Nothing beats a family reunion.

Sted: Lucca og Kaylins hjem.
Vejr: Det er en af de køligere sommerdage, men stadig omkring 20 grader.
Tid: 14.34.
Omgivelser: Huset ligner sig selv, dog står der lidt opvask hist og her.
Outfit
Emnepartnere: @Lucca @Kaylin

Alessia var tilbage i byen, fordi hun havde en klient i nærheden. Dog havde hun lidt fritid, så hvorfor ikke tage ud og se hendes skabelser. Det var efterhånden en del år siden hun havde set Lucca og Kaylin. Det betød dog ikke, at hun ikke have kontakter der kunne holde øje med dem på afstand. Alessia ville på ingen måde fremstå som en god mor, og det havde hun for længst opgivet at gøre. Men ikke desto mindre, bekymrede hun sig indimellem for dem. Det var bare rart for hende at vide, hvis der skete dem noget. Men alting virkede til at gå nogenlunde. Lucca var eftersigende ret populær hos det modsatte køn. Det måtte han have arvet fra hende.

Kaylin var lidt en anden sag. På trods af hun ikke havde samme popularitet, var hun stærk. Hun lod sig ikke bukke under for andres pres. Det var også en evne, Alessia besad. Selvom hendes børn næppe ville indrømme det, havde de begge dele af hende med sig. Hun forventede ikke at de ville juble når de så hende, men hun håbede på de ikke ville blive reagere fuldkommen negativitet. Alessia havde delvist gjort hvad der var bedst for dem, såvel som hende selv. Hun kunne ikke være mor, så var det ikke bedre at give dem den bedste chance for at klare sig succesfuldt gennem livet?

Hun stoppede op foran døren til huset. Det var formodentligt beskyttet af magi. Enhver heks med respekt for sig selv, ville bruge beskyttelsesmagi på deres hjem. Alessia var dog mere øvet end hendes børn, og kunne komme igennem uden de store problemer. Hun satte hendes lille taske med det meste nødvendige ved døren og slog sig ned i sofaen. Hun så rundt, og kunne godt se det var to unge mennesker der boede der. Hun lavede en 'tsk' lyd med tungen, før hun gik rundt og brugte magi til at rydde op og gøre rent. Da hun var færdig, slog hun sig ned i sofaen igen.

Outfit


Lucca var ikke synderligt begejstret for sin mor, og vis han havde vist at hun sad i sofaen derhjemme nu, havde han nok også valgt ikke at tage hjem. Det havde været en lang dag i skolen, han var godt træt efter de fysiske fag han havde haft, og mest af alt trængte han til at komme hjem i bad, og spille lidt på trommer.
Han gik ved siden af sin søster, da de havde fået fri samtidig, og kunne ligeså godt følges hjem, det passede ham fint at de ikke boede på skolen, de var mere frie i deres hus, der var heller ikke alle mulige regler.
Han gik med hænderen i lommen, og hørte lidt musik, i sine høretelefoner, som de nærmede sig hjemmet bemærkede han ikke, der var noget anderledes.

Lucca var efterhånden faldet godt til, og var ved at få styr på sit liv, eller hvad man nu kaldte det han havde gang i, men for ham var det fint. Han slukkede for musikken og så på sin søster " hvad siger du, til vi bestiller mad i dag`? jeg giver?" spurgte han muntert, og sendte hende et varmt smil, før han fumlede med nøglen for at låse op ind til huset.
Som han trådte ind smed han skoene fra sig, og lod rygsækken dumpe ned på gulvet, før han gik ud til køkkenet og åbnede køleskabet for at tage en kold øldåse ud. Han følte for at det var okay i dag, han skulle heller ikke på arbejde, han lukkede køleskabet og trådte ind i stuen, som han kiggede op hævede han et overrasket øjenbryn.
" hvad laver du her?" mumlede han, lidt irriteret over at se sin mor, eller hvad hun end var? hun havde jo aldrig rigtig været der? Han blev stående og lagde armene over kors, imens han stirrede på hende, ikke helt sikker på hvad han skulle føle....

Kaylins outfit

Kaylin havde ikke det bedste forhold til hendes mor. Ligesom Lucca, ville hun helst bare undgå hende hvis muligt. Men det var også en svær situation. Hun var stadig deres mor, hvor fraværende hun end havde været. Der var også flere kontraster i det end man lige umuligt så. Kaylin kendte ikke til dem alle, hvilket også var en del af problemet. Hvis hun kunne forstå hvorfor deres mor var som hun var, kunne også bedre håndtere det. Hun ville ikke nødvendigvis tilgive hende, men hun kunne måske prøve at vise omsorg. Lucca var nok slet ikke samme sted, hvilket var okay.

