I've come home

Emne: I've come home Ons Feb 03, 2021 6:48 pm

DATE 3 february

Vi er i himlen, fyrre år er der gået mellem to venner sidst sås.

@Remy

Tid, tid var en speciel ting taget i perspektiv hos en der levede uden frygt for døden i form af alderdom, ikke levede i frygt af andet end hvem der måske en dag ville ende det evige liv. Men så igen, hvem var de til at bestemme hvornår de levede eller døde? Alle et instrument af gudsvilje til at gå igennem dette univers for at sikre at mørket og kaosset ikke ville vinde over hvad gud havde ønsket for jorden, nemlig kosmosset.

Så tid var muligvis ikke en ting man gik meget op, men tid havde alligevel et aspekt som ingen kunne tage fra nogen. Hvordan man målte det, var vel op til det enkelte. Men som Eden fandt sin vej til hendes fødested, himlen, var det som om den ældre kvinde fik mulighed for at reflekterer over hvad der var sket i den tid hun havde været væk. Trods hun havde svoret at hun ville leve et simplere liv nu, at hun ikke ville vende tilbage til kampen mod mørket men i stedet bruge hendes evner til at redde folk. Var det pudsigt som det ikke længere føltes som et valg, men en nødvendighed, at vende tilbage igen. Denne grund ikke fordi hun blev tilkaldt, men fordi hun ikke længere vidste hvad hun skulle gøre. Hun higede efter råd, efter visdom og nogen der kunne få hendes hoved tilbage mod de rette krus.

Det var nu over fyrre år hun sidst havde set ham, hendes mentor, hendes hjælper – det lys hun havde søgt da hun havde bevæget sig ud i mørket der kunne have tvunget hende ned ad stien, der ultimativ ville kræve hun opgav hendes vinger. Hendes ven.

Hun var altid ærefrygt når hun stod ved portene til himlen, mon hun skulle have meldt hendes ankomst? Måske sendt bud til Remiel at hun havde brug for at snakke med ham, men efter hendes samtale med Michael havde hun blot haft mere brug for det, end hun havde lagt mærke til det før. The snake might be able to shed its skin, but not its nature.
Med en dyb indånding begav hun sig endelig ind ad portene, og bevægede sig lige så stille op mod arkiverne, måske det var et godt sted og starte? Hun havde ingen anelse, og trods det føltes som ganske få minutter siden hun sidst havde trådt ind i himlen. Det var som en dyb indånding af frisk luft fyldte hendes lunger som. Hun langsomt mærkede smilet der fremtrådte på hendes læber. Hendes gyldne vinger begyndte langsomt at vokse frem, jo længere ind i himlen hun kom, og det føltes helt forkert hun kom i hendes habitbukser, høje sko, vest og en jakke der burde høre tilbage til 80’erne, men det var nu en stil i tøj hun altid ville mene var relevant.

Hun greb en af de forbigående og gav ham et blidt klem ”Could you let Remiel know that Eden is here?” spurgte hun med en ualmindelig blid stemme, og han nikkede, som om han vidste hvor han skulle finde ærkeenglen. Så igen, måske ikke så mærkeligt, de var trods alt dem som man så mest op til, grundet det bånd de delte med gud.

Med et suk satte hun sig i en flot udskåret egetræsstål og kiggede ud over udsigten. Af lys, hun var hjemme.

Emne: Sv: I've come home Tors Feb 04, 2021 9:47 am

Remy rynkede på næsen, som han stillede skrift nummer tre hundrede og tyve tilbage i en af de store reoler i arkivet. Det kunne da ved Gud ikke være så svært at finde dét han havde brug for, tænkte han, og prøvede forgæves på at skubbe utålmodigheden fra sig. De sidste to uger i himlen havde givet ham sin gamle glød tilbage og hans aura syntes at være endnu stærkere end før; hans humør var generelt også bedre, og utålmodigheden blev hurtigt erstattet af dedikation og målrettethed. Han stillede sig på tæer for at nå hylden over, og formåede at tage endnu en skrift ned.
På trods af alderen på både arkivet og mange af skrifterne, var der skinnende rent som alle andre steder i himlen. Støv var ikke eksisterende her, og de gamle papirer var i perfekt stand. Perfekt. Sådan var himlen og jo mere man var der, jo mere syntes det at reflektere én. Remiels hud var blevet klarere og mere glødende, hans øjne var lysnede en smule og hans lette hørskjorte var aldrig krøllet eller plettet. Hans hår krøllede let i kanterne, hans ryg var rankere og hans humør mere stabi-
"Archangel Remiel?"
Remiel kiggede sidelæns for and finde kilden til den milde stemme og lyste automatisk op i en lav klukken. Han havde afvænnet sig med at folk brugte hans rank som titel og havde ikke helt fundet ud af hvordan han skulle reagere når de gjorde.
"Zephon, there's no need to be formal," sagde han varmt, med humoren brændende bag de lysebrune øjne. Den unge engel tøvede en smule, rynkede sine øjenbryn og blev tydeligvist enig med sig selv, om at han hellere måtte nikke som svar, så han ikke ville skulle konfronteres med at være alt for afslappet omkring en ærkeengel.
"Uh, there's an Eden here to see you, sir?"
Remiel stivnede. Han havde ikke engang tid til at gentage for englen at han ikke behøvede være formel, imens hans hjerne kørte på overtryk for at bearbejde hvad han lige havde fået at vide.

Eden's mindshield forhindrede ham altid i at se hende, og selvom han selvfølgelig havde forhørt sig omkring, lod det til at hun bare var forsvundet som dug for solen. De sidste mange år havde han taget sig til takke med at vide at hun hverken var død eller faldet, og havde håbet på at det var lykkedes hende at leve et mere normalt liv nede på jorden, som hun sådan havde higet efter at gøre, da de sidst havde snakket sammen. Meget lig ham selv, faktisk. Og hvor pudsigt at der kun var gået få uger efter at han selv var taget tilbage til himlen før Eden fulgte trop.
Remiels hjemkomst havde selvfølgelig været en ret stor begivenhed i Himlen og selv de engle han ikke kendte, syntes at vide hvem han var. Han hilste altid pænt på alle og var glad og smigret over opmærksomheden og klar på at fortælle om hans år på jorden - noget mange englene syntes var meget mærkværdigt men alligevel spændene.

Hans ufokuserede øjne blinkede et par gange og han fandt tilbage til den unge engel, der usikkert trippede usikker på om han var blevet hørt. "Eden?" Spurgte Remy, og lod sig elegant glide ned fra stigen han havde stået på. Han lagde nysgerrigt hovedet på skrå. "Did you say Eden?" Englen Zephon nikkede med seriøse øjne, som om han blev irriteret over at blive stilt spørgsmål ved, men hans ansigt ændrede sig til overraskelse, da Remy kom med et højt, varmt latterudbrud. "Well, would you look at that!" Udbrød han med det bredeste smil han kunne mønstre, og overlod uden at tøve skriften han netop havde taget til sig, til englen foran sig og gav ham et klap på skulderen, før han satte af imod døren.
Hans vinger var foldet tilbage, men det ændrede hverken på hans hastighed eller måden han nærmest svævede når han gik. Han nikkede smilende til hvem end han gik forbi og nåede så endelig til en lille, lys sal. Der sad hun; ikke til at overse med sine smukke, gyldne vinger. De mørkebrune krøller reflekterede lyset så de næsten så levende ud. Remiel lagde smilende armene over kors og stoppede op et par meter fra hende.
"My, my," sagde han, med en stemme der varmede hele rummet op. "Looks who's here."

Emne: Sv: I've come home Tors Feb 04, 2021 11:33 am

My, my hans varme stemme nåede hendes øre og det føltes som om et varmt kram, der velkommet bortløben søster eller datter hjem igen. Lige meget hvor lang tid der var gået, var det tydeligt for hende nu, hvor meget ærkeenglen betød for hende. Hvordan havde hun kunne efterlade hendes liv sådan? Havde det virkelig været så slemt, at hun havde været nødt til at lægge låg på det hele på den måde?

Et skævt smil formede sig langsomt på hendes læber, som hun drejede rundt i stolen og betragtede ærkeenglen der stod foran hende. Ikke en dag ældre end sidst hun havde set ham, og igen blev man mindet om at tiden næsten stod stille heroppe. Et sted man kunne nå at få vejret og trække luften helt ned i lungerne, mediterer og finde ud af hvad man ville med ens liv igen.

