Just leave them alone, the problem is with me not them XXX (Christian)

Sted: West London, nær University of West London da hendes plejefar undviser der.

Omgivelser:  Nicolas er næsten lige kommet ind af døren Juliette, er nedunder og Evie og hendes søskende er på deres værelser.

Vejr: Typisk Engelsk vejr det regner og er en smule køligt.

Tid: 16:30.


Hun havde været på vej hjem, fra skolen som hendes telefon ringede og hun tog den, hun troede det var hendes plejemor, men da hun hørte stemmen stivende hun, hun og genkendte denne stemme alt for godt, men sagde ikke ret meget fordi hun var overrasket over at han hvade taget den " listen please leave them out of this, whatever this is, it is a problem with me, not them" hun, lyd både vred og overrasket over at det var ham for  at være ærelig havde hun troet at han havde givet op. Hun sagt nej til ham så mange gange at hun slet ikke havde set dette komme. Hun havde taget noget ferie fordi de skulle til en Fødseldag ved nogle af hendes plejeforældres venner, men nu vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre. Han havde fundet dem og hvad end han ville gøre imod dem ville det ikke blive godt. Hun var på vej med metroen til hendes hjem i West London og vejen der imod føltes lang og ubekvem. Hun var bange, hun vidste at hun ikke kunne tilkalde hjælp, det ville gøre det hele meget værre og hvad der ventede på hende når hun kom hjem så ville det ikke blive godt. Da hun havde fået sin billet. Begyndte hun at gå ned, hun havede ikke lagt på, men fordi hun var nede i undergrunden forsvandt signalet og hendes chance for at høre hvad der skete forsvandt. Metroen var fyldt til bristepunktet af folk hvilket gjorde turen mere ulidlig for hende. Hun valgte at sætte noget musik i ørene, men det hjalp ikke på hende anspænthed. Hendes krop var spændt  som en bue. Havde hun  haft plads så havde sikkert gået i encirkel, men det havde hun ikke. Hun kunne ikke vente med at kommme af. Hun skulle heller ikke vente længe og med et løb hun imod hendes hjem. Hun var ikke synderlig i form og var det ikke fordi alle disse mennesker var på gaden. Havde hun sikkert forvandlet sig til hendes hesteform. Efter noget tid kom hun hjem. Hun åbende døren med et brag. Hun lyttede og fandt frem til at de var i stuen. Hun forventede det værste og det syn som ramte hende chokerede hende og et forfærdet gisp ramte hendes læber " Juliette, Nicolas what happend to " mere nåede hun ikke sig før hun mærkede en brænede smerte i hendes baghoved så kraftig at hun faldte til jorden og alt blev sort.

Evie nægtede at tro det og da hun endelig kom til sig selv, ved hans klap på hendes kind. Sad hun og stirrede på Chirstan som havde vækket hende, hun vidste ikke hvad det var han var og havde hun vidst det, havde hun holdt sig så langt væk fra ham som hun kunne. Hun var rædselslagen for hvad han kunne finde på og hendes hjerte hamrede i hendes bryst. Hun havde en klump i halsen som hun vendte sit blik imod hendes plejeforældre. Igen havde hun været så dum. Set i bagspejlet havde de haft det bedre hvis bare hun havde gjort som han havde sagt, men hun havde  lovet dem ikke gøre noget dumt og falde tilbage til sine gammle vaner. Nu sad hun her vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke rigtige høre hvad det var han sagde som hendes hjerte fik det til  at suse for hendes øre. Hun kæmpede for holde sine tåre tilbage og med et vendte hun sit blik imod ham. Hendes  blik bar noget bange over sig , hun frygtede ham og hun vidste hvad end han havde i tankerne ville det ikke ende godt for nogen af dem. Hendes hjerne arbejede på højtryk for at finde en løsning, men hun kunne ikke komme fri af stolen og det hun var bundet fast til den med, desuden havde hans slag givet hende en frygtlig hovedpine. Hun følte sig så håbløs og hun trak lidt ubevidst i sine arme, men lige lidt hjalp det. Hun kiggede hen på sin plejeforældre og så frygten i deres øjne. Hun ville så gerne sige undskyld, men hvad ville det hjælpe. For hun  var næsten sikker på at de ikke ville komme ud af dette i live. Han var et monster og hun ville have ønsket at hun havde sagt noget så de kunne komme væk, frygten i deres øjne gav hende skyldfølelse, den kvalmende fornemelse når man vidste at man havde fucket op som hun lige havde og denne gang ville hun ikke kunne sno sig udenom. 

