I'm such a horrible person! - Kushiel

Tid: Onsdag 13.20
Sted: Bjergene
Omgivelser: Træer, lidt dyr, sne
Vejret: Det sner, blæser og er generelt koldt
Påklædning: Påklædning Minus skoletaske, mørke jeans og solide varme støvler
Tag: @Kushiel


Hun kunne ikke mere, det hele var for meget. Det virkede som om alle kiggede på hende, som om de vidste det. Hun var en forfærdelig person, et monster. Det var alt sammen begyndt da hun fik sin evne, hun havde ikke tænkt over konsekvenserne, hun var blevet ved og bruge den. HUN havde været skyld i den mørke energi der samledes, og lige siden, så var alt gået galt. Hun var løbet fra klasse. De havde været i Gaia, hvad de egentlig skulle, ja det kunne hun ikke længere huske. Hun var blevet ved med at løbe, og hun var fortsat op i bjergene.

Langsomt slæbte hun sig igennem den nyfaldne sne, det var ikke fordi den var høj, kun en centimeter eller to, men hendes spinkle krop var allerede træt. Forpustet og med tårer ned af kinderne stoppede hun støttende til et træ. Måske hun bare skulle forsvinde her, det ville være bedst for alle. Hun hørte nogen kalde på hende, og hun bed sig i læben. Nej hun ville ikke, hun kunne ikke mere! Langsomt fik hun slæbt sig selv videre, men pga sneen og den kolde temperatur var der meget glat. Et hvin efterfulgt af et skrig, som hendes fod gled under hende, og hun mærkede hvordan hendes krop gled nådesløst ned af en skråning. På vejen ramte hun et par hårde punkter, sten måske? Hun vidste det ikke, men da hendes krop endelig lå stille var hun øm over det hele. Langsomt og rystende kom hun op og sidde, hun kiggede på sit knæ, hun havde slået hul på bukserne, men udover det lignede det en hudafskrabning. Hun kunne dog ikke rigtig strække det.

En rød dråbe faldt på hendes jakke, og forsigtigt tog hun hånden op til hovedet. En smerte skar igennem som hendes finger ramte det den dybe rift hun havde fået i panden, lige under hendes hue. Den opgivende følelse tog fat, og hun trak det andet ben op til sig, knugede armene om dem og begravede sit hoved i sine arme som hun stille begyndte og græde for sig selv. Hun kunne ikke mere.

Bjerge!!!!!! Det havde været Kushiels tanke da han havde set sneen dække byen og gaderne, og selvfølgelig skulle han ud til bjergene. Her var der ofte kun vinterdyrene der var ude, og sneen var slet ikke trådt ned. Måske var han mere end tusind år gammel, men det bedste i verden om vinteren var at vade rundt i urørt og ikke nedtrampet sne. Han elskede det virkelig, og bjerget var det ideelle sted til at finde en masse sne og ingen folk! Derfor havde han sat kursen i den retning, klædt godt i tøj for at skærme sig for den isende kulde, og med et par solide støvler der kunne holde hans fødder varme, og samtidigt sikre at hans fødder ikke endte våde.

Turen derop havde taget sin tid, men han var nåede derhen omkring klokken 12 og havde rendt rundt deroppe i mere end en time! Over den time var der blevet sørget for mindst 7 sneengle, en snemand, og en masse småbitte snemænd der nærmest var babysnemænd. Manden havde sågar sørgede for at tage gulerødder med der kunne bruges som næse, og havde samlede grene til arme, og nedfaldende blade eller rester fra buske til at forme øjne, og mund. Det var som om han havde skabt sin egen lille juleby!

Kushiel var i sine egne glade tanker da stilheden omkring ham var blevet brudt af noget tumlen, vejrtrækning, og lidt andre lyde. Forvirret så han sig omkring, prøvede at følge lyden af ren nysgerrighed, og kunne kort efter høre gråd. *Oh no* var hans første tanke som han nærmest gik i panik over lyden af en der var ked af det. Hans sanser var straks aktive, og han fik heldigvis lokaliseret den unge kvinde.. pige.. barn.. ja hvad end hun nu var, og kort efter spottede hende også. Hun sad helt sammenkrøllet et stykke fra ham, hvorfor han løb hen til hende, var nær faldet over sine egne fødder og i de tunge støvler, men undgik det med nød og næppe. Derpå endte han med at sætte sig på hug. "Hey darling.. needing a hug?" spurgte han blidt og kærligt.

