A quiet family dinner

"I always do," svarede hun og trak på smilebåndet i den ene side. Nogle gange var naturligvis bedre end andre, der handlede om at presse sig til det yderste når man dansede i den verden, hvor Laila befandt sig. Perfektion var nødvendig, og noget hun derfor gik meget op i, måske mere end hun lige lod sin familie bide mærke i. De vidste bare det var vigtigt for hende, og hun var en travl ung dame. "Either way, it sounds nice - as long as you are all having a good time, I'm glad," svarede hun og flyttede kort sit blik tilbage imod stuen. Laila vidste at glæden også kom an på, hvordan de næste par dage lød - og når stemningen var tung engang imellem, var hun glad for at hun havde overnatte på sit studie. Det var heller ikke ligefrem fordi, at de havde en ballet sal herhjemme, hvor hun kunne øve sig når søvnen ikke just gad komme overens med hende. Hendes yngre bror kom snigende ned af trappen, og Laila så over imod ham, og et varmt smil blomstrede sig ydeligere på den unge engels læber. It was sad, they all expected by now that Tien would be either fighting with their father or Laila. "It's going to be fine, they will work it out," sagde hun så til sin bror og gav ham et skævt smil. "It's Christmas afterall," klukkede hun en anelse for sig selv og tog endnu en slurk af sin pepsi max. Man kunne vel håbe på et julemirakel af en eller anden slags, Laila havde i hvert fald afgjort med sig selv, at hun ville formå at prøve på, ikke at diskutere med sin søster.

Lysfølsomhed var en af de mange kedelige bivirkninger ved kokain. Det kunne af og til irritere hende i sådan en grad at hun måtte sygemelde sig fra undervisningen på skolen med ’migræne’. Den gik faktisk hver gang, utroligt nok, men selvfølgelig kunne Tien også have det ret så forfærdeligt efter en aften med ’lidt for meget’.
I forhold til at Tien ikke brød sig særlig meget om gaver, helt generelt, så betød den gave hun havde fået faktisk en hel del for hende. Den vækkede minder fra gode stunder. Stunder hvor hun var faldet af cyklen, havde været til tandlægen, skiferier og… Meget mere. Alle tandhjulene i hovedet begyndte at køre rundt på overarbejde.

Tien var meget fokuseret på ikke at gøre noget forkert, når hun skulle bukke billedet og lagde derfor kun mærke til at hendes far rykkede på sig, hvilket gjorde hun lagde vægten lidt på det ben der var længst væk fra ham, så hun kom længere væk, men kun for et øjeblik. She continued folding it even though he asked what she was doing. “Just… I only want the good vibes, ya’ know?”  sagde hun med et lille skævt smil på sine læber, som hun satte det tilbage på plads. Forhåbentlig vidste han, at det ikke var fordi hun snakkede om stoffer, men fordi der var noget i billedet som gav hende ’bad vibes’.

Som ordene forlod hendes læber, kunne hun næsten se hvordan hendes faders ansigt lyste op. Hun trak på et meget kort smil, som han fortalte han ikke vidste hvorfor de ikke gjorde tingene længere. Han havde jo også travlt, selvfølgelig. Det var ikke noget hun tænkte meget over når hun gik på akademiet, der var så mange andre ting at tænke på. De mange tusinde forslag virkede overvældende, og fik hende til at blinke febrilsk med øjnene bag solbrillerne. Hans hånd oven på hendes, føltes brandvarm og tung og hjertet begyndte atter at galopere og sende varme ud til resten af kroppen. Hun trak roligt hånden til sig efter han havde givet den et klem. ”Let’s us not aim too high, dad. We’ll find a date and see if both of us gets home,”  lød det fra hende, lettere kækt. Bag solbrillerne blinked hun til ham, før hun grinte lidt. Hun følte sig efterhånden rastløs, sådan som hun havde siddet ned i… To minutter?

Lyden af sin yngste brors stemme fik hende til at kaste blikket hen mod køkkenet. Han var nærmest altid væk, når hun var på besøg. Om det var fordi Tien altid kom op og toppes med Cael, eller om det var tilfældigheder, havde Tien aldrig rigtig tænkt over. Hendes ben begyndte at trippe lidt og hænderne strammede grebet lidt om den nye fotobog. Blikket blev igen kastet tilbage til hendes fader som han forslog noget mad. ”Yes!”  lød det næsten begejstret. Hun rejste sig hurtigt op fra sofaen og lagde fotobogen på det nærmeste bord. Hun måtte ikke glemme den, det ville være så typisk hende.
Hun ville egentligt have fulgt sin fader med ud i køkkenet, men rastløsheden hev hende hurtigere frem. Hun skænkede ikke Laila et blik, men smilede bredt til Kemuel inden hun lod sine fingre køre halvvejs igennem hans hår for at ugle det lidt til. ”’Sup, ’lil man,”  lød det fra hende inden hun passerede videre til sin plads ved bordet. Hun satte sig forholdsvis hurtigt ned, og smed benene op på den nærmeste nabostol, det ene ben lidt bøjet. Hun samlede sin tallerken og en gaffel op, for at rode lidt rundt i maden før hun tog en bid. Maden smagte lækkert, også selvom den var genopvarmet. Hun holdte sig for munden en gang, med næseryggen mod næsen, og snøftede inden hun sank. ”Food’s good, mom,”  lød det fra hende inden hun tog en bid mere. Hun satte tallerkenen fra sig og drejede overkroppen ind mod bordet for at tage sig noget af drikke. Og der stod en pepsi max. Hun rømmede sig lidt som hun strakte sin yderste arm indover sin tallerken for at gribe fat om sodavanden. Hvis der ikke var nogen der lavede indvendinger, afbrød hende og lavede antagelser om at hun ville have alkohol, ville hun rette sig op og række sodavanden til sin lillebror. ”Can I get some water?”  ville hun spørge, hvis ingen indvendinger havde til at hun greb sodavanden og rømmede sig. Ville de komme med indvendinger inden hun nåede at spørge, var det klart, at der ville falde brænde ned. Hun kunne mærke, hvordan hendes krop snart ville give hende et biologisk bad af sved. Det kriblede i hende allerede nu at stikke af fra spisebordet, løbe op på toilettet for, faktisk at låse døren, så hun kunne tage en linje mere… Men forhåbentlig ville vand køle hende ned. Rastløsheden var så noget helt andet.

