotion that is best used when in control,” sagde Dexter ret så tørt og kørte en hånd gennem hans tilbage slikkede hår. Han så på hende gennem sine briller som hun snakkede. Snakkede alle mennesker så meget når de blev holdt et sted mod deres vilje? Dexter havde aldrig oplevet noget som dette, men det var som om han ikke kunne lukke munden på denne unge kvinde. Ikke at han havde noget imod det, for han fandt det i bund og grund ret så forfriskende. De fleste skreg bare og bad om nåde, men denne brunette havde en evne til bare at forsætte med at snakke. Som hun snakkede om at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt rullede han en smule med øjnene. Han troede ikke på at det var noget der fandtes, specielt ikke når alle folk var udstyret med et valg og et instinkt. Hvis de døde af en eller anden årsag kunne de kun bebrejde deres egen dømmekraft. Da hun snakkede om de patienter hun havde været – i mangel på bedre ord – sløset omkring smilede han lidt for sig selv.

”Well, in this world you can only truely trust yourself, so it would be their fault to entrust their life in your hands,” sagde Dexter som han rakte hende posen med blod. Det var som en underlig caprisonne med et sugerør sat i øverst, for at blodet ikke ville ryge ud over det hele. Da hun spurgte om han tænkte hun var mondæn kunne han ikke lade være med at grine en smule. Alle var ved mondæne i hans øjne, men der var vel noget over hende som han ikke kunne sætte en finger på. Han lod hende dog tale færdig før han svarede hende. ”Most people just like to live their life in bliss, ignoring almost everything around them, but I wouldn’t call you mundane,” sagde han og havde et underligt glimt bag øjet. Hvad det betød var ikke noget han ville fortælle, det var sikkert. Men selv før han havde ændret hendes DNA havde der været noget anderledes omkring hende. Et lille håb var i hans tanker om at han kunne få lov til at lære mere om denne fremmede, og måske være så heldig med tiden at kalde hende ven – ja altså hvis hun virkelig ikke bar nag som hun sagde hun ikke gjorde. Hendes reaktion til blodet var tegn nok for ham at hele dette eksperiment var lykkedes. Det var godt, for ellers ville han være nød til at slå hende ihjel på stedet. En del af ham var lettet over at han ikke skulle dræbe denne interessante kvinde.

”People would classify as a hybrid – a lovely mixture of human and blooddemon,” sagde Dexter forklarende og holdt blodposen over til hende så hun kunne drikke. Han ville ikke fjerne hendes bedøvelse eller stropperne omkring hendes arme før hun havde drukket det hele. Han ville ikke risikere at ende som hendes aftensmad. Selvom han var en falden engel var hans blod trods alt også lækker for de fleste blodspisende racer. Som hun ville drikke af posen så han på hende for at sikre at de forskellige ting i hendes krop stadig fungerede. Han kiggede på hendes hals hvor hendes puls stadig dunkede fint og videre ned til hendes fødder der stadig havde en livlig farve over dem. ”But to be honest, you can call yourself anything that you want to,” sagde Dexter med et smil på sine læber.

//Out?//