When music speaks - Joy

Tid: Starten af timen-ish
Sted: Musiklokalet
Omgivelser: Et par elever, som sidder i grupper og snakker om alt imellem himmel og jord, inden timen starter.
Påklædning: Klik her!
@Joy

Kierran var vågnet for sent og havde grebet det første tøj i skuffen og sin guitar, og satte i løb imod musiklokalet. Han kom næsten for sent, men nåede lige ind ad døren, som timen startede. Han skyndte sig hen til en tom stol og satte sig til rette med sin guitar i skøddet. Han fim øjenkontakt med nogle af hans kammerater og sendte dem et smil, som han sad der en smule forpustet, så han rundt i lokalet, hvem var mødt op?
Han så det velkendte lange mørke hår, som tilhørte en hvis ung kvinde, som han engang havde tilbragt så meget tid sammen med. Det var Joy. Hun sad der og så så smuk ud. Han elskede hende stadig, men det ville han selvfølgelig aldrig indrømme. Han rev sit blik fra hende og sukkede let for sig selv med en lille rysten på hoved, inden han satte sig til rette på stolen og lyttede til læreren begyndte at snakke.
Der gik lidt tid, inden læreren begyndte at dele folk op i grupper "You and you.. You and you." sagde han og pegede på forskellige elever, indtil hans finger pegede på Kierran og han sagde "You and..". Læreren så ud til at tænke sig om, indtil hans finger pegede på Joy og sagde "You.".

Joy var naturligt morgen menneske og det var kun ved at være et par uger siden hun egentlig var startet. Hun var ikke ligefrem ukendt blandt folk, men hun valgte alligevel at have overraskende lavprofil - i hendes egne øjne i hvert fald. Håret hang løst i sine fine lange lokker. Hun havde en sort knæ lang kjole på, med en cowboy jakke over - stiletter samt diverse smykker i intet ringere end hvidguld. Hun var mødt lidt tideligere ind efter hun havde ordnet nogle ting. Det var intet nyt for hende at folk gerne ville snakke med hende også selvom hun vidste at det var hendes aura. Den tiltrækkende aura, som ikke engang var en mental evne - bare en bestemt aura der var lokkende - ikke noget der ændrede på folks syn eller noget. Naturligvis var nogle mere tilbøjelige til at kunne se igennem den end andre. Så snart underviseren ankom, så gik folk fra Joys bord og hen til deres pladser. Da døren gik op og en velkendt person kom halv forpustet ind, kunne hun ikke undgå at kigge kort. Kierran hvad lavede han nu her? Hun sank kort en klump og vendte opmærksomheden stædigt mod underviseren. Alt i verden skulle hun ikke snakke med ham, for ærligtalt hvor mange gange kunne hun omfortælle sandheden før hun var nød til at smide den direkte på bordet. Det dårlige ved ikke at kunne lyve. Så begyndte underviseren at snakke og snakke.. det var først da der skulle laves grupper at hun blev opmærksom. Hun kneb øjnene skeptisk og ønskede på ikke at havne i gruppe med Kierran. Joy kunne endda mærke hvordan hun intens bed tænderne sammen og holdt vejret i håb om det ville hjælpe. Joy havde nær tabt ansigt da undervisren til sidst pegede på hende. Et utilfreds suk forlod hendes læber, og hun vendte blikket over mod Kierran. Så tog hun opgaven og rejste sig op.
"Are you coming.. lets finish this," sagde hun måske en anelse dominierende og hævede på et bryn. Det skulle hurtigt ordnes.. og skrive en sang med temaet halloween - det burde ikke være spor svært. Specielt ikke for hende. Så gik hun ud af lokalet og hen til et af musiklokalets små arbejds 'bure' - perfekt arbejdsrum til gruppe opgaver, uden at blive forstyret af andres støj.