"You know that stuff is so bad for you Kem, you should cut down," Laila så på sin lillebror med et halv løftet øjenbryn, og rystede så på hovedet velvidende at det ville være en nytteløs diskussion at starte med ham. Hendes øjne fulgte sin søster ud i køkkenet, hvor hun spiste det måltid der havde været gemt til hende. Det måltid det havde været ment de skulle have haft sammen, Laila vidste det havde påvirket i hvert fald Seraphina's humør, men også alle de andres. Hun kendte ikke til hvad Tien havde været igennem, hvilke ting der kørte rundt inde i hovedet på hende, og selvom deres ældste bror sagde hun skulle give Tien tid - så var det hårdt at se hende ødelægge sig selv på den måde. Laila kunne ikke undgå at imødekomme det med en smule vrede, som mindst af alt bare var et stort hul af frygt. Laila's blik flyttede sig endelig fra sin søster og hen på deres far. "No, I'm gonna stay at Josie's, we are just gonna be a few friends," svarede hun med et smil på læben. Josie og Laila havde været veninder siden de var små, det var ikke unaturligt at Laila søgte hendes selskab. "Maybe next year," tilføjede hun med et skævt smil for at understøtte det intet med familien var at gøre. "But I reckon Seraphina said she was going to be home, unless she has changed plans," Laila tog en dyb indånding og derefter en ny mundfuld af sin pepsi.

Tien trak lidt på et smil, som hendes far tydeligvis godtog at hun kun ville have gode ting i bogen. Da han foreslog at hun skulle finde en dato, slyngede hun bare en ud og trak hånden til sig, da hen gav den et klem, ”9th?” Det var en lørdag og umiddelbart ikke lige efter nytår; så hun burde være bare lidt sober, ikke? Hun ville måske kunne prøve at holde sig lidt sober i hvert fald; så længe tingene som hun havde planlagt dem. Klemmet om hånden havde været ubehageligt og oversensorisk.

Tien nikkede med munden fuld, som hendes mor forklarede at hendes far havde hjulpet med maden. Hun satte håndryggen foran sin mund for at sige en bekræftende og overrasket ”Mhmmm?” Tien smilede yderligere, som hendes far pludselig kommenterede at de nok ikke ville have fået mad uden Eden. Hun kunne godt forestille sig det. Maden blev bare bedre, når mor lavede den.

Det var et blidt smil der spillede på Tiens læber, da hendes mor godtog at hun godt måtte få noget vand, i stedet for sodavanden, som egentligt var blevet stil frem til hende. Hendes mor fandt et glas vand frem til hende, og så snart Tien fik det, drak hun vandet ret hurtigt. Hun lagde tydeligt mærke til hvordan både Laila og hendes far kiggede på hende, og det sydede i hendes mund at kommentere på det. Deres far fik dog taget deres opmærksomhed væk ved at spørge hvad Laila skulle til nytår. Det lettede lidt af presset, selvom den indebrændte irritation stadig sad under huden på hende.
Hun skulle til at tage imod kanden, så hun kunne hælde endnu et glas op, så hun kunne køle lidt ned, men en blid hånd blev lagt på hendes kind. Så godt som muligt trak Tien sig væk fra sin moders hånd og så på hende, let undrende. ”Yeah, mom. I’m fine,” Tien havde ikke den samme rolige stemme, som da hun spurgte om vandet længere. Stemmen kunne til dels lyde respektløs. Så snart Tien selv lagde mærke til det, fjernede hun sine brune øjne fra sin moders, ”It’s just hot in here,” det var en løgn. Hun tog vandkanden og begyndte at hælde et nyt glas vand op. Hun ville ikke røres eller have deres medlidenhed. Hun havde selv ’valgt’ at tage de stoffer hun havde taget – nu måtte hun jo bare tage konsekvenserne af at komme ned igen; foran sin familie.
Tien lyttede efter hvad Laila svarede til deres far, om deres nytårsplaner. Hun var nysgerrig på hvad hendes far ville sige til at Laila ikke ville være hjemme – for vor stor en forskel ville der være, hvis Tien sagde hun ville være ude hos nogle venner? Hun regnede med en stor forskelsbehandling. De havde alle sammen, i og for sig, en god grund til at forskelsbehandle de to søskende, men det var ikke noget Tien havde lyst til at indse. Hun havde det fint og vidste hvad hun havde gang i. Hun havde brug for konstant at være i bevægelse, så nogen ikke fandt hende.


//Efter aftale med alle deltagere, er emnet lukket med en god afslutning og stemning mellem familiemedlemmerne. Zadkiel og Seraphina dukker op kort efter samtalen her, men går i seng med en plan om at vække alle jule morgen til at spille brætspil sammen.