Det gik op for hende at hun ikke havde sagt noget siden hun var kommet, men hvad hun skulle sige, Chirstian var et monster, men som som han gik rundt med det sadistiske smil, der var uhyggeligt og det fik det til isende ned af ryggen på hende var hun sikker på han godt vidste det " leave them out of this Monster, you're problem is not with them, but me" sagde hun ærgede sig over at man kunne høre frygten i hendes stemme, hun rev igen i sine arme for at få dem fri i håb om at hun kunne finde nogle som kunne hjælpe dem. 
Dog gispede hun forfærdet da han så ud som han hørte noget og det gik op for hende at det  var hendes søskende som havde lavet larm, hun blinkede et par gange og så var han væk, men ret hurtigt tilbage, som formskifter som lige lært hvad det var hun var, gik det op for hende at der kunne være flere overnaturlige væsner, men hvad han var havde hun ingen anelse om. Hendes søskende var tydeligvis også bange og de klynkede svagt og til sidst begyndte de at græde. Havde hun kunnet havde hun givet dem et kram, hun vendte sit blik imod ham som han talte. Det fik hende til synke en klump og med et lagde hun mærke til at han ændre sig en smule og fik nogle andre træk som især kom i hans ansigt og havde hun ikke siddet her så havde hun ikke kunne lade med at være facineret over ham og undret sig over hvilken race han kunne være, men det hun sad i en stol og intet kunne gøre,  gjorde hende dårlig ved synet af ham og hans ændret ansigtstræk " I beg of you what ever I did wrong It's not theirs fault leave them out this, they are the only ones how ever cared for me even about the fact I can turn into animals, they never hate me, they are the only famliy I got" sagde hun selvom hun godt vidste at dette ikke ville hjælpe hende eller dem særlig meget " don't ruin the only familiy where I felt it was okay to be me" sagde hun som hun kiggede over på Juliette som græd og da hun så det begyndte hendes også at trille og det gik op for hende hvor stor en fiasko hun var og lige meget hvor hun kom hen ville hun være en fiasko, noget forkert i andres øjne. 

Hun havde virkelig prøvet ikke gøre noget forkert og selvom hun havde sagt nej som hendes familie havde sagt hun skulle når nogen fristede hende til at gøre noget dumt var hun alligevel endt i denne situation, hun mødte altid de forkerte og det gik op for hende at hun måske bare i det hele taget var en fiasko, noget som hun åbenbart var skabt til at være. Hun kunne ikke gøre noget rigtigt, hun kunne ingen gang kæmpe for at forsvare dem, hun sad i en dum stol på et sted og hvordan han havde fundet dem vidste hun ikke, men hun skammede sig sådan. De var taget fra Usa for hendes skyld og nu bragte hun igen skam over dem, men det eneste hun havde villet var at høre til og det var først nu at gået for hende at det var hos dem, de havde taget hende, hende til sig efter at hun havde angrebet en dreng for at kalde hende mærkelig og selvom de vidste at hun langt fra var normal. Hun bed sig hårdt i læben for ikke at lade hulkene undslippe og det begyndte at bløde, hun slap først da hun mærkede den varme væske løbe ned af hendes læber. Hun følte sig usikker og sårbar hviklet hun ikke brød sig om.