”Kun hvis jeg må vælge hvad vi skal have,” kommenterede hun med et skævt smil. Hun tog hendes sko af og gik mod hendes værelse, før hun opfangede noget ud af øjenkrogen. Hun så hen mod døren, hvor en fremmed taske stod. Åh nej. Det kunne kun betyde en ting. Hun gik hen til stuen og stillede sig ved siden af Lucca. Hun studerede kort hans kropssprog og kopierede det. Hun stillede sig også med armene over kors. ”Du skulle have givet os besked. Vi har vores egne liv, du kan ikke bare komme når det passer dig.”

Alessia så på de unge mennesker da de kom ind i huset. De bemærkede hende tydeligvis ikke først, så hun blev bare siddende. De skulle nok opdage hende før eller siden. Hun smilede svagt da Lucca især ikke virkede tilfreds. Kaylin var hurtig til at stå ved hendes bror. De havde solidaritet med hinanden. Det var en god ting. ”Behøver en mor en undskyldning for at ville se hendes børn?” Hun rejste sig op og gik hen til Lucca. På trods af han var besynderligt højere, fandt hun en måde at se ned på ham på. Han var kun en baby heks, hvis han troede han kunne gøre hende noget, tog han voldsomt fejl. Hun havde meget mere erfaring end han havde.

Hun så over på Kaylin der nu talte. Hun derimod, var lidt lavere end Alessia. ”Jeg betaler for jeres hus, gør jeg ikke? Hvis ikke I vil have med mig at gøre, må I ud at stå på egne ben. Indtil da, kommer jeg som det passer mig.” Hun gik hen for at samle sin taske op. ”Sæt pris på jeg gjorde rent efter jer. Se, jeg kan godt være moderlig.” Hun bevægede sig ned mod gæsteværelset. Hun regnede ikke med de ville sige hende mere imod. I såfald måtte de følge efter hende.

Lucca kigge på Kaylin før han, så trak let på skulderen og nikkede " okay du vælger " svarede han, så længe han ikke behøvede lave mad i dag, passede det ham helt fint. Selvom det var sjældent ham lavede mad, af en eller anden årsag, var der altid noget der brændte på, lige meget hvad han gjorde, han var bedre til at blande alkohol og smøre en skive brød. '
Som hun tog plads ved hans side, kunne han ikke lade være med at smile en smule skævt, de to havde altid hinanden det var der igen der kunne tage fra dem, de var langt mere familie end deres mor nogensinde ville blive.
Han stirrede på hende, rystede på hovedet og fnøs som hun spillede stor, han var ikke nogle lille dreng og selvom hun var stærk, kunne han da også godt forsvare sig selv.
Han pustede sig en smule op, som han stod der ved sin søsters side, det var længe siden de havde hørt fra hende. Selvfølelig kom hun når det passede hende, det var belastende at hun bare kom brasende, han kunne mærke en vrede i sin krop og knyttede hånden omkring øllen, så dåsen blev rødlig da hans ild dansede omkring den.

Lucca fnøs dybt " bare vent, det skal nok ske en dag" svarede han, han var arbejde jo og en af grundende var netop, at han håbede en dag at kunne betale huset selv, så hun ikke bare kunne komme her når hun ville lege mor " woaw det var da flot" svarede han en smule sarkastisk, før han stirrede efter hende tog et skridt frem, men stoppe op og så efter hende.
Han vendte sig imod Kat " den kvinde" vrissede han sur, før han endelig kiggede ned og bemærkede hvordan øllen nu lå som en sø på gulvet istedet for at være i dåsen, der nu var smeltet sammen.

Alessia så frem til den dag de ikke længere var afhængig af hende. Så var der ikke noget der holdt hende tilbage og hun behøvede ikke at have dårlig samvittighed over at have efterladt dem. Det var på tide de blev voksne. Hun var blevet voksen meget tidligere end dem. ”Det vil jeg så se frem til,” kommenterede hun uden meget følelse i stemmen. Hun så ned på dåsen, da ild omringede den. ”En omvandrende lighter, flot trick.” Hun stoppede op da hun hørte Luccas ord. ”Lucca, hvis du har brug for at sige noget, så sig det. Vi er en familie, vi skal være åbne med hinanden.” På trods af ordene lød hjertevarme, var der ikke meget varme at finde i hendes stemme eller blik.

Kaylin skævede efter hendes mor. Hun ønskede ikke at gøre situationen værre, og det ville den først blive hvis hun for alvor blandede sig. Lucca og deres mor havde altid haft det svært med hinanden. Det var ikke nemt, når Kaylin ofte følte sig fanget i midten. Hun så på gulvet der nu var blevet hjem for en øl sø. Hun lavede et sving med hånden og øllen forsvandt. ”Jeg ved det ikke er nemt. Lad os finde ud af hvad vi skal bestille. Vi kan bare lade som om hun ikke er her.” Det var ikke nemt, men hun vidste der var nemmere sådan. Der var en chance for hun ville smutte snart igen.

