Out of all the people I could run into - Julian

Fuck. Det var omtrent den eneste tanke som Yakov kunne komme frem til, som han gik med hastige skridt langs skovkanten. 7-8 meter bag ham gik en ung mand med en hættetrøje med lige så hastige skridt, dog med væsentligt mere afslappethed end der var at se hos Yakov, og ind i mellem fangede lyset de sultne øjne, som fulgte den faldne engel med en jægers koncentration.

Ja, Yakov var for en gangs skyld et bytte, uden alt for mange muligheder for hvad han kunne gøre. På den ene side kunne han fortsætte som han gjorde, håbe på at han nåede helt til Gaia inden vampyren besluttede sig for at hoppe på ham. På den anden side, kunne han gå ind imod Moonlight Falls, se om der var andre væsner, og risikere at møde flere vampyrer eller bloddæmoner som hungrede efter hans blod. Ingen af mulighederne var særligt tiltrækkende, og den usagte tredje mulighed om at flyve væk var så godt som umulig, for Yakovs vinger kunne slet ikke holde til så meget.

Men godt som elendigheden af situationen nåede ham, fik han øje på et lys blandt træerne. Måske... Fuck it, hvad havde han at miste? Med et blev hans vinger synlige på hans ryg, og med et par slag med vingerne fik ham hurtigt hen til døren, som ved et eller andet mirakel ikke var låst, da han rev i håndtaget, og skyndte sig indenfor, og smækkede døren bag sig. Han kunne høre en frustreret lyd fra den anden side af døren, og noget som blev kastet imod den. "Fine! I'll just wait out here until you get thrown out!" snerrede manden derude og Yakov lod et suk lyde fra sine læber, som han lænede sin ryg imod døren og så sig omkring efter hvor fanden han var kommet ind henne.

House-Ish: Link, Link, Link, Link, Link, Link
Outfit: Link

Det var blevet til intet mindre end en af de der helt stille og rolige vinter aftner, bare ham og hans bog, foran pejsen i stuen. Nå ja han havde send tøsen hjem for en time siden jo, hoppet i bad og skiftet til sin ynglings pyjamas! Det var jo ikke fordi han ikke allerede havde fået lidt ud af dagen, men alle havde vel brug for en af de der helt specielle 'me-time' eller 'alone-time' aftner. Sådan en aften var det nu.
Han nød det også, havde et kort sekund måske overvejet at sende en besked af sted, men nej. Ikke i aften! Ikke i nat! Også selv om det var bare det mere hyggeligt at have en til at varme sengen op med, og vågne op til, og nå ja, så elskede han at putte! Der var intet bedre! I nat måtte han dog dele seng med ingen, og imorgen lave morgenmad til kun sig selv. Det gik, det var jo ikke fordi han ikke kunne finde ud af at sove selv vel, det var bare lige det hyggeligere med selvskab. En man kunne begrave sit ansigt ved, snuse duften ind, mærke varme mod sin krop, holde om hele natten! Han elskede det virkelig. Måske skulle han alligevel??

Hans fingre slap bogen på hans skød, efter at have markeret hvortil han var nået, han lagde den fra sig på sofaen ved siden af sig og greb i stedet fat om sin telefon.
Han begyndte at gå listen igennem, matchede navne med de mange nøgen billeder han havde gemt i fotoappen.
Han rystede let på hovedet over nogen af dem, og tog måske sig selv i at lede efter den hvis krop han helst ville putte sig ind til lige nu, og ikke den hvis krop han helst ville lade sin tunge dane over? Hmm.
Han lagde telefonen fra sig, imorgen så! Før han samlede sin bog op igen og rettede sig lidt i sofaen. Men lige som han havde fået sat sig til rette igen, lød en uventet lyd. Døren gled op, og blev smækket i? Hvad? Han lagde igen bogen fra sig og stirrede kort på telefonen, et sekund eller to overvejede han faktisk om han havde inviteret nogen alligevel?? Han rystede kort på hovedet og rejste sig, for at smutte nedenunder og byde hvem end det var, velkommen.
Han nåede frem til døren, men da stivnede han så, personen der mødte hans øjne, var bestemt ikke en person han havde lyst til at byde velkommen.

Og selv om det var næsten 100 år siden de sidste havde set hinanden, føltes det nu pludselig som igår, meget stærke følelse begyndte at hvile op i ham.. Jov han vidste præcis hvem den mand var.
"Yakov??" sagde han alligevel i et spørgsmål, for kunne det nu alligevel passe? En drøm måske bare?

Yakovs blik flakkede straks over til trappen, da han hørte lyden af nogen som kom gående, og rakte langsomt om bag sin ryg, hvor han lagde sin hånd på den pistol han havde sat fast i sit bælte. Det var bare en lille sikkerhedsforanstaltning nu hvor han var flyttet til et sted, hvor det vrimlede med væsner. Men hånden faldt slapt ned langs hans side da han så hvem der stod der - og hvad værre var, at personen også genkendte ham.

"Julian..?" spurgte han, en smule tøvende. Ærligt talt følte Yakov sig splittet. På den ene side, havde han lyst til at løbe over og kramme Julian ind til sig, indånde hans duft, og aldrig give slip. Men på den anden side var han vred, rasende endda, over at være blevet efterladt i Danmark alene, uden nogen han kunne støtte sig op af overhovedet.
De positive følelser var sværere at håndtere og forstå, så Yakov endte ud med at tage vreden han følte imod englen i stedet. Blikket blev hårdt og han fnøs i irritation. "Of course, out of all the people I could run into, it had to be you," knurrede han, og ærligt talt lød det næsten bedre at deale med vampyren end sin egen... ja, hvad var han overhovedet? En ekskæreste?

