A quiet family dinner

Påklædning: Stor sort sweater med ’REVENGE’ henover brystet, fiskenetsstrømpebukser, en rød taske med små gaver og sorte højhælede sko. Solbriller.

Håret sad uglet om hovedet som hun løftede det samt pengesedlen op fra skraldespandslåget. Hun brummede let før hun tørrede næsen dovent en enkelt gang, før hun satte sin pengeseddel fast i de fiskenet-leggings hun havde på. Jule-påklædning var de måske ikke, men de var da festlige! Hun så kort over på skraldespandslåget hvor små krummer af det hvide pulver var blevet efterladt. Hun pustede en gang til det før det forsvandt ud og lignede sne. Hun trak skuldrene tilbage før hun samlede sin champagneflaske op fra jorden, hvor hun havde stilt den inden hun følte hun havde brug for en stribe. Med den i hånden begav hun sig friskt videre mod familiens hus.

Hun ankom endelig til sine forældres hus, med røde og dialeterede øjne, hår, som ikke længere var glat, men let bølget af den sørgelige våde sne og rester af kokain på overlæben. Allerede da hun stod udenfor døren kunne hun fornemme at det var rigeligt lyst indenfor og lod sine solbriller falde ned fra håret.
Hun åbnede døren og begav sig indenfor. Man kunne høre hendes skridt ikke var helt optimale, sådan som de høje hæle måtte sætte is gulvet et par gange.
Hendes kærlige moders stemme lød og Tien vendte roligt blikket mod stuen før, hun lod tasken glide ud af sin hånd og ned på gulvet. Et ekstremt broget smil spillede op på læberne som hun så din moder, fin som altid. ”I’m hoooooome!” lød det lettere snørklet og glad, som hun kastede armene ud til hver side og begyndte at nærme sig sin moder. Med armene oppe, var det tydeligt at der stod ’REVENGE’ med gul skrift hen over brystet på den store sweater hun havde på. Den dejlige kvinde havde altid været der for hende når det var værst og forhåbentlig kunne hun forstå at hun ikke kom for sent med vilje. Ja, Tien havde faktisk prøvet at gøre en indsats for at komme hjem til jul, men eftersom alle transportmidler havde været imod hende, var hun endt med at gå fra stationen som havde forsinket hende en god sum timer. Tilmed havde hun glemt sin telefon på en af stationerne… Eller toget, ja hun vidste det ikke helt.
Hendes skridt blev kortere da hun så sin fader ud af øjenkrogen, og armene faldt roligt ned, samtidig med hendes smil, indtil hun stod stille. Hun spændte kæberne lidt og sukkede. Kom med det, sig hvad du vil.

Tien smilede en anelse fjoget til sin mor, som hun nærmest hvæsede af hende om hvordan hendes far ville reagere hvis han så hende. Det ville da være perfekt at kunne se sin far råbe og skrige af hende så julen rigtig kunne blive ødelagt for alle i huset.

Tien dækkede sin mund lidt, da det så så hylende morsomt ud, sådan som hendes mor næsten febrilsk prøvede at feje Cael af banen, så Tien kunne undgå ballade. Den diskrete hånd der hentyde til at Tien skulle begive sig op af trapperne mens hun kunne, blev ikke helt forstået. Øjnene var låst på hånden og skulle til at tage de sidste skridt mod den, for at give den en highfive; men hendes faders ord stoppede hende midt i det første skridt. Hun så op og rynkede let på panden. ”I lost my phone, chillax,” lød det næsten vrissent fra hende. Highfive-ideen blev kastet over skulderen og hun skulle til at forlade selskabet for at kunne følge sin moders ide om et ’bad’.

Men selv den ide blev skyllet ud i toilettet; for Tien blev bedt om at sætte sig ved sin plads ved spisebordet, og det lød ikke til at der skulle diskuteres om det. Og her begynder afhøringen… Hun sukkede og vendte sig halvt mod sin far. Han kunne droppe alt om at det ikke skulle diskuteres, ”Damn it, can’t I at least change my fucking tampon?” hun løj så det nærmest drev af hende, men hendes blik blev holdt køligt. Banden og svovlen var noget hun altid havde fået høvl for og hun vidste udmærket det ikke var velkomment i huset. Da hun lagde mærke til at han holdt hendes taske var det som om stoffet hun tog inden hun ankom, begyndte at slå til. ”Don’t touch my bag. I need it,” fløj det ud af munden på hende før hun begav sig direkte hen til sin far for at tage sin taske ud af hænderne på ham, næsten ligeglad med om hele taskens indhold røg ud. I tasken lå der små gaver, mønter, et par krøllede sedler og et dankort som var lidt ’støvet’. Den lille pose med kokain bar hun i kanten af sine trusser. Det var for dyrt til bare at hænge fast i hendes fiskenet-leggings, som hendes rullede pengeseddel gjorde.

