You are going to hell for this crime //FORTIDS EMNE CW/TW

Tid - 16/12 år 1843 kl: 00.30
Sted - I baghaven af en rimelig okay villa
Omgivelser - Ingen udover beboerne i huset og Novah
Vejr - Små regn men vindstille.
tag - @Michael

Det var kun få dage siden at hun var fyldt 24 år, og det betød at næste familie hun havde holdt under opsyn de sidste 1½ år, skulle til at møde deres skæbne! Det var sikkert og vidst at de engle der boede i dette hus, var venner med dem som havde dræbt hendes forældre! Og derfor skulle de slægtes, ikke bare dø men slægtes, de ville komme til at bøde for alt de hun havde været udsat for, altså delen med at hendes forældre var blevet dræbt.

hun havde gemt sig i deres baghave som var rimelig stor, de ville derfor ikke kunne se hende oppe fra selve huset. Hun havde siddet og iagttaget dem mere eller mindre hele aftenen, hun var bare nødt til at vente på at de ville gå i seng, for så var det nemmere for hende. De havde 3 børn i huset, om det var deres egne vidste hun ikke men hun var også ret ligeglad, de ville ryge i svinger også.

"kom nu, gå nu i seng" hviskede hun for sig selv, hun var nødt til at vente! vente.. vente... vente... Hun havde ikke styr på klokken, for hun havde ikke sit ur på! Det havde været hendes fars armbåndsur hun normalt havde på, men aldrig når hun var ude på en "mission" som denne! Hun ville ikke risikere at miste det. det betød alt for hende.

Hun sagde på jorden, og støttede med det ene knæ på jorden og på foden med det andet, klar til at springe op og komme igang.. Men der var forsat lys i huset, hun var virkelig i tvivl om de blot lod lyset brænde for at der var lys i huset om natten? Eller måske de allerede vidste at hun lå på lur? Men hvorfor skulle de vide det? Hun havde aldrig opholdt sig så det var åbenlyst at hun holde øje med dem? " kom nu, gå i seng" sagde hun. Inden hun så at lyset i det ene rum i hvert fald blev slukket. Novah tog chancen og listede lige så stille afsted op mod huset, hun skulle være så stille som muligt! Bare den mindste forkerte bevægelse og lyd hun skabte ville chancen for at de opdagede hende være større.

Michael sad i en bil på Siren Avenue for at holde øje med et hus som var ejet af en kendt englefamilie. De havde tidligere på ugen fået varslet at noget mørkt ville gøre dem ondt, så de havde bedt Michael om at holde øje med deres hus mens de sov. Han tog en tår af sin kaffe, da han så en skikkelse bevæge sig fra et sted i deres baghave. Han sneg ud af bilen med et skydevåben i hånden. Han vidste at der var en dæmon som ville hævne sig på familien, derfor var det også sandsynligt at det var denne som var kommet for at myrde dem i nat. Han gik mod huset med pistolen rettet foran ham og lyttede varsomt på den mindste bevægelse indtil han så hende. En dæmon nær bagdøren. Så vidt han vidste var det datteren af de nu afdøde dæmoner, Novah hed hun vist. ”Not so fast,” sagde han med pistolen rettet mod hendes bryst. Han vidste at familien havde sat flere dæmon fælder op, men hun måtte vide hvor de var, siden hun valgte en af de få indgange hvor der var fri adgang. ”Novah, right?” sagde han men han betragtede hende. ”I’ve been looking for you since that family in London,” tilføjede han, afslørede at han udmærket godt vidste hvem hun var og at hun havde myrdet engle før. Det var tåbeligt at tro hun kunne slippe af sted med endnu et mord, specielt med den tilknytning familien havde til højrestående engle, men han forstod også at hun ville hævne sig på vegne af sin familie og det var de færreste dæmoner som ikke havde et indædt had til hans race. Han vidste hun ikke ville undslippe ham medmindre hun havde en speciel evne, flygtede hun, ville han indhente hende og angreb hun ham, så ville han beskytte sig selv med et skjold af helligt lys og sandsynligvis dræbe hende hurtigere end han ønskede det. Han trykkede på sin aftrækker og ramte hende i skulderen med et bedøvelsesmiddel der ville få hende til at falde om.