Outfit

Lily havde ikke lagt mærke til at nogen løb over til hende. Blæsten og det faktum at hun sad med hovedet gemt i sine arme, well det var ikke den bedste cocktai, i hvert fald ikke hvis man forventede og hører noget. Hun fik derfor også et chok da en mandestemme pludselig brød den uendelige lyd af blæsten. Skræmt hoppede hun op, men da hun ikke rigtig kunne støtte på sit ben endte det med hun faldt bagover og hun kravlede lidt bagud imens hun kiggede på manden som sad på hug hvor hun havde siddet lige før.

”I’m fine. I’m just.. I … can’t. no..” ordene hang ikke rigtig sammen som de forlod de svagte pinke læber. Han virkede flink, han tilbød hende jo trods alt et kram, men.. Hvad nu hvis det var som med Rainier? Han havde også virket flink, hun havde været sikker. Men så.. Hun gøs ved tanken og der gik en let rysten igennem hendes krop en slags kuldegysning. ”Stay there… Or.. I … I….. I…” hun forsøgte og lyde overbevisende, men det endte med og blive noget usikker stammen. Hvordan skulle han nogensinde føle sig truet af det? Hun følte sig endnu en gang hjælpeløs. Hvorfor var det hun hele tiden endte i de her problemer? En tårer trillede ned af hendes kind, og endnu en. Hun kunne ikke stoppe dem, det var som om de havde deres eget liv.

Han fik skræmt hende, hvad virkelig ikke havde været hans intention. Han sendte hende et oprigtigt undskyldende blik, og blev siddende hvor han var for ikke at skræmme hende yderligere. "Easy, I am not gonna hurt you. I am an angel, and can heal your wounds" sagde han blidt og beroligende. Hans naturlig evne der hørte til hans race som betød han spredte ro omkring sig blev automatisk aktiveret.

Han havde ingen planer om at gøre hende fortræd, og holdt sine behandskede hænder op hvor hun kunne se dem. Hun så jo herrens ud! Stakkels barn, lysten til at kramme ham var kæmpe stor! Han ville bare ikke skræmme hende yderligere ved at gå tættere på. "My name is Kushiel, and I am here to help you" tilføjede han ømt og med et varm smil.

Hun rykkede sig ikke mere, hendes ryg havde ramt et træ bag hende, og hun sad bare stadig skræmt og kiggede på fyren foran hende. Han rykkede sig dog ikke videre, og hun kunne høre sit eget hjerte banke når der var stille imellem dem. Angel? Hun vidste ikke om hun skulle tro på det, ikke efter Rainier. Men hans aura, den gav hende også det indtryk. Hun bed sig lidt i læben og mærkede roen han udstrålede begyndte og påvirke hende. Hendes hjerte begyndte og slå mere roligt i hendes bryst, og hendes krop var ikke så spændt op mere.

Hendes blik var stadig på ham som han præsenterede sig, og han endnu en gang fortalte hende at han var der for at hjælpe hende. Hans aura havde efterhånden begyndt og have en god indvirkning og hun nikkede derfor bare stille. ”I-I’m Lily.” fik hun sagt med en lidt grov stemme, tydeligvis påvirket af at hun have grædt. Hun sad mere roligt nu, og lignede bestemt ikke en som var klar til at løbe skrigende væk. Tårene var også begyndt og stoppe, og hun tørrede den ene kind af med bagsiden af sin hånd.

Han forblev hvor han var, og i mens faldt hun langsomt til ro. Han gav hende den tid hun syntes at behøve for at finde den ro han nu kunne give hende, trods for den lille afstand der var mellem dem. Han smilede fortsat blidt, beroligende og mildt mod hende, og tog ikke blikket fra hendes smukke øjne. Hun var tydeligvis ung, og han kunne ikke tilbageholde lysten til at give hende et kram, hun lignede en der virkelig havde behov for det. Hun havde tydeligvis været udsat for noget der havde gjort hende mere mistænksom og opmærksom, og han kunne sådan set ikke bebrejde hende forsøget på at ville passe på sig selv. Det var vel kun almindelig sund fornuft. Noget han burde lære mere af.
"Hey Lily.." svarede han blidt da han omsider fik et navn. "Can I come closer? I really want to heal your wonds, and I cannot do that unless I am close" fortsatte han forklarende og beroligende samtidigt. Hun skulle ikke tro han prøvede på noget, eller var en trussel, det var han virkelig ikke. Kushiel kunne ikke gøre en flue fortræd. Verden var et grumt sted, det vidste han jo godt det kunne være. Den stakkels unge dame må virkelig have haft et sammenstød med nogen grusomme væsner, og han følte virkelig med hende. Instinktivt reagerede han så også bare ved gerne at ville hjælpe hende.