Det var næsten som om hendes mod havde et godt greb om hende, som hun bad hende om ikke at snakke grimt, for et eller andet sted i sit hoved undskyldte hun, selvom det på ingen måde kunne ses, da hun gentog sin faders ord mumlende: ”Tien I don’t wanna hear that language in my house,” ordene var lave men selvom ordene ikke kunne tydes, var det tydeligt at hun var flabet, sådan som hun skød kæben lidt frem og vippede hovedet lidt fra side til side, med en knyttet hånd på hver hofte.

Hver en genstand blev redet af hendes mor således hendes far ikke kunne nå at drage konklusioner fra indholdet. Tien var evigt taknemmelig for at hendes mor beskyttede hende og stod så standhaftigt som hun gjorde. ”Thanks, mom,” lød det lavt og taknemmeligt inden hun lukkede tasken i for sin faders syn. Hvad var det overhovedet for noget at pille i hendes taske! Han, om nogen, burde da vide bedre!
Ingen ord blev udvekslet til hendes fader, for så snart tasken var lukket vendte hun om på de høje hæle, og med dem på begav hun sig op ad trapperne. Hun sprang to-tre trin over hver gang hun to et skridt; det gik jo hurtigere, ikke? Måske ikke, sådan som hun slingrede lidt og lænede sig lidt mod væggen, da hendes hænder var beskæftiget med champagneflasken og tasken.
Hun nåede toilettet og lukkede døren. Døren blev ikke låst, for det gjorde hun aldrig når det bare var hos sine forældre. Med lidt besvær blev trøjen hevet af. På halvvejen sad den fast i solbrillerne, som satte sig fast i det uglede hår. Det var med få frustrerede grynt hun til sidst fik håret løsnet, solbrillerne ødelagt og trøjen af kroppen. Med forsigtige fingre fiskede hun den lille gennemsigtige pose med det hvide indhold op fra trussekanten. Hun kiggede på den et øjeblik og overvejede hvor vidt hun skulle have mere for at komme igennem samtalen med sin far. Hun skævede så op på spejlet hvor hun så hvordan hun så ud. Det nu løse hår stod ud til alle sider, overlæben bar nærmest hvid og øjnene lignede noget der var løgn. Hun tørrede sin læbe af med sin underarm før hun nærmede sig spejlet og grinede lidt af hvordan hun så ud.

Det bankede pludselig på døren, hvilket gav et spjæt i Tien. ”Eh… Just a moment!” lød det fra hende som hun smed posen med pulver ned i krukken med tandbørster og greb sin trøje for at dække sin nøgne overkrop. ”Come in,” lød det fra hende som hun krammede trøjen ind til kroppen. Stellet til solbrillerne lå i to stykker og et solbrilleglas havde løsrevet sig. Derudover lå der en hårelastik et eller andet sted på gulvet.

