The act of provoked curiosity

DATE | Onsdag den 30. december 2020
TIME | 'Witching hour' nærmer sig - 23:39
PLACE / AREA | The King Quarter's park, Moonlight Falls
WEATHER | Månen er fuld og luften er frisk med begyndende minus grader der ved hjælp af nattens luftfugtighed, bider i kinderne. Cassiopeia og Orion er næsten ikke til at undgå på nattehimlen.
ATTIRE | [Beskrives i tekst..]



Det var årets sidste fuldmåne og takket være den frosne vinterklarhed i himlen, lyste dens blege lys kraftigt udover The Kings Quarter og virkelig gav liv til det lille naboland til Gaia. Moonlight Falls. At den lille heks ikke havde slået sig ned dér var noget af et under. Der var magi i luften over alt. Nogle steder så tykt at selv væsner, der ikke var magi-kyndige som hende selv kunne fornemme det summe i atmosfæren omkring dem. Og særligt denne nat. Den sidste fuldmåne var en særlig tid for heksene. Lidt på samme måde som nytåret var noget det almene menneske så frem til at fejre. Det var en dag der blev tilbragt med sin coven, og hvor forberedelserne til det kommende år var mange og til tider storslåede. Men til trods for at Saga var en heks uden et sådan samfund og fællesskab – en enlig heks – var det stadigvæk en særlig dag, der havde bragt hende hele vejen fra sit trygge hjem i Oakheart.

Gaden, hun med retningsbestemte skridt, gik ned ad var forunderlig tom. Selvfølgelig var det noget sent og derfor ikke et tidspunkt folk normalt spadserede rundt. Måske var det en fornemmelse af at det var bedst at blive hjemme, der havde gjort folk ikke var i gaderne? Eller var det blot lige denne ene gade? Hvad det var, gjorde dog ikke megen forskel. Saga var i forvejen ikke præget af en specielt fremstående tilstedeværelse, så ganske vist var hun klædt en anelse besynderligt – en tyk sort kappe hang over hendes skuldre og selv den store hætte var blevet trykket op over hovedet, så blev hun ikke et automatisk fokuspunkt. I hvert fald ikke hos de fleste.
På samme måde som nationaldragt og anden traditionel beklædning blev båret under visse højtider, var kappen en tradition, hvor stereotypisk det så end måtte virke i de moderne tider. Ikke desto mindre holdte den hende beskyttet mod den isnende kulde, der hærgede i deres del af verdenen og truede med kommende sne.
Ved hendes fødder, som hun med retningsbevidste skridt bevægede sig ned ad gaden langs parkens omkringliggende, trippede en langhåret kat, hvis pels var så hvid og så ren som nyfaldet sne, følge efter heksen. Kun katten syntes at ænse den unge engel, de passerede, og dens gyldne – ikke gule, men glitrende gyldne – øjne kiggede roligt op og drejede tilmed hovedet for at dens blik fortsat kunne følge ham indtil han var forbi dem og dens fokus vendte tilbage fremad.

Parken var lige så mørklagt og delvis øde som resten af området omkring, hvis ikke en tand mørkere med færre lygtepæle tilgængelig. Men stemningen var ikke på nogen måde omklamrende eller dunkel. I stedet var den nær tomme park idyllisk, badet i måneskær. Grusstien knasede under hendes sko, og ligeledes gjorde det frost-stive græs idét hun bevægede sig væk fra gangstien og ud i det græssede arealer. Hun stoppede kortvarigt, hvor hun kontrolleret drejede sit hoved for at se sig over skulderen og lod de naturligt intense øjne scanne rundt. Ingen. Huh..
Hun fortsatte lidt længere ind i et tættere terræn, før hun kom helt ned at sidde på sine knæ, der med det samme blev våde af det fugtige underlag. Endelig rakte hun op og trak hætten af, rystede de korte sorte lokker og lige knejsede nakken en enkelt gang fra side til side. Hendes ånde, som hun åndede ud, dannede straks en tåget sky. Den hvide kat havde ligeledes sat sig, pænt ved siden af hende med dens ryg ret. Det var lige ved at være tid.

Hvorfor skulle den eneste kiosk som havde åben på denne tid af døgn virkelig lægge så langt væk! Så skulle Kemuel jo gååå hele den lange vej, i kulden og væk fra sin computer! For at hente en ny pose chips og energidrik, fordi en af hans søskende havde valgt at spise HANS chips og HANS energidrik! Med vinterjakken lynnet helt op til halsen og hans sorte hue trukket helt ned over ørerne og næsten også øjne var han målrettet sin vej hjem lige indtil han mødte en kridhvid kat!