Han ville også glæde sig til den dag, men det ville nok tage tid, så meget tjente han heller ikke det ville nok ske efter skolen. Lucca lærte nok aldrig at forstå sin mor, men han havde jo også selv altid skulle være der for sin søster, et var at hun havde fået et barn, men at få to var slet ikke okay, Lucca ville aldrig kunne tilgive hende, slet ikke når en af hendes mænd, havde misbrugt Luccas evner og troet med at skade Kaylin, det burde ikke kunne ske.
Lucca stirrede på hende, han havde ikke tænkt sig at lege glad, og tilfreds han var stor nu og kunne godt forsvare sig, han var dog glad for sin søster var der, ellers var det nok gået galt.
"Du skal ikke begynde! " svarede han tørt, dog havde han ikke bemærket ilden selv, men den var jo også en del af ham, nogle gange bemærkede han ikke når den var der, især hvis han var vred kom den af sig selv.
Hendes ord fik hans vrede endnu mere op, men han blev stående " ER VI DET! " spurgte han koldt, og rystede på hovedet efter hende.

Han sukke dybt, som han prøvede at få styr på sin vrede igen, før han så på sin søster og rakte en hånd ud, for at lægge på hendes skulder " okay ja, kan du ikke bestille hvad du har lyst til? du ved hvad jeg kan lide?," spurgte han så mere blidt " jeg har brug for et koldt bad " sagde han ærligt, og smilede let til hende før han gav hende et klem, for så at forsvinde ovenpå og ind på sit værelse, hvor han fandt et par sorte boksershorts og en hvid tanktop, før han forsvandt ud på badeværelset.
Tændte for det kolde vand, og trådte under bruseren, han stod et par minutter bare og mærkede vandet, før han vaskede sig. 10 minutter efter, kom han ned i stuen og smed sig i sofaen med et lidt mere afslappet suk, imens hans blik også var mere roligt igen.

Alessia kunne godt lide passionen Lucca havde. Det var altid en god egenskab at have. Han skulle bare lære at benytte den ordentligt. Måske skulle hun alligevel blive, og lære ungerne et par ting eller to. De havde en masse at lære. Hvem ellers skulle gøre det, hvis ikke hende? Hun trak læberne i et skævt smil, da Lucca blev påvirket af hendes ord og tilstedeværelse. ”Ja vi er. Du kan benægte det alt du vil, men det er vi. Hvis ikke, må du jo smide mig ud. Hvis du kan.” Hun så efter ham da han gik ud for at tage et bad. ”Kaylin, kan du ikke prøve og få ham til at behandle mig bedre? Jeg gør mit bedste. Din bror minder bare for meget om mig. Vi kan ikke være i samme rum ret længe ad gangen.”

Kaylin tog en dyb indånding, da Lucca virkede til at falde lidt til ro. Hun satte pris på at han gav hendes skulder et klem. Hun så mod hendes mor, da Lucca var gået. ”Det er ikke fair af dig at sætte mig i midten. Jeg er din datter, ikke din fredsmægler. Hvis du vil have et bedre forhold til os, må du arbejde for det.” Hun gik hen for at bestille noget mad til hende selv og Lucca. Hun vidste nemlig godt hvad han foretrak, så det var ret nemt for hende at bestille. ”Vi kan ikke tvinge dig til at finde et andet sted at bo, men du burde overveje det. Det vil være bedst for os alle lige nu.” Hun gik hen og satte sig ved siden af Lucca, da han kom ud af badet. ”Kan du ikke prøve at få det til at fungere med hende? Jeg hader at være i midten.”

Lucca havde ikke brug for hun blev, og ville lærer dem noget, men han vidste også at han ikke helt havde et valg. Han så på hende som hun svarede ham, før han ryste på hovedet med et nyt fnys " jeg gider ikke kæmpe" svarede han, før han forsvandt.
Det blev lidt for meget for ham, det var stadig svært at leve i, og han ville helst bare ikke se hende. Badet gjorde en stor forskel, det kolde vand, fik hans vrede væk. Han prøvede at få styr på sit sind igen, der var bare sket så meget igennem årene, og nogle gange ville han ønske, han bare kunne være en lille dreng igen, der ikke behøvede tage ansvar.
Han fik klædt sig på igen, lidt ligeglad med om det var lidt tøj han havde på og for bare at være lidt irriterede, smed han også sit beskidte tøj foran gæsteværelset.
Han sank ned i sofaen, og smed bene op op sofabordet, før han kiggede på sin søster. Lucca sukkede let, før han sendte hende et let smil " jeg skal nok prøve " svarede han så, han ønskede ikke at gøre sin søster ked af det.
Han lagde en hånd kærligt på hendes ben " men det gælder også for hende" sagde han let, for hvis han skulle være sød, så hjalp det ikke hvis hun prøvede at pisse ham af hele tiden.
Lucca fiskede sin mobil op ad lommen, for at sende et par beskeder " hvor længe ville der gå før maden kommer?" spurgte han let, før han så op på hende og smilede skævt " hvordan gik det i skolen i dag?" spurgte han nysgerrigt.