Hun bed sig let i læben da han sagde hendes navn. Det var ikke fordi hun var vandt til at hører nogen bruge det jo. Hun undgik helst folk, alle folk faktisk. Det var nemmest sådan, så kunne ingen såre hende, og hun kunne ikke komme til at gøre folk ondt. Hendes blik flyttede sig ikke fra ham som han spurgte om han måtte komme tættere på, og heale hende? Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, for hun vidste ærligt ikke helt hvad han mente. Hun nikkede forsigtigt og sænkede så blikket som hun kiggede på sine egne hænder. Hun sad med benene trukket op om sig, og hendes hænder lå nu roligt på hendes knæ. ”Wh-what .. what do you mean with… heal?” hun kiggede ikke op som hun spurgte, og hendes stemme lød ikke så ru som før, nu hun ikke hulkede løs.

Hun snøftede en gang og rettede lidt på måden hun sad på, så hun i det mindste sad mere behageligt. Hun kiggede op på manden som virkede som om han ville hjælpe hende. Hun var stadig tøvende, men hans aura påvirkede hende og hun lagde nu endelig mærke til den. Den var venlig, og noget ved ham fik hende til lægge hovedet lidt på skrå. Hun kunne ikke regne ud hvad han var, han var anderledes end nogen hun havde mødt før. ”What are you?” hendes blå øjne kneb sig en smule sammen som hun prøvede og finde ud af det, og hun lagde så mærke til hun nærmest stirrede på manden. Med røde kinder kiggede hun hurtigt ned ”sorry. I didn’t.. I wasn’t. Uhmm.. staring.. I-I-I… Sorry!” hun hakkede derud af og havde svært ved og formulere den sætning hun egentlig ville have ud, det endte med bare og være en masse ord der ikke helt hang sammen.

Oh det lille barn dog! Hans hjerte blødte for hende, og han kunne virkelig ikke gøre andet end at håbe hun ville lade ham komme tættere på for at hjælpe hende. Hendes tvivl, uro og frygt gjorde ham utilpas, og han ville hjertens gerne afhjælpe de følelser hvis hunellers ville lade ham. Hun accepteret da også heldigvis at lade ham komme tættere på, og han kom på benene langsomt, og gik roligt hen til hende hvor han igen satte sig på hug hos hende. Det havde været rart at komme på benene og få dem strukket lidt efter at have siddet på hug, men nu gik han tilbage til denne position. "I can heal wounds, which means by putting my hands close to the wounds, I can heal the skin, stop bleedings an things like that" forklarede han blidt da hun spurgte hvad hans healing gik ud på. Den engleudstråling og dets beroligende effekt var større nu hvor han var tættere på hende.

Hun spurgte snart til hvad han var, og et kærligt og ømt smil blev sendt mod hende, hans klare øjne var ligeså milde og beroligende. Hun stirrede måske en smule, men det genert ham ikke som sådan.
Hun rødmede da også og undskyldte snart efter, hvortil han blidt rystede på hovedet. "Easy, don't be sorry. It is alright. I am an angel.." det lød måske dumt i manges ører, men det var ikke desto mindre det han var. En engel, og han var stolt af at være det! At hun havde stirrede på ham gik ham ikke på, han tænkte ikke engang over det. I stedet endte han med at trække handsken af den ene hånd, og række hende hånden. Tog hun den, ville hun kunne mærke en varme som ikke var lige noget nogen havde oplevede før.

Hun lod ikke sine øjne vige fra fyren som kom tættere på, men hun rykkede sig heller ikke. Hun havde trods alt sagt det var okay. Hun var dog stadig urolig, men intet i sammenligning med før. Hun kiggede på hans behandskede hænder som han forklarede hvordan han kunne heale hende, det måtte være ligesom hun kunne fange lys, eller.. hun ville ikke tænke på det! Den evne ville hun aldrig bruge igen! Hun kunne mærke roen langsomt blev bedre, og hendes lille hjerte slog mere roligt. Hun begyndte og få en normal hjerterytme.

