I'm definitely going to hate this - Rayna

Sted: Raynas kontor, Umbrella Corperation
Tidspunkt: 14.00 ret præcist.
Vejr: Ligegyldigt, men solen skinner og det er koldt
Påklædning: En sort trøje, et par sorte bukser og hans soulsaber sat fast i hans bælte.
Emne til @Rayna

Han havde ikke taget beskeden med lethed, især fordi det viste sig at hans rigtige far Vincent var den der overleverede den. "Show up at Raynas office at 2 pm, exactly, or all those you love will die," var de eneste ord der blev udvekslet mellem de to mænd, John fik ikke engang meget at sige igen, da Vincent havde passeret ham på gaden og grebet ham i et fast greb. Han vidste at det ikke var en tom trussel, hvilket var derfor han næste dag på det givne tidspunkt, havde meldt sin ankomst i receptionen et par minutter før han skulle være der. Han sad i sofaerne og ventede med en sur mine over ansigtet, for noget i ham vidste at det her ikke kunne medføre noget godt - Tværtimod.
Hans had mod kvinden Rayna, havde ikke just dulmet sig efter hans tilfangetagelse, mest fordi at han vidste at der aldrig ville være et sidste møde med hende. Noget sagde ham at hun kunne lide kontrollen hun havde, hvordan hun kunne styre og få folk til at gøre som det passede hende. Han kiggede dog rundt for at se om Jamie var her, som han inderligt håbede på ikke var. Hans barn var jo næsten lige kommet til verdenen og John ville flå Rayna fra hinanden hvis hun havde taget den glæde fra hans tvillingebror.
Han kiggede op som hans navn blev kaldt af receptionisten som prøvede at fortælle ham hvilken etage det var han skulle på, hvortil han sagde at han allerede godt vidste det. Han rejste sig og gik ind i elevatoren, og trykkede på knappen, den knap han hadede allermest i verdenen lige nu, for den ledte til hende. Han tog et par dybe indåndinger for at kontrollere sin vrede, hvad end hun ville, var det ikke godt, det havde han konkluderet før han kom, og tanken om det gjorde ham bare mere vred. Han blev mødt af et par sikkerhedsvagter som eskorterede ham til kontoret hvor hun var. Som han trådte ind, drænede alle følelser sig fra hans ansigt som deres øjne mødtes. Døren blev lukket bag ham og han stod bare og gloede på hende, som ville han lade hende få det første ord.

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har en lang rød kjole på Link. Hun har et par sorte sko på (De gør hende 7 cm højere, fra 1,71 til 1,78) Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, det går hende til omkring midten af ryggen Link. Hun har minimal make-up på Link. Hun har et smykke omkring sine fe ører Link
- Accent Hun taler med en primært Russisk accent Link
- Andet Hun har Fe ører Link. Hun har helt gyldne øjne Link. Hun har tatoveringer (Se profil, udseende for disse)

