They say curiosity killed the cat (cw)

Tørsten  blev værre, og hun greb om et glas vand i hånd om at det ville slukke den - dog uden held. Måske hun havde prikket til ting hun ikke burde have pillet ved, alligevel lyttede hun til hans teori. Clementines blod måtte have aktiveret tørsten efter blod, men længslen efter det var nu endnu voldsommere efter en smagsprøve. Hun samlede derefter sine hænder på sine lår igen og gned hænderne mod hinanden. Små gnister af hvad der virkede til at kunne være ildfremkaldende slog ud fra fingerspidserne. Den voldsomme kontrol af tørsten fik andre af den unge hybrids evner til at sætte igang. Atlas arbejede i en voldsom kamp mellem sin lyst til mere af blodet og kontrollen i sig selv. Bare sætningen "more blood or me," satte systemet endnu mere på udfordring. "It would be the easiest yeah," mumlede hun stille og hev vejret ind. Hun følte svedperlerne stille danne sig på sin pande, og hun borrede svagt neglene i sin håndflade. "I think I need more blood," indrømmede hun med næsten sammenbidt, og brød sig ikke om at miste kontrollen. Pludselig rejste hun sig hurtigt op, hvilket næsten fik stolen til at vælte bagover. Hun kunne hører hans hjerte banke, banke og pumpe blod rundt i hele hans system. Atlas lukkede øjnene og følte sig næsten rundtosset af fænomenet. Hun tog sig til hovedet og trådte et usikkert skridt tilbage.

-
Det var først da hun mærkede hans hænder imod sine kinder, og han næsten tvang hendes blik til at blive indfanget af hans, at hun fik bare en lille følelse af håb tilbage. Et lille frø som forhåbentlig kunne holde hende fra at miste fokus. Atlas holdt vejret stille og så ham i øjnene som han gjorde sit bedste for at motivere den unge hybrid. Atlas havde aldrig mistet kontrol på fenne her måde før, og hun hadede at svømme på ukendt farevand. Alvoren slog først ind som han spurgte om hun kunne overvinde dette, og hun gav et stille nik fra sig. En ting var sikkert at komme væk fra akademiet og alle dem hun kendte, ville være det sidste hun havde jeg for. Atlas vidste hun var nød til at lærer de nødvendige redskaber for holde tørsten i skak. Der var ingen grund til at ende med at skade dem hun elskede. Hun havde følt sig glemt på det seneste, men det var ikke en følselse hun bar på lige nu. Atlas holdt sit blik imod hans og åndede en smule ud hvorefter hun tog en dyb indånding ind igen. ”I will do whatever it takes,” bekræftede hun med et lavt toneleje, og satsede på han ikke ville give slip på den fysiske kontakt endnu. Ensomhed var drænende for energi og hun ønskede ikke at miste grebet om noget der faktisk gav hende en sindsro.

De mørke øjne forsatte med at holde sig næsten magnetisk tiltrukket af dæmonens. Det eneste hun fokuserede på var lyden af hans stemme, og den kæmpede hun for at holde fast i. Hun havde ikke behov for flere overraskelser, og alligevel vidste hun inderst inde godt, at hun havde åbnet for alle dørerne lige nu. Hun nikkede stille og var ikke i et sted, hvor hun kunne mærke sin samvittighed. Så da han gav hende tilladelse til at drikke fra ham, var det som om at alt andet i den unge hybrids sind slog fra. Atlas nikkede en enkelt gang og lod tænderne blotte sig. Hun besad både hugtænder i øverste tandrække og nederste - hvilket nok mest var på grund af sin varulve natur. Før hun nåede at føre tanke til handling havde hun grebet om hans venstre arm. Tænderne borrede sig igennem huden, og hun mærkede den varme væske mætte systemet. Hun lukkede øjnene i, og nød det sus der spredte sig ud i nervesystemet. Rovdyret var slået ind, og lysten til blodet dominerede over fornuften. Grebet om armen syntes at blive en anelse hårdere, som rovdyret ønskede at mæske sig i byttet. Hun mærkede sin ryg møde hans overkrop, som hun trådte et skridt tilbage. Indfangede sig selv, imens hun drak som havde hun tørstet hele sit liv.