Men det føltes ikke som en dørm, det føltes virkeligt - og på samme tid helt uvirkeligt. Hvad lavede han her, i hans hjem endda, og så efter så mange år? Han nåede ikke engang selv tilbage til deres afsked i minderne, før Yakov havde givet ham sin version af det. Han himlede med øjnene af Yakovs tanker, det passede jo ikke! Han havde ikke haft andre valg jo, det havde gjort lige så ondt på Julian, som på Yakov. Han sukkede stille og rystede lidt på hovedet, prøvede at lukke Yakovs tanker ude, selv om det var umuligt, og tanken om et varmt kram, gjorde ham bare endnu mere omtåget i hovedet end han allerede var.

Yakov trak ham ud af sine tanker, af deres begges tanker, da han talte igen. Han hævede kort øjenbrynene, havde ikke fået øje på vampyren gennem glasdøren endnu. Alt hans opmærksomhed var på hans tidligere elsker, kærlighed, kæreste, hvad end de havde været - mere end de var nu i hvert fald.
"Why don't you just run the hell out again? No one asked you here!" sagde han, vreden havde taget over uden han overhovedet havde opdaget det, det var ikke før han talte man kunne høre det i hans stemme - det overraskede ham lidt, og han prøvede at tone det ned. "I'm sorry, that wasn't very polite of me, but on the same time, it was you who came here, enterning my home without even knocking? What do you want form me?" sagde han, prøvede at få lidt mere styr på sig selv - han var stadig vred, vred over de beskyldninger som Yakovs sind sendte i mod ham, han havde ikke forladt ham uden grund!! Han havde stadig - stadig - elsket ham.. Fuck this, fuck him, just puch him out!
Han skulle lige til at bede ham om at gå, da han opfangede ordet vampyr i Yakovs sind, og hans øjne forlod så endelig englen som han fik øje på en mand på den anden side af sin dør. Forvirret rynkede han panden og trak brynene lidt sammen. "Who is that?" spurgte han så, What is going on?!

Yakovs blik blev koldere, hvis det overhovedet var muligt, da Julian sagde at ingen havde bedt ham om at komme, og han skulle også til at sige at det ikke var af egen fri vilje, da englen undskyldte for hvad han havde sagt. Ærligt talt, så var Yakov for vred til at svare med det samme, han var nødt til at slå blikket væk fra Julian et øjeblik for at samle sig. Normalt var han fattet i pressede situationer, men den faldne engel havde bare en måde hvorpå han kunne vende Yakovs verden på hoved og trække ham ud af de vante rammer. Dengang de mødtes var det rart... Men at han var her nu, i Gaia...

Spørgsmålet om hvem det var, som var derude, var hvad der trak Yakov ud af sine tanker, og han så tilbage på Julian, på hans forbandet pæne grønne øjne. "A vampire. I didn't come here because of you, I was running away from him," svarede han køligt og rettede sig nu ordenligt op så han ikke stod med ryggen presset imod døren.
"Just... Will you let me stay the night? I'll be out of your hair by sunrise and then we won't have to see eachother ever again." Han mente det faktisk, for enten ville Yakov undgå ham som pesten, eller også havde vampyren en sollysring og ville slå ham ihjel i det han trådte ud af døren, men det måtte han tage til den tid.

I et forsøg på at se nonchalant ud, stoppede han hænderne i lommerne på sine natbukser. Den der konkurence mellem ekskærester, med altid at ville være den der fremstod til at have det bedst. At se ud som om man havde det bedre uden den anden, og at man absolut ingen følelser havde tilbage, og på samme tid ikke bar den af eller savnede den anden. Han havde det fint.
Hans øjne gled kort over på Yakov, not fine, og så tilbage til vampyren. Hvad forgik der? "Vampire" gentog han bare og nikkede kort, som et par tanker fra fyren ude foran mødte ham, han var ikke i det bedste humør, en smule irriteret over at det var lykkes Yakov at stikke af, og en smule sulten efter de to engle han kunne dufte inde i huset. Julian himlede bare lidt med øjnene af ham, "Oh will you just fuck off, please.." sagde han surt til vampyren, regnede med han sagtens kunne høre ham, også gennem døren.
Hans øjne bevægede sig tilbage til Yakov, og han sank kort. Not ever?
"You can stay" sagde han så til sidst, ret stille før han tog et skridt til siden, så Yakov kunne træde forbi og videre ind i huset. Stay as long as you want, I.. No, stop!
Men det var vel også det der var, ikke? Han ville have ham ud, ud af sit liv, ud af sit hus, men.. Please don't ever leave?? - "Are you hungry, or anything?" spurgte han stille, i et forsøg på at være venlig vel.

Yakov ventede blot på at Julian fandt ud af med sig selv, hvad han skulle gøre. Om han måtte blive, eller om han skulle skride. Egentlig ville det ikke overraske ham, hvis Julian sagde at han kunne rende ud til sin sikre død, det havde Yakov nok haft lyst til. De havde ikke ligefrem gået fredeligt hver til sit, det havde været noget af et skænderi. Alt hvad den anden havde gjort forkert var røget ud af munden på dem begge, skældsord var blevet smidt ud i mellem dem. Det tog flere år før Yakov faldt ned sådan rigtigt igen, og han havde stadig ikke rigtigt tilgivet Julian.