Kaylin var glad for han ville gøre et forsøg. Hun vidste godt det ikke ville blive nemt, men så længe de begge forsøgte. ”Hvis ikke hun gør, skal jeg nok personligt smide hende ud.” Hun skævede over mod deres mor for at vise at hun mente det. ”En halv times tid,” svarede hun og så tilbage mod Lucca. ”Kan du huske hende pigen jeg fortalte om? Hende der altid blærede sig med hendes dans, og fik det til at lyde som om alle andre ikke kunne danse. Hun faldt i dag. Hun er okay, udover hun er flov. Gæt hvem der kunne udføre trinet til perfektion.” Hun smilede stolt. Hun følte det var bedst at vise den slags personer at de ikke kunne få hende ned med nakken.

Alessia sukkede over Kaylins ord. Hvorfor kunne de ikke bare gøre det nemt for hende? Hun havde givet dem liv, var det ikke nok? De ville ikke eksistere uden hende. Hun så på dem lidt på afstand. De virkede næsten tættere nu end de før havde været. Måske fordi de nu begge var voksne. Hun rynkede let på næsen. De var så søde, det irriterede hendes øjne. ”I ville ikke have liv uden mig, husk det. I burde udvise mig mere respekt end I gør.” Hun fnøs utilfreds. ”Jeg troede I ville være bedre opdraget.”

Lucca ville prøve for hendes skyld, men han kendte også sin mor nok, til at vide at hun ikke ville kunne lade være med at gå ham på. Han nikkede let til hende, og skævede hen mod Alessia med et tvivlsomt blik, før han så mod sin søster igen. Han lytte interesseret til hendes ord, før han smilede stolt af hende og uglede hendes hår med hånden " ej hvor fedt " sagde han begejstret, før han lo muntert " så kan hun lære det, du er altså også rigtig god " sagde han ærligt.
Han nød altid når hun havde noget godt at fortælle om skolen, han vidste jo at hun ikke var helt tryg endnu, men det så ud til hun begyndte at blive bedre, og forhåbelig, kunne hun få et par venner.
For et kort sekund, glemte han alt om at hun var der, men det var for meget at bede hende om, ikke at sige noget dumt. Lucca stirrede på hende, som hun snakkede.

Lucca rejste sig i en hurtigbevægelse, og var få metre fra hende, hans håndflader brændte, og hans øjne havde næsten et rødligt skær " hvor vover du !!! " råbte han arrigt, og trådte et skridt frem " Ikke nok med du fik mig ved en fejl!! " skældte han " du valgte at få endnu et barn, du bare kunne efterlade! " han var rasende, og i dette sekundt tænkte han ikke over, hvor sårende det kunne lyde for sin søster, men det var jo ikke hende der var problemet.
Han stirrede på hende " Hvem skulle have opdraget os ? Dine klamme mænd? eller de alt for unge barnepiger ? " slutte han af, og stod nu meget tæt på, imens hans vejtrækning var heftig, og han knyttede de brændende hænder.

Alessia kiggede uimponeret på Lucca da hans temperament løb af med ham. Han skulle lære at kontrollere sit temperament bedre. Hun havde været meget som ham da hun var ung. Men hun havde lært at bruge hendes vrede, i stedet for at lade den bruge dig. ”Du kommer ingen vegne i livet, hvis ikke du kan styre din vrede.” Hun lagde en hånd på hans skulder. ”Du kan måske ikke se det, men jeg prøvede at give dig og din søster den bedste chance jeg kunne. Tror du selv dit liv ville have været bedre, hvis jeg havde opdraget dig? Du synes jeg er en elendig mor fordi jeg efterlod dig, men dit liv ville have været så meget værre, hvis ikke jeg havde gjort det.”

Kaylin blev siddende tilbage. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle føle lige nu. Lucca havde nærmest sagt hun ikke skulle være født. Hun sank en klump da Alessia snakkede. Hun kunne ikke sidde og lytte på dem, mens de forsøgte at rive hovedet af hinanden. Hun rejste sig og gik ind på sit værelse. Døren blev smækket bag hende, og hun smed sig i sengen og dækkede sig til. Hun gad slet ikke snakke med nogen af dem lige nu.

Lucca var rasende det var svært at styrer, når alt i ham skreg på at give hende smerte, men han ville ikke bruge de evner, den evne med smerte skræmte ham. Han undgik den så meget som muligt efter, den gang han havde været tvunget til det, men det var fristende lige nu.
Han stirrede på hende, hans blik var ikke til at beskrive, det var lidt som om alle følelser skiftede rundt, og som hun rørte ham tvang han ilden til at forsvinde, for ikke at brænde hende selvom hun kunne modstå. Han fnøs af hendes ord "du skulle ikke have haft os " sagde han tørt, imens han prøvede at få styr på sin vrede.