”Yes, look who’s here” svarede hendes varme stemme tilbage, der stadig var en fin blanding mellem hebraisk og fransk accent. Hun tog en dyb indånding og rejste sig langsomt op, betragtede sin ven for nogle sekunder, hvor startede hun? Det godt at se dig? Det alt for længe siden – ”I’ve missed you” sagde hun inden hun nåede at stoppe sig selv, følelserne blussede frem i hendes brystkasse og mærkede hvordan hårende og følelsen af is der knugede hendes mave sammen. Hun fugtede læberne og tvang et smil frem igen, mens hendes hænder knugede sig kort sammen. ”I mean” en kort latter forlod hendes læber, i et håb om at redde op på hele denne ”Its really good to see you Remy, how are you?” af alle mennesker hun kendte heroppe, havde det været ham hun havde tænkt på først. Smil formede sig mere oprigtigt på hendes læber, og hun rystede på hoved af sig selv, inden hun gik tættere på ham. Jo tættere på hun kom, desto mere blev det nedslået i sten – han havde virkelig ikke ændret sig.

Emne: Sv: I've come home Tors Feb 04, 2021 3:44 pm

Den unge kvinde drejede rundt i stolen da hendes ører opfangede hans stemme, og Remiel mødte hendes varme øjne med et bredt smil. Hun lignede sig selv, men alligevel var der noget anderledes ved hende. Det perfekte hår og det polerede tøj var i stærk kontrast til den kvinde, der før i tiden havde klædt sig i uniform, men hun bevægede sig på samme poserede og ranke måde.
Den som altid velkendte accent fik glæden til at ramme hans krop som en varm bølge tsunami, og han rynkede smilende på næsen af hende. "Well, would you look at that," svarede han mumlende, en præcis gentagelse af hvad han havde sagt for få minutter siden inde i arkivet, og kunne ikke holde sig fra at smilende ryste på hovedet, ude af stand til helt at forstå at hun stod der foran ham.

De høje hæle gjorde hende højere end ham, selvom de ellers normalt var samme højde, og han måtte vippe hagen lidt opad for at følge hendes brune øjne. Hans blå øjne opfangede alle de små, tøvende bevægelser i hendes krop, og han vippede let sit hoved på skrå, da han så hvordan følelserne overtog hende. Han løsnede armene han før havde haft lagt over kors, og åbnede sig op for at vise, at hun ikke skulle føle sig nervøs over det. En blid latter slap hans læber, og han nikkede. "Eden," sagde han, med så meget kærlighed i sin stemme, han helt havde glemt han kunne formane. "I've missed you too," klukkede han, og spredte sine arme. "Don't tell me life on Earth has made you hate hugs." Det fik ham til at smile igen, fordi hans egne år på jorden havde gjort netop modsat dét. Han havde aldrig brudt sig meget om fysisk kontakt, og i Himlen virkede det faktisk til at folk holdt sig lidt på afstand af hinanden, men Jorden? Folk gik hele tiden og rørte ved hinanden for at vise empati, og lidt ligesom med bandeord havde han fået en lille forkærlighed for en god krammer. "I'm good now, I'll tell you that!" Svarede han kækt til hendes spørgsmål. "How are you? God, it's been years! You're looking fantastic!" Entusiasmen var slet ikke til at skjule, og selvom han var ved at eksplodere af spørgsmål, var han oplagt på at hun skulle vide hvor meget han havde savnet hende og at han ikke var vred over at hun havde haft brug for alene tid væk fra himlen. Hvordan kunne han dømme dét? Han havde selv gjort det samme.

Emne: Sv: I've come home Tors Feb 04, 2021 4:26 pm

Et kram.
Hvor hun higede efter krammet, mere end han nok vidste. Men turde hun lade sig selv gå til det skridt? Ville hun kunne slippe ham igen, hvis hun først lod sig glide ind i den varme kappe han udgjorde? ”What hate hugs, me? If I remember correctly you were the one, that was almost allergic to anything that was called physical contact.” drillede hun tilbage, og fugtede hendes under læbe. Selvom at ordene lette, var der stadig de små rynker omkring hendes øjne der ikke helt kunne følge med. Da han endelig spurgte hvordan hun havde det, gjorde hun det andet i stedet, krammet hun sådan ønskede fra ham.
”Just” hun greb omkring hendes højhælede sko for at tage dem af, det gik blot for langsomt og med et grin sparkede hun dem af og spankulerede over mod ham og lagde armene omkring hans hals. Hendes kind der lagde sig mod hans og øjnene der lukkede.
Hun tog duften ind, klemte lidt til, bare for at sikre at han faktisk var der, i hendes arme og det ikke blot var en drøm. Hvilken drøm det ville være, og hvilken sorg der ville ramme hende når hun vågnede, og Remy ikke var i hendes arme.

”I have everything I ever wanted, five beautiful kids, a husband – and I’ve never felt so lost and alone before” hviskede hun gemt hvem i hans hals, alle fibre I kroppen skreg efter ikke at give slip, men hun måtte, skulle så hun kunne bede om den hjælp hun var kommet her for.

Ganske forsigtigt slap hun ham, og hendes vinger viftede blidt i luften inden de lagde sig ned ad hendes ryg og ben. ”Sorry for that, I need guidance – I, I need help” fik hun endelig frem, som hendes fingre vred sig mellem hinanden. De brune øjne der altid fremstod klare, fyldt af styrke var opgivende og fyldt af sorg. For ikke at mindes om, at en kvinde som Eden sjældent kom til nogen for hjælp, eller vidste dem hendes sorgbare side. Men med Remiel var det anderledes, han havde været der gennem anden verdens krig. Han havde set hvor meget det havde tæret på hende, gennem den tid – nok den eneste der virkelig havde set hende græde.
Den eneste hun følte sig tryg nok ved, at vise hendes mest sårbare øjeblik. Hun følte næsten skyld over at skyde hans entusiasme i sænk, hvis hun blot var kommet tidligere. Da Zadkiel var født, det stolteste øjeblik hun havde haft, da hendes søn havde ligget i hendes arme. Men ikke der havde hun taget hjem, da Laila som fireårig havde danset for første gang og hun havde siddet på første række og hjulpet og skreget – selvom det bare havde været i deres stue.
Alle de gode øjeblikke, hun havde ønsket at dele, især med manden der stod foran hende. Men hun var først kommet det øjeblik, hun ikke længere kunne bunde. Det, var det sidste hun skyldte ham.

Emne: Sv: I've come home Tors Feb 04, 2021 7:41 pm

Remiels læber krøllede sig over i et skævt smil ved lyden af hendes drilske stemme. Han klikkede let med tungen og trak på skuldrene. "Suppose humans are a little more casual than we are up here," kommenterede han med en dæmpet latter. "They don't really allow you a personal sphere, it seems." Hans øjenbryn vippede let op mens han betragtede hende smide skoene, så de blev samme højde og lod hendes lille grin smitte ham, før hun lukkede den tomme luft imellem dem. Han tog forsigtigt omkring hende og lod kort sine fingre løbe igennem de bløde, gyldne fjer før han kunne hive hende ind til sig. For første gang i flere uger følte han sig rigtigt hjemme. Jo, Chamuel havde været der, og han havde da set resten af sine søskende, men han havde også pludseligt fået travlt og den dårlige samvittighed over at have været væk fra de officielle pligter havde fået ham til at arbejde endnu mere flittigt end normalt. Men lige nu. Som han havde armene om en af sine ældste venner; en pige han havde fulgt imens hun var vokset op til at blive en fantastisk kvinde, en utrolig kriger og en god ven. Han lod hendes duft omgive sig og tillod sig at lukke øjnene og bare sætte pris på det lille øjeblik.

Remiel fik nær luften galt i halsen og spærrede øjnene op. "Five?!" Gentog han overrasket. En spruttende latter byggede sig op i hans bryst og han skulle til at lykønske hende, da det gik op for ham at tonen hun snakkede med var sørgmodig; ikke glad eller stolt, som han ville have gået ud fra hun ville lyde. Latteren nåede aldrig ud af hans læber og i stedet aede han hende blidt på ryggen.
I’ve never felt so lost and alone before.
"Oh Eden," mumlede han, og hev hende tættere ind til sig. Nu hun sagde det, begyndte hendes følelser at vælde en over ham, og han var pinligt berørt over ikke at have lagt mærke til dem før nu. Som ærkeengel for håb, var håbløshed og fortvivlelse to følelser han kunne mærke så snart han trådte ind i et rum, og her havde han ladt sin egen overraskelse tage over, når det hun i virkeligheden havde brug for tydeligvist var en ven der ville lytte lidt til hende.
Remiel puffede hende blidt fra sig, så han kunne holde hende ud i strakt arm og betragte hende med lettere bekymrede øjne. "No no," mumlede han og rystede på hovedet. "Don't apologise. Whatever you need I'm here to help," forsikrede han hende. Eden tog et skridt tilbage, og han greb let ud efter hendes sammenflettede hænder for at give dem et blidt, forsikrende tryk.
"Come sit down; you can explain what's going on then."