Det opgivende suk og den indirekte kommentar til hvad Eden så da hun kom ind fik Tien til at rulle med øjnene, vende sig mod spejlet og løsne grebet på sin trøje, så den faldt ned om fødderne på hende. Hun lænede sig lidt over vasken for at se sine øjne an. ”I look like shit… Sorry,” hun hev lidt ned i sit øje, inden hun smågrinede lidt. Hun undskyldte både for sit sprog, for at komme alt for sent og at hun snakkede nedladende om sig selv foran Eden.
De lange, spidse, udgroede og nogle manglende, falske negle fjernede sig fra under Tiens øje. Begge hænder samlede sig om de varme kinder, som hun gav et lille klem. Det føltes underligt og summende og hun følte et øjeblik at hun var helt væk i sine kinder. Bløde, følelsesløse, varme… Hun rystede hovedet en gang, gav slip på sine kinder og vendte opmærksomheden mod sin mor som havde spurgt om noget. Hendes øjne betragtede kvinden gennem spejlet, ”What?” hun stod kun et øjeblik med et forvirret blik på sin moder, før hun slog blikket ned. Tien vidste jo udmærket godt hvad der var blevet spurgt om. Hun trak let på skuldrene som lod øjnene hvile på afløbsrøret i vasken. ”Just… You know… A couple of lines for the trip,” hun snøftede en enkelt gang, før hun tørrede sin næse med håndryggen. Som hvis hun vidste, præcis hvor den krøllede seddel var, hev hun den ud af sine fiskenet-leggings og smed sedlen på gulvet, for efterfølgende at trække legginsne og sine trusser af. Hun vendte sig mod bruseren hvor det var tydeligt hun havde fået nogle små ar henover det meste af overkroppen. Nogle af arene stammede fra cigaretskodder, eller blot 'veninder' der havde slukket sin cigaret i hende. Andre ar var fra de få gange hun havde stukket sig. Langs hendes venstre ribben var hun let gullig fra et blåt mærke der var ved at komme sig. Hun havde været i en lille slåskamp nogle dage før hun tog fra akademiet. ”I don’t need help” with taking a bath. Hun rømmede sig lidt tog pegede dovent på bruseren med blikket hvilende på drænet i gulvet. Det kunne sagtens lyde som om Tien mente hun ikke havde brug for rehabilitering – hvilket hun som sådan og så mente. Hun kunne ikke se hvordan rehabilitering ville holde hende fra de rusmidler hun gik til, og vejen til at være sober virkede utrolig lang og uoverskuelig. Selv hvis de hev hende ud af Athena Akademiet, ville det ikke gøre en forskel. Hun havde allerede for mange forbindelser med alle mulige som ville kunne hive hende tilbage i det euforiserende hul hun var i.

Sukket føltes som salt der blev drysset på det blødende sår og ordene efterfølgende gned det ind. Tien lod tungen glide over sine tænder tænkende og lyttende, mens hun nikkede lidt. Ikke at hun var som sådan tog det til sig, næh nej. Som om hendes mor nogensinde havde været på den side af gaden, som Tien var gået over til, for som hun selv sagde, så kom man bare ikke ud af det. De mørkebrune øjne skævede mod sin moders knæ og hænderne foldet derom. Hun var jo sucessfuld. Chief kirugi, forskede mikrobiologi og DNA-splejsning. Ja, noget i Tien ville aldrig kunne se sin mor have været så langt ude. ”If dad would stay out of my belongings it would be a whole lot easier,” lød det fra hende som hun løftede begge øjenbryn og rystede lidt på hovedet. Hun vendte sig så mod sin mor igen. ”I’m not here for a questioning. I’m here to be with my family. I wish I wasn’t late. I wish I could’ve enjoyed dinner with all of you. But you know what, mom?” hjertet galopperede afsted og spredte varme til hele kroppen. ”I missed a train, I lost my phone and all I get is a god damn investigation!” hendes stemme blev langsomt højere. Hun rystede hovedet lidt inden hun gik ind under vandet. ”I just… Is it too much to say ’We’ve missed you’ or ’We’re glad you’re home’?” spurgte hun og prøvede at gøre sit hår helt vådt og udrede nogle af knuderne med sine lange negle. Dråberne på huden føles som hagl og de høj der blev hevet ud, som hun ordnede sit hår føltes som flere totter. Af tog til hvæsede hun lidt af sig selv og dråberne da det hele føltes ubehageligt. Hendes stemme var nu lidt lavere, men høj nok til at den kunne høres igennem dråberne fra bruseren.

---

Laila elskede denne tid på året, at kunne bruge tid sammen med familien og bare være sammen - eller det var sådan hun gerne ville have det i sit hoved. Hvert eneste år ønskede hun det samme, at hende og Tien kunne sidde i samme rum uden at gå hinanden på nerverne. Hun havde øvet sig på nogle af sine trin til en af de større auditions som ville blive holdt på hendes ballet studie i løbet af de næste par dage - og hun var nød til at have rutinen perfekt plottet ind i hovedet. Desuden skulle noget af alt den julemad også forbrændes, men hun havde valgt at det lå morgendagen til. Hun kunne hører Tien's udadreagerende opførsel, som fik hende til at skrue bare lidt mere op for musikken i sit headset. Til sidst indså hun også at det næppe ville få en ende alligevel og tog dem ud, stilheden var der ganske kort og Laila bevægede sig igennem sit værelse for at sætte sig på sengen ganske kort. Laila tog sine hørertelefoner ud og slukkede for musikken, tjekkede kort sin mobil for de sidste "Happy Christmas eve" beskeder før hun satte den i laderen. Hun stirrede på sit eget spejlbillede før hun valgte at opsøge resten af familien. Måske hun kunne nå hen til stuen før Tien, hvilket ville give hende en fordel ikke at tale til hende før da. Laila lukkede døren til sit værelse og begyndte at gå ned ad gangen da hun blev mødt af sin mor, med tøj i sine hænder. Før Laila kunne nå at sige noget som helst imod, havde hun fået overrakt tøjet i sin favn og stod nu blinkede tilbage. Hun tog en dybere indånding ind og vendte retning imod badeværelset.