Kemuel havde altid fundet katte besynderlige nuttet, hvorfor? Det vidste han ikke, de var jo ret kedelige når det kom til stykket og alt for fysisk aktive! Med tanken om at hans computer stod på hans dejlige varme værelse og ventede på ham gik han videre forbi katten. Kemuel stoppede dog op som han synes at have set en skikkelse sammen med katten, var det mon en der ikke havde det så godt? Nysgerrigheden blev nu alligevel vagt i ham. Modvilligt valgte Kemuel at vende rundt og kigge sig omkring som han igen fik øje på den hvide kat og en kappe?? Klædt person. I stilhed og med lidt besvær på grund af 3 poser chips og to energidrik i favnen da de larmede når han bevægede sig, forsøgte han at liste efter dog på en lille god afstand.

Hoved sneg sig på skrå, hvad foregik der? Personen satte sig ned i sneen? Noget indeni ham fik ham næsten til at gå i panik, var der sket personen noget? Skulle han ringe efter nogen? I forsøget på at finde sin mobil i lommerne endte han med at tabe det hele ned på jorden, en irriterende brummen lyd fra ham mens han febrilsk ledte efter den, no den var der ikke! Han måtte have glemt den. Kemuel formåede at samle sine ting op og skyndte sig hen til personen. ”uhmm, are you allright? Do you need some help?” Spurgte han forsigtigt og vidste ikke helt om der var noget galt eller om han var lokket i baghold! Han vidste godt hvilken sag hans far arbejdede på han var ikke dum, for han havde luret ham og tjekket i hans ting uden hans far vidste det.

Engel var ikke just forsigtig med at holde sin tilstedeværelse skjult for hende. Hun havde godt nok ikke set ham, det kort øjeblik, hvor hun havde set sig over skulderne, men hun havde hørt hans skridt og fornemmet hans rummelige tilstedeværelse. For slet ikke at glemme, hvordan han afslørede sig selv fuldkomment ved at tabe sin stablede proviant for, hvad man kunne gætte sig til var en følgende hel nats snack-indtagelse. Instinktive havde Saga stoppet alle hendes bevægelser og sad egentlig blot stille for en stund, inden hun roligt satte sig tilbage på sine lægge og ligeledes drejede hovedet for at se sig over skulderen. De intense øjne lagde sig straks på den unge mand. Ja, han lignede nærmere en dreng, på samme måde som hun var på nippet til at blot ligne en pige. Forskellen, som var så tydelig at det kunne lægges mærke til på selv den afstand de var, var den betydeligt yngre atmosfære, der virkede til at hænge over ham.
Hun kunne ikke helt undgå at vise overraskelsen i hendes måneblege ansigt, mens hun dog blev siddende og så ham fumle med at få samlet alle sine ting op i favnen for så at nærme sig hende i en hulens fart. Det blev stadig gjort kontrolleret, men panikken i hans stemme, fik hende da til at komme op at stå igen med en tand mere fart end planlagt. Mest af alt fordi han lignede en der ville kunne snuble over sine egne fødder i dét øjeblik. Og hun ville da foretrække at blive væltet ind i.

Med ét blev stilheden afbrudt af et enkelt hårdt hvæs fra den kridhvide kat ved hendes side, der nu igen stod på sine fire poter, fronten rent mod den fremmede og halen hævet for at intimidere. Dette fik Saga til at kort se ned mod sin familiær, inden hun atter fik tungen på gled og valgte at tale i takt med at de blå øjne fandt tilbage til ham. ”I’m alright. I believe you might have gotten to wrong idea. I hadn’t fallen, if that’s what you thought.” Hun tillod sig retten til at lå noget mere direkte på ham, analyserede hans ansigt og trækkende derpå. Hun frygtede ikke øjenkontakt og var derfor heller ikke det mindste sky for det, dog gled hendes blik efterfølgende ned til tingene i hans arme. Roligt stak hun en arm frem fra den mørke kappe og med en simpel og elegant håndbevægelse nåede hun lige akkurat at gribe den ene af hans dåser af energidrik i luften, som den gled ud af hans favn. Hun greb den ikke med sin hånd. Derimod havde hendes telekinetiske evner fanget den.
”This isn’t usually a night for angels to walk around,” pointerede hun så med sin følelsesneutrale stemme. Ingen bebrejdelse eller malice til stede. Faktisk var hun mest af alt forbavset over at se ham ude. Dåsen svævede samtidig tilbage for at ligge bedre til rette på toppen af hans bunke af chipsposer, inden evnen slap og hun førte sin arm tilbage ind i skjulet af kappen. Og tilbage til varmen.