Emne: Sv: I've come home Tors Feb 04, 2021 8:20 pm

Hun sank hårdt da hun hørte hans stemme, så fyldt af følelser for hende, hvornår havde det sidst sket? Eden var desværre ikke længere sikker, med en mand som hun elskede, men han valgte altid at gøre ting som kun gjorde ting værre for hende. Det var svært ikke at blive vred og frustreret selvom hun vidste, han altid gjorde alting ud af bedste mening – men for en der havde ønsket en efternøler, og derefter næsten ikke var hjemme grundet arbejdet. Smerten var nemt at spore i de små fine linjer i hendes ansigt, som hun tog en dyb og lod fingrene glide ud fra hinanden da han gav dem et klem, hendes hånd lagde sig omkring hans og gav den et klem – thank you.

Da de sammen gik hen for at sætte sig, lagde hun sine albuer mod hendes lår og foldede hænderne på midten som støtte for hendes hage. De brune øjne så ud over den fine udsigt der aldrig ville kunne beskrives, måske med følelsen af det som mange higede efter at se som det guddommelige. Følelsen af fred, sikkerhed og kærlighed. De gyldne stråler fra en sol man ikke kunne se, den hvide sky der lå hen over marker af beriget guld. Måske var det forskelligt for hvilket menneske der kiggede ud over himlen? Måske alene af den grund, ville det aldrig kunne fortælles videre – men følelsen, altid den samme – for det meste.

Hun kiggede endelig op, og følte deres stole stod for langt fra hinanden. Eden rejste sig op og tog stolen op for at sætte den ved siden af ham, som var stolen et podium for hende satte hun sig og foldede det ene ben rundt omkring det ben hvis fod var solidt plantet på træet der udgjorde siddepladsen.
Efter noget tid lagde hun sig hoved mod hans skulder, ”I think I’ve failed as a mother, and as wife” endelig forlod de tanker hendes mund, dem der så længe havde ligget på hendes tunge spids men aldrig turdet sige. ”My – youngest daughter, has fallen” tåre formede sig i hendes øjne, og der forlod en dyb klage af gråd hendes læber. Smerten overvældede hendes brystkasse som hun begyndte at græde. Det var som om mørket trak i hendes sjæl, til bristepunktet, en så uskyldig sjæl som Seraphina fortjente ikke at falde. Hvis hun havde hjulpet med hendes kræfter, hvis hun havde været der, og hun gav sig endelig lov til at følge den sorg mens hun sad ved siden af hendes ældste ven. Den person som ville overtrumfe alle de andre hun kendte, lige meget hvor meget de betød for hende, ville hun ikke føle sig så komfortabel som hun gjorde mens hendes hoved lå mod hans skuldre og tårerne væltede ned af hendes olivenbrune farvet hud.

Emne: Sv: I've come home Fre Feb 05, 2021 2:11 pm

Da de satte sig, lod han endelig sine vinger folde sig ud fra ryggen på ham med et dæmpet suk. Han havde stadig ikke helt vænnet sig til at gå med dem frit igen, men følte at et ekstra sæt vinger ville give lidt mere privatliv for dem, og hjælpe med at afskærme resten af salen, så de kunne fokusere på udsigten og sidde for sig selv.
Remiel fulgte tavst hende blik ud mod de gyldne marker. Der var ingen årstider i himlen, så frugterne var altid modne og kornet altid parat til at blive høstet. En svag brise fandtes dog stadig, og lod markens gyldne korn bølge let, som var det flydende guld. Han lod hende tage sin tid med at tage hul på hvad end hun havde brug for at komme af med. Han havde hverken tænkt sig at skynde eller jage på hende, og vidste at nogle gange, så var der bare brug for stilhed. Han kunne mærke virvaret af følelser fra hende; følelser der fik hendes aura til at flimre foruroligende.
Eden rykkede på sig, og Remy fjernede blikket fra de smukke marker. De næsten usynlige linjer i hendes ansigt fik ham til kortvarigt at spænde i kæben, og ønske at han ville kunne tage smerten fra hende. Et svagt smil spillede om hans læber, da hun lagde sig hoved mod hans skulder, og han lænede let sit eget hoved mod hendes.
I think I’ve failed as a mother, and as wife.
Han rynkede øjenbrynene, meget overbevist om at det overhovedet ikke var en diskussion. Han var ikke i tvivl om at Eden ville være den mest kærlige og nærværende mor for slet ikke at tænke over hvilken fantastisk partner til et hvilket som helst væsen. Han nåede ikke at protestere mod den bizarre tanke, før hendes stemme endnu engang nåede ham.

Remiel's hoved skød overrasket opad, og han vendte sig let i stolen for at sidde mere overfor hende, forsigtig med ikke at lade hendes hoved falde fra hans skulder. Chokeret over hvad hun havde fortalt, men endnu mere chokeret over at se sin ven bryde sammen foran sig, lod han sine vinger folde sig omkring dem begge to og formede en sikker bobbel af komfort. Han lod sin pande ramme hendes hår og lagde blidt sin anden arm om hendes nakke. Hver eneste hulk føltes som en kniv i hjertet på ham, og den overvældende sorg fik tårerne til at springe op i hans øjne. Han kunne slet ikke forstille sig noget mere forfærdenligt end at falde; tanken om at miste sine vinger var en evig frygt for ham, og selvom Remiel ikke selv havde fået børn, kunne han sagtens tænke sig til at frygten ville være endnu stærkere, og at sorgen ville være endnu mere overvældende.
"We are not our parents," hviskede han forsigtigt, og håbede på at hans grådkvalte stemme ville lyde en smule trøstende. "No matter how much you try, you can't always be there for them, Eden, and you can never take their choices for them nor can you take their choices on your shoulders. This does not make you a bad mother, you hear me?" Han fjernede sin hånd fra bag ved hendes hoved, og lagde den på hendes kind, for blidt at tørre hendes øjne. Hans øjenbryn var rynkede i medfølelse og hendes smerte reflekterede sig i hans lysebrune øjne.

Emne: Sv: I've come home Fre Feb 05, 2021 2:52 pm

Beskyttelsen han gav dem, da hans egne vinger foldede sig ud og sikrede dem en form for enerum kun til de to. Trods tanken var forfærdelig, selvisk og ikke som hun burde tænke. Ønskede hun ikke andet, end de kunne blive i den boble forevig. Men hun havde forpligtigelser tilbage på jorden, hun kunne ikke bare stikke af, selvom lysten aldrig havde været større end nu.
Følelsen var så voldsom, både af sorgen der rasede gennem hende, som de vildebølger hen over oceanet der ingen trøst havde, ingen kyst havde at kaste deres arme mod.
Men selv det dybeste hav havde liv, liv som gud havde sat der af en grund, så selvom hun følte det hele var modløst, havde han ret – man kunne aldrig gøre det bedre, end man allerede gjorde. Utroligt, som en lille filosofisk tanke, kunne give så meget mening, på trods af det nok ikke ville give mening i en anden kontekst. Your head is spinning out of control hviskede hun blidt til sig selv, som hun prøvede at få tårende under kontrol, og med nogle små nok lagde hun helt instinktivt hendes ansigt tættere ind mod hans varme hånd. Følelsen der bredte sig gennem hende, som en overvældende ro han altid havde besiddet.