Selvom Rayna på sin vis, ikke var i stand til at savne folk, det krævede trods alt en mængde af følelser, som i sidste ende ikke besad, og dog havde hun en irritation eller mangel i sig, i formen af den kære Jamie. Han havde været som hendes dukke, altid loyal og klar til at gøre hvad hun ønskede, også skulle han gå hen og møde sin familie, og vende ryggen til hende, efter alt hvad hun havde gjort for ham! Dog havde hun en aftale med Vincent, der gjorde at hun ikke kunne tage ham ind igen, uagtet hvor meget hun end skulle have lyst, for nok var hun ikke just en person, som man anså som den sødeste, men hun holdte ikke desto mindre sine aftaler, specielt når hun fik noget for dem. Det var noget ganske få faktisk vidste om hende, de sjældne gange hvor hun faktisk lavede en aftale med en anden person, så holdte hun også sit ord, selvfølgelig gav hun ikke sit ord ud gratis, og der skulle meget til før hun gjorde det. Dog når hun ikke kunne få den kære Jamie, så måtte hun få det næstbedste, hvilket kom i formen af hans kære tvillingebror John, og dog nok lignede de to hinanden, men de var ikke ens per personlighed, og dog kunne hun nemt forme ham til sin vilje. En smule tortur gjorde trods alt altid arbejdet, når hun havde brug for en loyal soldat.
Så hun sendte Vincent ud, ud for at viderfører beskeden til hans kære søn, at han skulle mødes med hende, ellers ville hun få alle han elskede dræbt. En ting der var overraskende meget nemmere, end hvad de fleste gik og troede, for hun havde trods alt små spioner overalt, de kunne aldrig vide om personen, som de snakkede med ved stationen, i virkeligheden var en uskyldig person eller en af hendes små minions. Det var i sidste ende, også en af de metoder, hun brugte til at få alt den information ind, som hun havde omkring folk, information var trods alt god til afpresning, selvom magt i virkeligheden var den bedste form.
Hun sad ventende på sit kontor, da beskeden om, at han var trådt ind i bygningen nåede hende, og et tilfreds smil formede sig på hendes læber. Selvfølgelig var hun klar til at møde ham, hun vidste allerede hvad hun skulle sige, og for den sags skyld hvordan han ville reagere. Så da han trådte gennem døren, rejste hun sig fra sin plads. Hun nød ideen om, at han lod hende få det første ord, som vidste han hvilken smerte hun kunne give ham, hvis han ikke lod hende få sin vilje "Why hello John, it's been too long" lød det legende fra hende, som hun passerede sit bord, og trådte frem imod ham "I have quite an offer for you" fortsatte hun, og let lod hun nogle lokker af sit hår glide om bag øret, hvilket afslørede det spidse øre "And I do believe you quite would like it, or at least some parts of it" hun klukkede for sig selv.
"You see I want Jamie back, but since I cannot have him, I thought why not the second best thing and thats where you come into the picture" Hun let hovedet på skrå, og betragtede ham, næsten som et rovdyr ville betragte sit bytte, og det var endda på trods af, at når det kom til stykket, var han fysisk stærkere end hende, og dog syntes hun at have magten i situationen "I want you to take your brothers previous position, and in return I won't have everyone you love killed" hendes blik gled ned over hans krop, før de til sidst landede ved hans øjne igen. Der var intet der ændrede sig i hendes blik, det var næsten som talte hun om noget så simpelt som vejret, og ikke en indirekte trussel om at dræbe alle han havde mødt "And you know just how easily I can get everyone you have ever known killed. I mean I might just get your precious sister Jocelyn eaten alive or maybe I'm going to skin her, all while she still draws breath" det var næsten sjovt for hende, at forestille sig at få dem han elskede myrdet på groteske måder. Det var som om den form for menneskelighed i hende, den form for respekt for andre livsforme, simpelthen ikke eksisterede i hende. Hun satte sig på sit bord, og lod det ene ben falde over det andet "In the end you may not have that much of a choice" hun trak på skulderne.

