Curiosity killed the cat..

Et glas vin var blevet til to. Og to var blevet til fem. Og fem glas vin havde da bestemt gjort til en god aften. En god, men sen aften. Det var allerede blevet den næste dag, før Maeve Poe havde forladt baren og efterladt de resterende kollegaer til at fejre videre. Det var altid bedst at gøre sin afsked, når legen stadig var god og med en lang arbejdsdag allerede på bagen, var det klart for det bedste. Hun var så træt. Så udmattet. Det var som om, at hendes bløde seng ikke havde virket mere lokkende end den gjorde nu, et par gader fra det varme familiehjem.

”Keep the change.”
”Thanks, ma’m. Be careful. The night is dark.” Taxachaufførens bekymring fik et smil frem på menneskets læber, som hun sendte den indiske herre igennem hans bakspejl, inden hun møvede sig ud af bagsædet og smækkede døren i. Han havde ret; Det var en mørk aften. Men den var ikke omklamrende. Gadelygterne var tændte og badede beboelsesområdet i varme skær. Og området var fredeligt. Ingen grund til at frygte for det værste.
Som hun begyndte at gå ned ad fortovet, hørte hun taxaen bag sig dreje tilbage ud på vejen og som den lidt efter passerede hende, drejede hun automatisk hovedet for at følge den med øjnene, indtil den tog et sving lidt længere nede ad vejen og efterlod gaden tom igen. Det var dér, at Maeve tog en dyb indånding af den friske luft. Armene foldede hun let omkring sig, ikke fordi at hun frøs, sommervarmen havde trods alt også spredt sig til nattetimerne. Men det var behageligt. Og som hun roligt tømte lungerne igen, listede et mageligt smil frem. Alkoholen summede stadigvæk i hende, og det ville den nok gøre indtil næste morgen…

Huh? Gaden var tom. Fredelig. Oplyst. Men ét af lygtepælene virkede pludselig til at stoppe med at virke. Og så tændte det igen. Forundret over dette stoppede Maeve noget brat op og… bare stirrede. Havde hun set synet? Men nej, så begyndte pæren at blinke. Uregelmæssige rytmer. Der var virkelig ikke noget anormalt ved det. Dog med promillen på det ’rette’ sted, fandt hun det nu alligevel yderst besynderligt, og hun klemte fokuseret øjnene sammen, inden hun fortsatte.

Det var sikkert ikke noget. Ikke før hun fangede bevægelse i skyggerne omkring lygtepælen, idét lyset gik ud, men denne gang kom det ikke igen. Hendes bryn krummede sig, som hun prøvede at se, hvad det var. Silhuetten blev mere og mere omridset, som hun kom tættere på. Det var... en hund? Hvad lavede en hund ude på dette tidspunkt?! Hvilken ubetænksom ejer, lod dog deres hund vandre frit rundt?
Hun stoppede langsomt på ved den slukkede lygtepæl, ikke påvirket af mørket, det udgjorde. ”Hey there?” prøvede hun sig forsigtigt frem. Hun ønskede for guds skyld ikke at skræmme den væk. Så stille og så roligt, som hun kunne præstere, vovede hun sig ned at sidde på hug. Lidt valkende, men hun bibeholdte imponerende nok balancen. Selv med alkohol i sit system og selv på højden af sine hæle. Den ene del af det var tydeligvis af erfaring. ”Are you lost?” Hun nåede lige akkurat at lægge hovedet på skrå, idét hun fik et bedre billede af, hvad hun sad og kiggede på. Ikke en hund. Bare en stor kat. En kat større end hun nogensinde havde set før. Spidse ører og lang slank hale. Sort som kul. Det forklarede bestemt, hvorfor dyret var ude.

Maeve burde nok bare have ladet den være. Men som hun så ind i de gule øjne, der synes at glo tilbage i mørket, blev det alt for fristende for hende, og hun rakte en hånd frem. ”Here kitty kitty.” Lokkende gned hun sin tommelfinger mod sin pegefinger for at fremprovokere en gnubbende lyd, hun før havde oplevet faktisk tiltrak opmærksomheden af katte. Mon dens pels var lige så blød som den så ud til? Havde den en ejer? Hun havde ikke set en kat som den i området før.