Man kunne kalde det dumdristigt det han rent faktisk gjorde! Men hvad nu hvis der virkelig var sket hende noget? At hun var faldet fordi der var noget galt med hende? Måske hun var syg eller andre ting der krævede hjælp! Dog som Kemuel var kommet over til hende og han kunne se at hun ikke virkede til at fejle noget, men at det var meningen at hun ville sidde der. ” ooh I'm sorry, I thought something had happened to you.” sagde han og mærkede hvordan han blev forlegen, havde han afbrudt hende i noget der var privat? Måske hun skulle mødes med en, så sent? Altså han var da selv kun ude for at hente proviant til natten, men en ung kvinde? Det kunne jo være farligt, så var det jo godt at Kemuel var fulgt efter hende, han var jo en ung mand der kunne beskytte hende! Altså hvis han havde nosserne til det.

Som den ene energidrik gled ud af favnen på ham og hun greb den… Eller faktisk så greb hun den slet ikke, den svævede over hendes hånd i luften. Kemuels øjne blev store, det havde han tydeligt vis aldrig set før ”woow, how do you do that?” spurgte han og lod hende lægge den op i hans favn igen. ”No I know, but I was just out to buy some snack, my siblings have eat my snacks and drink my energy drink, so I need some new one. “ kom det med et lidt akavet og forlegent smil. Hurtigt var Kemuel til at få det lagt på jorden, uden at der gik hul på hans energi drik, før han kort børstede sine hænder af i bukserne og rakte hånden frem til hende. ”I’m Kemuel” sagde han og var ikke helt sikker på om det var den rette måde at hilse på overfor en ung kvinde, men han havde set hans mor hilste sådan på andre kvinder, nogle gange krammede hun dem men det var vidst kun hvis de kendte hinanden ret godt.

How did she do that? Hans uvidenheden kom ganske enkelt bag på hende, og overraskelsen var da også relativt tydelig i hendes ellers så følelsesneutrale ansigt. Hun kunne forstå, hvis han ikke forstod helt præcist hvordan sådanne kræfter fungerede, men det virkede mere som om, at han aldrig havde været introduceret for noget så simpelt som den evne, hun havde præsenteret for ham. Det var en evne, der var så naturlig for hende. Lige så naturligt som at hun brugte sine ben til at gå og sin tunge til at tale. Det var langt fra en sjælden ting at se i den overnaturlige verden. Og alligevel fremstod denne engel så ignorant. I en blid-glidende bevægelse sænkede hun sit blik ned til sin hånd og så ellers ligeledes roligt tilbage op på ham, inden hendes læber skiltes. ”Telekineses,” svarede hun kort og kontant til at starte med. ”I believe the most commen description of it is simply moving objects with your mind rather than your limbs.” Selvfølgelig havde den lille heks netop udført akten ved hjælp fra et legeme. For til trods for at det var det mentale der gjorde al arbejde, så havde hun oftest stadigvæk brug for supporten og præcisionen hun fik ved at involvere sin egentlige hånd.

Saga så derefter til som han pludselig fik travlt med at tomme alt hvad han havde i hænderne - lige efter at han havde kæmpet for at beholde sit indkøb safe and secure i sin favn. Hendes mørke brun en tand krummet i forvirringen, indtil hånden blev rakt frem mod hende og hun blev foræret et navn tilhørende det ungdommelige ansigt foran hende. Først stod hun blot og så på ham, næsten givende følelsen af, at hun ikke havde nogen intentioner om at gengælde høfligheden. Overvejede hvad der mon fik ham til at blive hængende. Men så tittede hendes hånd frem fra kappens svøb igen og hun lukkede blødt sine fingre omkring hans i et håndtryk, hvortil hun tilføjede: ”Saga.” Antydningen af et smil var lige akkurat at finde i hendes mundvier og blikket i hendes øjne var blevet en tand mindre stirrende. Lige som hun havde præsenteret sig selv, var det som om at katten lidt bag hende blev opløst til et slør af glitrende hvidt, der nærmest svævede som et blad i vinden og ligesom det nåede hendes skulder, tog den dyrisk form igen. Bare denne gang, sad der ikke en langhåret kat men en kridhvid fritte på hendes skulder og kiggede på den unge mand med gyldne øjne.
”So, you are aware of what kind of night is is tonight, Kemuel?” Kemuel. Et navn af yderst Himmelsk betydning, hvis ikke hun tog helt fejl. ”And yet you thought it wise to venture out in order to mend a craving?” Hendes ord, kun taget som de var, kunne meget vel lyde dømmende og arrogante, men tonen i hendes stemme afslørede intet af den sags. Tværtimod var hendes stemme båret af fascination. Fascination over at dét var tilfældet. Fascineret over hans dumdristighed.