Hun placerede albuen på dørhåndtaget og fik døren åbent en smule op, hvorefter hoften på og hun kunne træde ind. "Mum told me to give these to you," hun rakte tøjet ud i strakt arm til Tien, før hun tog hænderne til sig igen. "Try not to fuck this up okay," tilføjede hun med et lidt påtvunget smil og rullede derefter med øjnene. I morgen ville det være julemorgen, og hun havde ikke i sinde at lade sin lillesøster ødelægge julen for hende. Hun tog en dyb indånding og gjorde sit for at ville forlade badeværelset igen for at gå ned til sine forældre.

Ordene som flød ud af moren mund summede næsten i baghovedet. Det var næsten som en selektiv hørelse. Hun smilede et kort øjeblik som Tien fik hvad hun bad om. Hun havde været savnet, hun var elsket og hun ville få lidt fred. ”Thank you,” mumlede hun. Der gik kun et øjeblik før hun begyndte a mumle sine tanker til sig selv. Teorier, hvordan hun kunne have nået toget og hvor hun præcis havde mistet sin telefon. Uanset hvad ville resultatet nok have været tæt på det samme udover hun var kommet tidligere og måske ville kunne have undgået en konfrontation med sin far.
Tankerne ophørte med det samme, som hun hørte noget pusle ude foran døren. Med en hurtig bevægelse hev hun badeforhænget lidt til siden med smalle øjne mod sin søster. Det var både for at lyset ikke skulle genere de ’sarte’ øjne og for at Laila ikke skulle lægge mærke til noget. ”Put it on the toilet seat,” lød det fra hende inden hun slap badeforhænget for at forsætte sit bad. Den sidste kommentar hendes søster kom med, fik Tien til at ryste lidt på hovedet. ”Fuck you,” lød det fra hende. Det var jo allerede for sent. Hun havde ikke været der til aftensmaden og det havde tydeligvis været mere end rigeligt.
Så snart hun hørte døren lukke, slukkede hun for vandet, klemte sit hår lidt og greb et håndklæde som hun viklede sig ind i. Hun prøvede at tørre sine ben, men hver gang hun prøvede at bøje sig forover, virkede det som om hun var ved at miste balancen. Eftersom toiletsædet tydeligvis var optaget, af tøj, satte hun sig på gulvet for at tørre kroppen. Hun greb så de grå jeans som hun, siddende på gulvet begyndte at tage på. Det var da også kun indtil hun indså hun ikke kunne få bukserne forbi sin numse, da hun jo sad på den. Hun sad i et øjeblik og stirrede på  bukserne før hun greb t-shirten og trak over hovedet. En t-shirt var jo nem nok; bortset fra at forsiden var på ryggen af hende. Hun greb så striktrøjen, og som hun sad med den i hænderne på badeværelsesgulvet sukkede hun. Af alt der blev fundet frem til hende, så var det denne striktrøje. Den absolut grimmeste, grønne striktrøje med ugler på, som Tien højst sandsynligt kun havde haft på en gang, da hun fik den. Hun var overbevist om at det enten var Eden der prøvede at signalere noget, eller Laila der bare ville have et godt grin. Hun valgte at tage den på, og det lykkedes hende faktisk fuldt ud. Nu sad hun bare tilbage med bukserne som hun endnu ikke helt havde gennemskuet.
Hun endte med at lægge sig ned på stengulvet og sprælle lidt med sine ben, mens hun hev op i de grå jeans. Til sidst fik hun dem lukket med lidt besvær, rullet om på alle fire, støttede sig til toilettet som hun skulle op og stå. Hun greb så krukken med tandbørster og fiskede posen med det hvide indhold op derfra. Hun så på den et øjeblik og mærkede trangen til lige at tage en stribe mere, så hun var klar til sikkert at få et møgfald af sin far…