“Aw, hey there big guy.” Maeve blødte fuldstændigt op, da katten nærmede sig og tilmed gned sig op ad hende. For hende var det en åbenlys invitation til at stryge den yderligere over dens pels – som i øvrigt var ualmindeligt blød og glat. Selv i det manglende lys fra lygtepælen nær, hvor hun sad på hug, kunne hun lige skimme glansen fange skæret fra andre nærtstående lyskilder. Så helt på automatik, idét hun følte hovedet bliver skubbet ind mod hendes hånd, drejede hun i håndleddet og kuplede forsigtigt hånden omkring kattens hoved og strøg den mellem ørerne med tommelfingeren.
Hun skulle lige netop til at fortsætte med at nusse katten lidt ekstra godt bag det ene strittende øre, da hun hørte nogen tale. Til hende, gættede hun sig hurtigt til ud fra, hvad de sagde. Instinktivt rankede hun sig en smule mere op, men med fornuften hæmmet af alkoholen, var hendes første tanke ikke, at se sig omkring efter, hvem der havde kommet hende nær. I stedet var hendes første tanke blot at svare igen. ”Well, sir, I was clearly not refering to you. I was talking to the cat,” konstaterede hun med en del attitude i toneføringen. Igen; takket være promillen. Men hun havde kun lige akkurat afsluttet sætningen, da det klikkede fast hos hende, hvilket nemt kunne ses igennem, hvordan hun for et splitsekund virkede til at fryse fast og derefter, hvordan hun helt forbavset begyndte at blinke. Og så som hun så tilbage på katten. Lige i dét at stemmen lod igen. ”… talking… cat..? Did the cat just…? Right…”

Der gik meget lang tid, hvor Maeve egentlig bare sad stille der foran den store kat. Siddende på hug, nu med hænderne hvilende på sine knæ. Og det eneste hun kunne gøre var at stirre på katten. Hun så sikkert ufattelig dum ud i ansigtet, kæben så godt som ned og skrabe fortovet og de store øjne udvidet til en endnu større størrelse, men hun var i ingen tilstand til at være bevidst om det.

Abrupt trillede øjnene så helt tilbage imod hendes baghoved. Og som hele hendes krop blev slap og faldt som en kludedukke til den ene side, lukkede øjenlågene sig ligeledes i, i takt med at hun besvimede. Lige der. Midt på fortovet. Midt på gaden. Tom for mennesker. Tom for andet end en… talende… kat. Det havde været for meget for hendes stakkels hoved. Men i det mindst havde hun ikke skreget. Eller givet anden form for reaktion, der kunne beskrives som værende at ’freak out’, som katten så høfligt havde give hende tid til at gøre.
Heldigvis følte hun ikke, hvordan hun ramte det hårde underlag. Og heldigvis ramte hun det ikke hårdt. Hun havde trods alt været så godt som dernede omkring i forvejen.

Ja, en helt god idé havde det vist ikke været at åbne munden foran hende, men det kunne da have gået værre til for sig. Meget værre. Det var måske lige ved, at man kunne sige, at hun havde taget det ganske fredeligt. Det lignede trods alt at hun bare lå og tog sig en lille uskyldig lur der på fodgængerområdet. Dog ikke det reneste af steder at gøre det eller et sted at foretrække over en blod sofa, men asfalten var nu egentlig ganske kølig i forhold til den lumre nattevarme.

Lygtepælen, der ellers i sidste ende var gået ud efter at have kæmpet den blinkende kamp, begyndte pludselig at blinke sit skarpe gullige lys igen, som en velkomst inden, den blot forblev tændt igen og deres lille del af gaden var ikke længere mørklagt og mystisk som før. Lyset var nok det første til at forstyrre Maeve’s henfaldne tilstand, for selvom hendes underbevidsthed havde opfanget det ekstra tryk mod hendes overkrop, var det først ved at blive skinnet direkte i ansigtet på den måde, der fik hendes øjenlåg til at sitrer som blev øjnene irriteret. ”Hmg…” Det var virkelig ikke så galt, som det måtte have set ud, før som hentydet af de små  - og faktisk ret bedårende - beklagende lyde der lød fra hendes strube. Følelsen af vådgjort sandpapir mod hendes kind var særligt en stor hjælp til at bringe hende langt nok frem til bevidstheden, at det ikke længere var nogen hårdere kamp end at blive vækket af sit biologiske vækkeur om morgenen.
Maeve fortrak diverse former for grimasser og drejede på et tidspunkt afvisende hovedet i et forsøg på at komme væk fra den underlige fornemmelse af kattetungen. Endelig slog hendes øjne sig op og deres chokoladebrune farve kom atter frem for verdenen at se. Hendes brun var krummede i en blanding af fantomhovedpine og forvirring samtidig med, at hendes blik stillede skabt på det første hun blev opmærksom på. Katten. Det var svært at undgå den. Den var direkte oppe ansigtet på hende.