Hun vidste ikke helt hvordan det var okay hun stirrede på den måde, det var.. uhøfligt og det kunne få alle til at føle sig skidt tilpas. Hun nikkede dog bare, det virkede ikke som om det gik ham på. Hun bed sig i læben og mærkede et jag fra såret i panden. Måske det ikke var så dumt og få kigget på. ”I-it’s okay.. You can.. heal me… if you wan’t…” hun kiggede lidt ned som hun havde fået sagt det, og tog sig kort til hovdet. Blev hun nu også svimmel? Måske hun havde slået hovedet mere end hun først havde troet?

Alle måske, men ikke Kushiel. Han havde et andet forhold til mennesker, eller væsner, end de fleste. Manden havde selv ikke noget filter, og elskede at færdes omkring andre. Der var kun lidt der kunne skræmme ham, hvilket gjorde det et under at han havde overlevede så længe. Han var trods alt over tusind år gammel.

Hun accepteret heldigvis at han kiggede på hendes sår, og han løftede den frie hånd hvorfra han havde trukket handsken af, og strøg den over hendes pande. Øjnene gled i, og han koncentreret sig om at heale hende. Såret hun havde pådraget sig i hovedet blev lukkede ligeså stille og roligt, og eventuelle blødninger i hovedet og hjernen blev stoppede. Det krævede naturligvis noget af hans energi, men han var efterhånden så gammel at han ikke blev udmattet så hurtigt.

Derpå tog han hånden fra hendes pande, og gled blikket over hendes knæ hvor hun også blødte. En finger strøg over såret, og han lukkede øjnene igen og koncentreret sig. En sær beroligende varme forlod hans fingre, kombineret med noget blødt lys, og så lukkede sårede sig sammen der også. "Done.." sagde han derpå og så mod hende igen. "Do you bleed elsewhere?" spurgte han. Det kunne han ikke lige vurdere, og hun måtte endelig sige til hvis hun havde forstuvet eller brækkede noget.

Som hans blev ført imod hende, krympede hun alligevel sammen, nervøs for hvad han ville gøre. Hun slappede dog hurtigt af igen, som hun indså han ikke gjorde noget der ville gøre ondt. Faktisk så mærkede hun hvordan smerten langsomt forsvandt fra såret i hendes pande, hun var dog stadig svimmel. Hun havde kunne fornemme et lys som han helede hende, men da det var i hendes pande, så kunne hun ikke se det ordenligt. Derfor kiggede hun også nysgerrigt med hovedet på siden som han begyndte og hele hendes knæ. Hun kunne ikke kigge væk, hun var som hypnotiseret af det hun så, lyset dragede hende, men så igen det havde alt lys nu altid gjort. Måske det var derfor hun havde fået den evne hun havde?

Hun rystede let på hovedet over hans spørgsmål, men måtte så tage en hånd til hovedet da hun stadig var svimmel. Det var nok en blanding af den tur ned af skrænten hun lige havde taget, men også det at hun ikke rigtig havde spist noget i nogle uger nu. Hun havde forsøgt, men det var altid kommet på igen. Det eneste hun havde kunne holde nede var de bær Lector havde vist hende. ”N-No I.. I don’t think so.. I-m just.. dissy..” hendes stemme havde den sædvanlige fine og sarte klang hun normalt havde, ikke synderligt påvirket af hendes gråd fra før. Genert kiggede hun op på ”thank you.”

Langsomt forsøgte hun at komme op, og brugte træet til at støtte sig til. Hun nåede også kun lige op og stå og måtte så læne sig imod træet som det hele snurrede. Og så kom kvalmen. ”I’m not feeling so good.” hendes øjne flakkede en smule og hun tog sig igen til hovedet.

Hun virkede helt betaget af lyset, og så sad hun i hvert fald stille. Han fik healet hende færdig, og trak handsken på mens hun langsomt rejste sig op og støttede sig til træet. Snart gav hun udtryk for at være svimmel og han trådte et skridt nærmere for at støtte hende hvis hun blev utilpas. "You must need sleep and food then" svarede han med det samme. Det kunne jo nærmest ikke være andet. Han blev selv sløv, træt og svimmel når han ikke havde fået nok søvn og mad i en periode. Det var også deromkring at han opdagede at han burde gøre noget ved situationen, og opdagede der var gået noget tid siden han sidst havde spist.