Som Kaylin gik og smækkede døren, så han efter hende med et skamfuldt blik, han ville jo ikke sårer hende! Men han ville heller ikke give deres mor, en følelse af at hun havde gjort noget rigtigt, han kiggede tilbage på hende" du kunne have sendt os i en plejefamilie" sagde han, nu med lidt mere kontrol i sin stemme " så havde jeg aldrig skulle bruge mine evner imod min vilje, for at beskytte Kaylin imod en mand du havde vist os til " sluttede han af.
Lucca trådte et skridt tilbage, og så på hende, han vidste jo godt hun talte sandt, men det var stadig ikke nemt for ham at acceptere, han havde næsten skulle være voksen fra han var 3 år.
" jeg går op og snakker med hende, så må du tage imod maden, nu går du ikke igen" mumlede han, før han vendte rundt og gik op. Han bankede stille på hendes dør " kay " sagde han trist, og åbnende døren for at træde ind og lukke den bag sig, før han satte sig på hendes gulv " jeg kan forklare " sagde han, med en tydelig tristhed i stemmen..

Alessia var ikke særlig påvirket af hans ord. Han kunne ikke se hvor meget hun havde gjort for dem, men måske han ville en dag. Hun havde gjort dem stærke, hvad end de ville tro det eller ej. Hun blev stående, klar til at imod maden når den blev leveret. Alessia satte sig ned og tænkte tilbage på hendes eks der ikke havde behandlet dem så godt. Hun vidste godt det havde været tilfældet, men det havde været hvad hun havde været nødt til at gøre på det tidspunkt. Men at fortælle det til Lucca, var nok ikke en god idé. Han ville ikke tro hende alligevel.

Kaylin snøftede et par gange. Hun vidste godt Lucca ikke ville såre hende, men de ting han sagde gjorde ondt. Hun drejede sig mod ham da han kom ind i rummet. ”Jeg forstår ikke hvordan du kan sige vi ikke skulle være født. Er det så slemt for dig?” Selvom livet ikke altid var en dans på roser, synes hun ikke det var helt forfærdeligt. Der var mange gode ting i hendes liv. Hun satte sig op og så ned på hendes fødder. ”Jeg gør mit bedste, men måske er det ikke godt nok.” Der var ikke mange ting hun ønskede i livet. At Lucca glad var en af dem. Hun ville bare gerne se ham leve sit liv uden bekymringer. Hun klappede på sengen ved siden af sig. Hun vidste de nok skulle komme igennem det her også. Der var ingenting der havde brudt dem ad indtil nu, og der var ingenting der ville.

Lucca ville måske aldrig forstå det, men han prøvede jo også bare at passe, på ham og Kaylin han følte ikke de havde haft en mulighed for at være børn. Han kiggede på hende, som hun intet sagde til ham, om hun overhovedet hørte det, var han ikke sikker på, men det havde føltes rart at få nogle af de ord sagt. Han kæmpe trods alt ofte, med dårlige tanker og havde dage hvor, alting bare var ligegyldige, men han kom altid op, han ville være stræk for sin søster.
Han så en sidste gang på hende, rystede let på hovedet " har du intet at sige til det?" spurgte han stille, før han forlod hende i stuen, for at smutte op til sin søster.

Han kiggede på hende, som hun snøftede og sukke stille, imens han kørte en hånd gennem håret. Han vidste han havde dummet sig, men det var bare svært " jeg elsker dig Kaylin, og du vil altid være min lillesøster " startede han ud, som han rejste sig og gik hen for at sætte sig ved siden af hende. " du er helt som du skal " sagde han, og lagde en arm omkring hende.
Lucca lod et par enkle tårer falde, før han så op på hende" jeg mente at hun, ikke burde have fået os, når hun ikke ville være der" sagde han stille, og trak på skulderen " eller at hun havde givet os til en familie, i stedet for at efterlade os " sluttede han af. Han lagde sit hoved imod hendes skulder, og sukke stille.

Kaylin smilede svagt, da han gav hende opmuntrende ord. Det var hvad hun havde brug for at høre. Hun lagde en hånd på hans arm og kærtegnede den blidt. ”Jeg ved det også godt. Jeg reagerer bare lidt voldsomt nogle gange.” Sådan var de begge to, men måden de reagerede på var meget forskellige. Kaylin blev nok oftere trist end hun gjorde vred, hvor Lucca var omvendt. Men det var også godt de ikke var helt ens. Det ville ikke fungere hvis det var sådan. ”Jeg elsker også dig, men jeg hader den her situation. Vi er nødt til at finde vores eget sted, så vi ikke er afhængige af hende længere. Det er ikke godt for os.”