//Hvad hun ender ud med af ovenstående kommer senere//

Hun pakkede posen væk og med lidt besvær fik hun sat den samme sted som sidst; i trusse kanten. Hun snøftede en gang, og som tidligere tørrede hun næsen med håndryggen. Hun så sig så i spejlet og hvordan hendes gamle makeup nu havde løbet ned ad kinderne. Ret hurtigt fandt hun makeupfjerner og fjernede så mange rester som muligt, greb en af husets kvinders mascara og læbestift (sikkert Lailas) og lagde nyt. Så så hun da næsten præsentabel ud, hvis man så bort fra de dialaterede, blodsprængte og sarte øjne. Beslutsom så hun sig omkring efter sine solbriller og samlede de tre stykker op med et suk. Men så kom ideen. Hun greb førstehjælpskassen og fandt en slags tape frem. En, to, tre! og solbrillerne var tapet sammen så hun kunne få dem på igen. Hun slog hænderne sammen, som hvis hun bankede støv af dem inden hun samlede sin hårelastik, leggins, sko og trøje op og smed det hele i vasketøjskurven. Det våde hår fik en gang med en hårbørste, så det sad slikket tilbage. Med det tog hun sin taske og flaske champange og begav sig ud af badeværelset før hun begav sig ned af trapperne…

"Love you too," svarede hun en anelse sarkastisk tilbage om døren blev lukket, og hun vandrede stille ned ad trappen til stuen. Laila var ikke meget til konflikter, mest fordi, at hun fandt dem overflødige. Hvorfor spille sit liv på at diskutere og være på tværs, det var livet for kort til i hendes hoved. Men tydeligvis, kunne Tien stadigvæk ramme de nerver som fik Laila til at koge over. Det var blevet en naturlig ting i den moderne verden at folk bandede, og selv Leila var faldt i den fælde, men det var for det meste kun overfor Tien også i sammenhæng med nogle af sine venner fra sit uddannelses sted. Hun overvejede de sidste par skridt ned i stuen, hvorvidt hun skulle have valgt at låse sig inde på værelset resten af aftenen. Måske hun kunne få fat på en af sine veninder? Måske hun stadigvæk kunne nå det, så kunne hun slippe fra den dårlige stemning hun forventede Tien ville bringe. På det sidste trappe trin, hvor hun overvejede at vende rundt, kunne hun hører Tiens fodtrin imod trappen, og hun valgte at trippe videre ned og ind i stuen. "Hey," smilede hun til sine forældre før hun gik hen til sin far for at imødekomme ham i et kram bagfra. Laila tog en dybere indånding ind, og gav dem begge to et smil. "Do we have any pepsi's left?" Spurgte hun sin mor med en harmonisk varm stemme, som hun gav slip på sin omfavnelse af sin far. Hvis der var noget som kunne dulme Laila's nerver og få hende til at kunne håndtere sin lillesøster dette tidspuntk af aftenen, så var det en kold pepsi max. Uden tvivl. Hendes blik flyttede sig kort som Tien nåede ned til stuen. Laila sagde intet, men kæmpede hårdt med at holde et smil tvunget tilbage, hun elskede sin far - men tøj, det var noget han burde være forbudt at købe til dem. Hun foldede læberne sammen og valgte at åbne køleskabet for at se efter en dåse. Hendes facade brød sammen, men heldigvis kunne ingen se det smørrede smil som gemte sig inde i køleskabet. Først da hun tog dåsen og lukkede lågen igen, var hendes ansigt mere tilbageholdt fra at grine igen.

Da det ikke lød til at der var drama nedenunder, lod hun det hvide pulver blive i posen. Hun kunne godt klare ham hvis han var faldet lidt ned – ikke?

Hun trådte ud af badeværelset og begav sig ned af trapperne, hvor hun kunne se sin storesøster beslutte sig om at gå ind i køkkenet. Tien stoppede kort op for at klappe sin egen balle i et forsøg på at finde den telefon, som hun huskede på hun manglede. Hun havde ingen anelse om hvad klokken var længere. Med solbrillerne dækkende for det kunstige lys i huset begav hun sig ret hurtigt ned af trapperne, med en albue støttende  til gelænderet. Champagnen skulle jo med! Tasken endte hun også med at smide over skulderen.