"You are welcome, my dear" svarede han blidt mens han rodede i sine lommer og fandt en chokoladebar som han rakte hende. "There you go, eat this.." det var måske ikke mad, men det var bedre end ingenting. Hun gav dog udtryk for ikke at have det godt, og han så sig omkring. "What about I get you home?" foreslog han. Han var måske pisse gammel i forhold til mange, men manden var stadig ligeså akavet og forvirret som en femtenårsknægt.

Hun hørte englens stemme, hun vidste han havde ret, hun havde ikke spist eller sovet rigtigt i flere uger. Det eneste mad hun fik var de bær der, noget hendes adoptivmor også havde bidt mærke i. Hun havde mærket hvordan han støttede hende, og først nu gik det op for hende hvor tæt de stod. Hendes kinder fik derfor igen en let rosa farve, hun var virkelig ikke vandt til at have nogen så tæt på, og da slet ikke en voksen mand.

Hun sank en klump og kiggede på den chokoladebar han rakte hende. Hun holdt hånden op og skubbede den tilbage til ham ”I can’t.. I feel…” hun var ved og vælte og støttede sig automatisk mere op af ham. Okay hun var ikke okay. Hun kiggede op på ham som han foreslog at følge hende hjem. Hun nikkede forsigtigt ”I live.. in Moonlight Falls.” sagde hun så roligt som hun støttende til ham begyndte vejen ned af bjerget. ”The Akeldama Residence.” Hun vidste ikke om han kendte til det, men hvis han gjorde så håbede hun ikke han var skræmt over det at de var vampyrer, og nogle af de meget gamle. Hun troede ikke på de ville gøre ham noget, ikke når han hjalp hende. Selvom hun stadig ikke følte det var hendes hjem, så vidste hun godt at de holdt meget af hende og ville gøre alt for hende.

Hun rødmede, og han smilede blidt og venligt ned til hende. Uden at tænke over det strøg han bare hendes kind. ”Easy, I wouldn’t do anything, I promise..” svarede han varmt og beroligende. Hun havde nu virkelig ingen grund til hverken at være bange eller bekymret omkring ham. Han kunne ikke finde på at sætte en finger på hende. Hun var jo kun et barn!

Hun afviste chokoladen, og dette undrede ham. De fleste elskede chokolade! Det fik dog lov at vente, for pludselig var hun ved at vælte og støttede sig til ham, og han var der straks til at yde hende den støtte hun havde brug for. Sådan bogstaveligt. Kort efter fik han at vide hvor hun boede, og det overraskede ham virkelig. Hun var da ingen vampyr, så.. hvad lavede hun der? Dette valgte han dog ikke at sige til hende, i stedet for nikkede han bare og de begyndte turen ned ad bjerget. Sjovt nok, tænkte han ikke på risikoen der var ved at komme vadende ind i en vampyrs hule, han tænkte udelukkende på hende. ”May I ask? You are not a vampire, so.. how come you live there?” han håbede ikke det var et for personligt spørgsmål, i så fald måtte hun afvise at svare på det.

Hans ord beroligede hende en smule, men hun var stadig nervøs, forsigtigt, genert. Det var ikke lige det her hun var mest vandt til, men hun vidste også at hun fik brug for hans hjælp.

Hun støttede sig til ham ned af bjerget, hun kunne ikke selv gå som hun havde det lige nu. Hun var for udmattet, hendes krop var i voldsom mangel på både mad og søvn, og efter turen ned af skrænten så var det ikke blevet bedre. Hun havde nok forventet spørgsmålet kom, eller hvis han kendte til Akeldama slægten, så ville den komme. Hun bed sig lidt i læben, overvejede hvordan hun skulle svarer ham. ”Uhmm they’re my family. Or my new family. They adopted me so my sister didn’t have to worry about raising me.” hun havde ikke lyst til at komme mere ind på det, I hvert fald ikke omkring hendes gamle familie, om hendes forældre der var døde. Men hun blev pludselig nervøs for han ville være bange, og hun var ved og få dem begge til at falde som hun en smule panisk ville forsikre ham intet ville ske. Dog var han hurtig og sørgede for de ikke væltede. ”Sorry I.. They… Uhmm They won’t hurt you.. you helped me.. They will be.. grateful” sagde hun så bare med en svag stemme, genert over hun var ved og vælte dem begge