//YAS <3

Han så på hende som hun begyndte at rejse sig i sin tale, og alt i ham havde lyst til at bakke væk, som det sårede dyr han følte han var i øjeblikket, dog stod han fast og kiggede ned på Rayna som hun kom tættere. Da hun snakkede om at få Jamie tilbage sank han let en klump. Kendte hun til barnet? Han var usikker - Men intet af denne usikkerhed ville vise sig på hans ansigt, som var uændret som om det havde været hugget i sten. Hendes øjne der gled ned over hans krop, fik ham til at føle sig utilpas, for han forstod ikke hvorfor der var disse seksuelle undertoner til hendes ord, den måde hun begav sig om ham på, og vigtigere begyndte han at overveje hvad Jamie havde været igennem.
En ting var dog klart. Han brød sig ikke om det, men hvis det stod mellem ham og Jamie og deres kæres sikkerhed, følte John en pligt til at beskytte så godt han kunne. Også selvom det betød at han skulle ofre alt. Dog da hun nævnte Jocelyn, kunne han mærke sine hænder næsten automatisk knuge sig sammen i en ængstelig vrede. Han gjorde dog intet, han stod bare og gloede på hende i stilhed. Han var besejret, som et domesticeret vilddyr, men han vidste det allerede da han trådte ind i rummet. Som hun selv sagde, han havde nok intet valg - Han havde intet mod hende, hun havde alt mod ham. Så han kunne stå og tage imod hendes trusler og ikke gøre andet end at føje hendes mindste ord.
Så roligt gik han over til hende og stoppede en halv meter fra hende, han kunne række en arm ud og kvæle hende hvis han kunne få sig selv til det. Dog var udfaldet ikke forsøget værd. Hans blik var fuld af vrede og noget der mindede om sorg, men roligt satte han det ene knæ i jorden foran hende og kiggede ned i jorden, for at lade hende vide at hun havde vundet. “I pledge my loyalty to you, in the exchange of the lives of those I love be kept intact,” ordene føltes som syre der gled ned i hans hals og kvalte ham lydløst. Han kiggede op på hende og sank en klump, “So what do you want me to do?” spurgte han så en anelse bittert. Han var sikker på at hun nød hvert eneste sekund af hans bitterhed og vrede.

Som hun var færdig med at snakke, betragtede hun ham nøje, nysgerrig for hvad han ville gøre. Han havde trods alt intet på hende, og hun havde alt på ham, ved bare at knipse med fingeren, kunne hun få alle han elskede myrdet, og værst af alt, hun havde Kamara der gjorde, at John kunne se det hele. Så da han trådte frem imod hende, steg spændingen næsten, for hvad ville hans næste træk være? Ville han acceptere det? Eller ville han kæmpe imod? Hun kunne næsten fornemme hans lyst, til at gøre hende ondt, hadet i hans mørke øjne, og dog kunne hun også fornemme sorg, måske fordi han nu vidste, at han havde mistet alt, eller nok ikke alt, for hans elskede var endnu i live. Som han faldt på knæ foran hende, blev hendes smil mere tilfreds, det var som om, at i det øjeblik vidste hun, at hun havde vundet og at han nu var hendes. Det var dog hans ord, om hans loyalitet imod hende, som virkelig gav hende hvad, der ville havde været en glæde for andre, måske også en smule ophidselse, hun elskede at vide folk var under hende og ikke mindst, at hun havde dem i sin kontrol.
Hun lagde hovedet på skrå, og de gyldne øjne betragtede ham nøje, næsten som tænkte hun på hvilken smerte hun skulle udsætte ham for. Så det var omkring her, at hun rejste sig op, og trådte frem imod ham, nu med få cm mellem dem, og ham der knælede foran hendes ben "Since you're mine now, and I really do not like to share my toys, I want you to break your ties with Aspen, and by breaking ties, I mean break the humans heart" Hun hævede øjenbrynet, næsten som var det hele en leg for hende, og han var blot en af hendes mange legetøjer, som hun kunne gøre ved som hun ønskede. Selvfølgelig var dette til dels også sandt, hun anså trods alt sig selv, som bedre end alle andre, og derfor var alle til dels også en representation, af et legetøj hun kunne hygge sig med, indtil hun fandt vedkomne kedelig, og her enten lavede dem om eller smed dem væk. Dog havde hun mistet et af sine yndlingslegetøjer, nemlig det af Jamie, og John var derfor en erstatning, på det legetøj hun hellere ville have "of course in order to know that you've done what I asked, I have people watching your every move" pointerede hun med et koldt smil.