Hun havde oplevet den første gang hun havde trukket sig fra hendes forældre, hvordan hun selv havde været på kanten og nægtet at høre efter. Den gang havde Remy næsten forblændet hende, den måde han havde en utrolig indre ro, siden hen også da hun havde kæmpet sig gennem hæren – altid følt hun ikke var god nok, at hun kunne gøre bedre. Igen havde han været der, som en støtte klods og vist hende vejen, hvorfor havde han altid fundet tid til hende?
Hendes mørkebrune øjne kiggede op, tåre der stadig gled langsomt ned ad hendes kinder og så, hvordan hendes egen smerte påvirkede ham. Hun tog en dyb indånding og nikkede langsomt, hendes hænder lagde sig mod hans kinder og lagde hendes pande mod hans. Langsomt lukkede hun øjnene, og drog den varme han skabte omkring dem ind i sig.
”Thank you” sagde hun lige så stille, mens hun fugtede hendes læber. Hun trak sig blidt væk igen, selvom det var meget modvilligt, dog ikke længere væk end de kunne blive i deres lille kuppel væk fra alle de andre. ”It’s clearly effecting me more than I realized, sometimes I wished for that I just followed you back – sometimes I want to run away - does that me a bad person?” for mange ville det nok være et arrogant spørgsmål, spurgt fordi man ville have en til at fortælle at man ikke var det. Men Eden ville oprigtig have det at vide, var det en forfærdelig ting, at hun nogle gange ønskede hun blot havde levet hendes liv videre, som den kriger hun var blevet til? Det ville have givet hende mindre smerte ind i livet, men ville den have givet hende den kærlighed hun havde følt første gang hun havde holdt sit nyfødte barn i hendes arme? Nej i sidste ende ville hun aldrig forsvinde, men hun var ikke glad længere, og hun vidste ikke hvad hun kunne gøre for at blive glad igen.

Emne: Sv: I've come home Lør Feb 06, 2021 1:27 pm

Remiel lod blidt sin tommelfinger fange en tåre, og lod hendes hoved hvile mod hans hånd. Han håbede inderligt at han formåede at projektere varme og ro, som han fokuserede på at sende sin varme aura ud fra sin håndflade. Han mærkede et lille skift i hendes vildredte følelser, og et let smil bredte sig på hans læber. I de 100.000 år han havde kendt Eden, havde der været mange oppe og nedture i begge deres liv og selvom Remiel var mange hundrede tusinde år ældre end hende, havde han aldrig fundet nogen, han havde følt sig lige så forbundet til som hende, med de stædige øjne og klippefaste venskab. Han kunne ikke mindes nogensinde at have skændes med hende - aldrig sådan rigtigt i hvert fald.

Hendes hånd fandt hans kind, og han måtte lukke øjnene og tage hendes varme til sig. Den velkendte duft af hjem lagde sig som et varmt tæppe over ham, og han lod sin pande hvile mod hendes. Det gik aldrig op for ham hvor meget han savnede folk, før han fik dem at se igen, og som de sad der, føltes hans hjerte lettere end det havde gjort længe, som om den sidste sten var forsvundet fra han skuldre.
Han sænkede kort blikket mod sine knæ, uden helt at vide hvordan han kunne tage hendes beundrende øjne på sig, når han nu selv havde besluttet sig for at tage en pause fra Himlen. Hendes skyldfølelse reflekterede hans, men mens han selv havde haft nogle måneder til at reflektere, havde hun kastet sig selv direkte ind i det, og havde brug for hjælp til at komme til samme konklusion, som han selv havde brugt måneder på at finde til sig selv. Han hævede endnu engang sit blik mod hende, fyldt med varme og omsorg og kiggede direkte ind i næsten sorte øjne. Han tænkte grundigt over hendes spørgsmål for at sikre sig, at ordene han ville ytre, ikke ville gøre mere skade end gavn.

"No," svarede han endeligt, hans stemme rolig og fast. "I think it's the most natural reaction in the whole world." Han sendte hende et beroligende smil og skubbede let hagen nedad for at sikre sig at hun tog ordene til sig. Han lænede sig en lille smule tilbage, så deres pander ikke rørtes længere, men fastholdt det overbevisende blik mod hende. "But running away doesn't change anything and knowing you that wouldn't make you happy, Eden." Remy smilede blidt for at vise, at han ikke dømte hende for hendes tanker overhovedet. Han ville også selvfølgelig støtte hende, hvis hun endte med at 'løbe væk' fra problemet, ingen tvivl om det, men han tvivlede på at det ville løse problemerne eller forløse sorgen hun bar på.
"When you stayed behind all those years ago," sagde han med beundrende øjne mod den stærke kvinde, der sad foran ham. "It wasn't running away. You know that right? It was allowing yourself to grow and find happiness and you did what you had to do to reach those goals." Han nikkede igen en lille smule, og sagde lige præcis de ord han havde sagt til sig selv, da han først var taget tilbage til Himlen.

Emne: Sv: I've come home Lør Feb 06, 2021 2:08 pm

Eden tog en dyb indånding, som han sagde at nok var den mest naturlige følelse i verden. Men hun var ment til at være stærk, stålfast og stå ved hendes beslutninger. Hun var kærlig, hun var åben og hun gav altid folk ekstra chancer. Men hun var bare så træt, og selvom hun kunne mærke energien fra Remy, pulserer gennem hendes, var det ikke nok til at hun helt kunne fjerne de bekymrende fuger mellem hendes bryn. Hendes ene fingre fangede nogle af de tårer der havde faldt, da han havde blevet grebet af hendes egen sorg, lige så stille gled hun længere tilbage i stolen, og hendes hænder gled ned i hendes eget skød. Det var altid en farlig sti at gå ned af, den nære kontakt især når så stærke følelser altid havde en tendens til at blusse op når hun rørte ved ham. De brune øjne flyttede sig kort fra hans, som hun tog hans ord ind og langsomt nikkede hun. Der var bare så meget mere ved historien, end blot den ene datter som var faldet.
”Times are changing” sagde hun endelig, og tog endnu en dyb indånding, hun mærkede hvordan at hendes lunger pressede brystkassen ud. ”And I no longer know what i want –” hun rystede hurtigt på hoved, og lod hendes slanke fingre tørre de sidste af hendes opløbene saltetåre og gav ham et varmt smil.

”So you were doing fine huh? Im so happy to hear that, what have you been up to?” vinden fra marken rev lidt I deres fjer, der gav en næsten beroligende lyd fulgte med vinden der bag efter langsomt kærtegnede hendes våde kinder og hår. Eden lukkede øjnene og lod sig rive med, for en kort stund kunne hun mærke varmen sprede sig i hendes hjerte. Som var det himlen selv der sagde alting skulle nok blive godt igen.
”Is it you doing that?” spurgte hun kort tid efter, og åbnede øjnene. Den samme sørg fyldte ikke hendes hjerte så tungt, som det havde gjort før.

Emne: Sv: I've come home Man Feb 08, 2021 11:32 am

Remy fulgte hende, og lænede sig selv en smule tilbage i stolen. Hans vinger lå stadig omkring dem, og solen lod sine gyldne stråler finde vej imellem de elegante, hvide fjer, og kastede et blidt, varmt lys i deres lille bobbel. Han sendte hende et opløftende smil. "Isn't that why we all find our way back home?" Spurgte han nysgerrigt. "To take a step back and to look at the world from a distance?" Han turde slet ikke forstille sig alle de følelser, der måtte rase inde i hende. Usikker på om han burde spørge mere ind til hendes datter og hendes generelle familieliv, besluttede han sig endelig for at lade sine skuldre falde lidt ned, og at hver ting havde sin tid. Lige nu virkede hun til bare at have brug for ro - så kunne han aldrig spørge ind senere, når tiden var ret, eller lade hende fortælle på sine egne termer.

Han lod endelig sine vinger falde lidt, og åbnede op for udsigten foran dem. Remiel løftede hovedet og betragtede tavst udsigten, mens han overvejede hvad han skulle fortælle hende. Hun vidste ikke, at han
"I followed your lead," svarede han endelig, og vippede lidt med hovedet med et drenget grin, som han indrømmede, at han ikke var taget tilbage til himlen. "I stayed behind. I needed some time to myself after the war, and it was wonderful," indrømmede han. Han havde lært så meget og mødt så mange, og hele hans verdens-perspektiv havde totalt ændret sig. Til gengæld havde han så absolut manglet roen og følelsen af vægtsløshed, der fulgte med at være i himlen. "Humans are amazing, huh? The 70's were great. The 80's were great. Is that the last time I saw you?" Han hævede smilende et øjenbryn. Hvis han huskede rigtigt, havde de mødtes op nogle gange, men han havde ikke set hende siden start firserne.
"I'll be forever grateful for having been part of those years and growing with them. But then I realised I couldn't divert forever and coming home was the best decision I've made in a while. This place is where I belong. I wanted to help and feel useful again." Han gestikulerede mod marken foran dem, som lette briser fik hans bølgede hår til at følge kornets dans på marken. Han smilede let, og lukkede øjnene for at tage det hele ind.
Smilet blev større da hendes åndeløse stemme nåede ham. "I don't know," svarede han ærligt. "It could be you. Maybe it's just this place. It always seems to know how to lift us up again." Hans stemme var gået hen og blive en hvisken i ærefrygt. "Maybe it's Him." Remiel hævede sit blik mod himlen. "Telling us that home will always be here when we need it."