Hun nåede endelig frem til køkkenet, med krydsede arme, og trak på et skævt smil da hendes far henvendte sig til hende med en ny tilgang. Hvad var der lige sket? Hvorfor…
”’Sup?” lød det fra hende som hun fulgte sin fader med blikket. Hun skænkede kortvarigt maden på en tallerken, ved hendes plads, et blik. Hendes påvirkning gjorde heldigvis at hun ikke følte sig så sulten. Hun nikkede lidt og pressede læberne sammen som hun prøvede at fokusere på sin faders ord og ikke hvordan det var tydeligt for hende at Laila morede sig over trøjen som Tien havde på. Da Cael pludseligt lagde armene om Tien, skulle hun til at trække sig væk men opdagede det for sent. Det hele gav hende kuldegysninger. Hun var nu tvunget til at lytte på hans ord om at han holdt af hende og ikke ønskede der skete hende noget. ”I’m alright, dad” mumlede hun med kinden til, stadig med armene over kors. Der var måske også grænser for hvor intim hun ville være lige nu hvor de lige havde været i totterne på hinanden.

Da han slap hende lidt måtte hun lave en lille afværgereaktion med en fod, for ikke at vælte. Da han fortalte han havde noget til hende strammede hun kæben lidt. Bag solbrillerne skævede hun mod det pyntede grantræ i stuen. ”But, dad…” hun blev afbrudt af hans ’please’ og bevægelsen der ville fjerne en tot hår. Uden rigtig at tænke over det, fik hun nemlig skubbet hans hånd væk, ret hårdt. Det var ikke med vilje. Lad som om det ikke skete. Hun rettede efterfølgende selv på den tot hår der havde løsrevet sig. Hun tog en dyb indånding  og rullede med øjnene bag solbrillerne. ”Fine. But isn’t gifts for the morning?” spurgte hun lettere skeptisk. Noget mindes hun da at kunne huske fra dengang hun gik op i kristendommen.

Laila åbnede dåsen som hun så Tien og deres far gå ind i stuen sammen, hun løftede dåsen op og tog en slurk. Et lille fnøs forlod hendes læber af sin mors kommentar, hun havde ret, der fik aldrig længe imellem deres udbrud. "Indeed," Laila sukkede lidt før hun tog endnu en slurk af sin pepsi max. Hun tog en dybere indånding ind som hun vendte ryggen til Tien og deres far for at få øjenkontakt med sin mor. "There is this big audition on the 29th, this big instructor.. James Miles is coming in, so I've been practicing like crazy the past week, it has to be .. perfect," svarede hun og åndede endelig ud. "But I'm going with some of the girls from school the night before, we are just going to chill in a cabin we rented, so that is going to be nice," tilføjede hun med et varmere smil. Laila havde gået op i sit ballet siden hun var omkring 4 år gammel, og øvelse havde kun gjort mester, men nu havde hun også altid været umådelig begavet. "Other wise, I think some of the girls and I will celebrate new years together, Josie's parents aren't home and they said we could stay at their house - I think it's going to be great," fortalte hun videre før hun tog endnu en mundfuld af pepsi'en. "Are you and dad just gonna stay home with the twins? Or do they have plans for new years as well?" Spurgte hun nysgerrigt, hun vidste ikke hvad Tien havde planlagt - men hun vidste, at være hjemme sikkert ikke var en mulighed. Tvillingerne var i teenage alderen, fest var begyndt at blive interessant nu hos deres venner - og hun var nysgerrig på, hvor meget de ville få lov til. Laila kunne stadigvæk ikke helt forstå de allerede var i deres teenage år, tiden gik så stærkt.

Tien hørte godt hvordan de to ældste kvinder i huset nærmest væddede hvor længe der ville gå før Cael og Tien ville være i totterne på hinanden igen. ”Five minutes is a long time, mom,” lød det lavt og drillende fra hende, inden hun drilskt rakte tunge af de to ældste kvinder i huset for. Hun kunne godt forstå dem, men hun satsede dog selv kun på to minutter…

