The libary is for nice, quite people

Påklædning: Sort poloshirt under en marineblå blazer, chinos i en sart, beige farve og et par lysebrune ruskindshyttesko (link).

Nej. Nej. Allerede læst. Nej. Irrelevant. Dårlige anmeldelser. Hov, hvad var nu dét? Et værk om de gamle, græske filosoffer i anatomi-sektionen? Det var jo direkte til grin. Sjusk – dog næppe bibliotekarens gøren. Der var et overvældende antal af folk i denne verden, som absolut ingen respekt ejede for den litterære kunst. Noget, der til dels var blevet løst af digitaliseringen af bøger, hvilket i sig selv var en temmelig bekymrende problemstilling, som han kunne debattere i timevis. Borys stod hårdnakket fast ved, at intet kunne erstatte de sansemæssige oplevelser, der fulgte med den ægte vare; en påstand som gjaldt langt de fleste ting i livet.
Bogen, der på ingen måde hørte hjemme på denne reol, blev rykket ud og sat i spænd under hans armhule. Det ville have irriteret ham grænseløst resten af dagen, hvis han havde ladet sådan en grotesk uorden gå uopdaget hen, så de ekstra minutter det ville tage at finde den rette plads var godt brugt. Han havde dog stadig ikke fundet dét bind, han var taget hele vejen til Oakheart for at få fingre i. Det var selvfølgelig også en nær umulig opgave, hvis også dét var blevet fejlagtigt placeret i en eller anden tilfældig afkrog. Et tungt, lettere frustreret suk fik hans brystkasse til at hæve sig markant, og parallelt med at han langsomt røg ned på hug, gennemsøgte de mørkegrå øjne bogrækkerne fra ende til anden. Se nu her. Pegefingeren, der var blevet strøget henover de farverige rygge, stoppede pludseligt, da den eftersøgte titel greb hans opmærksomhed: Human Remains: Dissection and Its Histories.

Opslugt af sit nylige fund ænsede Borys intet i de nærmeste omgivelser, hvor en ukendt sjæl netop var indtrådt; hans indædte fokus lå derimod på at nærstudere både for- og bagside af det sort-hvide omslag, som blev undersøgt af både hænder og øjne. Teksturen af bogen var fin og glat og at dømme ud fra det forbavsende velholdte ydre, var den ikke blandt de hyppigste, mest populære udlån. En skam. Han kunne personligt næsten ikke vente med at påbegynde læsningen af den, men han havde lovet sig selv at holde sig i skindet indtil sengetid. Ved nærmere eftertanke ville det dog også være ganske forrykt at nyde den uden en dampende kop te – så måske et enkelt kapitel eller to i løbet af eftermiddagen var på sin plads...
Den mentale planlægning blev brat og uforskammet afbrudt af en højlydt støj, kun få meter fra hans egen placering. Per automatik løsrev han blikket fra bogen og kastede det over den ene skulder, hvor det straks landede på en lyshåret, ung kvinde. Havde hun stået dér længe? Borys vendte sig rundt, så han stod med fronten mod hende, og knælede uden tøven ned på gulvet for at give en hjælpende hånd med opsamlingen. “No need to apologize,” insisterede han, tonefaldet roligt og imødekommende, idet han rakte ud efter den sidste, resterende bog. Art and Illusion? En uundværlig klassiker når det kom til kunst teori. Var hun studerende, eller havde hun mon udvalgt den på baggrund af en reel interesse? De dybgrå øjne gled fra titlen og op mod den fremmedes ansigt, hvor de forankrede sig. Betagelsens gnist blussede øjeblikkeligt op, og en oprigtig nysgerrighed slog rødder i hans indre. Pre-observationen af det ungdommelige udseende holdt stik, men med den betydeligt kortere afstand imellem dem, udfoldede en ny verden af detaljerigdom sig foran ham og synliggjorde langt flere fængende træk. Hendes fremtoning var præget af nervøsitet. Situationsforårsaget eller en permanent tilstand af ængstelighed? Det var lige før det var smitsomt – eller hvad var det helt præcist for et ubehag han oplevede? Der var noget ved hendes aura, som han havde svært ved at definere, men det var samtidig umuligt at ignorere. Den radierede nærmest et hvidligt skær. Sad han overfor en engel?

Forinden bogen, der endnu hvilede i hans hånd, blev overrakt til hende, knejsede Borys beskedent med nakken og forsøgte, ud af social vane, at oprette øjenkontakt, men det viste sig at være noget af en udfordring. Som erstatning, såfremt det ikke lykkedes, lod han mundvigene krølle opad i et varmt smil for at forsikre hende om, at han var ganske ufarlig; skønt de mørke intentioner allerede var under fuldt opkog og blot gemt væk bag den misledende, venligsindede facade. Hun havde i den grad formået at fange hans interesse; men det lod han naturligvis ikke komme til udtryk.
Så snart hånden var fri igen, rejste han sig op og sørgede som det første for at udglatte enhver uønsket fold, der var opstået i de hverdagsformelle klæder. Hans blik faldt atter på den unge kvinde og forblev dér, fastholdt af en magnetisk tiltrækningskraft. Både den misplacerede bog og bindet om dissektion blev genanbragt under hans venstre arm.
“Can I help you with anything by any chance? Looking for something in particular?” Den tungtvejende stilhed krakelerede, idet den mørke, men bløde røst rungede ud i den afskærmede reolkrog. Han var godt nok ikke bekendt med samtlige afdelinger på stedet, men det var et forsøg værd. Set i bakspejlet var det tydeligt, at hun var kommet over for at spørge ham om hjælp; og han kunne ikke misse en chance som denne ved at lade hende krybe bort, nedtynget af ubehaget over den akavede situation, så han valgte at gribe styringen af samtalen. Dæmonen var allerede i fuld færd med at visualisere mulige positioner til fotografering af den uskyldsrene engel. Blottet og blændet af den skarpe blitz. Gad vide om hun havde let til blå mærker?