I have a revenge plan ¤ Audrey ¤

//I starten af dette emne, vil jeg spille en NPC. Stephanie er den første falden engel.//

Den lyshåret kvinde bevægede sig elegant igennem skoven. For længe siden, havde Stephanie mødt den første vampyr. Stephanie ville være stærkere, hun ville slå sig sammen med Amara, reagere verden. Men nej. Stephanie var ikke fin nok til hende. Men i alle de år, havde Stephanie aldrig glemt det. Hun havde aldrig glemt, hvor lav hun havde følt sig, hvor afvist hun var blevet. Men hun skulle nok få sin hævn. Det viste sig nemlig, at kære Amara havde sig en datter. Det kunne hun godt udnytte. Den smukke kvinde, havde fået narret den uskyldige Audrey ud i en skov. Det krævede ikke mere, end blot en sms-besked var pigebarnets bror. ”Audrey, jeg har brug for dig. Mød mig i skoven ude for byen!” Nu var det bare at vente. Stephanie lænede sig op af et træ, og så ud i mørket. Det var sent, så ingen ville undre sig over, hvor en ung pige var henne. Hun kunne have været i byen og være gået kold hjemme hos en veninde. Hun havde en sprøjte i hånden, en sprøjte der ville ligge Audrey i narkose. Det skulle være stærkt nok til, at hun først vlle vågne, når de var kommet længere ind i skoven. Stephanie frembragte et diabolsk smil på sine læber, da hun kunne høre fodtrin bag sig. Hun drejede sig rundt og viftede provokerende med Aarons telefon. ”Din bror skulle passe bedre så sin telefon.”

Selvfølgelig reagerede hun på sin lillebrors besked. Som den overbeskyttende storesøster hun nu engang var. Hun var vandret ud i skoven og så sig omkring. Det var ikke ligefrem fordi, at det var ret nemt for hende. Audrey hørte lyden af en kvindelig stemme og snurrede en halv gang rundt om sig selv - så det blonde hår vivlede vildt i vinden. Let løftede hun hagen op, og vrissede let.
"Hvor er min bror?" Spurgte hun let.. dog var det noget af det sidste hun sagde før hun fik en nål stykket i huden. Hun mærkede smerten omkring stedet, men så faldt hun egentlig bare hen. Lyden af skridt der bar hende stille væk, til hun til sidst var blevet suget ind i mørket.

Det tog sin tid, men så vågnede hun endelig op. Stadigvæk i skoven. Dog følte hun en gevaldig smerte i sit hoved. Hun havde kvalme, den mest irriterende ting ved at være et menneske! Audrey rømmede sig kort og prøvede at komme til sig selv. Men hun følte hun var spændt fast. Ude af stand til egentlig at gøre ret meget.
"Hvor er jer?" Spurgte hun i en lav ynkelig hvisken.

Stephanie regnede med et spørgsmål i den stil ville komme. Selvfølgelig var hun bekymret for det skrøbelige menneske. Ikke at hun selv var mere hårdfødt en ham. Det blev meget let at sende Amara hendes besked. Hurtigt var hun henne ved den blonde pige, og sprøjtede medicinen ind i hende. ”Han er i sikkerhed. Det er du ikke.” Hun var allerede væk, før Stephanie fik sagt ordene, men man skulle da altid have lidt effekt med, ellers var der ikke noget sjovt ved det. Hun løftede pigen op og bar hende igennem skoven. Stephanie havde gjort et par lænker klar til pigebarnet, så hun fik hurtigt spændt hende fast, før hun vågnede op.

Da hun endelig vågnede, sad Stephanie på hug, mens hun forsøgte at udvælge hendes første våben. Hun greb fat i en lille kniv. Pigen skulle da også have en chance for, at vende sig til smerten. ”I skoven.” Hun gik faretruende hen imod den kønne pige. ”Bare skrig hvis det er nødvendigt. Folk kan ikke høre dig herude.” Hun lagde knivens spids imod hendes underarm, og skar en rift der var et par centimeter. ”Det er ikke personligt tøs. Jeg kan bare ikke lide din mor.”