Alessia trak på skulderne. Hun havde intet at sige, der ville gøre Lucca fik det bedre med situationen. Lige meget hvad hun sagde, ville det blive set på en negativ måde, så hvorfor sige noget overhovedet? Hun tog imod maden da den kom og gik hen til Kaylins værelse, for at fortælle dem det. Hun overhørte lidt af deres samtale. Hun gik ind på værelset uden at få lov. ”Hvad tror du der ville være sket, hvis jeg havde bortadopteret jer? Kaylin var nok blevet adopteret først. Alle vil have en rolig baby. Måske var du blevet adopteret Lucca, måske ikke. Men chancen for i var blevet sammen, er meget lille. Jeg gav jer hinanden, jeg gav jer liv. Hvorfor ikke sætte pris på det i stedet for at gøre mig til skurken i jeres liv?”

Lucca nussede hende blidt på ryggen, han vidste godt de begge taklede det forskelligt, han var mere den der blev vred og voldsom, selvom han prøvede at styrer det var det ikke altid det lykkedes for ham. " det er okay, jeg skulle have tænkt over mine ord" svarede han, før han slap et tungt suk.
Han kiggede lidt på hende, før han så nikkede " de penge jeg tjener, prøver jeg at sparer så vi kan betale hende for huset" sagde han kærligt, og gav hende et let kram. ¨
Som deres mor kom ind, vendte han blikket imod hende, han lagde hovedet en smule på skrå som hun snakkede. Det var hårdt at hører, men hun havde nok ret, Lucca havde ikke været nem at få placeret, hvem gad have en dreng med energi, og problemer med vrede ?

Lucca sad stille, han vidste ikke hvad han skulle sige, han klemte let Kaylin skulder blidt. Han skævede til Kaylin, før han igen så på sin mor, og rystede stille på hovedet " hvor længe bliver du ?" spurgte han så, han var ikke sikker på hvad han skulle sige ellers, de to havde altid haft det svært ved hinanden. Han håbede Kay ville sige noget til hende, han ville ønske deres forhold kunne blive bedre, men han turde ikke håbe på det, han ville bare ende med at blive skuffet.
Lucca rejste sig let op, og strakte sig lidt " maden er kommet ikke? " spurgte han lidt stille, og så imellem dem, han prøvede virkelig at opfører sig ordenligt i dette øjeblik.

Kaylin gav hans arm et blidt klem. Hun ønskede ikke han skulle have dårlig samvittighed. Det havde bare været en misforståelse. Hun lukkede blidt øjnene i og nød øjeblikket med Lucca. Hun var glad for de kunne være sådan her indimellem. Det var bare rart at det ikke kun gik op i sjov og drilleri, som fyldte meget når de var ude blandt andre. ”Jeg skal gøre det samme. Jeg fik jobbet ved Family Diner,” sagde hun roligt, selvom hun var ret glad for det. Hun vidste de nok ikke ville kunne få et luksus hjem lige med det samme, men at finde noget der kunne være deres, ville også gøre en kæmpe forskel.

Alessia kunne mærke at Lucca var faldet ned igen. Det var ikke overraskende, at de brugte hinanden for at håndtere deres følelser. Det bånd de havde, var anderledes end de fleste andre søskende. ”Bare i nat. Jeg finder et andet sted i morgen.” Hun ønskede faktisk ikke at hendes børn blev generet af hende. Det så måske ikke altid sådan ud, men hendes vrede begyndte at vise sig i form af provokerende adfærd. Det var sådan hun håndterede det. ”Den står i køkkenet,” svarede hun roligt. Hun gik over til Lucca og så på hende med så blidt et udtryk hun kunne producere. ”Jeg prøver, Lucca. Jeg hader jer ikke, selvom det måske kan virke sådan. Alt jeg har gjort, er fordi jeg vil jer det bedste. Tingene har bare ikke altid været nemme.” Hun håbede at få Lucca til at forstå. Så ville de tage et skridt i den rigtige retning.

Lige meget hvor meget de kunne drille hinanden, så kunne de også være der, når der var brug for et kram eller noget nærvær. De ville altid have hinanden, og han ville gøre alt for hende, han havde dårlig samvittighed, den ville først forsvinde senere.
Som hun sagde hun havde fået arbejde, så han på hende med store øjne, og et stolt blik " ej tillykke med det, det er da rigtig godt, så skal vi nok få råd" sagde han glad. De kunne måske få en lejlighed, om et års tid hvis de kunne spare på pengene, det ville nok være smart hvis han gav hende, halvdelen af hans løn, så det ikke røg på smøgere og alkohol det hele.

Lucca så på sin mor igen, han slap et let suk som hun svarede ham, hvordan skulle de nogle sinde få det godt, når hun kun var der så lidt ? " bliver du ikke en dag mere ? " spurgte han så lidt forsigtigt. Han havde det svært ved at finde rundt i, hvordan han burde føle sig, som han rejste sig stoppe han som hun kom hen til ham " mhhh " mumlede han lidt, før han så på hende " men så må du fortælle os mere om det" svarede han stille, før han kort gav hendes skulder et let klem og forsvandt ned til køkkenet. '
Hun burde også sige undskyld til Kaylin, det var ikke kun ham der havde gjort hende trist, det var også hende.