Emne: Sv: I've come home Man Feb 08, 2021 12:17 pm

”They really were, for all the hate you see, humans are still so pure – just have to remember nobody is perfect” not even angles, not even her. She took a deep breath and smiled warmly towards him when he said it could be her; “If It is, then it’s us, the place and this moment” hviskede hun blidt, og hendes fingre gled hen for at tage hans hånd I hendes. Lige så blidt uden at lukke dem, men bare så hun igen kunne mærke hans varme.
”And I think you are right, it was about that time we last saw each other” lo hun blidt og lukkede øjne igen sådan sad hun I nogle minutter igen gjorde maven ondt, som var der en der fortalte hende hun var nødt til at dele det. Fortælle hendes smerter, foruden det med hendes datter der nu var en falden engel.
Men hver gang hun åbnede munden, måtte hun lukke den i igen af ren frygt for hvis hun sagde det højt, så ville det blive ægte – virkeligt.
Hendes fingre der før havde været en blød berøring mod hans hånd, gled længere ind i dens varme inden hun omsluttede fingrende helt omkring omkring hånden.

”The last five years has been hard, one of my children became so angry with her dad – that she acted out, and started doing… everything that could make her forget. He was never really there, because his work with Michael against Asmodeus started peaking, and it almost killed him. Now Asmodeus has come back, and when our youngest kid was gone for over a month - he was still not home, so much so, that my youngest boy broke into the archives to try to see if his dad could come home again – and then, then he tried to fix it with making a surprise get away weekend – while our daughter is an addict, the other daughter was missing – our son broke in, and I’m trying so hard to help all of them, being there, but I’m only one person –” hun slugte klumpen I halsen, og tårene prikkede igen voldsomt mod hendes øjne – “I’m not sure if I can be with him anymore, and it tears me apart, because I said yes to be with him forever – but I’ve never felt so alone as I do now – I just wanted to love, to be wanted, and loved – and not put aside, and only taken out when I'm needed” hun snøftede, og fjernede sin hånd, mens hun uden og tænke over det begyndte at pille ved hendes forlovelses og vielsesring.
Mon det ville lette, hvis hun tog dem af? Gav sig selv lov til at søge det, hun sådan ville have og se i øjnene at manden hun havde mødt, som hun troede hun skulle leve med for evigt, måske blot ikke var den mand for hende længere?
Hendes brune øjne lagde sig mod Remy der sad ved hendes side; hvis hun blot havde givet sig selv lov før.

Emne: Sv: I've come home Tirs Feb 09, 2021 5:18 pm

Remy rynkede sine øjenbryn sammen. Nyheden om, at hendes mand arbejdede med Michael, fik hans hoved til at vippe opad, og han betragtede hende undrende. Måske han kendte ham? Eller kendte til ham. Så gik det op for ham, hvad hun egentlig lige havde sagt. "Did you say Asmodeus?!" Udbrød han, hans stemme en anelse lysere end før. Han hostede overrasket, og måtte hive en god portion luft ned i lungerne. Usikkert kastede han et blik omkring dem, for at sikre sig at ingen havde hørt hans lille udråb. Det var ikke et navn der blev nævnt i afslappede samtaler i Himlen. Alle kendte til Dæmonen Asmodeus. I hvert fald det højtstående engle, der havde været med til at bekæmpe ham både tilbage i. 1100-tallet og i 1890'erne, da de ihærdigt prøvede at finde ham. Remiel måtte blinke de kvalmende billeder af de unge drenge væk fra sit indre syn. Hans læber pressede sig sammen til en tynd streg, og han genfokuserede på Eden. Hendes ansigt syntes at være i opløsning, og kortvarigt glemte Remy alt om at Asmodeus tilsyneladende var tilbage på jorden, og hans ansigt blødte op, ivrig efter at fjerne hendes sorg. Han gav forsigtigt hendes hånd et blidt klem.

Han brød sig ikke om tanken om at nogen som helst ikke satte pris på Eden, og da specielt ikke hendes mand, der havde taget en hellig ed på lige præcis altid at elske og ære sin kone og leve som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru. Han måtte fokusere på ikke at spænde sin kæbe og gøre det lidt for åbenlyst at han umiddelbart ikke syntes at hendes mand var hende værdig.
I just wanted to love, to be wanted, and loved.
Ordene skar ham i hjertet. Den varme eftermiddagssol, der før havde virket varm og rar, begyndte at gemme sig bag et let lag af skyer, og hans brune øjne blev en smule mørkere. "He said yes to be with you forever too, Eden" huskede han hende på, i håb om at det ville fjerne lidt af skyldfølelsen. "That doesn't mean not being there at all. You can't carry a marriage on your own." Måske det lød både indlysende og en smule bittert, og det fik ham til at kigge væk i et sekund for at samle sig og rent faktisk prøve at give gode råd i stedet for at ødelægge hendes ægteskab mere end det allerede var - hun var her trods alt for at få råd, tænkte han. "Have you talked to him?" Spurgte han så, blidt, og vippede øjenbrynene opad. "This demon is important; I'm sure you remember what he did back then. But nothing should be more important than ones family, and we are a lot here that are willing to help with tracking this monster." Remiel rynkede let øjenbrynene igen, og betragtede tøvende de mørkebrune øjne foran sig. Så mange følelser i dem. "How about," forslog han, "You help them too. Get back in your gear?" Han kunne ikke lade være med at smile bredt ved tanken, og rystede klukkende på hovedet af det næste han sagde. "I'm more than happy to look after the kiddos. Maybe an evening with Uncle Remy would do them good, mh?"

Emne: Sv: I've come home Tirs Feb 09, 2021 6:20 pm

Hun smilede forsigtigt ti ham, da han udbrød dæmonens navn, men han lyttede derefter og lod hende tale færdig. Noget hun havde savnet; for selvom hun også godt vidste at dæmoner, og især dæmoner som denne, ikke var til at spøge med var det stadig rart blot at blive hørt, noget hun ikke havde følt hun havde blevet i meget lang tid.
”Maybe that’s what’s wrong. I was so blinded by this force of love that he felt for me, that I just; followed along hoping that this would be it, my magical happy ending” hun grinte lidt over hendes egen dumhed, det var næsten som at høre børn snakke om deres drømme liv. Det var hvad hun havde håbet, Prinsen på den hvide hest der ville komme og redde hende fra hende selv. Ville være der sammen med hende, side om side mod alt i verden, uden nogen sinde at træde vedsiden af. En dummands drøm, som aldrig ville kunne blive til virkelighed, for i alt ville der være op og ned ture.

”I’ve tried, but it seems like he doesn’t really listen – always trying to fix things without talking to me instead” hun tog en dyb indånding og fugtede langsomt læberne ”I know, and I understand, I really do I’ve fought these demons before, been in wars that only a handful of us really understand what means. He just, forgets everything that’s around him in the proces” hvad han sagde som det næste, fik hende dog til at grine, hende? Hjælpe til? hendes fingre dansede hen over hendes oliven mørke hud. “I really don’t want to do that anymore, I just want to be there for my kids – but that doesn’t mean I wouldn’t like you to come visit – I would mind, just you being back in my life again – If you wanted?” hun kiggede endelig på ham igen, med et lettere smil på læberne. Det var svært at holde fast I hendes følelser, virkelig holde til en ad gangen, men som sivet i vinden bøjede hun sig for hver gang en ny følelse strømmede hen over hende. Selvom hun inderligt, bare ville være glad, nu når hun endelig sad ved siden af Remy igen. Savn var en underlig ting, især når det først virkelig gik op for en hvor meget, når man igen sås.