Evie vidste ikke  hvad hun  skulle gøre, men det ikke at gøre noget var næsten være end at se på og de skulle jo alle sammen på nær hende død. Hun stivende en sumle som hun så han nærmede sig Flora. Hun nåede ikke sige noget før hans tænder borrede sig ned i halsen på den stakkels lille pige. For hende var det uvirkeligt, han var en vampyr den eneste forklaring på hans bid i halsen, men for hende hørte vampyrer til i flim. Hun elskede at se vampyr flim, men det var end hun havde havnet midt i et vampyr marridte. Hun var bange for ham mere og med vredt fnøs skubbede hun sig frem i stolen imod ham " you're a monster I hate you so much trust me I will revenged them I will hunt down and you will never get rid of untill you kill me" sagde hun og havde helt glemt at hun var bange " you hear me you bastard  I will not stop follow you till you decide to take my life" sagde hun  og kunne ikke holde sig tilbage og der hvor siddet var en lille mørk ræv. Hun kunne ikke styrrer sin forvandling. Især ikke når hun var under så stort et pres. Efter lidt tid hvor hun bare sad på stolen og kiggede på ham med sine gyldne øjne fik styr nok på sig selv at kunne forvandle sig tilbage. Hun havde ikke gjort det med vijle . Det gik lidt tid før det gik for hende hvad der var sket. Disse ting skete bare for hende og tog tid før hun fik sine tanker på rette sporg og meget tænken fór hun imod velvidende at hun kunne vinde, han langt stærkere end hende og af til kunne hun godt være mere dyr end menneske og det var det reagerede på " rather try than knowing that didn't do anything safe them" sagde hun og prøvede på gå efter det mest sårbare sted på hans øjnene.

Hun ville komme til at fortryde det, men følelsen af ikke gjort noget var værre og hun skulle heldigvis ikke se ham bagefter det håbede hun ikke at hun skulle bare tanken om skulle efter alt gjorde hende dårlig og ville sikkert være en nem måde straffe hende. Hun vred det så tydeligt at gjorde dette her er vrede. Alt fornuften var forsvundet fra hende og selvom vidste at det ingen ting nyttede kunne ikke stoppe sig selv. Hun måtte gøre noget og den eneste måde hun kendte til var at kæmpe hele hendes liv havde været en stor kamp.

Evie mærkede hvordan alt luft blev slået ud af hendes krop, hendes åndedræt var en smule overfladisk og hurtigt og hun sikker på at hun havde brækket en masse knogler. Hun lyttede til alt det han sagde og da han slap for at gå hen til hendes plejefar gled hun ned på jorden. Hun lukkede øjne og holdte sig for ørene. det var forfærdiligt. Hun nådede ikke at reagere før de allesammen var livløse og det var først da han greb hende og hun mærkede hvordan han strøg hende over kinden " Fine just do it allready you can´t hurt me anymore and just the fact that you have to erase my memory, show me that you´re too afaird " sagde hun og der var nærmst noget udfordene i hendes stemme " you could so easily hurt me worse, but just know that i am not scared of you anymore bacause you just took away the most important in my life I have nothing left you can scare me with so show me your worst and don´t take the easy way out by eraseing my memory" sagde hun og sendte ham et udfordende blik. Inderst inde frygtede hun ham, men hun var så vred at det halve kunne være nok og tænkte slet ikke på frygt mere. Hun mærkede hvordan tårene gerne ville presse sig på, men hun ville ikke lade dem forlade hendes øjne og det kunne godt være at han var stærker end hende, så han vel intet at frygte ved at lade hende huske. Det var tydeligt at hun udforderede ham og tydeligt at også var vreden som spillede ind. Evie fnøs og vidste godt hun irreterede ham, men hun var ligeglad med hvad han tænkte og ikke tænkte. Evie rev stadig efter vejret, men hun havde alligevel fået en del styr på den så godt som hun nu kunne.
Evie ventede bare på hvordan han ville reagere og ventiden føltes lang og meget langsom og det gav tid til at tænke og med et blev hun ramte af skyld. Hun kunne ikke holde de forræderiske tåre tilbage og hun mærkede hvordan de begyndte at glide ned af hendes kinder. For første gang kiggede hun rundt på ødelæggelsen, det hele var hendes skyld. Hun vidste hvad end han måtte bestemme sig for ville det ikke blive godt for hende. Hun sank svagt en klump " I hate you, look what done probaly happy about youself" sagde hun og fnøs ganske kort. Denne mand var syg i bund og grund havde han brug for hjælp og derfor kunne hun ikke få sig selv til at hade ham alt for meget. Hun kunne havde ladet være med at lukke ham ind.