"As you wish," sagde han næsten roligt som han rejste sig fra sit knæ. Hans stemme var dog kølig som han tilføjede, "But I will never truly be yours to toy with, not like that. I am not my brother, I will do as you please when I am in this place or at your service. But if you wish to keep track on me, you'll have to have a guard dog watch me," sagde han bestemt. Han vidste at hun elskede fuldstændig medgang, men det kunne hun simpelthen ikke få. Hun kunne få nok til at please sit ego, men heller ikke mere end det. Måske ville hun alligevel bare se hans stridighed, som noget spændende, noget hun ikke havde oplevet før. Hans mørke øjne var stadig fulde af had, men ikke desto mindre kunne han ikke agere på den. Han vendte ryggen til hende som han bed sig kort i læben og sagde, "What is to be done after I've carried out the order? Return here?" spurgte han, med en næsten tung stemme. Han vidste godt hvad Jamie havde været udsat for, så han var næsten ikke i tvivl om at det næste næsten ville være at møde hende i hendes private sektor.
Efter hun havde fortalt ham hvad han så skulle gøre, gav han et nik fra sig og gik ud på gaden. Da han trådte ud, kunne han endelig lade sig selv føle igen. Og følelserne gjorde ondt, som havde han lige fået en pil gennem hjertet. Han tog en hånd op til brystet og tog en dyb indånding. Bag ham hørte han en stemme. "She does that to you. Just do as she pleases, and things will get easier," sagde den sidste stemme han ville høre lige nu. Vincent. "So I'm guessing you're the eyes that are supposed to set me straight, or kill the person I love," sagde John næsten bittert. Vincent sagde ikke noget, men John havde heller ikke brug for ord, især ikke fra en som hans far, faren der arbejdede med fjenden, føjede hendes hvert ord, forrådte hans mor, gav Jamie væk. John begyndte at gå med Vincents øjne på en hver bevægelse han lavede.

Da han kom hjem, håbede han egentlig at Aspen ikke var der. At det kunne udskydes, glemmes. Han trådte ind i stuen og blev mødt af Mr.Fluffys glade løb mod sig, hvor han satte sig ned på knæ for at klø hunden på maven. Han mærkede tårene presse sig på, men han ville ikke græde. Mænd græd ikke, han ville ikke tillade det. For meget følelse, for meget pres. Han tog en dyb indånding før han kaldte ud i huset. "Aspen?" men mærkede hvor grødet hans stemme pludselig blev. Han gik over til sit alkoholsfyldte skab, af uberørte flasker og trak en ud. Han havde ikke drukket siden han mødte Aspen, så det ville nok være et mærkeligt syn at se John smide sig i sofaen med en whiskeyflaske i hånden som han tog en stor tår af. Han rodede sig gennem håret som han ventede, med den største knude i sit ellers store hjerte.

Hun klukkede over hans ord, hvor var det sødt at han troede hun ikke havde øjne på ham, i forskellige former end det af levende personer. Uden at fjerne sit blik fra ham, trådte tilbage imod bordet, hvor hun her vendte sin skærm imod ham. På skærmen ville man se et kort over de nærmeste områder, hvor der var adskillige steder med prikker på, alle symboliserede folk hun havde i sin kontrol "That's jamie, and right there...that's you" sagde hun som hun pegede på skærmen "Do you honestly think I don't know where you are? I have a tracker in you, which tells me your location every single second of the day" pointerede hun med et legende smil, og dog ikke et smil der passede overens, med det lettere psykotiske udtryk i hendes øjne. Hun var ikke en kvinde, som man fuckede med, og hvis man forsøgte endte det aldrig rigtig op godt, specielt for vedkomne der gik imod hende, der var trods alt en grund til, at samuel endnu var gemt væk, for sekundet han kom frem til overfladen ville han være død "Yes that is what you are to do, when it's all done" som han gjode klar til at tage afsted, vinkede hun blot til ham, og det var tydeligt at hun ikke så ham som andet end et simpelt legetøj, en hun kunne have det sjovt med og gøre ved som hun end ønskede.