Men til hans overraskelse, gav den faldne engel ham lov til at blive. Yakov lagde hovedet lidt på skrå, en anelse skeptisk, men da Julian trådte til side, gik han forbi ham, længere ind i huset. Han holdt hele tiden et øje og øre på Julian, mens han skubbede sine sko af, og bagefter hang sin jakke op. Han havde vel en mistanke om at han kunne blive angrebet hvert øjeblik det skulle være, men Julian stod der bare, og lod ham lægge sine ting fra sig.
"No, but thank you," svarede han og stod bare lidt akavet og gned sine hænder imod hinanden, en smule stresset over situationen. "I-uh... I was out eating with some old comrades from Russia before I came here," forklarede han og rømmede sig en anelse akavet.

Ja, deres skænderi, selvfølgelig gik hans tanker der, og havde Julian virkelig andre valg end blot at følge med faktisk? Han rakte op og gned sig lidt i tændingerne, "Can we please not go there" mumlede han anstrengt, velvidende at han ikke behøvede skjule sit 'talent' for Yakov. I alt fald ikke denne del af det, han vidste absolut ikke alt. De havde blot været sammen i et glimt, et kort glimt det var alt jo, bestemt med en så lang levetid som Julian, nej han vidste ikke alt. Men hvorfor betød det så overhovedet så meget? Eller rettelse, hvorfor gjorde han?
Han himlede kort med øjnene, bare af sig selv faktisk. Fulgte Yakovs bevægelser, skoene, jakken, Just take it all off.. Come on now, don't be shy!
Hans øjne mødte de veltrænede overarme, og gav ham mere end bare lyst til at flå resten af tøjet af ham, han trængte til et gensyn med den krop der - hvis han huskede korrekt, var resten af kroppen lige så perfekt som hans overarme - så tænderne løb i vand.
"Mh, sorry what?" mumlede han fraværrende, han hørte overhovedet ikke efter, han havde alt for travlt med noget andet.. vent hvad? Hans øjne var nået helt ned til bæltet, før det gled op til hans øjne igen. "Mh, just go in, I'll be right in you.. With.. Right with you.. " hviskede han stille.. Fuck..

Han vendte hurtigt ryggen til, en smule rød farve tog magten over hans ansigt, hvad var det? Gjorde den dumme engel ham virkelig blød i knæene, stadig, efter al den tid?! Forhelved! Han kunne også bare lade være med at se så godt ud, så behøvede han ikke stå der og ligne et komplet fjols.
Han hørte fodtrin bag sig og så forsvandt Yakov ind i huset, gav ham bare lige tyve sekunder til at at åbne hovede døren. "Hallo sweetheart - Please go bury yourself now.. Byebye!" knurrede han i en dyb manipulerende tone, som hans evne tvang den stakkels vampyr til at gøre præcis som ordren lød. Han lukkede døren i igen da vampyren var forsvundet - men det behøvede Yakov jo ikke vide - endnu.. You should tell him. Han var bare ikke helt klar til at lade Yakov gå endnu. Så han fandt ham i stedet i stuen, hans blik gled kort over til pejsen hvor han før havde siddet med sin bog og sin telefon med de nøgne skønheder - nu var der kun en nøgen skønhed han ville have.. Fuck me..

Yakovs blik blev lidt hårdt, da Julian sagde at de skulle lade være med at gå ned af den rute, hentydet til hans tanker. Nej, han havde skam ikke glemt englens irriterende evne, og han skulede blot imod ham, som han tænkte nogle knapt så pæne tanker om englen i ren trods. Ikke at det endte med at have nogen effekt, for Julians tanker vandrede åbenbart langt væk fra Yakovs akavede forsøg på smalltalk. Julians opførsel undrede ham dog, og han lagde hovedet en anelse på skrå, som Julian faldt over sine egne ord. Men han nikkede alligevel, og begyndte at bevæge sig længere ind i huset, som Julian havde sagt at han skulle.

Yakov gik den vej han havde set den anden engel komme fra, og snart var han inde i en stue med en pejs. Han gned sin overarm lidt, som han gik længere ind og så sig lidt omkring. Det var meget anderledes end hvor de havde boet i Danmark, men pejsen havde de også haft - omend en mindre fancy en af slagsen.
Med et suk rystede Yakov på hovedet og gik over til det nærmeste vindue, hvor han blot så ud imens han ventede på... Ja, hvad som helst egentlig. Han hørte godt Julian komme ind, men sagde ikke rigtigt noget for at vise det.

"Yakov?" sagde han stille, betragtede Yakov, betragte skoven gennem vinduet. Den svage rødmen var forsvundet igen, han kunne mærke kulden krybe op over hans arme, han var stadig vred, Yakov altså. Det var anderledes med Julian, han var kun vred fordi Yakov var vred, han var aldrig rigtig vred, bare, virkelig såret. Hvis han kunne ville han dog gerne undgå at besøge fortiden, i hvert fald ikke alt for meget. Men så igen, de havde intet bånd her i nutiden, hvad skulle de i det hele tiden få tiden til at gå med? Han havde til solopgang, til solopgang til at komme i hans bukser? Eller hvad? Var det stadig planen. Angry sex? Ja, men var det virkelig lige så sjovt, med så mange følelser involveret som de to havde. Hans blik gled tilbage til de veltrænede overarme, var det ikke overbevisning nok? Et drillende smil gled frem på hans læber og han tog et par skridt hen mod Yakov.