Hun kiggede op i engelens mørke øjne. Hun burde have vidst, at Amara kun ville volde hende problemer. Desværre ville det nok ikke hjælpe noget, Amara havde forladt Audrey for 18 år siden. Rettede sagtens den kære originale vampyr var pisse ligeglad med sin datter. Ikke at Audrey også var ligeglad, eller hun prøvede at være det. Hun så undrene på kvinden, men mærkede så smerten brænde i hendes underarm. Hun skar tænder, imens hun klemte øjnene sammen for ikke at skrige. Hun var van til en anden form for smerte end denne, og den skærrende smerte der ramte hende var forfærdelig.
"Jamen, så vi to." Vrissede hun let, og lænede sit hoved frem for at dunke Stephenie en i skalden. Lidt havde Audrey da lært. Hun gik trods alt til kampsport.... hun gik til så mange ting. Men det betød også, at hun kunne holde til lidt mere. Hendes krop var pænt sund, siden hun aldrig fyldte den med skrald. Det var derfor lægerne undrede sig over hendes sygdom, nå men nu tilbage til virkeligheden. Hun vred sig let så ud af hendes lomme trillede der en mellemstor bøtte med glitrende vand. Den kunne ikke åbnes af selv det stærkeste væsen eller af den stærkeste magi. Kun af Audrey. Hun flyttede hurtigt fokus på glasbøtten, som var den ekstrem vigtig. Den var ekstrem vigtig. Men kun hun vidste hvad den kunne, for hun ville ikke udnyttes for dens evner. Dog var for Stephenie bøtten en ting som første gang blev fundet for mange år siden. Måske havde hun set den før? For Audrey havde ingen anelse om hvor den stammede fra.

Stephanie smilede, da tøsen prøvede at holde skriget tilbage. Så hun prøvede at være stærk? Jamen det skulle hun nok snart få knust. Stephanie stod tæt på hende, da hun vrissede hendes ord. Så hun var heller ikke begejstret for sin mor. Jamen så kunne det være, denne tortur kunne få Audrey til at hade Amara endnu mere. Det ville skade Amara endnu mere, end at hendes datter blev tortureret. For hvem ønskede ikke, at deres børn elskede en betingelsesløst? Det kunne umuligt blive tilfældet med Audrey og Amara efter det her. Da Audrey nikkede hende en skalle, trådte hun et skridt tilbage. En fyrig lille tøs, men det hjalp hende ikke. ”Pas hellere på. Jeg har magten her tøs. Det bliver bare værst for dig selv.” Hun stak uden videre en kniv i siden på hende. Stephanie vidste præcis hvor man skulle ramme, så det ikke skadede nogle indre organer, da hun jo nødig skulle dø. Så var alt der her for ingenting. Stephanie så på glasbøtten der faldt ud af hendes lomme. Hun samlede den op og så nærmere på den. ”Jamen der kan man bare se. Den har jeg ikke set længe.” Stephanie vidste udmærket, hun ikke kunne få den åbnet. Men ikke tale om, hun skulle beholde den. Det ville blot være en fordel. ”Så jeg er ikke helt uciviliseret. Skal vi starte nedefra, hun pegede kniven imod hendes fødder. ”Eller oppe fra?” Kniven blev nu rettet imod hendes ansigt.

Hun fortrød straks sin handling. Men lige en lille ting mere for sin handling, en kniv i siden - som gjorde skreget brød frem over hendes læber. Hun knyttede næverne sammen, så knorrerne næsten blev hvide som kridt. Hun foldede læberne sammen som en smal streg, imens hun kunne mærke hendes krop begyndte at ryste let i frygt. Hendes hjerte bankede afsted som tyve vilde heste.
"Få.. få det bare overstået." Sagde hun så hurtigt hun kunne, og prøvede at fjerne fokus fra den brændende smerte i sin side. Hendes øjne var nærmest ved at falde ud af at kigge så bange på kniven. Det var ikke fordi, at hun ønskede det her. Ærligtalt, så håbede hun på ,at det blot var en eller anden sindssyg drøm som hun kunne analysere i en af Karmas timer. Dog virkede det til, at det langtfra blev til et irriterende mareridt, kun et forfærdelig levende et. Audrey sank en klump. Hun lukkede tankerne omkring en ting. Aaron, hun var bange for at han ville bebrejde sig selv, hvis hun kom tilbage og hvis hun ikke gjorde. Han ville give sig selv skylden, det var tråds alt hans mobil der var blevet nakket. Men hun ønskede ikke, at han skulle give sig selv den tur i landet af skyldfølelse - det fortjente han ikke, men hun vidste også han nok ville havne der ligemeget hvad. Hun så den blonde kvinde i øjnene endnu engang.