Aspen havde tilbragt det meste af dagen på at male, det var en hobby han havde taget op, til dels for at få tiden til at gå, men også fordi det bragte en form for ro i ham. Han havde ikke næ så mange kaos tanker, eller for den sags skyld angst i sig, når først han fokuserede på kusten foran sig. At han så også langsomt var blevet langt bedre til det, gjorde også det hele så meget bedre. Oftest forsøgte han at male enten Mr. Fluffy, Jocelyn eller John, de var trods alt så ofte omkring ham, at det nærmest faldt naturligt ind, plus de var det tætteste til en rigtig familie, som han nogensinde kunne komme til. Han blev kastet ud af sin fokus, som han hørte John kalde på ham, og dog var det ikke just hans sædvanlige stemme, hvilket betød noget var galt. Forvirret pakkede han penslerne væk, og fik vasket sine hænder, før han gik nedenunder og hen imod det område, hvor John befandt sig, og synet der mødte ham, var ikke just et han brød sig om. Det var af john med en flaske alkohol i sin hånd "What's going on? are you okay?" han trådte straks imod ham, hvor han bevægede sig hen imod sofaen.

Som Aspen kom tættere på, rejste John sig noget så pludseligt og bakkede tilbage, som var han et farligt dyr der kom tættere og tættere på. Han rakte sin hånd ud for at signalere at Aspen ikke skulle komme nærmere og mærkede en stikkende fornemmelse i hjertet. Et par tårer løb ned af hans kinder, men han kunne ikke kigge Aspen i øjnene for længe. "Don't.... come any closer than that.. I'm sorry," sagde han så en anelse grødet og løftede sin arm med flasken op for at tørre sin næse, som ikke rigtig løb. Han var nærmest panisk i hans bevægelser, hvilket nok måtte være skræmmende for Aspen, at se John sådan her. Han kiggede på flasken og mærkede en dyb vrede brede sig i ham som hans kæbe begyndte at dirre, og næsten kort efter kylede han bare flasken ind i skabet til resten af alkoholen som blev smadret og begyndte at regne ned på gulvet.
For det var sådan John håndterede sin sorg - Gennem vredesudbrud der blændede ham. Og derfor skulle Aspen holde sig lidt væk, for selv hvis han prøvede, var der intet der kunne stoppe John lige nu. Han tog et øjeblik til at samle sine tanker, men intet hjalp. Det virkede mere som en pause, før han greb sofaebordets ben og kylede det ind i tv'et, der sprang, med ledninger og stykker af skærmen som spredte sig til alle sider eller ned på gulvet. Tv'et gyngede et par gange på kommoden, før det faldt ned på gulvet og afgav et højt brag. John knyttede sine næver som havde han aldrig før, og afgav et vredt og højrøstet brøl af vrede, "GRRRRR-AAAAAAARGHHHHHH!!!". Tårene løb ned af hans kinder men han var så vred, så bitter og blændet.
Det var først efter at have smadret det meste af den del af stuen som han stod i, med glasskår over sine skuldre og ned af trøjen, før han satte sig på knæ og kunne slappe af. Han kiggede op på Aspen, der skulle overvære det her og pludselig følte han sig som et monster. Han lænte sig tilbage til at kunne sætte sig på sin bagdel istedet og bakkede bagud til han ramte væggen. Han rodede atter i sit hår og gemte sit ansigt i sine hænder. "I'm so sorry. There is no easy way to tell you this, which is why....." han stoppede sig selv og kiggede rundt på det kaos han havde skabt. Han følte det ikke var nok, ikke nok til at vise hvordan han virkelig havde det indeni. Han mærkede alkoholen fra skabet sive ind i bukserne da det meste af det smadrede skab nu var på jorden i en kæmpe pøl.
"I went to see Rayna. I didn't get much of a choice, it was either go or get everyone I love killed," forklarede han så og tørrede sine øjne. Han snøftede kort og rystede så på hovedet. "I couldn't say no, 'cause if I did, she would take Jamie instead. I couldn't let her do that to my brother again. So whatever she had planned for him... I am doing now," sagde han, med de sidste ord fulde af frustration. Han sank en klump og knyttede sine næver igen. "He has a child, who needs him. He has the mother of his child, who needs him. I just...." han tog en pause for at rømme den grødede stemme væk. "I just wanted to be the good brother he always deserved," sagde han så. Han vidste han ikke kunne fortælle det som Rayna bare ventede på. At han ikke skulle være sammen med Aspen mere.