"You know what?" sagde han stille, nu stående ved siden af ham, så han kunne se ham i profil. Men før Yakov kunne nå at svare, snakkede han videre: "It's a shame, when people are so beautiful on the outside.. But ugly as hell on the inside.. If you don't use it well, you'll get burned, right? Just.. Don't.. Get.. To.. Involved.." sagde han stille, som han trådte et skridt frem, lukkede luften ude mellem dem, og tog langsomt fast om hans kæbe, "I should just have used you for your body, right? - Would have been easier for both of us - so? To get through the night, should we just take our clothes of, and just - not get involved?" sagde han stille, varme fingre bevægede sig langsomt fra hans læber op op over hans kind og kindben, om bag øret, greb let fat i det bløde hår, nussede stille - overtalende - Just let me..

Yakov brummede blot som svar, da hans navn blev sagt, og så ellers blot stift ud af vinduet. Så meget som han satte pris på ikke at blive dræbt, var han ikke sikker på om det her var værd at overleve for. Han var stadig vred på Julian... Og det hjalp altså ikke at se hans irriterende pæne øjne som kunne fange de fleste med det rigtige blik, det forbandede smil der kunne smelte hjerter og den øretæveindbydende søde stemme, der kunne overtale Yakov til hvad som helst engang. Men det var dengang. Ikke mere. Han ville ikke snoes om Julians lillefinger igen, han ville aldrig give sit hjerte til nogen i håb om at den næste ikke ville knuse det. Det var så mange år siden nu, men Yakov havde endelig lært noget af sine ulykkelige romancer.

Alligevel kunne han mærke sit hjerte banke lidt hurtigere, da Julian lukkede afstanden imellem dem. Han hørte næsten ikke ordene den anden kom med, mærkede blot hans hænder imod sin hud, hvorefter de gled op i hans hår. Det føltes så velkendt og alligevel fremmed, for Yakov havde distanceret sig fra den slags da de gik fra hinanden. Men et eller andet sted var den dumme lille engel i ham stadig desperat efter kærlighed - hvilken som helst slags, så længe det bare var fra Julian.

Yakov skulle til at give efter, var så tæt på at læne sig frem og presse sine læber imod Julians, da det der var blevet sagt endelig sank igennem. Not get involved. Julian ville ikke have noget med ham at gøre igen, han ville bare have hans krop. Det føltes som om at hans hjerte blev knust endnu en gang ved de ord, og han mærkede hvordan hans kinder blev ildrøde af harme. "You're just as terrible as the day I met you," knurrede han, og gav den faldne engel et hårdt skub i brystet for at få noget afstand i mellem dem.

Et hårdt skub mødte hans brystkasse og fingerne forlod det bløde hår, som han blev tvunget til at tage et skridt tilbage. Han blev mødt med Yakovs tanker, rystede let på hovedet, prøvede at lukke dem ude, selvfølgelig uden succes - men han ville ikke, ville ikke vide det! Han led nok i forvejen, han havde ikke brug for at lide dobbelt, føle hvad Yakov følte, han havde rigeligt i sine egne følelser! De var allerede svære at finde rundt i, Yakov gjorde det bare værre. Han ville ikke! "I said.. Can we please not go there.." sukkede han stille, han ville ikke snakke om det, ikke tænke på det, ikke diskutere, ikke skændes. Bare lukke øjnene, begrave sig selv hos den anden, glemme alt andet. Please.
"I was not!" mumlede han lidt oprevet og vendte kort ryggen til ham, som han prøvede at få styr på sig selv igen, dog ikke før efter han havde set de røde kinder. He broke yours too.. It's not fair! Tell him!

Nej. Han ville ikke, ville ikke tilbage dertil - bare glemme. "I can't talk about it Yakov, it hurts, please just.. Make me forget?" spurgte han stille, han havde vendt sig mod Yakov igen, forsøgende rakt ud efter ham, lagt et par varme finger mod hans overarm, shit.. hot.. shit.. stop!
"Just.. One more night? And.." mumlede han stille, men kunne ikke helt afslutte sætningen, and what? You really want him to just leave and never see him again? Why not just let him leave now then? The vamp is gone? Just say goodbye - This is not, not showing emotions, this is not, not getting involved - Stop!

Det føltes som om at Yakovs hjerte smeltede en lille smule, da Julian bad ham om at få ham til at glemme. Han havde vel stadig lidt en svaghed når det kom til englen, for han var kommet ind i hans liv og havde til dels hjulpet ham i en svær tid. Den slags var svært at glemme. Han kunne næsten se bort fra ideen om at det var ham, som Julian ville glemme.

Berøringen fra englens fingre var lille, men føltes alligevel så varm, og Yakov følte sig simpelthen så desperat efter en eller anden form for tæthed, at han var ved at give efter. Yakov tog de skridt, som skulle til for at de stod tætte, og måtte nu vippe hovedet lid tilbage for at se op på Julian, mens hand hænder fandt englens skulder og nakke, som virkede til at passe helt perfekt under hans greb. "One more night... But that's all I can give you, svarede han, med en spinkel stemme, der lød lidt for sårbar i situationen.