Da hun skreg, formede der sig et diabolsk smil på hendes læber. Det var det hun havde ventet på, og det hurtige stik i siden var åbenbart måden at få det frem på. Så det ville der være mere af. Stephanie lagde hovedet let på skrå over hendes år. Hun lod kniven hvile under hendes hage, men med den sløve side imod hendes strube, så hun ikke ville skære hende, den blev blot brugt til, at løfte pigens hoved en anelse op. ”Jeg vil gerne have det sjovt. Hvis jeg bare får det overstået, hvad er så det sjove ved det?” Hun så en morskab i at torturer, som ingen andre ting kunne få frem i hende. Det var uden tvivl det sjovest hun kunne lave. Hun førte knivens spids ned langs hendes bryst og fandt et sted lige imellem hendes ribben, hvor hun stak kniven ind. Kun lige nok til den hvilede imod hendes ene lunge. Hun skulle bare skubbe den længere ind, og så ville hendes ene lunge være punkteret. Hun så pigen i øjnene, før hun trak kniven ud og i stedet førte den ind i hendes lår. Der lod hun den sidde, før hun vendte hende i ryggen og fandt et nyt instrument frem. En tang. Stephanie gik hen til hendes hænder, og greb fat om hendes negl med tangen. ”En, to. Tre.” Hun trak tangen til sig, og trak neglen med sig. Stephanie så på neglen i hendes hånd og gik hen til Audreys front. ”Gem den som et minde.” Hun puttede den ned i Audreys lomme.

Hun havde noget imod når det sveg henover hendes hud, og den langsomt blev rød, hvor den var skadet.. og blodet stille sneg sig op bagefter. Men med det samme at kniven ramte hårdt ned i hende, så skreg hun igen. Da kniven sad fast i hendes lår som den kunne gøre i jorden, kunne hun ikke andet end at kigge på den, og lod nærmest sine tårer løbe ned over kinderne i panik og frygt. Det var ubeskriveligt. Hun hadede virkelig den her følelse, at føle sig så svag og uduelig. Hun løftede blikket op imens hun bed hårdt sammen for at holde smerten ude. Svedperler dansede ned af hendes pande og ned langs hendes tindinger af anstrengelse. Da Stephanie kom tilbage med en med en tang og greb fast i hendes hånd. Audrey rystede voldsomt på hovedet.
"Please lad hver... nej.. lad hver." Prøvede hun at tigge den faldne, men snart ramte smerten hendes hånd og fjernede sig fra hendes lår og side. Et højere skrig passerede hende, så hun næsten fik ondt i halsen. Hun græd endnu mere af smerten. Hun var udmattet af at skrige og spænde så meget i sine muskler, men hun var for udholden og godt i stand til at falde om. Hendes læber skælvede nærmest i frygt, og det samme gjorde hendes krop. Den kunne snart ikke klare mere smerte, men den var alt for stædig til at lade hende besvime.

Stephanie nød det smerten bragte frem i pigebarnet. Det betød bare, at hun gjorde noget rigtigt. Hvis ikke hun skreg af smerten, var det ikke noget værd. Hendes skrig var som musik. Stephanie begyndte at nynne til den melodi, der kom frem ved lyden af Audreys skrig. Hun så kort på pigen, da hun tikkede hende om ikke, at rive hendes negl af. Det fik hende bare til at ville det mere. Hun så på hende med hovedet på skrå, der fik hende til at virke utrolig psykopatisk, taget i betragtning, der lå et smil på hendes læber, der udtrykte hvor meget hun ville skade pigen. ”En negl mere?” Stephanie gjorde det samme, også denne lagde hun i pigens lomme. Det ville da være synd, hvis hun mistede den ene. Stephanie trak kniven ud af hendes lår og lod truende spidsen løbe hen over hendes side. Hvor skulle hun nu stikke den ind. Stephanie fandt et sted, lige under hendes navle, og stak den nådesløst ind i hendes mave, men en stor kraft. Det var umuligt, at det ikke påvirkede hende organer på en eller anden måde. Stephanie var snart færdig, men hun manglede lige det sidste touch. En besked til den kære moder. Med kniven skar hun sine initialer ind i hendes overarm.