Som en person, der ikke nødvendigvis følte sig usikker omkring dyr som katte eller hunde, var hendes første handling, at føre sine hænder op og ind under kattens forben - en under hver - for at dermed kunne løfte den med sig, som hun satte sig op ”What… happened?” spurgte hun, men han spurgte ikke katten. Fordi en del af hende havde allerede i hendes døs glemt alt om, at katten oprigtigt havde talt. Og at det ikke bare var noget hun havde forestillet sig i sit fuldskab. Lidt rundtosset spejdede hun omkring sig og bekræftede hurtigt, at hun stadigvæk var hvor hun havde været før. Og at hun ikke kunne have været væk længe. Et par sekunder måske. Intet farligt.

Det var måske en tand for meget at påstå, at hun havde løftet katten. Det var i hvert fald på ingen måde, som i Løvernes Konge. Hendes hænder havde blot møvet sig ind under dens forben, men måde på grund af kattens imponerende størrelse og naturlige smidighed, havde hun på intet tidspunkt faktisk formået at hæve katten højt nok i sine arme til at dens bagpoter havde mistet sit fodfæste på hendes krop. Hun havde ikke bare brugt ordene ’big guy’ for the heck of it, da hun havde talt til katten. Det var et stort kreatur. Af en kat at være i hvert fald. Men en kat var det stadigvæk tydeligvis.
Katten begyndte ikke at svare hende tilbage men vippede blot hovedet til hendes spørgsmål. Selvfølgelig talte katten ikke. Det var jo absurd. Men samtidig med at katten skråede hovedet, fangede hun ligeledes dens gule øjne, og med katten stadig halvt løftet i sine hænder, følte hun sig nærmest fanget i dem. Ikke som når hun betragtede et par dragende blikke fra en anden herre. Men der var bare noget i dem, der ikke gav helt mening.

Pludselig lød lyden af en dør, der blev åbnet nær dem. Automatisk rev Maeve sig fra katten og drejede straks hovedet i retningen. ”You okay there, love?” En middel aldrende kvinde med krøllet hår til ørene, tilhørende krøllet pandehår og famlede røde læber stod i døren indtil hendes hjem. En tændt cigaret blev holdt imellem hendes tynde fingre. Lange lakerede negle.
”Ehm yea.” Først lød Maeve ikke helt sikker i sin sag men hurtig derefter redede hun den. ”Yea! I’m fine. I’ve just had maybe a glass too much to drink. Say, is this your cat?” Hun holdte nu katten lidt mere op. Dog ikke længe, før hun kunne mærke det i sine arme.
”I don’t own a cat. My husband is deadly allergic to those furry fiends. Poor fellow though. Owner must feed ‘im too much,” pointerede kvinden med et peg med cigaretten. Hentydede tydeligvis til størrelsen på katten.
”Oh. I see.”
Blikket faldt tilbage til katten, og det gik så op for hende, at hun stadig holdte den med sådanne akavede manere, og endelig lod hun den på. Førte den først ned fra sig og håbede, at den ville hoppe af helt af sig selv derefter. Og så kom hun endelig op fra jorden igen. Hun havde følt sig overraskende ædru siddende på fortovet, men som hun kom op i højere højder blev hun mødt af lidt af den samme svimmelhed der kom af den første rus. Heldigt for hende, var hun ganske stabil selv på hæle så hun svajede ikke alt for dramatisk før hun stod rankt igen. Jord blev børstet af både knæ og bagdel og tasken med hendes ting blev lige tjekket for at sikre sig, at hun havde sine ting. Kvinden i døråbningen havde nok holdt øje med hende for at se om hun nu var okay, som hun havde påstået, før så snart Maeve var på benene vendte kvinden tilbage indenfor og lukkede døren efter sig.

En sidste gang søgte hun lige omkring sig efter katten. Havde den smuttet videre på sin vej igen, nu dens opvækkende tunge ikke var nødvendig længere? Dog gjorde det ikke meget forskel om den var der endnu. Som følge drejede Maeve i sin egen retning, den retning hun havde været rettet mod før, retningen mod hjem, og hun genoptog dette mål. Tænkte ikke alt for meget mere om katten. Katte var kloge. Den skulle nok finde hjem selv.