Med en smule tøven lænede han sig lidt ind imod Julian, så deres læber kun var en centimeter fra hinanden. Det var som om at han ikke rigtigt kunne få sig selv til at fjerne afstanden helt. Måske var det i frygt for at en nat mere, ville ødelægge Yakov. At han ikke ville kunne glemme igen, og ikke kunne ignorere de gamle følelser der gemte sig lige under overfladen. Men måske var det det hele værd, at risikere det. Måske var det hvad der skulle til? Uanset hvad, så havde han svært ved at fjerne afstanden, så det måtte blive op til Julian.

Stooop.. Can't - Too late for that! En bølge af ekstrem varme væltede gennem hans krop i det sekund Yakov lod sig overbevise. Det skulle ikke langt fra der, til englen stod foran ham, tættere på og snart var hans hænder mod Julians hud! Han sukkede stille, lukkede øjnene lidt i - That.. I missed, don't ever let go again! (sttttoooopppp) NO!
"t's all I need!" All I need to make you stay forever and never leave! Nu med tilladelse gled hans egne fingre op over de veltrænede overarme, et let suk gled fra hans læber - mindede ham om - alle de gange - alle deres gange.
Han tog et lidt strammere tag, but wait? you're being mean! Whatever..
Yakov var kommet alt for tæt på til han overhovedet kunne tænke klart længere. Så måtte han var ond, who cares!
Han havde lukket øjnene, ventede - alt for utålmodigt faktisk. Han kunne fornemme ham! Lige der, varme ånde mod sig, dufte hans blide berusende duft - det bankende hjerte - det hele. Han sukkede efter den sidste centimeter, det tog for evigt!
Så ophørte tålmodigheden også, Yakov gjorde det med vilje! Han trak sig langsomt tilbage og kiggede på ham med et par vrede øjne. "Of cause you would do that!" sagde han i en høj stemme, som han arrigt slap hans arme og trådte et skridt væk, vendte sig om, ryggen til ham. What game is this, what is going on?! - Not much, just kiss ham, not hard at all! - OH! Shut up! You know nothing! I can't... Can't!
Han vendte sig halvt imod ham, før han sendte ham et frustreret blik og gik så hen mod sofaen, den sofa foran pejsen med bogen og telefonen fra før. Han smed sig i den, lagde sig bare ned, begravede ansigtet i en af puderne, som han mumlede surt ind i den.

Da Julian trak sig væk, åbnede Yakov øjnene igen - hvornår havde han i det hele taget lukket dem? - og så til som han vredt vendte sig væk og gik over til sofaen, hvor han så lagde sig. Selvfølgelig gjorde det ondt at høre ham blive vred igen, men det var heller ikke nemt for Yakov, okay! Så meget som han gerne ville bare smide tingene fra sig, så var det bare svært. Med et suk fulgte han efter Julian, og satte sig på kanten af sofaen, og en anelse tøvende lagde han sin hånd på englens ryg, og nussede ham blidt der.

"I'm sorry. It's not easy to forget about you, not at all," indrømmede han, hvorefter han lænede sig ned for at kysse Julians nakke blidt. Det var svært at lade være med at lade følelserne styre sig lidt lige nu. "Scoot over a little, Jules," mumlede han efter lidt tid, da han helt naturligt faldt tilbage i sit kælenavn til englen bare af at være sammen med ham i lidt tid. De havde ikke været i et forhold længe, men længe nok til at Yakov havde fundet en kærlig forkortelse til Julian.

Da Julian rykkede sig, lagde Yakov sig bag ham, med en arm om hans talje, og trak ham ind til sig, så de lå i ske. Det føltes... rart... at have en man kendte så godt helt tæt på sig, at kunne holde om ham igen, mærke varmen fra hans krop, også selvom der var gået så længe og at der var så mange følelser i klemme. "I promised you one more night, and I'm a man of my words," mumlede han stille, og lænede sig frem og kyssede siden af hans hals blidt, mens den hånd der hvilede ved hans mave, gled op for langsomt at knappe hans natskjorte op. Knap efter knap, mens hans læber kærtegnede hans hals. Da alle knapperne var løsnede, skubbede han skortens krave til side så han langsomt kunne lade sine kys glide lidt ned af hans skulder. "That is, if you still want me?"

Han gav et halvkvalt suk/støn fra sig og krympede sig let under Yakovs berøring. Så mange år var gået, hvordan kunne det stadig føltes så velkendt, som havde det været igår?
Han mumlede igen ned i puden, ikke noget der kunne beskrives som rigtige ord, bare et par frusterende lyde. Lyde der stoppede det øjeblik Yakovs læber nåede hans nakke, hans glemte nærmest helt at trække vejret. De fjernede sig igen, de varme læber og han løftede ansigtet, et hæst host mindede ham om at trække vejret igen, hvorfor havde han fjernet dem? Come back, kiss me again, just.. Lay on top of me, and never leave! Han ønskede bare nærheden - Press yourself against me - let me know you're here - protect me? Ønskede kroppen mod sig, beskyttende, betryggende, som et løfte.
And there it was - Jules - Jules, Jules, Julesjulesjulesjulessss - Only he can say it like that..