Audrey havde ikke følt sig så sløv i over et år. Det føltes som om, at hendes krop endnu engang begyndte at lukke ned. Hun fik det elendigt. Så elendigt hun ikke engang observerende den næste negle blev trukket af. Skriget forlod hendes læber inden hun nåede at registrer det. Først da kniven blev revet op af hendes lår skar hun endnu en voldsom grimasse af smerte. Hun sank en klump. Audrey kunne mærke, hvordan hendes muskler skreg i frygt, de ønskede det ville stoppe mindst ligeså meget som Audrey selv. Endnu engang kom et skrig frem, dette var alle hendes muskler der skreg på samme tid med hende. Hele hendes krop der stille gav efter og ønskede det skulle stoppe. Blodet begyndte at koge. Underligt nok, det var en del af hendes sygdom. Eller ikke at koge, det begyndte at syde som om det ætsede jorden under dem. Dog varrede det kun to sekunder og ikke noget man lagde mærke til. Audrey var ved at miste balancen og dinglede lidt rundt. Det slørrede vildt for hendes øjne, og til sidst kunne hun mærke sig selv give op. Hun kunne se et svagt slør af hvad der skete, og hører.. ellers var hendes andre sanser lammet.

Dove havde ledt efter Audrey, da de havde haft en aftale om en løbetur. Det var længe siden Dove havde været fysisk aktiv, og Audrey var den perfekte til at hjælpe hende i gang. Men da hun ikke var dukket op, var hun blevet bekymret. Hun havde først gennemsøgt skolen, men der var hverken tegn på hende, eller nogen der vidste hvor hun var. Hun gik der for ned til Juice Stop, og spurgte hendes bror om han havde set hende. Han havde heller ikke set hende. Hun spurgte ham så, om han kunne ringe til hende. Men han havde mistet sin telefon. Så begyndte hun for alvor at blive bekymret. Med en af Audreys genstande, som Dove havde fået af hendes bror, udførte en besværgelser, der burde kunne finde frem til hende. Da Dove fandt ud af hvor hun var, satte Dove straks efter hende. Det krævede lidt tid at finde frem til det præcise sted i skoven.

Da hun endelig nåede frem, var det først og fremmest tydeligt, at Audrey bestemt ikke havde det godt. Doves blik faldt på kvinden der stod foran hende. ”Hey!” Hun gik nærmere med vrede skridt. Der var ingen der skulle røre hendes venner, eller nogle uskyldige for den sags skyld. Kvinden virkede dog ikke truet af Dove, men hun skulle bare vide. Med en bevægelse med armen, blev kvinden slynget ind i et træ. Dove var hurtigt henne ved hende, og stod truende foran hende. ”Det er min veninde. Jeg er ikke glad for, at nogen rører så meget som et hår på mine veninders hoved. Jeg burde dræbe dig for det du har gjort.” Dove prøvede at holde sig fra at dræbe nogen, da hun bare ville falde tilbage i sit samme gamle mønster, og det ønskede hun ikke. ”Men jeg vil lade dig leve.” Dove kunne mærke magien på Stephanie, selvom det ikke var i hende, havde hun en magisk genstand på sig. Hun gennemsøgte hende for at finde bøtten. ”Gå nu, inden jeg ændrer mening.” Hun vendte hende ryggen og gik hen til Audrey. Hun kunne høre fodskridt der førte væk fra dem. Godt træk. Dove fik løsnet Audrey med magi og greb hende, da hun tydeligt ikke kunne stå selv. Roligt lagde hun hende i skovbunden. Hendes hænder bevægede sig i luften over hende, mens Dove opremsede nogle ord, der langsomt fik Audreys sår og skader til at hele.

Hun ville have elsket at udtrykke sin glæde da hun hørte Doves stemme. Og i sit eget hoved så hun også så glad ud og smilede stort ved genkendelsen af hendes stemme, men hun så bare sten kold ud - næstne godt hun ikke så sig selv. Hun kunne ikke mærke sin krop mere - hvilket nok ikke var et godt tegn. Overhovedet! Dog fik hun stille sit åndedrag tilbage, og smerten forsvandt i små mængder. Hun satte sig op i et sæt imens hun hev vejret ind. Hun flyttede blikket over på Dove, et ansigt der var så lettet at man skulle have svært ved at tro hun kunne være andet. Hun lod Dove heale det mest skadelige, men til sidst ved det sidste sår, lod hun hånden ligge sig over Doves.
"Jeg har brug for et par at. Jeg vil gerne kunne huske jeg overlevede det her." Et smil bredte sig på hendes læber, inden hun så kastede sig i sin venindes favn. Det var fordi hun var ekstremt overvældet også, og bange for det var en af den faldnes tricks, men hun kunne ikke lade hver. Det føltes godt, og trykt. Det kunne næsten ikke blive bedre.
"Vi skal efter hende.. hun tog min bøtte.." Det virkede måske latterligt, men hvis Audrey virkelig ville efter Stephanie så måtte det være vigtigt. Dog kom hun til at se den var blevet tabt. hun kravlede derover og samlede den op. Ingen skræmmer som altid. Dove havde ikke set den i Audreys hænder før, men havde måske kendskaber til den. Hvem vidste.
"Skal vi ikke bare tage hjem. Min lillebror mangler vidst sin mobil." Hun samlede den op og viftede let med den. Hun havde det fint nok lige nu, men på et tidspunkt ville følelserne og frygten tage overhånd igen. Hun var en fighter og ville altid være det.