Lucca gik ud og tog en ny øl, han åbnede dåsen og tømte den ret hurtigt, før han satte sodavand og et par øl på spisebordet, og hente et par tallerkner, for at dække bordet til dem. Imens hans tanker fløj rundt, og han prøvede at holde sig i ro.

Kaylin glædede sig til at komme i gang med at arbejde. Nu hvor der var ferie, var der masser af mulighed for det. ”Ja, det er jeg sikker på vi nok skal,” sagde hun med et bredt smil. Hun så mod sin mor da Lucca var gået. ”Jeg ved godt du ikke mener det ondt. Kom og snak med os når du er klar.” Hun gik ud til Lucca for at få noget at spise.


Alessia brugte noget tid på at samle mod. At åbne op om hendes fortid var ikke noget hun nogensinde havde gjort. Men hvis nogen fortjente at kende til den, var det hendes børn. Hun tog en skarp indånding og gik ud til dem. Hun stillede sig ved bordet. Hun lagde armene over kors for at kunne beskytte sig selv. ”I har bemærket at jeg nok skulle være blevet ældre. Jeg har levet i 500 år. I den tid hvor jeg var en ung kvinde, var tiden fuldstændig anderledes. Kvinder havde ikke noget at skulle have sagt. De blev giftet bort, som var de en genstand. Det var ikke anderledes for mig. Jeg var 12 år, men i den tid blev jeg betragtet som en kvinde. Selv hvis jeg sagde nej, ville min mand behandle mig som en kvinde.” Hun sukkede og vendte siden til dem. Det var nemmere hvis hun skabte afstand til dem. ”Som jeg blev ældre, begyndte jeg at tale højt om at kvinder også fortjente rettigheder. Det var ikke prissat i mit samfund. Jeg havde ikke længere nogen sikkerhed. Hvor end jeg gik på gaden, ville jeg blive overfaldet og misbrugt.” Hun snøftede en enkelt gang og fjernede arrigt en tåre fra hendes kind.
”Jeg fandt andre kvinder der var ligesindede med mig, men det tog længe før jeg var fri til at træffe mine egne valg.” Hun vendte sig tilbage mod dem.
”Da jeg blev gravid første gang, var jeg i tvivl om hvad jeg skulle gøre. Jeg ville gerne have børn, men jeg vidste ikke om jeg kunne være mor. Alle fortalte mig jeg ville finde ud af det med tiden. Så jeg gav det et forsøg. Da jeg havde dig i mine arme, skulle jeg have følt overdreven glæde, men alt jeg følte mig som, var den lille pige der var blevet tvunget til umenneskelige ting af hendes familie. Men jeg prøvede alligevel. Lucca, du blev syg. Rigtig syg. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg gik i panik. Så min nabo hjalp mig. Da du var i bedring, havde jeg en snak med hende. Hun fik mig til at indse, jeg aldrig ville kunne give dig det du havde brug for. Da Kaylin kom til, håbede jeg at I kunne klare jeg uden mig. Jeg ville give jer flere muligheder end jeg havde haft. Med mig der, ville jeg have lært jer de samme værdier jeg var vokset op med. Jeg ville hellere give jer chancen for at blive jeres egne personer, uden min indvirkning.” Hun satte sig ned og førte en hånd igennem håret. ”Det føltes som det bedste jeg kunne give jer på det tidspunkt.”

Lucca fik pakket alt maden ud, og fik endelig sat sig til bordes, som Kay kom så han på hende, med et let smil. Han tog par stykker af sin pizza over på sin tallerken, før han fyldte et glas med cola op og tog en stor tår, det føltes helt mærkeligt at deres mor var hos dem. 
Som hun kom ned i stuen, begyndte han at spise sin mad, imens han let vippe på stolen og kiggede lidt ned, som hun kom hen til dem vendte han blikket imod hende. Som hun begyndte at fortælle, stoppe han langsomt med at spise, hans hoved gled på skrå og han så på hende med store øjne. 
Det lød helt vildt, han fik næsten ondt af at have hadet hende så meget, men han havde jo intet vidst? han skævede hen imod sin søster for at se hendes blik, for at se om hun tænkte noget, men valgte at se tilbage på deres mor. 
Som hun satte sig ned, rykkede han lidt på sig for at kunne ligge en forsigtig hånd på hendes ben, han var stadig sur men der var også noget andet i ham " jeg er glad for du ville dele det" sagde han så, med en stille stemme før han så lidt mod sin søster. 
Lucca havde svært ved at finde ord, han nusse hendes ben en smule, imens han prøvede at finde hoved og hale i sit sind, for de havde jo alle tre oplevet det på forskellige måder, han så på hende igen og smilede skævt " jeg vil gerne lære mere om dig, om os, men du må ikke lukke os ude mere, vi er store nok til at forstå" slutte hans så af, før han vendte tilbage til maden, og lod sin søster få ordet...