Michael havde transporteret hende hen til en forfalden bygning, hvor hun nu sad bundet fast til en stol i midten af en devil’s trap. Han var i gang med at velsigne noget vand, mens han ventede på at hun vågnede op. Idet hun gjorde, ville han vende sig om og se på hende. ”I’m sorry for doing this, but I knew you weren’t going to talk to me otherwise…” sagde han, selvom det ikke var sikkert hun overhovedet ville fortælle ham noget til at begynde med. ”Tell me, who else knows about your parents death?” spurgte han.

Når man havde holdt så meget øje med denne engel familie, vidste hun også hvor alle fælderne var, hun var ikke dum. Hun havde endda overvåget dem mens de fleste af dem blev sat op. Hun var lige ved at være helt henne ved døren, før hun hev en lille æske op af lommen, det var et sæt værktøj der var lavet til at hun kunne låse døren op uden at bruge en rigtig nøgle. Dog blev hun forstyrret af at hun kunne høre lyde omkring hende, hun mærkede godt at der var noget i nærheden af hende. Men hun nåede ikke at opdage det før der blev talt til hende. ” Why?” sagde hun koldt og vendte sig mod personen.

Hun stivnede kort, det var tydeligt at ane panikken i hendes øjne før hun kiggede sig omkring. Hun skulle væk her fra og det kunne kun gå for langsomt! Hun var aldrig blevet opdaget før! Hun havde aldrig lavet en fejl i hendes opgaver, der havde ført til at hun var blevet opdaget. ”Nope, thats not me. I’m julia” prøvede hun at aflede med, men hun trådte et par skridt baglæns. Hun skulle gerne så hurtigt væk som det var hende muligt. ” I didn’t do anything!” sagde hun og så på pistolen, hun var bestemt ikke tryg ved at han havde rettet den mod hende. ” i’m just lost, so i will try to ask the family in this house. To find the right way home to myself” sagde hun og så på ham med et ret usikkert og noget angst fyldt angist udtryk. Hun vidste godt hvem det var nu hun hørte hans stemme ordentligt…

Dette kunne bestemt ikke betyde noget godt overhovedet!! ” You have been looking for me? What family?” sagde hun og gjorde virkelig alt hun kunne for at virke dum og intetvidende. Hun vidste hvad denne mand eller skulle man rettere sige Engel kunne gøre! Hendes forældre havde advaret om ham og fortalt om ham. Lige nu vidste hun at hendes forældre ville være skuffet over hende! Det var aldrig blevet taget på fersk gerning som hun jo lige nu var blevet! ”please don’t shut me!” sagde hun som han trykkede på aftrækkeren. Hun forsøgte at vende rundt og stikke af fra ham, men bedøvelsen virkede for hurtigt til at hun kom ret langt.

Hun vågnede langsomt igen, hun havde en underlig fornemmelse af dette ikke var godt. Hun vred sig lidt for at rette på sig men opdagede hurtigt at hun var fast bundet til noget. Der gik nu heller ikke længe før hun fattede at hun var fast bundet til en stol og var en devil’s trap. Hun stod eller nok nærmere sad lige nu overfor en ret højt stående engel og det kunne bestemt ikke betyde noget positivt. ” why should i talk with you?” sagde hun iskoldt. Hendes øjne var kulsorte og der var bestemt ikke venlighed at spore i hende. Hun trak vejret tungt og dybt. ” if i was you, i will let me go” sagde hun og vred sig mere for at komme fri af rebene. Hun forsøgte at fumle efter knuden for at prøve at løsne rebene op. ”You will not event hink of the number.. If i don’t kill these angel my friends will do” sagde hun iskoldt og truende, hendes stemme var blevet noget mere mørk og truende. ” You will never find them, when you and me are here, the next demon will kill that poor nasty angel family” sagde hun og smilte iskoldt til ham. Lige nu bluffede hun overfor ham, kun for at se hvordan han ville reagere. ” Let me go, and i will stop them” tilføjede hun så hun blot grinte iskoldt og så på ham.

Han løftede et øjenbryn da hun forsøgte at lyve overfor ham. ”By breaking into their house?” spurgte han og viste tydeligt at han ikke troede på hendes forklaring. Dernæst virkede det som om det gik op for hende hvem han var, og at hun ikke undslap medmindre hun flygtede. Hun virkede intimideret af ham, men han havde ikke til hensigt at dræbe hende – ikke i første omgang. Pistolen var blot et middel til at slå hende bevidstløs i et par timer.