Han bevægede sin stive krop en smule, det faldt ham alt for naturligt blot at adlyde - ikke fordi Yakov prøvede at dominere ham - bare fordi - hvem kunne sige nej?
Han lukkede tæt øjnene i, som Yakov fandt sin plads bag ham, lod sin krop glide tilbage mod ham. Det var så vant - naturligt - ægte.
"Please.. Don't forget.." hviskede han stille krængede sig længere ind mod ham, fangede hans hånd og knugede den let mod sin brystkasse. "It dosen't have to.." hviskede han - men for sent - Be like that..
Yakov havde allerede distraheret ham med et kys, og så langsomt seng hans fingre sig også væk, op til hans krave, en knap af gangen. Et let suk forlod hans læber, What.. Was I even? What? Shit he's hot..

"I would never say no to you" hviskede han stille - But a man of your words? That is just a straight up lie - you once promised me a forever - now is only a for-one-more-night..
Hans læber formede endnu et stille støn, men hans tanker kunne ikke stoppe - tåre samlede sig i hans øjne - han holdte vejret, holdte dem inde, lukkede øjnene, prøvede at forsvinde.

"Even if I wanted to, I don't think I could ever forget you," svarede Yakov med et lille smil om læberne. Han kærtegnede Juliens bryst med sin hånd, mens hans kys nærmede sig hans skulder. Men da han nåede derud kunne han godt se et stykke af Juliens ansigt, og han rynkede lidt på panden da han så udtrykket - som om at han var lidt for anspændt til det her. Ærligt talt forstod Yakov det ikke. Han havde svært nok med at forstå andre folks følelser i forvejen, det vidste Julien godt. Revolutionen havde givet ham traumer, der var intet at gøre der, og noget af det var bare at hans sympati og empati bare... ikke fungerede optimalt.

Men han var ikke så socialt udfordret at han ikke opdagede Juliens ubehag, og han sukkede dybt før han stoppede med at kysse englen, lagde sig ordenligt ned igen, og trak ham helt ind til sig. "Maybe not, but I'm not doing this, if you're not completely into it," brummede han og nussede sig godt ind til Juliens varme krop i stedet. Huden under Yakovs fingre føltes umenneskeligt varm, det var kun værre nu hvor der ikke var noget stof i vejen... Men Yakov havde intet imod det. Varmen var velkommen og mindede ham om bedre tider. Hvor varmen fra Julians hud var hvad der lullede ham i søvn om natten, og han vågnede om morgenen viklet ind i både dyner og englens arme.

Det dunkede hårdt i hans øre, som alt havd han havde inde i sig lige nu virkelig prøvede at bryde ud. Det hamrede mod hans kranie, ville ud, men nej, nejnej! Han ville holde det inde! Kunne ikke bare give slip, ikke nu, ikke nogen sinde. Please don't make me.. Please.. Just take me..
Han gispede let efter luften, som han næsten havde glemt hvordan man trak vejret - hans puls var allerede steget et par grader på grund af det, det var blevet lidt svært at skjule, lidt pinligt. Get a fucking grip!! Just fuck it out, you should know how..
Han klemte øjnene lidt hårde sammen, prøvede at tvinge sig selv, virkelig, han prøvede altså! Don't say that! Don't say it.. Don't.. - "You don't want to.." hviskede han stille.
Åbnede øjnene og lod to små tåre trille ned over kinderne, ned over næsen, som han jo lå der og ned på puden. Han spændte lidt og gav et stille suk fra sig, før han mærkede Yakov trække sig tilbage? Don't you stop now! Just make me!!

Dog var det ikke uden at trække Julian med, og han kunne ikke helt lade være med bare at nyde det alligevel - at de bare lå der og puttede, krammede - det fandtes virkelig ikke noget bedre i hele verden. Tidligere havde han været ved at invitere en one-night-skank over, bare for at få lov til at have en at putte med gennem natten! Nu havde han dog en - en der ikke engang forventede noget? Eller gjorde han? Hvad ville han have? Hvad skulle han gøre! You're confusing me!
Et blidt smil fandt alligevel vej til hans læber - "I miss that too" hviskede han stille, et svar til de minder Yakov havde fundet frem i sit hovede, Julian nød dem lige så meget. Han puttede sig tilbage mod ham, og rystede så blot let på hovedet. "You can do what ever you want with me - as long as I've got you here.. Anways.. I'm always completely into it, when it's you.." hviskede han stille tilbage til ham, fandt igen hans hånd og trak den op mod sit ansigt, som han stille gav sig til at kysse de varme knoer.. I miss you.. I've missed you.. I miss you.. Please.. Stay.. Don't go.. Ever?

Yakov blev en anelse overrasket, da Julian fortalte at han også savnede det - hentydende til hans tanker om dengang de stadig var sammen. Jo, selvfølgelig vidste han da godt, at englen kunne lytte med, men efter så mange år så glemte man det vel lidt. Passede ikke på sine egne tanker. Men det gik nu nok. Han trak Julian tættere ind imod sig og begravede sit ansigt i hans nakke, tog en dyb indånding og sukkede tilfredst.

Dog blev Yakov trukket lidt ud af sine tanker - eller måske manglen derpå - da han hørte Julian sige at han altid ville det, når det var med ham. Varmen blussede op i Yakovs kinder, og han gav Julians hånd et glem, som hans knoer blev kysset. "I just want you here with me. I don't care what we're doing," mumlede han stille og placerede derefter et blidt kys i englens nakke.