Dove åndede lettet ud, da Audrey igen begyndte at trække vejret normalt. Hun havde været bekymret for inden da. Hun forsatte med at heale sårene, men blev så til sidst stoppet. På en måde forstod Dove det godt. Især som menneske, måtte det give mening. Audrey var nu også et særligt menneske. Hun havde en kampgejst de fleste andre ikke havde. Det var beundringsværdigt. Dove blev overrasket over krammet, men lagde til sidst armene om hende. Hun kunne vist godt bruge et kram, selvom det ikke var noget Dove gjorde alt for meget. Dove så undrende på Audrey. Ville hun efter hende? Da det så gik op for hende, bøtten lå et stykke fra dem, behøvede de ikke gøre det. For ærlig talt, ville Dove helst ikke se hende igen. Mest i frygt for, hun ikke ville være i stand til at stoppe sig selv igen. ”Lad os komme af sted.” Hun rejste sig, og børstede det værste skidt af sig. ”Hvem var hun?” Dove var bekymret for Audrey, for uden hendes magiske bøtte, ville hun ikke have meget at forsvare sig med. Hun var skrøbelig i forhold til en vampyr, og hun havde ikke noget nær den samme styrke. Hun havde heller ikke magi eller kunne forvandle sig til noget andet. Det eneste hun havde var hendes bøtte. Men det var trods alt bedre end ingenting.

Hun trak lidt på skulderen. Ja hvem var den kvinde egentlig.
"Det ved jeg ikke, men jeg skal have en lang snak med min biologiske mor omkring hende..." Sagde Audrey kort.. "Når ja.. øhm.. jeg fandt ud af, at Amara du ved vampyrinden på akademiet... er min biologiske mor.. ikke sig det til hende.. det skal jeg nok.. på et tidspunkt." Forklarede Audrey så let. Det var en traumatisk oplevelse for hende, og man kunne godt mærke, at hun var påvirket. Hun virkede en smule fjern, men man kunne også se på hende, at hun kæmpede for at ryste det af sig. Det gik nogenlunde bedre end man skulle tro. Men igen når hun endelig var alene på et tidspunkt, ville hendes mur falde sammen.
"Så lad os snakke om noget... hvad sker der for tiden?" Spurgte hun med et skævt smil. "Mødt nogle lækre fyre eller noget andet spændende?" Spurgte hun tilføjende med et drilsk lille smil på læben. Det gjorde hende i bedre humør, at flytte snakken over på noget nyt. Hun vidste Dove nok havde været rundt omkring og spurgt Aaron om han havde set hende... så han sad sikkert derhjemme og ventede på, at Dove kom tilbage med hende.. for det var ikke normalt Audrey var væk.. det var alt andet end normalt.