Kierran rejste sig op og svang stroppen på hans guitar over skulderen, da hun stod der og så på ham med et hævet øjenbryn. Han nikkede blot med et træk på skuldrene, ikke sikker på hvad han skulle sige lige i øjeblikket.
Da de kom ind i arbejdsrummet, satte han sig med det samme på en af stolene og smed fødderne op på bordet, mens han sad med sin guitar i skøddet, endnu en gang.
"So halloween themed? I know you're good at writing lyrics and I can write music, so let's split the work like that?" Forslog han, efter lidt tid. Han så på hende. Det var længe siden han havde set hende, faktisk havde han ikke set hende siden de slog op. Han havde overbevist sig selv om at han var kommet videre, men at se hende igen, bragte en masse følelser tilbage i ham. Han valgte dog at undertrykke dem og han fokuserede på nogle af deres mange skænderier, dem som var endt i smækkede døre og sureminer. Men der gik ikke lang tid før minderne om alle de gange de havde gjort det godt igen, trængte sig på. Han sukkede lydløst og rystede tankerne af sig og fokuserede i stedet på at komme med idéer til melodien. Han vidste dog godt at det at de delte opgaven var en dårlig idé, da de bedste sange blev skrevet i samarbejde, mellem sangskriver og komponisten.

Det havde altid været svært for Joy at knytte sig til nogle. Hele hendes barndom havde forgået i fangenskab, med hendes mor der fik daglig tæsk blot for de ikke skulle rører Joy. Der havde været mange flirts og one nights.. men Kierran havde bragt noget andet frem i hende, noget der gjorde hun havde lært at se forbi mørket og faktisk acceptere hendes fortid. Det havde været underligt efter de havde slået op, og hun havde manglet mere af sig selv end nogensinde før. Måske havde det ikke set ud til det, film og musik karriere.. det havde holdt hende væk fra de dårlige følelser bare lidt. Nu kom alt tilbage til hende og hun havde ærligtalt ingen anelse om hvad hun faktisk skulle gøre af sig selv. Facaden hun normalt holdt oppe for at beskytte sig selv, var ved at falde ned. Alt bare ved egentlig at lytte til hans stemme. Joys læber skælvede svagt før hun så slog blikket ned på sin computer som hun ubevidst havde placeret på bordet foran sig.
is that a Great idea? I mean.. if that is how You want it? I have no problem working with you Ki, in fact all our songs have always been best when we worked together, svarede hun totalt modsat af den attitude hun var startet ud med.  Attituden var hendes forsvar men overfor Kierran var det ikke specielt stærkt i længen. Derfor rystede hun let på hovedet og så på ham igen. But first.. how are you? I havent seen You in a long time.. after everything.. det havde været den værste aften nogensinde, værre end de 52 år i tortur. Den aften de havde haft et voldsomt skænderi. Hun kunne ikke rigtig huske hvad det var om, blot at det havde været et åndssvagt grundlag for et skænderi.. og i sidste hende havde hun ikke kunne holde det ud følelsesmæssigt og var gået.. blot for at komme tilbage lidt efter, og han var væk. En del af brud han ikke kendte til.

Kierran sad der på stolen med fødderne oppe på bordet. Han lagde mærke til hendes attitude var anderledes end før, hvilket fik hans egen til at smelte lidt. Hun havde ret, deres sange blev altid bedst, når de arbejdede sammen. "You're right. Let's-" Hans sætning blev afbrudt at et par bank på døren og læreren stak hoved ind til dem og sagde "I'm sorry to trouble you guys, but the theme has been changed to lovesongs.". Kierran så kort over på den smukke brunette og sank en klump i halsen,  nikkede til læreren og efter at have rømmet sig, sagde han "Alright sir, but may I ask why?".
"Some of the other students made it clear that it wasn't a good theme, saying that the songs would get really dark and.. Inappropriate." Med dette rystede han opgivende på hoved og gik igen, mens han lukkede døren efter sig.
Kierran trak sine fødder ned af bordet og plantede dem på gulvet og så atter på Joy igen. "So as I was saying, I think you're right, we should work together. And now, it's even one of our best genres.". Han smilede let til hende, mens han gemte den knugende følelse i hans brystkasse væk, den knugen som kun kunne kendes som et knusthjerte. Han kunne huske deres skænderi udenad, det sidste skænderi de havde haft. Han kunne ikke huske grunden, men det var endt i at Joy var stormet ud. Hvorefter han selv havde samlet sine ting og taget afsted. Noget han stadig fortrød at have gjort, men det var forsent nu. Forsent til undskyldninger, forsent til at forklare. Han bed sig let i læben og flyttede sit blik fra den smukke unge kvinde foran ham, ned til strengene på hans guitar.