"I've missed this... I've missed you... so much and I just... I wished you were there sometimes... So I wouldn't be so alone," hans stemme dæmpedes til en hvisken, som  tankerne fløj igennem hans hoved. Minder om hvad der var sket siden. Tyskland, vampyr der udførte medicinske forsøg, flashbacks der gav ham panikanfald og alt for mange aftener hvor han havde tømt vodkaflaske efter vodkaflaske for at dæmpe og glemme det hele. Han trak Julian endnu tættere ind imod sig, nok lidt for tæt til at det var behageligt, men nu ville han bare gerne have ham så tæt på som muligt. Så tæt at han ikke kunne forlade ham igen.

Det trak lidt i hans mundviger, som Yakov gengældte hans ord - og dermed hans følelser. De kunne bare ligge her, andet behøvede de ikke, bare ligge og putte, varme sig ved hinanden - finde trøst ved hinanden - holde om hinanden. Han kneb øjnene lidt sammen ved det bløde kys i nakken, det kilede let, men mest på en rar måde, og han sukkede lidt efter nogen flere. Han gav et stille snøft fra sig, og løftede den anden arm, for at bruge bagsiden af hånden til at tørre de fugtige kinder og øjne. Han var stoppet igen, selv om smerte alligevel boblede et sted inde i hans bryst - den havde bare blandet sig med noget andet, en hvis ro, en tryghed, en Yakov.
"Yes, I feel the same.." lød hans hæse stemme, som den næsten slog ekko i stuen, i alt fald slog den ekko i ham, og han lukkede let øjnene i.
Han blev så taget med på en tur tilbage i tiden, igennem Yakov, hvilket blot fik ham til at knuge hans hånd lidt hårdere, lidt for hårdt måske - men de lå allerede for tæt, det gjorde næsten ondt - men han kunne ikke stoppe det - ville ikke stoppe det.
Han gav et let gisp fra sig, som han koncentrerede sig, koncentrerede sig sit bedste for ikke at lade sig suge med ind, ville ikke se - ville ikke vide. "Yakov.. Stop, you are hurting me!" udbrød han så, både på grund af minderne han havde set - dem han ikke havde kunne holde væk - men også på grund af hvor hårdt han egentlig knugede sig ind til ham nu "Let go, now." udbrød han så, hvilket efterlod Yakov med, ja, intet valg vel. Han kravlede væk fra hans omfavnelse, lod sig selv glide ned på det varme gulvtæppe, og søgte langsomt hen mod pejsen, hen mod varen - væk fra Yakov, på afstand, inden det blev for meget - inden det eksploderede. "I'm sorry - I'm sorry I left you - I'm sorry for what you have been though - I'm sorry you had to go though it all alone - I'm so sorry.."
Han hev knæerne op under sig og gemte sig ansigt i hænderne, som tårerne var begyndt igen, kraftigere end før, ude af kontrol - skyldfølelse, skyldfølelse, skyldfølelseskyldfølelseskyldfølelse..

Yakov var tvunget til at give slip, da Julian beodrede ham at gøre det, og så til mens han skyndte sig ud af hans rækkevidde, over imod pejsen. Hans vejrtrækning var hurtig, som i panik, mens han opfattede hvad der var sket. Julian ville væk fra ham. Det var ikke nok at løsne grebet om ham, han ville væk. Yakovs øjne var blanke som han satte sig om, en hvirvelvind af tanker og minder rasede igennem ham og panikken blev øget. Det var sådan det startede, det var altid sådan det startede.

Før panikken blev værre, kom Yakov hurtigt på benene, og begyndte hastigt at gå tilbage imod gangen uden at sige mere. Det var der ikke brug for. Om der var en vampyr derude eller ej, han skulle også væk, nu. Hvis han gik, var det ikke ham der blev efterladt, så var det ham der efterlod Julian, og Julian kunne ikke smide ham ud hvis han gik selv. Så havde han da bare en lille smule værdighed tilbage. Ikke meget, men nok.
"Why did I think this could work out in the end," mumlede han stille til sig selv, som han greb sine sko og begyndte at tage dem på. Det var dumt at han nogensinde kunne tro at det ville kunne ende okay ikke bare at blive over natten, men at gå i seng med Julian igen. Nej, det var idiotisk af ham at have tænkt det. Et eller andet sted ønskede han vel at der var nogen som holdt af ham en smule. At han ikke havde formået at isolere sig selv helt. Han rystede på hovedet over tanken. Han havde det bedre sådan. Ingen han elskede kunne efterlade ham nogensinde, hvis han ikke elskede nogen. Det var lettere sådan.

Han brummede nogle russiske eder og forbandelser for sig selv, mens han bandt sine sko, og greb derefter sin jakke, som han hurtigt trak på, klar til at komme væk derfra. Om det så var direkte ud i sin sikre død, det kunne han næsten ikke være mere ligeglad med.