Emne: Sv: I've come home Tirs Feb 09, 2021 7:32 pm

Remy smilede blidt til hende og gav hendes hånd endnu et blidt klem. "Don't sound so hopelessly downhearted, Darling, you'll find a way," prøvede han opløftende, og nikkede til hende, i håb om at hun ville nikke tilbage. "What's his name? Your husband?" Spurgte han, og hævede let det ene øjenbryn. Nysgerrigheden var alligevel svær at holde på, nu hvor han vidste at det sansynligvis var en engel, han havde gået op og ned af her på gangene, og muligvis endda havde snakket med. Tanken var lettere uvirkelig; at han muligvis havde snakket med hendes mand uden at vide at hun sad der hjemme og ventede på ham. "I could talk to Michael, if you want?" Prøvede han, og rettede sig automatisk op i sædet. "Your husband might listen if Michael tells him to lay low and focus on his family. Especially with everything going on right now." Remiel rynkede let sine øjenbryn. En søn der havde brudt ind i arkivet og en datter der var faldet, var to ting der så absolut krævede lidt opmærksomhed på hjemmefronten, tænkte han, og Michael ville uden tvivl være enig og bede ham tage hjem. Hvem end manden var.

Remy rynkede på næsen. Han var ingen ekspert i forhold, hvordan kunne han være det når han aldrig havde været i et, men han kunne høre på hende, at det var værre end det måske lød. Det gjorde ondt på ham at vide, at hun ikke var lykkelig og at hendes hjerte tydeligvist var ved at briste over noget, hun havde puttet så meget energi og kærlighed ind i. "I know," svarede han varmt. "I remember." At kæmpe side om side med Eden havde været det eneste gode ved nogensinde at kæmpe, tænkte han tøvende. Remiel havde aldrig brudt sig om at være på slagmarken selvom hans tordnende evner helt klart kunne bruges dér, og havde altid fortrukket at sidde tilbage og flytte skak brikkerne stratetisk rundt på banen. Med sit syn og sin evne til at se alt, følte han dog altid at han havde været i kampens hede - han havde trods alt været der mentalt. Alligevel var der flere gange hvor han havde været på frontlinjerne med Eden, og han overvejede kort hvordan det ville føles at være der igen. Tanken fik ham til at ryste let på hovedet, i takt med at hun slog hans idé ned. Han havde godt vidst at det var et long-shot. Hans ansigt lyste op, da hun sagde, hun ville have ham tilbage i sit liv, og han nikkede energisk. En bølge af varme skyllede ind over ham. Varme og lettelse. "I would be honored," svarede han med alt den ærlighed og glæde han følte i mellemgulvet. "I truly would."

Emne: Sv: I've come home Tirs Feb 09, 2021 7:48 pm

”I always do” svarede hun og smilet blev en anelse bredere, som hun betragtede ham; ”Cael, Cael Nelson – his been part of the special forces for quite sometime now” svarede hun som hun fugtede læberne, og rystede så på hoved da han sagde han kunne snakke med Michael.
”Already did, he found Kemuel in the archives and brought him home – so we had a talk.. his the reason I’m here to be honest” noget godt var der da kommet ud af det, hun havde ikke flygtet ved synet af ham og havde valgt at snakke med ham om det. En ærkeengel der havde giftet sig med en dæmon, og derefter valgt at blive skilt, hvem ellers kunne give hende et bredere lys på tingene? Måske ville det hjælpe hvis han blev mere derhjemme, men også det ville ende i problematik, for så vil Cael være ugidelig måske endda ulykkelig.
”It would be like asking him to change who he is, and I love him too much to ask him to do that. Asmodeus nearly killed him last time, and his afraid that he will come after the family if he doesn’t but a stop to it. There is no winning anymore, I’m unhappy with no husband, and he would be unhappy not seeing this through – sometimes, in a battle you need to make a choice, save life’s for the greater good – the life’s of us and our children, and the greater good - our marriage, but you’re right, I should talk to him now that I’m more at peace and not boiling with anger.”

Hun smilede bredere, og lagde sin arm omkring hans skulder og trak ham ind til sig I et halv kram. ”Then I’ll have that rematch in chess, and we can take those walks we always talked about – you could see my work, I’ve gone into science, got a reward last weekend” det var rart at skifte emne, tale om noget der ikke var så tung tog som man kunne nyde – frem for at hun mere eller mindre lige havde sagt til ham, at hun overvejede at gå fra hendes mand. Måske noget, hun skulle have gjort for længe siden, i stedet for at fikse det hver gang ting gik galt. For hendes børn, for hendes mor, for hans forældre – alitd på grund af andre, frem for hvad hun selv ønskede.

Emne: Sv: I've come home Ons Feb 10, 2021 11:21 pm

Remiel smilede let ved lyden af et navn han havde hørt før. Han kunne ikke sætte ansigt på denne Cael, men han var en omtalt engel, og det var langt fra første gang navnet var blevet omtalt omkring ham. Han skulle til at stille et spørgsmål og havde allerede skilt læberne ad, da hun sagde, hun havde snakket med Michael.Han rynkede overrasket sine øjenbryn. "A bad talk then I assume?" Spurgte han, og hævede det ene bryn mens han betragtede hende. Det overraskede ham en smule. Han ville altid promovere at redde et ægteskab og at kæmpe for det, men han var ikke en af de engle, der fuldt og fast troede på at en skilsmisse var en synd.
Han kunne mærke det; hendes hjerte der smuldrede langsomt foran ham.
Han var skabt til at give folk håb, og det betød også at han var en af de mere upartiske ærkeengle og at han tillod sig en hvis frihed når han skulle give råd eller skabe indre ro ved folk, der var i pine. Mennesker og væsner bedte til ham, når de desperat ville ændre deres liv til det bedre og han havde igennem hele sit lange liv prædiket at man ikke kan ændre folk omkring sig, men blot kontrollere hvordan man reagerer til deres handlinger. Og her sad hun. Eden; en kvinde han uden tvivl ville dø for, og han kunne så tydeligt mærke, at hun havde rykket sig selv et skridt for meget hen over midten, for at imødekomme lidt for mange ting, og i processen havde tabt sig selv. Derfor kunne han kun nikke til alt det hun sagde. Han kunne høre, hun havde reflekteret over det. "You will find your happiness again," svarede han dæmpet, og lagde hovedet let på skrå. Hans øjne strålede af sikkerhed, og han nikkede endnu engang let til hende for at vise at han mente det. "No matter what choice you make."

Remy klukkede hjerteligt og lod sig blive hivet ind mod hende. Han støttede let sit hoved på hendes skulder, og lod de mørke krøller falde om ham som et varmt tæppe. Hendes duft fik ham til at føle sig hjemme; en følelse han havde haft siden han var tage tilbage til himlen, men ny syntes næsten overvældende. En tilfreds brummen slap hans læber ved udsigten til alle de gode stunder han endelig kunne få lov til at dele med Eden. "You'd loose," påpegede han med et kækt smil. Han rettede sig brat op og fjernede storsmilende sit hoved fra hendes skulder. "An award?!" Udbrød han, og hans øjne strålede af stolthed på hendes vegne. "That's fantastic! What kind of science? What kind of award?" Den drengede nysgerrighed væltede ind over ham, og han kunne ikke undgå leende at slå en hånd for munden for at stoppe spørgsmålstsunamien.

Emne: Sv: I've come home Tors Feb 11, 2021 8:28 am

A bad talk? Hun rystede på hoved, det havde det vel I grunden ikke været. Blot en øjenåbner at hun ikke kunne fortsætte hendes liv med skyklapper på, at trods at et ægteskab og en familie var en tovejsgade, så var hun lige så meget skyld i at ting var gået galt som Cael var. Mest af alt, fordi at Cael ønskede hendes hjælp, ønskede de skulle gøre det sammen – men Eden vidste ikke længere, om hun havde det i hendes sjæl og styrke til at fortsætte med at lappe oven på noget der var gået i stykker.
Hvordan ville hun kunne se ind i hendes mands øjne, og ikke føle skyld? At vide de havde været skyld i deres datter ikke længere kunne komme ind i himlen? At hun var tættere på helvede, end hun ville være på den store gave det var at være en engel. For hvorom alt var, var der kun to personer man kunne kigge på, selvom man skulle passe på med at tage alt skylden. Man var ikke herre over ens børns måde at agerer på, men derfor betød det ikke man ikke havde et ansvar. Det ansvar, lå tungt på hendes skuldre, så var det mere et spørgsmål om, hun kunne se ud over det? At måske handlede det slet ikke om alle de ting der var gjort forkert, men at hun ikke længere ønskede at se fremad?
Selvisk, det var det eneste hun kunne tænke, men denne gang sagde hun det ikke højt. For Remy havde ret, hun skulle nok finde hendes glæde igen, det ville nok blot tage længere tid og længere søgning end hun først havde regnet med.