Han trak svagt op i mundvigen da hun spurgte hvorfor hun skulle fortælle ham noget. Der var et utal af grunde, men det var primært for hendes eget bedste. Michael nød bestemt ikke at udøve tortur men… det var oftest det eneste der fik dæmoner til at snakke. Dermed ikke sagt at han ikke ville give hende en chance for at gøre det frivilligt først. ”Let’s just say… it’s going to be extremely painful if you dont,” sagde han mens han så ind i hendes sorte øjne. Han havde ikke iscenesat dette for at gå derfra uden informationer, så det var blot op til hende at give ham det på den mest fredfyldte måde. Han fnøs da hun sagde hendes venner ville dræbe dem for hende, som om han ikke havde sørget for at beskytte familien mens han var her. Andre dæmoner var desuden irrelevante for nu. ”No,” sagde han og hældte hovedet en smule på skrå. Han ville aldrig lade hende gå - selv hvis hun fortalte sandheden. ”Now… If you're telling me the truth about those demons, I want names,” sagde han med en seriøs tone i stemmen og lænede sig halvt op af træbordet bag ham. Hvis andre dæmoner kendte til englefamilien og at de havde dræbt Novah's forældre, så var det i hans interesse at finde dem før de fandt familien.

At sidde der og være bundet fast til en stol og fanget i en devil’s trap var ikke lige frem noget der var med til at give hende større selvtillid og virke mere hård selvom hun ihærdigt prøvede! Hun vidste at han kunne slå hende ihjel, lige som hendes forældre var blevet slået ihjel af de engle hun havde forsøgt at bryde ind til og dræbe, dog uden held.

”painful? You said? Not that’s painful it will be to the nasty Angel family” sagde hun bare koldt og spydigt. Hun vidste godt at han ikke måtte give oplysninger om de ændre dæmoner, mest fordi det var at forråde nogle af sine egne og det var ikke noget man gjorde medmindre man havde et ønske om at dø… kort sagt blive dræbt af de andre! ”uhmm let me think” sagde hun ildevarslende, som hun lagde hovedet på skrå og studere ham med sine kul sorte øjne.. ”If you let me go, I can follow you to them? Then you can see them” sagde hun forsøgende på atter at slippe hende fri, og så kunne hun tage ham med hen til de andre, lige direkte i hans egen død.. Så var de jo af med ham og ikke længere skulle passe så meget på. ”There are soooo many names, that is to hard to tell them all, but lets go to them and then you will se them” sagde hun grinende og iskoldt.

Selvom Novah lige nu spillede og prøvede at få ham til at slippe hende fri, vidste hun også godt at hun var nødt til at passe på og hele tiden holde øjnene på ham, helst gerne være et skridt foran ham hele tiden, hvilket var skide svært for hun kendte ham jo ikke som sådan! Hun havde jo kun hørt om ham og set enkle billeder af ham.

Han trak på smilebåndet og vendte sit blik mod metalbordet med de forskellige torturmidler. Hun havde ingen idé om hvor smertefuldt noget af dette var. Langt mere end den korte død de ville give englefamilien. ”The family is secure… your friends should be more worried about you than them,” sagde han før han vendte blikket tilbage på hende. Han vidste godt det var sandsynligt at nogen ville komme til hendes redning, men til den tid ville stedet se ligeså forladt ud som det gjorde da han først fandt det. Han fnøs da hun sagde hun kunne føre ham hen til dem. ”How stupid do you think I am?” spurgte han, tydeligivs irriteret på den måde hun trak tiden ud. Hvis hun kendte til disse djævle og deres lokalitet, ville hun også kunne fortælle deres navne. Han vidste at han ikke havde uanede mængder af tid, så hvis hun ikke ville fortælle ham sandheden frivilligt, måtte han forsøge at tvinge det ud af hende. Han vendte sig om for at tage en injektionsnål og fylde den med helligt vand, før han gik mod hende. ”You’re trapped... and trust me when I say I will get you to spill your guts,” truede han og så ind i hendes øjne med et koldt blik før han så mod nålen i hans hånd. ”One way or another,” tilføjede han, før han placere et fast greb om hendes håndled og stak hende i underarmen med nålen for at injicere helligt vand ind i hendes blodbane. ”Give me their names,” forlangte han mens han betragtede hvordan midlet begyndte at tage virkning.