Dove så bare undrende på hende, da hun sagde 'biologiske mor'. Hvad var nu det? Audrey besvarede dog hendes spørgsmål, før hun nåede at stille det. "Oh.. Okay." Det var ikke lige det hun havde forventet. Det gjorde jo næsten de var i familie også. Amara og Dove var muligvis ikke blodsbeslægtet, men de var vokset op sammen. At hun ikke måtte fortælle det til Amara, var muligvis en svær opgave. Amara havde det med, at kunne se når Dove ikke fortalte hende noget. "Du er klar over, jeg er vokset op sammen med Amara ikke?" Hun stoppede hende ved at tage fat i hendes arm. "Jeg skal nok holde det hemmeligt for hende, ind til du er klar. Men Amara er god til at gennemskue, når jeg ikke fortæller hende noget. Jeg vil ikke presse dig til noget, men jeg kan ikke holde det hemmeligt i evigheder." Hun sendte hende et smil, da hun absolut intet ondt mente med det, Audrey skulle bare vide det. "Det gør vel næsten også vi er i familie. Ikke biologisk, men stadig." En let latter forlod hendes læber. Hun forsatte med at gå, men hendes smil stivnede en smule, da Audrey spurgte ind til drenge. Hun ønskede, naturligt, at føre emnet over på noget andet end hvad der lige var sket, men lige netop drenge, var ikke noget Dove var god til at snakke med. "Jeg har faktisk mødt en." Hendes blik var rettet fremad, fordi hun skulle dele informationer om hendes liv, og det var hun bestemt ikke den bedste til. Slet ikke mens hun så nogen i øjnene. "Han hedder Theo. Han studerer på akademiet."

hun var ikke klar over Dove og Amara kendte til hinanden. Men nu når hun tænkte mere over det, så gav det egentlig meget god mening. Audrey rystede let på hovedet men trak på skulderen.
"Næste gang jeg ser hende, så skal hun nok få det at vide. Det lover jeg." Tilføjede hun. Dog ikke, at Audrey ville være ganske mild, det var sidste gang hun skulle udsættes for dette på grund af hvem hendes moder var. Audrey trak større på smile båndet.
"Det kan jeg sagtens leve med." Tilføjede hun og blinkede kort drillende til Dove. Hun var klar over, at snak om Doves personlige liv, ikke var Doves stærkeste side - men ærligtalt havde hun heller ikke tænkt det ydligere igennem inden hun kastede sætningen ud. Hun løftede på øjenbrynene, tydeligt hun ville have informationer som hun nok ikke fik. "Herligt." Nåede hun at sige inden hun fik navnet at vide. Hendes vejrtrækning stoppede kort, og hun slog sig selv i hovedet - ikke bogstavligt. Hun rystede det ud af hovedet.
"Jeg har nogle fag med ham, han virker flink nok i bunden." Alle vidste Theo var lidt af en ulv, men hvis ham og Dove kunne bringe det bedste frem i hinanden, så måtte det være det. Audrey kunne ikke tillade sig at prøve længere, hun måtte droppe det - og det havde hun tænkt sig. Det ville ikke ændre på, at hun skulle have vidst bedre. Lige meget hvad ville hun aldrig kunne stille op med den fantastiske kvinde som Dove var. Det kunne ingen. Selvfølgelig ville man vælge Dove fremfor Audrey, det dumt at tænke anderledes. Hun kørte en hånd igennem sit hår. Hun var stadigvæk pænt smurt ind i blod, men et varmt bad og det skulle nok gå!
"I det mindste dukker din eks kæreste ikke op, og skal undervise dig." Audrey lo let, det var en form for at dække over smerten vel. Men det hjalp.

Dove nikkede, da Audrey sagde hun ville fortælle det til Amara. Det ville måske være lidt indviklet for hende, for Audrey virkede ikke specielt begejstret for Amara, og Dove var jo tætte med dem begge. Men de skulle nok finde ud af det. Måske kunne et mellemled være meget godt for dem. Det var ikke typisk at Dove åbnede sig op for hvem som helst - Audrey var dog ikke hvem som helst - men lige netop kærlighed, var et ømt punkt for hende. Hun havde først for nyligt mødt Theo, og hun vidste stadig ikke hvor det førte hen. Hun havde ikke lyst til at give slip på ham, for han var den eneste hun kunne elske. Det kunne hun ikke bare give slip på. Men fordi Audrey netop havde gennemgået dette, kunne hun godt give hende noget andet at tænke på, og alle vidste drenge kunne være distraherende. ”Jeg har kun mødt ham en gang.” Det virkede underligt, at hun så allerede var interesseret i ham. Men der lå jo lige en stærk magi bagved, og det fik hende også til at tænke på, om han mon kunne være interesseret i hende, hvis han ikke lå under en stærk forhekselse. Dove ville gerne have noget ægte, ikke bare noget der var formet af magi. Men hun vidste også godt, at hun ikke kunne være kræsen. ”Du har en pointe.” Nu var det ikke fordi Dove, ligefrem havde nogle ekskærester, der kunne undervise hende. Men hun kunne sagtens forstå hvad Audrey mente. Mere eller mindre.