Det havde aldrig været hans mening at skræmme ham væk, så da Yakov rejste sig for at gå, kunne man virkelig se panikken i Julians øjne. Han kom selv lidt tumult på benene, før han løb efter ham, stadig med tårerne rendende ned af kinderne. "Yakov, wait!" råbte han efter ham, som han fandt ham i entreen. Uden tøven kastede han sig bare om halsen på ham, og knugede sig hårdt ind mod ham - kommandoen han før havde udtalt, var igen ophørt, Yakov kunne holde om ham - havde han lyst altså.
"Please don't go, please don't leave me!" nærmest klynkede han mod hans øre, det var hans tur til at holde stramt om Yakov, som han tiggede ham om at blive. Han kunne bare ikke klare det, han måtte ikke gå! "Please" lød det ynkeligt fra Julian.
How can I make him stay, I need him to stay?!
Hurtigt lænede han sig lidt tilbage fra, at have begravet sit ansigt ved hans hår, som han nu trykkede sine læber hårdt og længselsfuldt mod Yakovs - så hurtigt, han ikke gav Yakov chancen for at dreje sit hoved væk. Hans fingre gled op til skjorten og åbnede lidt desperat de sidste knapper, Yakov ikke allerede havde åbnet, som han trak natskjorten af og trykkede sig igen ind mod Yakov. Begyndte at hive hans jakke af ham igen, lidt besværligt fordi han ikke helt ville slippe ham, bange for at han skulle gå hvis han gjorde. Han kyssede ham bare mere desperat og længselsfuldt, før han begyndte at trække op i hans trøje - I can make him stay, with sex, right? Please!

Yakov nåede kun lige at se op i det Julians skridt nærmede sig, før han stod forvirret med en engel om halsen. Han anede ikke hvad han skulle gøre for at være ærlig. Skulle han skubbe Julian af sig? Han var stadig vred! Men han følte sig også så blød i knæene da Julian tiggede ham om at blive, at han bare gerne ville holde ham tæt ind til sig og ikke lade ham gå igen. Så i det Julian kyssede ham, gav Yakov efter og hvilede sine hænder ved hans hofter.

Han lukkede sine øjne og sukkede lavmeldt, som han kyssede ham tilbage, mindst lige så desperat. Da mere hud blev afsløret, i det Julian tog sin skjorte helt af, lod Yakov sine hænder glide op af hans krop, op til hans bryst, hvorefter den ene hånd gled længere og længere op imod englens nakke. Han gav først slip med sine hænder efter Julian begyndte at skubbe hans jakke af, men brød ikke kysset, desperat efter bare en smagsprøve af den kærlighed der engang havde været mellem dem. Så snart jakken var væk, var hans hænder straks tilbage på Julians krops og vandrede henover hans hud, igang med at genopdage hver en kurve af englens krop, som var det første gang han rørte ham.

Men så begyndte Julian at trække hans bluse op, hvilket fik Yakov til at vågne op fra sin desperation længe nok til at bryde kysset og tage englens hænder væk fra sit tøj. Han slap dem dog ikke, men fortsatte med at holde om dem, blødt nok til at Julian kunne trække dem til sig hvis han ville. Tilbage stod Yakov, en anelse stakåndet, og så op på manden, der engang havde haft ham viklet rundt om sin lillefinger. "Is sex all you want from me?" spurgte han stille, ikke anklagende på nogen måde. Han ville bare gerne vide hvad der blev forventet af ham. "Do you want me to just... not get involved? Because I'm not sure I can do that... And I'm not sure tha I want to, either..."

Julian skælvede let, som Yakov fjernede hans hænder igen - no please, don't, just let me - don't push me away! Hans fingre blev fanget mellem Yakovs, og han lænede sig en smule stakåndet tilbage og kiggede bedende på ham. Yakovs ord var som en hård knytnæve i mellemgulvet, de slog bare alt luften ud af Julian. Han trak let sine fingre til sig og tog et skridt tilbage, som han så ned, en smule skamfuldt. Why am I doing this anyway? I should just let him leave, he can do better than me, just let him leave - why can't you do that?!
Hvorfor, ja hvorfor - godt spørgsmål - men han kunne bare ikke! "I just want you to stay, I need you to stay" hviskede han opgivende, why do I need that? Just, stop, why can't you stop!

"Please Yakov? Stay?" sagde han stille, før han gik frem mod ham igen, løftede sine fingre, de bevægede sig skælvende over Yakovs t-shirt, før han knugede den lidt mellem sine fingre, "Stay with me?" hviskede han igen, bedende - før han lænede sig frem og trykkede et blidt og kærligt kys mod Yakovs læber - alle kneb gjaldt.

I det Julian tog et skridt tilbage og trak sine hænder til sig, lod Yakov sine hænder falde slapt ned langs hans sider, mens han så Julian i øjnene. Et dybt suk lød fra hans læber, og han var vel egentlig klar på at stoppe det hele nu. Så meget som han gerne ville fortsætte, i et eller andet håb om at Julian måske længdes efter hvad de engang have lige så meget som han selv gjorde, så vidste han godt at det var nytteløst. Julian var som han altid havde været, og havde prøvet at få ham med i seng på grund af hans krop. Måske endda også fordi han så Yakovs dvælende følelser som et nemt bytte? Hvem vidste... Manden var uforbederlig.

På trods af hans indre turmult viste han dog ikke noget, men holdt det inde. Man kunne vel kun fornemme en svag sorg et sted bag de mørke øjne, men han holdt det inde så godt han kunne. I hvert fald indtil Julian åbnede munden for at sige noget igen, og Yakov kunne knapt holde sorgen inde. "I don't know if I can, I-" mere nåede han ikke at svare før hans læber blev fanget i endnu et kys. Han lænede hovedet en anelse tilbage grundet den lille højdeforskel der var mellem dem, hvorefter han rakte op og lagde armene om Julians hals. Englen havde ham viklet om sin lillefinger, og det var som om at han ikke kunne gøre andet end at give efter. Måske var kærligheden i Yakov ved at svinde ind, men det var bare som om at Julian kunne tænde op i den smule der var tilbage, og få den til at brænde ham op indefra.