Kaylin vidste ikke hvad hun skulle sige. Det var forståeligt tiden havde været anderledes, men det gjorde ikke mindre ondt at høre det alligevel. Det var en ting at vide noget var forgået, og så have en foran en, der havde oplevet de ting. Hun lagde bestikket fra sig og fik øjenkontakt med Lucca. Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke om det hele. Det var bare en voldsom ting at håndtere. Hun gik hen for at lægge armene om Alessia i et kort øjeblik. ”Det er der ingen der fortjener,” sagde hun blidt og satte sig tilbage.

Alessia følte sig både lettere og tungere efter at have delt det med dem. Det var rart at få talt om, men det var ikke noget hun ønskede de skulle håndtere. Det var hendes problemer, ikke deres. Hun lagde en hånd på Kaylins arm og så så over mod Lucca. ”Ja, det er i vist.” Hun rørte ved en ring på hendes finger. ”Jeg kan blive i byen lidt, hvis det er hvad i begge vil have.”

Lucca var lidt lammet fra at handle, han vidste ikke helt hvad han måtte føle, for jo det havde været et hårdt liv for hende. Men det  havde det jo også for dem? de havde haft hinanden, men de havde jo begge manglet en mor, og de fik heller igen rigtig barndom. Han rystede stille på hovedet, og fjernede langsomt sin hånd fra hende, før han kørte den igennem sit hår " du må gerne blive i byen lidt " svarede Lucca. 
Han så hen mod hende, og sendte et let smil til hende, før han tog to skiver af sin pizza på en tallerken, og skubbe den hen til hende, med et let nik han så hen på Kay og sendte hende et varmt smil, før han begyndte at spise sin mad igen. 
Det var en sær dag, men han havde det okay med hun var der nu, hans vrede var væk igen og han var helt rolig som han sad der og spiste. 
"går det ellers okay? " spurgte han forsigtigt, og så hen på sin mor, før han tømte sit glas og snuppe en dåseøl stedet for.

Alessia satte sig ned og så på tallerkenen med pizza, Lucca skubbede over. ”Okay.” Hun begyndte så småt at spise og sad bare og så på dem ind imellem. De havde klaret sig ret godt uden hende. Hun var stolt. ”Det går fint. Ikke meget har ændret sig.” Hun var dog begyndt at have tanker om, hvor vidt hun skulle blive omkring dem lidt længere. Måske kunne de stadig redde deres forhold. Hun havde forladt dem, men det var forhåbentligt anderledes end med hendes forældre. Hun ville aldrig kunne tilgive dem.

Kaylin forsatte med at spise i stilhed. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre i den her situation. Det var en voldsom ting at have været ude for, hvilket gjorde det svært for hende at relatere til. Hun så på hendes mor, og overvejede et split øjeblik om hun skulle forsøge at rode i hendes hoved og prøve at gøre det nemmere for hende. Men det var måske også en ting man skulle have tilladelse til. Hun tog en tår af sin sodavand.

Lucca smilede let som hun tog imod maden, før han selv fortsatte med at spise sin mad, som han fik drukket lidt mere kunne han ikke holde en bøvs tilbage. Han kunne ikke lade være med at grine lidt, før han så hen på Kay og smilede stort til hende. Han prøvede at slappe lidt mere af nu, nu hvor de ikke var op at diskutere længere. Han kiggede hen på sin mor " undskyld for tidligere " sagde han lidt forsigtigt, men følte at det var nødvendigt og mere voksent, nu hvor han havde råbt at hende.
Lucca drak lidt mere af sin øl, og spiste det sidste af sin mad, før han igen kom til at slå en bøvs, for så at grine lidt for sig selv, han lagde hovedet en smule på skrå, og så lidt imellem dem begge " er det ikke hårdt at rejse så meget?" spurgte han nysgerrigt, imens han let strakte sine arme i vejret " Kay, jeg har sagt ja til en lang vagt på arbejdet i morgen" sagde han roligt, bare så hun vidste han tog afsted lige efter skole.

Alessia viftede afvisende med hånden. ”Det var min skyld.” Hun var ikke god til at undskylde, men hun kunne godt se, når noget var sket på grund af hendes handlinger. Hun forsatte med at spise langsomt. Hun trak på skuldrene og tog en af øllene og åbnede den. ”Det er ikke så slemt. Jeg får oplevet en masse ting jeg ikke kunne før.” Hun tog en tår af øllen. Hun så på Lucca og lod sin egen bøvs fylde rummet, dog knap så imponerende som hans.

Kaylin så overrasket på sin mor da hun bøvsede. Det kom bag på hende, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det. Hun drejede hovedet mod Lucca. ”Det er okay. Jeg skal over for at hente noget på skolen alligevel.” Hun havde glemt en taske med hendes dansetøj. Hun skulle nok få fat i den, mens der stadig var nogle på skolen.