Hun mærkede en indre ro. En ro der lå i mætheden og tilfredsstillelsen hun begyndte at føle. Atlas reagerede på lyden af hans dybe stemme der kort fik det til at løbe koldt henover ryggen. Hun slog øjnene op ved de ord som blev sagt, og lod dyret i hende blive sat i kamp med menneskeligheden. Menneskeligheden lå gemt en smule væk, men hun så anstrengelsen i øjnene. Atlas fik trukket sine tænder til sig og slap grebet om hans hånd. Hun fald tilbage, men blev stoppet som hun stod med ryggen til ham. Hovedet fald tilbage og lænede sig op ad ham. Hun virkede forpustet og lukkede øjnene tilbage for at samle indtrykket af det rush hun var i lige nu. Hvem havde dog brug for kaffe når man kunne få sådan et kick ind? Atlas lod sig selv falde til ro, og åndede så ud. "That was- something," åndede hun ud og tog endnu en dybere indånding ind.

Hun tog imod lommetørklædet og førte det op over sine læber. Hun hev vejret stille ind og åbnede først da sine øjne. De havde vendt tilbage til deres naturlige mørke brune farve. Hele nervesystemet reagerede, som han strøg noget af håret om bagved hendes øre. Den nye side der var blevet aktiveret, gjorde hende næsten tryllebundet til intensiteten af oplevelsen. Det ville alt sammen ramme mere følelsesbundet senere, men lige nu levede hun højt på det rush hun havde fået. Det var første gang længe, at hun havde følt sig så i live, så tilpas i sig selv. Der var ikke noget eller nogle som skulle skubbe hende ned af bakken før hun var klar til det. Den næste sætning fik hende til at flytte blikket hen på den arm hun havde haft tænderne i. Det var nu hun skulle vise overfor ham, men også sig selv, at hun kunne beherske sig selv. Hvis hun kunne være i balance med elementerne, måtte hun også kunne lærer at beherske den nye fristelse. Atlas vendte sig mere i front mod ham, og lod sine øjne mødes med hans. Hun greb hans arm i en elegant og blid blid bevægelse. De mørke brune øjne så en anelse intenst på ham, som hun førte hans skadede arm stille op mod sine læber. Blikket flyttede sig hen på skaden, og kort virkede det til, at hun kunne miste kontrollen. Dog lod hun sin tunge slikke resterne af blodet af, og lod den glide henover skaden. Derefter trak hun sig stille tilbage, og slap grebet om armen igen. "Like that?" Spurgte hun og løftede en anelse charmerende på det ene øjenbryn. "Funny is fine. Then at least it ain't boring," påmindede hun ham med et skævt smil. Det var tydeligt når man så ind i de mørke øjne, at hun var på toppen af sit rush. Alting virkede til at gå op ad for hende i øjeblikket, og det udgjorde at den selvsikkerhed hun ellers allerede havde, fik et skub samme vej.

Smilet syntes at blive en anelse større, og et mere livligt glimt i øjet mere tydeligt. Atlas lyttede til ham og vippede hovedet en smule til siden, hun bed sig kort i underlæben som hun mærkede hans hånd ved siden af sin hals. How are you feeling? Hun tog en mindre skarp indånding ind, men tog ikke sine øjne fra ham. Hvordan hun havde det i øjeblikket, kunne ikke beskrives med ord. "I feel-" hun foldede læberne kort sammen før hun forsatte sit svar, som om hun ledte efter de rigtige ord, "I feel alive. I feel good," indrømmede hun og løftede opfordrende på det ene af sine øjenbryn. "I haven't felt this good for a long time," fortalte hun så og sank en klump, "I don't want to lose that feeling," tilføjede hun og tog en lidt dybere vejrtrækning ind. "Don't let me lose that feeling," sagde hun i en næsten tiggende undertone, "please," tilføjede Atlas tog ikke blikket fra ham."How are you feeling?" Spurgte hun derefter og var opmærksom på hans ansigts udtryk. Hun havde trods alt drukket noget af hans blod, men ærligtalt havde hun ingen anelse om, hvilke effekter det kunne have for ham.

Alt hun kunne tænke over var blodet, den følelse blodet havde givet til hende. Aldrig havde hun oplevet en følelse som kunne opnå dette punkt. Det var den som om det udfyldte et sorthul er lå i hendes hjerte, et hul hun havde kæmpet for at få fyldt ud. Atlas sank stille en klump og holdt sine øjne imod hans. Det lå til Atlas natur at spørge om andres velbefindende, og hun kunne ikke undgå at være bekymret over, hvor meget blod hun faktisk havde fået drukket fra ham. "Good," svarede hun mildt tilbage og så mere varmt på ham. I can help you, det var som et gentagende ekko med alt hun lige nu ønskede at få at vide. Hun ønskede ikke at miste denne her følelse. "I don't know yet, but I guess we are about to figure that out," sagde hun så og løftede elegant på det ene øjenbryn. Atlas vidste ikke, hvad han havde i tankerne. Dog lige nu, føltes det som om hendes comfort zone var blevet trådt over for længe siden.