Som om at hun ikke havde svært nok ved det hele, så kom underviseren ind og ændrede genren.. til både det bedste og det værste. Fordi hun vidste det ville kræve at åbne op for at hun kunne skrive den genre, og ærligtalt så var der ikke lang vej dertil. Hun nikkede til underviseren og slog blikket tilbage på Kierran da han snakkede til hende igen. Joy sank klumpen i halsen og rømmede sig lidt. Faktisk havde hun allerede den første lige på hjertet. How about start with something like... loving can hurt. Loving can hurt sometimes.. sang hun det sidste med lukkede øjne.. det var ingen hemmelighed at man kunne mærke hendes ord, og låst op for følelserne var der. Hjertet sprang en takt over som hun opdagede hendes mørke øjne var låst fast mod Kierrans.

Ved ren automatik begyndte Kierrans fingre at spille en simple melodi der passede til det som Joy sang, dog mærkede han igen den knugende følelse og som om hans mave sank, da han hørte hendes ord. Deres øjne låst fast på hinanden, han gentog kort det hun havde sunget og prøvede et par enkelte sætninger af, inden han fandt en der passede til hendes "But it's the only thing that I know.. When it gets hard, you know it can get hard sometimes.." sang han, hans stemme blottet for følelser. Han havde givet sit et og alt til Joy, men han havde været dum nok til at smide det hele væk, ved at være skredet den dag. Hvis ikke hans stemme var nok til at afsløre, at hans parader var krumlet sammen for fødderne af dem, så viste hans øjne det i hvert fald. Hans blik var fyldt med både en nostalgi, men også en smerte, en tristhed, som han ikke kunne skjule.

Hun lyttede til musikken til hans ord, og fangede rytmen.. følelsen, men at snakke om den ville ikke hjælpe, derfor at synge kunne afsløre deres dybeste hemmeligheder, musikken det hemmelige sprog. but Its the only thing that makes us feel alive.. we keep this love in a photograph.. we made these memories to ourselves.. legede hun med teksten til musikken, og de klingede bare. Hun så ham i øjnene som hun sang, og hjertet bankede perfekt til rytmen. Let fugtede hun sine læber og sang videre med ham, where our eyes are closed.. hearts never broken.. rested af sangen skrev nærmest af sig selv, og hun kunne mærke det kriblede i hendes fingre at holde sig tilbage. Alt hun faktisk ønskede var at vise ham de her følelser i andet end sangen, og hvilket nok var derfor hun til sidst rejste sig op og stirrede lidt på ham. Hun så ham i øjnene før hun trådte hen foran ham.
Get up here and kiss me.. now, sagde hun så ikke i et truende tonefald. Måske lidt bestemt men hvis man ikke kunne se svagheden hun overfor ham var man blind. Selvfølgelig kunne han afvise hende og måske ville det ske..

Kierran hørte hver en følelse, hver en lille bitte følelse, som hun viste, både via sangen, men også i hendes ansigt, hans øjne var som limet til hendes perfekte ansigt og han lagde mærke til hver en lille ting hun gjorde. Han vidste at de samme følelser, hans hjerte hamrende i hans brystkasse, som kun syntes at slå hårdere, da hun rejste sig op. Hans fingre stoppede med at spille, da hun trådte hen foran ham og da han hørte hendes næste ord, fik han hurtigt stillet guitaren fra sig og han rejste sig op og stod helt tæt på hende og lagde blidt sin ene hånd imod hendes ene kind og bukkede sig let ned, så han var få centimeter fra hendes ansigt og hans så ind i hendes øjne kort og så ned på hendes læber, de læber han havde savnet som en i helvede, hans blik fandt hendes igen og han lænede sig hurtigt ind og kyssede krævende hendes læber. Det var nok til at han mærkede den snurrende følelse i hans mave, som om han var i en rutsjebane. Det var endnu bedre end han huskede og han kunne ikke stoppe det smil som voksede på hans læber, som han mærkede hendes bløde imod hans egne.

Hånden på hendes kind sendte tusindevis af enestående stød under huden på hende. Før hun nåede at reagere på dem blev en ny fantastisk bølge sendt igennem hende som hans læber mødte hendes, hun kunne ikke træ hun faktisk mødte hans læber igen, aldrig havde hun troet det ville kunne ske - men hun var kun glad for det gjorde. Joy gengældte kysset uden at tøve, fyldt med savnet og ikke mindst den intense følelse af kærlighed hun havde holdt tilbage til sangen var skrevet færdig. Alting kom igennem det kys, alle de gode ting - alt det hun havde savnet. Til sidst trak hun sig lidt, men kun lidt. De brune øjne så ind i hans og hun sank en klump.
There is something You dont know.. hviskede hun og tog sig sammen. I came back.. i never stopped loving You, tilføjede hun og sank en klump.