Hun fulgte dog sin far ind i stuen og lod øjnene beundre træet. Selvom hun ikke gik ind for kristendommen længere, så var træet alligevel utrolig flot pyntet. Det måtte være hendes mor der havde pyntet det… Og sikkert Laila der havde sat stjernen på toppen af træet. Et lille minde af dengang Tien fik lov til at sætte stjernen på træet, løftet af Cael, strejfede hende. ’Kommandoen’ om at tage plads, klukkede hun lidt af, ”Don’t say that twice,” smålo hun som hun skyndte sig over i sofaen og smækkede benene op på langs, med en arm på ryglænet. Hvis han ville sidde ved hende, ville hun bare flytte sine ben til at være oven på ham. Hun havde trodsalt lige været i bad og havde bare tæer, så det burde vel ikke været et problem med fødderne oppe. Hun kunne mærke hvordan sofaen nærmest omfavnede hende. Det følte som om hun sank dybere og dybere ned i sofaen. Hendes øjne betragtede loftet kortvarigt, og hun hev solbrillerne kortvarigt ned, for at vurdere om hun kunne tage dem af; men nej. Hendes tanker var alle andre steder end hvor Cael gik hen og hvordan han fandt pakken frem. Hun undrede sig nemlig over hvordan et loft kunne holde sig stabilt og ikke bare brase ned i hovedet på hende.

Da Cael igen var inden for synsvinkel og virkede til at ville sidde ned ved hende, krummede hun sine fødder helt op til sig og støttede dem med den frie arm. Da hun så at han faktisk havde en relativ stor gave med, som blokerede hvor hun havde planlagt hendes ben skulle være, valgte hun at sætte sig ovenpå sine ben. Hendes øjne hvilede på det som åbenbart ikke var en julegave. Da han nævnte det var en speciel gave fra ham til hende, så hun op på ham, hen over sine solbriller. Det varede dog kun et split sekund, da lyset var for skarpt og hun måtte rette blikket ned på pakken igen for at nikke og tage imod den. Det ville være synd at sige at den var pakket ind med lineal og vinkelmåler, men alle huller var dækket og der var endda bånd på. Både båndet og papiret var i hendes yndlingsfarver. Hun trak på smilebåndet og så op på ham, gennem solbrillerne. ”Thanks,” lød det fra hende, inden hun begyndte at prøve at åbne båndet. Båndet var dog ikke bundet, sådan at man bare kunne hive et sted og den ville åbne. Nej det skulle klippes op. Hun så kortvarigt om sig for at finde en saks, men der var ingen i nærheden. Hun bukkede sig ned, snøftede og bed båndet over. Hun trak så båndet af og lod det falde til gulvet. Nu  kom det bare til at finde ud af hvordan hun skulle pakke gaven op pænt…

Ja, hvem prøvede hun at narre… Hun havde allerede lignet en hund, da hun bed båndet over, så hun rev bare lidt hurtigt i det tynde indpakningspapir, indtil en fotobog kom frem. Hun så tvivlsomt op på sin fader før hun så ned på bogen og åbnede den. Hun trak lidt på smilebåndet, som hvert et minde begyndte at blomstre i hovedet på hende. Ingen rødmen, ingen tårer. En gang i mellem lænede hun sig ned til bogen for bedre at kunne se billedet gennem solbrillerne. Side efter side, sagde hun ikke et ord. Der var ingen umiddelbar reaktion på billederne, udover det lille smil på læberne som hun kiggede på billederne.
Det var da også kun indtil hun nåede den sidste side, med et billede fra en ferie for blot nogle år siden. Hun lod sine røde, knækkede, lange falske negle glide henover billedet med en umiddelbart forsigtighed. En negl gled under billedet og hev det ud. Hun satte sig fuldt op, med bogen åbnet på vidt gab på sit foldede skød, og med billedet kun få centimeter fra solbrillen. Til sidst besluttede hun sig og foldede billedet sådan så noget i baggrunden ikke længere var der, men kun hendes far og hende selv der hold en is i hver sin hånd, med is i hele ansigtet, begge to. Billedet kom tilbage på plads, men sad lidt dårligere fast. Hun lukkede så bogen i og så hen mod Cael. ”Why don’t we do these things anymore? I can find the time,” hun undrede sig, selvom hun måske et eller andet sted godt vidste hvorfor han ikke ville ud med hende. Hun vidste dog, at med den mængde hun deltog i timerne, ville hun sagtens kunne finde tid til at tage ud med sin far igen. Hun skulle bare ikke i nærheden af nogen ’potentielle mænd som hun kunne gifte sig med’. Det var i den grad ikke noget hun ledte efter længere, men såmænd ikke noget hun havde fortalt sine forældre. Det var en af de ting, som de måtte finde ud af med tiden, ligesom hendes stof- og alkoholforbrug bare pludselig var der.