Den kontrol freak natur hun ejede havde en overhånd. Den talte til fornuften, heldigvis. Hvis Caine var en dæmon, som kunne opfylde ønsker - så virkede det småligt at blot ønske om hjælp med sin tørst eller blot for at holde den her følelse oppe. Alting var midlertidigt, og det ville være et spørgsmål om tid før hun havde brug for selv at finde ud af noget. Lige meget hvor meget hun satte på de hjælpemidler der kunne findes. "So, what are the limits?" Spurgte hun alligevel nysgerrigt. Draget til ideen kunne hun ikke undgå. Den var lokkende og det var hvad der holdt hende opmærksom.

Det var en farlig leg de havde gang i, og alligevel fandt hun sig viklet ind i hans spind. Nysgerrighedden pirrede i hende, og hun var stadigvæk høj på enderfinorne fra blodet. Et sorgmodigt glimt sneg sig kort forbi de mørke øjne, da han nævnte, at han ikke kunne bringe folk tilbage til live. Bare tanken om at have kunne få sin familie igen, bare de få sekunder af håb havde åbnet såret fra tabet. Et tab der endnu engang svang hende hele vej ned fra toppen af bjerget hun ellers havde besteget. Atlas var træt af at føle sig besejret. Dog stoppede hun tanke strømmen da hun tænkte på et offer hun skulle give. Et offer. Endnu en tanke, som løb koldt henover ryggen på hende. "So, if I wished to be in better control of myself and my abilities. What would it be?" Spurgte hun så og så en anelse udfordrende på et bryn. Atlas vidste ikke hvad det ville indebære, "or what do you reckon? Perhaps I should wish for something else there could keep these endorphins pumping.. like a simple touch," hun vippede hovedet en smule på skrå, men uden at tage blikket væk fra Caine et eneste sekund.

Atlas vidste, at hvis hun havde et ønske. Så skulle hun være opmærksom på, hvordan hun formulerede sig, fordi, hun ønskede vel at få mest ud af ønsket. Hvis hun skulle finde en måde at holde sig selv en smule høj på, uden at gå til metoder som at blive en koldblodig morder - eller tage på andre ture ud i det blå. "Just the rush, or maybe combine it. Sustaining the rush from more than just drinking blood from the source," hun lagde armene over kors og slikkede sig ganske kort om læberne eftertænksomt. "I want to be able to feel like this, by the matte of a personal touch," hun trådte derefter et par skridt tættere på ham. "Just imagine, a simple touch like this," stille lod hun sin håndryk glide elegant henover hans arm, imens hun løftede på det ene øjenbryn, "making you feel more alive than ever." Atlas vidste ikke om det var muligt, men hun udfordrede gerne skæbnen lidt.

Hvor langt ville der virkelig gå før hendes nysgerrighed blev stillet? Og ville det være nok i sidste ende? Hvis hun kunne få fyldt det tomme hul i sit hjerte blot ved en kærtegnelse, var det alt hun behøvede. Man kunne undre sig over, hvad der gjorde hun følte behovet for at få den tilfredsstillelse fyldt ud. Hvad var det hun manglede og var der overhovedet noget hun manglede? Som han løftede sin hånd op og lod sin finger løbe langs hendes kæbe, nok til at få hendes hjerte til at springe en takt over. Hun så ham i øjnene som han spurgte, hvad hun var villig til at ofre? "I will sacrifice my ability to fall in love," kom det fra hende i et lavt toneleje. Atlas havde aldrig haft held i kærlighed alligevel, og det var spild af hendes tid at forsøge på det. Hvis hun kunne føle sig i live ved en kærtegnelse, havde hun så virkelig behov for kærlighed? Det var alt hun dybt inde ønskede, men at give helt slip på det var risikabelt. Var det en klog beslutning? Sikkert ikke, men hun havde givet sit forslag.

Var hun sikker i sin sag, eller var det et skjult håb om hjælp. Det var lige meget, for det var sagt og hun var ikke typen som trak i land. Atlas følte alligevel sig ikke fortjent i det omfang af kærlighed, så det gav vel en mening i sidste ende for hende. Atlas observeret hver eneste bevægelse han fortog sig efter det. De små hår rejste sig op langs hendes arm, som nervøsiteten af virkeligheden bankede på døren. Accepterede hun virkelig den skæbne hun satte i spil, hun bemærkede ordene til han satte hende fri. En lille befrielse skete i hendes sind, for det var ikke permanent. "Yes, I accept the terms," sagde hun så og så ham i øjnene. Fortrydelsen ringede alarmerende inde i hybridens hoved, men fornuft og følelsen af at slippe for at tænke på det tomme hul i sit hjerte - var offeret så ikke prisen værd?