Kierran lod Joy trække sig, pludselig nervøs for hun fortrød, men som han så ind i hendes øjne og hørte hendes næste ord. "There is something You dont know.." Det at hun pausede lige der, gjorde ham endnu mere nervøs, men det næste hun sagde fik hans mave til at kilde. "I came back.. i never stopped loving You" fik et lille glad suk til at forlade ham og hans læber strakte sig endnu en gang og han lagde sin pande imod hendes, en ting han ofte havde gjort den gang de var sammen. "I.." begyndte han, med bankende hjerte "I tried to move on.. I really did, but.. I just couldn't. I still love you too. It's always only been you.". Han lukkede øjnene og nød det at være tæt på hende igen, hun duftede af det samme som dengang. Hans hænder fandt hendes liv og han lod blidt sine hænder hvile på hendes lænd, som han bare stod og nød at være tæt på hende igen. Han elskede hende virkelig stadig. Han havde ikke engang været i stand til at kysse andre piger, siden Joy. Ikke en eneste gang. Han kunne ikke tro at han lige havde hørt hende sige at hun kom tilbage, fordi hun stadig elskede ham. Det var alt sammen så utroligt, men så igen, hun var hans første store kærlighed, intet andet kunne måle sig med hende, intet overhoved. Han åbnede sine blå øjne og så igen ind i hendes brune og han kunne ikke lade være med at smile stort.

Panden mod hendes betød at det var sikkert. Det betød tingene var okay, hvilket gjorde hende en del mere lettet over den hemmelighed der var blevet lukket ud. Joy holdt vejret som hun kunne hører på hans stemme at han var klar til at sige noget, og hun så ham blot i øjnene for at lytte. Ordene varmede hende dybt og hun lukkede nydende øjnene i, som hans hænder placerede sig mod hendes hud - hvor de hørte til.
Hun åbnede øjnene igen og de mødte hans. Smilet på Kierrans læber smittede hurtigt af på hende. Musikken havde ført dem sammen igen, og hvor var hun taknemlig for det. Joy havde følt en del af hende manglede, en del hun desperat havde prøvet at finde - nu følte hun endelig sig hel igen.
I have missed you so much.. indrømmede hun og lagde begge sine hænder om hans kunder. Hvorefter hun kyssede ham atter.

JOY SPEAKS: so so sorry.. trykkede på den forkerte knap.. og kom til at ændre dit indlæg D: D: D:
Pls forgive me!

Alting gav mening igen. Alting var i balance, og hun følte sig i et med sig selv igen. Der havde været en uforklarlig uro i hendes liv siden deres brud. Hendes krop reagerede på hver eneste bevægelse, hver eneste lille berøring der ramte hendes hud. Han havde magten over hende, kunne trække hende med over alt. Så da han førte hende bagud og hendes ryg mødtes med væggen - så lod hun ham blot. Joy kunne mærke hele hendes væsen søge efter ham. Intimiteten voksede og hun kunne mærke hvordan deres kys blev dybere, mere og mere lidenskabelige. Utroligt, alt hun ønskede var pludselig ændret - lige nu kunne hendes hjerne ikke finde vej til andet end ham. Det var det eneste hun ønskede lige nu, Kierran. Pludselig var alt det dårlige væk, og erstattet med de gode følelser - og savnet gjorde kun den intime følelse stærkere. Han kunne få hende til at glemme tid og sted, og faktisk var hun fuldstændig ligeglad med det. Joy elskede ham, og ingen kunne tage det fra ham. Ligemeget hvad ville han altid være den som havde hendes hjerte - hvilket nok havde været grundlaget for at hendes andre forhold ikke havde fungeret. Det var først da nogle bankede drillende på glasruden ud til de andre lokaler, at Joy kom tilbage til virkeligheden. Hun brød ud i en lille latter og slog blikket ned - blot for at kigge op lidt efter.
"Well," lo hun lidt og trak let på skulderen. "We should take this to one of our rooms or just make them look... choice is yours," hviskede hun som hednes læber atter var få små milimeter fra hans. Drillende, det havde hun altid været.