Hendes næse fandt kortvarigt vej ind i hans bløde hår, og lukkede øjnene som han lænede sig ind til hende. Det øjebliks stilhed der var, inden han rev sig væk fra hende. Et smil formede sig på hendes læber, mens hun rystede på hoved, mest over at han blev så begejstret over hendes formåen.
”Oh nothing special, just genetic engineering, microbiology and such – got a breakthrough in how we might be able to modify cancer cells, and repair it back, so it’s not attacking healthy cells and the body – its still in the early stages, but we are getting some were for sure!” hele hendes ansigts lyste op som hun snakkede om det, “And my oldest daughter is a dancer, you should come the next time she has a play! She takes my breath away every time, you would love that I’m sure” revet med af den mere behagelige stemning, kunne hun ikke lade være med at fortælle de gode ting. Hun vendte sig mod ham igen, og lagde en varm hånd mod hans kind og hendes varme brune øjne tog ham ind; ”I’ve really missed you, you know – especially after my girlish crush disappeared” lo hun, og skubbede blidt hans ansigt væk. Det havde aldrig været en hemmelighed, i hvert fald ikke for dem der havde set de to stå sammen. Der havde det altid været ganske tydeligt, hvordan den yngre engel så op til Remiel, med et helt bestemt lys i hendes øjne. Et der ikke var forsvundet, blot, modnet nu da hun selv havde gået sine egne veje, frem for hun gjorde som hun var blevet befalet.

Emne: Sv: I've come home Lør Feb 13, 2021 3:13 pm

"Nothing special," gentog han, og skar en grimasse for klart at signalere at det da var den største løgn hun kunne fortælle ham. "Are you kidding me? That is utterly amazing, Eden." Hans smil viste klart hvor stolt han var over hende. Hun havde virkelig formået, på den bedst mulige måde, at tage et skridt tilbage fra den kriger hun havde været i næsten 100.000 år, og simpelthen brugt sin hjerne til at hjælpe menneskerne på jorden på en meget mindre fysisk måde. Hendes håbefulde toneleje og tanker omkring hvad hun havde gjort, fik hans hjerte til at blomstre og varmen spredte sig ud i hans fingre.

Han klukkede dæmpet ved hendes entusiasme og lod hende rive sig med på den lille bølge af lykke og glæde hun lod skylle ind over dem - tanken om hendes børn fik ham til at smile endnu bredere, og han ønskede inderligt en dag at møde dem. Hvis de bare havde en mikroskobisk del af hvad hun selv havde, ville han ikke kunne andet end at beundre og elske dem. "I'm sure I would," svarede han med lysende øjne og varmt hjerte ved udsigten over at kunne få lov til måske at blive en del af det liv hun havde skabt sig. "I'd be very honored."
Remiel lo varmt, som hendes hånd lagde sig mod hans kind, og lagde let hovedet på skrå for smilende at betragte hendes lysende øjne. Latteren tog kun nye højder da hun drilsk puffede ham væk, og han måtte holde sig i skindet fra at række tunge af hende.
"Oh come on," svarede han, de brune øjne lysende drilsk mod hende, "you'd have missed me even if it had stayed." Selvom Remiel ikke var en af de engle, der havde haft masser af forhold og aldrig var blevet gift eller havde fået børn ligesom Michael og Eden begge havde, så var han ikke dum. Han havde så absolut kendt til hendes følelser for ham da de var yngre, men hun havde været meget ung og han havde allerede været meget gammel. Folk havde snakket i krogene, ingen tvivl om det, og Gabriel havde endda engang sagt til ham, at han burde tage sig sammen og give ind til hvad end hans følelser havde været omkring hende. Han havde altid følt at det havde været forkert af ham, og havde så absolut aldrig puttet brænde på bålet. Remiel havde altid været en mentor og en lærer og han havde været meget opmærksom på power-dynamikken imellem dem. Han ville aldrig kunne have set sig selv i øjnene hvis der var sket noget imellem dem. Men nu sad de her, overfor hinanden, ligeværdige og uafhængige af hinanden, og dynamikken havde ændret sig en smule. Selvom hun kom for at bede om hjælp, så var hun ikke den samme ivrige lærling længere - hun var en moden kvinde, der havde taget sit eget liv i sine hænder, og han kunne ikke lade være med at smile varmt til hende.
Remiel rejste sig fra stolen og rakte hende en hånd.
"Fresh air?" Spurgte han, og kastede let med hovedet mod de gyldne marker. "You can tell me more about your wonderful children. Are they as stubborn as you were?" Han klukkede dæmpet ved tanken.

Emne: Sv: I've come home Lør Feb 13, 2021 3:47 pm

Hun kunne ikke holde det tilbage, et højlydt grin forlod hendes strube, som hun lagde hoved tilbage og lagde armene overkors for at beskytte hen over hendes hurtigrejsende brystkasse. Da hun var færdig med at grine, lænede hun sig fremad og rystede på hoved – han var uforbederlig, men det lagde så også låg på hendes håb om han aldrig havde lagt mærke til det. Måske havde det også været for meget at håbe når det kom til stykket, en engel som ham havde altid haft en naturlig gave for at se hvad folk tænkte, før de måske selv lagde mærke til at de gjorde det. Naturligt ville ting afsløre sig på ens ansigt, før det blev registeret i ens hjerne.

”Of course I would, maybe it’s still there, but now I just know how to handle it!” drillede hun tilbage, og betragtede ham med lysende øjne. Det var nok ikke helt løgn, følelserne hun havde regnet med ville forsvinde, var som blomstret op igen som hun betragtede hendes gode ven. Men hun vidste også, at deres tid var kommet og gået, hun havde hendes liv på jorden, med hendes mand og hendes børn. En forpligtigelse hun ikke tog let på, og derfor ville det hellere ikke være mere end det – et lys i øjnene, og et lille stykke af hjertet der altid ville høre til manden der nu stod og rakte sin hånd frem.

Hun tog hånden og rejste sig op; ”Fresh air sounds lovely” især når det kom med sådan en fantastisk udsigt, hun fulgte langsomt med ham, hendes øjne der dansede nysgerrigt over deres omgivelser. Himlen havde ikke ændret sig, men alligevel var det med nye øjne hun så det hele. Hun var her ikke som en tomskald af en kriger, der blot gjorde som der blev sagt. Nej der var nysgerrighed, den samme som hun havde haft når hun gik på jordens overflade.
”Yes what else would they inherit from me?” sagde hun og smiled varmt ved tanken; “Laila is a dancer and performer, she is calm, collected – and one of the most stubborn and determined people I know – and she was born the same day as me” hvilket nok var grunden til hun var som snyt ud af næsen på Eden, hvad angik temperament. “Then we have Zadkiel, he is the oldest and the warmest person you will ever find, we have angles that har good hearted, and then we have him – and I knew the moment I had him in my arms, he would break my heart one day” hun tog en dyb indånding, da hunk om til Tien, det sorte får I familien; “Tien, is – a magnent for trouble, but she is so honest, and she makes some of the best desserts I’ve ever tasted, but she is my moon” hendes arm lagde sig rundt omkring hans og hun lagde hendes hoved mod hans skulder som de gik igennem marken, her var så smukt. “Then we have the twins, they are like night and day, Seraphina, she - looks just like me, in every aspect and Kemuel, well he loves computergames and is just your average teenage boy – his so clever, just – not very wise” hun grinte, som hun kom I tanke om hvordan at Michael havde afleveret ham, efter han havde brudt ind I arkiverne.

Emne: Sv: I've come home Man Feb 15, 2021 1:28 pm

Hendes latter smittede og skyllede endnu en bølge af varme ind over ham. De store lysende øjne så på ham på en måde ikke mange gjorde. De havde været igennem meget Eden og ham.
Remiel havde altid været en smule overset og stået i skyggen af sine brødre på det punkt, vidste han. Han var ikke blevet skabt med samme mandlige muskulatur og højde som Michael og Gabriel og havde ikke de intense mørke øjne som Raphael havde - måske fordi han ikke var skabt til at skabe kontrol. Ikke til at kæmpe. Ikke til at heale. Han var skabt med et venligt, ufarligt ansigt der nok i grunden passede godt til alt det han stod for. Håb. Drenget, ukompliceret, ærligt, uskræmmende håb. Få kvinder i hans liv havde set på ham som Eden gjorde, så meget kærlighed og ømhed. Men så igen havde hun været vidne til andre sider af ham og set de mørke sider som fulgte med håb - lige så vel som han havde været der til at se hendes mørke sider. Han smilede mod gulvet. “If it’s any consolation I’ve missed you too,” sagde han varmt. “Girlish crush and all.”

En svag, lun brise bølgede ind over markerne, som de trådte ud og gik imod dem. Det måtte være lidt af en omvæltning at komme fra Gaia’s kolde februar vejr til himlen, der altid syntes at være i et stadie af sensommer. Den lavthængende sol skinnede gyldent på kornet, og Remy trak tilfredst vejret ind igennem næsen. Han klukkede dæmpet over hendes spørgsmål og kunne kun trække på vejret. “Your good looks perhaps?” Prøvede han, stadig med en lidt drilsk undertone i den muntre stemme. Remy kunne ikke lade være med at smile bredt over alle navnene. Hun havde godt nok haft travlt! En stor familie af fuldblodsengle, og med hende som mor og en general som far, kunne de kun føle et let pres men også let blive hivet til tops i Himlens hierarki hvis de valgte. Han lyttede tavst, og brummede muntert til hendes fortællinger. Navnene var lige så guddommelige som hendes eget. Tien. Himlen. Zadkiel. En stærk ærkeengel, der desværre var død i krigen mod Lucifer. Kemuel - Raised by God.. Seraphina. Laila. Han kunne ikke lade være med at klukke muntert endnu engang. Seraphina. No pressure, tænkte han smilende. Serapher var en oldgammel Englerace, stærkere end selv ærleenglene, men de holdt sig for sig selv, tog ikke ned til jorden og minglede sig ikke med andre engle.
“They all sound wonderful, Edie,” sagde han, hudløst ærligt og lagde blidt en hånd på hendes, som hun tog armen om hans. Han rankede sig automatisk en smule, som han mindedes hvordan de så ofte var gået arm i arm undercover på missioner eller til smukke banketter ved hof i diverse lande. Han lo endnu engang, ved tanken om den yngste engel der havde brudt ind i arkiverne. Michael måtte have været blevet vred, tænkte han. Og Chamuel, der trods alt stod for at holde det hele i orden. “Well you can tell your youngest, that I’ve got plenty of work for him if he wants. Wisdom comes from hard work,” påpegede han klukkende. Det lød til at han desperat ville have anerkendelse fra nogen, og han kendte Eden godt nok til at vide at det nok ikke var fra hende, men fra hendes mand. “Maybe it would do him some good mh?”

Emne: Sv: I've come home Tors Feb 18, 2021 5:45 pm

Hun kunne ikke stoppe den lette rødme der steg I hendes kinder, da han nævnte hendes pæne ydre. Måske havde det været hendes største fejl, de dybe brune øjne det pæne ansigt, der typisk kunne passe ind i den golden ratio. Det brune hår der før i tiden havde været så langt at det havde nået til hofterne og længere end endnu. Et kærlig smil, og en aura der bød en ind i kosmos og håb lige som Remiel også kunne. Måske af den grund hun havde fået navnet Eden, den gave gud havde givet til menneskeheden. Hvis hun blot havde været en almindelig grå mus, en man ikke ville kigge to gange når hun gik ned ad gaden. Ubemærket af dem omkring hende, gemt fra omverden hun ellers sådan havde ønsket at leve i. Set af folk som Remy altid havde set hende, det som der var i hendes indre, lyset der var udfordret af mørket frustrationer noget hun aldrig havde givet hendes mand lov til, før at det var for sent.

Eden sendte et taknemmeligt smil op til Remy da han sagde de alle lød fantastiske, det var de også af alle de ulykker hun havde måtte gå igennem grundet dem – var der ingen større glæde end da hun havde fået dem. Hun huskede hver og en, deres største øjeblikke og når de var faldet. Været der gennem tykt og tyndt, hvordan hun havde måtte holde tårende tilbage da Zadkiel havde besluttet han skulle være en del af militæret. Da det gik op for hende at nu var Laila stor nok til at flytte hjemme fra, og snart ville tvillingerne være de eneste hun havde tilbage. Så mange ting der var sket på så kort tid, og alligevel ville hun ikke ønske at gå tilbage i tiden eller stoppe den.
”Might be a perfect opportunity to be honest, after his six months of probation from the heavens are done of course” hun rystede langsomt på hoved, da hun kom I tanke om da Michael havde stået foran hende med Kemuel på slæb. ”But yes, it would do him some good, I’m sure” hun lukkede øjnene som hun stoppede op og tog en dyb indånding, vinden var lun og kærlig som den kærtegnede hendes olivenglødet hud. Hvis hun blot kunne blive her for altid, ikke vende tilbage bare stå her og tage det hele ind. Men hendes familie havde brug for hende, lige meget hvor inderligt hun ønskede at blive.
”Could just stay here forever” with you. Usagte ord var altid de hårdeste, det var også her hun indså at hendes ægteskab var slut. Det var på tide at komme ud, mens der stadig var håb for hendes velbefindende.

Emne: Sv: I've come home Tirs Feb 23, 2021 7:27 am

“Probation, huh?” Mumlede han. Michael havde tydeligvis ikke set igennem fingre med det lille optrin så. I det mindste havde han formået at holde det væk fra humlens sladder; Remy havde i hvert fald ikk hørt om noget indbrud, og han havde brugt mange dage i arkivet for tiden. Chamuel, der ellers normalt holdt arkiverne i orden, var forsvundet sporløst, og han havde taget over. Måske, tænkte han, var det en lille straf for at havde været væk så længe. “Well, do let me know! I’ll happily have him under my wings,” sagde han med et varmt smil. Det ville være lidt af en cirkel at træne én af Edens børn, og tanken gjorde ham varm og glad. Det var efterhånden mange år siden han havde haft nogen som helst under sine vinger. Hans bedste student havde alligevel altid været Eden selv, og han betragtede hende smilende som vinden legede med hendes hår. Not a student anymore, tænkte han varmt. Not at all. Han vendte smilende blikket mod jorden. "It just might," svarede han, og mindedes hvordan hun selv havde været en lille spilopmager, der havde drevet sine forældre helt skøre før hun havde taget interesse i Remiel. "Didn't do you any harm," drillede han muntert, henvisende til hende selv.

Han lagde blidt en arm om hende. Selvom hans hjerte stak for hendes knuste hjerte, kunne han også mærke håbet der lurede under dækket - et håb der syntes at komme efter hendes tilsyneladende beslutning. Han ville ikke spørge ind til hvad det var hun havde besluttet sig til, men tog til takke med at det løsnede en eller anden knude i hendes mave og gav hende håb. "Forever is an awfully long time," nynnede han med en blød stemme. Men han ville ikke have noget i mod at leve for evigt, hvis Eden ville være der med ham, tænkte han sagligt.

Emne: Sv: I've come home Tirs Feb 23, 2021 10:12 pm

“True, but you are also the most patient being I’ve ever met” she laughed, remembering how she had tested him. She closed her eyes again, feeling how exhaustion hit her body, her fingers started playing with the palm of his hand.
Forever was an awfully long time, especially from a place she so wanted to escape from, and now all she wanted was to go back to that time? But she also knew she needed to get back, she couldn’t stay for long as her daughter needed her, both of her daughters and she needed to talk to her husband. Gather more courage than she had ever mustered before, and it was hard because that meant leaving Remy, but sometimes you had to do the things that you didn’t want to. And it didn’t mean that she wasn’t going to see him again, they had a deal now.

But still, she didn’t move, just stood there for a good while. She didn’t even knew how long had pasted before she breathed out “I have get back, but I’ll see you again soon, next time hopefully in better spirits” she said softly, her hand left his as she turned her body, so she stood in front of him. The sunshine lit him up, in a warm glow almost making him look like he didn’t even belong to this dimension. “you are the most beautiful soul” she said with her smile, as her tender fingers pushed some of his wavy hair back, she leaned in an placed a kiss in the corner of his mouth.
“until next time” for a time she just stood there and with her brown eyes she took him in, as if it might be the last time, she was to see him. Almost contradicting what had just left her tongue. Her hand slowly left his cheek, as she moved to walk around him and back the way she came.

» Far From Home
» This is Home
» Go big or go home
» You feel like home
» But something about it felt like home somehow